Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel XIV
|
222
Prometheus' afmagt
XIV.1. Den spaltede bevidsthed, ideologisk model
Per konfronteres med
... en oppositionel artistisk Klike, de saakaldte "Uafhængige", en Samling yngre og enkelte ældre Talenter, virkelige Begavelser, om end alle mere eller mindre ligesom forsatte i Væksten, enten aldrig rigtig udvoksede eller altfor tidlig ældede. (A 1, s. 70-71)
Siden sammenligner Per disse kunstnere med præsterne, begge parter
... hovmodede sig af deres fejge Frygt for at anerkende Mennesket som Jordens Herre og enevældige Behersker." (A 2, s. 52). Kunstnerne indlemmes derfor af Per i "Kong Pukkelrygs Land, hvor det smaa kaldtes stort og det skæve lige. (A 2, s. 53).
Per når blandt andet til dette resultat ved at se hedningen og dionysosdyrkeren Fritjof lammet af domsangst, han
kredsede omkring Graven og den hinsidige Dommer, – ræd for de Lysets Magter, han selv for et Øjeblik siden overmodigt havde paakaldt!
Per opdager i Fritjof sin "Faders og Moders Aandsfælle, en Underjordisk", (begge cit., A 1, s. 82). Frygten for dommeren er efter Pers mening det, der forener dem. De "Uafhængige" lever for alles øjne et bakkantisk nydelsesliv, men synes ikke at eje indre kongruens med denne "overmodige" livsudfoldelse. Der optræder i romanen en digter, Berger, der som Per, Jakobe, Balling og mange andre tilhører den "Kres af frie Aander, der havde samlet sig om Dr. Nathan." (A 6, s. 25). Om ham hedder det siden:
Poul Berger var langtfra den eneste af Nathans Tilhængere, for hvem dennes Vækkelse var bleven Forberedelsen til en religiøs Genfødelse. Det kunde ikke være anderledes. Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. (...) Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden. (A 6, s. 38-39)
"Folkets" åndelige jordbund er altså efter fortælleren "Teologien", ("Middelalderen eller Tomheden"). Nietzsche har stillet diagnosen af denne sjæleforvildelse mellem to livsholdninger:
Das Christentum hat durch die Höhe seines Ideals die antiken Moralsysteme und die in allen gleichmässige waltende Natürlichkeit so überboten, dass man gegen diese Natürlichkeit stumpf und ekel wurde; hinterdrein aber, als man das Bessere und Höhere zwar noch erkannte, aber nicht mehr vermochte, konnte man zum Guten und Hohen, nämlich zu jener antiken Tugend, nicht mehr 223 zurück, so sehr man es auch wollte. In diesem Hin und Her zwischen Christlich und Antik, zwischen verschüchterter und lügnerischer Christlichkeit der Sitte und ebenfalls mutlosem und befangenem Antikisieren lebt der moderne Mensch ... (...) die vererbte Furcht vor dem Natürlichen und wieder der erneute Anreiz dieses Natürlichen, die Begierde, irgendwo einen Halt zu haben, die Ohnmacht seines Erkennens, (...) alles dies erzeugt eine Friedlosigkeit, eine Verworrenheit in der modernen Seele, welche sie verurteilt, unfruchtbar und freudelos zu sein. (...) Es liegt eine gewisse Verdüsterung und Dumpfheit auf den besten Persönlichkeiten unsrer Zeit, eine ewiger Verdruss über den Kampf zwischen Verstellung und Ehrlichkeit, der in ihrem Busen gekampft wird, eine Unruhe im Vertrauen auf sich selbst ... (SaE, 2).
Fritjof er "...en imponerende Vikingeskikkelse (...), men holdningeløs og upaalidelig, i samme Time overgiven og nedtrykt...", Enevoldsen har i tyve år siddet på kafeerne og "udarbejdet sit allerede for en halv Menneskealder siden paabegyndte Værk..." (A 1, s. 71), Reeballe ville som Hallager reformere samfundet men i klassisk ånd.
Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig "den sidste Græker". (A 1, s. 72).
Per er klar over deres sjæls skisma:
Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et saadant fortroligere Indblik i disse "Uafhængiges" Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion. (A 1, s. 82)
At "Natsiden" er kristendommens uovervundne moralske anfægtelser, der lammer "de uafhængige" i deres stræben, viser både Pers oplevelse af Fritjofs domsangst og følgende placering af deres sjæls-skisma mellem "Christlich und Antik":
Om det saa var den gamle Græker Reeballe, kunde han, naar han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at 224 bestaa med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssigt sin Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, hvergang hun havde sine Lændesmerter ...(A 1, s. 82-83)
Fortælleren lader dette skisma udstrække sig over hele flokken, der spejles i Pers cæsariske bevidsthed:
Der begyndte da at danne sig hos Per en Forestilling om, hvad det egentlig var, der havde hæmmet selv disse frie Aander1 i deres begejstrede Stræben, idelig lammet deres Kraft og bragt den ene til at søge Fortrøstning i Flasken, den anden til drengeagtigt at nedlarme Stemmen i sit Indre (...), den tredje til i artistisk Selvbedøvelse at slutte sig inde i sin Skal (...), den fjerde til at fortabe sig i ørkesløse Drømme om en ny og bedre Verdensorden, som kunde overvinde Nødens og Dødens Pine. (A 1, s. 83)
Også Berger indlemmes litterært i de spaltede sjæles rækker, "Tonen" i hans romaner "...svingede holdningsløst mellem Klynkevornhed og krampagtig Titantrods." Han havde før sin omvendelse "...aabenbaret en ganske spøgelseagtig Brist paa Personlighed." (A 6, s. 25)
I dette svælg mellem "Christlich und Antik" er de frie ånder placeret, mens Per henter sin styrke netop i denne svaghed:
Den unge Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med ét en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. (A 1, s. 83)
Han føler sig "i tidlig Alder" frigjort for "det Aag, hvorunder hele den øvrige Verden endnu trællede." (A 1, s. 83). Pers cæsarbevidsthed udgår fra erkendelsen af den religiøse Frigjorthed. Det er næppe nødvendigt at påpege, at netop dette sjæleskisma er modellen for Pers afmægtige jeg. Kunne jeg hævde2 at Pers bevidsthed er opdelt i tre lag, nederst det antikvariske, så det kritiske 225 som fundament for det monumentale, kan det siges, at Pers afmægtighed, indtil han endelig knækkes og overgiver sig til Gud, hviler på konflikten mellem hans antikvariske (her forstået som hans sinds kristeligt-moralske anfægtelser3) og monumentale (det cæsarisk-promethiske) bevidsthedslag.
Vejassistenten Per, som i sin ungdom var åndsfælle med de uafhængige, i sin manddom med Berger, skrev i sin "alderdom" i dagbogen om viljen til at ville sig selv:
Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage (A 8, s. 266-67).
Kunstnerne blev stækket halvvejs, Per som følte cæsarisk bestyrkelse i sin religiøse frigjorthed, nåede ved at ville "...til virkelig Frigjorthed" (A 8, s. 266). Som romanen kom til at foreligge, er Per sejrherre (omend i "Drømmens Verden") ved at blive hel, sig selv, med "Natsiden" uddrevet.
De "Uafhængiges" stækkethed og fortvivlelse over sjæleskismaet er udgangspunktet for Pers Cæsarbevidsthed. Hans sluttelige jubel over sig selv som "Verdenserobrer alligevel" hviler på glæden over at have overvundet dette sjæleskisma. Pers frigørelse fra sit antikvariske bevidsthedslag er romanens sammenhængende idé, herfra udgår og heri samles alle forløb. I kap. VI "Den hele Spøgelsekatekismus" er der redegjort for denne katekismus' indhold, formål og virkning. Dens hovedlov er sjælens fortabelse ved synden. Det er denne Spøgelsekatekismus, Pers "naturkraft" sættes op imod. Den er en instinktiv del af hans bevidsthed, han er ikke frigjort, men frafalden, og hans handlinger er underkastet syndens risiko. Det er ikke for meget sagt, at Pers kamp med spøgelsekatekismen er romanens kompositionsgrundlag. Vinder hans "egen natur" lidt fremad, kan man være sikker på, at fortælleren anbringer ham i konflikt med spøgelsekatekismen, denne aktion-reaktion ophører ikke før Per er knækket og finder hjem. Før dette knæk forløber konflikterne ubevidst for Per, efter overgivelse tages ved Fjaltrings hjælp kampen op igen, men nu er den bevidst, den bliver en intellektuel overvejelse for Per, troen bliver nu underkastet fornuftens skærsild. For da er "spøgelserne", og deres imaginære 226 brændpunkt: domsangsten, overvundet.
Pers kritiske historiebrug (fornægtelsen af fortiden), Pers projekt (den prometiske drøm), Pers amoralske magtdrift er de størrelser, fortælleren tilføjer udfoldelsen af Pers "frie natur". De er hver på sin måde udfordringer til hans eget miljø, til spøgelsekatekismen, til Gud. Per stilles i det stærkest mulige konfliktforhold til den livsholdning, hans eget miljø pålægger sine medlemmer. Problemet står for Per først mellem at være og at ville være, ikke mellem handling eller ikke-handling. Men han udfordres af fortælleren til netop de handlinger, netop den art bevidsthed, der frembyder størst mulig risiko for konflikten mellem det antikvariske og det monumentale bevidstheds-lag. Konflikterne skal da vise ham, hvem han er, og hvad han ikke kan blive, hvorfor han ikke kan handle. Nøgleordene for konflikten er i romanen som i fortolkningen magt-afmagt: Pers aktion, og spøgelsekatekismens afmagtfremkaldende nedslag i hans bevidsthed. At være og at ville være, den spaltede bevidsthed.
Dog er det langt fra nok at sige spøgelsekatekismus, udødelighedslære og Gud, Pers afmagt er i flere afgørende faser knyttet til en anden form for risiko. Det er denne risiko, knæfaldet for spøgelsekatekismen kan befri Per for.
XIV.2. Døden, vilkårene, mennesket
Der tales i Lykke-Per-forskningen meget om "vendepunkter" i romanen. Man har vist især knyttet Pers afmagt til faderens og moderens død. Hans afmagtsfølelse ytrer sig selvfølgelig her, men iøvrigt tror jeg ikke, at dette synspunkt holder. Pers afmagtserkendelse sættes igang fra og med kærlighedsaffæren med fru Engelhardt. Hans voksende afmagtserkendelse gennemspilles og intensiveres i et stort samspil af alle tilværelsens grundtoner: kærligheden og døden, værket og naturen, en cæsarrolle og med-cæsarer, "Tilværelsens styrende Magter" – eller Gud. Der tilbydes Per et befolket univers, han må selv afgøre, om han kan få øje på en stærkere, – eller en Gud til at fratage ham det. Romanen lader et mikrokosmos, Per, forholde sig til makrokosmos, mennesket, med dets korte liv 227 overfor en natur, der har evigheder bag sig – eller i den kristelige fortolkning – overfor det væsen, som pastor Sidenius karakteriserede i sin straffetale til drengen Per som
... Gud, som er i Evighed, ...(A 1, s. 19)
Den cæsariske Per – med troen på naturkraften – orienterer sig, som det skal vises, mod et makrokosmos, der er defineret af Nietzsches lære om den dionysiske natur. Pers første afmagtserkendelse hviler på det skrækkelige dionysiske glimt, han øjner under sit kærlighedsforhold til fru Engelhardt. Disse glimt af tilværelsens "Urgrund" fremkalder alle hans alvorlige afmagtsanfald. Under det apollinske slør bølger en natur af gru og fryd, af død og drift, som mennesket ikke formår at udholde. Det dionysiske glimt stiller mennesket tilværelsens vilkår for øje; det er et blad for vinden, i ukendte magters vold. Når Per ikke formår at udholde denne "Urgrund", og da han definitivt er knækket af livets fortærende meningsløshed, kalder han den "Gud", for kun Gud kan skjule den ved at skænke individet evigt liv. Med Pers følelsesmæssige omvendelse ved moderens kiste, overvindes hans rædsel for det dionysiske glimt, det ombyttes med den kristnes sikre følelse af, at intetheden er saligheden. Pers erkendelse af sin redning fra de dionysiske grundvilkår kan være udgangspunkt for undersøgelsen af hans afmagtsbevidsthed:
Ud fra det Rum i hans Hjerte, som han havde troet uafhjælpeligt øde, tomt og mørkt, straalede nu Ættens gyldne Skat, Troens Klenodie, samlet af fromme Forfædre, nidkært værnet fra Slægt til Slægt, øget gennem Selvtugt og Trængsler! – Saa var han da en Kongesøn alligevel! Livsens Krone, den ydmyge og sønnelydige Samfølelse med Verdens Behersker, med den evige og uforanderlige Gud, var skænket ham som Vuggegave; og alle sande Goder, Hjertets Fred og Sindets Tryghed, Glæde ved Livet og Frygtløshed i Døden, hørte til hans Arvelod. (A 8, s. 10)
Siddende på kirkegården ved sine forældres grav føler han en stilhed så dyb "...som strømmede den ud fra selve Evigheden". (A 8, s. 11). Denne Pers fornemmelse er den kristelige tilværelsessikkerhed; ydmygheden 228 overfor beherskeren giver dobbelt igen: sikrer det evige liv. Den dionysiske tilværelse er en helt anden risiko.
XIV.3. Dionysiske vilkår
Nietzsche beskriver det eksistensfilosofiske udgangspunkt for den dionysiske livsopfattelse i episoden mellem Silen og kong Midas. Kongen har længe jaget Silen for at få svaret på, hvad der er "allerbedst for menneskene". Silen svarer:
Eks. (a)
Elendes Eintagsgeschlecht, des Zufalls Kinder und der Mühsal, was zwingst du mich dir zu sagen, was nicht zu hören für dich das Erspriesslichste ist? Das Allerbeste ist für dich gänzlich unerreichbar: nicht geboren zu sein, nicht zu sein, nichts zu sein. Das Zweitbeste aber ist für dich – bald zu sterben. (GT, 3)
Mennesket er en opsplittet del af den selvfortærende "verdens-vilje", det dionysiske kredsløb, altså underkastet den dionysiske dødslov. Menneskets individuation, forestillingsverden, er kun et forsonende slør over livets forfærdelighed. Grækerne måtte skabe guderne for at udholde denne erkendelse:
Eks. (b)
Der Grieche kannte und empfand die Schrecken und Entsetzlichkeiten des Daseins: um überhaupt zu leben können, musste er vor sie hin die glänzende Traumgeburt der Olymphischen stellen. Jenes ungeheure Misstrauen gegen die titanische Mächte der Natur, jene über allen Erkenntnissen erbarmungslos thronende Moira, (...) wurde von den Griechen durch jene künstlerische Mittelwelt der Olympier fortwährend (...) verhüllt und dem Anblick entzogen. (GT, 3)
Den dionysiske verdensvilje ønsker at tilbagetrække den opsplittede del (mennesket) til sig, mennesket skal føle fryd herved, forkaste sin individuation og erkende, at livets mål er en evig død og drift, og at mennesket selv er evigt ved at være deltager i dette spil. Den, der har skuet i naturens grusomhed – som grækerne gjorde det – risikerer opgivelse af driftslivet:
Eks. (c)
In der Bewusstheit der einmal geschauten Wahrheit sieht jetzt der Mensch überall nur das Entsetzliche oder Absurde 229 des Seins (...) jetzt erkennt er die Weisheit des Waldgottes Silen: es ekelt ihn. (GT, 7)
Det dionysiske er en
Eks. (d)
rauschvolle Wirklichkeit, die wiederum des einzelnen nicht achtet, sondern sogar das Individuum zu vernichten und durch eine mystische Einheitsempfindung zu erlösen sucht. (GT, 2)
Det dionysiske glimt igennem forestillingen, illusionen, ned i menneskets eller naturens urgrund, beskriver Nietzeche som
Eks. (e)
... das ungeheure Grausen (...), welches den Menschen ergreift, wenn er plötzlich an den Erkenntnisformen der Erscheinung irre wird, indem der Satz vom Grunde, in irgendeiner seiner Gestaltungen, eine Ausnahme zu erleiden scheint. Wenn wir zu diesem Grausen, die wonnevolle Verzückung hinzunehmen, die bei demselben Zerbrechen des principii individuationis aus dem innersten Grunde des Menschen, ja der Natur emporstiegt, so tun wir einen Blick in das Wesen des Dionysischen ... (GT, 1)
Det er sådanne afdækkende glimt af urgrunden, der hos Per fremkalder den silenske erkendelse, at mennesket er en "Eintagsgeschlecht", for det dionysisk bevidste menneske kan ved dets indsigt i vilkårene forstå, at handling er illusion; at mennesket intet formår overfor livet og døden:
Eks. (f)
... sie haben erkannt, und es ekelt sie zu handeln; denn ihre Handlung kann nichts am ewigen Wesen der Dinge ändern ... (GT, 8)4
XIV.4. Pers dobbelte kamp. Kvinden
Da Per for første gang (hos Fritjof) opdager dødsangst og domsangst uden for sit eget miljø, er han af fortælleren anbragt i en makrokosmisk sfære. Han er uden den silenske viden, han er "uforgængelig":
Per, som intet kendte til den Slags Anfægtelser, som bestandig følte sig lige ung og uforgængelig og i hvert Fald 230 altid var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker tilovers for det muligvis tilkommende...(A 1, s. 81)
Men efter at fortælleren (A 1, 130-35) nar ladet ham bestyrke sig selv i sin totale frihed overfor den antikvarisk tyngede Neergaard, forstår han for første gang, at mennesket kun er et blad i magternes storm. Pers affære med fru Engelhardt viser ham tilværelsens disharmoniske urgrund; han forstår pludselig, at fru Engelhardt, der bragte Neergaard døden, sætter ham i forhold til den dionysiske livsdrift med dens gru og henrykkelse. Per vil flygte, men holdes tilbage:
Mod sin Vilje blev Per en Stund staaende ved Sengens Fodende (...) Hans Hjærte bankede tungt. En ukendt Angst betog ham. Trods al sin Harme, sin Afsky følte han sig atter mægtig hendragen (...) Han næsten ræddedes over sig selv. (A 1, s. 153-54)
Per begynder nu "... at ane og skælve for de Magter, der driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer, tumler med Liv og Død og Lykke som Stormen med det faldende Blad." (A 1, s. 154). "Ordene "Dødens og Djævelens Værk" lød pludselig i hans Øre med Faderens myndige Stemme ..." (A 1, s. 154). Pers erkendelseslyn ned i den dionysiske undergrund og menneskets magtesløshed finder i første omgang sin tolkning gennem faderens sprog. Per forsøger at stive sig af mod denne præstelige, instinktive fortolkning ved praktisk at gøre forholdets omkostninger op i kroner og ører, men
Bag alle hans kaade Betragtninger over Nattens Tildragelser lurede en bitter Forudfølelse af, at disse Timer næppe vilde blive uden Indflydelse paa den "Appetit paa Livet", som Neergaard havde misundt ham. (A 1, s. 156)
Per har nu fået en fortid, hvad værre er – en fortid fortolket efter den præstelige dom: erotikken er djævelens værk, er synd. Nietzsche siger om kristendommen og lidenskaberne:
– Die Leidenschaften werden böse und tückisch, wenn sie böse und tückisch betrachtet werden. So ist es dem Christentum gelungen, aus Eros und Aphrodithe (...) höllische Kobolde und Truggeister zu schaffen, duren die Martern, 231 welche es in dem Gewissen der Gläubigen bei allen geschlechtlichen Erregungen entstehen liess. (Mr, 76)
Per må efter en tid erkende, at "han havde været utilgivelig enfoldig i sin moralske Forargelse over hendes Naturs sunde Varmblodighed; og han skammede sig som en Hund, naar han tænkte paa, at han (...) – den allerførste Gang, en altovervindende Følelse havde grebet ham, var bleven svimmel og bange, ja ligesom en anden Fritjof Jensen havde givet sig til at fable om Mørkets Magter og mystiske Dæmoner skønt Sandheden var den simple (...) at Livet i sin Vælde overvandt alle Selvets smaa Fornemmelser lige til Dødstankens Uhygge." (A 1, s. 172). Gennem kærlighedsforholdet til fru Engelhardt er døden blevet realitet for Per. Den dionysiske betagelse og den kristelige moralitet overfor livsdriften i Pers spaltede bevidsthed fremgår klart af flg.:
I hint Øjeblik, da han stod ved Fodenden af Fru Engelhardts Seng og trods Had og Afsky endnu følte sig uimodstaaeligt dragen mod hendes hvide Bryster, havde Tilværelsens Urgrund afdækket sig for ham. Men i Stedet for at lade sig betage og henrive havde han som det forhutlede Præstegaardsprodukt, han nok alligevel inderst inde endnu var, givet sig til at slaa Kors for sig ... (A 1, s. 173) (Jvf. eks. e)
Eberhardts besøg og meddelelse om faderens sygdom virker alligevel ikke på ham, Per er nu væbnet og kender sin svaghed, han opfatter broderens ord som et forsøg på at "... bruge selve Døden som Hververkorporal for Underverdenens sorte Korsdragerskare", at "... gøre Menneskene bange for sig selv og for deres egen Magt". Med henblik på sin kærlighedserfaring ræsonerer han "Vistnok havde han i de sidste Dage erfaret, at han ikke var helt saa upaavirkelig overfor Overtroens Spøgelser, som han havde troet, ... to Gange i samme Uge lod han sig dog ikke overliste! (alle cit., A 1, s. 185).
Allerede nu har Silens visdom bidt sig ind i ham, hvad kan den ynkelige éndagsslægt realisere: "Tvivlraadighedens og Anfægtelsernes Dage skulde endnu ikke være forbi for ham. Kendte han end ikke noget til den knugende Mistillid til sig selv, det Sindets Mareridt, der lammer Viljen og udmarver Modet, saa havde han til Gengæld stadig 232 heftigere Kampe at bestaa med andre Afmagts-Trolde, der Gang efter Gang lejrede sig omkring hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme". (A 2, s. 18)5. Men hvor Per ikke bringes i konflikt med "Spøgelsekatekismen", udfordrer fortælleren hans sjælsstyrke ved at hensætte ham i en hybris-drøm:
Han saa i Aanden tusinde Hakker og Skovle blinke i Solen, følte med Fryd tusinde stridige Viljer samlede i hans Haand. Han saa Dale fyldes og Høje jævnes med Jorden paa hans Bud og hørte for sit Øre Drønet af Minerne, naar de rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger.
Mærket som han nu er af erkendelsen om at være et blad for vinden, erindres han om det apollinske mådehold:
... de gamle Tvivl kunde komme snigende (...) og bede ham besinde sig en Smule, (begge cit., A 2, s. 19).
Hvor Pers drømme får lov at udfolde sig uden konflikt med hans antikvariske bevidsthedslag som her, er det det græske overmod, han stilles i forhold til. Han har ikke indre hæmninger, siges det, ikke manglende vilje eller mod, det er forholdet mellem hans villen og tilværelsens vilkår, der fremkalder hans afmagt.
XIV.5. Døden I
Højbådsmandens død fremkalder i første omgang en ren silensk afmagtserkendelse i Per:
Per havde siden den Dag ikke følt sig rigtig vel tilpas derhjemme (...) Bevidstheden om dette stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige ovenover hans Hoved og gabede, havde holdt ham vaagen om Natten. Og selv om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og stirrede ned paa sine Tegninger, – disse fem-seks ulyksalige Blade, som havde magtstjaalet hans Tanke og Vilje – var det, som om den Dødens Stilhed, der hvilede over Huset, den Gravens Kulde, der trængte ned til ham gennem Loftet, spottede over 233 al hans Møje ved at ville minde ham om, hvor tomt og sekundkort selv det største og sejrrigste Menneskeliv blev overfor Dødens Vælde og Intethedens Uendelighed. (A 2, s. 56-57) (Jvf. eks. a,b,c).
Bag denne erkendelse står naturligvis hans antikvariske bevidsthed:
Die grosse Lüge von der Personal-Unsterblichkeit zerstört jede Vernunft, jede Natur im Instinkte, – Alles, was wohltätig, was lebenbefördernd, was zukunftverbürgend in den Instinkten ist, erregt nunmehr Misstrauen. (AC, 43. HP)
Per sættes i afmagt af dødsfaldet, fordi selv det sejrrigste menneske må bøje nakken for den større magt, døden og oceanet af tid: intetheden bag den. Sekundet overfor evigheden. Nietzsche siger om udødelighedslærens virkninger: "Wenn man das Schwergewicht des Lebens nicht ins Leben, sondern ins "Jenseits" verlegt – ins Nichts –, so hat man dem Leben überhaupt das Schwergewicht genommen." (AC, 43. HP) Pers reaktion på dødsfaldet er da også en flugt fra den antikvariske bevidstheds anfægtelser; han søger ud til Langelinje "... for at betragte det frie Liv, der – ubekymret om alle Helligdagsforordninger – udfoldede sig ude over Vandet; for at se (...) paa alt det, som Pibekraverne ikke havde kunnet knægte og kristne." (A 2, s. 57-58).
Snart efter er Per atter fyldt af dionysisk vellyst ved livet, han anbringes af fortælleren i billedet af naturens triumferende "evige Foryngelse", højbådsmandens død fremkalder ingen domsangst, intet nedslag fra spøgelsekatekismen:
Ude omkring Gravene var mange af Smaabuskene næsten grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Skare af gamle, affældige Skikkelser (...) tog sig (...) helt gengangeragtige ud i det klare Solskin. Kun Per, (...) syntes ligesom Fuglene og Buskenes lyse Grønne et Billede paa den levende Naturs evige Foryngelse midt i Skyggernes Rige. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade grebet af den hele Højtidelighed, (...) Men Døden indgød ham ikke længer nogen Frygt. 234 Ja, idet man samledes omkring Graven, og han saa den sorte Kiste for stedse glide ned i det mørke, snevre Jordhul, gennemrisledes han af en ejendommelig jublende Fornemmelse ... af den næsten legemlige Vellyst, der griber de Unge og Forhaabnihgsfulde ved en aaben Grav ... (A 2, s. 69-70)
XIV.6. Døden II
Men ved faderens død bliver Per revet ud af en illusion, den "sønnelydige" gudsunderkastelse synes at give alt det igen, som livsforsagelsen udelukker, her er ikke opskræmthed og uhygge, men fred. Højbådsmanden aflives reelt af fortælleren for at lade Per anfægtes endnu mere ved faderens død. Her ser han, hvordan den kristne dør:
Han havde kun een Gang før set et Menneske dø; det var hin Dag i Nyboder, da den gamle Højbaadsmand var bleven bragt halvt livløs hjem fra sin Spaseretur; og Erindringen om den Opskræmthed og Uhygge, som dette Dødsfald fremkaldte baade hos ham selv og de andre tilstedeværende, havde forfulgt ham siden hans Hjemkomst. Men hvor ganske anderledes syntes ikke alting at skulle forløbe her. Forundret stirrede han paa Faderens hentørrede Hoved, som laa der saa fredeligt paa Puden, omgivet af det store, hvide Haar som af en Helgenglorie. Og han tænkte ved sig selv: saaledes dør altsaa en Kristen! (A 4, s. 61-62)
Per, som synes at "... Evighedens Fred allerede hvilede over de lukkede Øjenlaag" (A 4, s. 52) får nu en anden belysning på "Dødens Vælde", "Intethedens Uendelighed" og "Gravens Kulde". Disse størrelser er hos de kristne "Evighedens Fred", ikke opskræmthed og angst. Per reagerer først med antikvarisk pietet; han skriver til Jakobe: "Jeg er nu glad ved, at jeg kom tidsnok til at sige ham Farvel. Hvor meget der end skiller mig og altid vil skille mig fra min Fader – – " (A 4, s. 64). Per bliver "rød" destruerer dette brev og skriver dernæst som Zarathustra:
Hans Død var ogsaa meget smuk. Han var ved fuld Bevidsthed og fuldkommen rolig til det sidste. Men – – naturligvis! – – hans Liv havde jo ogsaa været en uafbrudt langsommelig 235 Forberedelse til at dø. (A 4, s. 79)
... kaum sind sie geboren, so fangen sie schon an zu sterben und sehnen sich nach Lehren der Müdigkeit und Entsagung. (Z, Von den Predigern des Todes)
Per nægter altså viljesmæssigt at lade sig indrangere i toget af "Dødens Slaver", at lade sit liv være en forberedelse til døden ved at give afkald på handling og leve i forsagelse. Men reelt rammer faderens død hans antikvariske bevidsthed i hans amoralske forsæt om at bemægtige sig Jakobes millionforgyldte kusine. Han ser nu "synden" i det:
Ikke fordi han længer tænkte paa at bryde med Jakobe for den berlinske Børskongedatters Skyld. Saa megen Indflydelse havde Opholdet i Hjemmet alligevel haft paa ham (...) Den Sejrsrus, hvori han havde fattet de store Planer (...), var bleven henvejret af hin alvorsfulde Nat i Faderens mørke Dødsværelse. (A 4, s. 66-67)
XIV.7. Guden, herskeren
Efter dette dødsfald er Per, som kritiserede pukkelryggene, sideniusserne for "...deres fejge Frygt for at anerkende Mennesket som Jordens Herre og enevældige Behersker..." (A 2, s. 52), og som selv ville være forbillede for en ny slægt, temmelig uinteresseret i den praktiske bedrift, der skulle indføre menneskets enevælde. Hans studieophold i Alperne samler sig om Gud, udødelighedslæren og Jenseitsforestillingen i stedet for teknisk virksomhed. Han skriver til Jakobe:
Bjærgbanen interesserede mig forresten ikke synderligt; det er jo hovedsagelig en uendelig Række Tunneler ...
Men lamslået af alpernes vælde rykkes ingeniøren tilbage til tidens begyndelse og "Skaberens" værk:
Disse snebedækkede Stenkolosser har (...) vakt min Beundring; de giver virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der maa have været i Bevægelse hin Urnat, da vor Jord skabtes. (...) Tiden skrumper saa besynderligt ind ved Synet af disse skaldede, af alt Liv forladte Masser, der den Dag idag ligger der ligesaa nøgne og uberørte, 236 som da de for et Par Millioner Aar siden udgik af "Skaberens" Haand. (Begge cit., A 4, s. 91)
Per opdager her, at "Gudsværket" på trods af menneskets tekniske bestræbelser ligger så nøgent og uberørt som det er skabt. Denne lammende opdagelse medfører, at Per begynder at forsikre sig i retning af "de troendes" opfattelse:
Har de troende i en vis Forstand Ret, naar de taler om noget "hinsides Erkendelsen"? Findes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kan opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kalder for Død, er det maaske blot en anden Slags Liv, der alene aabenbarer sig for "Sjælens" vakte Sanser? (A 4, s. 92)
Per må med sit dobbelte sind tiltrækkes og skræmmes af denne stenørken bag hvilken han aner Gud:
Jeg kan huske, at en af de Præster, der forleden talte ved Faders Kiste, kaldte Stilheden i Naturen for Guds Stemme, og han forklarede hermed, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke søgte ud i Ørkenens Ensomhed.6 (A 4, s. 92)
Pers grundfølelse ved dette Gudens skaberværk er afmagt, men han forsøger ligesom ved faderens død at væbne sig med kritik mod sine rædselsslagne kristelige forestillinger:
Forøvrigt – denne Forestilling om et andet Liv er jo slet ikke særlig kristelig; den fandtes jo til alle Tider og hos alle Folkeslag og er vel et Udtryk for den "horror vacui". som allerede Oldtidens Fysikere tillagde alt det skabte. – – (A 4, s. 92)
I den omskrevne udgave er denne tankegang udvidet og uddybet:
Naa ja, Sandheden var vel den, at Ansigt til Ansigt med det tomme og lydløse Verdensrum betoges Sindet af den "horror vacui", som allerede Oldtidsfolk havde tillagt alle Ting. Og Angsten skabte Hallucinationer, og Hallucinationerne ny 237 Angst, og saaledes var det bleven ved ned igennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig og Helvede befolket. (I, s. 308)7
Pers form for "horror vacui" er jo netop denne, hans historisk-psykologiske fortolkning af fænomenet er en selvfortolkning, det er tomheden, "ørkenen", "Urgrunden" han ikke tåler at se, fordi den erindrer ham om livets vilkår og stiller ham døden og en guddommelig hersker for øje. At det er døden, han ængstes for i bjergene, og den kristelige udødelighedsforestilling, han i tankerne kredser om, fremgår af den omskrevne udgaves tilføjelse til Pers bemærkning om "Skaberens" uberørte værk:
Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede, i evig Ligegyldighed hvilende Stenklumper, der laa der saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner Aar siden "udgik fra Skaberens Haand". Ja vist! Skaberen? En glødende Urtaage! Et opløst Solsystem! ... Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – – – – (A 1, s. 308)
Per er nu placeret i den frafaldnes risiko: den evige fortabelse. Faderens død har vist ham, at Gud er mægtigere end mennesket. Per flygter ind i et erotisk eventyr:
Han havde kastet sig ind i dette Forhold med en ubehersket voldsomhed, der ikke udelukkende havde sin Grund i den Tiltrækning, den bredskuldrede Landsbypige udøvede paa ham. Der var – som i de fleste af hans Handlinger – tillige noget villet i dem. Han vilde bort fra det ham fremmede og generende Hang til ørkesløse Grublerier, der havde forfulgt ham siden Faderens Død. Derfor vogtede han sig i det hele for Ensomheden ... (A 4, s. 96)
I sin ungdoms drømme karakteriseredes Per af fortælleren som "herskesyg", ikke alene i forhold til menneskene, men også til kosmos.
(han så) ... Dale fyldes og Høje jævnes med Jorden paa hans Bud og hørte for sit Øre Drønet af Minerne, naar de rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. (A 2, s. 19)
238 I en tydelig parallelscene lader fortælleren denne eksplosion ske med tydelig syndflods- og dommedagsallusion:
Nu var Dalbunden omkring Byen et Kaos af Skiferblokke, Grusbunker, Stenhøje og Samlinger af nedstyrtede Træer (...) Overalt mellem Stenene og Trærødderne ragede der Bygningsrester op, her en splintret Bjælke, hist nogle rustne Maskindele. Hele den lavest liggende Del af Byen med Jernbanestationen var bleven bortskyllet hin Foraarsnat, da "Hoher Goll" efter otte Døgns uafbrudt Regn rystede sine hvide Lokker; og saa pludselig var Vandfloden kommen, at en Familje paa fem Personer tilligemed et halvt Hundrede Stykker Kvæg var bleven revet bort af Strømmen og knust mod Klipperne. (A 4, s. 102)
Per er vidne til denne dommedag, og hans pjeces prometiske syner forsvinder nu i afmagt:
Den nedslaaende Følelse af menneskelig Afmagt, der havde grebet ham straks ved det første Syn af Alpernes Stenrygge, var her bleven forstærket. Han, som i sin Pjece frejdigt havde udtalt, at Menneskeheden, der før var Elementernes frygtsomme Slave, nu havde spændt selve Tordenen for sin Triumfvogn og brugte Stormen som Knaldepisk, blev overfor denne Dommedagsforstyrrelse tvungen til at erkende, at Menneskene endnu levede her paa Jorden af Naturens Naade. (A 4, s. 103-04)
Og bag dommedagen står i Pers forestilling Gud, den stærkere, herskeren. Per må skrive til Jakobe:
Saa ydmygende det er, bliver vi nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme over Naturens Kræfter stadig kun er svagt befæstet, – jeg har udenfor mit Vindu her et mistrøstende Vidnesbyrd derom – og heri maa man rimeligvis søge Forklaringen af, at endnu saa mange, endog blandt de forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje. (A 4, s. 105)
Det objektive resultat af Pers prometeus-drøm: pjecen, lader han 239 nu falde for den kritik, han tidligere fra sine prometiske højder karakteriserede som "Dværgehad". Til Jakobe skriver han, at han ikke er "helt tilfreds" med den; den bæres af en fantaserende "Forhaabningsfuldhed". (A 4, s. 105). Jakobe svarer ikke på brevet og "Per berørte ingensinde oftere sin Bog eller dens Skæbne." (A 4, s. 105).
Han forsøger at læse sig ud af den dødsskræmte afmagt, at tilintetgøre sin "jenseits-anelse":
Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for evig Tid havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et "Hinsides", tumlede han rundt i Mørke som en bestandig narret Blindebuk. (A 4, s. 107)
Nu er han nøjagtig i den lammede pukkelryg-situation under "Spøgelsefrygtens Trælleaag", domsangsten udmarver enhver aktivitet:
Hvad skulde det ogsaa kunne hjælpe at rejse videre ud i Verden, saalænge han ikke havde afrystet denne Mare, der søvnbandt hans Tanker og lammede hans Mod og Handlekraft? Nej – her, hvor han havde optaget Kampen, skulde den ogsaa føres tilende. Her i denne gravskumle Bjergkælder vilde han besejre Spøgelseuhyret ... eller selv besejres. (A 4, s. 108)
Fra bøgerne går Per til stjernerne, der kun intensiverer hans forestilling om Guds vælde. Han søger forklaring i stjernebilledet på "Livets og Dødens Gaader" – "Løven, Bjørnen, Slangen, Tyren, det hele Paradis, Menneskets første ABC, i luende Flammelinjer. Og midt imellem alle disse Vilddyr: Korsets Tegn, tydeligere og stærkere funklende end noget andet Stjernebillede" (Begge cit., A 4, s. 115)
Jakobes ankomst er fortællerens – og Pers – reaktion mod spøgelsekatekismens indhug. Jakobe er på intet tidspunkt i romanen Pers elskede, hun er hans inspirator, idégiver, her hans frelserinde. Per synes at få en hedensk genfødsel og dåb. "For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab." Men kun forsåvidt som Jakobe momentant udfrir ham af dødsrædslen. Hun er ikke en kvinde, men en "Besværgelse" mod døden:
Han elskede hende som den Kvinde, der havde givet ham nyt Liv, der havde udvidet Verdens Grænser for ham, og i hvis 240 Favn han havde fundet det Trylleord, den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra Menneskenes Vej. (Begge cit., A 4, s. 131)
Pers "nye Daab" giver sig udslag i et angreb på spøgelsetroens symbol: krucifikset. Han skyder mod det og det ekkoer tilbage "... som en langtrullende, underjordisk Torden". Per bliver "lidt bleg". Han har ikke overvundet uhyret, som han selv siger til Jakobe:
Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! (A 4, s. 136-137)
Per overvandt ikke "Spøgelseuhyret" men flygtede fra det, hans anfægtelser ytrer sig i en trang til at søge teologisk diskussion. I et brev til Jakobe skriver han fra Wien om hofjægermesterinde Prangen "Hun er aabenbart noget gudelig. Vi kom allerede iaftes ind paa en Diskussion om den kristne Udødelignedslære, og hun korsede sig vistnok over mig, (...) Jeg har paa Fornemmelsen, at hun vil søge at indvirke paa mig." (A 5, s. 39).
Fortælleren markerer Pers dødsanfægtelse ved at lade Jakobe vurdere hans henkastede uanfægtethed:
Dette Brev satte Jakobe i en vis Uro. (A 5, s. 40)
Hendes reaktion er det store brev om de kristnes dødsfrygt, der udspringer af kristendommens opståen i en slavestand.8
XIV.8. Titanernes værk
Jakobe, der til stadighed er fortolkeren af Pers væsen, udvikling og handlinger, vurderer ham en overgang som "det første, formløse Udkast til den kommende Gigantslægt ..." (A 4, s. 27).
I romerne finder cæsaren Per "... Titanslægten, hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt". (A 5, s. 70). Men Per har en erfaring om helvede, som romerne var foruden.
... Das, was aere perennius dastand, das imperium Romanum, die grossartigste Organisations-Form unter schwierigen Bedingungen, die bisher erreicht worden ist, im Vergleich zu der alles Vorher, alles Nachher Stückwerk, Stümperei, Dilettantismus ist, jene heiligen Anarchisten (de kristne) haben sich eine "Frömmigkeit" daraus gemacht, "die Welt", das heisst das imperium Romanum zu zerstören (...) Das imperium 241 Romanum, das wir kennen, (...) dies bewunderungswürdigste Kunstwerk des grossen Stils, war ein Anfang, sein Bau war berechnet, sich mit Jahrtausenden zu beweisen, – es ist bis heute nie so gebaut, nie auch nur geträumt worden, in gleichem Masse sub specie aeterni zu bauen! ...
Dette organisationsværk væltede de kristne med udødelighedslæren repræsenteret ved Paulus:
... er begriff, dass er den Unsterblichkeits-Glauben nötig hatte, um "die Welt" zu entwerten, dass der Begriff "Hölle" über Rom noch Herr wird, – dass man mit dem "Jenseits" das Leben tödtet ... (Begge cit., AC, 58. HP)
Hvad Nietzsche udtrykker om en statsform, materialiserer Per i dens frembringelser, de kolossale bygningsværker. Gudsværket, alperne, imponerede Per som "Stenkolosser", så mægtige, at de lå så "nøgne og uberørte" som da de udgik fra "Skaberens" hånd. I Alperne så han "Stenørken", varighed, ukrænkelighed. I Rom opdager han et overmenneskeligt værk, bygget for evigheden. Han opdager, at naturen og dens lov, forkrænkeligheden, kan overvindes af mennesket:
Det blev det ældste Rom, Antikens Ruiner, der efterhaanden tiltrak Per i denne Byernes By, den "evige" Stad, Verdenssjælens Mausoleum. Men ogsaa her var det langt mindre Arkitekturens Skønhed, han optoges af, end Materialets Uforgængelighed, Sammenbindingens Soliditet, Murenes Masse o.s.v. Intet fængslede ham derfor mere end saadanne Kolosser som Caracallas Bade og Colosseum.
Han opdager, at mennesket har kunnet være "enevældige" og elementernes herre:
Han var opfyldt af Beundring for den himmelstormende Kraft, der her havde lagt sig for Dagen, og han kunde vanskeligt faa i sit Hoved, at disse Kæmpeværker skrev sig fra en Tid, da man saa at sige var blottet for mekaniske Hjælpemidler og henvist til de bare Menneskenæver.
Som Gud i alperne skabte ørkenøde natur, således ligger det totusindarige menneskeværk endnu vældigt og uberørt i sin tomhed:
Han havde engang siddet flere Timer inde i Amfiteatrets |242| ørkenøde Indre og underholdt sig med i Tankerne at genopbygge det fra Grunden. Han havde omgivet den vældige Bygning med et Fletværk af Stilladser og set den hæve sig Skifte for Skifte over en Arbejdsplads opfyldt med kyklopiske Stenblokke. Oksekærrer og Hundreder af svedende Slaver – ligesom Fundamentet til et Babelstaarn.9 Saadanne Drømmerier indfandt sig helt uvilkaarligt hos ham. (Alle cit., A 5, s. 65-66)
Denne "Drømmeriernes" skaberakt er jo en direkte parallel til Pers Nyboder-drøm, hvor han foranstalter jordrystelse ved et tryk med sin finger. (A 2, s. 19). Fortælleren karakteriserer arten af Pers geni, før Per gør sig sit eget forhold til de romerske titaner klart:
... ingen ung Pige kunde heller sidde mere fordybet i en Roman, end Per i et Landkort (...) altsammen tog hans Indbildningskraft øjeblikkeligt i Besiddelse som Genstand for sin Skabertrang. (A 5, s. 66-67)
De antike Murkolosser havde vakt hans Trang til at vide noget mere om Romerfolket...(A 5, s. 69)
Nu førtes han endda her10 helt bagom Kristendommen, ind i en Kultur hinsides den ham fjendtlige Aandsmagt, hvis nedbrydende Virkninger det var bleven ham en Slags Sport overalt at eftervise,11 og som han indtil det allersidste havde maattet bekæmpe hos sig selv.12 I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten, hvorom han uklart |243| havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt. (A 5, s. 70)
Som en ung pige læser "romaner" således tumler Pers fantasi med titanisk bedrift. Hans fremtidsdrømme om en ny menneskeslægt defineres netop af romeregenskaberne, de ligger klart før læsningen af "Mommsen". Hans drøm er jo netop en fremtid, et nyt århundrede, "... der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner" (A 4, s. 134). Han er som den genfødte romer, der som ved et mirakel fremstår af præstegården og vil gå til kamp med alle de ulykker, kirken har forvoldt.13
Nietzsche skriver, at kristendommen med sin udødelighedslære har udsuget den fornemme romer, manden, hans instinkt for "sande" ting, overhovedet for realiteter (AC, 58. HP). Hele den antikke verdens arbejde er dermed omsonst, sansen for kendsgerninger er tabt, den videnskabelige metode, som dengang herskede som instinkt, viljen til en stor menneskefremtid, alt blev undergravet af de underjordiske – som ikke engang var mænd (AC, 59. HP). Pers "geni" fremtræder klart i denne belysning, splittelsen mellem at være og at ville være består i 2000 års instinktforfalskning. Per kan nok drømme om det store, men ikke vove at virkeliggøre noget – han med sit "Slæng af pibekravede Aner".14 I sin idéfigur om "Kong Pukkelryg" (den kristelige omvurdering af herrernes, romernes fornemhed) udtrykker han denne erfaring overfor Jakobe:
Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne, og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed (den titanske) hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at mistænkeliggøre. (A 5, 70-71)
244 Pers møde med romerværket fører altså hans afmagt videre, de skabte evighed, over årtusinder holder deres kolossale værk, ligesom "Skaberens" alper. Selv må han fortolke sin cæsar-identifikation og prometeus-drøm med "Skamfuldhed" – han er ikke en titan som romerne, han når dem ikke til skuldrene. Afmagtsfølelsen overfor fortidens cæsarer udvides nu til nutidens. Per begynder at sammenligne sig med sin tids medcæsarer. Han er "skinsyg" (A 5, s. 87):
Per var ellers ikke slem til at misunde andre deres Lykke. Dertil havde han altid følt sig for meget som den særligt udvalgte, som Undtagelsen, der var hævet over ethvert Medbejlerskab. (...) Den Stemning, der i et Øjeblik var brudt frem hos ham i Malerens Atelier,15 og som nu Beretningerne om Dyhrings letvundne Triumfer fornyede og forstærkede, havde i Virkeligheden længe behersket hans ubevidste Liv. Den havde fulgt ham paa hans Rejse som en skjult Afmagtsfølelse.
Da Per når spidsen af sin prometeus-identifikation med den gale forestilling om at skulle danne "Sideniusserne" i sit billede og "lig en Gud" "... indblæse (dem) sin Aand, fylde (dem) med sit Livsmod, sin Styrke." (A 5, s. 138), markerer fortælleren hans antikvariske binding ved at lade ham se
... en ornatklædt Præst, som med lange Skridt skraaede over Torvet dernede. (...) Smilet var forsvundet fra Pers Ansigt; han var kommen til at tænke paa sin Fader. Og pludselig fik han et helt forskrækket Udtryk. Som et Stød gik det igennem ham, at hans Moder og de hjemmeværende Søskende jo nu boede her i København. (A 5, s. 139)
At det er Gudsmagten, familjen repræsenterer, fremgår af flg.: "Det var ogsaa i Rom flere Gange hændet ham, at han midt om Natten vaagnede som ved et Ryk; (...) Mest var det Erindringer fra hans sidste Besøg derhjemme (demonstrationen af den kristnes død), der saaledes spillede ind i hans Drømme, ganske særligt saadanne, |245| som knyttede sig til Faderens Dødsgave til ham.16 Herom var det ogsaa, at hans Tanker nu i Dag nogle Gange havde bevæget sig med Skyhed – ligesom Misdæderen, der kreser omkring det Sted, hvor han begik sin sidste Voldsdaad." (A 5, s. 177-78). Per er nu ikke blot afmægtig i forhold til sit "værk", hans forhold til det nærmer sig syndsbevidsthed, han er en forbryder. Han svinger fra nu af mellem "skyhed" overfor værket og afmagt overfor dets realisation. Efter det mislykkede møde hos Bernhardt finder han "... en Papirs-rulle paa sit Bord. Det var hans Tegninger og Overslagsberegninger, som Max Bernhardt sendte ham tilbage. Han var dog gaaet i Seng uden at have aabnet den. Indtrykkene fra den hemmelige Nattevandring nedenfor Moderens Vinduer havde igen gjort ham ligesom sky for sit himmelstormende Værk. (A 6, s. 4-5)
Fortælleren knytter her en klar forbindelse til romernes "himmelstormende Kraft". Pers forestillinger om projektet er analoge med hans pjeces udsagn, disse udsagn så Per realiseret i Rom. Han er med sin dobbelte bevidsthed en synder, en gudsoprører. I en parallelscene til Pers dionysiske afmagt overfor livets vilkår under Nybodertiden påpeger fortælleren, at afmagten nu skyldes den kristelige samvittigheds anfægtelser. Per føler sig nu afmægtig overfor sin ungdoms uanfægtede skaberkraft, sit eget projekt:
Men bagved Overraskelsen og Selvbeundringen rørte der sig samtidig en anden Følelse, som kastede en Skygge over hans Tilfredshed og tilsidst helt formørkede den. Det var den skjulte Afmagtsfølelse, der allerede længe havde ligget og murret under Bevidstheden ..." (A 6, s. 6)
Nu beder "Afmagtstroldene" ham ikke længere om at "... besinde sig ...", de er af den art, der huserer i nattens drømme og udmarver ham indefra. Per tænker på Nyboderårenes uanfægtede "...Usseldoms-Aar med deres ukuelige Livsmod, da Samvittighedens Trolde ikke om Natten nedrev, hvad Dagens Sejrshaab havde faaet opbygget" (A 6, s. 6). Per forsøger en sidste afstivning ved Nannys favn: "Alt, hvad der endnu var tilbage af Oprørsaand og Fribyttertilbøjeligheder, 246 havde rejst sig i ham under Indtrykket af hendes Legemes Pragt. (...) Han droges til hende som til det Bedøvelsesmiddel, han nu igen trængte til for at faa sit Sind i Ligevægt;" (A 6, s. 15).
Ved det store selskab hos Salomons hvor Nathans hjemvenden og hans egen forlovelse med Jakobe skal fejres, flygter han alligevel – fra Nanny (A 5, s. 56) og fra selskabet, skønt et nyt konsortium er under dannelse (A 6, s. 49). Af samme grund: "Evigheden" kalder på ham. Han trækkes af forestillingen om et "Jenseits", en stjerne siger ham: "Husker du mig ikke? – (...) Mindes du ikke dengang ... for længe, længe siden ... langt borte herfra ... i en hel anden Verden ...?" (A 6, s. 55)17
Fortælleren lader Pers åndelige udmarvning følge af en fysisk. For sidste gang før Pers følelsesmæssige omvendelse, manifesterer hans dødsholdning sig i dionysiske baner. Hans forhold til døden præges nu af den silenske erkendelse. Tilværelsen er absurd: "Dø allerede nu? Fireogtyve Aar gammel! Med sit Livsværk ufuldført (...) Det vilde være ganske meningsløst, fuldkommen ulogisk – som Livet overhovedet var det." "Ja, det Standpunkt var forlængst tilbagelagt, da han overmodig trodsede Døden i den Indbildning, at Livet ikke kunde undvære ham (...) Mørkemanden med de tomme Øjenhuler (greb) iblinde mellem kaldede og ukaldede uden Hensyn til Nyttevirkningen." (Begge cit., A 6, s. 82) (Jvf. eks. d)18
Fortælleren resumerer Pers to dødserfaringer. Per føler ikke mere rædsel ved vilkårene, men lede ved livets formålsløshed. Det nytter ikke at handle:
Den Gru for Tilintetgørelsen, der havde siddet Per i Kroppen siden hin Dag, da han blev Vidne til den gamle Højbaadsmands uhyggelige Endeligt, og som var bleven fornyet ved Faderens Dødsleje, havde i den senere Tid igen fortaget sig noget. (...) Den Følelse, der mest opfyldte ham (...) var en mild Medlidenhed med ham selv. Endog naar han ingen Smerter følte, var der Øjeblikke, hvor han i sin Træthed næsten forligede sig med Tanken om at gaa bort og befries for Livets formaalsløse Besvær. (...) – alt fyldte ham (...) med en usigelig Lede. (A 6, s. 82-83) (Jvf. eks. e)19
247 Straks efter antræffer den kristelige dødsangst ham, det blev ham "... stadig vanskeligere at holde Uhyggen borte fra sin Seng." (A 6, s. 83). Han læser igen – som i Alperne – de filosofiske skrifter (s. 87-88), Sokrates Fædon bestyrker ham i troen på kristendommens sandhedselementer (s. 88), projektet forkastes nu af hans kritik. "For første Gang satte den rigtige, huløjede Tvivl sig foran ham og lod ham smage den Gru, der minder om Dødens. (A 6, s. 89). Det er denne gradvise nedbrydning af illusioner indtil den totale menneskelige afmagt, cæsaren Per har bag sig, da han i diskussionen med Jakobe om magtviljens væsen20 benytter "teolog-instinktets" afmægtige omvurdering til at gøre op med alt det, han ikke kunne. Han lader sit hidtidige livs værdisæt: "Navn, Ære, Rigdom" forkaste: "Jeg priser mig lykkelig over, at jeg i Tide fik reddet mig ud af Elendigheden". (Begge cit., A 6, s. 99)
XIV.9. Døden III
Moderens død åbner for Pers sidste skrækindjagende dionysiske glimt, tilværelsens vilkår blottes for ham; siddende i en kafe betragter han kistens indskibning:
... han havde (...) i Løbet af nogle Minutter udstaaet en Række Sjælslidelser, om hvis Frygtelighed han aldrig havde drømt. I det Nu, han saae sin Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn havde han set Tilværelsens Grund afdækket i al sin triste, ørkenøde, hæsligt spottende Nøgenhed. (A 6, s. 149-50) (Jvf. eks. e)
Per ser "Urgrunden", ørkenen, tomheden. Han er ikke længere – som ved sin affære med fru Engelhardt – i stand til at mobilisere en efterrationaliseret betagelse, han tåler ikke denne ørken bag hvilken dødsstilheden ruger. Dette sidste glimt bliver afgørende, Per må fylde tomheden, livsvilkårene med et kristeligt udødelighedshåb. Projektet, der nu har Bjerregravs støtte, lades i stikken, Per rejser med moderens kiste. Også de "fortrolige Samtaler" (om religion) (A 6, s. 152) med hofjægermesterinden trækker. Han vil tage et par dage på Kærsholm med i købet (og tale om udødelighedslæren).
248 Nietzsche skriver om samvittigheden, den fortrængte, perverterede magtdrift:
"Diese heimliche Selbst-Vergewaltigung (...) diese Lust, sich selbst als einem schweren widerstrebenden leidenden Stoffe eine Form zu geben, einen Willen, eine Kritik, einen Widerspruch (...) ein Nein einzubrennen, diese unheimliche und entzetzlich-lustvolle Arbeit einer mit sich selbst willig-zwiespältigen Seele, welche sich leiden macht, aus Lust am Leidenmachen (...) hat zuletzt (...) als der eigentliche Mutterschooss idealer und imaginativer Ereignisse auch eine Fülle von neuer befremdlicher Schönheit und Bejahung an's Licht gebracht (...) ... Zum mindesten wird nach diesem Winke das Räthsel weniger räthselhaft sein, in wiefern in widersprüchlichen Begriffen, wie Selbstlosigkeit, Selbstverleugnung, Selbstopferung ein Ideal, eine Schönheit angedeutet sein kann; und Eins weiss man hinfort (...) welcher Art (...) von Anfang an die Lust ist, die der Selbstlose, (...) empfindet: diese Lust gehört zur Grausamkeit. (GM, Schuld... l8)
Pers følelsesmæssige omvendelse ved moderens kiste og på Kærsholm følger nøje dette skema:
Han følte det godt selv nu, hvorledes der denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt Omvæltning i hans Indre.21 (...) Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe, en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen.
Men dermed gled ogsaa Grunden bort under hele hans forgangne Liv. Dermed var Dommen afsagt over al hans hidtidige Digten og Tragten.
(…) Som de mere overfladiske Bævninger, der bebuder et kommende Jordskælv, rørte Skyldfølelsen sig allerede ret vaandefuldt i ham. Alligevel var han ikke nedslaaet. Han følte intet af den Rædsel, som den ubesmykkede Virkeligheds nøgne og kolde Øde glimtvis havde fremkaldt hos ham den foregaaende Dag, da han saae Moderen hænge der i Luften over den gabende Lastluge som over en hæsligt 249 grinende Mund.22 Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker, der laa her og prustede og snorkede og svedte rundt om ham under Virkningen af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der er Tegnet paa, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser. (A 6, s. 168-69)
Per kommer nu i et andet forhold til den dionysiske urgrund, fordi han er på angerens vej. Med omvurderingen til de præstelige idealer er han halvvejs forsikret mod døden på dionysiske vilkår og kan ombytte den med de kristnes salighed. Han går nu ind i den kristelige samvittighedskamp.
XIV.10. Ørken bliver evighed
På Kærsholm indgår hans kristelige eftersøgninger af evigheden i en tæt tåge af Feilbergsk natur-"Ligeløb". Han lytter til vandets klukken: "Ved en saadan Lyd førtes Menneskenes Aand direkte ind til Livets Udspring, ind i den Evighed, hvor tusinde Aar var som en Dag og en Dag som tusinde Aar". (A 7, s. 58 ). Men Feilberg er uden ansvar for den kristelige, vellystige Angerfølelse, Per knytter til sine natur-visioner:
Der var i alt dette noget af en betydningsfuld sjælelig Opdagelse for ham. Han mindedes vel, at han engang tidligere havde følt og tænkt noget lignende. Det var, da han paa sin Rejse gennem Schweiz første Gang saae Højalpernes lange Række af solbeskinnede Snetinder hæve sig over Horisonten som et Syn fra Tidernes Morgen. Men Indtrykket havde dengang gjort ham utryg og urolig. Nu derimod havde han faaet opladt den "sjette Sans", der aabnede ham Evighedens 250 Dyb og gjorde ham det fortroligt.23 Naar han saadan sad ganske stille (…) , kunde han endog begynde at fatte Meningen med Ord som "Himmerig" eller "Salighed". Han kunde føle sig som udløst af det jordiske, optaget i en højere og renere Tilværelse, uforkrænkelig, helt Sjæl.24 (A 7, s. 58-59)
Denne "sjette Sans", som Per har fået opladt, er tydeligt nok det kristelige øre for ørkenstilhed, som profeterne ejede og med hvilket de kunne høre guds stemme i intetheden.25 Per skræmmes ikke længere, han føler sig nu "uforkrænkelig" ligesom han som ung følte sig "uforgængelig", nu er han "helt Sjæl", på rette vej, saligheden er i syne, og han giver "Lykken" løbepas: "Det hele jordbundne Liv – dette hæsblæsende Jag efter "Lykken" – blev saa mærkelig betydningsløst, og desuden saa besynderlig uvirkeligt, saa spøgelseagtigt, – et blot og bart Skyggespil. (A 7, s. 59). Han repræsenterer nu faderens værdisæt. Kun ét er fornødent: at sørge for sin sjæls frelse. Sjælen Per, der nu har sagt farvel til kroppen, føler godt nok, at hans forhold til naturen er en samvittighedsakt:
Aldeles ny for ham var nu denne Livsbetragtning alligevel ikke. Den havde haft Tag i ham allerede forleden Nat paa Dampskibet over Kattegat, og han anede ogsaa godt, at der var en skjult Forbindelse mellem hans nuværende, andagtsfulde Naturhengivelse og hin Angerfølelse, der ved samme Lejlighed for første Gang havde rørt sig i ham, og hvori |251| og hvori der jo ogsaa havde været et Gran af sjælelig Vellyst. (A 6, s. 59)
Per er nu ved – med samvittighedens vellyst – at indbrænde sig forsagelsesnejet, det nej, han senere gyser over i moderens afskedsbrev. Af de dionysiske vilkår er han nu udløst, han har med sin omvurdering af moralsystemerne og akcepten af forsagelsesidealerne reelt nu bøjet sig for Gud. Nu står der bag glimtet ikke mere et nøgent og ligegyldigt øde, ikke mere dødsstilhed, men fred, uforkrænkelighed, "Himmerig", "Salighed", "Evighed": Han er forsikret.
XIV.11. Virkeligheden forkastes
Ivan skriver til Per, at der med Bjerregravs støtte stadig er håb om "gunstige Resultater" for projektet. Han opfordrer Per til at holde foredrag om projektet i Jylland for at skabe stemning for det. Endelig uddriver Per den sidste cæsariske del af sin bevidsthed og falder til hvile i antikvarisk udelthed:
Efter Modtagelsen af dette Brev tilbragte Per en halv Dag inde hos sig selv i delt Stemning. Straks Synet af Ivans Haandskrift havde opskræmt ham, og han gennemlæste Brevet under Indflydelse af den Skyhed, han i den senere Tid havde følt overfor sin Ungdoms himmelstormende Drømme. (...) Han blev ved denne Lejlighed endelig klar over, at han, naar det gjaldt den praktiske Gennemførelse af en Idé, ikke egnede sig til at være Foregangsmand. Affæren med Max Bernhardt havde ikke været nogen Tilfældighed. Ogsaa hans Sammenstød (...) med Oberst Bjerregrav var i saa Henseende retvisende (...) Han var Opfinder, Tekniker – ikke Børsspekulant. (A 7, s. 60-61)
Denne Pers erkendelse afslutter kampen mellem hans antikvariske og cæsarisk-prometiske bevidsthedslag. Han har ikke kunnet udholde det dionysiske glimt og ikke kunnet udfylde det med meningsfuldhed som romerne, ikke selv kunnet skabe en "himmelstormende" evighed i uforgængelige materialer. Tilværelsens vilkår har besejret ham, han ikke besejret dem. Han må derfor søge tilflugt til den kristelige udødelighedsforsikring.
252 Idet Per nu i fuld bevidsthed erkender sin afmagt og manglende psykiske mulighed for at realisere sit cæsariske forsæt og dets materialisation, projektet, identificerer fortælleren hans selverkendelse med den karakteristik, Jakobe afleverede af ham i forbindelse med deres diskussion af magtviljen. Derved får sætningen: "Per er afmægtig, Per er præstelig, Per må afmægtigt omvurdere" litterær sandhedsværdi. Pers omvurderende teolog-instinkt udfolder sig også i hans forsvar for opgivelsen af projektet, han har ikke "Ærgerrighed" nok til at trodse sin natur, dertil har han "set for megen Vederstyggelighed gro op af den." (A 7, s. 61-62) Jakobe svarer på denne udfoldelse:
Du taler om din Mangel paa Forfængelighed (...) Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som visse andre Syndere.
Jakobe forsvarer "denne stakkels Rest af vor Stolthed", fordi den hører til de egenskaber, der betinger "Velfærdet".26 Ærgerrigheden vækker nemlig efter Jakobe "Virksomhedsaanden" "... i en Stymper af en Mand" (Begge cit., A 7, s. 62). Per vil svare hårdt igen, men "den religiøse Stemning" i ham udstrækker hans almindelige "Anger" (A 7, s. 64) til at tilgive Jakobe denne formastelighed. "...han havde jo saa megen Uret at gøre god overfor hende ..." (A 7, s. 64)
XIV.12. Sejr
Tre nøglecitater skal afslutte romanens drøftelse af døden på dionysiske og kristelige vilkår. Resultatet af Pers omvendelse, hans "... dødeligt skræmte Samvittigheds Tilskyndelse" (A 7, s. 163) bliver erkendelsen af, at Gud er herskeren, men at menneskesønnen til gengæld er sikret
... alle sande Goder, Hjertets Fred og Sindets Tryghed, Glæde ved Livet og Frygtløshed i Døden ...(A 8, s. 10)
Bag det ørkenøde glimt står nu en "... evig og uforanderlig Gud", han som Pers fader fremstillede som dommer i romanens straffetale over æbletyven, drengen Per. Følelsen af panik i alperne er ved forældrenes grave afløst af denne stemning hos Per:
... nede over Gravene rørte der sig ikke et Blad, og Stilheden var saa dyb, som strømmede den ud fra selve Evigheden. (A 8, s. 10-11)
253 Rædsel bliver evighed for den sønnelydige. Pers omvendelse er fremkaldt af løjtnant Iversens selvmord,27 ved hans død takker Per den "Aarhundreder gamle Præsteslægt" for sin lønlige pagt "... med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod aabent havde villet trodse. Den "sideniuske" Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, var den ikke netop den Amulet, det signede Tegn, han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre ..." (A 8, s. 8)
Efter at udsoningens og bodsgangens stemninger er gennemhullet af Pers fornuft og han er "... paa Vej til at blive forelsket i sin egen Ungdom" (A 8, s. 191) finder han "Forbandelse" i den "sideniuske" arv (A 8, s. 191). Han tænker med sorg på den dionysiske musik, der larmede i hans indre – dengang:
Om han ogsaa dengang havde været en uforstaaende, fripostig og indbildsk Knægt, maaske i mangt og meget en Nar, i andet en Lømmel, i et og alt en sjælløs Krop, det var dog Livets egen Musik, der havde sunget i hans Blod og fortonet sig i hans Drømme. Nu var det bleven stille og genlydende tomt i hans Indre. Kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde. (A 8, s. 191-192)28
Der er her en tydelig forandring i Pers moralvurdering. Livet er et disharmonisk orkester, lømmelagtigt, amoralsk, det er æstetik, musik og ikke tilgængeligt for moralsk dom. Dette liv kan Per nu akceptere – da det er for sent. Den kristeligt-moralske vurdering er ophørt. Dette gælder også i forholdet til døden. Per venter nu ikke mere salighed, han venter på intethedens "Ekko" fra "Dødsriget":
Den Dødsfrygt, der i hans Ungdom havde blæst ham Marven ud af Knoklerne, saasnart han fejlede noget, havde han forlængst overvundet. Det var snarere 254 med en Følelse af Misundelse, han nu ved Begravelser saae Kisten forsvinde i Jordens Mørke, og der var Tider, da ingen Lyd syntes ham saa forjættelsesfuld som de smaa, hule Drøn, der lød op fra Graven, naar de tre Skovlfulde Jord faldt paa Kistelaaget, – Dødsrigets Ekko, Intethedens Svar og trøsterige Forsikring. (A 8, s. 194) (Jvf. eks. c)
Frygten for døden på dionysiske vilkår er ophørt, Per er dionysisk resigneret, livet ækler ham. Per ser hverken rædsel i dybet eller en dommer bag intetheden. Han søger ingen hjælp mere i det kristelige udødelighedshåb.
Om vejassistenten Per hedder det:
(han) ... syntes altid rolig og tilfreds. Dette undrede Folk og foruroligede dem tillige, saa meget mere som han ikke søgte Trøst i Religionen, aldrig gik i Kirke, endsige til Herrens Bord, og derfor af Præsten blev betegnet som en af de ulykkelige, der var hjemfalden til den evige Fortabelse. (A 8, s. 253)
Romanens første præst, pastor Sidenius, og dens sidste unavngivne forsøger samme argument mod synderen.29
Pers "elev" skolelæreren føler
... sig særdeles vel tilpas hos ham trods hans ofte gudsbespottelige Tale. Skolelæreren var en Mand, der endnu ejede sin Barnetro ubeskaaren, og da han tillige beflittede sig paa (...) at leve som et ærligt og redeligt Menneske, mente han at turde haabe paa engang at faa Del i den evige Salighed. (A 8, s. 253)
Den gudløse Per ventede i Rimalt på døden. Nu elsker han livet. Fortælleren har omhyggeligt sørget for at vise, at en ændring i Pers forhold til døden endnu en gang er indtrådt. Efter omtalen af Pers sidste smertefulde sygdomsdage hedder det:
At Livet virkelig intet Øjeblik havde syntes ham helt uudholdeligt, viste sig efter hans Død, da man fandt en ladt Revolver skjult i hans Natbordsskuffe. (A 8, s. 255)
Denne sidste fase i Pers tilværelsesfortolkning – en rent metafysisk –er udtrykt i idéfiguren om krøblingen. Hans fred er såvist ikke en kristelig salighedsanelse.30 Per som i sin sidste fase vendte tilbage til det rent kristendomsfjerne, dionysiske vurderingssæt overvandt både den dionysiske livslede og den kristelige udødelighedsforsikring.