Den gamle Adam
Literatur
Henrik Pontoppidan: Den gamle Adam. Skildring fra Alfarvej. (P. G. Philipsens Forlag.)
Det er altid en stor Fornøjelse at læse, hvad Henrik Pontoppidan skriver. End ikke Drachmann har i sine bedste Fortællinger ydet bedre og mere levende Prosa. Hvis Pontoppidan var Elev af nogen, maatte det være af Goldschmidt. Men det er netop det ejendommelige ved ham, at han absolut ikke er Skolar. Da han traadte første Gang frem, hed det sig, at han var paavirket af Kielland, men det blev oplyst, at han den Gang slet ikke kjendte den norske Forfatter. Ogsaa med Hensyn til sine Anskuelser og Meninger gaar Pontoppidan sin egen Vej. Hvorhen han egenlig vil, er jo ikke klart. Men da saa mange gaar i Flok og Følge, er det ogsaa tiltrækkende nu og da at træffe en enlig Personlighed. Hvad der stundum synes at skorte ham paa, er positivt Stof. Vi har ofte et Indtryk af, at ejede han Opfindsomhed, som han har Fremstillingsgave, vilde de største Muligheder være ham aabne. I hvert Fald er han uden Sammenligning den af vore yngre Forfattere, hvis Udvikling maa imødeses med mest Interesse. Hans nye Bog er en Række Dagbogsblade under en ung Mands Sommerferieophold ved et fynsk Badested. Den gamle Adam, der stikker i os Mennesker, tumler omkring med unge og gamle, som selve Puk i Shakespeares Sommernatsdrøm, Forf. er en stor Skeptiker, og han ser som oftest mere fra oven nedad end med forstaaende Tilgivelse paa de menneskelige Skrøbeligheder. Var Bogen fremkommet i en Række Føljetoner, vilde den have virket endnu stærkere. Man vilde ikke have mærket, hvorledes Forf. hyppig skifter Stil og Sprogtone, lige fra den eftergjorte Parabel i salig "Børstidende"s Manér til en næsten Sibbernsk Idyl à la "Gabrielis Breve"1. Men alt er udmærket gjort, selv hvor man føler sig frastødt eller er uenig med Forf. i hans Paradoxer.
Det vilde være Synd at referere Indholdet tørt. Bogens Værdi ligger i Fremstillingen, i den snart æggende, snart drillende Maade, hvorpaa Desilluderingen besørges. Af Interesse er det ikke mindst at lægge Mærke til, hvor satirisk Forf. gaar til Værks overfor vore Dages "lyriske Maskerade med en svunden Tids efterladte Garderobe". Han kalder den baade flov og pjaltet, "denne evindelige Snak om de "store" Tider, der paa ny skal oprinde". I Stedet for "denne kvindagtige Smægten efter det svundne" vil Forf. have "en dristig Klippen-over, en frisk Nybegyndelse, en frejdig Stirren-frem efter nyt Land". Blodig tugter han især en Poseur, der spiller "Renæssance-Menneske". Ogsaa i sin sidste Bog vil man mindes, at Pontoppidan slog vrede Slag mod forskjellige Sider og Personer i vor Literatur. Men da han forskanser sig haardnakket bag sine objektive Gjengivelser, er det heller ikke let her at blive klog paa hans eget Standpunkt. De, der sidst blev tugtede'1, lod, som om de ikke havde forstaaet Meningen, og roste baade Pontoppidan og det, han udgød sin Galde over. For vort Vedkommende vil vi ikke som Strudsen stikke Hovedet i Busken. Det noget umotiverede, pludselige Angreb paa Muligheden af en literær "Gjenfødelse" vilde vel ogsaa nok kunne tilbageslaas. I alle Fald frygter vi for, at Forf.s Skepsis, der kan være sund, ogsaa kan blive usund-blasert. Hans Resultat er i det mindste her ikke betydeligt. Han begynder nemlig, hedder det, at tro paa en sandere Lykke, en værdigere Glæde, nemlig "at ane Nydelsen ved Sjælens uberørte Planteliv". Helt klar forekommer denne Tale os ikke. Og vil der virkelig kunne vindes "nyt Land" ad den Vej? Gaar ikke snarere hele Uhrværket i Staa?
Overhovedet giver Forf. os ikke faa Gaader at gætte i denne sin nye lille Bog. Men den bør læses af alle. Den er værd at strides om.
