Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del. Lykke-Per

Kapitel IX

Prometeus og det store forsæt

IX.2. Ideologisk model

Nietzsche skriver i NNH, kap. 2:

I tre henseender tilhører historien den levende: den tilhører ham i hans egenskab af handlende og stræbende, af bevarende og beundrende, af lidende, der trænger til befrielse. Til disse tre funktioner svarer tre slags historie: såfremt det er tilladt at skelne mellem et monumentalt, et antikvarisk og et kritisk historiesyn. (Da. overs., Gyldendal 1962, s. 27)

Disse tre arter af historieopfattelse i Nietzsches opdragelsesværk er spundet igennem romanen Lykke-Per og kan siges tilsammen at udgøre dens drivende, ideologiske model. Lykke-Per er romanen om en dreng, der drømmer sig et andet udspring til (søn af en zigøjnerfyrste o.s.v.), om en ung mand, der på sin jagt efter forbilleder danner sig selv i et cæsarisk ideal og tilsidst møder cæsarernes værk i Rom (den monumentale historie). Lykke-Per er romanen om et menneskes åndelige frigørelse, som dreng og som ung mand fælder han sit udspring som præstesøn, fornægter sin fortid (den kritiske historie). Og Lykke-Per er romanen om "svinedrengen", der under sin kamp måtte gøre en rast ved hjemstavnen, der blev trukket hjem ved pieteten og længslen efter Maren Malkepige og moderens hus. Dette forløb er udtrykt i Neergaards idéfigur om svinedrengen og får sin væsentlige udfoldelse under Pers ophold på Kærsholm og giftermålet med Inger (den antikvariske historie). De tre historiearter bestemmer Pers færden både i det ydre og det indre forløb; til den monumentale drivfjeder hører hans store projekt, der – som det skal vises – gennem reaktionen mod hjemmets gudsdominans reelt er et prometisk oprør. Forudsætningen for at prometeusholdningen overhovedet kan etableres hos Per er, at han på det indre plan rydder sin sjæl for fortidens og arvens hæmninger (den kritiske historie), |128| grunden til at prometeushandlingen forbliver uigennemførlig er, at den antikvariske pietet hos Per er en ballast, der vejer tungere end det himmelstræbende forsæt. I øvrigt er det vist forkert, som det hidtil er blevet gjort, at tale om indre og ydre plan i romanen Lykke-Per. Per handler ikke, men opstabler et åndeligt oprør, hans projekt forbliver på papiret og er hans angreb på Gud, ligesom Pers bodsgang er den kristne samvittigheds: Guds angreb på ham. Pers dagbogsblade er i virkeligheden en direkte fortsættelse af hans ungdoms pjece, blot befriet for angsten for Gud: han tror nemlig ikke mere på dennes eksistens. Man kan sige, at alt i Lykke-Per i virkeligheden foregår på det indre plan: hvad et menneske er sættes op mod det, han vil være, hans jordbund tvinges til at frembringe andre vækster end dem, den er naturligt bestemt for. I Pers bevidsthed er tre vigtige lag placeret af fortælleren: underst det antikvariske, som huserer lige til hans afklarede stade som ensom vismand, dernæst som lag i hans prometiske bevidsthed det kritiske, der er fundamentet for det monumentale. Hans kriser som Prometeus, som frafalden, som Kain, er simpelthen aftryk af konfliktsammenstødet mellem disse tre lag i hans bevidsthed.

Fra og med Dommens Dag (1895) indtræder en teori i Pontoppidans overvejelser over forholdet mellem arv og miljø, der kunne kaldes "jordbundsteorien". Den er påviselig helt op til hans sidste dage gennem fiktive udsagn og interviews, og går kort ud på, at man kun kan nå tilfredshed og harmoni med sig selv, hvis man skæbnehengivent knytter sig til den moderlige jord og ikke stræber udover den hjemlige horisont. Hansigne demonstrerer den i Dommens Dag, og det var Pontoppidans oprindelige plan, at Per skulle gøre det i Lykke-Per.¹ Men med arbejdet på Lykke-Per og læsningen af Nietzsche skete der adskillige opgør med gamle forestillinger i Pontoppidans sind. En af de forestillinger, der kom til at falde, var "jordbundsteorien", fordi Pers gradvise afvikling af religiøse bindinger implicerede, at han (Per) måtte begynde |129| helt forfra, i ensomhed, fjernt fra den moderlige jordbund, for at skrælle sig ind til sin egentlige, "første natur". Men jordbundsteorien fik ny næring (eller er måske direkte skabt² af Nietzsches antikvariske historieopfattelse. Dens fare er i Lykke-Per fremstillet i Neergaards skæbne. Denne romanfigur hænger i fortiden, det tilvante, kan ikke glemme fortiden, er fanget bag en mur af familjeklenodier. Jordbundsteorien: placeret som det antikvariske, nederste lag i Pers bevidsthed, er i hvert fald i Lykke-Per udformet efter Nietzsches model, og de tre bevidsthedslags konfliktsammenstød kommer tydeligt frem i romanen:

Enhver af de tre arter af historie, der findes, er netop kun berettiget i én jordbund og i ét klima: i enhver anden skyder den op som ødelæggende ukrudt. Hvis et menneske, der vil skabe noget stort, overhovedet har brug for fortiden, så bemægtiger han sig den ved hjælp af den monumentale historie; den, der derimod vil blive i det tilvante og fra gammel tid højagtede, plejer fortiden som antikvarisk historiker; og kun den, hvis bryst tynges af en nærværende ulykke, og som for enhver pris vil kaste byrden fra sig, har et behov for den kritiske, det vil sige den dømmende og fordømmende historie. Fra den tankeløse omplantning af de tre urter stammer megen fortræd: kritikeren uden byrde, antikvaren uden pietet, kenderen af det store uden evner for det store er sådanne urter, der er skudt op og blevet til ukrudt, fordi de er fjernet fra deres naturlige jordbund. (NNH, overs., s. 53)

I dette kapitel skal Pers forhold til den kritiske og monumentale historie undersøges, og det skal påvises, hvordan denne ideologiske model konstituerer udformningen af Pers fortids- og slægtsfornægtelse og cæsariske selvidentifikation. Men for at kunne belyse dette er det nødvendigt indledningsvis at undersøge Pers forudsætninger for at indgå i denne model, d.v.s. bestemme 130 arten af den fysik og psyke fortælleren har udstyret ham med.

IX.3. Vikingen, Barbaren

Per føler sig som dreng fremmed i sit hjem og anderledes end sine søskende, de er "underjordiske", bange for lyset, holder sig helst inden døre. Per føler sig i slægt med "Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer" (A 1, s. 37). Han har en helt anden natur end dem og derfor et helt andet værdisæt. Hans fysik og idealer er kontrasten til "de underjordiskes" fysik og værdisæt. Han er af fortælleren skåret over Nietzsches vurdering af den ridderlig-aristokratiske natur, kontrasten til præstenaturen. Disse to mennesketyper har efter Nietzsche udkæmpet (og gør det stadig) historiens kamp under slagordet "Rom mod Judæa, Judæa mod Rom". Det er til denne erkendelse Per når i Rom og udtrykker i idéfiguren om "Kong Pukkelryg". Nietzsche skriver om de "fornemmes" værdisæt:

Die ritterlich-aristokratischen Werturtheile haben zu ihrer Voraussetzung eine mächtige Leiblichkeit, eine blühende, reiche, selbst überschäumende Gesundheit, sammt dem, was deren Erhaltung bedingt, Krieg, Abenteuer, Jagd, Tanz, Kampfspiele und alles überhaupt, was starkes, freies, frohgemuthes Handeln in sich schliesst ... (GM, Gut und Böse, 7)

Efter Nietzsche er den fornemmes stamfader barbaren, og i bunden af ethvert fornemt individ er "das Raubtier":

… es bedarf für diesen verborgenen Grund von Zeit zu Zeit der Entladung, das Tier muss wieder heraus, muss wieder in die Wildnis zurück: – römischer, arabischer, germanischer, japanesischer Adel, homerische Helden, skandinavische Wikinger – in diesem Bedürfnis sind sie sich alle gleich. Die vernehmen Rassen sind es, welche den Begriff "Barbar" auf all den Spuren hinterlassen haben, wo sie gegangen sind. (GM, Gut und Böse, 11)

|131| Det er ikke svært at se, at den unge Pers fysik og psyke er fremstillet over denne læst.³ Der skal hidsættes et par af romanens mange eksempler som dokumentation. Man kan roligt sige, at første binds første kapitel lægger op til en barbars opståen i et fredeligt præstesamfund. Per overlades til sig selv i hjemmet, blandt krambodssvende og gårdskarle "tilegnede (han) sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder." (…) "Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet for sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til en Slags Fører for en lille Skare af dem." Han voksede op "... som en lille Vild" (alle cit. A 1, s. 14).

Han flygter fra hjemmet om aftenen og natten for at udløse "al den viltre, stridslystne Ungdomskraft, han daglig maatte skjule og nedkue..." under sin slædefærd med "Blodørnen" (A 1, s. 34). Han agerer erotisk fribytter med en tiggertøs som rov: "Han drømte sig en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstog i fremmede Lande … " (A 1, s. 36).

Romanen igennem følges Per på sine prometiske højder af dyre- eller vildmandsepithetoner, der standser brat, da han overgår fra Prometeus-rollen til Kainsrollen. (Nemlig da lægen fortæller den syge Per, at han har mistet sine hjørnetænder). Ivan Salomon kalder Per "sit Naturbarn" (A 1, s. 95), fru Engelhardt opfordrer Per til for en gangs skyld at vise sig som en "artig Bjørn" (A 1, s. 111), i Pers forhold til nyboderpigen tales der om "hans gamle Vildmandsbrunst" (A 2, s. 16), oberst Bjerregrav ser ulven i Pers øjne og ønsker ham god jagt (A 2, s. 34).

Nannys erotiske drømmefantasier omfatter en tiger i sengen, og hun havde "i Dyrets lyse, kolde Øjne genkendt Pers Blik" (A 6, s. 16). Jakobe ser skiftevis barbaren og titanen i Per.⁴ Pers fysik er overstrømmende veludviklet, hos Salomons udvikler hans rivalstrid med Eybert sig til en voldsom lang løbetur, der demonstrerer viljen og naturkraften, han skræmmer Jakobe ved at svømme længere ud end de andre mænd, der pjanker i strandkanten, 132 han er under Nybodertiden balløve. Han føler sig viet til kampen og dens uro⁵ i sin strid med "Sideniuskleresiet". Både han og Jakobe sætter vikingeidealet højest: Per tænker, da han skuffet over sit projekts forlis hos Bjerregrav og chokeret over højbådsmandens død sidder ved Langelinie:

… idet han nu stirrede ud over dette blaa Vand, hvor nordisk Vikingekraft sidste Gang havde samlet sig til en Stordaad, stod med ét alle hans gamle, bøjede Nyboderskæmper for hans Øje – som den sidste, ærværdige Levning fra en Stortid og en Storslægt, der var gaaet under i Præsternes og Stemningsprædikanternes Ragnarok. (A 2, s. 59-60)

"Rom mod Judæa, Judæa mod Rom" er Pers som Nietzsches problemstilling. Jakobe fantaserer om sit barn:

Hun vilde haabe, at hendes Barn (…) maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve, der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod, … (A 7, s. 196-97)

Under kamptegnet "Rom mod Judæa" repræsenterer Jakobe og Per det ridderligt aristokratiske handlingsideal, de hylder uafladeligt modet, eventyret og den store bedrift; tag til eks.: "[d]e (…) drømte om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner." (A 4, s. 134)

Yderligere dokumentation kan vist ikke behøves. Per er af fortælleren anlagt som vildmandsætlingen, noget af et rovdyr, med et blomstrende helbred, følende sig vikingeagtig, og med velvoksne muligheder for "Krieg, Abenteuer, Jagd, Tanz, Kampfspiele und alles überhaupt, was starkes, freies, frohgemutes Handeln in sich schliesst ..."⁶

133

IX.4. Den kritiske historie

Nietzsche skriver:

Mennesket må have kraft til fra tid til anden at sønderbryde og opløse en fortid for at kunne leve. (NNH, overs., s. 38)

Forsøget på at bruge den kritiske historie er altid farligt, vi er resultatet af tidligere slægter, af deres vildfarelser og lidenskaber, "det er ikke muligt helt at løse sig fra denne kæde". Brugen af den kritiske historie:

bliver i bedste tilfælde til en kamp mellem den nedarvede natur og vor erkendelse (...) vi indplanter en ny vane, et nyt instinkt, en anden natur, så den første natur visner hen. Det er et forsøg på ligesom a posteriori at give sig selv en fortid, som man gerne vil nedstamme fra, i modsætning til den, man faktisk nedstammer fra ... (begge cit., NNH, overs., s. 39)

Per føler det som en vanære at være søn af "... en gammel, halvblind og tandløs Mand" og forestiller sig sin "virkelige Fader som en mægtig Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker". (A 1, s. 23) "Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Søn, forfulgte ham under hele Opvæksten. Den blev tilsidst hans fikse Idé." (A 1, s. 22). Romanens kernespørgsmål udgår fra slægtsfornægtelsens farlighed. Tiggertøsen spørger "vikingen" Per:

Er det sandt, hvad de siger, at du er Søn af Præsten?

Per benægter og "blegnede med ét af Skam." (A 1, s. 37). Da tiggertøsen igen spørger, hvem Per "saa" er, svarer han:

Hvem jeg er? ... Jeg? ... Hvem jeg er? ... (A 1, s. 38)

Per interesserer sig ikke da for, hvem han er, men hvem han vil være. Han domfælder sin fortid ved at vælge en fremtid med andre værdinormer end hjemmets. Det hedder om ingeniørgerningen:

Denne Stilling syntes ham nemlig at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm om et frit omflakkende |134| Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser (jvf. det aristokratiske værdisæt). Desuden vilde han ved at vælge en saadan rent praktisk Livsgærning paa den tydeligst mulige Maade udskille sig fra sin Slægt og bryde med dens aarhundredgamle Traditioner ... (A 1, s. 42)

Per hjælpes på vej af en ideologisk fælle: den gamle officer, krigeren. Han er Pers matematiklærer og forhindrer ved sin stærke ros af Pers evner faderen i at spolere Pers fremtid som ingeniør. Flg. sætning er næsten en idéfigur over temaet: "Rom mod Judæa". Pers kamp og oprør mod Pastor Sidenius' regimente:

Det saa' tilsidst næsten ud, som om den gamle, livsglade Herre følte en hemmelig Sympati for Drengens Oprørstilbøjeligheder overfor Pastor Sidenius' Regimente og fandt en lun Tilfredsstillelse ved i Smug at yde ham en Haandsrækning i hans Kamp. (A 1, s. 43)

Hos vikingeætlingene i Nyboder møder Per lignende hjælpere:

Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres høje Alderdom uden Skrupler tømte Nydelsernes Bæger lige til Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl ...

Hos disse mennesker har Per fundet:

den velvilligste Forstaaelse af netop det i hans Natur, som man hjemme i Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens og Djævelens Værk. (begge cit., A 1, s. 61)

Dødens og djævelens værk er i følge præstefortolkningen den livsholdning, der ved verdslig nydelse forskærtser muligheden for individets optagelse i gudsriget.

IX. 5. Det uhistoriske

Nietzsche mener, at de tre historiearter, såfremt de drives på bekostning af nutiden, er skadelige. Man må have en snæver, en lukket horisont for at kunne leve, skabe, handle:

Med ordet "det uhistoriske" betegner jeg kraften og kunsten |135| at kunne glemme og lukke sig inde i en begrænset horisont ... (NNH, overs., s. 99)

...ved den mindste og ved den største lykke er det altid dette samme, der gør lykken til lykke: evnen til at glemme eller, bedre udtrykt, evnen til, så længe den varer, at føle uhistorisk. (NNH, overs., s. 19)

Hvor finder man handlinger, som mennesket formår at udføre uden først at være gået ind i det uhistoriskes atmosfære? (NNH, overs., s. 21)

I sin kritiske fornægtelse af præstegården og dens væsen benytter Per sig af "det uhistoriske":

Han havde foresat sig at betragte alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der ikke en Gang som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. (A 1, s. 63)

Nietzsche siger om det uhistoriske: (NNH, 1)

Wer sich nicht auf der Schwelle des Augenblicks, alle Vergangenheiten vergessend, niederlassen kann, wer nicht auf einem Punkte wie eine Siegesgöttin ohne Schwindel und Furcht zu stehen vermag, der wird nie wissen, was Glück ist, ...

Og Pers indre ser sådan ud:

Han havde bestræbt sig for grundig at udlufte sit Indre, at udslette af sin Sjæl enhver bitter og ydmygende Erindring, at den kunde blive som en ubeskreven Tavle for Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. (A 1, s. 63)

Nietzsche skriver om udøvelsen af den kritiske historie:

Så bliver dens fortid underkastet en kritisk betragtning, så går man løs på dens rødder med en kniv, så tilsidesætter man grusomt enhver pietet. (NNH, overs., s. 39)

Per har sat sig ud over enhver pietet:

(der) fandtes (...) hverken paa hans Bord eller paa hans Væg saa meget som et lille Billede, et Prospekt eller et Portræt, der kunde minde ham – (...) – om det Hjem, han |136| havde forladt og ikke ønskede at gense. (A 1, s. 65)

Dersom han pludselig var død, vilde man ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, ikke et Navn, der kunde fortælle om, hvem han var, og hvorfra han stammede. (A 1, s. 64)

Han løsriver sig også fra sit navn:

Peter Andreas – eller Per, som han slet og ret skrev sig nu, for endog saa vidt mulig med sit Navn at løsrive sig fra sin Fortid – ... (A 1, s. 66)⁷

IX.6. Det store forsæt

Nietzsche mener, at tilværelsen er meningsløs, dionysisk, og at der kun er ét at gøre for at overvinde denne meningsløshed: at skabe mening ved at opstille et mål i kaos. Per gribes af meningsløsheden ved sit studies begyndelse:

I Ensomhed kunde han endog være ret nedstemt og raadvild med hensyn til sig selv og sin Fremtid, (A 1, s. 67)

Per havde forestillet sig, at studiet hurtigt ville give ham adgang til "et uafhængigt, stolt omstrejfende Liv, rigt paa Æventyr, Nydelse og store Hændelser." På læreanstalten finder han kun levende tabelværker. I sin kommodeskuffe har Per en plan, et fjordreguleringsprojekt, der oprindelig er inspireret af hans faders affærdigelse af havneprojektet i hjembyen (A 1, s. 187). Han er altså sat igang af en reaktion mod faderens værdimål. Han har arbejdet på det i "flere Aar", henlagt det, atter taget det frem (A 1, s. 189). Der er to hovedfaser i hans arbejde med det: først skuffelsen over at læreanstalten ikke var et "... imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes ..." (A 1, s. 67), dernæst Eberhardts besøg og meddelelse om faderens sygdom, der har flg. virkning på Per:

Det gav ham Stødet til at fatte den afgørende Beslutning med Hensyn til sin Fremtids Vej og Maal. Han indsaa', at det var paa høje Tid at gøre en Ende paa hans planløse 137 Lystsejlads efter Lykken. (A 1, s. 186)

Nu skulde der tages fat for Alvor. Og han vilde ikke helme, før han havde enten overvundet alle Vanskelighederne eller fuldt ud godtgjort for sig selv Planens Umulighed. (A 1, s. 189)

Pers projekt har altså to sider: det udgør en reaktion mod en livsholdning, han finder repræsenteret hos faderen, slægten og på læreanstalten, henholdsvis "jenseitsholdningen" og den forflygtigede jenseitsholdning: det stillestående, konservative, autoritære, og en flugt ud af meningsløshedens kaos. Per sejler en tid omkring heri:

Saaledes skete det da, at Peter Andreas i sin voksende Mistillid til den Levevej, han havde valgt, efterhaanden tabte de sidste Rester af Modstandskraft overfor de mangeartede Fristelser, den store By rummede (…) og for en Tid sank temmelig dybt tilbunds i dens Bærme (A 1, s. 69)

Nietzsche har samme løsning på "den historiske syge" (kultur-konservatismen, den passive hængen i historien) og tilværelsens meningsløshed: det store mål:

Dadurch, dass ihr vorwärts seht, ein grosses Ziel euch steckt, bändigt ihr zugleich jenen üppigen analytischen Trieb, der euch jetzt die Gegenwart verwüstet und alle Ruhe, alles friedfertige Wachsen (...) fast unmöglich macht. Zieht um euch den Zaun einer grossen und umfänglichen Hoffnung, eines hoffenden Strebens. (NNH, s. 6) … versuche es nur einmal, den Sinn deines Daseins gleichsam a posteriori zu rechtfertigen, dadurch dass du dir selber einen Zweck, ein Ziel, ein "Dazu" vorsetzest, ein hohes und edles "Dazu". Gehe nur an ihm zugrunde – ich weiss keinen besseren Lebenszwerk, als am Grossen und Unmöglichen, animae magnae prodigus, zugrunde zu gehen. (NNH, 9)

138 Forestillingen om dette store mål ligger fast i romanen endnu før Pers projekt fylder det med konkret indhold. Fortælleren har anbragt det første gang i de gamle Nyboderfolks bevidsthed – og på Pers vegne: De mener, at grunden til at han holder sit humør så højt er, at "han havde sat sig et eller andet højt Maal, som han var sikker paa at naa." De tror, at han studerer til "Minister" (A 1, s. 62). Og det hedder, at de gamles "tillidsfulde Tro" på Pers fremtid ikke har været uden indflydelse på Nyboderhjemmets tiltrækningskraft på ham. Efter Eberhardts besøg (A 1, s. 186) identificeres det store forsæt med projektet, Per bringes i sin reaktionsholdning til at hylde de farlige, krigeriske idealer:

Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste skulde Lykken jages, (…) et Bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste! (A 1, s. 186)

Pers energiske forsæt understreges nøje:

(han) opgav (…) aldrig et en Gang fattet Forsæt, hvor meget det saa skulde koste ham.

(…) et Indfald (kunde) blive ved at gro i ham og i Tidens Løb slaa saa dybe Rødder i hans Sind, at dets Gennemførelse blev ham en Lidenskabssag, en Livsbetingelse. (A 2, s. 3-4)

Projektet ligger nu i fast identifikation med det store forsæt:

Oprindeligt udkastet i et Ungdomslune; (…) var dette Værk nu paa Veje til at blive hans fikse Idé, i hvis Virkeliggørelse han med stedse større Overbevisning saa' sit Livs skæbnebestemte Opgave og store Maal. (A 2, s. 4)

Det store mål kan både hos Nietzsche (ved en biografisk-filosofisk vurdering) og hos Per fortolkes som en aflægger af den kritiske historiebrug. Den, der skærer sin fortids værdisystem bort, må fylde tomrummet med fremtidens nye horisont.

IX.7. Den monumentale historie

Nietzsche skriver:

Historien tilhører først og fremmest den handlende og mægtige, den, der kæmper en stor kamp, der har brug for for billeder, |139| lærere, trøstere og ikke er i stand til at finde dem blandt sine fæller og i samtiden. (NNH, overs., s. 2)

I et natligt bakkanal (A 1, s. 81) viser maleren Fritjofs optræden, at denne "Skønheds-Dyrkelsens ildfuldeste Apostel" i sin inderste bevidsthed er en "underjordisk", han kredser om død og domsangst. Ved et indblik i den øvrige kunstnerklans indre bestyrkes Per i sin fortidsløshed på en ny måde:

(der voksede) ... mægtigt i ham en Følelse af at være noget for sig selv, en Undtagelse, hvem en lykkelig Skæbne allerede i en tidlig Alder havde frigjort for et Aag, hvorunder hele den øvrige Verden endnu trællede. (A 1, s. 83)

"Aaget" er, som det klart fremgår af konteksten (A 1, s. 81-83) angsten for den "hinsidige Dommer" (A 1, s. 82). Pers mægtige lykke er da erkendelsen af, at han sjæleligt er frigjort for den frygt, "der havde hæmmet selv disse frie Aander i deres begejstrede Stræben, idelig lammet deres Kraft ..." (A 1, s. 83)

Per har indset, at domsangsten virker fra det sjælelige til det fysiske: kunstnergruopen er "lammet", dens kraft "hæmmet". Denne Pers erkendelse er forudsætningen for etableringen af Cæsarrollen: kun den afkristnede kan handle. Fortælleren lader romanens behagelige Mefisto, Ivan Salomon, anbringe tegnet og indvielsen:

Den unge Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke⁸ og om Gudeskriften paa hans Pande fik med ét en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Jo mere han i det hele lærte sig selv og Menneskene omkring ham – (...) – at kende, des stærkere følte han sig dem alle overlegen; (...) skabt til at erobre Verden og undertvinge den. (...) Naar han stod foran Spejlet og betragtede sit mørktfarvede Ansigt, sin brede, tvedelte Pande, sine dybtliggende Øjne (...), syntes det ham undertiden selv, at han – (...) – mindede om en af Roms store Kejsere, (A 1, s. 83-84)

Per føler "Guldkronen" spænde om sin pande:

En var der jo ogsaa allerede, der havde set den skinne og læst dens Indskrift, ristet af Gudens egen Finger: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!

|140| Det fremgår allerede her, at cæsarrollen spalter sig ud i to retninger for Per, konstitueret af hans eget sinds muligheder: den ene retning går ud på de totale vidder, han er alle overlegen, fordi han er afkristnet, han er skabt til at erobre "Verden" og han er "Gudens" ætling, den anden retter sig mere beskedent mod menneskene: han er dem alle overlegen, han kan blive deres betvinger. Han skal først følges i den sidste del af sin rolles dobbelthed. Pers ophold i denne cæsarrolle former sig som en række af stigninger og fald alt eftersom Per af fortælleren bringes i konflikt med spøgelsestroen, dens manifestationer, eller mennesker, der i cæsarisk beskaffenhed overgår ham. Det ideologiske aflæsningstegn for romanens cæsaregenskaber er ligesom typens ideologiske model magtviljen, den afkristnede d.v.s. a-moralske samvittighed og den totale menneskeforagt. De romanfigurer, Per bringes til at bide skeer med, er Dyhring (kun ideologisk, som væsenssammenligning) og primært Bernhardt. Her foranstaltes en mandejævning, der fælder Per og hans projekts realisation. Formålet med denne mandejævning er – som det skal vises – en regelret Nietzschesk demonstration af magtviljens ideale beskaffenhed og den kristnes afmægtige omvurdering af værdierne. Indtil Per af fortælleren definitivt fældes her (A 6, s. 100), bevæger han sig under den monumentale histories løftekraft. Cæsaridentifikationen gennemløbes i fuld alvor af Per gennem alle fald med sidste voldsomme stigning i Rom (bd. 5). Den finder næring i Nathans afhandling i "Lyset"⁹, så Per føler sig styrket til at gentage Cæsars sejrsord (A 2, s. 100-101). I Rom bliver fortællerens monumentale løftestang Per bevidst, han har hidtil kun bevidst bevæget sig i "det uhistoriskes" horisont, med blikket rettet fremad:

For første Gang i sit Liv grebes han her af en historisk Stemning. Hans Blik havde hidtil udelukkende været rettet anelsesfuldt fremad mod den forventede Stortid, – Fortiden havde aldrig sysselsat ham. Nu førtes han endda her helt bagom Kristendommen ind i en Kultur hinsides den |141| ham fjendtlige Aandsmagt, hvis nedbrydende Virkninger det var bleven ham en Slags Sport overalt at eftervise, og som han indtil det allersidste havde maattet bekæmpe ogsaa hos sig selv. (A 5, s. 70)

Per, der romanen igennem her følt sig fremmed i samfundet, uden ligemænd, og kun fundet midlertidigt ståsted hos Salomons erkender at:

Historien tilhører først os fremmest den handlende og mægtige, den, der kæmper en stor kamp, der har brug for forbilleder (...) og ikke er i stand til at finde dem blandt sine fæller og i samtiden. (NNH, 2)

Per tilegner sig forbillederne:

I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette (...) usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten, hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt. (A 5, s. 70)

Nietzsche skriver om den monumentale histories psykologiske virkninger:

Er (den kæmpende) entnimmt daraus, dass das Grosse, das einmal da war, jedenfalls einmal möglich war und deshalb auch wohl wieder einmal möglich sein wird; er geht mutiger seinen Gang, denn jetzt ist der Zweifel, der ihn in schwächeren Stunden anfällt, ob er nicht vielleicht das Unmögliche wolle, aus dem Felde geschlagen. (NNH, 2)

Per, der gang på gang er blevet anfægtet i sin tro på at kunne udfylde cæsarrollen, er en begejstret kæmpende under den monumentale løftestang:

Den Fornyelse, han havde vundet paa sin Rejse og navnlig her i Rom, følte han endnu selv som en Foryngelse, en lykkelig Genvindelse af Ungdomsaarenes svulmende, bekymringsfrie Livsmod. Verden laa atter aaben for hans Fod, – (...) Han skyldte nu sig selv st vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsars Fødder men endelig lært at gaa den lige |142| og korte Vej over Tvivlraadighedens Rubicon ind i Mandsviljens Himmerige. (A 5, s. 107-108)

Men som Nietzsche siger: "Fra den tankeløse omplantning af de tre urter stammer megen fortræd."

IX.8. Prometeus

Nietzsches genialt-forvirrede ungdomsbog "Die Geburt der Tragödie" har uden tvivl haft en afgørende betydning for Pontoppidans kunstopfattelse, poetik og kunstneriske realisation.¹⁰ Det skal ganske kort skitseres, hvad der er grundtanken i GT. Nietzsche omdøber Schopenhauers "Wille" til "det dionysiske" som er livsdriften, lidenskaben i naturen; den menneskelige som materielle. Schopenhauers individuationsprincip bliver hos Nietzsche til det "apollinske", det apollinske er den fortolkende drift i mennesket, den der – som der står over Apollons tempel – lærer det et "Kend dig selv" og "Alt med måde", d.v.s. lærer det den menneskelige begrænsning. Det apollinske og det dionysiske er altså drifter både i mennesket og i naturen: mennesket er kaos og orden ligesom naturen er det, mennesket bruger den apollinske fortolkning til at udholde den rædselsfuldt meningsløse virkelighed med, give den form og retning. Det dionysiske princip er det blindt stræbende liv, som det strømmer i og udenfor mennesket, det apollinske omslutter det med form. Nietzsche sammenligner det dionysiske med rusen, det apollinske med drømmen, der fortolker vore oplevelser. Den dionysiske virkelighed møder den lidelsesophævende apollinske fortolkning i kunstværket eller i myten, grækerne skabte deres gudeverden for at kunne udløses af lidelsen ved at forestille sig guder, der led og kæmpede som de selv, men var herrer over denne lidelse, var afklaret form.

I sammenhæng med Pers Prometeusrolle, der er en ideologisk konsekvent forlængelse af hans projekt, har Pontoppidan spundet en række (ikke altid lige heldigt gennemførte) baner gennem "Lykke-Per", der viser den titaniske helts dionysiske stræben, hans lidelse under den lange selvransagelsesperiode i Rimalt os hans sluttelige |143| udløsning af den dionysiske meningsløshed under den apollinske lov: "Erkenne dich selbst" og "Nicht zu viel".¹¹

Nietzsche skriver (GT, kap. 4):

Und so läuft (...) die Forderung des "Erkenne dich selbst" und des "Nicht zu viel!" her, während Selbstüberhebung und Übermass als die eigentlich feindseligen Dämonen der nicht-apollinischen Sphäre, daher als Eigenschaften der vor-apollinischen Zeit, des Titanenzeitalters, und der ausser-apollinischen Welt, das heisst der Barbarenwelt, erachtet wurden.

IX.9. Ideologisk model

Den unge Per, der i sin værdiskala sætter de hedensk-cæsariske idealer: magt, ære, rigdom højest, men som i det underste lag af bevidstheden har en pietetsfyldt hjemlængsel, må i sit oprørsforsøg og dets materielle form: projektet, snart anbringes af fortælleren i den græsk-mytiske oprørssammenhæng: bringes til orden ved et: Kend dig selv, din egen begrænsning, snart ved en konflikt med den kristelige orden, her døds- og domsangsten. Han er af fortælleren anbragt i et oprørsforsøg, der kan bringe ham i konflikt med to myter: den græske, hvor mennesket stræber for højt og øver hybris, og den semitiske syndefaldsmyte, der agerer voldsomt i romanen.¹² Det apollinske mådehold huserer f.eks. i flg. passage, da Per i Nyboder er på højden af sine prometiske fantasier:

Men netop naar hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var det, at de gamle Tvivl kunde komme snigende og ligesom banke ham paa Skuldren og bede ham besinde sig en Smule. (A 2, s. 19)

Nietzsche skriver om Prometeussagnet:

... es möchte nicht ohne Wahrscheinlichkeit sein, dass diesem |144| Mythus für das arische Wesen ebendieselbe charakteristische Bedeutung innewohnt, die der Sündenfallmythus für das semitische hat, und dass zwischen beiden Mythen ein Verwandtschaftsgrad existiert wie zwischen Bruder und Schwester. Die Voraussetzung jenes Prometheusmythus ist der überschwengliche Wert, den eine naive Menschheit dem Feuer beilegt als dem wahren Palladium jeder aufsteigenden Kultur: dass aber der Mensch frei über das Feuer waltet und es nicht nur durch ein Geschenk vom Himmel, als zündenden Blitzstrahl oder wärmenden Sonnenbrand empfängt, erschien jenen beschaulichen Ur-Menschen als ein Frevel, als ein Raub an der göttlichen Natur.

Herfra skabes ifølge Nietzsche det første filosofiske problem, der fremkalder en pinlig modsætning mellem menneske og gud. Mennesket vil have ilden selv, vil ikke modtage den af guderne. Således opstår "die ganze Flut von Leiden und von Kümmernissen, mit denen die beleidigten Himmlischen das edel emporstrebende Menschengeschlecht heimsuchen müssen". Menneske og gud lever i hver sin sfære, mennesket må ikke skride ud over sin individuation. Det gør den prometiske helt ved at røve ilden, ved at forsøge selv at blive gud: "Bei dem heroischen Drange des Einzelnen ins Allgemeine, bei dem Versuche, über den Bann der Individuation hinauszuschreiten und das eine Weltwesen selbst sein zu wollen, erleidet er an sich ..." (alle cit., GT, kap. 9)

IX.10. Guden, ilden, kulturen

Pers prometeusrolle er formet herover, midlet er ilden, angrebsmålet er guden, formålet er den stigende kulturs "sande Palladium", og Per ønsker netop selv at blive "das eine Weltwesen", selv en gud med den gamle som affældig tilskuer. Fortælleren finder både Per og Prometeus-idéen naiv ligesom Nietzsche.¹³

|145| Den afklarede vismand Per skriver om sin konflikt med "Tilværelsens styrende Magter":

Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. (A 8, s. 263-64).

Dette dagbogsblad optræder i en lidt længere form i "Politiken" d. 12.3.1897. Der optrådte en sætning i avisen, som Per ikke tog med i sin dagbog:

Anser man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede.

Per ser netop sit værk som en revolution og en reform.¹⁴ Det skal skabe nye love, og lovene er afpasset efter hans eget behov, han er guden, der giver budene. Pers dagbogsblad er i sin idéudvikling bl.a. netop en tekst over det titaniske stræbens forlis, lidelsen som resultat og selverkendelsen som udløsning af smerten. Fra et krav om den totale magt: at korrigere "det store Verdensmaskineri" til det subjektive "hvem er du selv?".

I kapitlet om Prometeussagnet (GT, 9) citerer Nietzsche Goethes digt om Prometeus, der er udgangspunkt for hans her citerede bemærkninger om sagnets grundidé:

Hier sitz ich, forme Menschen
Nach meinem Bilde,
Ein Geschlecht, das mir gleich sei,
Zu leiden, zu weinen.
Zu geniessen und freuen sich,
Und dein nicht zu achten,
Wie ich!

Den fra Rom hjemvendte og monumentalt styrkede Per betragter stående på sin hotelbalkon sine "egne Sideniusser", "Det danske Folk!" "... Han henfalder i de begejstrede tanker om en prometisk |146| menneskeomskabelse¹⁵, som Pontoppidan ikke lod den aldrende Per gentage i sit dagbogsblad:

Altsaa skulde der virkelig nu begyndes paa hans store Reformationsværk. (...) Efter saa mange Aars ensomme Arbejden, (...) skulde endelig idag Grundstenen lægges til det nye Rige, som han Stykke for Stykke havde udformet af sine Tankers Kaos. (...) Og dernede gik det intet anende Folk, – Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede, indblæse sin Aand, fylde med sit Livsmod, sin Styrke. (A 5, s. 138)

Man kunne sammenfatte den prometiske Pers holdning til moralske normer: det være sig "Moira" eller "Gud" under ordet antikbevidsthed. Nietzsche understreger, at oprøret "der Frevel" mod guderne ikke hos de "fornemme", grækerne, var en "synd" som hos de kristne. Deres guder sagde om oprørerne:

... "was sie töricht sind!" (...) ein wenig "Störung im Kopfe" (...) – Torheit, nicht Sünde! versteht ihr das? ... (GM, Schuld, 23)

At vanviddet simpelthen er nødvendigt, siger Nietzsche i Mr, 14:

|147| Bedeutung des Wahnsinns in der Geschichte der Moralität: (...) Fast überall ist es der Wahnsinn, welcher dem neuen Gedanken den Weg bahnt, welcher den Bann eines verehrten Brauches und Aberglaubens bricht. (...) – Während es uns heute noch immer wieder nahegelegt wird, dass dem Genie, anstatt eines Kornes Salz, eine Korn Wahnwitz beigegeben ist, lag allen früheren Menschen der Gedanke viel näher, dass überall, wo es Wahnsinn gibt, es auch ein Korn Genie und Weisheit gäbe – (...) "Durch den Wahnsinn sind die grössten Güter über Griechenland gekommen", sagte Plato mit der ganzen alten Menschheit.

Den prometiske Per demonstrerer denne den gamle menneskeheds opfattelse af vanviddet, da han i tankerne former sine Sideniusser:

Der var lidt Galskab heri, – han følte det godt nu. Men det skræmmede ham ikke. Tværtimod. For ham, som bestandig hos sig selv havde maattet modarbejde en skjult Tilbøjelighed for Regelmæssigheden, var det en Tilfredsstillelse at vide sig i Besiddelse af det Gran Vanvid, hvorom den verdenskloge lille Maler i Rom¹⁶ havde sagt, at uden det vandtes ingen store Sejre mellem Menneskene. (A 5, s. 139)

Det ses, hvor subtilt fortælleren styrer Per mellem "det regelmæssige": sidenius-egenskaben, og det prometiske vanvid. Prometeusdrømmen ligger fast for Per allerede ved studiets begyndelse:

(han havde forestillet sig den (læreanstalten)) ... som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden. ... (A 1, s. 67)

Det ligger i formuleringen, at mennesket er åndeligt underkuet, men at lynet kan hjælpe det til frigørelse, lykke og kulturfremskridt. Da han formulerer sin pjece, bestyrket af Jakobe,¹⁷ der har gengivet ham hans tro på "Ingeniørvidenskaben som den naturlige |148| Banebryder for Menneskehedens kommende Stortid" (A 3, s. 36)¹⁸, findes der "elektriske Banstraaler" på hans "opvoksende kulturs sande Palladium" til at jage "Spøgelsesfrygten" bort med. Prometeus jager Gud bort og skaber vidunderland, her i temmelig græsk udgave:

Han saae statelige Fabriker rejse sig langs de rindende Vandes regulerede Løb, hørte for sit Øre Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Han saae de menneskermylrende Storstæder, som engang vilde dække den skumle Lyngørken¹⁹ ... travle Fremtidsbyer, hvorover ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsesfrygt ind i Sindene, men som med deres elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt. Ja, endog til Kunsten havde han faaet Plads i sit Vidunderland, paavirket som han ogsaa i den Henseende var bleven af det Salomonske Hjem. Paa Byernes Torve tænkte han sig skønne Marmortempler, helligede Sandheden, Modet, Retfærdigheden o.s.v. Udover Heden strøede han med rund Haand herlige Lystparker med Statuer, Springvand, Obelisker ... " (A 3, s. 37)

Den moderne Prometeus' våben mod guden: det elektriske, er gennemgående i Pers fremtidige Kulturmekka:

Jeg gaar hernede og drømmer om et Fremtidens Tarp (...) hvor Marmorpaladser med gyldne Kupler stiger op over brede Kajer, mens smaa elektriske Gondoler stryger som Svaler henover Kanalernes blanke Vande. – – (A 4, s. 16)

Pers tekniske beruselse i Berlin er Prometeus' jubel over, at menneskene er ved at blive guddommelige i deres skabeevne ("et saadant oplyst Banegaardsterræn"). Per skriver til Jakobe:

Dersom jeg troede paa noget Forsyn, – jeg vilde hver Morgen knæle ned paa Gulvet og besmudse mine Bukseknæ af Taknemmelighed over at være født i dette stolte Aarhundrede, |149| da Mennesket omsider blev sig sin Almagt bevidst og begyndte at omskabe Verden efter sit Behov – og i en Storhed, hvorom ingen Gud har drømt i sine vildeste Drømme. – – (begge cit., A 4, s. 20)²⁰

Eksperten, professor Pfefferkorn omtaler Pers "rigtignok ganske uæstetisk(e) – Opfattelse af Naturen" i vendinger, der klart viser Prometeus hybris:

... det hjælper da ikke at sukke. Hver Tid har sine Idealer; og naar jeg hører din unge Landsmand uden Svimmelhed eller Anfægtelser tumle med de dristigste Ideer til en Samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere Undertvingelse af Naturmagterne,²¹ synes jeg at se for mig en Prototype for det tyvende Aarhundredes tankemodige og handlestærke Menneske. – – (A 4, s. 26)

Hvorfor skulle en professor ytre uro ved at en ingeniør laver "Vind- og Bølgemotorer" til "Industrien"? Hvorfor skulle ingeniøren have "Svimmelhed eller Anfægtelser" af den grund? Jakobe kører fortællerens intention videre. Hun har grublet over Pers modsigelsesfyldte væsen, men synes at finde afklaring gennem Pfefferkorns brev:

Han (Per) var som det første formløse Udkast til den kommende Gigantslægt, der endelig (som han havde skrevet) skulde tage Jorden i Besiddelse og enevældig omskabe Verden efter sit Behov, – (A 4, s. 27)

At Pers projekt er rettet mod Gud og dennes underkuelse af mennesket fremgår af Aron Israels rekommandation af Pers pjece:

(der er) ... Folk herhjemme, hvem Deres stolte og frejdige Tro paa Menneskehedens Udviklingsmuligheder og Deres hele |150| Storsyn paa Fremtidens Naturerobringer har varmet og opbygget. (...) Efter min Mening hører Deres Bog til den sande Opbyggelsesliteratur." (A 6, s. 43)

Netop Pers aktive væsen tiltaler Israel, der finder, at æstetikerne er for mange og "Handlingens Mænd" (A 6, s. 44) for få. For den danske ungdom behandler "Realkundskaberne med en uforstandig Overseenhed" (A 6, s. 43) og forknyttes rimeligvis derfor så sørgelig let af livet. Prometeus har i pjecen givet mennesket nye muligheder, de er nu enevældige, Jorden er deres, og Per – opfinderen af vind- og bølgemotorer – vil udvikle elektriciteten, give dem lynet og det "uden Anfægtelser". Ser vi denne Prometeusrolle gennem Pers "antikke" bevidsthed, begår han hybris og er er en vanvittig, ser vi den gennem hans kristne bevidsthed, har han begået en synd, der kan medføre fortabelse af hans udødelige sjæl. Hans kristne angst for sit eget "himmelstræbende" værk behandles i kapitlet: Prometeus' afmagt. Bade i den græske myte og i den semitiske skaber det himmelstræbende forsæt lidelse:

... die ganze Flut von Leiden und von Kümmernissen, mit denen die beleidigten Himmlischen das edel emporstrebende Menschengeschlecht heimsuchen – müssen. (GT, kap. 9).

Per bringes tre gange i romanen i et bevidst forhold til sit himmelstræbende forsæt: i Rom ved sin målløse beundring for romernes gigantiske byggerier:

"Han var opfyldt af Beundring for den himmelstormende Kraft, der her havde lagt sig for Dagen..." (A 5, s. 65),

hans reaktion er prometisk afmagt. At Prometeus i sin underste bevidsthed er en Kain²² viser hans to kristeligt-afmægtige reaktioner:

Indtrykkene fra den hemmelige Nattevandring nedenfor Moderens Vinduer havde igen gjort ham ligesom sky for sit himmelstormende Værk. (A 6, s. 5).

Under indledningen til sin bodsgang modtager Per brev fra Ivan, der opfordrer ham til at holde projektet varmt ved at give foredrag i Jylland. Per møder igen Prometeusdrømmen med skyhed og afklarer endelig samtidig sit |151| forhold til frigørelsen i "Virkelighedens eller Drømmens Verden":

Straks Synet af Ivans Haandskrift havde opskræmt ham, og han gennemlæste Brevet under Indflydelse af den Skyhed, han i den senere Tid havde følt overfor sin Ungdoms himmelstormende²³ Drømme. (...) Han blev ved denne Lejlighed endelig klar over, at han, naar det gjaldt den praktiske Gennemførelse af en Ide, ikke egnede sig til at være Foregangsmand. (A 7, s. 60).

Det ligger i Pers formulering – her som i flere andre af hans Prometeus-udsagn, at oprøret var drømme, ideelle størrelser, men både den gamle, afklarede Per, der ville lade en fanfare blæse over sit livs resultat, og Nietzsche er enige om, at Prometeus-drømmen er lige så væsentlig som Prometeus-handlingen. Nietzsche skriver i FW, s. 300 (Vorspiele der Wissenschaft):

... Musste Prometheus erst wähnen, das Licht gestohlen zu haben, und dafür büssen – um endlich zu entdecken, dass er das Licht geschaffen habe, indem er nach dem Lichte begehrte, und das nicht nur der Mensch, sondern auch der Gott das Werk seiner Hände und Ton in seinen Händen gewesen sei?²⁴

|152|

Resumé

Kapitlet viser, hvordan Per med den kritiske og monumentale historie som ideologisk model frigør sig fra det hæmmende præstegårdsmiljø ved først viljemæssigt at fornægte sit udspring, sin slægt og fra dreng drømme sig et andet fyrsteligt udspring til. Per er af fortælleren udstyret med en fysik og et værdisæt, der gør ham til en fremmed i præstegårdshjemmet, bringer ham i ustandselig konflikt med det. Per orienterer sig mod krigeriske idealer, har vikingeforestillinger, hans valg af levevej er et valg af værdisæt, som bandlyses i hjemmet. Per vil et omstrejfende liv, rigt på nydelser og store hændelser. Han hjælpes på vej af matematiklæreren, den gamle militær, en livsglad herre, og anbringes hos Nyboderfolkene, vikingeætlingene, hvor han rydder sit sind for minder og hyller det ind i det uhistoriskes beskyttende atmosfære. Deres tro på ham styrker hans tro på sig selv, han gør sin stræben meningsfuld ved at sætte sig et mål, dette mål udfylder hans fortidsløshed. Det er en aflægger af hans kritiske historiebrug og indgår i identifikation med projektet, der oprindelig blev til ved hans reaktion på faderens værdisæt, i følge hvilket al verdslig aktivitet er meningsløs. Af Ivan Salomon får han udleveret Cæsar-ligheden som monumental løftestang, ved selverfaring fylder han denne lighed med nyt indhold: i modsætning til de "Uafhængige", kunstnerne, er han uafhængig, han har overvundet domsangsten, som de træller under. Nathans artikel i "Lyset" fylder ham med ny bestyrkelse. Skønt Per af fortælleren fysisk er udstyret med de ridderligt-aristokratiske dyder og viljen, sejgheden og samvittighedsløsheden til at honorere dem, hensætter hans bevidstheds nederste, antikvariske lag ham i ustandselige svaghedsanfald. I Rom møder han hedningefolket, der kunne bygge stort og himmelstræbende, han føler skamfuldhed over sin egen vaklen, men finder her endelig sine savnede forbilleder. Deres værk er manifestationen af Pers første Cæsardrøm: de havde magt, de kunne bygge himmelstræbende. Magtønsket og Prometeus-drømmen er de to elementer i Pers Cæsar-bevidsthed.

153 Gennem Nietzsches ungdomsbog GT kunne fortælleren finde en model for Pers Prometeus-drømme og Prometeusmytens perspektiv. Mennesket er ikke tilfreds med de gudgivne vilkår, men stræber opad og må gøre det. Men det er mytens lov, at mennesket skal lære at holde sig i sin sfære, besinde sig, komme til selverkendelse. Denne mytes apollinske krav kunne fortælleren uden risiko for ideologisk misforståelse stille den aldrende Per for øje, det var et "antikt" lovbud, ikke et kristeligt-moralsk. Pers Prometeus-drømme, der udgår fra en personlig erkendelse af, at mennesket stækkes psykisk og fysisk af kristendommens lovbud, genvækkes og styrkes af Jakobe, i naiv begejstring udfolder hans Prometeus-drømme sig i pjecen, hvori der ved elektriske lyn og undertvingelse af Gudens natur skabes et kultureldorado. Mennesket skal under Per blive almægtigt og frigjort, selv skabe lynene, ikke modtage dem som en gave fra himlen. Den frigjorte menneskeheds fremtidslykke og velfærd skal smeddes under elektrisk lyn og torden. I hans som i Jakobes bevidsthed svæver forestillingen om en "Menneskehedens kommende Stortid". Per er uden tanke for straf fra de styrende magter, hans forhold til dem er "antikt", han har lidt galskab i hovedet, men galskaben er nødvendig for den, der vil sejre. I sin galskab citerer han Goethes Prometeus-digt: hans reformationsværk omfatter, at sideniusserne skal omdannes i hans billed og ikke som før i Guds. Forskellige person-udsagn om Per og hans projekt viser fortællerens intention: Pers ganske harmløse bølgemotorer hensætter en professor og fagmand i titanslået forsagthed, han understreger Pers tankemodighed og handlestyrke, hans manglende "Svimmelhed" og "Anfægtelser". Jakobe ser Per som en repræsentant for "den kommende Gigantslægt", der er enevældig på jorden, Aron Israel ser "Opbyggelsesliteratur" i Pers pjece for en ungdom, som ikke beskæftiger sig me den dristige handling, den "stolte og frejdige Tro paa Menneskehedens Udviklingsmuligheder". Diskussionen af projektet og af Pers væsen viser et tydeligt logisk misforhold mellem årsag og virkning: et havneprojekt, bølgemotorer o.s.v. fremkalder udsagn som "Menneskehedens kommende Stortid", "Gigantslægt", |154| Pers arbejde med disse ting kaldes tankemodigt, uanfægtet o.s.v. Ideologisk er der intet misforhold i det øjeblik Pers projekt og stræben gennemlyses af Prometeus-myten. Tre gange hensættes Per af fortælleren i bevidst kontakt med det "himmelstræbende" værk, romernes som hans eget. I Rom føler han nogen skamfuldhed, overfor sit eget "Skyhed", hans antikbevidsthed er da ophørende, det antikvariske lag kommer frem, han kan stille sig til domfældelse overfor den kristne gud. Men Prometeus-idéen fortsætter reelt i den aldrende Pers dagbogsblade.

[gå frem]