"ikke høit i hans Production"

Pontoppidan har navnlig ved sine to Romaner "Muld" og dennes Fortsættelse "Det forjættede Land" vundet sig et Navn i den nyere danske Litteratur. Hans sidste Arbeider "Minder" og "En Nattevagt" have egentlig ikke forøget dette; de vare ogsaa af en ganske anden Støbning, mere bizarre i Compositionen og med Indblanding af et mystisk Element, der ikke gavnede Heelhedsvirkningen. Noget lignende er Tilfældet med "Den gamle Adam". Den frembyder ganske vist gode Enkeltheder, men kan dog ikke siges at staae høit i hans Production. Med "den gamle Adam" menes Kjærligheden, der, naar den først griber et Menneske, uimodstaaelig beseirer alle Hindringer, de være nok saa stærke. Fortællingen er lagt i Munden paa en ung Mand, en noget undseelig, indadvendt Natur, der for at recreere sig opholder sig ved et fyensk Badested. Der træffer han sammen med en Assessor, der ligeledes har søgt Tilflugt der for i Ro, fjernt fra sin Familie, at udhvile sig efter et Influenzaanfald. Blandt det Selskab, som er samlet der, gjør navnlig en ung Dame, Frk. Carlsen sig bemærket ved sin store Skjønhed; hun samler en heel Skare Beundrere om sig, i hvilken ogsaa Assessoren, skjøndt han hidtil har levet det lykkeligste Familieliv, lader sig indrullere. Forholdet mellem ham og Frk. Carlsen udvikler sig stadigt intimere, indtil han tilsidst begjærer Skilsmisse fra sin kjærlige og ømme Ægtefælle. Ogsaa Fortælleren selv anfægtes af "den gamle Adam", idet han forelsker sig i en nydelig, ganske ung Pige, hvis Legemsfeil, en Klumpfod, langtfra at vansire hende, kun forøger hendes Tiltrækningskraft. Han tør dog ikke binde sig, men flygter bort. Uimodstaaeligt drages han dog atter tilbage, men kun for at erfare, at hans Elskede allerede er hemmeligt forlovet. Han slaar sig da til Ro med den Livsphilosophie, som fremsættes af den gamle Særling Dr. Levin, og som bestaaer i Stræben efter den absolute Uafhængighed og formuleres i følgende Sætning: "Bevar din Sjæl i Frigjorthed, at du kan annamme Lyksaligheden".

Handlingen foregaaer, som allerede nævnt, paa Fyen, og Forfatteren har smukt vidst at skildre denne Øes Eiendommeligheder. I det Hele turde de indflettede Naturskildringer og Stemninger være det Bedste i Bogen; vi skulle bl.A. nævne den sympathetiske Skildring af de danske Præstegaarde med deres stille Fred og Hygge.