Bestyrelsesmøde 3. maj 2004

Til stede: Birgitte Hesselaa (BH), Flemming Behrendt (FB), Mogens Pontoppidan Thomsen (MPT), Johannes Riis (JR) Birgitte Nyborg (BN) og Johan Rosdahl. Fraværende med afbud: Niels Jørgen Cappelørn, Jon Haarder, Chresten Reves.

Dagsorden

1. Godkendelse af referat fra bestyrelsesmødet den 3. november 2003.

Godkendt uden kommentarer.

2. Valg af ny kasserer og ny revisor.

Birgitte Nyborg blev valgt som kasserer, og controller Susanne Madsen på Gyldendal blev indstillet til årsmødet som ny revisor.

3. Formandens udkast til beretning for året siden sidste årsmøde.

Beretningen der gennemgik periodens mødeaktiviteter, godkendtes til fremlæggelse på årsmødet. Det samme var tilfældet med:

4. Den projektansvarliges beretning.

  1. netstedets udvikling
    I det andet år dækket af Velux Fondens bevilling er udbygningen af tekstkorpus fortsat i et tilfredsstillende omfang. Der er sket en flytning til Syddansk Universitet hvor netstedet har opnået en mindre bevilling til indlæggelse af intern Google-søgning, og der arbejdes på en yderligere integrering.
  2. skriftserien Pontoppidaniana
    Efter en del forsinkelser er der nu opnået en favorabel kommissionsaftale med Syddansk Universitetsforlag således at bindet om De Dødes Rige som det første kan ligge klar til sommermødet 2004 og til at blive solgt også under opførelsen på Århus Teater af Jørgen Ljundalhs dramatisering af romanen. Bogladeprisen bliver 219 kr. Medlemsprisen 129 kr. Selskabet kan ikke undgå at "sætte til" på denne udgivelse, og der vil i fremtiden blive søgt mindre fondstilskud til skriftserien.
    BN udtrykte betænkelighed ved om det kunne overkommes at udgive bind så regelmæssigt som skriftseriens navn forpligter til.
  3. kontakten til udlandet og EU-finansiering
    De gentagne forsøg på – trods manglende bevillingsgrundlag – at få sat gang i opbygningen af udenlandske versioner af netsted, evt. ved hjælp af en EU-bevilling, har indtil videre måttet opgives.
  4. netværksansøgning til Statens Humanistiske Forskningsråd
    Sammen med forskere fra Syddansk, Roskilde og Københavns Universitet har FB indgivet en ansøgning om støtte til et netværk bl. a. med henblik på afholdelse af en Pontoppidan kongres i 2007.
  5. Skjerbæk Arkivet
    Selskabet har anvendt et beløb på at erhverve vigtigt filologisk og udgivelseshistorisk materiale efter Thorkild Skjerbæk til brug for FBs arbejde med udgivelsen af de Smaa Romaner og Pontoppidan-biografien. Materialet beror hos Det danske Sprog- og Litteraturselskab og skal til sin tid forenes med det øvrige del af Skjerbæk-arkivet.

5. Gennemgang og godkendelse af regnskabet for 2003.

Regnskabet vedtoges uden kommentarer.

6. Fastlæggelse af bestyrelsens politik vedrørende netstedets fremtid, herunder aftalen med arvingerne.

Bestyrelsen er indstillet på, at netstedet med udløbet af Velux Fondens bevilling 1. juni 2005 efter planen overgår til én af universiteterne. Selskabet kan hverken af egne midler eller egen kraft fortsætte arbejdet. Aftalen om anvendelse af Pontoppidan-tekster på netstedet mellem arvingerne og selskabet udløber 1. marts 2005 og skal genforhandles senest 1. september 2004. MPT vil - på vegne af Henrik Thomsen (rettighedshaver) - i den forbindelse rådføre sig med Gyldendal. Herefter kan genforhandlingen iværksættes og afsluttes inden for den anførte tidsfrist.

7. Selskabets aktivitetsplan for efteråret 2004.

er endnu ikke udarbejdet.

8. Eventuelt.

MTP meddelte at han i forbindelse med overtagelsen efter sin far, Henrik Thomsen, af administrationen af rettigheder ønsker at udtræde af bestyrelsen. I henhold til vedtægterne skal hans afløser udpeges af den øvrige bestyrelse.

København, 5.05.04
FLEMMING BEHRENDT