Pontoppidan og Nietzsche

Tredje del.  Lykke-Per

Kapitel XII

Sideniuskarakteristikkens idéfigurer

Man kan sige, at symbolet som digterisk figur kunne fortolkes som et identifikationstegn for et begreb eller et forhold, mens allegorien udfolder et episk forløb i en gennemført symbolsk udtryksform. Men man bliver vist aldrig færdig med at definere disse gamle fra den klassiske retorik hentede størrelser, der i virkeligheden altid delvis vil modsætte sig et kunstværks egne definitioner. Litteraturteoretikeren gør til enhver tid klogt i at overveje, om den teoretiske analyse, der hviler på gamle (eller nye) teoretiske definitioner, bringer fortolknings-arbejdet fremad eller blot fæstner sig omkring kunstværket som en dødvægt, der stadig gøres tungere og mere kompliceret, fordi den er offer for sit eget definitionsprogram og langsomt bliver mål i sig selv. I dette arbejde bruges udtrykket "idéfigur" uden hensyn til den klassiske retoriks rubriceringer om digteriske størrelser som personkarakteristik, miljøbeskrivelse, "krønike", "æventyr" og det, man ellers ville kalde "symbol" og "allegori". Denne omfattende anvendelse af en enkelt bestemmelse for så mange digteriske virkemidler skønnes mest praktisk og givende. Idéfiguren anvendes som karakteriseringsudtryk for den del af romanens størrelser af ovennævnte art, som ikke kun er tekst, d.v.s. deres eget litterære formål, men viser ud over sig selv, er kontekst for læsningen af romanen som fortolkelig helhed. Idéfigurerne er ideologiske resuméer eller fortolkninger af romanens store episke forløb og afgiver derfor de sikreste kontrolsteder for fortolkningens resultater. I romanen Lykke-Per gør fortælleren ustandselig holdt med disse idéfigurer, der afgiver facit for de tilbagelagte episke forløb. Idéfigurerne er overordnet den episke fremadskriden, de karakteriserer det tilbagelagte og udspringer hele tiden af den episke fremadskriden som nye karakteriseringer. Romanens sum af idéfigurer er altså som fortolkningshelhed også undergivet en dynamisk udvikling, der nøje svarer til den episke udvikling. Men som kontrolsteder for fortolkningen er de væsentlige at fremdrage og analysere fordi de – som størrelser, der ikke direkte indgår i den episke sammenhæng – viser ind til "fyrstedet", ind til intentionen, der hvor forfatteren mere end fortælleren skriver ordene. I idéfigurerne er forfatteren "frigjort" fra værkets episke virkelighed og love og kan suverænt |206| lade dem karakterisere og forklare den episke virkelighed, som de udspringer af. De er i virkeligheden en art maskerede forfatter-kommentarer.

XII.2. Pers Sideniuskarakteristik

I kap. VI "Den hele Spøgelseskatekismus" er det påvist, at metaforikken omkring og idéerne bag beskrivelsen af Sidenius-familjen og Sideniusserne er hentet fra Nietzsches antikristelige forfatterskab. Idéfiguren for Pers Sidenius-karakteristik forekommer allerede i romanens første bind; den ideologiske model er Nietzsches karakteristik af de kristne, de underjordiske. I Z (Von den Abtrünnigen, 2) forsynes beskrivelsen af de kristne som i Lykke-Per netop med det mærke på livsangst, som er Sidenius-familjens kendetegn: lysskyheden, angsten for lyset, solen:

Damit aber gehörst du zur lichtscheuen Art, denen Licht nimmer Ruhe lässt; nun musst du täglich deinen Kopf tiefer in Nacht und Dunst stecken!

I AC skriver Nietzsche om de kristne, der i deres afmagt forherliger netop de dyder, som de selv er i stand til:

In Wahrheit tun sie, was sie nicht lassen können. Indem sie nach Art von Duckmäusern sich durchdrücken, im Winkel sitzen, im Schatten schattenhaft dahinleben, machen sie sich eine Pflicht daraus ...

Per føler sig som dreng i afgjort modsætning til de lysrædde, livsrædde, han følte

at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad midt i Vinternattens Æventyrpragt og sang Salmer og bad bange Bønner – en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed.

Per føler sig i slægt med naturens guddommelighed:

... Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer. (A 1, s. 57).

Blindheden for livets sanselige tiltrækninger, angsten for naturens "djævleri" er Sideniuskarakteristikkens første kendetegn. At det direkte er knyttet til den kristelige livsholdning viser Pers jublende illusion ved afrejsen fra hjembyen; han hører, mens skibet sejler fra havn, kirkeklokkerne:

... disse hidtil saa forhadte Toner dø ligesom klagende hen i det Fjerne (...). Underverdenens |207| Spøgelserøster havde ikke længer nogen Magt over ham (...). Han var fri. Troldehammen var afkastet. Lysets Verden laa aaben for ham ... (A 1, s. 46)

Den sidste del af citatet fører frem til Pers selvkarakteristik, da han træffer "Lysets Børn", Salomon-miljøet:

... der hang endnu rundt om ham Laser af den Troldeham, som han ved sin Fødsel var bleven stukket ind i. Hvad havde hans tankeløse Uvilje mod Jøderne vel været andet end Rester af Dværgehadet til Lysets Børn, der havde Mod til at leve Livet efter dettes egne Love? (A 2, s. 150-51)

Citatet sammenligner Sidenius-naturen med troldens, den kristelige livsangst og lysrædsel som tilhører den underjordiske knyttes nu til sagnet om "bakketrolden", men idéindholdet fra idéfiguren om de underjordiske fortsætter uforandret i dette sagn. Arten af Pers "Dværgehad" er forklaret i hans idéfigur om "Kong Pukkelryg" i hvis land dværgen (den kristne) regner sig for en kæmpe, d.v.s. omvurderer værdierne eller "Livets egne Love", som det kræver "Mod" at efterleve. I Pers første idéfigur er familjen netop "... fulde af Gru for Livet og dets Herlighed." Pers "sagn" om bakketrolden udtrykker hans startvanskeligheder i en verden, der leves under solen, efter livets egne love; han siger til Jakobe:

Findes der ikke et Sagn om en Bakketrold – en Underjordisk – der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hver Gang Solen lyste gennem Skyerne? (A 2, s. 155)

XII.3. Jakobes Sidenius-karakteristik

Jakobes indblik i og formuleringer af Pers væsen er direkte hentet fra Nietzsches karakteristikker af den kristnes psyke. Da Per rejser til Jylland med sin moders kiste og fra sin sags realisation, bestemmer hun ham omsider som

... hin Børneæventyrets Bakketrold" som han "engang halvt for Spøg havde sammenlignet sig med ... (A 6, s. 156).

Hun vidste nu, at der var en dybere Selverkendelse heri, end hun dengang havde forstaaet eller vilde have tiltroet ham. (A 6, s. 156-57).

Hermed får hendes karakteristik af Pers væsen litterær sandhedsværdi også for den samlede Sideniuskarakteristik, han er en bakketrold, en underjordisk. Hendes udgangspunkt for karakteriseringen |208| er – som hos Nietzsche – afmagten hos den kristne: Nietzsche skriver om de kristnes afmægtige omvurdering af de stærkes styrke, at de:

... hat sich dank jener Falschmünzerei und Selbstverlogenheit der Ohnmacht in den Prunk der entsagenden stillen abwartenden Tugend gekleidet ... (GM, Gut und Böse, 13)

Da Per fældes af Bernhardt-konsortiet tænker hun:

At hans uoverlagte Brud med dem var en af den Slags desperate Udfordringer, hvormed Afmagten forsøger at besmykke et Tilbagetog, – derom var hun ikke længer i Tvivl. (A 5, s. 162)

Da Per fra Kærsholm sender hende meddelelsen om forlovelsens ophævelse ynkes hun over hans "hykleriske" hensynsfuldhed:

Troldenaturen sad ham for dybt i Kødet. Sin Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det var det egenlig "sideniuske" ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning altid havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religiøsiteten tjene som Skjold for hans Klejnmodighed.

Nietzsche definerer den kristnes omvurdering som "teologinstinktet":

die verbreiteste, die eigentlich unterirdische Form der Falschheit, die es auf Erden gibt.

Wer Theologen-Blut im Leibe hat, steht von vornherein zu allen Dingen schief und unehrlich. (AC, 9. HP).

Jakobe tænker ved modtagelsen af Pers brev:

– At han lige til det sidste skulde vise en saadan Mangel paa Mod og Evne til at se Sandheden fast i Øjnene! Hvad vilde hun ikke have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig mod hende og aaben tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden.

Jakobe resumerer nu sin opfattelse i en passage, der direkte identificerer det "sideniuske" (selvbesmykkende, afmægtige) med den kristne psyke:

Men saadan var det jo bestandig med disse Kristne. Hun huskede nok den Dag, da Per kom herud efter Bruddet med Max Bernhardt og i barnagtigt Selvbedrag opfattede sit Nederlag som en Bedrift, der gav ham Ret til at triumfere. Hun forstod det nu, at ogsaa hans Forhold til Oberst Bjerregrav |209| havde værst præget af denne Jesuitisme,1 der som et aandeligt Modermærke forraadte hans Afstamning. Denne Stædighed, som han selv tog for Stolthed, den bryske Stejlhed, der saae ud som et Overmaal af Kraft, havde i Virkeligheden været et Afmagtstegn, en tilkittet Brist paa Personlighed og Selvtillid. (Alle cit. A 7, s. 183-84)

Jakobe, som selv har lidenskabens aktive side: handledygtigheden, livsforelskelsen og energien, kan karakterisere Per som en

Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk ... (A 6, s. 157)

Den manglende lidenskab er det andet Sidenius-mærke, specielt den form for lidenskab, som Jakobe hæfter på Per:

Hun vidste nu, at han i al sin Naturkraft var et Menneske uden Lidenskab, uden Selvopholdelsesdrift, eller rettere: at han kun besad Lidenskabens negative Egenskaber, dens kolde Natside: Trodsen, Selviskhed, Hævngerrigheden ... (A 6, s. 156)

Baggrunden for denne karakteristik – Nietzsches bestemmelse af den kristne som reaktivt væsen, der kun kan mobilisere "negative" egenskaber, reaktioner på andres handlinger eller værdier – er givet i dette kapitels andet afsnit, punkt D.2 Episk vil hendes dom over Per sige, at hun vurderer hans oprør, d.v.s. projektet, som et rent reaktivt oprør mod hjemmet og troen. Han blev stikkende i en hævnfølelse, som ikke kunne udløses i handling.

XII.4. Lyset og lyset

Overskriften er ikke tautologisk, men betegnende for to kontrære opfattelser i romanen af menneskets nærende lyskilde. Disse to opfattelser fører lige ind i romanens drøftelse af forholdet mellem miljø og individ eller miljø og arv.

Nietzsches betegnelse: "de underjordiske" for de kristne stammer fra den historiske kendsgerning, at de kristne i Rom beskyttede og organiserede sig i underjordiske rum. Herfra udgår Nietzsches gennemgående karakteristik af det kristelige miljø som mørkt, forkrøblet:

"Denn überall rieche ich (...) verkrochne Gemeinden; |210| und wo es Kämmerlein gibt, da gibt es neue Bet-Brüder drin und den Dunst von Bet-Brüdern. (Z, Von den Abtrünnigen, 2).

Per hader hjemmets "halvmørke beklumrede Stue", hvor faderen og hans søskende

... bad bange Bønner – en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans ... (A 1, s. 37).

Derfor kalder Nietzsche de kristne "Kellertiere", som i "dunkle Werkstätte" fabrikerer idealer (GM, Gut und Böse, 14). I AC (21) er angrebsideologien og metaforikken samlet:

Hier wird als Beschäftigung, als Mittel gegen die Langeweile die Kasuistik der Sünde, die Selbstkritik, die Gewissens-Inquisition geübt; hier wird der Affekt gegen einen Mächtigen, "Gott" genannt, beständig aufrecht erhalten (...); hier gilt das Höchste als unerreichbar, als Geschenk, als "Gnade". Hier fehlt auch die Öffentlichkeit; der Versteck, der dunkle Raum ist christlich. Hier wird der Leib verachtet, die Hygiene als Sinnlichkeit abgelehnt; die Kirche wehrt sich selbst gegen die Reinlichkeit ...

I sin idéfigur om "Kong Pukkelryg" (A 2, s. 53) tænker Per på

... al den aandelige Vanførhed, der avledes i den kælderklamme Kirkeluft ...

Da han bliver gæst hos Salomons sammenligner han dette hjem for "Lysets Børn" med sit eget:

Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten kammeratligt til deres Forældre; naar han hørte Moderen drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale indtrængende til dem om, hvad der klædte dem, og ligefrem paalægge dem som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle "hinsidige", hvis Gravluft havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor man regelmæssigt begyndte og afsluttede Dagen med i Bøn og Salmesang at bortvende sig fra Verden; hvor det at pynte sig, ja blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person noget nær betragtedes som uværdigt for et i Aanden genfødt Menneske ... (A 2, s. 148-49)

En af romanens Sidenius-karakteristikker er netop den af

... en vis Marius Jørgensen, en rødhaaret Præstesøn fra Fyen, (...) en lille opblæst og saare højtidelig Person, der gik med Jernsinker under Skoene og sled Bagen af to Par Bukser mellem hver Gang, han undte sig Bad, – kort |211| sagt en fuldblods Sidenius. (A 3, s. 128)

Det mørke, dystre miljø, gennemsivet af "Gravluft" (fordi de kristnes liv – som Per siger – er "... en uafbrudt, langsommelig Forberedelse til at dø ..." (A 4, s. 79)), knyttes til Sidenius-familjens medlemmer, lige meget hvor de opholder sig. Deres omgivelser er determineret. Gravluften hænger ved dem. Da Jakobe første gang vil forsone Per og familjen, føler hun det

... som om et gravklamt Pust fra dette Selvretfærdighedens Hjem var strøget hende isnende forbi. (A 3, s. 122).

Alle Pers boliger eller værelser til og med det i Rimalt er små, uhyggelige og mørke. Da Per i Ørstedsparken ser Silens "Solskinssmil" til den "uvorne" (jvf. Salomon-børnenes "kaadmundede" kammeratlighed overfor forældrene) Dionysos, forstår han, at "han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande ..." (A 8, s. [2?se efter!]16)

Angrebet på kristendommen er jo her blevet ført af et offer (Per, fortælleren, forfatteren), og den opdragelse, Per har modtaget – og som han selv kalder en opdragelse til døden og for graven – kaldes jo af Sidenius-familjen noget helt andet. To opdragere: faderen og moderen, afgiver det teoretiske grundlag for opfattelsen af den kristne opdragelse; faderen i sin straffetale til drengen Per: Per har været "paa lyssky Veje" (æbletyveriet)

Som det er Gud Herrens Vilje med alt, hvad der avles og fødes i Mørket, at det en Gang skal blive aabenbaret, er ogsaa denne Gærning kommen for Lyset for at faa sin retfærdige Dom. (A 1, s. 18).

Moderen skriver i sit brev til Per, at faderen engang har betegnet det "gudløse Menneskes Liv" som "en Indespærring i en Fængselskælder uden mindste Sprække, hvorigennem Himmellyset kan trænge trøstende ind" (A 8, s. 35). "Lyset" er for Sidenius-familjen Guds lys, hvorunder synderen straffes med fortabelsen, og den retfærdige færdes med sikkerhed om det evige liv. For solens "lys" gruer Sidenius-familjen, det er djævelens værk, naturen er djævelsk. Derfor omvurderer Sidenius-familjen naturens lys. Per, oprøreren, kaldes af faderen for "et Mørkets Barn" (A 2, s. 151). Sidenius-familjen ser mørke overalt, hvor Guds lys ikke er, omvendt er de i fiktionen overalt fremstillet som blinde, angste og skyende sollyset og naturen. Jakobe har nøjagtig den modsatte fremstilling af lyskilden. Hun kalder |212| Sideniusserne for bakketrolde, der "daarlig taalte Solens Lys" (A 6, s. 156), i hendes andet store brev om kristendommen som magtkirke hedder det:

Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet, for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse for sin Fortid! Først da – men ikke før – kan den genvinde Tilliden hos dem, der virkelig er Livets og Lysets Tjenere. (A 7, s. 130).

For Jakobe er naturen og dens love det "hellige", sollyset er lyskilden, Sideniussernes miljø er uhyggeligt, mørkt, forkrøblet. Man kan bruge det tidligere anvendte princip på den abstrakte analyse af de forskellige lyskilder: for Sideniusserne er "Lyset" lig med nåden, de er ikke aktive, for deres vilkår er gudgivne og skal ikke ændres, for dem er at leve under lyset at leve i stagnation. For Jakobe er "Lyset" lig med dynamik, ændring af livsvilkårene, handling. Hun er – som Nathan – en "Lysets Tjener".

Romanens drøftelse af himmellys og sollys eller af hengivelsen til et gudshengivent passivt eller dynamisk handlingsliv får en matematisk stringent fortolkningsmulighed i beskrivelsen af Jakobes skole. At fortælleren hele tiden har sigtet mod at konstruere et kontrastmiljø til det præstelige, viser et par tidlige karakteriseringer af Jakobe. Allerede i bind 2 (s. 131) tænker hun på "... at ville oprette en Børneskole efter moderne Undervisnings-Principper ...", og i bind 4 (s. 111) kaldes hun af Nanny "Institutbestyrerinde Striks". Da hun i Berlin ser de forsømte arbejderbørn, drømmer hun om at skabe et opdragelsesmiljø med alle de muligheder, som Per ikke fik. Det skulle virke "paa eengang hjemligt og festligt paa et3) barnlige Sind." (A 8, s. 111).

Man kan vel nok – som Sven Møller Kristensen: Digtning og Livssyn, s. 78 – tale om Jakobes "... sociale og humane korrektiv til romanens individualisme". Hendes skole skal jo virke i et fremtidssamfund, hvor "Forældrehjemmet, der før var Samfundslivets Basis (...) er dødsdømt af Udviklingen." (A 8, s. 110). Men det er nok så vigtigt at påpege, hvad børnene skal reddes fra. Jakobe talte allerede i bind 4 (s. 50-51) om arbejderne, der "ikke skylder noget Præsteskab deres Vækkelse" og tilføjede: " – er det maaske fra dem, at Frelsen engang skal komme." Det må huskes, at Jakobe er romanens forsyner af velovervejede angreb på kristendommen, og at hun ikke kun kan karakteriseres |213| som en "human" socialist, der er "korrektiv" til individualistens lidenskabelige selv-interesse. Hun er ikke udtryk for den humane socialforsorg, der blot vil skabe et miljø for vanrøgtede arbejderbørn. Hendes skole er snarere en udklækningsanstalt for mennesker, der er handledygtige og stærke, og uanfægtede af "spøgelsestroen" som hun selv. Hun vil skabe mennesker, der vokser op i den religiøse frigjorthed, som Per langt om længe nåede til. Og mennesker, der kan handle. Det siger hun sådan:

For der skal her gives Børnene det Grundfond af lyse og frugtbare Livsindtryk, som de senere hen kan have at tære paa, og som kan gøre dem mere modstandsdygtige i Tilværelseskampen end Fortidens og adskillig af vor egen Tids klosterligt optugtede Ungdom, der straks (...) ved enhver Skuffelse mister Troen til Livet, taber Tilliden til Lykken og ligesom Børn, der har stødt sig, søger Trøst i Skødet paa deres gamle, golde Amme, Kirken. (A 8, s. 111)

Beskrivelsen af Jakobes skole opfyldes af alle de elementer, som det sideniuske miljø savnede, her herskede mangel på sol, lys, luft, og her var despekt for renligheden og omhuen for det personlige udseende. På skolen er disse ting tilstede i overflod. Det ses ganske klart af følgende idéfigurer. Per betragter stedet, hvor han voksede op: præstegårdshaven:

Han lod Blikket glide over Græsplænen derude, over de smaa, forkrøblede Træer og Naboejendommenes forfaldne Udhuse, der til alle Sider omsluttede den lille Plet og lukkede Sol og Luft ude. (A 4, s. 50)

Eberhardt Sidenius, der skal meddele Jakobe om broderens testamente, føres ind til "en stor, sollys Legeplads med Træer og Bænke." Han vises af en lærerinde rundt i "den store og smukke Bygning", der nøjagtig modsvarer de sideniuske små, lave og skumle stuer: "Til den ene Side laa en højloftet, lys og festlig Spisesal ...". Sideniussernes åndelige sysler er her afløst af praktisk virksomhed: syning, stopning, lapning. Der forefindes "en Række luftige Badekamre." Fortælleren lader direkte sige, hvad idéfigurerne allerede har sagt:

Hver tredje Dag fik Børnene et Bad – forklarede hans Ledsagerske. Lys, Luft, Vand og regelmæssige Maaltider var |214| overhovedet de Midler, hvormed Skolen opdrog Børnenes moralske Sans, og som altsaa skulde erstatte Religionsundervisningen. (Alle cit. A 8, s. 258)

Da Per så på opdrageren Silen, tænkte han på

... hvormeget der ville være bleven anderledes for ham, dersom et saadant vejrbrunet, kraftig skægget Ansigt og et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn ... (A 8, s. 215-16)

Jakobe er en opdrager i Silens billede.

 
[1] Jvf. beskrivelsen af teologinstinktet i dette kapitels første afsnit, s.189 [= kap. XI.3 "Psyken"]. tilbage
[2] S. 195. tilbage
[3] Trykfejl for "det". tilbage