Var Pontoppidan virkelig kulturradikal?
Kulturradikalismens mytologisering af forholdet mellem Pontoppidan og Georg Brandes.
For 40 år siden opstillede Elias Bredsdorff en tese der lød:
(Henrik Pontoppidan stod) i en lang årrække den militante, radikale, individualistiske brandesianisme meget nær, nærmere end man hidtil har antaget.1
Nogle år forinden havde Pontoppidan-forskningens første doktor, svenskeren Knut Ahnlund ud fra forfatterskabet påvist at (og jeg citerer, idet jeg samtidig oversætter):
Det er helt tydeligt at Pontoppidan fra begyndelsen følte sig solidarisk med mange af Gennembruddets bestræbelser, også de rent kunstneriske. Som social realist, som religionskritiker og som ideologisk debattør opfyldte han egentlig i højere grad end sine samtidige de krav Georg Brandes i sin tid [nemlig i 1872] havde stillet til digteren. Og efter J.P. Jacobsens død, Drachmanns og Gjellerups frafald, Bjørnsons sædelighedskampagne og Erik Skrams litterære tavshed blev Pontoppidan den som i de følgende år stærkest gav udtryk for nogle af de brandesianske hovedtanker: den politiske frihedsidé, anti-klerikalismen og den kulturelle radikalisme.2
Ahnlunds bog udkom i 1956. Elias Bredsdorff, der selv erklærer sin "dybe gæld" til Ahlund, henviser med sin tese til den således hævdvundne opfattelse i begyndelsen af 1960'erne og lægger nu oveni sin tese om "meget (…) nærmere end hidtil antaget".
Han søgte at føre beviset for tesen i sin doktordisputats fra 1964. Hovedbeviset er de brevvekslinger Bredsdorff som den første forsker havde fået adgang til. En adgang den altid venlige og uden for politiske sammenhænge meget belevne Elias Bredsdorff havde fået gennem de to brevskriveres døtre: Edith Philipp og Else Thomsen. Dog fik han af den sidste kun lov at referere Pontoppidans breve til Brandes, breve der lå i det Brandes-arkiv Pontoppidan i sin tid selv havde været med til at få oprettet.
Elias Bredsdorffs disputats kom i de følgende snart 40 år til at stå som et "vægtigt"3 og i det almindelige omdømme uanfægtet bidrag til Pontoppidan-forskningen. Hvor uanfægtet kunne man f.eks. se i Claus Jensens kapitel om Pontoppidan og Gjellerup i forrige års bog om de danske Nobelpristagere4. Og på den udstilling der for tiden kan ses nede i kælderen her på Det Kongelige Bibliotek læser man i montren med Georg Brandes' skriveunderlag følgende lidt kluntede tekst:
(…) mange andre forfatteres manuskripter gik vejen over netop dette skriveunderlag før de med kommentarer returneredes med anbefaling om udgivelse eller opfordring til helt at opgive en ønsket digterkarriere.
Og i montren er så som illustration blandt andet opstillet fire af Pontoppidans bøger fra 1880'erne: debutbogen Stækkede Vinger fra 1881, Landsbybilleder og Sandinge Menighed fra 1883 og Fra Hytterne fra 1887. Men ingen af manuskripterne til disse bøger havde i mindste måde været vejen over Georg Brandes' skriveunderlag, og ej heller noget følgende manuskript kom det.
Denne udstillen er næppe sket mod bedre vidende, men blot fordi det nu sådan i dag er den almindelige mening om Henrik Pontoppidans placering i forhold til "den radikale, individualistiske brandesianisme" at han var "militant", dvs han var medlem af partiet og var omfattet af den beskrivelse Georg Brandes selv – man kunne høre det ved sidste lørdags oplæsningsbrunch – udtrykte sådan i et brev til Bjørnstjerne Bjørnson fra begyndelsen af 1879:
Vil man danne et Parti maa man holde skarp og ubønhørlig Disciplin; (…) Hvis en Overløber eller halvveis uærlig Skribent ei taber en Del af sine tidligere Meningsfællers Sympathi, saa sætter man Præmie paa Slapheden og Jagten efter at gjøre Lykke for enhver Pris.5
Revolterende præstesøn
Det år, vi er i 1879, havde den 21-årige Pontoppidan endnu ikke stiftet bekendtskab med Brandes' skrifter. Alligevel mener Bredsdorff at Pontoppidan allerede som 18-årig "revolterende præstesøn" følte sig i pagt med "brandesianismens militante ateisme"6. Beviset? Jo, Pontoppidan fortæller selv som 80-årig i Hamskifte om sin matematikprofessor Adolph Steens tale ved Universitetets Reformationsfest i 1875. Pontoppidan skriver:
Nylig havde [Steen] igen vakt stor Bestyrtelse som officiel Taler ved Universitetets aarlige Reformationsfest. Han havde spottende betegnet den lutherske Kirkerensning som en Omvæltning fra Dynen i Halmen og krævet al Undervisning her i Landet for Alvor reformeret, saa der ingen Steder, lige fra Universitetets teologiske Auditorier til Landsbyens Barneskoler, fremførtes Paastande, der stred mod vor nuværende Naturerkendelse.7
Pontoppidan fortsætter – og herfra citerer Bredsdorff:
Tanker af den Art havde ganske vist længe, men i det skjulte fundet velvillige Ører i den akademiske Verden. Adskillige af Landets allerhøjeste Værdighedspersoner, hvem ingen mistænkte for sligt, var i Virkeligheden overbeviste Fritænkere, Verdensmennesker uden al Religion og uden anden Bibel end Statskalenderen! Men for saadanne Folk havde Irreligiøsiteten og Spotten over Præster og Degne været et aandsaristokratisk Frimureri, som de behagede sig i paa Tomandshaand og bag lukkede Døre. Med Georg Brandes som Herold traadte nu ved aandelige Turneringer den frie Tankes Riddere ind paa Kamppladsen med aabent Visir, til stor Forargelse ogsaa for disse gamle betitlede og bestjernede Voltairianere, hvoraf flere i Anledning af Steens Tale viste sig for Offenligheden i al deres officielle Værdighed og korsede sig sammen med baade Præster og Degne.8
Man skal være fuldstændig tonedøv for at opfatte dette som andet end den tilbageskuende Pontoppidans skildring af en tid han dengang ikke har oplevet – eller for sig selv formuleret – på denne måde. Alligevel konkluderer Bredsdorff:
Med brandesianismens militante ateisme følte den revolterende præstesøn Henrik Pontoppidan sig altså [min fremhævelse] allerede på det tidspunkt i pagt.9
Det er da pokker til bevis. Prøv at høre en samtidig kilde. Det er et brev fra 1879, det år Georg Brandes skrev til Bjørnson om partidisciplinen. Den endnu 21-årige Henrik skriver til sin mor efter faderens død og begravelse. Henrik er tilbage i København og det er torsdag, Admiralgade 24, nok i juni måned:
Min kjære Moder!
Tak for de Dage, jeg var hjemme – og for alle Dage. Jeg er så inderlig glad over, at jeg så' vor kjære Fader i hans sidste Timer og tog hans sidste Åndedræt; thi på det kan jeg leve og føle, at vort Liv ender ikke her. Jeg takker ham for hans Liv og for hans Død; thi i begge Dele har han været mig et lysende Eksempel; han har ledet mig med en varm og kjærlig Hånd, som jeg ikke skal slippe; thi den rækker ud over Død og Grav; jeg føler måske nu mere end nogensinde, hvormeget han har været for mig. Nu er han lagt i Jorden som et Frø, der vil spire, og voxe op af hans Grav som et skyggende Træ med lutter gode Frugter, hvoraf vi kan plukke.
Lad være at man måske i den sidste allusion til den senere Hartvig Seedorf-vise om at genopstå som akvavit10 kan ane en gryende tvivl på det evige liv. Men en "militant ateisme"? Mon dog.
Sandheden er vel den at Pontoppidan først stiftede bekendtskab med Adolph Steens tale da han i februar 1884 fra Gyldendal fik de to første årgange af tidsskriftet Det nittende Aarhundrede der udkom fra oktober 1874 til september 1877. Til Fr. V. Hegel skrev han sandsynligvis 1.2.1884:
Jeg ejer (…) den sidste Årgang af [Det nittende Aarhundrede] og vilde naturligvis meget gjerne have det komplet.
Mødet med Georg Brandes
Vi véd med sikkerhed'1 at han fik de to årgange. Men det var i den anden årgang'2 at han i så fald kunne læse Steens tale. Pontoppidan havde lige, en ugestid før, den 25. januar, mødt Georg Brandes for første gang. Han havde selv provokeret mødet ved to gange på samme dag på Strøget at løfte sin hat til hilsen, så den berømte mand til sidst spurgte hvem han dog havde for sig. Lige før jul havde Brandes udgivet Det moderne Gjennembruds Mænd hvor han med en kritisk sidebemærkning ultrakort (i slutningen af kapitlet om J.P. Jacobsen) havde omtalt Pontoppidan som "et ikke ringe Fortællertalent"11. Som vi også har hørt det i dag, var næsten alle de mænd Gjennembruddet handlede om, på udgivelsestidspunktet enten døde, faldet fra eller blevet tavse; kun Schandorph var tilbage. Så den militante brandesianisme var i bekneb for nye rekrutter. Pontoppidan har forekommet Brandes at være en oplagt sådan. Og Pontoppidan fulgte opfordringen. På to måder. I februar begyndte – eller fortsatte – han at læse Brandes. Det fremgår af det lige før citerede brev til Hegel hvor Pontoppidan også skriver:
Med Hensyn til Georg Brandes' Bøger har jeg været mest grådig, men det er rigtignok også dem, jeg har savnet længst.
For det andet sagde Pontoppidan ja til at komme til frokost hos Brandes. Men han tøvede i næsten to måneder. Ugen før var han som så ofte hos Otto Borchsenius der fra begyndelsen havde været hans mentor som redaktør af det blad, Ude og Hjemme, hvori Pontoppidan løbende skrev. Borchsenius var på dette tidspunkt på vej væk fra brandesianismen, havde valgt at blive hos Berg, da brandesianerne blev fyret fra Morgenbladet, og han var ikke specielt begejstret for at hans unge protegé nu skulle i audiens hos Mesteren. Det kunne Pontoppidan naturligvis ikke tage sig af. Efter besøget (den 18. marts) skrev han nogle dage senere til Borchsenius:
Mit Besøg hos Brandes var et sådant, som en Sammenkomst mellem to så forskjellige Mennesker må blive; men for Resten meget interessant. Vi talte mest om Drachmann, og det endte egentlig med, at han (Br.) – meget spydig – presenterede mig for Trediemand som "Medlem af den danske Bevægelse." Jeg fortryder ingenlunde mit Besøg, men giver dig for Resten Ret i, at man hellere må holde sig lidt for meget tilbage overfor sligt, end det modsatte. [brev til Otto Borchsenius 24.3.1884]
Som man ser: hverken Pontoppidan eller Brandes selv betragtede på dette tidspunkt Pontoppidan som en 'militant brandesianer'.
Er det nødvendigt at bemærke at Bredsdorff i sin disputats hverken nævner boglisten fra februar eller brevet til Borchsenius fra marts? Jeg opfatter det som udtryk for Bredsdorffs tendentiøse strategi: Pontoppidan skal med vold og magt gøres til brandesianer, og jo tidligere des bedre. Derfor støtter han sig ukritisk til den gamle Pontoppidans tilsyneladende "erindringer" (hvad de jo slet ikke er, de er "selvbiografi"). Men han gør det kun – Bredsdorff – når de giver ham ret. Det skal vi se om lidt.
Forholdet til Borchsenius
Først skal det lige bemærkes at Pontoppidans forhold til Borchsenius revner så sent som tre år senere, i 1887, hvor han efter Borchsenius' kritiske anmeldelse af Fra Hytterne i et opgørsbrev skriver til ham:
Af alt, hvad der er hændt mig på min literære Løbebane, er der intet, der har været mig til så megen Sorg som den Forandring, der er indtrådt i vort Forhold. Men det nytter jo ikke at nægte det: det synes, som om vi mere og mere bliver fremmede for hinanden, jeg for dine Synsmåder, du for mine Sympatier. Snart vil du måske endog betragte mig som din Fjende. (…) Det er dog bestandig mit Håb, at Tiden atter vil føre os sammen på fredelig Grund som før hin Samtale [en samtale der ligger et uafklaret stykke tid tilbage]. Men måske skal vi slås først. Jeg er ingen Krigsmand og ikke hjemmevant i nogen Art af Rustning; men den Tid kan snart være inde, da man bliver nødt til at forsvare sig.
Endnu var Pontoppidan altså ikke trukket i uniformen. Og til sidst i brevet til Borchsenius konkluderer han:
(…) jeg har ikke udbredt mig så vidtløftig over disse dine Anker for at beklage mig. Ingenlunde. Det har jeg i det hele ikke haft nogen Grund til over for dig. Men det gjør mig altid ondt, når din Kritik går mig imod, fordi du er en af de få, jeg gjærne vilde skrive til Behag. [brev til Otto Borchsenius 10.5.1887]12
Forholdet til Edvard Brandes
Selve brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, som er bevisets hovedmateriale, kommer jo slet ikke i gang før omkring århundredeskiftet. Derfor bruger Bredsdorff to andre midler til at bringe sin Pontoppidan på plads i brandesianismens fold. Det ene er hans forhold til Georgs bror Edvard, der sandt at sige også nok så meget var bevægelsens politibetjent som Sankt Georg selv var det – de hårde ord til Bjørnson til trods.
Allerede i december 1885 afslår Pontoppidan i det første bevarede brev til Edvard Brandes dennes opfordring til at skrive i Politikens julenummer (ja, sådan et havde også Politiken). Samtidig takker han høfligst for Edv. Brandes' anmeldelse af bogen Ung Elskov og tilføjer, som det så ofte, i forskellige variationer, blev tilfældet:
Det gjorde mig kun ondt at se, at De ikke rigtig syntes om den. [brev til EB 4.12.1885]
Dette ene brev er hele Bredsdorffs grundlag for at tale om at der eksisterede "et betydeligt nærmere personligt forhold" mellem de to fra dette tidspunkt, og Bredsdorff får det derefter til at se ud som om Pontoppidans brud med Borchsenius først finder sted i 1889, altså under påvirkning af forholdet til "brandesianismen". Men for det første fandt intet personligt samvær sted mellem Edv. Brandes og Pontoppidan før langt ind i 1886, og de i alt fire breve fra Pontoppidan til Edvard Brandes fra dette år viser at der gennem hele den sidste halvdel af året ingen personlig kontakt havde været mellem dem. Først i april 1887 kommer der lidt skred i tingene, for nu vil Pontoppidan gerne skrive i Politiken, for penge, naturligvis, og han får også et forskud. Men han leverer ikke noget førend i november, og han tilføjer da i sit bebudelsesbrev dette PS:
Jeg må vel nok få Lov til at udtale mig fra et Standpunkt, der ikke er ganske "rent" demokratisk, da jeg jo skriver under Navn.
Her er altså ikke tale om "parti-tro" optræden. Pontoppidan var og blev aldrig politisk korrekt.
For det andet fandt, som vi lige har set, bruddet mellem Pontoppidan og Borchsenius sted allerede i maj 1887, skønt det først var i 1889 at Pontoppidan offentligt og barsk tog afstand fra ham.
Pontoppidans brud med Borchsenius var først og fremmest dikteret af en selvstændig stillingtagen til de "synsmåder", Borchsenius stod for, som når han f.eks. i sin anmeldelse af Fra Hytterne forlangte af Pontoppidan at han skulle skrive "en af Sol og Sundhed, af Livsmod og Livsfriskhed struttende Bonderoman" (hvilket Pontoppidan faktisk havde haft i Sinde). Det var Pontoppidans egen kunstneriske udvikling der førte ham bort fra den naive Elmgaard-Borchseniuske linje, mens et eventuelt kulturpartipolitisk aspekt kom i anden række.
Bredsdorffs gennemgang af Edv. Brandes' anmeldelser viser til fulde hvor ivrig Edv. Brandes var efter at slutte Pontoppidan i "naturalismens, anti-klerikalismens og den militante radikalismes" favn. Men midt i den uforstående ros og pænt undertrykte kritik erkender Pontoppidan, netop i et brev til Edv. Brandes, at der er intet egentligt fællesskab. Det skete efter den lille roman Spøgelser som Brandes havde givet en ganske spydig og helt uforstående anmeldelse af (som Bredsdorff nu ikke havde kunnet finde i Politikens fyldige spalter). Pontoppidan skriver den 15. august 1888 til Edvard Brandes:
De er så venlig at spørge mig om, hvorfor jeg hænger med Hovedet. Jeg har virkelig adskillig Grund dertil. Jeg synes ikke, jeg ser nogen Ende på de Bryderier, der nødvendig følger med de første Skridt på Forfatterbanen. Jeg har nu gjort otte Skridt, d.v.s. udgivet otte Bøger, og jeg synes, jeg er lige nær, ja næsten fjærnere fra ethvert Mål end nogensinde. I Begyndelsen havde jeg en tryg Fornemmelse af at høre med til noget; nu står jeg udenfor alt. I Begyndelsen gjorde jeg mig kun meget beskedne Forventninger, der blev højt honoreret. Nu begynder jeg selv at tro på og få Tillid til mit Talent, og nu er der såre få, der bryder sig om det. – De tror, jeg trænger til Oplevelser, til stærke Sindsrørelser etc. I Virkeligheden trænger jeg til det modsatte, til den Ro efter Storm, der er nødvendig for at kunne producere – ja, De vil måske le af min "Storm"; men alligevel har jeg i de sidste 6-7 År tumlet om mellem "Oplevelser", der nu er i Færd med at tage Vejret fra mig.13
Elias Bredsdorffs kommentar hertil? Kostelig, må man sige. Han skriver:
Men "Spøgelser" var og blev et isoleret fænomen i Pontoppidans ungdomsproduktion, og med novellesamlingen "Skyer" vandt han også Edvard Brandes' ubetingede anerkendelse tilbage.14
Sådan kravler man under når hækken er højest.
Mimosers forfatter stod udenfor alt
Det med den 'tilbagevundne anerkendelse' har at gøre med Bredsdorffs måde at behandle Pontoppidans sjette skridt på forfatterbanen: den lille roman Mimoser. Den er det andet af de midler jeg før nævnte til inkorporering af Pontoppidan i den militante brandesianisme. Det er for omfattende i dag at komme nærmere ind på Mimoser. Men min behandling af dette kapitel i sin tid ved disputatsen kan læses dèr. Her skal jeg kun nævne konklusionen:
Ifølge Bredsdorff var det Pontoppidans hensigt med Mimoser at levere "sit digteriske indlæg i 'sædelighedsfejden'", men han blev forstyrret fordi hans forlægger lagde pres på ham. Det gav romanen "alt for mange forskellige" tolkningsmuligheder.
Det med forlæggeren er simpelthen forkert. Og til det første – at bogen var ment som Pontoppidans personlige indlæg i sædelighedsfejden – må man så spørge hvorfor han blev så skuffet over Edvard Brandes' anmeldelse. For i den står – klart udtrykt og forstået – hvad der i bogen – utvivlsomt! – var af tendens.
"Nu står jeg udenfor alt." Det gjaldt også for Mimoser.
Hvordan skal vi da forstå Pontoppidans holdning til Brandes og den såkaldte brandesianisme? Pontoppidan blev intellektuelt vakt mens han befandt sig i det miljø hans storebror Morten omkring 1880 havde skabt på sin højskole i Nordsjælland. Det var et miljø der på et afgørende punkt forholdt sig anderledes end den brede, landsdækkende højskolebevægelse. Her sagde man: "vi underviser ikke i de sidste ti års litteratur". Man anså Brandes og alt hans for djævelens værk. Men Morten sagde: "Man kan ikke tie det moderne ihjel. Man må gå i dialog med det." Selv var Morten både litterært og kunstnerisk dybt interesseret og forholdsvis vidsynet. Skønt han ikke brød sig om at lillebroderen ligefrem underviste eleverne i Darwins udviklingslære. Da Morten i sin tid var kommet til København, anede han hjemmefra ikke hvad en grundtvigianer egentlig var, og det har Henrik i grunden heller ikke gjort, selv om han som dreng kunne gøre nar af deres talemåder og kropssprog.
Det er absurd at antyde at Pontoppidan på noget tidspunkt i sin ungdom og tidlige manddom var anti-brandesianer. Men som præstebarn var han dybt præget af den isolation hvori præsten og derfor hans familie kan føle sig i sognet. Ikke så meget fordi der skiftes embede. Mere fordi præsten er præst for alle og derfor ikke kan være nogens. Med mindre han fører krig mod en kollega og derfor har brug for at splitte menigheden. Sønnerne fra præstegården i Randers – de begavede af dem i hvert fald – var alle umiskendeligt præget af en vilje til uafhængighed, en ulyst til at lade sig nagle fast af ideologier eller dogmer, det være sig politiske eller religiøse.
Da Morten Pontoppidan senere, i efteråret 1892, havde holdt et indlæg i Studentersamfundet, skrev hans ældste søster, Inger Pontoppidan, til en i kredsen, at "det er heller ikke let at finde ud af Mortens standpunkt, som jeg forresten tror mest består i, ikke at ville repræsentere noget færdigt standpunkt."15
I det stykke var også Henrik en fuldblods Pontoppidan. De var som det rifbjergske stykke håndsæbe: ikke for fastholdere. Det er rigtige digtere sjældent, og det gælder også de to (mest) overlevende af Gennembruddets mænd: Henrik Pontoppidan og Herman Bang.
Det betød ikke at Pontoppidan manglede engagement, heller ikke politisk. Men han ville hverken være rigsdagsmand for bønder og husmænd i Horns Herred eller militant brandesianer. Det nærmeste han kom en uniform var som "menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp" som den gamle udtrykte det som sine sidste sætninger, i Undervejs til mig selv fra 1943.
I sin litteraturfortegnelse til disputatsen anfører Bredsdorff om sine "Utrykte kilder": "Breve fra og til Henrik Pontoppidan på Det kongelige Bibliotek og i privateje." Der står ikke "Brevene", og der står ikke noget om hvilke af disse breve Bredsdorff ikke havde læst. Bredsdorff giver ingen steder, hverken i det bind hvori han gennemgår brevvekslingen mellem Pontoppidan og Georg Brandes, eller i selve disputatsen, nogen oversigt over brevene, hvor mange det er til og/eller, fra hvem. Det skete først da Bredsdorff sammen med Carl Erik Bay i 1997 udgav et Udvalg af Henrik Pontoppidans breve. Om ikke før så må det på det tidspunkt være gået op for Bredsdorff hvor forskelligt Pontoppidan skrev brev til forskellige – meget forskellige – mennesker.
Foruden med sine professionelle samarbejdere blandt forlæggere, redaktører og anmeldere – og hertil skal rettelig brevene til Edv. Brandes regnes – førte Pontoppidan store brevvekslinger med snurrige og litterært inferiøre personer som Niels Jeppesen og H.P.E. Hansen, med mindre litterære ånder som den nære ven, svenskeren Axel Lundegård og den skruede Harald Nielsen, med en hæderlig forfatter som Harry Søiberg og med Martin Andersen Nexø, Vilh. Andersen og Henri Nathansen (127 breve til og 21 fra)16. Om disse to, Vilh. Andersen og Nathansen, skrev Pontoppidan i 1931 til sidstnævnte:
underligt er det alligevel for mig, der jo ellers ikke er nogen Forligsmand, at de to Samtidige, hvis Venskab jeg skatter højst, ikke ret vel tåler hinandens Selskab.
Ja, ja – da var jo Georg Brandes død. Men kunne man i parentes bemærket have tænkt sig ham og Harald Nielsen sammen i Pontoppidans stue? Pontoppidan var udmærket klar over at hans venner, hans brevkorrespondenter – og hans romanfigurer – ikke nødvendigvis kunne være i stue sammen. Polyfoni hedder det i vore dage.
At Pontoppidan brevvekslede med en person betød derfor ikke at han stemte overens med ham i et og alt, i nogen måde eller overhovedet.
I denne store brevsammenhæng lykkedes det aldrig Elias Bredsdorff at placere brevforholdet til Georg Brandes. Bredsdorff havde simpelthen læst alt for få Pontoppidan-breve.
Et kættersk forslag
Lad mig stille et lidt kættersk forslag efter først at have fortalt en lille, længe upåagtet historie.
Da Pontoppidan i slutningen af 80'erne flyttede til København og i en håndfuld år levede flanørens og bohemens liv, blev han god caféven med maleren L.A. Ring, en fin og sart personlighed der i sit privatliv led meget. Han betroede sig til Pontoppidan (der på sin side ikke et øjeblik betroede sig til ham), fortalte at han var forelsket i en af sine bedste malervenners hustru, et forhold der aldrig blev realiseret. Da Ring så læste Nattevagt, blev han dybt chokeret over i maleren Drehlings forelskelse i Jørgen Hallagers kone Ursula at genkende sin egen historie. Ring gik fuldstændig i sort, bebrejdede ikke med et ord Pontoppidan hvad han havde gjort, men talte heller aldrig siden til ham.17
Georg Brandes var for robust til på samme måde at blive såret over fremstillingen af ham i Lykke-Per eller digtet til 70-årsdagen, selv om der ved Gud står harske ting i begge tekster. Som der gør det i den gamle Pontoppidans skildring i Arv og Gæld af mødet på Aarhus-båden i maj 1884, to måneder efter Pontoppidans første besøg hos Brandes. Vi véd ikke hvordan Brandes har opfattet Pontoppidans ord i en fødselsdagshilsen i 1902, hvor Pontoppidan sender ham
en fattig Tak for alt, hvad De har været for mig både til godt og ondt.18
Elias Bredsdorff derimod er såret over at Pontoppidan ved Brandes' død i et avisinterview erklærer at: "Det er en forkert Opfattelse, at jeg en Gang skal have staaet i St. Georgs Hærfølge" og i Arv og Gæld karakteriserer sit forhold til Brandes som "et flygtigt Bekendtskab". Her stoler Bredsdorff ikke på den gamle Pontoppidans vidnesbyrd. I slutningen af sin disputats insisterer han derfor:
[I denne bog er det] på mangfoldige måder dokumenteret (…) at Pontoppidan fra begyndelsen af firserne og til op mod den første verdenskrigs udbrud ikke alene menneskeligt, men også som forfatter har stået Georg Brandes' synspunkter særdeles nær.
Dette er ikke rigtigt, hverken kvantitativt, i tid, eller kvalitativt, når man går ned i forfatterskabets enkelte bøger.
Som det har været understreget i dag, men som Bredsdorff også selv fremhæver i slutningen af sin bog, var det Georg Brandes der var den interesserede i det forhold, altså i at holde en forbindelse ved lige, have udbytte af at udveksle tanker og meninger.
Mit kætterske bud er: Pontoppidan forholdt sig på mange måder til personen Georg Brandes som han havde forholdt sig til L.A. Ring: med den kritisk-realistiske forfatters observation. Til senere brug, så at sige. Man kan godt mene at der er noget kynisk heri. Men prøv at læse den samlede brevveksling og læg så mærke til hvordan Pontoppidan aldrig udleverer sig selv som Brandes gør det. Pontoppidans forhold til Georg Brandes var ikke noget egentligt venskab – og det var ikke på grund af aldersforskellen, Borchsenius og Martinus Galschiøt var kun to år yngre end Brandes. Forholdet til Georg Brandes løb ud, ikke som et brudt venskab, men som en kilde forfatteren Pontoppidan ikke længere havde brug for at øse af.
Kulturradikal?
Nu er tiden inde til at besvare min overskrifts spørgsmål: Var Pontoppidan virkelig kulturradikal? Til spørgsmålet kan man indvende at det er en betegnelse der først opstod i 1930'erne, og det i første omgang måske endda kun som skældsord. Så det var han vel ikke. Svaret på mit spørgsmål ligger i undertitlen: Kulturradikalismens mytologisering af forholdet mellem Pontoppidan og Georg Brandes. Denne mytologisering bestod i Elias Bredsdorffs ønske om at indlemme Pontoppidan blandt de "militante brandesianere" og i sin disputats føre bevis for at en sådan var han meget tidligt og forblev han længere end han i sine selvbiografier ville være ved.
Bredsdorff har selv i sin udgave af Pontoppidans Breve givet et fint eksempel på hvor lidt "kulturradikal" Pontoppidan var i 1930'erne, og demonstrerer også i sin kommentar at det forstod han, Bredsdorff, slet ikke.
Det var i sommeren 1933 at den partitro kommunist Elias Bredsdorff skrev til den 75-årige Pontoppidan og opfordrede ham til at deltage i en protestadresse mod Nazi-Tysklands forfølgelse af Hitlerregimets modstandere. Pontoppidan skrev i sit afslag:
Hvad det tilsendte Opråb angår, da går jeg aldrig ind for noget, jeg ikke har personlig Viden om men kun kender fra Avisernes i Almindelighed højst upålidelige Omtale. Desuden: om det også er rigtigt, hvad der meddeles om den Hårdhed, hvormed Tysklands Antifascister i Øjeblikket behandles, så er det jo kun den Skæbne, de selv havde tiltænkt deres Modstandere og måske også havde nået at give dem, dersom disse ikke var kommet dem i Forkøbet med deres Revolte og i Stedet for en "rød Front" havde skabt en national, der altid vil vise sig at være den stærkeste. Hvor der kæmpes, er det ikke mindst Beslutsomheden, der bærer Sejren hjem; sådan også her. Og hvorfor skal vi danske altid melde os til Ambulancen, når vi har unddraget os Aktionen? Forfølgelsen af de tyske Jøder er derimod oprørende. Men disse Folks ublodige Kamp for Existensen bør ikke sammenblandes med de andres. 19
Bredsdorff fortalte om brevet i sit erindringsbind Min egen kurs fra 1983, men kunne selv da kun kommentere at "Pontoppidans holdning var mig en stor skuffelse, men", tilføjer han, "jeg fandt synspunktet beslægtet med, hvad han havde givet udtryk for i sin sidste roman, 'Mands Himmerig'"20. Pontoppidan svigtede altså den unge Elias Bredsdorff, var ikke virkelig kulturradikal.
Det skyldtes Pontoppidans slægtsskab med europæiske ånder som André Gide og Thomas Mann. Alt for længe har det været god latin – Knut Ahnlund var anfører heri – ikke at agte meget på den europæiske sammenhæng hvori Pontoppidan kan ses. Ikke for at påvise afhængigheder eller indflydelse, men samtidighed og åndeligt slægtskab. Pontoppidan ligner André Gide eller f.eks. den hollandske maler Mondrian i at have søgt frigørelse fra en puritansk protestantisk opvækst under bevarelse af en stærk idealisme og et analytisk klarsyn som aldrig – særlig længe i hvert fald – blev sløret af ny religiøs eller ideologisk overtro. Det var således ikke tilfældigt at de alle tre på samme tid kunne se de ligheder mellem fascismen og kommunismen som 1930'ernes danske kulturradikale var helt blinde for21. Pontoppidan var virkelig ikke kulturradikal, hverken siden eller før.
