Den gamle Adam

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Den gamle Adam. (P.G. Philipsen).

Det synes, som Pontoppidan bliver bitrere og bitrere for hver ny Bog, han sender ud. Efter "Nattevagt", hvor han bekjender sin Tvedeling mellerm det Bourgeosi, han fra Fødslen tilhører, og det Omvæltningspari, med hvilket han, trods alt, har en ikke ringe Sympati, kommer "Den gamle Adam", hvor Menneskeforagten bekjendes aabent.

Bogens Jeg, en ung Mand, der i Sommerferien opholder sig ved et fynsk Badested, citerer følgende Ord af en skeptisk Doktor Levin, han har truffet blandt Badegjæsterne: "Vi var lykkelige – sagde han – naar vi med Sandhed kunde sige, at vi ikke skyldte noget Menneske Hensyn, at Ingen havde Krav paa en eneste af vore Tanker, at vi ved vor Død ikke vilde efterlade noget Savn, og at Ingen og Intet, saa længe vi levede, havde Magt til at forstyrre vor indre Ro, hemme det Sjælens Planteliv, hvorunder Menneskeaanden opfyldte sin Bestemmelse og naaede sit Endemaal: Klarhed og Fred". Og ved Bogens Slutning kommer den unge Mand til det Resultat, at Doktor Levin har Ret; denne Teori skal være hans Haab og paa den vil han bygge.

Det er den korte Sommerferies mærkelige Begivenheder, der bringer den unge livsglade Mand til en saa bitter Erkjendelse; den har vist ham Vrangen af saa mange Existenser og saa mange Forhold, der udadtil var skjønne at se til, inderst var hule og forlorme. Lad os derfor lade være at skabe os, stille os i Positur enten paa den ene eller den anden Maade, den gamle Adam boer i os, han bryder igjennem den mest korrekte Skal, naar Lejlighed gives. Kun borte fra Menneskene, i stille Samliv med sig selv, finder man endnu en Smule Glæde og Lykke.

Det er mange Skuffelser, der møder den unge Mand. En hæderlig Assessor, hvis ægteskabelige Lykke han troede saa grundmuret, render gravat med det første det bedste forfløjne Pigebarn, der har et Par kokette Øjne og en smuk Hals, en ung Arkitekt, der synes et helt Pragtexemplar af et Mandfolk, ungdommelig begejstret, begavet, stor og stærk, afsløres som en tom og dum Fyr, der endog ender med en latterlig Selvmordskomedie. Den unge Mand selv fører en Forelskelse i en ung Piges blide Øjne til at tro, at hun ogsaa deler hans Følelser, og han skuffes grundigt osv.osv. – –

Helt klar er Fortællingen forøvrigt ikke, staar ikke nær paa Højde med "Nattevagt". Men en Forfatter af Pontoppidans Rang fornægter sig ikke. Bogens Stil er særdeles dygtigt gjennemført i en let, halv spøgende Tone, og den rummer Skildringer af fynske Landskaber, der er udmærkede.

"Den gamle Adam" vil læses af alle, der har Interesse af at følge en af vore betydeligste Forfatteres ikke sædvanlige Udvikling.

H. L.