En aktuel bog.
Henrik Pontoppidan: ”Nattevagt.” 182 Side. (Philipsen.)
Der tales i Pontoppidans nye Bog saa meget om Overløberi og Frafald af enhver Art, at den alene af den Grund maa siges at være en i disse Tider ganske overordenlig aktuel Bog. Snart tugtes de Frafaldne i ligefremme og voldsomme Ord, snart anvendes Ironiens finere, men sikkert ikke mindre virkningsfulde Vaaben. Men gennem hele Bogen, selv paa Steder, hvor de Udtalelser, der falder, ikke ganske maa opfattes som Udtryk for Forfatterens Meninger, mærkes hans uforfalskede, glødende Indignation over den Karakterløshed og Pjaltethed i Anskuelse, som har bredt sig saa frodigt herhjemme i dette "velsignede lille Vejrmølleland".
Pontoppidan hører til de snart faa, som aldrig har bøjet Nakken og bedt om ”godt Vejr og en fed Madpose”. Man tilgiver ham derfor let, at Udfaldene nu og da faar en lidt for personlig Adresse.
Bogens Hovedperson er den radikale Maler Jørgen Hallager. Som Kunstner er han en Tilhænger af ”vor Tids frembrydende sociale Kunst” og mener, at Kunsten bør anvendes agitatorisk. Som Menneske hader han al Romantik og alle lyriske Fraser, men er fuld af Beundring overfor vor Tids videnskabelige eller tekniske Opdagelser og sociale Reformer.
Han holder af at kigge ned i ”Samfundets væskende Saar” for til Bunds at forstaa Tidens Bevægelser. Han nærer en uendelig Medfølelse og Sympati for alle Samfundets Stedbørn, deri indbefattet det lavest og dybest1 sunkne Proletariat, de ”blege, slukne Kælderdyr, der med Glæde tager alle syv Dødssynder paa deres Samvittighed for en Flaske Brændevin”; og intet foragter han som Spytslikkeri og Kryben for Avtoriteter. Hvert ”Spark i Bagen” han kan være med til at give disse, er ham til megen Glæde.
Han har ved Bogens Begyndelse giftet sig med den smukke Ursula Branth, en Datter af Etatsraad Branth, en af hans ivrigste Modstandere, og hende vil han nu opdrage til at forstaa og dele hans Anskuelser. Men efterhaanden som Vennerne falder fra, og hans Kamp mod alt det, der synes ham Uret, bliver mere og mere haabløs, bliver hans Anskuelser mere og mere brutale, og han raser vildere og vildere mod alt og alle. Hans Hustru kan ikke følge ham, hendes sarte Natur taaler ikke hans haardhændede Opdragelse og hun bukker under og dør. Hans Ideer har dræbt hende.
Saa træffer vi ham til sidst – mens det loyale København fejrer Majestæternes Guldbryllup – i en smudsig Beværtningskælder i en af Vesterbros afsides liggende Gader, siddende og haane Festbegejstringen i Staden. Dér holder han ”Nattevagt”, Radikalismens "sidste Mohikaner", sammen med gemene Fruentimmer og fordrukne Mandfolk.
Trods al sin Brutalitet og sin til Slutning misforstaaede Radikalisme er Jørgen Hallager en Idealist af det reneste Vand, stort set og stort skildret, en fuldstændig Ibsensk Figur. Som en anden Gregers Werle kommer han med Idealets strænge Krav. Og som det gaar i ”Vildanden”, saaledes gaar det ogsaa her. Ursula Branth bliver ”Nattevagt”s Hedevig. Socialisterne vil ogsaa i Fremtiden sætte deres Penge i Sparekassen, og Jødedamerne vælter sig videre i deres Fedt paa Ekvipagernes Silkehynder. Kun den uskyldige Ursula bukker under.
At det til sidst gaar Jørgen Hallager saa ilde, gør da ikke Forfatterens Radikalisme mindre; det viser blot, at han ser meget pessimistisk paa Tingene. Saa bitter en Bog som ”Nattevagt” er der ikke længe kommet her hjemme.
Forfatteren har villet vise – Paradoxmager som han er – at der er ingen anden Udvej for dansk Radikalisme, som for al Radikalisme overhovedet, end at gaa paa Akkord, at løbe over eller at slaa sig sammen med de ”blege, tarmslunkne Kælderdyr” og forberede den kommende Revolution. Derfor bliver Fuldblodsradikaleren Jørgen Hallager en tragisk Skikkelse.
Af de sarte og fine Stemninger, som ”Minder” gengav, er der kun lidt i ”Nattevagt”. Det er ”Skyer”s Forfatter, der igen er fremme paa Arenaen. Der lyder fra Bogens Blade som et Ekko af Raabet fra Ilum Galgebakker: ”Leve Krapylet”.
P. C. V. H.