Dansk Nattevagt
Jeg sidder ved stranden og læser. Imens har jeg et ægte stykke Danmark omkring mig – som anskuelsesmateriale til min lekture. Foran mine fødder skvulper havet en monoton, stille sang med lange, flade bølger; og bag den plet, hvor jeg ligger efter badet med bare fødder i det varme sand – over den stejle lervæg, som lyser i solen – står den blødt hvælvede, lysegrønne bøgeskov og suser. Langt inde i den kukker gøgen. Kysten strækker sig rundt om den store bugt i en bred bue og fortaber sig i blå soldis langt borte for at ende i "Møns klint", hvor den gule slette hæver sig til en bakkekam beklædt med mørk skov. Sejlbådene glider i den friske brise hen over den vidtstrakte flade; og alt er stille. Jeg ser eller hører ingen mennesker, – på gården deroppe er der helt stille; og også naturen i dette land, hvor de tysteste mennesker i hele verden bor, er diskret sympatisk og skvulper og bruser med små bølger og bløde trætoppe til menneskers drømme.
Bogen, jeg læser om, er ligeledes et meget ægte stykke Danmark. Den kom her til øen samme dag som jeg. Den hedder "Nattevagt" og forfatteren Henrik Pontoppidan. Over hele Danmark og i de videste kredse vækker dette digternavn stærk genklang – i dette øjeblik måske stærkere end noget andet. Og med rette; thi af alle yngre forfattere har Pontoppidan givet det mest omfattende billede af nutidens Danmark, og han er den eneste af dem alle, som i sit værk viser fremad. I de store opsvings år med lidenskabelige litterære konfrontationer gik han sin egen stille, men beslutsomme vej uden for de fjendtlige lejre; og det gør han endnu i dag, hvor alt, parterne inklusive, har ændret sig, men hvor kampen mod en ny generation fortsætter på ændrede fronter.
Det er nøjagtigt ti år siden, jeg traf Henrik Pontoppidan for første gang. Dengang var han en meget ung mand med tre bøger bag sig. Med den sidste af dem, Landsbybilleder, var han slået igennem; og stod der med ét som et nyt skarptskåret temperament i Danmarks dengang fyldigt repræsenterede moderne litteratur. Der viste han sig at være en virtuos novelleforfatter, som en førsterangs stilist, men især med et intimt kendskab til danske bønders liv, som han samtidig skildrede med den mest uromantiske nøgternhed og den mest fintmærkende forståelse, med sart stemning og moden humor. Med dette værk førte han den danske bondenovelle ind på en helt ny kurs, i retning af en meget individuel og meget tendensfri realisme, som var lige langt fra både Schandorphs kunstigt plumpe karikaturer og de "Nynordiskes" kunstige patos og fik det overdrevent trivielle på den ene side såvel som det overdrevent idealiserede på den anden til at fremstå som lige usandt. Han boede helt alene, afsides, langt borte fra hovedstaden, på landet. Jeg måtte rejse længe, fra København mod Isefjorden, først med tog, så videre med en vogn. Jeg kom til en lille landsby i et bakket, mørkt landskab uden træer; der lå den højskole, som hans bror ledede, og det hus, han selv boede i. Han var præstesøn fra en af de ældste og kendteste præstefamilier i Danmark og havde som en ægte søn af den nye folkeligheds første tid giftet sig med en bondepige fra broderens højskole. Han var endnu fast forankret i, hvad han følte som en overbevisning, der skulle vare hele livet; han havde sine børn, og han havde sine bøger, og det var nok for ham; og han rådede mig til at forlade Hermann Bangs parfumerede saloner for, i lighed med ham, at rejse til min egen landlige hjemegn i Skåne og skyde harer og ænder.
Siden har Henrik Pontoppidans produktion været meget omfattende. De mange romaner og noveller, han har skrevet, vidner om en indre udvikling, der gennem private og offentlige konflikter har ført ham langt væk fra hans første standpunkt. Han var engang en troende, som ønskede at se sit liv vokse frem af sin tro; og han er blevet en intelligent skeptiker, der bruger sin tidligere nære kontakt til de mest forskellige sociale og kulturelle lag til at gennemlyse dem alle digterisk i deres tidsbundethed. Og derfor er den rent personlige udvikling, der finder udtryk i hans digtning, samtidig mere alment tidstypisk: den viser en periode af dansk kulturhistorie med dens karakteristiske faser og frembringelser i de sidste ti år.
Ud over tre "Små romaner", som rent kunstnerisk betragtet er det stærkeste og mest udsøgte, som det unge Danmark har frembragt i de senere år, har Pontoppidan skrevet bøger, der er bemærkelsesværdige med henblik på ovennævnte; "Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder" (1887), "Det forjættede Land" (1892) og "Humus"1 (1892).
I førstnævnte værk har han – for at benytte hans eget billede i en af disse noveller – forladt de store, smukt byggede gårde, som pranger rundt omkring på bakkerne med deres haveanlæg og spåntag, der stråler i solen, og begivet sig ud til de små, forfaldne huse, som står side om side dernede langs landevejen eller langt ude i moseområderne, støttende sig til hinanden som en skare af pjaltede og gigtramte tiggere. I dette andet bind af "Landsbybilleder" er han blev skildreren af de danske husmænd, ligesom han i første bind havde været skildreren af de danske bønder. Og der fandtes, her som der, et stadigt mere prægnant træk i historien om hjemstavnens udvikling, et træk, han som den første blandt Danmarks skabende ånder blev opmærksom på: landproletariatets sløve grublen, der tog til og blev afklaret, indtil den i enkelte individer blev til klassebevidsthed og til slut viste sig for omverdenen – nemlig i den husmandsbevægelse, som allerede nu er blevet organiseret og en medspiller i det politiske liv.
I de øvrige to nævnte værker, af hvilke det ene er en fortsættelse af det andet, valgte Pontoppidan som genstand for sin skildring den folkelige bevægelse, som vel udgør den mest bemærkelsesværdige faktor i dagens Danmark og har efterladt sig dybe spor, kulturelt som politisk, i folkehøjskolerne og i den lange kamp, som først for nylig er afsluttet, mellem Venstre og ministeriet Estrup. Hovedpersonen er en ung præst, der – akkurat som digteren selv – stammer fra en fin, gammel familie, bliver revet ud af alle traditionelle klasse- og familietilhørsforhold, gifter sig med en bondepige fra højskolen, som præst virkeliggør sine principper og helt bliver bonde, forvandler præstegården, hvor hans forgænger efter god gammel sydskandinavisk præstetradition har levet godt og gæstfrit, til en bondestue, hvor hele menigheden går ud og ind, og samvittighedsfuldt deler sin tid mellem markarbejde, religiøse sammenkomster hjemme og de ophidsede politiske møder i disse provisoriets første dage. Han er en idealistisk sværmer, og han er en borgersøn; og hans liv, som han først fuldstændigt havde indlevet sig i, brister uhjælpeligt som et glas med en fejl i støbningen. Klemt inde i dette fremmede miljø, står han midt i en organisme, som han ikke kan vokse organisk sammen med; og trods kone og børn og overbevisning bliver han ubønhørligt udskilt fra den, som gennem en fuldstændig organisk proces. Det er ikke kun de mange ting, der går skævt eller er overdrevne i hele bevægelsen – hvilket dígterens satire rammer hårdt – som bevirker dette; det er heller ikke kun det desillusionerende og frastødende i at se sig selv, den dannede og ærlige mand, snydt og overtrumfet af en "demagog" af værste skuffe; den modsætning, som udgør skildringens store tragedie, stikker dybere, nemlig i væsensforskellen mellem borgeres og bønders egenart. Og her ligger faktisk årsagen til, at den smukke skitse til en ny nordisk renæssance og bondekultur kun er blevet realiseret som en torso – gennem et uundgåeligt og skæbnesvangert vekselspil mellem ondskabsfuld mistro og bitter fejltagelse. Det borgerlige ville forme bondelivet – ud fra idealer, som det borgerlige havde skabt sig om bondelivet – og bønderne, som i Skandinavien fra ældgamle tider har været meget selvbevidste, følte i længden, at det utilstrækkelige i disse bestræbelser var stærkere end den gode vilje, at den manglende samhørighed var stærkere end slægtskabet; og klasseinstinktets trang til at forme sig selv ud fra egne forudsætninger vejede tungest. Mon ikke også denne trang undervejs vil komme til at skabe historie? For mig forekommer det sandsynligt. Men ikke for digteren af "det forjættede land"; han er selv i for høj grad den pastor Ephraim2, som han har skildret; han har selv gennemlevet den borgerlige bondesværmers bitre fejltagelser, og den bitre smag er blevet siddende på hans tunge.
Som man ser, er Pontoppidans bøger i særlig grad skildringer af livet i Danmark. Det er de ikke kun psykologisk set, i digterens temperament såvel som i de skildrede personer og miljøer; det er de helt almene interesser og strømninger, som har behersket nationen som helhed i vore dage, der i disse bøger udspaltes i individuelle, typiske skæbner. Derved adskiller hans produktion sig fra de fleste værker af nyere danske forfattere – helt bortset fra øvrige fortjenester og mangler: for selv om hele spektret altid er med hos ham, kan det undertiden forekomme, at dybet ved efterprøvning ikke holder stik.
Også "Nattevagt" er sådan et ægte stykke dansk liv. Novellen foregår ganske vist ikke i Danmark , men – som det lader til at være mode i disse nykatolske tider – i Rom, den hellige stad. Men den udspiller sig i den danske koloni i Rom; og denne danske koloni er selv et ægte stykke Danmark. Med sine typer og konflikter er det hele det aktuelle Danmark, lyslevende, blot en miniature, eller, om ikke hele Danmark, så i hvert fald hele København.
Den danske presse er øjeblikkelig fuld af denne bog. Alle parter gør krav på manden for deres side; her bliver alt, hvis det er nogenlunde muligt, udlagt som støtte for "Højre" eller "Venstre". De radikale, der i dette tilfælde nok er dårligst stillet, har med bittersødt smil opdaget den kendte "store mystifikation" i tilfældet Pontoppidan. Digteren kunne jo have været lidt tydeligere i sine sym- og antipatier; man bliver dog nu engang ikke den store digter ved at stikke sin egen mening under stolen. Ens egen mening kan undertiden falde sammen med ens egen person. Men helten i den lille roman er en såkaldt radikal i den moderne ånds rige; og manden er unægtelig en usædvanligt modbydelig fyr.
Jørgen Hallager er maler af profession, men han er samtidig en socialt meget hadefuld person af typen fin de ciècle fra vores århundrede. Hans kunst er en blanding af udpræget naturalisme og revolutionært tendensjag; og han opnår sine virkninger gennem de kendte billige skrigende kontraster. Et af hans billeder, "En martyr" er komponeret på følgende måde: på en våd, bar mark ligger en udslidt daglejer under en mergelgravs nedstyrtede rand og skriger forgæves på hjælp med sin blodfyldte mund, mens en elegant vogn med livréklædt kusk og tjener kører forbi ude i horisonten. Det er ham en særlig fryd at stå op ved første fabriksfløjt på grå og tågede vintermorgener og strejfe igennem Københavns gader, hvor arbejderne iler til deres værksteder, med brødet under armen og brændevinsflasken i lommen, og hvor de små snottede børn, endnu halvt sovende og rystende af kulde, slæber de store kurve til kulhandleren. Det eneste "virkeligt lærerige", som Rom byder ham, er fattigkvartererne, hvor den "røde bacille" trives og "det tyvende århundrede bliver brygget": en dag er han tilfældigvis kommet derhen og fortæller så senere sin kone, hvordan han dér har set mennesker, der tilsammen ikke havde så meget kød på kroppen som en almindelig købmand i København, men især var han interesseret i en kvinde uden næse, der spillede kort med fem mænd, – "det er de pragteksemplarer, som endnu kan give én lidt tillid til fremtiden". Hele kunsten betyder intet for ham, undtagen de første kristne maleres, som – ligesom de nuværende "sociale kunstnere" anvendte den bevidst agitatorisk. Han sværmer platonisk for anarkisterne. "Lyrik" er et skældsord i hans ører – "en lyriker er en mand med dårlig mave".
I alt dette finder jeg Pontoppidans danske maler tidstypisk international. Den mand, der ligger bag, er den brutale, ondskabsfulde plebejer.
Han havde fået en ung dame i de bedste kredse i København til at blive forelsket i ham og havde giftet sig med hende i Rom. Fra hans side var der ikke kærlighed med i spillet, – "kærlighed" er for ham et ord ligesom lyrik; for ham er den unge, fine, rige dame en tilfredsstillelse af hans forfængelighed og et bytte, han har franarret sine fjender. Han behandler hendes far – den gamle, fine bureaukrat, der synes ham at være legemliggørelsen af hele det forhadte samfund – som en ond dreng sine forældre, og sin kone som en rå mand behandler en tøjte. Han er i sit hus og hele sin omgangskreds den ægte onde tyran, – sådan som kun pariaen kan være tyran. Det lykkes ham i løbet af vinteren at gøre sig lige så forhadt i den lille koloni i Rom som tidligere blandt det store publikum derhjemme. Han er så utålelig, som kun plebejeren som pralhals kan være; intet kan trives i hans atmosfære; alt bliver enten forklejnet eller slugt. Hans ven og lærling bryder med ham og finder sig selv i en ny kunst. Men hans kone, det sarte væsen, som ikke kan løsrive sig fra ham, går til grunde. Hun dør pludselig, – efter en brutal scene. "Han forstod intet", står der ved den lejlighed om Jørgen. "Hans tanker stod stille. Bedøvet forsøgte han at løse den gåde, alt dette var for ham."
Det er alt sammen egentlig kun en forhistorie til "Nattevagt". Nogle år er gået. Det gamle kongepar fejrer guldbryllup; og denne private familjefest bliver til en national. Den lange partikamp nærmer sig sin afslutning, og man nyder i denne fest forsmagen på den anden, større forsoningsfest, som alle længes efter. Man føler sig igen som et helt folk, som en nation. Med én undtagelse – "Nattevagten". Nattevagten er et hemmeligt selskab, som hver aften til Carlsbergøl driver sit farlige spil i en lille kælderbeværtning i en afsides gade i København. Medlemmerne er folk fra forskellige professioner, som det er gået tilbage for: en humoristisk tegner, en fordrukken journalist, et par håndværkere, nogle anarkistisk indstillede arbejdere og tre–fire fruentimmere, hvis erhverv ingen kan være i tvivl om. Men lederen er vores Jørgen Hallager. Hans skæbne såvel som hans person har forandret sig meget i disse år. Det er gået ned ad bakke med ham både som kunstner og som menneske. Hans seneste billede vakte ikke engang irritation; i det hele taget bliver hans kunstretning betragtet som forældet. For sin afdøde hustru Ursula har han ganske vist skaffet sig erstatning, – i sit tidligere forhold med en syerske fra en baggade, hvis konstante gaben blotter beskedne tandrester og med hvem han har indgået et fra Nattevagtens synspunkt ideelt ægteskab. Med hende har han en dreng på tre måneder, som bliver passet af nabokonen under den gadeelskende mors stadige fravær, – en halvgammel, giftig person, som Jørgen Hallager egentlig endnu hellere ville have giftet sig med, for hun har i endnu højere grad end hans syerske "ikke et gran af lyrik". Barnet blver altid kun kaldt "rekrutten" af faderen, den lille Niels Peter skal være hans efterfølger, når han bliver for gammel og for fordrukken, – ligesom han selv afløste sin far på vagten ved sandhedens hellige ild; – for drengen har det rette "velsignede slyngelansigt" og absolut ingen anlæg for lyrik. Hans filosofi er nu denne: "det er ikke friheden, der kan hjælpe os; det er ikke samfundet, som det står forkert til med. Det er os selv … det er det menneske, som der er faret lyrik i, og det er det samme som hvis der er gået svamp i et hus. Det, det drejer sig om er at opdage det ny Amerika i mennesket selv, et ukultiveret punkt uden fortid, uden hukommelse, uden renæssance eller andre efterladenskaber fra gamle dage, som kunne tilføre svampen næring." Og sådan et stykke af det nye Amerika skal den lille Niels Peter Hallager blive. Foreløbig er der for ham selv "intet andet at gøre end tålmodig og standhaftig at blive på sin vagtpost, hvorhen skæbnen havde stillet ham i denne mørke, tunge, disede nat, som nu trænger sig ind på menneskeheden. "At holde krudtet tørt", lyder "Nattevagtens" devise: "at holde galden flydende" er Jørgen Hallagers sidste ord til hans søns barnepige.
Ligesom den i bogen skildrede danske koloni i Rom med sine mennesker og konflikter udgør et mikrokosmos af den nordiske hjemstavn, således virker Jørgen Hallagers skæbne næsten symbolsk. Det skulle undre mig meget, hvis forfatteren ikke selv var sig dette bevidst, da han udformede bogen. "Nattevagt" giver i sin snævre ramme – fuldstændigt ligesom Pontoppidans tidligere bøger – et stykke af den danske kulturs udviklingshistorie. Der er mere i Jørgen Hallager end kun individet; bag ham står en meget større skikkelse, som han flyder sammen med: tids-epoken.
Da Hallager skabte sin "Martyr", malede hans ven og elev Drehling et ganske lignende billede – en kvinde, der bryder sammen under vægten af et knippe træ; forskellen bestod kun i, at der ude i horizonten i stedet for Hallagers elegante ekvipage kunne ses en utydelig bifigur, døden med en kiste under armen. I denne lille forskel i de to maleres skabende fantasi lå der to forskellige kunstretninger in nuce; – man kunne måske sige: to livsanskuelser. Jørgen Hallager forsvandt sporløst, Thorkild Drehling blev en fremtidens mand – alt på nogle få år. Den naturalistiske tendenskunst er død i Danmark, i maleriet som i litteraturen; og en ny vil gerne løfte sig fra deres aske på fugl Fønix-vinger. Vil gerne – for den har ikke gjort det endnu. Måske teoretisk; men de unge, der flokkes om tidsskriftet "Taarnet", har foreløbig kun indsigten i, at kunst betyder noget andet og noget mere end sædeskildring. Om de også ejer den produktive kraft, må fremtiden vise.
Bogens symbolske mening rækker imidlertid videre. Jørgen Hallager er ikke kun maler; han er samtidig en mand med vores århundredskiftes forbitrelse. Radikalismen i dansk kunst var altid tæt knyttet sammen med den politiske. Jørgen Hallager satte jo i sine malerier de sociale problemer gevaldigt under debat. Kunstneren i ham var skabt af hans egne ribben; hans kunst var ingen erhvervet overbevisning; den var kun hans instinkt: han var søn af en fattig skolelærer, som de lokale magthavere havde behandlet skændigt; hævnfølelsen var gået ham i blodet, i den følte han sig selv stærkest, med hele den livskraftige følelses sødme. Mon forfatteren mener at have skildret en typisk personlighed og en typisk skæbne? Så meget er i hvert fald sikkert, at et helt kulturparti – hvis dette ord er tilladt her – dag for dag føler sig mere og mere indsnævret (den afsides beliggende kælderbeværtning ligesom hele det ydre forfald skal naturligvis kun opfattes symbolsk) og efterhånden må indskrænke sig til den udrangerede Hallagers sidste ord: "Hold galden flydende!"
