Det første Nietzsche-spor?
Fortællingen "Landsbyens Dronning" der blev offentliggjort i Wisbech's illustrerede Almanak 1890, nåede aldrig længere i forfatterskabet. Man må spørge sig hvorfor.
Meget tyder på at den blev gravet frem, ikke som man kunne tro af Poul Carit Andersen til hans bibliografi fra 1934, men af hans ældre, dog bortgemte samarbejder, den senere lektor Johs. P. Olsen, der i 1953 anbragte den i Dansklærerforeningens udgave af Fra Hytterne.
Olsen synes at være den første til at se Nietzsche i teksten. Også af den simple grund at ingen før, og dårlig efter, ham i Pontoppidan-litteraturen har bemærket teksten. Hverken Ejnar Thomsen (i Henrik Pontoppidan til Minde, 1944 etc.) eller Knut Ahnlund i 1956. Dog naturligvis Jørgen Moestrup der synes at være blevet ført til teksten netop af Olsens udgave, for han kommenterer:
Allerede i den lille novelle "Landsbyens Dronning" (1889) optræder motivet: den syges underkuelse af de sunde (som går igen i forholdet mellem Sidenius-slægten og Per). Påvirkningen er påpeget og kommenteret af Johs. P. Olsen i Dansklærerforeningens udg. af Fra Hytterne (1953)1.
Men lidt senere og andetsteds karakteriserer Moestrup denne motivforekomst således:
Allerede den lille novelle "Landsbyens Dronning" (nov. 1889) tærer – skønt overfladisk – på tidens nietzscheanisme.2
Det interessante er nu hvor tidligt Pontoppidan kendte hvad til Nietzsche. Førstetrykket "Landsbyens Dronning" er nemlig ikke, som PCA angiver i bibliografien, fra november, men fra før 1. august 1889. Altså før Brandes' "Aristokratisk Radikalisme" i Tilskuerens august-nummer det år – artiklen Pontoppidan selv siden, i Familjeliv, angiver som det egentlige begyndelsespunkt for sin Nietzsche-interesse. Hvilket turde indikere at Pontoppidan ikke har hørt (nogen af) selve forelæsningerne. Forbindelsen mellem de to, Brandes og Pontoppidan, i tiden mellem Nietzsche-forelæsningerne i april-maj 1888 og den mulige affattelse af "Landsbyens Dronning" kan i henhold til de bevarede breve ikke siges at have været intens. Det ældste bevarede brev fra Brandes overhovedet er fra 1. april 1890. Men et brev fra Pontoppdan til Brandes fra 4. april 1889 indikerer at Pontoppidan var til middag hos Brandes den følgende mandag. Hvis de har snakket om Nietzsche, kommer vi det nok ikke nærmere end henholdsvis manuskriptet til og Politikens referater fra selve forelæsningerne3. De sidste kan måske nok forudsættes Pontoppidan bekendt, selv om han i april-maj 1888 synes at have haft ganske andre ting i hovedet, bl.a. udgivelsen af Spøgelser og en længere turné i maj til "jydske smugkroer" (brev til Edv. Brandes 1.6.).
Men hvor bindende kan man overhovedet sige at "Landsbyens Dronning" er for nogen substantiel forståelse af eller inspiration fra Nietzsche? Beretningen har dokumentaristisk karakter, på linje med "Naadsensbrød". Dens "nietzsche'anske" karakter: den syges undertrykkelse af de raske, er foræret forfatteren af det modtagne stof. At han har grebet det, kan måske derimod tages som udtryk for hvor forberedt han var til mødet med Nietzsches tanker, bl.a. om forholdet mellem de tilsyneladende svage og de tilsyneladende stærke og raske (medlidenhedstyranner kaldes de førstnævnte i vore dage). Moestrup må jo også korrigere sig selv i den senere kronik og kalde "påvirkningen" for "overfladisk". Er det ikke Olsen der forståeligt nok gerne ville fremhæve sit "fund" ved at udnævne det til det første udtryk for en forløsende Nietzsche-påvirkning og indlæser denne i teksten?'1 Havde Pontoppidan virkeligt ladet teksten dø strådøden'2 hvis den havde været a turning point for hans Nietzsche-indflydelse, og ville han så – i Familjeliv – have udnævnt Brandes' så meget senere artikel til den udløsende faktor for sin optagethed af Nietzsche?
[23.2. og 26.10.2006, 16.1.2008, 30.1.2009, 30.7.2016, 21.10.2016, 30.12.2017 og 19.5.2020.]