Asgaardsrejen1

Teater

Folketheatret har spillet Henrik Pontoppidans "Asgaardsrejen" med det Resultat, som ikke var vanskeligt at forudsige, at baade Forfatter og Teater fik sig en succes d'éstime. Skuespillet – der har været omtalt i Ill. Tid. ved dets Fremkomst – er ikke meget betydeligt, navnlig ikke stærkt dramatisk virkningsfuldt, og som ved Læsningen samlede da ogsaa ved Opførelsen hele Interessen sig om Otto Kalls, den gamle indædte Radikalers Skikkelse. Det kan vel siges, at Skikkelsen er sat noget for stærkt op og dens Baggrund farvet noget blodigere end Historien vil give Forfatteren Ret i; det kunde blot for en Snes Aar siden medføre visse Ubehageligheder at bekende sin Radikalisme, men slet saa halsløst og livsfarligt, som Otto Kall maler det, var det dog ikke. Alligevel lader det sig dog næppe forsvare, at reducere Figuren til en ren Digterfantasi, der ikke har eller har haft hjemme nogetsteds. I Pontoppidans Produktion er i hvert denne den flydende Galdes Repræsentant ikke ukendt, og der lever maaske her og der Afkom af ham. Hvad Forfatteren vil med ham er at bruge ham som en Brems paa Samfundet, at dens Stik skal holde det vaagent og minde det om Skriget fra det frie Fugletræk, som al Ungdom, der har duet noget, har lyttet efter.

Hr. Johs. Nielsen, der spillede Otto Kall, havde virkelig over sig noget af den Lytten efter gamle Toner men mest af den gamle Frihedsmands indbidte Biskhed. Men for baade hans og hendes egne Ungdom, for de brændende Syner og hede Længsler fandt den unge debuterende Dame Frk. Lindegaard ikke rigtig Udtryk, saaledes som Ragna, i hvem Otto Kall finder sin ægte Datter, gærne skulde. Og da heller ikke de ydre Midler slog til, blev hendes Førsteoptræden ikke netop løfterig.

Helmer Lind

 
[1] I en boganmeldelse i Illustreret Tidende 23.12.1906, s. 164, skrev Helmer Lind:

Saa blomstrende er for Øjeblikket den dramatiske Litteratur, at den ikke alene skaffer Teatrene fuldt op at gøre – et enkelt af dem er endog saa velforsynet, at det kan fylde hele sin Sæson med originale danske Arbejder – men at adskillige Arbejder endog har ondt ved at naa frem til Scenen. Og trist nok er det maaske endda de vægtigste, der frister den Skæbne.

Det gik saaledes med Henrik Pontoppidans Skuespil "Asgaardsrejen", der saa længe var husvildt, at en Provinsscene kunde være den første, der opførte det, og at det først nu har Udsigt til at komme frem paa et Privatteater. Hvorfor spiller det kgl. Teater ikke et Værk af en saa fremragende Forfatter? Sandt nok – Pontoppidan var aldrig Dramatiker, og "Asgaardsrejen" har ogsaa i saa Henseende sine store Mangler, men det er dog altid en betydelig Digters alvorlige Arbejde, og der er i hvert Fald i Skildringen af den havarerede Journalist og Forfatter Otto Kalls Skikkelse nedlagt saa megen dyb og bitter Menneskekundskab, at alene denne Figur bærer Skuespillet oppe, en ægte Pontoppidansk Figur med al hans svidende Haan og ætsende Foragt overfor Samfundets Bedstemænd, enten de er af gammel konservativ eller af nyere, folkelig-frisindet Dato. Hvilken Skuespiller maatte ikke brænde efter at spille denne hvileløse Radikaler, der haaber, at den Dag endnu kan komme, som "gør det til halsløs Gerning at give sig i Frihedens Tjeneste," den Dag, da "Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Æventyr." Det er dog altid en Mand lidt udenfor det almindelige og vel værd at prøve sine Kræfter paa.

tilbage