Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del.  Lykke-Per

Kapitel XIII

Totalidéfigur: Kærsholm

Romanens syvende bind (Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika, 1903) indledes med en fire sider lang beskrivelse af et stykke Danmark i fortid og nutid. Den er mere end en topografisk-historisk beskrivelse, den omhandler også et folks udvikling – og som det fremgår – et folks degeneration. De historiske yderpunkter er til den ene side den type, som Jakobe og Per forherligede: vikingen, til den anden side den, som Per udsprang af og ville bekæmpe hos sig selv: præsten, Sideniussen. Beskrivelsen omfatter et folks omformning fra en fri krigerskare til en fredelig samfundsbefolkning. Denne beskrivelse kan betragtes som romanens totalidéfigur, den sammenfatter de udsagn om den danske nationalkarakter, som romanen har leveret, men den går også dybere. Per så i Nyboder-folkene repræsentanter for "nordisk Vikingekraft", "... den sidste, ærværdige Levning fra en Stortid og en Storslægt, der var gaaet under i Præsternes og Stemningsprædikanternes Ragnarok". (A 2, s. 60).

Jakobe ønskede, at hendes barn "maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur ..." (A 7, s. 197).

Idéfiguren i bind 7 udfylder det historiske svælg mellem vikingen og præsten og fortæller, hvad denne udvikling har medført af konsekvenser for den danske psyke.

I GM, Schuld, 16 udvikler Nietzsche, hvordan den onde samvittighed opstår:

unter dem Druck jener gründlichsten aller Veränderungen ...

nemlig

... jener Veränderung, als er (mennesket) sich endgültig in den Bann der Gesellschaft und des Friedens eingeschlossen fand.

– mit einem Male waren aller ihre Instinkte entwertet und "ausgehängt".

Mennesket

dem Kriege, dem Herumschweifen, dem Abenteuer glücklich angepassten Halbtieren

måtte udløse sin krigeriskhed på en anden måde:

Alle Instinkte, welche sich nicht nach aussen entladen, wenden sich nach innen.

Die Feindschaft, die Grausamkeit, die Lust an der Verfolgung, am Überfall, am Wechsel, an der Zerstörung – alles das gegen die Inhaber solcher Instinkte sich wendend: das ist der Ursprung des "schlechten Gewissens".

Allerede i december 1900 (bind 7 af Lykke-Per kommer oktober 1903) undersøger Adam Malling i Det ideale Hjem menneskets "sjælelige Udartning". Hans efterfølger i Pontoppidans forfatterskab er filosoffen |216| Vadum, der argumenterer på nøjagtig samme måde. Mallings undersøgelser af samvittigheden er et godt udgangspunkt for Lykke-Pers totalidéfigur. Som Nietzsche mener han, at den moderne kultur er degenereret, instinktforfalsket. Nietzsche finder, at den europæiske kultur benytter sig af tre hovedbedøvelsesmidler: Alkohol, narkotika og kristendom, Malling at "Trangen til Selvbedøvelse er noget særegent for Mennesket og vokser med Kulturen." (s. 12)1

Spiritusnydelsen er netop hans udgangspunkt for analysen af den menneskelige sjæl, der under alkoholisk påvirkning spaltes i to "Hovedbestanddele, Natur-Jeget og Samfunds-Jeget." Malling kalder "Natur-Jeget" "vort egentlige Jeg" og "Samfunds-Jeget, den saakaldte Samvittighed". (s. 12). Som Nietzsche mener Malling at "Samfunds-Jeget"s huseren i menneskedyret fremkalder dets smerte:

"Ich glaube, dass niemals auf Erden ein solches Elends-Gefühl, ein solches bleiernes Missbehagen dagewesen ist..." (GM, Schuld, 16).

Uden nærmere dokumentation skal Mallings direkte Nietzsche-inspirerede betragtninger citeres:

Indtil et vist Stadium gør Rusen endog Ur-Jeget mere fuldblodigt, fremkalder Stridslyst, Mod, Selvfølelse. Fremfor alt vækker den Glæde, d.v.s. Sorgløshed, hvilket altsammen er i god Overensstemmelse med den Antagelse, at det, under den uophørlige Kamp mellem Naturaanden og Samfundsaanden ("Spøgelset") i os, er den førstes Sejr, der fremkalder Lykkefølelsen, dens Nederlag, der (...) føles som Bedrøvelse, Tungsind og Fortvivlelse. De af Samfundslivet mest uberørte Individer er derfor overalt de gladeste, og Vilde saavelsom fritlevende Dyr kender ikke Sorg uden ved pludselig Hæmning af Instinktudfoldelsen. (s. 13)

Idéfiguren har herregården Kærsholm som emne. Landskabet omkring gården beskrives – som ofte hos Pontoppidan – med personkarakteriserende formål, det er en del af eller en kongruent baggrund for et bestemt psykisk scenarium. Fortælleteknikken er antitetisk, nutidens fredelige fedme i landskab og hos menneske kontrasteres |217| af fortidens glimt af voldsom, uvejsom natur og krigeriske mennesker:

Midt igennem Engen flyder en doven Aa – de kummerlige Rester af det stolte Vandspejl, som engang har dækket den næsten milebrede Dalbund. (...). Underligt er det (...) at tænke paa de friske Bølgemasser, der i svundne Dage har skvulpet mellem disse fredelige Bakkedrag. (...). Her, hvor nu Grøftegravere og Møgspredere sidder og gumler (...) paa deres Fedtebrødsmellemmad, har kampdrukne Fribyttere svunget sig iland fra deres blodbestænkte Skibe ...

Længe bevaredes

Skoven som tilflugtssted for Vovemodet og den kække Bedrift. Herfra skrattede de høje Herrers Jægerhorn, naar de sprængte afsted med Døden paa Sadelbuen (...). Her fik ogsaa Stormen igen sit fulde Mæle, – hin tusindstemmige Orgeltone, der mindede om Havet og fyldte Menneskenes Sind med Rædslens store Højtid. (A 7, s. 3-4)

Hos Nietzsche danner en skare voldsomme erobrere fredssamfundet, hvorefter den onde samvittighed hos de undertrykte vokser støt indtil den når sit højdepunkt med den kristne skyldfølelse. Fortælleren går af let forståelige historiske årsager direkte til fredssamfundets etablering under præsterne:

En Skare vaabenløse Fremmede byggede sig Bo (...). Ad den Vej, der var betegnet af rejste Kors og hellige Billeder, kom de dragende sydfra (...) – og snart ringede den første Bedeklokke sit "Fred paa Jorden" ud over Vikingernes gamle Land (...). Fra alle Sider gnavede Bondens ublodige Økse sig ind i Skovens Mørke, hvor Kragerne allerede skræppede fra Ørnenes forladte Redepladser. (A 7, s. 4-5)

Nu foregår samfundsetableringen.

Kirken blandede Blod med det borgerlige Samfund. Ud af den grove Bodsdragt med Sandalerne og det haarde Hampereb fremtraadte (...) den første Pastor Sidenius ...

en vis magelighed synes imidlertid at gøre omvæltningen lettere end Nietzsche hævdede:

Samtidig faldt ogsaa Herremanden mere og mere til Ro i den borgerlige Samfundsorden. I sin nedarvede Velstand, som gavmilde Love beskyttede, fristedes han stadig mindre af Eventyret og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes Ætling bliver Studehandler ... (...). Den hele Skikkelse svulmer af |218| uforbrugt Kraft. (A 7, s. 5-6)

Men med fredssamfundets etablering sker alligevel den psykiske ændring, som Malling forbandt med "Samfunds-Jeget". Naturkraften bliver perverteret og må finde nye kanaler:

Det var Mænd, hos hvem Søhaneblodets Daadstrang og friske Selvraadighed (jvf. "Natur-Jeget") var stivnet til studeagtigt Hovmod og Stivsind.

De kriges nu ad lovlig vej:

Det var Flæskenakker som Hr. Lave Eskesen Brok, der laa i Kiv og Proces med det halve Jylland (...). Og det var Individer som den sindsforstyrrede Jørgen Arnfeld, hos hvem Fortidens Vildskab brød ud som blodig religiøs Fanatisme ... (A 7, s. 6)

Mallings studier i kulturmenneskets todelte bevidsthed har også realitet i romanen. Hofjægermesteren på Kærsholm ligger ustandselig i processer. Han er en studie i "Natur- og Samfundsjeg". Da Per i Rimalt omsider er brudt igennem sin kristne samvittigheds anfægtelser og har frigjort sig fra den, er han alligevel stadig ulykkelig, som fanget i et bur. Inger sammenligner ham da med den evigt rugende hofjægermester. Først i ensomheden, udenfor samfundet, bliver Per lykkelig og sig selv bevidst. Hofjægermesteren nåede det aldrig:

Mellem Folk paa Egnen tales der ofte om, hvad det vel kan være, hofjægermesteren saadan gaar og ruger over. Han har nu aldrig været let at blive klog paa. Det er, som om der boede to Mennesker i ham. (A 7, s. 8).

Han veksler mellem nedstemt tavshed og "den naragtigste Selvfølelse". Med baggrund i Nietzsche (og eleven Malling) forstår man ham.

I idéfiguren om Kærsholm optræder to Nietzscheske modeller for det fornemme menneske: vikingen og ørnen. Nietzsche regnede "skandinavische Wikinger" (GM, Gut u. Böse, 11) med til gruppen af aristokratens forfædre. De fornemmes værdisystem forudsatte et liv i "Krieg, Abenteuer, Jagd, Tanz ..." (GM, Gut u. Böse, 7). I Z (Von der Wissenschaft) hedder det:

Mut aber und Abenteuer und Lust am Ungewissen, am Ungewagten, – Mut dünkt mich des Menschen ganze Vorgeschichte.

Denne fortids værdisæt ændredes i Kærsholms fredssamfund:

I sin nedarvede Velstand, som gavmilde Love beskyttede, fristedes han stadig mindre af Eventyret og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes |219| ætling bliver Studehandler. (A 7, s. 5)

Pers væsen genoptager det fornemme menneskes forhistorie. Allerede drengen Per beslutter sig for ingeniørgerningen fordi

Denne Stilling syntes ham (...) at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af (...) et frit omflakkende Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser. (A 1, s. 42)

Sammen med Jakobe vil Per med sin elektriske lynkraft skabe et nyt samfund, som reetablerer de fornemme idealer; deres drøm var:

... det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner. (A 4, s. 134)

Rovdyret findes – efter Nietzsche – på bunden af den fornemme. Ørnen er i Z modets dyr. Både Per og Jakobe sammenlignes i romanen med ørnen. Om skolebestyrerinden Jakobe hedder det:

Den Kampens Lod, hun i sin Ungdom havde ønsket sig, var i fuldt Maal bleven hende til Del.

Hendes ansigt, der af beundrere kaldtes "et Ørneansigt", var nu "ubestridelig rovfugleagtigt." Hun lignede en

Kondor, der fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten. (A 8, s. 259)2

Til romanens pukkelrygge eller "halvfærdige mennesker" svarer i idéfiguren om Kærsholm de fugle, der nu behersker stedet. Per sagde i idéfiguren om "Kong Pukkelryg" at "I det forrykte Land lever vi den Dag idag!" (A 5, s. 71) Da Per opholder sig på Kærsholm, træffer han ustandselig i naturen de skræppende krager. I Kærsholms fredssamfund

... gnavede Bondens ublodige Økse sig ind i Skovens Mørke, hvor Kragerne allerede skræppede fra Ørnenes forladte Redepladser. (A 7, s. 5).

Kærsholm er i perspektiv et folks udvikling fra vildt til tæmmet.

XIII.2. Tillæg: Brück

Da den unge Per Sidenius stræber efter en af Salomons rige døtre, er han på udkig efter rivaler. Den farligste er efter hans overbevisning selvfølgelig en kriger:

End ikke overfor Husar-løjtnanten, hvem han i Forvejen havde hørt omtalt som Hærens dristigste |220| Rytter og derfor betragtet som sin farligste Modstander, nedsloges hans Mod, endskønt denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt. (A 2, s. 155)

Fortælleren anfører to tegn på, at Per som resultat af sin lange eksistentielfilosofiske krise i Rimalt vender tilbage til ungdommens dionysiske, moralfjerne tilværelsesfortolkning.3 Cæsar-busten, som han under sit ophold i den moderlige favn havde været ved at smadre som et gudsbespotteligt værk, ændrer værdi, da han erkender, at

Denne "sideniuske" Arv – den havde dog alligevel været hans Livs Forbandelse!" (A 8, s. 191). "Ved dette Billede, som han engang havde ønsket at kunne sønderslaa, hang hans Blik nu ofte med et næsten ømt Udtryk. (A 8, s. 191).

I romanens sidste bind optræder

... en køn, kraftfuld Mand (...). Per havde straks følt sig stærkt tiltrukket af ham. Til Trods for, at deres Forhold og Interesser var saare forskellige – Hr. Brück var blandt andet en ivrig Jæger og Hestebetvinger og havde sin egenlige Omgang i Godsejerkrese – havde Per endog haabet at kunne knytte en virkelig Venskabsforbindelse med ham ... (A 8, s. 180).

På marmorbusten af cæsaren Per fremhæves

et virkningsfuldt Muskelspil paa den svære Nævefægterhals. (...) Blikket var bydende ... (A 8, s. 175).

Inger er utryg overfor denne mand, især bange for hans øjne.

De var smaa og staalgraa og havde allerede i hans Drengeaar (Inger og Brück er barndomsbekendte) haft et stærkt, ja voldsomt Blik ... (A 8, s. 222).

Hvorfor tilrettelægger Per det sådan, at Inger fører sin ægtestand videre med denne herre? Han er selv livsuduelig "en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og dræbtes af Lykken." (A 8, s. 215). Han er en "ulykkelig Halvmand". Han, halvmanden, forsøger sig med sin egen dreng, Hagbart, i Silens' rolle:

Idet han tvang sig til at smile, tog han ham op i sine Arme og stod nu en Tid med ham omtrent (...) som hin spøgefulde Silen med Dionysosbarnet, han havde set i Ørstedsparken. (A 8, s. 232).

Hans dreng følte sig "endnu mere utryg overfor Faderens Kærtegn end overfor hans Mishag." (A 8, s. 233). Per kan ikke selv være opdrager og fader og overdrager sin familje til officerslægten. Denne handlings specielle formål er uforståeligt, og Brück er som person |221| uforståelig, hvis man ikke4 har gjort sig romanens psykologiske kontrastskema klart. Pers handling med familjen er af samme art, som hans testamente til Jakobe, ørnen. Hvad han efterlader sig, tilføres mennesker som – i handlingens verden – hylder de idealer, som han selv kunne hylde i "Drømmens", de er erobrerne af den ydre verden. Familjen Brück omtales således:

Han (faderen) var en høj, statelig Herre med et kortklippet, sølvhvidt Haar, en skægløs Hage, svære Bryn og Ørnenæse. Trods sine treoghalvfjerdsindstyve Aar holdt han sig lige saa kavalermæssig rank som Sønnen. Man saae, at der flød gammelt Krigerblod bag denne vejr-brunede Hud. (A 8, s. 228)

Jakobe og Brück tilhører ørnearten, er ikke pukkelrygge, ikke tæmmede, men selv betvingere. Per blev krøbling, men i sit jeg, "Drømmens" verden, nåede han også betvingerens billede. Før sin afrejse til Vesterhavet, hvis klima skal "frigøre" hans væsen, siger han til Inger:

Til Gengæld kan ofte vore Trængsler "ruge Ørne ud af Spurveæg" – som der staar i Visen. (A 8, 241).

 
[1] Alle cit. er fra førsteudgaven. De senere udgaver indeholder ikke disse betragtninger. tilbage
[2] Frederik Nielsen har i Digter og Læser (Gyld. 1961, "Ørneflugt" – læst igen) påvist Nietzsche-inspirationen i denne krønike med "Aristokratisk Radikalisme" (afsn. om Zarathustra) som kontekst. Den fulde, nuancerede påvirkningsbaggrund kan findes i Z (Vom höheren Menschen, nr. 2, 3, 4, 11, især 4). tilbage
[3] Kap. XIV. "Prometeus afmagt", afsnit XIV.12. "Sejr". tilbage
[4] ordet ikke er tilføjet af HLN tilbage