Hold Galden flydende!

Henrik Pontoppidan: Nattevagt. (P.G. Philipsens Forlag)

"Hold Galden flydende!" lyder de sidste Ord i Henrik Pontoppidans nye Fortælling, og skjønt den Person, i hvis Mund det smukke Opraab er lagt, af baade ydre og indre Grunde næppe kan tænkes at skulde være Forfatterens Talerør, har en Anmelder i "Politiken", der – som vi nedenfor skal se – har paataget sig at være Pegepind for Pontoppidan, og saa øjeblikkelig faaet St. Veitsdans af Henrykkelse over "Galden". Hver sin Smag, sagde en vis Mand.

Hvor vidt imidlertid Pontoppidan egenlig er tjent med, at en galdesyg Anmelder saaledes tager ham til Indtægt, er et andet Spørgsmaal. Naar man har læst hans "Nattevagt", har man tværtimod et bestemt Indtryk af, at han med Vilje har undladt selv at tage Parti. Som ved tidligere Lejligheder synes han snarere at tilstræbe den størst mulige Objektivitet, og der kunde godt være den Læser, der halvt gnavent vilde sige: "Ja, hvad mener De nu selv, Henrik Pontoppidan?" Mange Mennesker foretrækker klar Besked fremfor det lidenskabsløse Referat af et givet Forhold. Den Digter, der for Alvor vil noget, skal være et Slags Forsyn i den Mikrokosmos, han skaber i sit Værk. Livet selv er rigt nok paa uopklarede Fremtoninger. Digteren skal, idet han afdækker Motiverne og efterviser Udviklingens Love, ikke blot gjøre os andre klogere paa Verden, men selv have et Maal.

Tør man tro P.N. i "Politiken", har Pontoppidan altsaa et saadant Maal. Men det kunde, som ovenfor antydet, ogsaa være, at det fornemmelig er Hr. Peter Nansens eget Maal eller Tendens, han indlægger i den af ham anmeldte Bog.

En kort Redegjørelse for Indholdet af Fortællingen vil kunne kaste et Lys herover.

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne". Men da der falder en Dynamitbombe i Rom, er han dog først i sit Es. Der er noget for "Korsoens Ekvipagerækker", hvor "Jødedamerne vælter sig i Fedt paa Silkehynderne". Med Foragt hører han, at Digteren "Sahlmann" derhjemme med fuld Musik er gaaet over til Højre og siger, at den lyriske Vindsæk "med alle sine Byronske Bravader aldrig har været andet end et tre Alen langt Pattebarn". Han skriver blandt andet saaledes til en Ven:

At Sahlmann er bleven Ridder ved Nytaarskuren har jeg læst. Han fortjener det, den fejge, skrydende Hund! Hver Gang jeg tænker paa ham og de andre Overløbere, faar jeg Lyst til at sende dem en Spytklat i anbefalet Brev. Om der skete dem deres Ret, skulde de en mørk Nat druknes i en Møddingpøl og derefter graves tre Alen under Jorden i en Latrintønde. Saa kunde Renovationskompagniet in pleno lægge en Halmkrans paa deres Grav; det var det Mindesmærke, de havde fortjent!2

Ikke mindre modbydeligt finder Jørgen "den forløbne Præst med hans religiøse Fritænkeri", hvis "daglige lange Straaler" han maa døje i et af Hovedstadens Oppositionsblade. Den eneste Samfundsinstitution, Jørgen maaske vilde kunne skaane, "naar engang den store Ragekniv kommer i Virksomhed," er Ægteskabet, men Motiveringen er ikke just særlig oplivende. Han skriver nemlig bl. a. :

De løse Forbindelser duer alligevel ikke, de forjasker Karakteren,og man spilder sin Tid og sin Kraft med alt det Renderi paa Gader3 og i Nattekaféer for at fange nye Fugle.4

I denne Luft kan Ursula ikke trække Aande. Det kommer til Sammenstød paa Sammenstød, og en skjønne Dag sprænges hun. Med fuld Ret slynger hendes gamle Fader Jørgen Ordet "Morder!" i Ansigtet.

Vi forbigaar Biepisoder, af hvilke en er nydelig gjort, en ung Malers haabløse Kjærlighed til Ursula, og hendes Skæbnes Indflydelse paa ham og hans Kunst.

Et Slutningskapitel paa en halv Snes Blade er henlagt til Danmark. Guldbryllupsfestlighederne skildres med tilsyneladende sympathetiske Ord, og i Modsætning til den store Fællesstemning i den pyntede By tegnes et grelt Billede af nogle forkomne og fordrukne radikale Existenser i en smudsig og fugtig Kjælder i en af Sidegaderne. Der er Resten af "Klumpen", som holder "Nattevagt". Jørgen er blandt Gjæsterne og har med sig sin nuværende Kone, en forhenværende Fabrikspige, til hvem han tidligere har staaet i Forhold og nu har ægtet. Jørgen har lidt Skibbrud. Hans naturalistiske Billeder har ingen Kurs længer, selv Udstillingskomiteen har afvist et af dem. Hverken Socialismen eller Nihilismen bebuder Fremtidens Dag længer for ham. "Det nytter ikke at lappe paa det. Hele Kasmarokken (?) maa rives ned til Grunden; ikke en Flis af det gamle maa blive tilbage … der er ingen anden Redning!"5

Skulde virkelig ogsaa Henrik Pontoppidan hælde til denne Mening? Eller har han, som sagt, kun rent objektivt villet vise, hvorledes en Jørgens Liv og Lære følgestrængt ender?

I hvert fald tvivler vi om, at Forfatteren med Jørgen vilde kalde det Barn, der ligger i Vuggen hjemme, for "en lille Rekrut", der skal blive hans Afløser, "naar han selv blev gammel eller alt for (!) fordrukken, ganske saadan som han havde afløst sin Fader paa dennes Post ved Sandhedens hellige Ild (!), og saadan som Niels Peter forhaabentlig ogsaa engang vilde finde sin Afløser i en anden lille Rekrut, og denne igjen i en ny – og saadan videre, indtil Morgenen atter gryede (!)"6. Det gjælder blot om, at 'holde Galden flydende!'"

Den Morgen, der med disse Rekrutter vilde gry, ønsker Henrik Pontoppidan næppe at opleve.

Men Peter Nansen længes med sine egne Ord hæftig efter den. Først udsteder han – formentlig altsaa for egen Regning og Risiko – sin Attest for, at

den lille, tilsyneladende saa ortodoxe7 Bog er den ugudeligste Mystifikation fra Ende til anden, en taskenspilleragtigt mangeartet8 Bog, hvor alt9 har dobbelt Bund og Mening, en Bog, der synes lige saa harmløs og i Virkeligheden er lige saa farlig og revolutionær som en af Anarkister tilberedt Sardindaase.

Det er dette, som Hr. Nansen – uden Sans for det komiske i at være hysterisk-lyrisk over en Bog, der netop skildrer Lyriken som det nuværende Samfunds Kræftskade – finder "engleagtigt". Det hedder nemlig i hans Anmeldelse:

Og hvor den strømmer over af Vid og Kløgt, af Ondskab og Spot, denne lille engleagtige Bog.

Af hvilket Citat man ogsaa kan lære, hvorledes "Ondskab og Spot" efter Hr. Nansens Begreb hører Englene til.

Men hidtil har dog vist nok de fleste haft en Forestilling, at Peter Nansen og "Politiken" i det højeste var Salonradikalere, der kunde kokettere med Socialdemokraterne. Det virker derfor forbløffende – eller om man vil morsomt – nu at høre, at en endogsaa Socialismen er et for længst tilbagelagt Stadium for de Herrer. Naar Peter Nansen kalder Jørgen Hallagers Udtalelser engleagtige, saa véd vi altsaa, at dette unge, blodtørstige Medlem af "Politiken" ikke vil give fortabt, før han har faaet lagt en Torpedo under Arken. Den ærede Meningsfælle i "Nattevagten" siger nemlig et andet Sted bl. a. :

"Naar det kommer til Stykket – hvem er det vel saa, der fra Arilds Tid har lavet Verdenshistorien, det vil sige Revolutionerne? Det er netop den Sort blege, tarmslunkne Kjælderdyr, der med Glæde tager alle syv Dødssynder paa deres Samvittighed for en Flaske Brændevin. – Det er Øllebrødsbarmhjærtigheden, der er vor Ulykke derhjemme! Se til vore allerbrandrødeste Socialister! Det er velnærede Borgere, skikkelige Spækhøkere, der lever i den bedste Forstaaelse med de ti Bud og Balslevs Katekismus – – Folk, der har Penge i Sparekassen, og som straks besvimer af moralsk Hjærtekvababbelse, naar en forstyrret Typograf skyder en Knap af en Ministers Overfrakke! Uf! De bliver mig mere og mere modbydelige, den Slags Per Nittengryn, som gaar og vil revolutionere en detail; Filistersjæle, der i Grunden er rigtig vel fornøjet med Tilværelsen, men har en eller anden lille oppositionel Kjæphest at ride paa, enten det nu er Arbejdersag eller Kvindefrigjørelse eller Republik eller saadan noget Vaas. Som om det battede at klippe et Par Kviste, naar Træet er blomraaddent ned til Roden!10

Vi véd altsaa nu, at Peter Nansen, kjed af at "revolutionere" en detail, med det første vil tage Sagen en gros. Man maa nok sige med Jørgen Hallager: "Uf!"

Kun Pontoppidan har just ikke nogen Gavn eller Glæde af Nansens Bjørnetjeneste. Han maa, ligesom vi, trøste sig med, at det ikke altid gaar saa slemt, som Præsten prædiker. Hidtil har en Peter Nansen ikke væltet noget Samfund. Det højeste, en saadan kan drive det til, er at "holde Galden flydende".

 
[1] Grundteksten lyder, s. 24:

Ærkekæltringer er det, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere.

tilbage
[2] Citatet er her gengivet efter grundteksten (1894, s. 121). I anmeldelsen ser det sådan ud:

At Sahlmann er bleven Ridder ved Nytaarskuren har jeg læst. Han fortjener det, den fejge, skrydende Hund. Hver Gang jeg tænker paa ham og de andre Overløbere, faar jeg Lyst til at sende dem en Spytklat i et anbefalet Brev. Om der skete dem deres Ret, skulde de en mørk Nat druknes i en Møddingpøl og derefter graves tre Alen under Jorden i en Latrintønde. Saa kunne Renovationskompagniet in pleno lægge en Halmkrans paa deres Grav; det var det Mindesmærke, de havde fortjent!

tilbage
[3] Gader; anmeldelser gengiver "Gaden". tilbage
[4] Nattevagt, s. 120-21. tilbage
[5] Opus cit. s. 175. tilbage
[6] I grundteksten (s. 179) lyder citatet sådan:

naar han blev gammel eller altfor fordrukken … ganske saadan som han selv havde afløst sin Fader paa dennes Post ved Sandhedens hellige Ild, og saadan som Niels Peter forhaabentlig ogsaa en Gang vilde finde sin Afløser i en anden lille Rekrut, og denne igen i en ny, – og saadan videre, indtil Morgenen atter gryede.

tilbage
[7] ortodoxe: ændret fra "ortodokse", tilbage
[8] mangeartet: ændret fra "arrangeret". tilbage
[9] alt: rettet fra "Alt". tilbage
[10] Grundteksten lyder således – med kun ortografiske forskelle:

"Naar det kommer til Stykket … hvem er det vel saa, der fra Arilds Tid har lavet Verdenshistorien, det vil sige Revolutionerne? Det er netop den Sort blege, tarmslunkne Kælderdyr, der med Glæde tager alle syv Dødssynder paa deres Samvittighed for en Flaske Brændevin. – Det er Øllebrødsbarmhjærtigheden, der er vor Ulykke derhjemme! Se til vore allerbrandrødeste Socialister! Det er velnærede Borgere, skikkelige Spækhøkere, der lever i den bedste Forstaaelse med de ti Bud og Balslevs Katekismus … Folk, der har Penge i Sparekassen, og som |87| straks besvimer af moralsk Hjærtekvababbelse, naar en forstyrret Typograf skyder en Knap af en Ministers Overfrakke! Uf! De bliver mig mere og mere modbydelige, den Slags Per Nittengryn, som gaar og vil revolutionere en detail; Filistersjæle, der i Grunden er rigtig vel fornøjet med Tilværelsen men har en eller anden lille oppositionel Kæphest at ride paa, enten det nu er Arbejdersag eller Kvindefrigørelse eller Republik eller saadan noget Vaas. Som om det battede at klippe et Par Kviste, naar Træet er blomraaddent ned til Roden! (s. 86-87).

tilbage