Henrik Pontoppidan til Marie Oxenbøll
Sendt fra Admiralgade 24, København. 12. juni 1879 (eller 19. juni)

Jeg er så inderlig glad

Admiralgade No. 24.
Torsdag

Min kjære Moder!

Tak for de Dage, jeg var hjemme – og for alle Dage. Jeg er så inderlig glad over, at jeg så' vor kjære Fader i hans sidste Timer og tog hans sidste Åndedræt; thi på dèt jeg kan jeg leve og føle, at vort Liv ender ikke her. Jeg takker ham for hans Liv og for hans Død; thi i begge Dele har han været mig et lysende Exempel; han har ledet mig med en varm og kjærlig Hånd, som jeg ikke skal slippe; thi den rækker ud over Død og Grav; jeg føler måske nu mere end nogensinde, hvormeget han har været for mig. Nu er han lagt i Jorden som et Frø, der vil spire, og voxe op af hans Grav som et skyggende Træ med lutter gode Frugter, hvoraf vi kan plukke.¹

Nu er jeg igjen i Gang i den gamle Maskine, men i Slutningen af Måneden tager jeg ud til Skodsborg – eller jeg bliver her og tager hver Morgen derud. Jeg skal nemlig lave en Hovedlandevej fra Lyngby til Skodsborg – d.v.s. et Projekt dertil; det vil dog kun tage mig en 4-5 Dage. – Portneren kom i Dag op til mig på Læreanstalten og sagde, at der var et Bud til mig med Arbejde fra Carlsberg Bryggeri; jeg blev naturligvis voldsom glad; for thi Capt. Jacobsen² kan det jo nok betale sig at arbejde for; men jeg blev ynkeligt skuffet; thi hele Arbejdet indskrænkede sig til en lille Tegning, jeg skulde udføre efter en lille Maskine, og som knap vil tage mig en halv Dag, og for hvilken jeg højst kan forlange 10-12 Kr., men jeg tager dog dem med, og gjør det i dèt Håb, at der vil følge mere efter; måske kan man en Gang i Tiden blive ansat som Konstruktør derude!

Min Overrejse gik godt i det gode Selskab og med min Dæksbillet; jeg ærgrede Morten og Lauritz³ med at regne ud, at hvert Minuts Søvn (eller Hvile) de havde fået, havde kostet dem over 3 Øre. Min Sovekammerat på Dækket var for Resten en meget nobel Mand, nemlig en af Kampmanns⁴ Forbrydere, der under Betjent Petersens Bevogtning blev ført til Hjemsted.

Jeg vil bede dig hilse Mathilde⁵, og sige hende, at Frøken Tornøe⁶ vil være hende meget taknemlig, dersom hun kan skaffe hende 1 af de Oste, jeg talte til hende om. Betalingen for Osten skal komme umiddelbart efter at den er modtaget.

Nu mange Hilsner til alle og til den gamle Præstegård, fra

din hengivne Søn
Henrik

Dines Pontoppidan døde lørdag den 30. maj og blev begravet fredag den 6. juni. Brevet kan derfor tidligst være fra torsdag den 12. juni 1879.

At dette ene brev, der fra søsteren Margrethe, gift Jespersen, er gået i arv til hendes barnebarn, har overlevet, må forklares ved at Margrethe har beholdt det og ikke leveret det tilbage til moderen som skik ellers var. Efter dennes død har sandsynligvis Henrik Pontoppidan fået de breve moderen havde bevaret, tilbage og har destrueret dem, således som han i det hele synes at have gjort med de af hans egne breve der er kommet ham i hænde. Der er dog også den mulighed at Marie Oxenbøll kun bad om at få brevene til sig selv tilbage i det omfang hun derefter sendte dem videre til andre af sine børn, og at hun slet ikke var optaget af på længere sigt at gemme brevene.

Brevet befinder sig på Rigsarkivet.