Asgaardsrejen
Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: Asgaardsrejen. Et Skuespil. (Schubothe)
Det kunde se ud, som om Henrik Pontoppidan i Anledning af sit 25-Aars Forfatterjubilæum har følt Trang til at gøre Regnskabet op med de svundne Aar og forelægge sig – og os andre – et uforbeholdent Spørgsmaal om Facit. Som den radikale Aand, han er, vil det ikke kunne undre nogen, at han ser med alt andet end milde Øjne paa sin nuværende Samtid. Henrik Pontoppidan har ligesom Goldschmidt i sin Tid ofte nok udtrykt sin Frygt for at blive en bosiddende (og besiddende?) Bedsteborger. Han opfatter det som sin Pligt som Digter at ildne Sindene til evig Uro, raabe Vagt i Gevær mod al Stilstand, der i hans Øjne er ét med Forsumpning, og fremfor alt holde Spejlet op for enhver, der tror at kunne slaa sig til Taals med det vundne. "Har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt,"1 er hans stadige Opsang. Eller som han ogsaa har formet det i en af sine revolutionære Fortællinger: Man skal holde Galden flydende.
En af Hovedpersonerne i hans nye Skuespil er ogsaa Jubilar. Det er den brave Rektor Nordby (i en Fjordby), hvis altomfattende Humanitet til en Begyndelse minder noget om den lige saa vidtfavnende Pastor Sang i "Over Evne". Men, som vi skal se, Digteren dømmer ham til sidst til en arg Filister at være. Da Rektoren for 25 Aar tilbage kom til Byens lærde Skole som ung Adjunkt, var han en slem Oprører. Han mødte overalt en forbitret Modstand, og Borgerskabet prøvede endogsaa paa at faa ham afsat. Men i Aarenes Løb er han alligevel blevet Stedets Matador, oven i Købet det nutidige Frisinds Fører overfor den store Jorddrot i Nabolaget, Barbariets sidste, middelalderlige Skanse dèr paa Egnen, efter Rektorens eget Udsagn om Etatsraaden. Men selv denne vil nu til Jubilæet række sin Haand til Forsoning, ikke alene med Hensyn til en Forbindelse mellem sin Søn og Rektorens Datter, men ogsaa ved at være Mellemmand ved Hove og skaffe Jubilaren en Dekoration eller – hvis Frihedsmanden forsmaar en saadan – den sjældne Fortjenstmedaille. Hvorfor Rektoren ogsaa er stiv overfor den sidste Udmærkelse, er ikke klart. Digteren ser dog med Haan paa hans øvrige Færd. Den arme Mand, der i sin Naivetet glæder sig over Frisindets stille Væxt rundt om i alle Befolkningslag, bliver nemlig, umiddelbart inden han paa sin Festdag skal sætte Borgerkronen paa sit Hoved, stillet Ansigt til Ansigt med en af sine radikale Ungdomsvenner, en gammel Journalist og Forfatter Otto Kall, og hele hans Borgerdyd reduceres lidt efter lidt til Forræderi imod Ungdomsidealerne, akkurat som Byens trivelige Præst, der i sin Studentertid var Kierkegaardianer og havde svoret aldrig at ville søge Præstekald. Det er Synd at sige, at Forf. har forherliget Radikalisten Otto Kall i ydre Forstand. Han, der har været en bidsk Hund i sine unge Dage, er nu et sølle Skrog. "Naar Uvejret er ovre, driver Vragene i Land." Tilbageblikkene paa det svundne Liv med Hjemløsheden, brudte Ægteskaber, Kafé-Uhyggen, Nattesværmen, smudsige Redaktionskontorer o.s.fr. er alt andet end lystelige. Men som den gamle Stridshingst spidser Øren, naar han hører Krigstrompeten, flammer ogsaa Journalisten op, da han i Rektorens Datter træffer en ung Meningsfælle, der ender med at flygte fra Hjemmet og dets Filisteri for at blive Publicist i Hovedstaden. "De gamle Lurtoner!" udraaber Otto Kall.
Den naive Rektor mener, at det uden Pral kan siges, at hans Landsdel nu tælles blandt de første i det nyskabte Danmark. "Vort Skolevæsen", hedder det, "vor Fattigdomsforsørgelse, vore Arbejderinstitutioner er blevne genfødte i en moderne, human Aand." Skal han derfor med Rette kunne stemples med Forrædernavnet? Og han fortsætter: "Dersom jeg virkelig behøvede at retfærdiggøre mig, kunde jeg pege ud over Egnen her, og paa alt, hvad der gror og blomstrer af aandeligt Liv rundt om i Landet, og som jeg – det har jeg Ret til at sige – har været med til at give Væxt. Og saa kunde jeg spørge dig og de andre Himmelstormere, de levende med de døde: Hvad fik I udrettet? Hvor er de Fodspor, I satte her i Livet?"
Først i det sidste store Opgør faar Rektoren Svar paa dette sit Spørgsmaal. Det er Datterens "heroiske Selvopofrelsesdrift" – "som vi nu mere end noget andet trænger til" – der lægger Otto Kall følgende Ord paa Læben: "Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag? Indrøm i det mindste, at den friske Strøm fra de Dage er blevet svært plumret med Tiden – en bred og dorsk Rende med Tilløb alle Vegne fra – selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumsk og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den Bevægelse som i en Kloak. Vi trænger til en alvorlig Borgerforskrækkelse, som igen gør det til halsløs Gerning at give sig i Frihedens Tjeneste. Og vi faar den ogsaa nok. Du vil selv komme til at opleve den! Der vil voxe en Ungdom op, der igen vil forstaa, at Friheden er en hellig Sag, som stadig kræver Blodvidner!"
Disse næsten russiske Profetier om en ny Asgaardsrej kommer unægtelig i et saare mærkeligt Øjeblik, hvor en anden Digters Jubilæum
Man vil se, at Henrik Pontoppidan gaar adskillig mere direkte til Værks end sin store norske Navne, der i "Rosmersholm" lod sit radikale Livsvrag Ulrik Brendel halvt fortone sig som en fantastisk Skikkelse. Henrik Ibsen var i sin Skildring af Samfundsstøtterne, baade Rektoren og Redaktøren, heller ikke grammere end Pontoppidan, naar han slipper sin Asgaardsrej ud imod "det ferske Retskaffenhedsevangelium, som nu helt har afløst Frihedens", og sender sit Spyd imod "den skikkelige Borgervæbning, som nu er blevet Frihedens Livvagt herhjemme". Men Kampen i "Rosmersholm" om Johannes Rosmer selv er unægtelig betydeligere end her om Ragna Nordby. Vi faar for lidt at vide om hende. Det er ikke nok, at hun vil forarge Borgerskabet med sin udskaarne Kjole. Hvad Indsats har hun at gøre, naar hun nu kommer til Hovedstaden? Forf.s Vrede mod de to unge Mennesker, hendes Bejler og hendes Broder, er lige saa lidt helt motiveret. Alle kan dog ikke være Himmelstormere og løsslupne Afgrundsaander. Om Ragna overfor den ene af de unge Mænd bryder mere end sit Jaord, maa ogsaa staa hen. Der antydes noget lignende som i Bjørnsons "Mary". Og selv om det kun er hendes Fader, der siger, "at den journalistiske Gerning i vore Dage er sunket ned til at være et Underhold for Literaturens Havarister," synes Forf. selv at dele hans Mening om, at Forholdene i Pressen just ikke er tiltrækkende. Kan man da egentlig samle sin Sympathi om Ragna? Er hun Udtrykket for Forf.s Fremtidshaab? Sprænger med andre Ord denne voldsomme Radikalisme ikke det hjemlige Milieu? Skulde Forf. ikke snarere have givet os et Samfundsbillede fra andre Lande eller andre Tider? En russisk Nihilistinde kan være et "Blodvidne". Dansk Radikalisme og dansk Borgerskab maa vistnok ses under andre Synsvinkler, f. Ex. Ironiens.
Henrik Pontoppidans Skuespil vil selvfølgelig vække megen Opmærksomhed. Det er udmærket skrevet med gnistrende Liv og Lidenskab i Dialogen. Og skønt det er mindre scenisk virkningsfuldt ved Optrinenes og Situationernes bevægede Handling end ved Samtalernes indre Ild, synes alt at tyde paa, at den udmærkede Fortæller ogsaa sidder inde med afgjort dramatisk Evne.
Saa vidt vides, har Forf. imidlertid ikke indleveret sit Arbejde til noget Theater.
