Henrik Pontoppidan til Sophus Schandorph
Sendt fra Jernbanehotellet, København. 30. april 1888
en stor Opmuntring for mig
30/4 88. |
p.t. Kjøbenhavn. Jernbanehotellet |
Kjære Dr. Schandorph!
Det var en stor og glædelig Overraskelse for mig at få Brev fra Dem; det hænder ikke ofte, at man overraskes så behageligt. Også var det næsten mere end venteligt, at De midt i det oprørte Frankrig endnu mindedes Deres unge Kollegaer her i det stilfærdige Norden, ja endog fulgte vor Produktion. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor stor en Opmuntring det er for mig, at De synes om min lille Bog1. Det er dog for at vinde Bifald hos Mænd som Dem, at man skriver; og lykkes det én, kan man roligt lade Spækhøkerne grine. Rigtignok er disse svært overtallige her, hvad måske er naturligt for et Smørland som vort men ingenlunde behageligt for dem, der ikke netop gjør i Flæsk og fede Ord og ikke har Talent for Salvelse. De har selv mere end nogen måttet sande det. 2 Hvorfor har De dog ikke også, kjære Doktor, blot en eneste Gang kunnet slå Dem på Margarinen? Man havde da måske så i dette Jubelår2 haft den Fornøjelse at se Dem som Professor og Ridder.
Skulde jeg blot spørge min Lyst, vilde det ikke vare længe, før jeg fulgte Deres Opfordring til at kigge ned til Dem. Her er ved Gud ikke muntert at være. Men desværre kan jeg i Sommer ikke tænke på Fornøjelser. Jeg må binde min Hale om Stolebenet for at kunne føde Kone og Børn ved Blækket. Jeg sidder for Øjeblikket til op over Ørene i Korrektur til en ny Bog3 og en favnelang Bestillings-Artikkel til det såkaldte "Pragtværk", Danmark4. Og når det er overstået, må jeg kaste mig på Hovedet i noget nyt. Dog håber jeg til Vinter at kunne komme lidt ud og lufte mig, og dersom De til den Tid skulde opholde Dem i Syden – hvad vel stadig er 3 Deres Plan – undgår De ikke et Besøg af mig. Jeg rejser ud, ikke for at se Natur, men for at træffe Mennesker. Når man, som jeg, i årevis har levet mellem Skove, længes man efter Kultur. Og Dem og Deres Hustru véd jeg, at jeg har særlig Fornøjelse af at træffe og tale med.
Jeg længes efter at læse Deres nys udkomne Bog5, som min Travlhed endnu har forbudt mig at tage fat på. De hjemlige Fortællinger er jo forøvrig ganske gode Bekjendte; om den store og nye har jeg allerede hørt så meget, at jeg er spændt på at læse den. Den skal nok forarge visse Folk her i Byen. De véd jo, at vi for hver Dag – eller Nat – bliver mere og mere sædelige. Således vor fælles Ven Borchsenius, der nu strax besvimer, såsnart han lugter mindste Hentydning til, at ikke alle – end ikke han selv – er ganske englerene.
Smør og Sædelighed – det er i det hele de to Ting, der for Øjeblikket sætter Sindene 4 herhjemme i Bevægelse. Hvorledes der skal kjærnes Smør, og hvorledes der skal kjærnes Børn – i disse to Spørgsmål er vor politiske – og literære Bevægelse mundet ud. "Rent" Land er Løsnet for dem begge.
Fra forskjellige fælles Venner kan jeg hilse. Prof. Agerskov6 kom forleden til min Overraskelse hen til mig på Gaden, og da jeg kun havde set ham én Gang før (oppe hos Dem) og endda for flere År siden, kunde jeg ikke lade være med at udbryde – "Ja, men – De kjender mig vist slet ikke". Min Formodning viste sig naturligvis at være rigtig. Jeg var bleven antaget for Sproglærer Michelsen7. Alligevel fulgtes vi så et Stykke ned ad Gaden, og jeg fortalte da, at jeg en af Dagene skrev til Dem. Michelsen traf jeg kort efter sammen med Winkel-Horn8 på en Kafé – og vi skiltes ikke før 3 om Morgenen. Omtrent ved dette Tidspunkt faldt vi ned i en grusom Kjælderbeværtning ude ved Nørrebro, hvor vi traf – Erik Schiødte9 og Kontorchef With10 i Armene på to drukne Socialister! Tableau! Ved sådanne Lejligheder hedder det ofte: her skulde Schandorph have været med! Og også den Aften drak vi på Deres Velgående. Dersom De pludselig en Dag dukkede op på Kjøbenhavns Gader, vilde De sikkert få en Fornemmelse [fortsat nedad i højre margin s. 4:] af, hvor savnet, De ofte har været. Det hænder vel også, at De af og til selv sender et lille Længselssuk efter Kjøbenhavn.
Nu beder jeg Dem hilse Deres Frue på det hjærteligste, og modtag endnu en Gang min bedste Tak for Deres venlige Brev.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
