Den gamle Adam

Henrik Pontoppidans nye Bog

Den gamle Adam. 171 S. (Philipsen.)

Der findes i Pontoppidans nye bog en lille tidligere trykt Legende – Krøniker plejer Pontoppidan at kalde den Slags – hvori med vittig Kunst berettes, hvorlunde det gaar Vorherre, da han har dannet Kvinden af Mandens Ribben og henad Aften kommer for at høre til Adams Befindende. Længe kalder Vorherre forgæves. Da endelig kryber Adam fortumlet og betaget frem fra sit Leje i den blomstrende Liljelund. Og med brændende Kinder kaster han sig for Vorherres Fødder og fremstammer: "Fader! Herre! . . . . Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder¹ af Dem!"

Om denne Mandens herigennem udtalte polygame Trang, om hans umættelige erotiske Begær handler Den gamle Adam. "Det er den sande Forbandelse, vi tog med fra Edens Have – aldrig at mættes, evigt at hungre."

Et mildt Blik fra et Pigeøje et nok til at sætte vort Hjærte i Flammer. For det meste kender vi slet intet til Pigen, og taabelige danner vi os da i vor Brynde et Fantasibillede af hende, udstyret med alle de Yndigheder, vi formaar at tænke os. For dette Billede kæler vor Lidenskab: Vi tænker kun paa det om Dagen, vi drømmer om det om Natten, og er vi lyrisk anlagte, skriver vi Digte til det. Ti "vi Mennesker vil bedrages. Sandheden i sin Nøgenhed er os altfor afskrækkende; kun Løgnen finder vi ophøjet og skøn."

Men "naar vi roligt afklæder vor helliggjorte Kærlighedsgudinde det poetiske guldindvirkede Skønhedsdrapperi, den blussende Blufærdighedskaabe og det figenbladede Kyskhedsbælte, hvormed vor altid emsige Pyntekone-Fantasi har udstafferet hende, – da maa vi erkende, at vi alle slet og ret er Adams Børn."

Saaledes gaar det blandt andre Fortællerens Jeg under hans Ophold ved det fynske "Badested", hvor største Delen af Bogen foregaar. Den seksten-sytten aarige unge Pige, som dette Jeg forelsker sig i, og om hvem han drømmer og digter, viser sig til hans store Skuffelse saa temmelig blottet for de smukke Egenskaber, hvormed han i sin Fantasi har udstyret hende.

Den sande gamle Adam – det er da den skalkagtige Fantasi, som saaledes driver sit Spil med os arme Menneskebørn.

Man skal imidlertid ikke tro, at Forfatteren mener det fuldt saa slemt, som han siger. Som i Nattevagt stiller han her to Anskuelser over for hinanden og fremhæver saa stærkt det rimelige ved den, man mindst venter at se ham bekende sig til, at naive Læsere lettelig narres. Det morer ham, at drive Spørgsmaalene ud i det paradoksale, han har sin Fornøjelse af denne Legen Kispus med Læseren. Og hvem formaar vel ogsaa at gøre det behændigere end han, som fører ironiens tveæggede Klinge med saa sikker Haand. Siden Søren Kirkegaards Dage har sikkert ingen af vore Forfattere behersket den ironiske Form med større Mesterskab end han.

Foruden de af overlegen Ironi gennemsyrede Partier finder man tillige i Bogen en Række Naturskildringer, i hvilke Forfatteren næsten overgaar sig selv. Fuldendt dejlige er saaledes de to Kapitler, hvori Fortælleren beskriver sine Vandringer paa Fyn og besynger de danske Præstegaarde.

Den gamle Adam er da paa samme Tid en morsom og en vidunderlig yndefuld Bog. Pontoppidan er sikkert ingen Sinde naaet højere end her.

P. C. V. H.