Asgaardsrejen

Mellemakt

Var det Debutanten, eller var det Debutantinden, der igaar samlede det kjøbenhavnske Premièrepublikums Interesse om sig? Var det det unge, spirende, kvindelige Foraar, eller var det den modne, mandige, danske Sommer, var det kort sagt Frk. Lindegaard, eller var det Henrik Pontoppidan, der havde faaet den røde Lygte til at skinne over Folketeatrets Indgange? Saaledes spurgte man, og Svaret blev, at det var begge i Forening. Foraaret med Solskinnet og Forhaabningerne, der lyste helt ud over de forreste Familierækker, hvor Fru Hennings var Kikkerternes Brændpunkt, og Sommeren med den stærke Grøde og Tordenbygerne samledes til et Billede paa alt det, vi alligevel holder af her i Danmark, den lyse og stærke Tid, der er fjærn fra Kulden og Vinteren i Byen udenfor.

Saa smuk og poetisk var den Aften, Asgaardsrejens Forfatter havde beredt os iaften, og den begyndte saa smukt og poetisk med Foraaret, Frk. Lindegaard, der tog mod sin Ungdomsven, som kom roende ad Aaen gennem det gode, bakkede, jyske Landskab, man saá udenfor den aabentstaaende Havedør; og Publikum var idel Glæde og mindedes hyggeligt. Men saa led det mod Sommer, der kom stærkere og kraftigere Farver, da Pontoppidan sendte Digteren Kall i Johannes Nielsens Skikkelse frem paa Scenen for som en mørk Sommersky at skifte Lys og Skygge over dens Personer. Og i anden Akt kom Bygen, Digteren udtalte sig særdeles respektstridigt om Ungdommen, repræsenteret af Hr. Tscherning og Hr. Reumert, han ligefrem haglede ned over den, og Publikum tog sin Part af Skyllen, det følte sig blot saa forfriskende gennemblødt, det saá ud til at blive en solid Sukces, naar Høstens Tid kom.

Og de enkelte Skumlere, der spurgte ængsteligt: Er han ikke ved at ældes? blev sørgeligt til Skamme. Var ikke hele sidste Akt med den stærke Lovprisning af Journalisten som den nye Tids Digter saa aktuel, som havde den staaet i vor Kronik igaar. Jo, vi følte os virkelig stolte paa vort Kalds Vegne og glædede os til at faa en saa indtagende Dame som Frk. Lindegaard til Kollega, selv om vi, naar vi skal være helt ærlige, tror, at hun overvurderer Charmen ved den redaktionelle Behandling af Ildebrande og Overkørsler. Men alligevel holdt vi naturligvis med hende, da hun brød op fra det fædrene Rektorhjem for at drage ind til os Kjøbenhavnere. Og det samme gjorde Publikum, det fremkaldte Gang paa Gang hende og hendes Onkel, der trods sin Svaghed havde hjulpet hende saa godt. Man glædede sig hjerteligt over at se denne gode Forening mellem Hovedstaden og Landet, og tilsidst maatte Direktør Dorph Petersen frem for paa Forfatterens Vegne at takke for den hjertelige Modtagelse, hans Stykke havde faaet.

Dermed var Aftenen forbi, og Publikum vaagnede op til den kolde Bevidsthed om Kulden udenfor, Restaurationerne, hvor det gjaldt at skaffe sig Plads i Tide, Garderoberne –

Asgaardsrejen gik hen over Huset –

Nerven.