Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Frederiksborg. 6. december 1907
Vrangen af Kunstnerbegavelsen
Frederiksborg.
6te Decb. 1907.
Kære Borchsenius!
Tak fordi du har taget så godt mod min uartige Dreng. Du har naturligvis Ret i, at jeg ikke har betragtet det som min Opgave at afsløre en Hans Kvast, men at skildre ham. Jeg har bestræbt mig for at gøre Skikkelsen rigtig gennemsigtig, så man kigger ham ind i Hjerte og Nyrer, og jeg tror selv, at det er lykkedes mig så temmelig. Jeg skulde i Grunden tro, at man endda af og til kan>kunde spore nogen kunstnerisk Forelskelse i Manden trods alle hans Lumpenheder. Han er jo heller ingen Stymper, og det synes mig lidt Synd at sammenstille ham med en Fjante som Hjalmar Ekdal. Hans Skavanker er jo 2 dog uadskilleligt forbundne med hans Kunstnerbegavelse, de er ligesom Vrangen af den; – den "Lust am Trug1", der forkvakler ham allerede i Drengeårene, er jo samtidig en mægtig Drivkraft i hans Væsen, og skulde der kunne uddrages nogen "Moral" af min Bog, så måtte det vist blive en lidt vemodig Påmindelse om ikke at skyde på Pianisten, dersom man overhovedet vil have Musik. Husker du et Vers af Hostrup, hvori der findes den Linje: "Og gik der en Smule Digter tabt – et Menneske blev bevaret2". Her i min Bog går det omvendt til.
Men Idealerne skal man holde Menneskeheden for Øje trods alt. Derfor Slutningsrepliken3.
Endnu engang: Tak! Og modtag du og din Frue en hjertelig Hilsen fra min Kone og mig selv med en oprigtig Beklagelse af, at vi stadig er gået Glip af et Besøg.
din hengivne
H. Pontoppidan.
