Nattevagt
Literatur.
Henrik Pontoppidan: "Nattevagt" (P. G. Philipsen.)
Pontoppidan har en Gang før og med to Ord sagt det, der er som Summen af hans nye Bog. De to Ord slutter en lille Fortælling "Ilum Galgebakke", der findes i den for fire Aar siden udkomne "Skyer. Fra Provisorismens Dage" '1, og Ordene lyder i deres knappe Fyndighed: "Leve Krapylet".
Den, der har læst "Ilum Galgebakke", vil ikke glemme den skrutryggede Mandsling, hvem de voldsomme Ord lægges i Munden. Han har slaaet sig ned blandt de Ilum Venstrebønder, da den politiske Strid var hedest, og da ved det første Provisorium i 85 Forfatningsbrudet er en Kjendsgjerning, venter han i Spænding paa det, som nu maa komme, den store Rejsning, Folkets Svar paa Udæskelsen fraoven; og da Resultatet bliver tamme Møder med valne Ord og floskelagtige Resolutioner og intet mere, former hans Indignation sig til en flammende Lovprisning af Krapylet, de lyssky Existenser, alle Revolutioners Bærere, de der har Mod, fordi de intet har at tabe – "Frihedens Nobelgarde"'2, og han drager sin Vej.
Nu, just som Ynkeligheden har sat den skjønne Blomst, der hedder Forliget'3 og Glæden over den er stor i "vort velsignede lille Vejrmølleland", skriver Pontoppidan den saa aktuelle "Nattevagt". Det er igjen Manden fra "Ilum Galgebakke", der har Ordet, og hans Omkvæd er nu som da, kun stærkere og baaret af den større Overbevisning, som kun Kjendsgjerningerne kan skjænke: "Krapylet leve".
I "Nattevagt " er denne hidsige Fanatiker en Maler, Jørgen Hallager, "røde Hallager" kaldet baade for sit røde Haar og Vildmandskjæg og for sine radikale Meninger. Hans Fader var en arm Skolelærer fra Vestkysten, der led ondt, fordi han ikke forstod at bøje sin stive Ryg og lukke sine Øjne for Uretten, blev uretfærdigt beskyldt for at have stjaalet af en Kasse, han bestyrede, arresteret et halvt Aar, løsladt paa Grund af "manglende Bevis ", slog sig til Flasken og døde i Elendighed. Denne Ungdom har sat sit Mærke paa ham, fyldt hans Sind med et voldsomt Had til Samfundet og Hadet voxer, medens han gjennem Sult og Savn arbejder sig op til at blive en betydelig Kunstner, den radikaleste af de radikale, de Unges Fører og Samfundsstøtternes Rædsel.
Men Skjæbnen vil, at Jørgen Hallager for en tid fanges ind i netop de Samfundskredse, der er Gjenstand for hans bitreste Had og stærkeste Foragt. Han forelsker sig i en ung Pige, Ursula1 Branth, Datter af en kjøbenhavnsk Etatsraad og Kunstmæcen, til Familiens store Forskrækkelse forlover hun sig med ham, og Bogen indledes, da de just har fejret deres Bryllup i Rom. Dernede begynder og ender det korte, sørgelige Ægteskab.
Med Forsæt har Pontoppidan valgt "den evige Stad," den store klassiske Kunsts Mausoleum til Scenen. I denne Skjønheds Verden virker Jørgen Hallagers krasse Teorier og hensynsløse Paradoxer, der haaner al Skjønhed som vammel "Lyrik", dobbelt krasse og hensynsløse. Kun ugjerne har han ladet sig lokke derned fra sin Hybel i Kjøbenhavn, hvad han ser der nede, gjør intet Indtryk paa ham, med Forkjærlighed opsøger han de elendigste Huler, hvor han har Lejlighed til at kigge ind i "Samfundets vædskende Saar", rene Morderkuler med herligste Galgenknebler, "saadanne Pragtfyre, der igjen kan give En en Smule Tillid til Fremtiden"; for Landsmænd, han træffer, har han kun Haansord tilovers, og det ender med et aabent Brud med den skandinaviske Koloni. Da man, efter et blodigt Anarkistattentat, der har sat hele Byen i Forfærdelse, er samlet en Aften i et Osteri, bryder han løs og siger dem alle sin Hjærtens Mening i de mest usminkede Ord, der ender med en Lovprisning af Anarkisterne: "Ogsaa Anarkisterne gjør vel deres Gavn. Betyder det virkeligt saa stort, om et Par Menneskeliv gaar i Løbet, naar man dermed kan aabne de lukkede Øren for Millioner af Undertryktes Skrig?" Dermed er Krigen erklæret for Alvor, alle falder over ham med harmfulde Protester, under stor Forvirring bryder man op, og kun Hallager og Ursula bliver tilbage.
Mellem de to bliver det hidsige Optrin afgjørende. Hun har forelsket sig i hans voldsomme Natur, hans hele sluttede Personlighed, med det stille Haab at kunne tæmme Vildmanden, og hun indser nu det haabløse heri. Da saa dertil kommer, at Hallager stiller sig barsk afvisende over for hendes gamle Fader, der overvinder sig til en Tilnærmelse til den saare ubehagelige Svigersøn, og han endelig i voldsomme Ord bryder med sin sidste Ven, den unge Maler Thorkild Drehling, hvem en haabløs Kjærlighed til Ursula har drevet fra den krasse Materialisme over i den moderne Symbolisme, saa er alt forbi. Et Øjeblik, da Hallager fortæller hende om sin ulykkelige Ungdom, exalteres hun op til en hysterisk Tilslutning til hans skjønhedsfjendske Idéer, og da han, mistroisk og irriteret, med raa Ord bryder løs mod hende, synker hun livløs sammen for hans Fødder. Da Etatsraaden lidt senere kommer for at se til sin Datter, finder han hende død og slynger Hallager sit rasende "Morder, Morder!" i Ansigtet.
Saa drager Jørgen Hallager til Kjøbenhavn, og i Bogens sidste Kapitel træffer vi ham i en Kjælderrestauration i en af Byens trange Sidegader. Der er Feststemning i Kjøbenhavn i de Dage; det alderstegne Kongepar fejrer sit Guldbryllup og Kjøbenhavnerne aander i Festglæden lettere, nu som Udsigterne til en Afslutning paa den aarelange Strid er lysere; "selv de oprindeligt lunkne, ja selv de modvillige og ligefrem modstridende blev uvilkaarlig revet med af Festtummelen. Efter saa lange Tiders oprivende Tvedragt følte man sig paany som broderligt samhørende, som et sluttet Folk, som Nation".2
Kun Jørgen Hallager og nogen ganske faa – et par reducerede Kunstnere, Resterne af det radikale Kunstnerlag, der før hed "Klumpen" og nu kalder sig "Nattevagten", et Par radikale Arbejdere og en tre, fire Fruentimmer – deler ikke den almindelige Festglæde. I den skidne Beværtning haaner de med grove og simple Ord Folkets Jubel og glade Feststemning, og da de skilles, driver Jørgen med sin Kone, et tykt, opdunstet Fruentimmer, han tidligere stod i Forhold til, gjennem de festklædte Hovedgader til sit usle Hjem i en af Vesterbros Sidegader. Hans Tid er forbi, hans Kunst er gaaet ud af Spillet, overfløjet af heldigere Kammerater, der forstod, hvorhen Vinden blæste, men derhjemme har han en Dreng, der er hans Trøst og Haab, hans lille "Rekrut". "Har De ikke lagt Mærke til", siger han til Banokonen, der har passet Drengen under hans Fraværelse, "hvilket velsignet Gavtyvefjæs, der allerede sidder paa ham? De skal se, han bliver nok til noget i Livet, naar han faar den rette Opdragelse. Han bliver et Stykke af det nye Amerika – – Godnat, Madam Hansen! – – Og hold Galden flydende!".
– – –
Men intet Referat giver det rette Indtryk af denne mærkelige Bog – en Bog med to Ansigter.
Thi saa besynderligt er Bogen skrevet, at Læseren med Forsæt føres paa Vildspor. Lige fra Titelvignetten, en stor hvid Sommerfugl, der stinges tildøde mellem Tidsler, til den sidste Linie, tømmer Pontoppidan sin Vredes Skaaler over den brutale Maler, der med sin stejle Raahed og sine unænsomme Hænder tager Livet af al Skjønhed og Lykke, knap et Træk eller et Ord, der kan mildne Billedet; og til Gjengjæld er Modsætningerne, Hallagers unge Hustru, hendes skikkelige og ulykkelige gamle Fader, den unge Maler Thorkild Drehling skildret med stor, næsten rørende Sympati, rettænkende, fintfølende Mennesker, i deres uforskyldte Ulykke sikre paa alles Deltagelse. Selv den agtpaagivende Læser vil forundret spørge, hvad Meningen er; skulde det være en ny Udgave af de snart saa velkjendte "Bekjendelser", et Omslag hos Forfatteren, "den ny Kunst"s Sejr over den forældede "Materialisme", endnu et Bevis mod de Halstarrige og Forvorpne; der vilde være større Glæde over denne ene Synder, der omvender sig, end over mange smaa Poeter, der ikke haver Omvendelse behov.
Og det varer maaske med denne Tvivl, til man faar læst om Guldbryllupsstemningen i Kjøbenhavn, trods det, at Forfatteren ikke fortrækker en Mine og hans Lovprisning af den skjønne Fædrelandsfølelse var til at sætte lige ind i Berlingske, hvis det ikke var for det udmærkede Sprogs Skyld. Saa forstaar man maaske først, at det dog ikke er Meningen, og at bittrere Spot, mere skærende Haan over al vor Ynkelighed ikke er skrevet. Det blev altsaa Resultatet af alle de mange, store Ord, saa dybt sank endog de, som syntes de bedste og de rigest udrustede, en kongelig Guldbryllupsdag, med den russiske hvide Czar som Festens Midtpunkt, samlede dem alle i den skjønneste Harmoni. Tilbage sidder, som vor Friheds Nattevagt, i en ussel Kippe sammen med Fruentimmer af utvivlsom Art, en Bande mislykkede, fordrukne Existenser, der med gemene Ord løfter "Idéens Fane" højt – Leve Krapylet!
Men der bliver det Spørgsmaal tilbage, hvorfor Pontoppidan valgte en saa mærkelig Form for sin Skildring af den Sammensmeltningens Tragikomedie, der blev vort Bidrag til den store Reaktion, som fører Aarhundredet til Ende, hvorfor han ikke har et eneste Spottens Ord, men kun sympathetisk Skildring for det Bourgeoisi, der er Fremskridtets Fjender, fordi det enten ikke vil eller ikke kan se, hvor det bærer hen. Man vil ikke om en Forfatter af hans Rang og Betydning tro, at det sker til et højstæret Publikums Morskab, at han har sin Fornøjelse af ved deslige Hokuspokus at føre de Naive bag lyset, eller gjække dem, der bag Ordene søger Manden, imellem Bogens Linier den Personlighed, der for dem er det afgjørende.
Sikkert har Forfatteren haft en Hensigt dermed, og vel er det den, at han selv ikke tager Parti, delt som han er og maa være mellem de to Modsætninger. Thi lige saa lidt som han er den Bourgeoisiets Mand der i det Bestaaendes Bevarelse, i Opretholdelsen af "det fra Fædrene nedarvede" ser Frelsen, ligesaa lidt er han, "Minder"s Digter nogen Jørgen Hallager, al Skjønheds og Livsglædes Fornægter, Dynamitens fanatiske Apostel. Beundringsværdigt faar i "Nattevagt" denne Tvedeling Udtryk, sjældent er Sol og Vind delt med større Retfærdighed. Med Tusind fine Traade er hans Hjærte bunden til den Kultur, han skylder saa meget og sig selv, men der er dog ikke saa lidt af den Pontoppidan, der skrev "Ilum Galgebakke", i de Ord, der slutter Bogen: – "Hold Galden flydende!"
H.L.
