Rødder

Af Flemming Behrendt

Længe før den amerikanske forfatter Alex Haley's roman af dette navn1 havde Pontoppidan for sit vedkommende præget denne metafor for et menneskes afhængighed af sin oprindelse og opvækst. Man er ikke kun en – muligvis sær – plante, man er vokset op i en bestemt jordbund. Men mange forsøger at omplante sig eller hinanden. Det er farligt, hvis det da ikke er helt forgæves og ødelæggende.

Første gang man i forfatterskabet møder metaforen som andet end en kliché, er i Dommens Dag (1895), sidste bind af trilogien Det forjættede Land om præsten Emanuel Hansted og hans hustru Hansine. Da hun afviser et genmøde med sin mand som hun havde sendt tilbage til hans oprindelse i København, sidder hun på en bænk og tænker:

Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestaar i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel2.

Men allerede i slutningen af Muld havde biskoppen i sin bryllupstale sammenlignet Hansted "med en Plante, der havde søgt sig en ny Jordbund" (s. 375). En forgæves forsøg, syntes det nu. Pontoppidan henviser til Hansine-stedet i et brev om Lykke-Per til Otto Borchsenius fra 1898, men med en signifikant ændring af formuleringen:

Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel.

Mens Hansine modstod fristelsen, antræffer vi i Lykke-Per den i bogstavelig forstand "oprevne" Peter Andreas.

Da Peter Andreas Sidenius over for Neergaard har fremstillet sig selv som et zigeunerbarn, spørger denne:

Fri som Fuglen under Himlen! Ja vist! … Men sig mig, føler De Dem alligevel aldrig underlig tilmode ved saaledes, om jeg saa maa sige, at være uden Jordbund?3

Senere hedder det:

Og pludselig skød der op i ham en heftig Længsel efter at rejse, efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en anden Jordbund, mellem andre Mennesker, ... at søge over til Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller andet fjernt og ukendt Land uden Kontorsjæle og uden Kirkeklokker.4

Og Ivan bekræfter ham fem sider længere fremmel:

Her er – foreløbig – næppe den rette Jordbund for Dem herhjemme.

I Det ideale Hjem siger hovedpersonen Adam Malling til sin ven lægen om to mennesker der har forelsket sig i hinanden:

Lad dem elske! (…) Lad dem i Nødsfald ogsaa gifte sig, dersom de ikke har Mod eller Lyst eller Raad til aabent at trodse Tidens Opfattelse af Sædelighed. Men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvor de er vokset, i den Tro, at de vil være i Stand til at slaa Rødder i en ny.5

Borgmesteren erindrer om sin hustru i Borgmester Hoeck og Hustru:

Nu tænkte han sig, at en Tilbageplantning i den hjemlige Jordbund med de forholdsvis uskyldige Barndomsminder, ligesom i det hele en lille Provinsbys rolige, ensformige Liv vilde kunne hjælpe hende til at samle sit Sind og gøre en Ende paa hendes Tankers og Følelsers Forvildelser.6

Da Jytte Abildgaard i De Dødes Rige første gang er på besøg hos skoleveninden Meta, nu gift med doktor Gaardbo på Fyn, og bliver spurgt hvad hun synes, svarer hun:

"Jo, her er hyggeligt," sagde hun men vidste ikke selv, om hun ogsaa mente det. Hun følte sig paa fremmed Jordbund her og var usikker.7

Da Metas mand, doktor Gaardbo, har besluttet at udvandre, skriver han til sin bror:

"Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord, (…) Men man vil altsaa ikke bruge mig her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed og Ondskab skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning."8

Denne bror, præsten Johannes Gaardbo, har selv forinden i den københavnske stenørken tænkt:

Der rugede en Forbandelse over Tidens hele Menneskehed, der blomstrede hektisk som et Træ med ormstukne Rødder. Men Livets evige Magter skulde ikke have Skylden. Det var ikke de naturgroede Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger, der gjorde Tilværelsen til en Ørken for saa mange.9

Kapellanen i Thora van Deken:

Naar jeg betænker dette Livs Korthed, begriber jeg ikke, at nogen kan føle Beroligelse ved at sænke sine Rødder saa dybt i det jordiske.

Men uden for forfatterskabet går udtrykker længere tilbage – også som andet end en kliché. I et brev til vennen Johan Rohde skriver Pontoppidan i 1886 om sig selv i tredje person:

Han har en Læresætning, at man i det mindste én Gang i sit Liv skal rykke sig selv op med Rode (…) Således glæder han sig af Hjærtet til, at du vil rykke dig selv op af den kjøbenhavnske Jordbund med alle dine i den bundende Rødder.

Det var jo hvad Pontoppidan selv havde gjort seks år tidligere da han først var rykket til broderens højskole, derefter havde giftet sig med bondedatteren Mette Marie. Men han, eller Hansine og Adam Malling, var altså (blevet) klogere.

Til Lundegård 5.12.1892:

Lev nu vel – og lad være med at "slå Rødder"; det er vi begge for unge til. Tag for Himlens Skyld ikke nogen fast Stilling; det er den sikkre Vej til Undergang.

Til Georg Brandes 12.7. 1910:

Jeg hører nu engang til den Slags Vækster, der næres mere af Jordbunden end af Lyset og Luften.

Til Axel Lundegård 15.3.1922 sagt med henblik på hans eget forfatterskabes mulighed i nabolandet:

Den danske Ironi har næppe nogen Jordbund [i Sverige]

Om Georg Brandes i 1927:

Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os.

Saadan føler jeg det ogsaa selv, endskønt jeg nu paa mine ældre Dage forstaar Georg Brandes bedre: Heller ikke hos mig har der været særlig god Jordbund for meget af det, han saaede – saa fremmed han var ....

Til Nathansen i 1931:

jeg er mere af en Jøde end af en Kristen, og har mine dybeste Rødder i Judæa.

For at forstå denne udtalelse må man læse de to foredrag af Nathansen brevet er en tak for. HP skriver jo i Familjeliv (???) at han foretrækker Det Gamle Testamente for det Ny.

Men også Muld, titlen på første bind af trilogien om Det forjættede Land, hører hjemme i komplekset. Det fremgår af digtstrofen:

Vi ejer Skatte nok af Sølv og Guld,
men lever oftest dog paa Laan og Leje. –
Kun hvad vi pløjer op af egen Muld,
beholder vi til evig Arv og Eje.

[senest redigeret 27.10.2009]

[1] Rødder: Roots 1976. tilbage
[2] Opus cit. s. 158-59. Man kan vel ikke udelukke at HP har hentet inspiration fra disse linier i C. Hostrups digt "Drøm og Liv":

Kun fast i sin Jordbund Livet gror / og henter sin Kraft gjennem Roden.

Et digt HP citerer i sit brev til Otto Borchsenius 6.12.1907. Men måske er det slet ikke nødvendigt at henvise til Hostrup, for hvad skriver ikke Pontoppidans egen mor, Marie Oxenbøll, til datteren Margrete 24.9.1880:

Dog – jeg veed jo I har det godt med hinanden og ogsaa har fundet en aandelig Jordbund at faa Fodfæste i, saa jeg i Virkeligheden dog glæder mig over at vide Eder i Magleby (…)

tilbage
[3] Fri som Fuglen: Lykke-Per. Hans Ungdom, 1898, s. 129. Udtrykket er forsvundet i de senere udgavers kap. 3. tilbage
[4] Lykke-Per finder Skatten, 1898, s. 59. Jf. senere udgavers kap. VI. tilbage
[5] Opus cit. s. 35-36. tilbage
[6] Borgmester Hoeck og Hustru, 1905, s. 74-75. Teksten identisk med senere udgavers kap. VIII ultimo. tilbage
[7] Storeholt, 1913, s. 163. Udtrykket forsvinder fra og med andenudgaven i 1917. tilbage
[8] Favsingholm, 1916, s. 53. tilbage
[9] Favsingholm, s. 28. tilbage