Den gamle Adam

Litteratur

(…)

Henrik Pontoppidan: Den gamle Adam. (Philipsen).

Glanspunktet i denne lille, vittige Bog er en gammel Krønike om Adam, der, efter at have lært Mandinden at kende, kaster sig for Vorherres Fødder og fremstammer: "Fader! Herre! ... tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem." Og for denne yderst dumstristige Bøns Skyld jages Menneskeparret ud af Paradisets Have.

Adam har ikke forandret sig siden den Tid; det samme ubeskedne Forlangende blusser bestandig i hans Hjerte, og nu, da Kvindernes Antal langt overstiger hans Ribbens, undser han sig ikke ved at følge sin Lyst, endskønt han vel stundom manes af en fjern Stemme fra det lukte Eden. Assessor Tofte glemmer sin brave Frigga for en mindre moderlig Barm, Arkitekt Ishøj sprænges i tusinde Stykker af sin egen Lidenskabs Dynamit, selv den gamle Ekscellence kan ikke dy sig for at springe Buk en Sommeraften, da Pan blæser paa sin Fløjte, og Bogens Helt, Pedanten fra Bibliotekskrogen, kysser en fyrretyveaarig Mund, skønt hans Hjerte er fyldt af Lænsel efter en syttenaarig.

Alt dette kan synes en Kende banalt og forbrugt og vilde ogsaa være det, hvis Emnet ikke var behandlet med en saa straalende Ironi, at det stadig ses i skiftende Belysning. Pontoppidan fortæller ikke selv, han meddeler kun en andens Dagbog; og denne anden har han, for ret at kunne boltre sig i en kaad Legen-Skjul, udstyret som et meget lettroende, noget uselvstændigt og kortsynet Individ, hvis psykologiske Iagttagelser gerne vise sig forhastede, og hvis holdningsløse Karakter borger for, at han næppe heller vil dø i den Livsanskuelse, i hvilken han til sidst synes at falde til Ro, nemlig Kateder-Anarkistens: "bevar din Sjæl i Frigjorthed, at du kan annamme Lyksaligheden" – en Trossætning, der dog aabenbart ligger Pontoppidans Hjerte nærmere end de andre, man kan læse i Bogen.

Alligevel tør man kun paa to Punkter identificere Bogens Forfatter med Dagbogens: denne sidste ser ubetinget paa Naturen med Pontoppidans ømt forstaaende øje, og han skriver hans muntre, gennemsigtige, undertiden for letfundne Sprog

(…)

Einar Chr.