Henrik Pontoppidans befrier

I foråret 1888 holdt Georg Brandes forelæsninger på Københavns Universitet om sin "opdagelse", den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Dét var de nordiske kritikere, med Brandes i spidsen, der gjorde Nietzsche kendt for en større tysk almenhed og for Norden. I tidsskriftet Tilskuerens augusthæfte, året 1889, giver Brandes, led ved den aktuelle kulturelle situation, en lidenskabelig og aggressiv perspektivering af Nietzsches værk.

Pontoppidan er blandt dem, Brandes rammer. I Familieliv skriver han, følsom over for mesterens udgangssalut:

Snerten i disse Ord havde jeg følt mig ramt af. Jeg ømmede mig i hvert Fald, og for at kunne dømme selvstændigt om Sagen anskaffede jeg mig tilsidst den tyske Tænkers samlede Skrifter (…). For hvert Bind, jeg læste, voksede Nietzsche i mine Øjne. Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger (…)1

Nietzsche-læsningen

Forskningen har søgt at finde frem til, hvornår Pontoppidan gik i gang med sit Nietzsche-studium. Der har været gættet på vinteren 1889-90. Men det er nok for tidligt. Læser man omhyggeligt den biografiske kontext, Nietzsche-omtalen er indsat i, viser det sig, at læsningen først kan have fundet sted mellem 1896 og 1902, da ægteparret med deres to børn tager fast ophold i Hillerød. Denne antagelse støttes af en undersøgelse af udlånsprotokoller fra Københavns Universitetsbibliotek og Det kgl. Bibliotek. Fra førstnævnte har Pontoppidan et halvandet års tid – fra marts 1900 til okt-nov. 1901 – hjemlånt Nietzsches værker. Hans hjemlån, som (i rækkefølgen) gælder værkerne: Geburt der Tragödie, Unzeitgemässe Betrachtungen, Menschlisches-Allzumenschliches I, Morgenröthe, Fröhliche Wissenschaft, Menschliches ... II, Zarathustra og (igen) Morgenröthe, ligger midt under udarbejdelsen af Lykke-Per (og de to små romaner fra 1900) og netop i den store pause mellem udgivelsen af bind 4 (dec. 1899) og bind 5 (nov. 1901). Efter nov. 1901 ophører Pontoppidans Nietzsche-hjemlån, sandsynligvis har han herefter anskaffet sig sin udgave, der i øvrigt er identisk med Universitetsbibliotekets udgave: C. G. Naumann, Verlag Leipzig, 16 bind, 1895—1904. Pontoppidan ejede kun 11 bind, men troede, at hans udgave var komplet.

Hos Pontoppidans datter, fru Else Thomsen, har jeg haft lejlighed til at undersøge Pontoppidans Nietzsche-udgave. Den er præget af grundig læsning, hist og her forsynet med blækmærker, understregninger og indstregninger. Der er desværre ingen verbale kommentarer til læsningen, men interessant er det, at en enkelt henvisningsseddel, der refererer til numre i tre af bindene, har overlevet Pontoppidans forsigtighed. Sedlen er udfyldt kontinuerligt, numre er blevet indstukket i rækkefølgen ved genlæsninger, dens skriftbillede er derfor uensartet og stedvis rystende. Den synes at stamme fra Pontoppidans ældre år.

Nietzsche-reaktionen

Selv om man således kan konstatere, at Pontoppidan har studeret Nietzsche fra marts 1900, vidner hans litterære værk om, at han langt tidligere har reageret på Nietzsche.

Allerede den lille novelle "Landsbyens Dronning" (nov. 1889) tærer – skønt overfladisk – på tidens nietzscheanisme. Først med figuren Dr. Levin i Den gamle Adam (dec. 1894) optræder en klar, personlig tilegnet Nietzsche-inspiration (afklædningen af følelsernes og kærlighedens guddommelighed) hos Pontoppidan. Den berømte "Enetale" fra 1897, som siden indgår i Lykke-Pers sidste bind, og som drejer sig om forskellen mellem den verdenserobrende promethiske kraft og den apollinske selvbetragtning (herom siden), skatter til Nietzsche, ligesom de to små romaner fra 1900, der ligger mellem Lykke-Pers bind 4 og 5 i den pause, hvor Nietzsche-læsningen foregår. Lille Rødhætte og Det ideale Hjem drøfter primært samvittigheden ud fra Nietzsches præmisser (henholdsvis det "fornemme" menneskes autonome samvittighed og samvittighed opstået som følge af samfundsdannelse). Og Det store Spøgelse (førstetryk 1902) belyser samvittighedens sygelige skærpelse som følge af kristendommens syndsforestillinger.

Det fornemme menneske

Men i Lykke-Per (1898-1904) findes den dybeste, mest omfattende, og personligt mest engagerede Nietzsche-debat i Pontoppidans forfatterskab.

Det gælder fundamentalt, og Lykke-Per vidner herom, at Nietzsche for Pontoppidan blev den befrier, der løste ham ud af ofte martrende og kunstnerisk afgrænsende kristelige fixeringer. Omvendt er det netop disse fixeringer – som også er Nietzsches grundlag – der gjorde sammenstødet og debatten så frugtbart forløsende for Pontoppidan. Ser man på den konstanteste grundtype hos Pontoppidan, er det "Kain'en": den ensomme, fredløse ikke-elskede. Denne figur findes allerede i Spøgelser (1888), den er elementær hos alle HPs "helte", med undtagelse af de "naive" vandrere af Glob-typen. Kain'en er determineret af en kærlighedsløs opdragelse, kan ikke elske, og udfries først ved at blive elsket. Han er lidende, ofte selvplagende.

Omkring 1900, f. eks. hos Adam Malling i Det ideale Hjem, omvurderes kærlighedsløshedens determination hos Pontoppidan. Den fastholder ikke længere personerne i en passiv, selvcentreret lidelse, lidelsen bliver tværtimod det kraftcentrum, som meddeler personerne en voldsom aktivitet enten i "Drømmens" (den spekulative aktivitet) eller i "Virkelighedens" (den handlende aktivitet) verden. Af Nietzsche lærer Pontoppidan at gøre lidelsen til et adelsmærke, der forsyner den lidende med en ualmindelig indsigt i sjælelige forhold, med erfaring og afgørende individuel værdi.

I Lykke-Per er en lang række moralfilosofiske, sociologiske, kristeligt – og antikristeligt psykologiserende tanker fra Nietzsche udnyttet i temaer, figurer og symboler. Den unge Per er anlagt som Nietzsches "fornemme" menneske: barbaren, vildmanden. Han udrustes med total magtvilje, men hans cæsar-manerers hulhed afsløres ved konfrontationen med det virkelige, moralsk uanfægtede magtmenneske, Max Bernhardt.

Pontoppidan lader Per udnytte tre faktorer i Nietzsches Historiens Nytte.

Faderens ur

ALLEREDE som dreng forkaster Per sin præstelige oprindelse (den kritiske historiebrug), rydder fortiden væk og lever "fri som fuglen". Tomrummet fylder han med et stort mål ("det store forsæt"): hans projekt og tager i svaghedsstunder de titaniske romere, der byggede himmelstræbende, til forbilleder (den monumentale historiebrug).

Dette er den psykologiske basis for Pers ideale – og antikristelige – Prometheus-længsel: hans projekt (jvf. hans pjece) skal frigøre de ængstede fra mørket, Guds- og domsangsten, ved at frembringe kultur, rigdom og lykke. Naturkræfterne skal undertvinges, Per som en Prometheus give menneskene lynet, og Gud gøres overflødig. Sammen med og styrket af Jakobe angriber Per de kristnes værdisystem, idet han udnytter Nietzsches karakteristik af "slavemenneskene", som omvurderede alle værdier (Pers krønike om'1 Kong Pukkelrygs – Jesu – land, hvor ryggen søges knækket på dem, der endnu har livsvilje). Men også denne aktive Prometheus-drøm gennemhuller Pontoppidan.

En række dødsfald udfordrer Per: han kan enten reagere cæsarisk-uanfægtet eller som ængstet kryptokristen. Pers studieophold i Alperne bevirker, at han definitivt knækkes som promethisk praktiker. Han oplever en ødelæggende vandflod, fortolker den som dommedag, og over for Guds almagt må han nu forkaste sin pjeces syner som naive. Ved moderens død lægger han sine tidligere idealer fra sig – efter Nietzsches omfortolkningsproces. Når den udadvendte magtdrift introverteres, reagerer den imod jeget, tilføjer det en lystbetonet smerte, og således er ifølge Nietzsche kristendommens selvfornægtelsesidealer opstået. Per forkaster cæsaren til fordel for den selvopofrende moder, som fornægter sin natur.

Da Per er døende, hænger faderens ur på væggen over ham. Det betyder selvfølgelig ikke, at Per har forsonet sig med slægtens tro, men at han omsider har udløst sig af den "Sidenius-karakteristik", som Jakobe definerede. Hun talte om Pers udelukkende negative lidenskab, hans psyke af "Trods, Selviskhed, Hævngerrighed", alt det som Nietzsche kalder ressentimentsfølelserne. Uret hænger på væggen for at vise, at Per har frigjort sig fra det ressentiment mod faderen og Gud, der ledte ham ud i et oprør, som han ikke havde kvaliteter til at føre igennem.

Schopenhauer

Men oprørets åndelige side gennemfører Per altså. Pontoppidan viser Per vejen ved personen Fjaltring. Denne "Befrier" docerer Schopenhauers lære om livsmeningens placering i afsavn, smerte og håbløshed. Negativt skal Fjaltring frigøre Per fra hans sidste kristne bindinger: han begår selvmord som offer for den kristne samvittighedsmartring.

I Geburt der Tragödie skriver Nietzsche om forskellen mellem titantiden og den apollinske tid. I den første fandtes overmenneskeligt stræbende helte som Ødipus og Prometheus, der forsøgte "at løse sfinxens gåde", mens den anden tid adlød det delfiske krav: kend dig selv, din begrænsning.

Det er under dette perspektiv, Per ser sit liv i den største af de efterladte aforismer. Som ung forsøgte han som Prometheus at "kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri", men en dag blev jegets væsen for ham "den store sfinx". Krøniken om "Det store Spøgelse" er Pers sidste, den betegner hans sidste fase. Den fortæller om to hovedmagter i hans liv: samvittigheden og naturen, om faren ved at lade sig dominere af den første i modsætning til trygt at stole på den sidste. "Krøblingen" er et portræt af det "heroiske" schopenhaueriske menneske, der har fornægtet tilværelsens meningsløse race for at leve kontemplativt. I Schopenhauer als Erzieher giver Nietzsche et billede af dette menneske: forklarelsen hviler over det, begivenheder og kræfter bliver drømmeagtige, men deres væsen er rent og klart. Der er hos Pontoppidans "krøbling" (den i livet inaktive filosof) tale om en metafysisk forståelse og en individuel selverkendelse.

Et brev til Borchsenius fra 1898 viser, at Pontoppidan oprindelig ikke havde tænkt sig Lykke-Per som en frigørelsesroman. Der var tiltænkt Per en åndelig hjemkomst i ægteskabet med præstedatteren Inger. Under indflydelse af Nietzsche lod Pontoppidan Per rejse videre.

 
[1] Familieliv, 1940, s. 172/Erindringer, 1962, s. 221. tilbage
['1] om: rettet fra "og" tilbage