Asgaardsrejen1
Teater
Folketheatret har spillet Henrik Pontoppidans "Asgaardsrejen" med det Resultat, som ikke var vanskeligt at forudsige, at baade Forfatter og Teater fik sig en succes d'éstime. Skuespillet – der har været omtalt i Ill. Tid. ved dets Fremkomst – er ikke meget betydeligt, navnlig ikke stærkt dramatisk virkningsfuldt, og som ved Læsningen samlede da ogsaa ved Opførelsen hele Interessen sig om Otto Kalls, den gamle indædte Radikalers Skikkelse. Det kan vel siges, at Skikkelsen er sat noget for stærkt op og dens Baggrund farvet noget blodigere end Historien vil give Forfatteren Ret i; det kunde blot for en Snes Aar siden medføre visse Ubehageligheder at bekende sin Radikalisme, men slet saa halsløst og livsfarligt, som Otto Kall maler det, var det dog ikke. Alligevel lader det sig dog næppe forsvare, at reducere Figuren til en ren Digterfantasi, der ikke har eller har haft hjemme nogetsteds. I Pontoppidans Produktion er i hvert denne den flydende Galdes Repræsentant ikke ukendt, og der lever maaske her og der Afkom af ham. Hvad Forfatteren vil med ham er at bruge ham som en Brems paa Samfundet, at dens Stik skal holde det vaagent og minde det om Skriget fra det frie Fugletræk, som al Ungdom, der har duet noget, har lyttet efter.
Hr. Johs. Nielsen, der spillede Otto Kall, havde virkelig over sig noget af den Lytten efter gamle Toner men mest af den gamle Frihedsmands indbidte Biskhed. Men for baade hans og hendes egne Ungdom, for de brændende Syner og hede Længsler fandt den unge debuterende Dame Frk. Lindegaard ikke rigtig Udtryk, saaledes som Ragna, i hvem Otto Kall finder sin ægte Datter, gærne skulde. Og da heller ikke de ydre Midler slog til, blev hendes Førsteoptræden ikke netop løfterig.
Helmer Lind
