"overmaade underholdende og vittig"

Henrik Pontoppidan: Den gamle Adam. Skildring fra Alfarvej. 171 S. (P.G. Philipsen).

Det tør meget tilraades, naar man har læst Lille Eyolf, da at tage Pontoppidans ny Bog i sin Haand. Om Ibsens Mesterskab kan der ikke tvistes: hver Gang man paany gennemlæser hans sidste Skuespil, opdager man nye Sindrigheder, nye betydende Træk. Hvor er det ikke uforligneligt, at Asta klædte sig i Drengeklæder, den Gang hun og Allmers levede sammen: de havde den aldrig stillede Længsel efter at være hinanden ganske nær, og da Kønsforskellen ikke hjalp dem dertil, søgte de at ophæve den; han tilstod knap, at han havde en Søster, og hun skjulte sit Køn. Hvor er det ikke i teknisk Henseende glimrende, naar Rottejomfruen forbereder Sindene paa Eyolfs Død, der ellers vilde komme overraskende for Tilskueren! Hvor er det ikke sandt sagt, at Mennesker bedre formaar at være ene om Sorgen end om Glæden, som kun bliver Glæde, naar den deles! Man kan anføre Side efter Side Ting, der altid erindres og som gaar ind i Ens Erfaring. Ikke sjældent vil det synes Læseren, som netop dette har han selv følt eller tænkt præcis paa denne Maade, næsten sagt det med – det er ikke saa, men Ibsen har da for moderne Mennesker ført det moderne Sjælelivs Dannelser op til Bevidsthedens klare Dag.

Dog moderne Mennesker vil ogsaa noget skræmmes ved Stykkets tydelige Tendens, ved Ibsens strænge Fordømmelse af menneskeligt Driftsliv. Hvad er Allmers Brøde! Han giftede sig i Forelskelse og tildels for at erhværve Ritas Formue, dog kun fordi han vilde hjælpe sin højtelskede Søster! Begik han virkelig saa stor en Uret? Han kunde ikke vide, at senere Efterforskninger vilde gøre ham klar paa den ham ganske ubevidste Kærlighed til Asta. Og hvad Rita angik, aabnede hun hellere end gærne sine Arme for ham. Har han da ikke andre Synder paa sin Samvittighed, burde han vistnok frikendes? Eller anderledes udtrykt: hvorfor prædike en Askese-Moral, naar end ikke dens Formaal angives? Er Formaalet: at leve for andre Menneskers Lykke – til hvilken Livsførelse Rita saa overmaade pludselig vier sin Kraft – saa kunde man filosofisk taget maaske spørge, om et Menneske ikke kan betragte sig selv som en Anden, og om man altsaa ikke er sig selv nærmest, netop naar det gælder at skabe Lykke, saalænge det ikke er bevist, at man overhovedet har andre Pligter. Og i Lille Eyolf leveres intet Bevis. Derimod driver Ibsen Askesefordringen saavidt, at han straffer Mand og Hustrus Omfavnelse med Lamhed i andet Led. Sagen er lidt vanskelig at behandle for aabne Døre. Men saameget kan vel siges: dels falder Begivenheden særdeles usandsynlig; dels antager her en Begivenhed, der imellem forelskede Ægtefolk ikke turde høre til det Ualmindelige, Karakter af det højst Usædvanlige, af et Jærtegn, der sker hvert syvende Aar og da ledsages af Lyn og Torden. Netop ved denne Lejlighed fortalte saaledes Allmers sin Hustru om sit og Astas inderlige Samliv – hvilket altsaa tidligere ikke blev hende betroet. Var det da saa dyb en Hemmelighed, at han kaldte Asta for Eyolf, siden han opbevarede Meddelelsen til et særligt intimt Øjeblik.

Imidlertid, alle de Spørgsmaal, som Ibsens Skuespil fremkalder, vidner om den Interesse, det vækker selv hos dem, der ikke billiger de indirekte Svar, som Digteren giver gennem sit Værk. Hans gamle Teknik anvendes ogsaa her. Næsten alle Samtaler bestaar af længere Redegørelser, der hugges i Smaastykker ved spørgende Repliker. Undertiden standses Fremstillingen ved Aktslutning for saa i næste Akt atter at begynde i en Krydsild af korte Spørgsmaal og vigende eller forjættende Svar. Tekniken er saare særegen.

Hvis moderne Mennesker efter Lille Eyolf tager Pontoppidans Bog i Haanden, mødes de af en Mester, der ræsonnerer ud fra et uasketisk Livssyn og som former sin Teknik paa højst ejendommelig Maade. Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. Karakteren er paa det nøjeste og nydeligste holdt. Tilsyneladende er den en Dagbogsoptegnelse, der skyldes en ideelt anlagt, naiv, ung Mand, Biblioteksasssistent af Fag, brav Moralist af Livsanskuelse. Han sættes ind i Hverdagssituationer, som kan møde Enhver paa Alfarvej, og langsomt vindes han for en anden Betragtning, den, der i Den gamle Adam repræsenteres af den kloge og desillusionerede Dr. Levin.

Et Par Citater viser allerbedst Læren i Pontoppidans Bog:

‘Frihed under Ansvar, mener De? – Er det ikke saaledes, at vore Dages Stikord lyder? Men vil de ikke tjene mig i at gennemtænke Meningen med denne Sætning; De vil da indrømme mig, at disse tre Ord indeholder en dobbelt Modsigelse. Det ene Begreb ophæver Betydningen af det andet..... Dersom Frihed betyder noget andet end Ansvarsløshed, saa har Ordet slet ingen Mening. Enten er noget tilstedeligt eller det er utilstedeligt... Hvad er Frihed? Ordet har ingen Mening, dersom man ikke mener Nydelsesfrihed, Retten til vore Drifters uhindrede Udfoldelse.’

Det er Ordene fra Fruen fra Havet, som der direkte tages Stilling imod. Og vel ikke med Urette. Thi den Frihed, som skal indskrænkes af Ansvaret, vil næppe praktisk taget være meget værd. Her er et Enten-Eller, som Pontoppidan ikke viger til Side for. Andensteds behandler han i Forbindelse hermed særdeles aandfuldt Begrebet Lykke.

Han hævdede, at den sande og eneste paalidelige Lykke var den absolute Uafhængighed af Andre. Hvad det gjaldt om, var at gøre sig til Enehersker over sig selv. Han anførte det Sted hos Epiktet, hvor der tales om den Pris, for hvilken Verden sælger sine indbildte Goder, saasom Kærlighed, Hæder, Medmenneskers Agtelse osv., og han citerede denne Passus: ‘Hvad koster Salaten paa Torvet? Lad os sige en Obol. Finder du denne Pris for høj, saa misund derfor ikke dem, der kan betale den. Har disse Folk Salaten, saa har du din Obol, som Du ikke har udgivet!’ Dette var Friheden at have sin Obol i Behold. Vi var lykkelige – sagde han – naar vi med Sandhed kunde sige, at vi ikke skyldte noget Menneske Hensyn, at Ingen havde Krav paa en eneste af vore Tanker, at vi ved vor Død ikke vilde efterlade noget Savn, og at Ingen og Intet, saalænge vi levede, havde Magt til at forstyrre vor indre Ro, hæmme det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeaanden opfyldte sin Bestemmelse og naaede sit Endemaal: Klarhed og Fred.

Kun naar man medtager denne Udvikling, vil man helt forstaa Pontoppidans Lære, der ingenlunde prædiker Drifternes eller Lidenskabens Ret som højeste Lov. Tværtimod. Han forlanger Frihed for Drifterne, men han anser ingenlunde de Mennesker, der maa lyde dem i Følge deres Natur, for de lykkeligste eller de bedste. Og den Filosofi, som denne lille Bog indeholder, kan trygt opstilles mod Henrik Ibsens Teorier. Denne Fred og Klarhed turde være lige saa anbefalelig som den store Stilhed. Til den sidste naas gennem Ansvar og Straf – til den første gennem uindskrænket Frihed og Selvraadighed.

Dog, man tro nu ikke, at Den gamle Adam skulde være en Lærebog i Moral og Filosofi. Langtfra – det er en overmaade underholdende og vittig lille Fortælling. Den fører Læseren til et dansk Badested, hvor Fortælleren mellem andre kuriøse Personer træffer en ældre Assessor, hvem Alderen saa slet beskytter mod Daarskaben, at han forelsker sig i et stort, smukt Pigebarn, en lidt koket Provinsfrøken, og for hendes Skyld opgiver sin prægtige Hustru og sine Smaadrenge. Fortællerens Forskrækkelse over, hvad han ser og hører, er glimrende gengivet – uden Overdrivelse, men med den klædeligste Overlegenhed. Fortælleren rives selv med af den danske Sommers lyse Letsind: han flirterer stærkt med en ikke ung Almueskolelærerinde, hvis snørte Taille frister ham, og han forelsker sig som et Barn i en sød lille Pige, som han møder i Skoven, og hvis rørende Skønhed for ham forøges ved, at hun halter paa det ene Ben. Aldeles allerkæreste kommer Historiens uventede Opløsning, efter at hans Fantasi har spillet ham et slemt Puds.

Rundt om i Den gamle Adam findes indskudte Iagttagelser og Stemninger, gengivne med udsøgt Finhed. Man læse for Eksempel Beskrivelsen af Præstegaardens Idyller. Dog monumentalt fremhæver sig hint efterfortalte Sagn om Adams Lykke i Paradishaven, da dennes Hersker havde skænket ham Eva til Fælle, og han efter Mødet med hende kaster sig for Vorherres Fødder, med brændende Kinder og med rosenrøde Liljeblade i Haaret, griber skælvende hans Haand og fremstammer: ‘Herre, Herre, tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem.’

Krøniken er ikke opfunden af Pontoppidan, som kun nu igen har gjort den til sin ved en pragtfuld og vittig Iklædning. Den kaster Lys over hele Bogen, der med Rette bærer sit Navn.

Der er ikke friere Aand i Danmark end Henrik Pontoppidan. Hans Bøger skal Unge og Gamle læse, jo dybere Reaktionen sænker sig over Landet.

E.B.