Den gamle Adam
H. Pontoppidan: Den gamle Adam (Philipsens Forlag)
[Af C.E. Jensen]
"Skildring fra Alfarvej" kalder Pontoppidan sin nye Bog, hvis Kærne er en af de gamle Krøniker, som han fortæller med en saa sindrig Skælm i Øjet:
Det er en Middagsstund i Paradisets Have; den unge Adam sidder og knækker Nødder ved Bredden af en lille himmelblaa Bæk; han er fortvivlet over sin Ensomhed, han keder sig og søger at forslaa Tiden med at efterligne Dyrenes Stemmer og sparke et Egern i Vandet. Tilsidst falder han i Søvn, og da han vaagner, staar Eva for ham, skabt af hans Ribben, som Gud Fader har skaaret ud af hans Side. Varsomt lader Adam sin ru Haand glide ned over hendes svulmende Lemmer; hun skælver og vil flygte, men han slynger sine brune Arme om hende og bærer hende til sit Leje i Liljernes Lund. Da Vorherre gaar den sædvanlige Aftenvandring i sin Have, savner ham Adam og kalder paa ham: "Adam! A...a...a...dam!" Og endelig rasler det henne i Liljelunden, der ligesom blusser af Skam under Solnedgangens Straaler. Fortumlet, betaget kommer Adam krybende frem, kaster sig for Vorherres Fødder og fremstammer; "Fader! Herre! Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!"
Da formørkes Skaberens Aasyn, og han lader den gyldentvingede Kerub drive Manden og hans Mandinde ud i Ørkenen.
Men den gamle Adam– saa er Moralen af denne Krønike – lever endnu i alle Efterkommerne af hin første Mand. Hver ny Kvinde er som en nyskabt Eva for deres Blik. Og for hver Kvinde ofrer de gærne et Ribben, et Stykke af sig selv. Bag alle nymodens digteriske Talemaader om Sjæleattraa og Lidenskabens Ret skjuler sig det samme nøgne Begær: " … naar vi roligt afklæder vor helliggjorte Kærlighedsgudinde det poetisk guldindvirkede Skønhedsdrapperi, den blussende Blufærdighedskaabe og det figenbladede Kyskhedsbælte, hvormed vor altid emsige Pyntekone-Fantasi har udstafferet hende – da maa vi erkende, at vi Alle slet og ret er Adams Børn." Thi Fantasien – som Forklædning af det rent sanselige Begær – det er vor Tids sande gamle Adam . . . .
Saaledes er den Schopenhauer’sk bitre Erfaring, som Fortælleren i Pontoppidans Bog destillerer ud af sine Sommeroplevelser i en paradisisk frodig og bugnende fynsk Egn. Denne Fortæller, som iøvrigt helt skriver med Pontoppidans egen elastiske og skarpe Sølvpen, er behændig gjort til en ung Biblioteksassistent, en lidt naiv og uerfaren, sværmerisk anlagt Fyr, som er ude i en Ferie for at ryste Bogstøvet af sig, – og som ogsaa til Gavns faar strøget Sommerfuglestøvet af Vingerne. Han rejser paa Dampskib sammen med en bekendt og ansét Assessor, hvis stilfærdigt-ømme Afsked med Hustru og Børn rører ham dybt. Men næppe er han kommet til Hotellet, hvor de begge skal tilbringe deres Sommerferie, før Assessoren ganske betages af en køn, men inderlig dum og ubetydelig Blondine, for hvis Skyld den værdige Ægtemand gør sig fuldkommen latterlig og endog tilsidst lader sig skille fra sin Hustru.
Fortælleren selv gaar det ikke stort bedre. Ogsaa han er en Bold for Naturdriftens Blændværk og farer Gang paa Gang vild efter de Lygtemænd, som hans eget blussende Blod foregøgler ham. Med den vittigste Selvironi fortæller han, hvorledes han om Natten hører to unge Piger pusle og snakke i deres Seng inde i Værelset ved Siden af, og hvorledes han med bankende Hjærte forestiller sig deres jomfruelig slanke og kælne, halvblottede Legemer – indtil han en Dag erfarer, at hans Naboersker er Døttrene af en Svineslagter og paa Grund af deres Fedme gaar under Navnet "Skinkerne". Bedrøveligere desillusioneres han dog af sin Forelskelse i en ung Pige, hvis Dejlighed vilde være fuldkommen, hvis den ikke skæmmedes af en Klumpfod; den gør hende naturligvis ikke ringere i hans Øjne, han drømmer om at kysse denne syge Fod, for hvis Skyld hendes fine Sjæl jo maa have lidt tusind Ydmygelser, og han tvivler intet Øjeblik om, at han er genelsket og ventet med Længsel som en Befrier fra den hæslige gamle Tante, der holder hende indespærret – indtil han opdager, at hun aldrig har brudt sig et Gran om ham, men er forelsket i en flov Fætter, og at Tanten i Grunden er en meget skikkelig og rar gammel Dame.
Saaledes spiller "den gamle Adam" ham et Puds efter et andet; selv midt i sin Elskov-Rus er han ikke uimodtagelig for en halvgammel Lærerindes udfordrende Yndigheder; paa en Skovtur, hvor han blive ene med hende i et Buskads, slynger han uvilkaarligt Armene om hende og kysser hende. Og som det gaar ham og er gaaet Assessoren, saaledes gaar det alle de andre Sommergæster paa Hotellet: de letrødmende Eroter, som fra først af ligger i Luften, udruges efterhaanden til en Skare brunstige Fauner. Paa Skovturen faar alle Herrerne en sand Lidenskab for at springe Buk for Damernes Øjne; selv en gammel apoplektisk Ekscellence maa gøre Bukkespring. Det er, som om Satyrer lér inde mellem Træerne ad alle de gale Mennesker …
Der er kun én kold Tilskuer ved denne Komedie, den uhyggelige Dr. Levin med "den skyggeagtige Haand", om hvem Fortælleren siger, at hvis han ikke er Fanden selv, saa er han i hvert Fald hans Amanuensis. Denne Dr. Levin sønderriver med sine galdebitre Sarkasmer det Slør, som Brunst og Fantasi kaster over Forholdet mellem Mand og Kvinde, og fremviser den gamle Adam i hans sande Skikkelse. Han øver først en frastødende Virkning paa Bogens unge Mand, som imidlertid gennem egne sørgelige Erfaringer modnes til at forstaa hans Lære. Hvad Dr. Levin indprænter ham er det, at den sande Lykke bestaar i absolut Uafhængighed af Andre. Hvad det gælder om, er at gøre sig til Enehersker over sig selv: Vi var lykkelige – siger han – naar vi med Sandhed kunne sige, at Ingen havde Krav paa en eneste af vore Tanker, at vi ved vor Død ikke vilde efterlade noget Savn, og at Ingen og Intet, saa længe vi levede, havde Magt til at forstyrre vor indre Ro, hæmme det Sjælens ubevidste Planteliv, hvorunder Menneskeaanden opfyldte sin Bestemmelse og naaede sit Endemaal: Klarhed og Fred.
"Bevar din Sjæl i Frigjorthed, at Du kan annamme Lyksaligheden!" – denne Lære, hvori hedensk Filosofi, oprindelig Kristendom og moderne Kateder-Anarkisme stemmer overens – det er Dr. Levins Livsanskuelse, og i den ender ogsaa Bogens Fortæller med at synke til Hvile. Han vil ikke skænke flere af sine Ribben væk for Kvinders Skyld – ikke lade sig friste af sin Fantasi til at stykke sit Jeg ud i flere Dele; han vil bevare sin Personlighed hel og ubeskaaren; han begynder at ane Nydelsen ved det "Sjælens ubevidste Planteliv", hvorom Dr. Levin hat talt. – –
Man skal naturligvis ikke slaa Pontoppidan selv sammen hverken med Fortælleren eller med Dr. Levin: de er begge Projektioner af hans eget Jeg, af den sammenkoblede Faust- og Mefistofelesnatur som bestandig kæmper for at berfri sig for hinanden, og ingen af dem er helt identisk med Forfatteren. Hvor man har Pontoppidan helt, det er i de stemningsfulde Naturmalerier og Naturfantasier, som indrammer skildringen af den ideelle Brydning; der findes her nogle Billeder af fynske Landskaber og et Drømmeri i en Præstegaardshave, som er udført med en paa én Gang overdaadig og formsikker Kunst, indsmigrende ved det ægte og bløde Danske i Foredraget.
C. E.