Asgaardsrejen
Litteratur
Henrik Pontoppidan: Asgaardsrejen. Et Skuespil. (Det Schubotheske Forlag).
I Femogtyve-Aaret efter sin Forfatterdebut møder Henrik Pontoppidan med dette Skuespil. Vil han dermed slaa fast, at mens saa mange andre af Litteraturens Mænd har svinget hid og did, saa er han den samme, som da han første Gang traadte frem for Offentligheden? I saa Fald kunde han ikke have talt tydeligere: "Asgaardsrejen" er helt Pontoppidansk, et Vidnesbyrd om en Sindets Trofasthed, som under alle Omstændigheder er en værdifuld, menneskelig Egenskab, rent bortset fra, paa hvad Side den findes.
Ja, saa trofast er "Asgaardsrejen", at Hovedpersonen endog er den samme, som vi mødte i "Nattevagt" under Navnet Jørgen Hallager. Han er i "Asgaardsrejen" ældet og svag, er desuden Skribent, mens han hist var Maler. Men hans Oprørssind er det samme. Hans ganske uselviske Trods mod alt, hvad der har Magt i Samfundet, hans anarkistiske Uforsonlighed i lige Maade. Dog har der været et Øjeblik, hvor han har spurgt sig selv, om han dog ikke var uretfærdig. Og Otto Kall – saaledes hedder han her – har da taget imod en Indbydelse fra sin Svoger, Rektor Nordby, til at komme over til ham i hans lille, hyggelige Fjordby. Der kan – saaledes er det Rektorens og hans Hustrus Tanke – den dødsmærkede Oprører falde i Ro og tilbringe sine sidste Dage i en solbeskinnet Familieidyl.
Her er det saa, Skuespillet foregaar.
Rektor Nordby er en af disse Frihedskæmpere, der i det passende Øjeblik har forligt sig med de Magter, de tidligere har bekæmpet. Han bærer endnu en vis, smilende og selvtilfreds Radikalisme til Skue; saaledes nægter han at modtage et Ridderkors, som stilles ham i Udsigt i Anledning af hans Jubilæum. Men bag denne Maske skjuler han en Stræbers og Snobs klamme Sind.
Og af hans Familie føler hans Hustru og hans Søn Frits ganske som han. Datteren Ragna derimod er af en stoltere Rejsning. Hun har i Stilhed læst en Hoben oprørske Bøger, forarger Borgerskabet ved sine nedskaarne Kjoler og har havt en let Skandale med en Berider, som hun en Gang forsøgte at løbe bort med. Alligevel er hun stadig paa Nippet til at forlove sig med en ung Godsejer, en af Broderens Venner og en ligesindet. Men hun kan ikke bestemme sig. Der er noget, der holder hende tilbage fra at sige det afgørende Ord.
Og nu, da Onkelen kommer ind i Huset, forstaar hun pludseligt, paa hvad Side hun hører til. Under de Scener, som nu udspinder sig mellem hende og hendes Tilbeder, afsløres hans egenkærlige og snobbede Karakter for hendes Øjne. Hun føler sig nu fast bestemt paa, at hun ikke vil ægte ham. Og mere end det. Hun vil ud af det fædrene Hjem. Hun vil være Journalist. Det kommer til stormende Scener. Samtidig med, at Onklen bereder sig til at køre til Stationen, jager hun ud af Byen paa sin Cykle, for aldrig at vende tilbage.
Tilbage staar Otto Kall overfor sin Søster og Svoger. Han føler sig tryg for Ragna. "Hun ejer noget af den heroiske Selvopholdelsesdrift", siger han, "som vi nu mere end nogen anden trænger til. For det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt her til Lands. Det formelig lumrer en om Ørerne med "Frisind" nu." Og han trøster sig med, at, "naar de levende drømmer altfor saligt, aabner Gravene sig, og Helvede slippes løs. Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr." Dog, da han ser Forældrene knuget sammen af Sorg, og denne Sorg rejser sig i Forbandelser mod ham som den, der har været den unge Piges Frister, har han kun de milde og smertefyldte Ord: "Nu skulde Du ikke glemme Din Sorg, Jørgen! At kunne græde ud – det er Jeres Forret."
Saaledes slutter Pontoppidans Skuespil uden at føre nogen af de Aandsretninger, der deri kæmper, frem til nogen Sejr. Der er sket et Brud, men ikke aabnet nogen ny Forstaaelse. Skal man søge efter Forfatterens Sympathi, saa er den imidlertid ikke svær at finde. Naturligvis har han ikke villet gøre sig til et med den oprørske Otto Kall, men at han ofte taler gennem hans Mund, er der dog næppe Tvivl om. Og hvad der naas, er da det, at et tvivlende og søgende Sind som Ragnas finder sig selv og finder Mod til et Opgør.
Men ikke en Gang for hende er man dog tryg. Man faar at vide, at hun drager af Gaarde – for at blive Journalist. Men trods Otto Kalls Fortrøstning tør der ikke stoles paa hendes Fremtid, saa længe vi ikke har set, hvordan hun klarer sig i Kampen for at naa dette Maal. Det er jo ikke umuligt, at Rektor Nordbys en skønne Dag har hende igen – med pjuskede Fjer, men tæmmet til at finde sig til rette i Hjemmets Kyllingekasse, meget klart og meget overbevisende er den unge Dame ikke tegnet. Og i det hele taget synes den Sag, som Otto Kall forfægter, ikke synderlig vel forvaret. Selv er han jo dødssyg.
Som Repræsentant for denne eller hin Partiretning tør han imidlertid næppe tages. Noget positivt Indhold er der ikke i, hvad han forfægter. Han er Hadet, mod den egenkærlige Tilfredshed, han er det hensynsløse, opofrende Mod til at være sin Mening bekendt; han er den ætsende Kritik og den blanke Frygtløshed. Om Skuespillet kom paa Scenen og denne Rolle lagdes i en betydelig Skuespillers Haand, skulde det nok vise sig, at der skulde staa Gnister af den, og at store Dele af Stykket vilde fængsle stærkt. Ellers mærkes det jo nok hist og her, at Skuespil ikke er Pontoppidans Felt. Man sammenligne det med et Værk som "Rosmersholm", hvorom det i det ydre Anlæg, navnlig af første Akt, minder en Del. I "Rosmersholm" staar hver af Personerne paa sin Plads i Stykket, hvor der vilde blive tomt, saa at hele Stykket ramlede sammen, hvis de ikke var der. Fra "Asgaardsrejen" kunde man meget godt tænke sig baade den ene og den anden af Hovedpersonerne fjernet – først og fremmest en Etatsraad, der optræder i første Akt, uden at hans Nærværelse der er synderlig motiveret.
Trods sine Svagheder er imidlertid "Asgaardsrejen" et interessant og mandigt Værk, som vel kunde hævde en Plads paa en Scene. Om det ikke blev en klingende Publikumssucces, vilde det i hvert Fald vække noget af den Debat og det Røre, hvis Betydning vore Theatre synes noget for tilbøjelige til at undervurdere.
A. G.