Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel XVI
Kain og skylden
Nietzsche mener, at den moralske skyldfølelse udspringer af et oprindelig juridisk skyldnerforhold mellem låner og skyldner. Med kristendommens indførelse i det juridiske lovsamfund er følelser som skyld, dårlig samvittighed og lignende blevet moraliseret ved at indgå i og skærpes af en kristelig-moralsk problematik.
Pers hele udvikling og skæbne sættes afgørende igang af faderens straffetale, i hvilken Per anklages for at være en forbryder, der har forsyndet sig imod menneskenes og især Guds love. Men Per har da ikke nogen fornemmelse af Guds realitet og kan heller ikke opfatte sin borgerlige lovovertrædelses alvor. Det er Nietzsches forestilling, at det juridiske og det moralske skyldforhold fungerer på samme måde: skyldneren er en forbryder, som på en eller anden måde må tilbagebetale, hvad han skylder. Kan han ikke tilbagebetale, bliver han straffet; formålet med straffen er at indgive forbryderen skyldbevidsthed eller dårlig samvittighed: "Die Strafe soll den Wert haben, das Gefühl der Schuld im Schuldigen aufzuwecken, man sucht in ihr das eigentliche instrumentum jener seelischen Reaktion, welche "schlechtes Gewissen", "Gewissensbiss" genannt wird." (GM, Schuld 14)
Romanens beskrivelse af Pers samvittighedskampe knytter sig til denne problematik, Per må ustandselig under sit oprør, sin cæsarisk-prometiske bane, gøre afbetalinger for en skyld, som han ikke er sig selv bevidst, og ved moderens død bliver skyldfølelsen endelig moraliseret, indgår i den kristeligt moralske norm, og fører ham direkte frem til den store og definitive afbetaling: boden for fortiden.
Allerede i udgangspunktet, faderens straffetale, anbringer fortælleren dette dobbelte grundlag for Pers samvittighedskamp. Pers logik er både påvirket af den praktiske og den kristelige samvittighedsnorm. Det hedder om hans reaktioner på faderens straffetale:
Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af Faderen. Dertil havde han været en for lærvillig Elev af sine gamle Venner, Gaardskarlene og Krambodssvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste Udtryk. Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige Ord og hele det truende Bibelsprog, |266| hvormed baade Faderen og Moderen idelig søgte at tale til hans Samvittighed ... (A 1, s. 20)
Men i dette Øjeblik fik end ikke Bibelsprogene nogensomhelst Magt over hans Sind. Dertil var der efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det Par sølle Æbler, han havde rapset over et Plankeværk. (A 1, s. 20)
Faderens straffetale henvender sig netop til Pers samvittighed:
Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at vide og forstaa din Brøde i dens fulde Forfærdelighed. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og Moder og alle dine Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. (A 1, s. 18-19)
Om straf og samvittighed siger Nietzsche i fortsættelsen af ovenfor citerede passage:
Aber damit vergreift man sich selbst für heute noch an der Wirklichheit und der Psychologie; (...) Ins Grosse gerechnet, härtet und kältet die Strafe ab; sie konzentriert; sie verschärft das Gefühl der Entfremdung; sie stärkt die Widerstandskraft. (GM, Schuld 14)
Det er denne strafpsykologi, som ligger bag Pers oprørskraft, forurettelsen giver ham illusioner om en styrke, som han ikke ejer:
I det hele fik Mindet om denne Middagstime en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det Religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. (A 1, s. 21-22)
Den forurettede ensomhedsfølelse driver Per frem til det cæsarisk-prometiske oprør, til projektet, som samtidig anfægter hans skyldbevidsthed. Kap. XIV "Prometheus' afmagt" analyserer disse anfægtelser. Da Per omsider er blevet sig skyldbevidstheden bevidst, nemlig under hans bodsstemninger på Kærsholm og skylden er blevet moraliseret i forhold til den kristne tro, antyder fortælleren, at hans kristelige bevidsthedslag længe har huseret i ham. Det hedder om grundene til, at Per vil fortie sine bodsstemninger for Jakobe:
Han vilde nu desuden forhindre, at Jakobe igen dyssede hans Samvittighed i Ro, saadan som det i sin Tid var lykkedes hende i Dresach. Det nyttede dog ikke at udskyde Kampen. Det havde tidt nok vist sig, at det religiøse Spørgsmaal ikke hos ham lod sig affærdige med et Skuldertræk. (A 7, s. 17)
Saa længe Per er domineret af det cæsarisk-prometiske bevidsthedslag, anfægter fortælleren ham med skyldfølelsen overfor slægten.
|267| Nietzsche mener, at individet står i et skyldnerforhold til slægten, og at det må tilbagebetale slægten de ofre og ydelser, som den har sikret dets tryghed ved:
Was kann man ihnen zurückgeben? Opfer (...), Feste, Kapellen, Ehrenbezeigungen, vor allem Gehorsam – (...) Die Furcht von dem Ahnherrn und seiner Macht, das Bewusstsein von Schulden gegen ihn nimmt nach dieser Art von Logik notwendig genau in dem Masse zu, in dem die Macht des Geschlechts selbst zunimmt, in dem das Geschlecht selbst immer siegreicher, unabhängiger, geehrter, gefürchteter dasteht. (...) Denkt man sich diese rohe Art Logik bis an ihr Ende gelangt: so müssen schliesslich die Ahnherrn der mächtigsten Geschlechter durch die Phantasie der wachsenden Furcht selbst ins Ungeheure gewachsen (...) : – der Ahnherr wird zuletzt notwendig in einen Gott transfigurierte. (GM, Schuld 19)
Ved at lade pastor Sidenius' magt vokse anfægter fortælleren vægtforholdet mellem oprørerens magt (projektet) og slægtens. Men allerede i drengeårene er Per i den situation, at han kan forveksle faderen med en gud:
... naar han om Søndagen saa' sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran Alteret eller staa oppe under den billedskaarne Prækestols svævende Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse. (A 1, s. 20)
Da Per rejser hjem ved faderens forestående død, er det et ubevidst offer til faderen og hans guder (Gud):
Han havde ikke selv nogen helt klar Forestilling om, hvad der i disse Øjeblikke foregik i ham. Han vidste nok, at naar han nu rejste hjem, var det af Frygt for engang at skulle komme til at fortryde, at han ikke havde sagt sin Fader Farvel. Derimod gjorde han sig det ikke klart, at naar denne Frygt netop nu fik ham til at handle, var der atter her lidt Overtro med i Spillet, – at det var den endnu uovervundne Rest af Afgudsdyrkeren i ham, der vilde forsone Guderne ved et Offer, inden han begyndte sin sidste, afgørende Kamp for Lykkens gyldne Kongekrone. – (A 4, s. 35)
Næste gang Per vender hjem, har han påbegyndt sin bodshandling, men må bringe ofre for føle sig accepteret, han vil "indvie sit nye Liv ved at besøge sine Forældres Grave." Besøget skyldes, at han er angst for at læse moderens efterladte brev:
I sin Frygt for, hvad Brevet kunde indeholde, havde han paa Forhaand villet ligesom afbøde Virkningen af det ved en saadan Pietetshandling. (A 7, s. 170)
Da Per ved faderens begravelse opdager, at denne var blevet en anset mand, en kapacitet i byen, fyldes han af et uklart ubehag:
... med Forbavselse lagde han Mærke til, at flere af Byens anseteste |268| Familjer paa denne Maade lagde deres Deltagelse for Dagen.
Det var gaaet Pastor Sidenius, som det plejer at gaa de stærke Betvingere: da han først havde overvundet Modstanden, var denne hurtigt slaaet om i Forgudelse. (A 4, s. 55 og 56)
Med "stigende Forbavselse" overværer Per faderens begravelse:
– var det virkelig ham, der her fik en Jordefærd som en Fyrste, en Aandens Salvede, og fulgtes til Graven af et sørgende Folk? (A 4, s. 68)
På en uventet måde får Per opfyldt sin barndoms drøm om at være søn af en fyrste:
Der blev i disse Øjeblikke vendt aldeles op og ned paa de Forestillinger om Faderen, som han havde baaret paa fra sin Barndom. (A 4, s. 68)
Ved faderens dødsleje har han gennemlevet endnu en rystende oplevelse:
... da han (...) følte Faderens gravkolde Haand i sin og hørte Moderen (som det forekom ham) med hævet Stemme nævne hans Navn, betoges han af en Uhyggefølelse, som var han bleven kaldt frem for en overjordisk Dommer ... (A 4, s. 60)
Omvurderingen af faderen og skyldfølelsen overfor ham bærer Per frem mod overgivelsen til den bevidste kristne samvittighedsbod. Da moderens kiste skal sejles hjem erlægger han endnu et Offer:
Han kunde jo følge Moderen paa Rejsen, uden at nogen fik det at vide, ... ledsage hende som en hemmelig Æresvagt paa Nattefarten over Kattegat ... (A 6, s. 151)
I kap. XIV "Prometheus' afmagt" (XIV.9 "Døden III") er det påvist, at Pers følelsesmæssige omvendelse ombord på skibet følger Nietzsches beskrivelse af samvittighedens mekanisme i GM, Schuld 18. Den aktive angribende kraft i mennesket vender sig indad, indbrænder et nej:
der "schlechte Gewissen" hat zuletzt - (...) – als der eigentliche Mutterschoss idealer und imaginativer Ereignisse auch eine Fülle von neuer befremdlicher Schönheit und Bejahung ans Licht gebracht ...
Det er herudfra forståeligt, hvorfor begreber som "Selbstlosigkeit, Selbstverleugnung, Selbstopferung" bliver idealer, individet nyder dennne selvpinsel, som er introverteret grusomhed; da Per ligger i skibets salon føler han
... hvorledes der denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt Omvæltning i hans Indre. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham ...
Fortidens handlekraftige Cæsar-ideal forsvinder og han ser storheden i
en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse,
en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen. (A 6, s. 168)
Skyldfølelsen (rørte sig) allerede ret vaandefuldt i ham.
Men Per misunder ikke dem, der sover under
en rolig Samvittigheds Sovedrik.
Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der er Tegnet paa, at et nyt Liv er i Frembrud ... (A 6, s. 169)
|269| Sålænge Gud har realitet for Per, tolker han sin Kainsfølelse som Guds straf. Han føler sig udelukket fra det kristne samfund, som han har krænket. Da han nærmer sig præstedatteren Inger, kan han ikke finde sig til rette i hendes miljø:
Han sad her paa Hjemmets Grund som en ubuden Fremmed. Der var ligesom draget en Trolddomskres omkring ham paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede. (A 6, s. 92)
Det angives, at Kainsfølelsen nu har opsuget Pers oprindelige stridbare ensomhedsfølelse, han er nu den bodfærdige og udstødte:
Der var jo paa en Maade ikke noget nyt for ham heri. Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. (A 6, s. 92)
– Det hørte til hans allerførste Erindringer, hvorledes Faderen engang i en af sine Straffetaler til ham havde anvendt den bibelske Forbandelse: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud." – (A 6, s. 93)1
Kains skæbne kan nu kun ophæves, hvis Gud tilgiver:
Eine Schuld gegen Gott: dieser Gedanke wird ihm zum Folterwerkzeug. (...) er deutet diese Tier-Instinkte selbst um als Schuld gegen Gott (als Feindschaft, Auflehnung, Aufruhr, gegen den "Herrn", den "Vater", den Urahn und Anfang der Welt), (...), er wirft alles Nein, das er zu sich selbst, zur Natur, Natürlichkeit, Tatsächlichkeit seines Wesens sagt, aus sich heraus ein Ja, als seind, leibhaft, wirklich, als Gott, (...), als Richtertum Gottes, als Henkertum Gottes, (...), als Marter ohne Ende, als Hölle, als Unermessbarkeit von Strafe und von Schuld. (GM, Schuld 22)
Det er hvad der sker Per, da han overgiver sig: han forbander sine "Tier-Instinkte", sine tidligere handlinger og øjner helvede:
Ja, Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var fældet over ham. Kains Forbandelse havde ramt ham. Et tomt, goldt og vansmægtende Liv i Ensomhedens Ørken, – det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden. (...) Med fuld og klar Bevidsthed havde han solgt sin Sjæl til Verdens Afguder, og disse havde jo redelig betalt ham efter Overenskomsten. Guld og Berømmelse, Sansernes Nydelse og Triumfens Tillokkelser ... (A 7, s. 162)
Han kunde ikke længer staa sin dødelig opskræmte Samvittigheds Tilskyndelser |270| imod. (A 7, s. 163)
Den dag bryder Per afgørende med sin fortid og "gav sig sine Fædres Gud i Vold." Da han gennemgår sit liv føler han sig
bestandig mere brødefuld. Og Syndsbevidstheden avlede den Ydmyghed, han endnu om Formiddagen havde manglet. Og af denne fremgik tilsidst Bønnen. (A 7, s. 166)
Hans beslutning om at gøre sit studium (eller en del af det) færdigt, har ikke primært praktisk karakter. Det var
alligevel netop Ydmygelsen heri, der overvandt hans sidste Betænkeligheder ved Sagen. Han trængte til at give sig selv et Vidnesbyrd om Alvoren og Oprigtigheden af sit Sinds Omvendelse. Han længtes efter for Guds Øjne at begynde den tornefulde Bodsgang, hvormed Fortidens Forsyndelser skulde udsones. (A 7, s. 172)
Pers tolkning af Kainsfølelsen som religiøs skyld huserer endnu, da ægteparrets bryllupsnat er forløbet uheldigt:
Hvad der skulde have været hans Livs højtideligste Minde, var bleven et Optrin, hvorfra hans Tanker altid vilde vende sig med Skamfuldhed og Ubehag. Var han maaske selv Skyld deri? Var det igen for sin Fortid, han her maatte bøde? – (A 8, s. 158)
Men fra og med at han har begrebet sit eget væsen, blevet sig bevidst (og "For den, som er bleven sig bevidst, er en Gud overflødig" (A 8, s. 240)), nemlig da han i København tilfældigt finder klitassistentstillingen ved Vesterhavet opslået ledig, (A 8, s. 212) ophæves Kainsfølelsens kristelige skyldbevidsthed. Den bliver nu til en erkendelse om eget væsen, om livsudygtighed determineret af kærlighedsløs og livsfjendtlig opdragelse:
... han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande og Bryst samme Dag, han første Gang saae Lyset. (A 8, s. 216)
På to leder opdager Per, at han ikke kan (og vil) finde hjem i kristendommen. Han mangler ydmygheden til at underkaste sig slægtens tro og lysten til at "kastrere" sin natur. Fortælleren lader Per ydmyges ved at tvinge ham ind i et økonomisk skyldnerforhold overfor den slægt, som han har gjort oprør imod. Denne handling skal gøre ham sin stilling til slægtstroen bevidst. Han føres af den indre stemme afsted til sine søskende:
... Broderen lettede ham ikke den vanskelige Tilstaaelse. Han sad tavs, med et ubevægeligt Udtryk, og sparede ham ikke for en eneste Oplysning.
Lånet ydes Per "af dem alle i Fællesskab", hvilket er mest i "Forældrenes Aand" (A 8, s. 67). At denne handling skal opfattes som Pers forsøg på at tilbagebetale sin skyld for den ugudelige fortid viser en senere passage:
Han havde (...) følt nogen Forlegenhed overfor religiøse Bøger siden |271| den Dag, da han havde maattet ydmyge sig for sin Broder og give sig sine Søskendes Naade ivold for at fuldføre Boden for sin Fortid. (A 8, s. 84)
I overensstemmelse med at Per opgiver troen og tilknytningsforholdet til slægten, betaler han sit lån til den tilbage før han overhovedet har afbetalt noget af den (rent) økonomisk belastende gæld til Philip Salomon:
Han havde da ogsaa fuldtud tilbagebetalt, hvad han skyldte sine Søskende, ja han havde endog begyndt at lægge tilside til det første Afdrag paa sin Gæld til Philip Salomon. (A 8, s. 152-153)
Den tolkning af den kristelige samvittighedskonflikts konsekvens, som Nietzsehe beskriver i GM, optræder i romanen som det, der definitivt afskrækker Per fra kristendommen. Nietzsche beskriver denne konflikt som
... der Wille des Menschen, sich schuldig und verwerflich zu finden bis zur Unsühnbarkeit, sein Wille, sich bestraft zu denken, ohne dass die Strafe je der Schuld äquivalent werden könne, (...) (GM, Schuld, 22)
I denne selvsøgte marterlyst ser Nietzsche en frygtelig "Krankheit" (GM, Schuld 22). Konsekvensen af skyldfølelsen blev at
man lechzte nach dem Schmerz; "mehr Schmerz! mehr Schmerz!" so schrie das Verlangen (...) jahrhundertlang. (GM, asket. Ideale 20)
Menneskene higede efter at martre kødet:
... er wirft alles Nein, (...) zur Natur, Natürlichkeit, Tatsächlichkeit seines Wesens ... (GM, Schuld 22)
Om læreren Fjaltring, som ellers mindes med taknemmelighed, kan Per før sin afrejse til Vesterhavet fortælle Inger:
Maaske har ogsaa Sorgen og Skammen over at være Vidne til hendes Forfald (Fjaltrings kone) haft noget pirrende for ham, ... han kunde ved enkelte Lejligheder aabenbare noget sygeligt abnormt i sit Forhold til Smerten. (A 8, s. 242)
Men dette har Per vidst længe. Hele hans store studium af kristendommens historie har til formål at bibringe han denne viden og orientere ham i forhold til den:
Det var Lidenskaben i deres Bønner, Arten af deres Forhaabninger, som forfærdede ham. (...) ... gennem hine, virkelig fromme Kristnes Bønner gik der som et Suk efter Trængsel og Smerte. I deres Sky for Verden, i deres Angst for Fristelsen, med deres Opfattelse af den Kristnes Liv som en uophørlig Pilgrimsgang nedbad de selv Vanheld og Forfølgelse over deres Hoveder. (...) Naar han traf paa saadanne Ord, gik der ham det samme uvilkaarlige Gys gennem Sjælen, som dengang han havde læst Moderens efterladte Brev. For en saadan brændende Tro, der fortærede selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage. (A 8, s. 126 og 127)
Per ved allerede da, at han ikke kan blive kristen:
Ja, han kunde ikke engang længer ønske at blive det. (A 8, s. 126)
|272| I krøniken om krøblingen afsluttes romanens samvittighedsdrøftelse. Naturalistisk fortolket vil krøniken fortælle om miljøets, specielt opdragelsens determinerende betydning og om individets mulighed for at overvinde determinationen. En herremand har to sønner, den ene udsættes for en hård og afstraffende opdragelse. Denne bevirker, at han bliver livsuduelig, bliver krøbling. Begyndelseskarakteristik og slutfase svarer til romanens tilsvarende karakteristikker af Per. Drengen i krøniken er en "mut lille Fyr med et trodsigt Sind, som Faderen vilde bøje." (A 8, s. 269)
Netop sådan er Pers situation i romanens første bind, ved faderens straffetale. Drengen, der styrter med fra træet bliver krøbling, og kan til forskel fra sin broder ikke deltage i det normale liv, han bliver livsudygtig. Dette er nøjagtig Pers situation, da han forlader Inger, han er sig "sin uovervindelige Livsskyhed fuldt bevidst" (A 8, s. 215), og overlader hende og børnene til herremandssønnen Brück, som han beundrer. Han kunne nok være junkeren i krøniken, den, som ikke fik korsmærket på panden i sin barndom, men fik lov at udvikle sig frit:
en sund og rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden, drev Ejendommen op til at blive en Mønstergaard ... (A 8, s. 270-27l)
Fortælleren har ikke tilstræbt nogen identitet mellem krønikens og romanens episke agerende, hvad han sagtens kunne have gjort. Overensstemmelsen ligger udelukkende i det ideologiske, hvorved en videre problematik kan inddrages. Krønikens fader er ikke præst, men herremand, han handler overfor Per, som pastor Sidenius, men denne bliver ikke som krønikens herremand sindssyg. Hvem bliver det i romanen? Det gør den, som Per så et afskrækkende eksempel i, nemlig pastor Fjaltring. I krøniken gjorde "Samvittighedsnag (...) faderen vanvittig" (A 8, s. 269), den samme konsekvens af samvittigheden rammer sjælemorderen Fjaltring. Per fortalte Inger:
Da hun (Fjaltrings kone) saa døde, har Samvittighedsskruplerne taget Overhaand. Ansvaret for det Sjælemord, han havde begaaet, har han ikke kunnet bære. Der var jo kun kort Tid efter hendes Død, at han aflivede sig. (A 8, s. 242-243)
Det var netop Pers "naturlige Menneske", der veg tilbage for den kristelige samvittighedskonsekvens og frigjorde ham den tro, som krønikens fader knytter sig til. Sideniusslægten har ikke "Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige", der erstatter på den ene led, hvad der er mistet på den anden. I mistilliden til naturen, i angsten for den forenes både Sideniusfamilien og Fjaltring. Konsekvensen af hengivelsen til "Samvittigheden, dette |273| hæslige Spøgelse", bliver i det episke forløb kun tilføjet Fjaltring. Krøniken fortæller således i den ideologiske sammenhæng om Pers overvindelse af "det store Spøgelse", af kristendommens samvittighedsproblematik. Den beskriver overvindelsen af determinationen indenfor sjælens (men ikke fysikkens) univers. At Per, krøblingen, måske alligevel når den højest tænkelige lykke, forsøger kap. XVIII "Uendelighedens ro" at dokumentere romanens påstand om. For med denne krønike tager romanen et spring ind i det metafysiske.