Asgaardsrejen
Folketheatret
Henrik Pontoppidans Skuespil fik i Aftes den gunstigste Modtagelse af et udsolgt og meget repræsentativt Hus. Efter Forestillingens Slutning fandt en lang Række Fremkaldelser af de spillende Sted, og det var øjensynligt, at man efter de senere Tiders kjøbenhavnske Skik vilde se selve Forfatteren for aabent Tæppe. Henrik Pontoppidan lod sig til alt Held dog ikke bevæge. I hans Sted kom derimod Direktør Dorph-Petersen og takkede i nogle venlige Ord for Aftenen.
"Asgaardsrejen" har i et halvt Aars Tid foreligget i Bogform, og de forskellige Meninger, der er komne til Orde om Stykket, staar sikkert endnu den Dag i Dag saa temmelig skarpt overfor hinanden. Gaarsaftenens Sukces vil næppe heller bringe Udsoning til Veje. Det var jo ikke i Aftes et Publikum af unge Radikalister, der hilste Otto Kalls Repliker om den alvorlige Borgerforskrækkelse, vort Samfund nu saa haardt trænger til, eller om de Blodvidner, Friheden atter kræver. Gaarsaftenens Tilskuere gjorde i det store og hele just ikke Indtrykket af at være saa politisk eller socialt uforsonlige. Var det muligt at gaa største Parten af de festklædte Damer og Herrer paa Klingen, vilde de utvivlsomt tage Afstand fra adskilligt i Dialogen. Men mulig gjaldt Bifaldet ogsaa kun i Almindelighed den udmærkede Forfatter, og i saa Henseende vil alle kunne enes om Hyldesten. Hvad man ogsaa end kan indvende mod selve det i Gaar opførte Skuespil, har det jo den største Interesse, at en Forfatter af Henrik Pontoppidans Rang og Værd har faaet Lyst til at nærme sig Theatret. Efter "De vilde Fugle" er nu "Asgaardsrejen" fulgt. Og har en Digter først indaandet Sceneluften, siges det jo, at ingen Magt i Verden kan holde ham tilbage fra atter og atter at komme igen. Det er derfor glædeligt, at man i Aftes trods alt modtog Henrik Pontoppidan med aabne Arme. Skulde nogen kunne skrive en god dansk Komedie, er det sikkert ham. Ogsaa i "Asgaardsrejen" er der dramatisk set ypperlige Ting. Først og fremmest er Dialogen baade digterisk beaandet og yderst slagfærdig. Dernæst er hans Mennesker levende. Her handles og lides i dette Skuespil. Det er Tendensen i Værket, Uenigheden gælder.
Saa kendt og drøftet Arbejdet for længst er, saa kort kan man rekapitulere, hvad det drejer sig om. Det er højst sandsynligt, at Forfatteren oprindelig har villet stille Rektoren og Otto Kall op som to jævnbyrdige Modstandere i vort Samfund. Man kunde tænke sig, at Henrik Pontoppidan virkelig saa' med baade Forstaaelse og Sympathi paa Rektorens opbyggende Arbejde. Han lader jo endogsaa den brave Skolemand afslaa Fortjenstmedaillen, der ellers dog kan modtages af dem, der ikke vil vide af Ordener og Titler. Det var ogsaa Synd at sige, at Forf. levner Rektorens Kontrapart, den havarerede Journalist og Digter, for megen Ære. Han er jo, som det siges, kun et af de Vrag, der driver i Land, naar Uvejret er ovre.
Men selv om dette har ligget i Forf.'s Plan, kan det ikke nægtes, at Rektoren efterhaanden former sig som en arg Filister i Radikalismens Lys. Udførelsen i Aftes forrykkede i saa Henseende heller ikke dette Indtryk fra Læsningen. Det er i ethvert Fald ikke lykkedes Forf. at dele Sol og Vind lige mellem de to sociale Modsætninger. Tilskuerne, der jublede over Otto Kalls Repliker, sluttede sig uforbeholdent til hans Dommedagsslag. Det faar saa blive deres Sag, hvorledes de i Dag forener deres Bifald med deres øvrige Samfundsanskuelser.
Historisk taget har – som i sin Tid omtalt i Anmeldelsen af Digterværket her i Bladet – Henrik Pontoppidans heller ikke Ret i sin Bedømmelse af Røret i Halvfjerdserne. Den Skildring, Otto Kall giver af "Frihedens døde Helte og Martyrer", "det hele blege og vilde Tog af fordømte Sjæle", der nu som en Asgaardsrej paa ny skal "jage gennem Ungdommens Drømme og ægge de modige til ny Kamp og nye Æventyr", hele denne Skildring passer ikke til de virkelige Begivenheder for en 25-30 Aar tilbage. Og med fuld Ret for saa vidt siger Rektoren, at skal Otto Kall være Repræsentant for Bevægelsen i Halvfjerdserne, saa er det intet Under, at alt blev dødstrist og dødsmærket. Men her er netop Grundfejlen i Pontoppidans Skuespil. Saa vist som Otto Kall ikke er nogen fuldgyldig Repræsentant for Halvfjerdserne, saa sikkert burde ogsaa Decenniets Kamp for Frihed og Fremskridt ses under helt andre Synsvinkler. Dansk Politik saavel som dansk literær Radikalisme har aldrig staaet under "Blodvidnet"s Tegn. Det er mærkeligt, at en Ironiker som Henrik Pontoppidan paa dette Punkt er blevet saa stor en Pathetiker. Derfor minder ogsaa hans Skuespil mest om en af hans Ungdomsfortællinger, "Nattevagt", hvori der særlig forkyndtes, at man fremfor alt skulde holde Galden flydende. Men denne Fortælling var et Led i Tidens Kamp, præget af Øjeblikkets Indtryk. I sit Skuespil skulde Pontoppidan derimod nu se tilbage paa svundne Tider og holde Dom i Stedet for at tage Parti. Det er det, der ikke er lykkedes Digteren. Derfor er ogsaa Stykkets Slutning saa utilfredsstillende. Hvad i Alverden borger os for, at den unge Ragna har Evner og Kræfter til at bryde sig Vej i Hovedstaden? Og hvad er det for et snurrigt Maal, hun sætter sig, naar hun vil være Reporter i et Smaablad? Pontoppidan, der forøvrigt i Stykket siger Pressen bitre Sandheder, har ikke overbevist os om Ragnas Muligheder. Meget mærkeligt, at Publikum i Aftes med Glæde hilste hendes Flugt med Otto Kall. Dette døende Vrag kan jo dog ikke hjælpe hende. Her er Skuespillet lagt saa højt op, som om det gjaldt en russisk Nihilistinde, der virkelig vilde være Blodvidne. Men dette er fjærnt fra danske Forhold.
– Udførelsen i Aftes var særdeles vellykket, og Tilskuerne sparede heller ikke paa deres Paaskønnelse af de spillende. Hr. Johs. Nielsen har saaledes vundet sig et overmaade trofast Klientel paa Folketheatrets Scene. Det er aabenbart Publikums Favorit, der paa Forhaand skal fejres. Den talentfulde Kunstner gør da heller ikke Tilliden til Skamme. Ogsaa i Aftes havde han lavet en interessant Figur af Otto Kall. Med baade Smag og Takt undgik han den melodramatiske Frase og spillede behagelig dæmpet og behersket.
Som Rektoren manglede, hvad Ydret angaar, Hr. Ring den rette Brede og Aplomb. Der er ikke saa lidt i Rektoren, der minder om Præsten i "Over Evne", det troskyldige, det vidt favnende. Kun Skade, at Forf. ikke har haft Held med at udforme Personen helt, saa at man kunde have set, at Livet virkelig bygges af den Slags brave Mennesker, selv om ogsaa de trænger til nu og da at høre de vilde Fugles Skrig over deres Hoveder. Derfor er det ogsaa dobbelt vanskeligt for Fremstilleren at give Rektoren Fylde og Relief.
Som Rektorfruen var Fru Maria Ring paa sin rette Plads, og i det hele fik alle de mindre Roller en god Udførelse, lige fra de unge – af Forf. stedmoderlig og uretfærdig behandlede – Mænd i d'Hrr. Tschernings og Reumerts Fremstilling til Hr. Lindstrøms Præst og Direktør Dorph-Petersens gamle konservative Samfundsstøtte.
Særlig Interesse knyttede der sig endelig til Frk. Lindegaards Debut som Ragna. Paa Forhaand skulde man synes, det var et stort Vovestykke at stille en ung Begynderinde paa Skuespillets Uriaspost. Men Frk. Lindegaard tog de velvillige Tilskuere med en vis uforsagt Resoluthed, der gjorde sin Virkning. Den spinkle unge Dame havde lagt sin Stemme dybt an og gav et nok saa troværdigt Billede af en indbidt Radikalisme. Men heller ikke her har Forf. gjort Vejen let for Fremstillerinden. Hendes Elskovsæventyr var næppe fornødne, og det er højst underligt, at Byen kan tage hendes udskaarne Kjole saa fortrydelig op. Om Debutantindens sceniske Fremtid maa selvfølgelig andre Prøver fælde en sikrere Dom. Frk. Lindegaard fik i Aftes den allerbedste Velkomsthilsen, nogen ung Skuespillerinde kunde ønske sig. Maatte det være et lykkeligt Varsel, at hendes nære Slægtning Fru Betty Hennings i Gaar var med til at hylde hendes første Skridt paa Scenen.
Saa fløj altsaa den vilde Asgaardsrej over Folketheatrets borgerlige Scene. En saa klog Mand som Stykkets Forfatter har sikkert ikke lært mindst af at at følge Slagets Gang. Han har ogsaa hørt det fyldte Theaters Jubel slaa sig i Møde. Har det overrasket ham, at hans Radikalisme fandt saa gunstig en Jordbund? Eller har han ogsaa kunnet se klart her?
Hans næste Skuespil vil vise det.
O. B.
