Pontoppidan og Nietzsche
Tredje del. Lykke-Per
Kapitel V
Magtkirken, dens væsen og formål
Fortælleren gentager om Jakobes og Lykke-Pers bekendtskab, at det er deres heftige had mod det kristne samfund og den kristne kirke, der forener dem. (A 3, s. 22). Dette absolutte (og overfladiske) fortællerudsagn skal ikke diskuteres nu, så meget mere som fortælleren retfærdiggør sig selv litterært ved at anbringe et nuanceret lag af åndelige og seksuelle tiltrækninger i Jakobes og Pers meget komplicerede forhold. I forholdet til kristendommen interesserer Per Jakobe ved sit had, frastøder hende ved hævnfølelsen overfor sin familje. Hun vakler i sin vurdering af hans natur, er han en bondagtig barbar eller en lidenskabelig titan? Hendes vurdering af ham giver – således som han er anlagt af fortælleren – anledning til karakteristikker af det kristne menneskes fysik og psyke, det titaniske menneskes formål og tvivl. Hun (og Per) kan således præsentere et alternativ til det kristelige værdisystem, kan sætte en anden livsholdning i stedet for den, der kritiseres. Der er, som det skal vises, tale om absolutte og diametralt modsatte livsholdninger. Disse to værdisystemer er sammen med kristendomskritikken, således som den rettes af Per-Jakobe, i fællesskab og hver for sig, identisk med den Nietzsche fremlægger i Jenseits von Gut und Böse (=J), Zur Genealogie der Moral (=GM), og især Der Antichrist (=AC), bøger som er læst flittigt af Pontoppidan. Denne kristendomskritik er den teoretiske, argumenterende og artikulerede baggrund for romanens litterære skæbneforløb, idefigurer, metaforiske størrelser o.s.v., og er derfor vigtig at udskille. Både Jakobe og Per er ganske vist eksistentielt parter i sagen og underkastet hadets uretfærdighed i argumentationen, men Jakobes udsagn – især i hendes store afsluttende brev til Per om magtkirken – får lov at stå uanfægtede og uafkræftede i romanens personkarakteristik, skæbneforløb og persondiskussion. Fortælleren tillader i den grad forfatteren Pontoppidan at komme til orde her, at han lader Jakobe angive, at hun for sin del er kommet over kristendomshadet og taler på menneskehedens vegne.
|83| Kendsgerningens mand Lykke-Per, der ironisk roser de æstetiske genier for at skabe paradiser " – paa et Stykke Lærred." (A 2, s. 37), har den samme indvending mod de arkitekter, der nok kan lave en fin tegning, "men ikke bekymrer sig om, ja endog føler en vis, overlegen Ringeagt for Spørgsmaalet om, hvorfra Tømmeret skal tages, hvor Stenene skal brændes" (A 4, s. 7). Per, der er anlagt så fjernt som muligt fra det teologisk-spekulative og det æstetisk-spekulative, har som ideal det håndgribelige, nyttige, storartede resultat, som middel dertil interessen for den praktiske realisation af dette ideal. (Selvom man hver gang man taler om Pers ideal må tage forbehold for hans selvbedrageri). Per husker en bemærkning i en af de bøger, Jakobe låner ham:
at Forudsætningen for det femtende Aarhundredes Renaissance var Kompassets Opfindelse, der muliggjorde Amerikas Opdagelse og lettede Udnyttelsen af de allerede kendte Kolonier, hvis Rigdomme strømmede ind over det forarmede Europa og fornyede den af Præster og Munke forknyttede Menneskehed, genvakte Modet, Handlekraften, Eventyrlysten o.s.v.
Per mener på ganske samme måde, at "Udviklingen af de moderne Kraftmaskiner" er "Betingelsen for det næste store Kulturfremskridt" (A 4, s. 7-8). "Kulturfremskridtet" skal altså materielt styrke den åndelige frihed, så den af præster forknyttede menneskehed igen kan gå på opdagelse i sine egne muligheder. Dødens religion: kristendommen er "feindlich gegen alles Neu-Anpflanzen, Kühn-Versuchen, Frei-Begehren; sie wiederstrebt jedem Fluge ins Unbekannte ... (NNH, s. 8). Både Jakobe og Per er klar over, at den åndelige frihed er forudsætningen for udviklingen af det handlekraftige menneske:
De (...) talte om Fremtiden, drømte om det nye Aarhundrede, der skulle gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner (A 4, s. 134).
|84| For at menneskeheden imidlertid skal kunne nå denne frigørelse må det ske "paa Kirkernes Ruiner". Pers faders magt i byen tager til, da den materielle velstand tager af, Per påstår, at fattigdommens kultur er en smaus for præsterne. Nietzsche siger om kirken:
Man wage es noch, mir von ihren "humanitären" Segnungen zu reden! Irgend einen Notstand abschaffen ging wider ihre tiefste Nützlichkeit: sie lebte von Notständen, sie schuf Notstände, um sich zu verewigen ...
Også Nietzsche mener, at kristendommens dage må være forbi, han slutter oprørt sin anklage i AC med at konstatere, at man beregner tiden fra kristendommens første dag, men:
Warum nicht lieber nach seinem letzten? – Nach heute? – (begge cit. AC, s. 62)
Det er også Jakobes erfaring, at kristendommen lever af nød, måske endog skaber den:
Disse til Himlen skrigende Skændselsgerninger kunde foregaa for hele Evropas Øjne, uden at en Haand, en myndig Stemme hævede sig derimod. Og Kirkernes Klokker ringede over denne By, og Præsterne stod paa Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig Nysgærrighed – Ja med Skadefryd – betragtede disse Tog af stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som pestbefængte og ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn (A 2, s. 126-27).
Kristendommen har forvandlet menneskets psyke. Per siger:
For det er dog al denne Klokkeklang og denne Præstebrægen, der har gjort os bestandig frygtsommere og uslere (...) Hvad vi i de sidste to Aartusinder har faaet udrettet af nyttigt og stort og dristigt i Tankens eller Handlingens Verden, har vi kun naaet gennem Kamp med den sorte Skare af Kutte- og Kjolemænd, som vi aldrig har haft Mod til at slaa tilgavns for Panden. (A 4, s. 134)
Nietzsche siger om de kristne:
... die Schwächsten sind es, welche am meisten das Leben unter Menschen unterminieren, welche |85| unser Vertrauen zum Leben, zum Menschen, zu uns am gefährlichsten vergiften und in Frage stellen. (GM, asketisk ideal, s. 14. HP)
I de sidste to årtusinder er menneskehedens bestræbelser for "Storhed" i følge Per blevet modarbejdet af kirken og præsterne. For Per som for Nietzsche er kristendommens deprimerende og opløsende magt over handledygtigheden samlet i en række kirkelige redskaber eller symboler, her krucifikset, der har samme virkning på Per som kirkeklokkernes domsslag:
han opdager: ... en opmuret Nische med et stort og groft malet Træbillede af den korsfæstede. Det saae uhyggeligt ud. Fra Tornekronen og Naglegabene randt Blodet i tykke, røde Strømme ned over det skindmagre Legeme.
Per, der netop har gennemgået en række kristelige anfægtelser, udbryder:
Fy for Pokker! (...) Skal vi have det hæslige Gespenst at se paa. – Lad os hellere flytte os. (A 4, s. 132)
Nietzsche siger (Von den Seelenmartern. Mr, s. 77):
Ja, welche entsetzliche Stätte hat das Christentum schon dadurch aus der Erde zu machen gewusst, dass es überall das Kruzifix aufrichtete und dergestalt die Erde als den Ort bezeichnete, "wo der Gerechte zu Tode gemartert wird"!
Per indlægger sig selv i Freischütz-rollen, for under dens magi at kunne skyde "Ørnen i Skyen, Guden i Himlen!" (den prometiske bedrift). Han erkender, at friskyttens opgave er uløselig, hvis man ikke har modet til at hæve sig over miljøets og opdragelsens magt:
... hver Gang han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Haand, – og han blev alle sine Dage aldrig andet end den Bondeknold, han var født til at være. Og er det egentlig ikke gaaet de fleste kristen fødte saadan?
Kristendommen som en slavernes religion er en gennemgående metafor i angrebsformuleringen:
Vi kalder os Fritænkere, men gaar dog stadig paa Akkord |86| med den hellige Treenighed: Løgnen, Dumheden og Slavefrygten. (alle cit., A 4, s. 135)
Nietzsche skriver om kristendommen:
... mit ihrem Bleichsuchts-, ihrem "Heiligkeits"-Ideale jedes Blut, jede Hoffnung zum Leben austrinkend; das Jenseits als Wille zur Verneinung jeder Realität; das Kreuz als Erkennungszeichen fur die unterirdischste Verschwörung, die es je gegeben hat, – gegen Gesundheit, Schönheit (...) Tapferkeit, Geist ... (...) Diese ewige Anklage des Christentums will ich an alle Wände schreiben ... (AC, s. 62)
Dieser Jesus von Nazareth, als die leibhafte Evangelium der Liebe, dieser den Armen, den Kranken, den Sündern die Seligkeit und den Sieg bringende "Erlöser" – war er nicht gerade die Verführung in ihrer unheimlichsten (...) Form ... (GM, Gut und Böse, 8)
Om blegsots- og hellighedsidealets sammensværgelse og overvindelse af styrken siger Per i sin krigserklæring:
Aldrig fik vi Mod til at spytte den blege Herre, der hænger her bag os, vor Modbydelighed lige i Ansigtet. (...) Og at tænke sig, at denne skidne Benrad i to tusind Aar har kunnet holde Menneskene nede i en saa nedværdigende Trældom! Og at jeg selv har haft en Snært af Galskaben! (A 4, s. 136)
At Pers projekt fundamentalt er rettet mod kristendommen fremgår af hans udråb: "Heksekugler vil jeg støbe til Pibekraverne derhjemme", og "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" (A 4, s. 136). For Jakobe og han har netop talt om "det nye Aarhundrede, der skulle (...) bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner." (A 4, s. 134)
Han genoptager sin rasen over Kristus i et brev til Jakobe fra Rom:
Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne, |87| og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at mistænkeliggøre. (A 5, s. 70)1
Nietzsche, der har nøjagtig den samme værdiopstilling med romerne som det absolutte historiske højdepunkt (læs f.eks. AC, s. 58-59) skriver:
... der gekreuzigte Jude als Symbol des Heils war der tiefste Spott auf die prachtvollen römischen Prätoren in der Provinz ... (Mr, s. 71)
"Rom gegen Judäa, Judäa gegen Rom": – es gab bisher kein grösseres Ereignis als diesen Kampf, (...) diesen todfeindlichen Widerspruch. (...) Die Römer waren ja die Starken und Vornehmen, wie sie stärker und vornehmer bisher auf Erden nie dagewesen, selbst niemals geträumt worden sind ... (GM, Gut und Böse, s. 16)
Til belysning af Pers skam over menneskehedens degeneration og bristerne i hans egen "titaniske" karakter, hidsættes flg. Nietzsche-ord om romernes fortræffelighed i forhold til det kristne menneske:
Was wir heute, mit unsäglicher Selbstbezwingung – denn wir haben alle die schlechten Instinkte, die christlichen, (...) – uns zurückerobert haben, den freien Blick von der Realität, die vorsichtige Hand, die Geduld und den Ernst im Kleinsten, die ganze Rechtschaffenheit der Erkenntnis – sie war bereits da! Vor mehr als zwei Jahrtausenden bereits! ... (AC, s. 59)
|88| Man forstår her Pers skamfølelse, da han endelig i sin monumentale eftersøgning af forbilleder opdager, at der er så meget at nå, at intet endnu er nået. I sin metodik og videnskabelige retskaffenhed er han endnu ikke kommet meget videre end til den skitserede inspiration. Det er hvad professor Pfefferkorn bl.a. har at sige ham pr. brev:
... De vil sikkert ogsaa nok naa langt, især om det kunde lykkes Dem noget mere end hidtil at forene Deres mærkeligt aabne Blik for Tingenes store Linjer med den Fordybelse i Detaljen, som man i Ungdommen er tilbøjelig til at ringeagte, men hvorpaa i Virkeligheden det store og frie Overblik beror ... (A 6, s. 91)
I forlængelse af hyldesten til romerne gentager Per idéfiguren om "Kong Pukkelryg". Her har fortælleren altså direkte angivet forbindelsen til Nietzsches redegørelse for en herre- og slavemoral (GM, Gut und Böse). Den blegnæbede Herre, Jesus, d.v.s. jødedommen har "vovet at mistænkeliggøre" d.v.s. rokke ved de idealer for menneskelig storhed, romerne hyldede. I idéfiguren omfortolker de fysiologisk mislykkede (hos Nietzsche er de blege, svage "ikke engang mænd" (AC, s. 59)) deres sygdom til normalitet og storheden til lidenhed. Ligesom Nietzsche, der erkender at kristendommen på grund af sin snuhed har sejret, mener Per at værdiforfalskningen stadig varer ved:
Kender du Fortællingen om Kong Pukkelryg? Da Skæbnen engang havde villet, at Majestæten var bleven født med skæve Ben og et Knæk i Ryggen, udstedte han en Forordning, der vendte op og ned paa Begreberne i Landet. Hvad der var smaat, blev kaldt stort, og hvad der var skævt, kaldtes lige. En rank Syg kaldtes en Pukkel, Kæmpen en Dværg. – I det forrykte Land lever vi den Dag idag! ( )
Gewiss ist wenigstens, dass sub hoc signo [Jesus på korset] Israel mit seiner Rache und Umwertung aller Werte bisher über alle anderen Ideale, über alle vornehmeren Ideale immer wieder triumphiert hat. – – (GM, Gut und Böse, 8)
|89| Jakobe definerer uimodsagt romanens omfattende diskussion af kristendommen som dødsfrygtens religion ("Spøgelsefrygtens Trælleaag") og dens undersåtter som slaver af denne dødsfrygt. Per, der har mødt Guds vælde i Svejts og forsket efter hans eksistens i filosofisk-teologiske værker, er nu modtagelig for teologisk diskussion. Om hofjægermesterinde Prangen skriver han til Jakobe:
Hun er aabenbart noget gudelig. Vi kom allerede iaftes ind paa en Diskussion om den kristne Udødelighedslære. (...) Jeg har paa Fornemmelsen, at hun vil søge at indvirke paa mig ... (A 5, s. 39)
Jakobe sattes "i en vis Uro" (s. 40) af dette brev. Hun henviser i sit svar til Pers faders død, der "beskæftigede dig (Per) saa meget og foruroligede dig lidt". Her havde Per set, hvordan den kristne dør, den rolige forvisning hos den, der ved at han vil frelse sin "udødelige sjæl". Fortælleren giver Jakobe hele fire sider til sin argumentation (A 5, s. 40-44), der tager udgangspunkt i den kristne lejrs panik over Nathans tilbagevenden til landet. Om den stiftsprovsts sørgetale, der er refereret i "Berlingske Tidende" siger Jakobe:
Sjælden har jeg læst noget saa oprørende dumt og arrogant. Naturligvis henflød den hellige Mand i Medlidenhedsgraad over "de ulykkelige", der levede Livet uden Evighedshaab, og for hvem Døden kun var en Rædslens Port ud til det bundløse Intet. Og der var den sædvanlige, selvforherligende Henrykkelse over Troen, uden hvilken "Livet ikke var til at udholde" (s. 41).
Det bundløse intet er det, Per får øje på f.eks. ved moderens og højbådsmandens død og over de nøgne alpers skaldede rygge. Den dionysiske natur, hvor liv og død er ét, en evig dræbende meningsløshed. Denne opfattelse af naturens dionysiske væsen, som er repræsenteret i Lykke-Per, skal drøftes udførligt i anden sammenhæng. Både Per og Jakobe er repræsentanter for denne opfattelse af naturen, og begge overvinder de denne skrækindjagende erkendelse. Præsterne bruger den mod livet for troen: til at vinde tilhængere med, sådan som det fremgår af Jakobe-citatet. Er |90| man en troende, skal man ikke kastes ud i denne tomhed, men leve evigt i salighed.
Nietzsche siger i NNH s. 8 om kristendommen:
Eine Religion, die von allen Stunden eines Menschenlebens die letzte für die wichtigste halt, die einen Schluss des Erdenlebens überhaupt voraussagt und alle Lebenden verurteilt, im fünften Akt der Tragödie zu leben (...) ist feindlich gegen alles Neu-Anpflanzen (...); sie wiederstrebt jedem Fluge ins Unbekannte ...
Og Jakobe:
Det er for mig netop den væsentligste Anklage, der kan rettes mod Kristendommen med dens Evighedshaab, at den berøver Livet dets dybe Alvor og dermed dets Skønhed. Naar man opfatter vor Tilværelse her paa Jorden bare som en Generalprøve paa den egentlige Forestilling – hvor bliver da Festligheden af? (A 5, s. 42).
Det er hvad Nietzsche også mener; kristendommens vigtigste krav til mennesket: at frelse sjælen, skaber passivitet og angst for at gøre livet til en handling, for livet er jo bare en femte akt eller en generalprøve:
Wenn man das Schwergewicht des Lebens nicht ins Leben, sondern ins "Jenseits" verlegt – ins Nichts – so hat man dem Leben überhaupt das Schwergewicht genommen. Die grosse Lüge von der Personal-Unsterblichkeit zerstört jede Vernunft, jede Natur (...) – Alles, was wohltätig, was lebenfördernd (...) in den Instinkten ist, erregt nun mehr Misstrauen ... (AC, s. 43. HP)
Jakobe formulerer sine tanker om det kristne individs forhold til udødelighedslæren i idefiguren om "Herren og Slaven":
Jeg tænker ofte paa, om de Kristnes overdrevne Angst for Døden, udsprungen som den oprindelig er af Læren om en hinsidig Dom, ikke tillige bunder i den Omstændighed, at Kristendommen i Modsætning til andre betydende Religioner opstod og udvikledes i en Almue og tilmed i et forkuet Folk. |91| Der bestaar dog vistnok en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst. (A 5, s. 41-42)
Jakobe har set nogle gibsafstøbninger af en "Herre og hans Slave". Begge blev dræbt af askeregnen fra Pompeji:
Men hvilken Forskel i Ansigtsudtrykkene! Paa Slavens Ansigt læstes den mest forvirrede Rædsel; han havde væltet sig om paa Ryggen, Øjenbrynene var løftet helt op til Haaret, den tykke Mund stod aaben, man kunde ligefrem høre ham skrige som en Gris (...) Den anden derimod havde bevaret sin cæsariske Værdighed lige ind i Døden. De fast tillukkede Øjne, den fine sammenklemte Mund var præget af den stolteste og skønneste Resignation overfor det uafvendelige. (A 5, s. 42)
At kristendommen er opstået blandt trælle, undertrykte, og udfra sit væsen kun kunne opstå her, fordi den kunne tilbyde de ulykkelige en ny og lykkeligere "hinsides-tilværelse" er Nietzsches påstand. Præsten havde let spil "(...) wenn er mit Leidenden der niederen Stände, mit Arbeitssklaven oder Gefangenen zu tun hatte (...)". Jakobes historiske udgangspunkt placeres i det romerske samfund, kristendommen udvikledes her i en forkuet almue, Nietzsche siger:
Wenn man nach den Anfängen des Christentums in der römischen Welt sucht so findet man Vereine zu gegenseitiger Unterstützung, Armen-, Kranken-, Begräbnis-Vereine, aufgewachsen auf dem untersten Boden der damaligen Gesellschaft, ... (beg. cit. GM, asket. Ideale s. 18)
Jakobe mener, at mennesket skal underkaste sig tilværelsens vilkår med stolt resignation og ikke søge tilflugt til den himmelske redning, mennesket skal møde døden med "cæsarisk Værdighed":
(det er) ... Kendetegnet paa et virkeligt aandsudviklet Menneske, at det kan forsone sig med en saa uselvisk Tanke og føle det som en harmonisk Afslutning paa Livet, at vi saaledes tilbagegiver Alnaturen de Kræfter, der har virket i os, medens alle kristelige Drømme om Udødelighed og Himmerigsfryd |92| kun er Omformninger af uciviliserede Folkeslags plumpe Forestillinger om evige Jagt- og Krigsglæder, – (A 5, s. 43)
Også Nietzsche mener, at kristendommen med udødelighedslæren tiltrækker pøbelen og ved [véd? FBs note] at fortælle den, at den ikke skal være uselvisk:
(udødelighedslæren fortæller:) ... dass in der Gesamtheit aller Wesen das "Heil" jedes einzelnen eine ewige Wichtigkeit in Anspruch nehmen darf, dass kleine Mucker (...) sich einbilden dürfen, dass um ihretwillen die Gesetze der Natur beständig durchbrochen werden, – eine solche Steigerung jeder Art Selbstsucht ins Unendliche (...) kann man nicht mit genug Verachtung brandmarken ... (AC, 43. HP)
Da Per er på vej til at overgive sig til fædrenes tro, redegør Jakobe for sit forhold til kristendommen. Hun indrømmer sit had, men mener "næsten" at hun vil kunne skrive det i glemmebogen, dersom hun kunne få øje på kirkens velgerninger overfor den øvrige menneskehed:
Men hvorsomhelst man læser i dens totusindaarige Historie, røber sig under Fromhedens Maske den samme Forfølgelsesmani, den samme lumske Ødelæggelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne,2 naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. (A 7, s. 128)
I Nietzsches redegørelse for kristendommens historie hedder det om Paulus, en af kirkens fædre:
Paulus wollte den Zweck, folglich wollte er auch die Mittel ( ...) Was er selbst nicht glaubte, die Idioten, unter die er seine Lehre warf, glaubten es. – Sein Bedürfnis war die Macht; mit Paulus wollte nochmals der Priester zur Macht, –
Og Paulus' middel til "Priester-Tyrannei, zur Herden-Bildung" var
den Unsterblichkeits-Glauben – das heisst die Lehre vom "Gericht" ... (AC, s. 42. HP)
Kristendommen underkuede "idioterne" med udødelighedstroen, (jvf. Jakobes idéfigur om "Herren og Slaven"), kristendommen |93| skabte og levede af nød for at bevare magten. Jakobe skriver:
... alt, hvad de sidste Tidsaldre har fremavlet af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Sandhed, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft'1 sin misundelige og uforsonlige Fjende. (A 7, s. 128)
Med en hentydning til Pers interesse for pastor Blomberg og dennes forkyndelse skriver Jakobe om kirkens velvillige forståelse af anderledes tænkende:
(det) ... beroliger mig heller ikke. Tværtimod. Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der (...) – i vanskelige Tider virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen, der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger, den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden (...) at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens Krav (...) (A 7, s. 129).
Nøjagtig samme grund anfører Nietzsche til kristendommens historiske succes, nøjagtig samme kritik mod dens "holdningsløshed":
Die christliche Kirche ist eine Enzyklopädie von vorzeitlichen Kulten und Anschauungen der verschiedensten Abkunft und deshalb so missionsfähig: (...) Nicht das Christliche an ihr, sondern das Universal-Heidnische ihrer Gebräuche ist der Grund für die Ausbreitung dieser Weltreligion; (...) ... vergesse man auch die verächtliche Eigenschaft dieser Kraft nicht – die erstaunliche Grobheit und Genügsamkeit ihres Intellektes in der Zeit der Kirchenbildung, um dergestalt mit jeder Kost fürliebzunehmen und Gegensätze wie Kieselsteine zu verdauen. (Mr, s. 70)
Jakobe har vist i øvrigt hentet hele sit skyts fra AC s. 37 (HP):
Mit jeder Ausbreitung des Christentums über noch breitere, noch rohere Massen, denen die Voraussetzungen immer mehr |94| abgingen, aus denen es geboren ist, wurde es nötiger, das Christentum zu vulgarisieren, zu barbarisieren, – (...) Als Kirche summiert sich endlich die kranke Barbarei selbst zur Macht, – die Kirche, diese Todfeindschaftsform zu jeder Rechtschaffenheit, zu jeder Höhe der Seele, (...) zu jeder freimütigen und gütigen Menschlichhkeit ...
De tre kardinalpunkter i Jakobes kristendomskritik: kirkens hykleriske tilpasningsevne (eller "Lappeskrædderi" som Schaff malende siger), dens forfølgelseslyst overfor anderledes tænkende, og primært: dens lammelse af menneskets handledygtighed gennem udødelighedslærens domsapparat, er som det er påvist også kardinalpunkter i Nietzsches kritik.
Resumé
I overensstemmelse med Nietzsche mener Per og Jakobe, at der er en sammenhæng mellem materiel nød og kirkens indflydelse. Kirken har været villig til forfølgelse af andre trossamfund for at styrke sin egen magt (Jakobe). Historien har formet sig som en kamp mellem kirken og de ikke-troende, de sidstnævnte har udrettet alt, hvad der i de sidste to årtusinder er skabt af "nyttigt og stort og dristigt i Tankens eller Handlingens Verden" (Per). Kristendommen har ændret menneskets psyke, gjort den "bestandig frygtsommere og uslere" (Per) ved at dominere den under domssymboler, anbragt overalt: krucifikser, klokkernes helvedeslarm o.s.v. og fremfor alt: ved den kristelige udødelighedslære, som berøver mennesket lysten til "Æventyret", til tilværelsen som den egentlige "Forestilling" (Jakobe), altså kastrerer handleevnen. Kirken har vist koldblodig ligegyldighed for midlerne, og sat sit eget magtbegær højest på bekostning af menneskehedens vej fremad mod mere sandhed, retfærdighed og lykke (Jakobe). Før kristendommens opståen var mennesket ikke angst for døden, romeren havde et naturligt, "uselvisk forhold til døden", så sig selv som et beskedent led i den dionysiske kæde af liv og død, af kræfternes kredsløb; i den forkuede almue fandt Paulus lære om sjælenes frelse næring: de små skulle frelses, de stærke skulle dø. Denne historiske erkendelse udtrykker Jakobe i sin idéfigur om "Herren og Slaven". Pers idéfigur om "Kong Pukkelryg" udtrykker udødelighedslærens resultat, de "knækkede", de fysiologisk mislykkede omvurderede værdierne og "I det forrykte Land lever vi den Dag idag!" Pers metaforiske formulering af denne historiske |95| udvikling over to tusind år er i overensstemmelse med Nietzsches og Jakobes holdt i termer, der viser at der er tale om en underkastelse, fritænkerne har i følge Per stadig "Slave-frygten": domsangsten; "den skidne Benrad": frelsens symbol har i to tusind år kunnet holde menneskene i "Trældom". Igennem Pers aktion som "Freischütz" er det af fortælleren demonstreret, at kampen mod præsteskabet og kirken først betinges af den åndelige frigørelse: man skal have modet til at hæve bøssen. Det er i nøje overensstemmelse med formuleringen af Pers og Jakobes angrebsudsagn, og den åndelige frigørelse er også den bærende kraft og formålet i Pers store projekt.