Asgaardsrejen
Henrik Pontoppidan: Asgaardsrejen. Skuespil i 3 Akter. (Schubothe).
Pontoppidan er unægtelig trofast mod sine Idéer. De Tanker, han fik indpodet under sin Opvækst, har han bevaret som sit Harnisk og sit Spyd gennem de skiftende Tider. Han udvikler dem ikke, men som de er, har de været stærke nok til at værne hans Personlighed mod at opløses i Lyrik eller flyde over i borgerlig Tilfredshed. Han har stridt den haarde Strid, fuldkommen Løbet og bevaret Troen.
Den Pontoppidan, der viser sig i hans sidste Skuespil, er den samme som den, der tidligst traadte frem i Krøniker og Skyer.
En af Krønikerne hedder – symbolsk – Naar Vildgæssene trækker forbi og skildrer den Uro, der kommer over en brav Borgermand, da det Usædvanlige nærmer sig ham i Form af en Ven, der bryder ud af Samfundet sammen med sin Elskerinde.
De samme Vildgæs høres (i det nye Skuespil) en Sommernat af den Mand, gennem hvem Pontoppidan taler: Hør – udbryder han – Trompeter i Luften! Hujen og Skrig! … Holla! … Den vilde Jagt! Min Barndoms Livmusik!
Og de bliver atter til Symboler: "Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr."
Det er Asgaardsrejen.
Og dens Talsmand og Repræsentant er ganske af samme Støbning som Pontoppidans desperate Helte fra Skyer: Den lange, underlige Bogbindersvend fra "To Gange mødt", der kommer til Kjøbenhavn med Kniven i Ærmet, da han har hørt om Attentatet mod Estrup; den koboldagtige Mandsling i "Ilum Galgebakke", der præker det rene Anarki, eller som Jørgen Hallager, den haarde, socialdemokratiske Kunstner i Nattevagt.
I Asgaardsrejen hedder han Otto Kall. Ligesom de andre er han en sjælelig og legemlig Krøbling, udslidt af Arbejde og Nydelse. Han har været Journalist ved et Blad, der hedder Lynet, og har for blasfemiske Artikler faaet sine tre Maaneders Fængsel; han har skrevet bitre og ætsende Samfundskomedier og er bleven udstødt af Borgerskabet. Nu er han et Vrag, en dødssyg Mand, men hans Anskuelser er forblevne saa stejle og udfordrende som nogensinde.
Han kommer ud til en lille Provinsby, hvor en Søster af ham er gift med Byens Rektor, og disse to brave Samfundsmennesker aabner ham en Slags Asyl; selv vil de mætte deres farisæiske Selvgodhed ved at betragte hans Lidelser og Død.
Men det bliver anderledes.
De har en Datter, Ragna, en smuk Pige med et uroligt og indelukket Sind. Hun har som pur ung Tøs været paa Nippet til at løbe bort med en Berider; senere har hun saa smaat været forelsket i en ung Godsejersøn fra Nabolaget, men Forelskelsen er nu forduftet, og skønt han plager hende og frier til hende og endog paaberaaber sig et gammelt Løfte, vil hun ikke vide af ham mere. Hun føler noget nyt gære inde i sig, men hun kan ikke rigtig finde Navn for det; hendes Omgivelser er hende af Hjertet imod – navnlig Moderen og Broderen – men hun kan ikke komme bort. Hvorfra skal Befrielsen komme?
Da dukker Otto Kall op i Horisonten – og Vildgæssene trækker forbi.
Hun føler straks en ubestemt Sympati for ham, men først da hun hører ham i voldsomme Ord rase mod den moderne æstetiske Skønhedsdyrkelse (Ordene er næsten ganske de samme som i det tilsvarende Optrin i Nattevagt), begriber hun, at han kan blive noget for hende. De kommer til at tale sammen, og hun spørger ham, hvordan han selv er bleven Skribent. Han fortæller hende da om en Ven, han har haft, som i sin Tid kæmpede for de samme yderliggaaende Idéer som han selv. "Men der var ikke gaaet mange Aar, saa vendte han sig ganske aabenlyst mod sin Fortid. Det vil sige, han slog sig paa det "ædle" Frisind – det nøjsomme. Han optraadte som Medforkynder af dette ferske Retskaffenhedsevanglium, som nu helt har afløst Frihedens. Den Gang han i de Faareklæder begyndte at lange ud efter sine forrige Venner med Æselsspark – da fornam jeg for første Gang rigtig den uudholdelige Kløe under Neglerødderne, der gjorde mig til Skribent."
"Hvad blev der siden af den Mand?" spørger Ragna.
"Han troner nu i Nationens Bevidsthed som en Ideal-Gestalt," siger han, "en Mønster-Demokrat, en Slags Tamburmajor i den skikkelige Borgervæbning, der nu er bleven Frihedens Livvagt herhjemme."
Men da hun forstaar, at det er hendes Fader, han taler om, begriber hun i samme Øjeblik, at hun har et lignende Maal som han: ogsaa hun vil skrive. Som Journalist kan hun kæmpe for sine Idéer, og hun kan skabe sig den Uafhængighed, som hun tørster efter. Og skønt han advarer hende, bliver hun ved sit. Hun beder ham, om han ikke vil tage hende ind med sig til Kjøbenhavn, hun vil da bo hos ham og pleje ham i hans Sygdom og Ensomhed. Men han afslaar det vredt.
Alligevel er han bleven paavirket af den unge Piges trodsige Bekendelser – det er "Barndommens Livmusik" paany, de gamle Lurtoner – og da det store Opgør kommer mellem hende og Familien, stiller han sig ved hendes Side. Men inden han rejser, tømmer han sit Hjerte for al dets lidenskabelige Foragt for Familien og Borgerskabet og hele den øjeblikkelige nationale Bevægelse – "en bred og dorsk Rende med Tilløb Allevegne fra … selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumsk og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den som i en Kloak." Og han kører bort samtidig med, at Ragna paa Cykle hemmeligt er flygtet samme Vej som han.
Saaledes er Gangen i dette Skuespil, der vel mangler den dybe Interesse, som kun en Konflikt mellem uvilkaarligt levende Mennesker kan skabe, men som ved sin vittige og stærke Diktion, sine fast tegnede Figurer og ved selve Idéens kløgtige Udfoldelse og Stigning sikkert vil kunne gøre sig fortrinligt gældende fra Scenen. I Rampelyset vilde det kunne faa den menneskelige Fylde og den Luft mellem Figurerne, den Atmosfære, som dets lidt abstrakte Præg nu har pumpet det læns for.
Sven Lange.
