Nattevagt
Henrik Pontoppidan: "Nattevagt"
Kjøbenhavn, den 8. Juni
Skønt det kun er nogle faa Dage siden, at Pontoppidans nye Bog udkom, er den dog allerede bleven Genstand for eget Diskussion. Læserverdenen og Kritiken har forundret sig i høj Grad over denne Bog, og der er næppe to Mennesker, der har den samme Mening om, hvad Forfatteren har tilsigtet.Han kan for saa vidt lige saa godt tages til Indtægt af det ene Parti som af det andet. Nogle mener, at han er bleven Bedsteborger, og andre, at han er gaaet over til Anarkismen; men bestemt at sige, hvor hans Sympathier egentlig er henne, er der næppe nogen, der formaar.
Den rigtigste Forklaring paa dette Fænomen burde vistnok være den, at Pontoppidan fra et rent kunstnerisk Standpunkt har villet skildre Personer og Begivenheder i den efter hans individuelle Opfattelse sandeste Belysning. Vel ikke ganske uden Tendens, men dog saa vidt muligt upartisk har han villet give en Fremstilling af moderne Brydninger og "sætte Problemerne under Debat" som det hedder. Med denne Opgave har den aandfulde Forfatter ubetinget haft Held; "Nattevagt" vil blive læst og vidtløftigt diskuteret i vide Kredse.
Bogen handler om en meget radikal - baade i politisk og kunstnerisk Forstand - Maler, Jørgen Hallager, der i Kjøbenhavn har forelsket sig i en fin lille Statsadvokater, Ursula. Skønt Partiet naturligvis er hendes Fader meget imod, bøjer han sig dog for sit eneste Barns Følelser og giver sit Samtykke til, at Brylluppet fejres i Rom, hvor det nygifte Par sætter Bo. Allerede Dagen efter Brylluppet faar man en Lejlighed til at blive usympathetisk stemt overfor "Helten". Den skikkelige gamle Etatsraad, der selvfølgelig ikke har noget højere Ønske end at se sin Datter lykkelig, gør ogsaa, hvad han formaar for at blive forsonet med den ubehagelige Svigersøn, som imidlertid brutalt afviser alle Svigerfaderens Tilnærmelser. Og det Indtryk man saaledes faar af hans Egoisme og Hensynsløshed, befæstes ved enhver given Lejlighed, samtidig med, at man i stigende Grad faar Medfølelse med hans ulykkelige Hustru. Ursula, der stadig hengiver sig til Haabet om at vække blidere Følelser til Live hos Jørgen Hallager, ophører ikke med at elske sin Ægtefælle trods alle hans Fejl, og uagtet hun naturligvis maa have den største Medlidenhed med sin gamle kærlige Fader, der næppe nok tør liste sig til at træffe sammen med sit Barn i Ny og Næ, og hvem Bekymringen for Datterens forkuede Stilling græmmer og ælder. En kort Tid haaber hun, at den krasse Realist har faaet Øjet op for den sydlandske Kunsts Skønheder, og bilder sig ind at han gaar ud for at male. Men han opsøger kun Fattigdommens Huler for at give sit Had til Samfundsordningen ny Næring.
Efter et Anarkistattentat holder den danske Koloni i Rom en selskabelig Sammenkomst. Der bliver ved denne Lejlighed holdt forskellige Taler mod de revolutionære Umennesker, men tilsidst staar Jørgen Hallager op og tager Anarkiet i Forsvar: "Ogsaa Anarkisterne gør vel deres Gavn," siger han. "Betyder det virkelig saa stort, om et Par Menneskeliv gaar i Løbet, naar man dermed kan aabne de lukkede Øren for Millioner af understrykt." Jørgen Hallagers eneste Ven er en ung Maler, Thorkild Drehling, der i mange Aar har været en begejstret Tilhænger af hans kunstneriske Theorier. Efter noget Tids Ophold i Rom faar han imidlertid et andet Syn paa Kunsten, og dette fører naturligvis til et Brud.
"Maa jeg paa det oprigtigste ønske dig til Lykke med dine Bidrag til den nye Chocoladepapirs-Industri," siger Hallager efter at have set Vennens sidste Arbejde. "De er uovertræffelige! Jeg er ganske sikker paa, at de vil faa Hjærtet til at danse Polskpas i Livet paa det ganske Kuchenbagerlav. Med saadanne Kunstværker paa Bonbonæskerne maa de kunne tage mindst ti Øre mere for Pundet!" Og lidt efter fortsætter han: "Som ægte Sønner af vort velsignede lille Vejrmølle-Land derhjemme drejer I Jer derhen, hvorfra Vinden blæser. Det er det, I kalder at være en lyrisk Natur! Ja, jeg kender mine tapre danske Drenge! … Men jeg gratulerer, jeg gratulerer! Der er i vore Dage Ingenting saa godt som at have en retskaffen Fortid at bede om Forladelse for. Hatten i Haanden og saadan et Par undskyldende Ord paa Læben … det er akkurat, hvad der skal til for at gøre Karriere i disse Tider. Trøst dig derfor! Du vil saamænd ogsaa nok en Gang blive Ridder ved Nytaarskuren, kgl. Hof-Dikkedant eller noget andet Stort! (…) Hvad rager det Jer, at Millioner af jeres Medmennesker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden kværkes? I er raske Svende, der rider paa jeres Pegasus op paa de blaa Bjærge og drikker Dus med Guder og Gudinder! Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde! … Er det ikke saadan, det nye Stikord hedder?" (…) – Og til en saadan Nedværdigelse af Talentet, af Kunsten, hvis Kald det er at lovsynge og lavrbærkranse Menneskehedens Martyrer, at forbande, piske, brændemærke dens Tyranner, Skurke og Narre … Kunsten, som skulde være Tidens "Lyre og Sværd", den sande vox dei, der bragte Guds |150| Dom fra Menneskeslægt til Menneskeslægt – – aa, jeg gider ikke snakke mere! Det er for lumpent, for ynkeligt, for foragteligt – –
Ursula bliver ganske betaget af hans Voldsomhed, og paa hende Spørgsmaal om, hvorledes han har faaet disse Meninger, fortæller han hende om sin Fader, en gammel Hjælpelærer o Østjylland, der blev forfulgt for sine demokratiske Anskuelsers Skyld, og som gik til Grunde paa Grund af en uretfærdig Mistanke om Bedrageri.
Ved at høre denne Fortælling kommer hun i formelig Extase; hun vil følge ham i Kampen for de Fattige, men han bruser paany imod hende med Skældsord, og i samme Nu styrter hun død til Jorden.
Nogen Tid senere træffer man da Jørgen Hallager i Kjøbenhavn midt iblandt en Bande havarerede Mandfolk og tvivlsomme Fruentimmer, som holder til en simpel Natteknejpe. Her er han Fører for "Nattevagten", som skal "holde Krudtet tørt" til Revolutionen kommer. Han er bleven gift med et Fruentimmer, som han før sit Ægteskab har haft Samkvem med, og med hvem han har en Søn, en lille "Rekrut", der skal føre hans Ideer videre, naar han ikke er mere.
Saaledes er Indholdet af Pontoppidans nye, i et ypperligt Sprog fremstillede Arbejde. Man faar som sagt ikke Indtrykket af, at Forfatterens Sympathi i særlig Grad hælder til en bestemt Side. Meget mere føler man, at han har villet overlade til Læserne selv at finde sit Standpunkt.
