Danmark som dødsrige
Bemærkninger til Henrik Pontoppidans roman De Dødes Rige
I
I det Herrens år 1895 sad jeg i et baggårdsværelse med et eneste vindue med udsigt over en mængde tage i det nordlige Berlin. Mine første længere artikler var lige blevet trykt, og jeg levede et litterært sigøjnerliv, som i ydre henseende ganske vist var fattigt, men rigt på indre værdier. Ved et besøg på en redaktion spurgte redaktøren mig, om jeg kunne dansk. I Barths tidsskrift Die Nation1 havde han fundet en annonce for en dansk novellesamling, der skildrede landarbejdernes liv, og da landbrugsspørgsmålet for øjeblikket var fremherskende i offentligheden, kunne det være, det var noget for os. Jeg svarede, at jeg var i stand til at læse en dansk bog, hvorefter han fik bogen bestilt i København. Da den lå på bordet i mit lille baggårdværelse med ét vindue, havde det titlen Fra Hytterne og var skrevet af en forfatter ved navn Henrik Pontoppidan, som jeg da mødte for første gang2 og som i Danmark også var ret ukendt.
Så vidt jeg ved, er Fra Hytterne en af Pontoppidans første bøger, og den virker stærkt gribende på læseren. En betydelig forfatters første værker er som regel skabt ud fra en så frisk og oprindelig kraft, at de på dette punkt sjældent bliver overgået af de senere bøger. Pontoppidan har siden oplevet og lidt meget, hans kunstneriske virkemidler er blevet rigere, den virtuose beherskelse af det tekniske apparat er taget til, men hans evne til at ryste den menneskelige sjæl har aldrig været større end i dette tynde bind og bliver det heller aldrig. Som voksne mænd kan vi være rigere end i vores ungdom, fordi vi i mellemtiden har lært livet at kende i hele dets omfang, vi kan være kloge, hvor vi før var tåbelige, men stærkere end i ungdommen er vi aldrig.
Da jeg var færdig med bogen, havde jeg ikke kun oplevet en række hjertegribende tragedier fra de danske husmænds stråtækte hytter, også det danske sprogs svundne verden var kaldt til live i mig. Dengang gik det mig, som det nok gik for de fleste unge slesvigere, der levede i den tyske kultur: jeg havde så at sige glemt, at det danske sprog eksisterede, og gjorde ikke den ringeste brug af det. J.P. Jacobsen, som jeg læste dengang, læste jeg i oversættelse i en Reclamudgave3 og havde ikke et sekund følt behov for at læse ham på det danske originalsprog. Hvis jeg engang imellem tilfældigvis fik en dansk bog i hånden, som det skete for mig med Ibsens Vildanden og, hvis jeg husker ret, også med Drachmanns Forskrevet, så var det bare en tilfældighed, der ikke fik nogen som helst følger. Måske havde Pontoppidans bog en inciterende kraft, fordi den kom lige fra den danske landbefolknings midte, medens de to andre nævnte boger udspillede sig i Christiania og København og fremviste et mere internationalt ansigt. I hvert fald vakte Pontoppidan det dybt hensovede danske sprog til live i mig, og fra det øjeblik begyndte jeg at beskæftige mig med det nationale problem, der fandtes i min nordslesvigske hjemstavn.
Medens jeg skriver disse linjer, sidder jeg i en vestlig villaforstad til Berlin og er ikke længere en litterær sigøjner. Men igen er det en bog af Pontoppidan, som en tilfældighed i journalistikken har givet mig i hænderne, og atter har det vakt noget i mig, der var ved at forsvinde, og som helst ikke bør forsvinde.
I krig kaster hvert land sløret, og de kendsgerninger, der gemmer sig i det, bliver synlige, på samme måde, som et menneskes karakter, der i den rolige hverdag plejer at være tilhyllet, afsløres i nødens stund. Da verdenskrigen brød ud i 1914, brast det slør, som havde udbredt en behagelig løgn over Danmark, og jeg så med rædsel, at Danmark af 1914 ikke mere var det Danmark, jeg havde besøgt og iagttaget i 1897. Medens jeg på afstand antog, at bondepartiet Venstres sejr, der indtraf ved århundredskiftet, havde styrket den politiske idealisme i landet, udfoldede der sig nu i Københavnerpressen en helvedeskoncert, der kun kunne være mulig under forudsætning af en fuldstændig fordærvet moral. Landet var jo neutralt, og den allermest beskedne ansvarsfølelse burde have medført, at denne tilstand ville genspejles i pressen. Hvis pressen også forblev neutral, ville neutraliteten sikre begge de stridende magter en vis beskyttelse, for begge måtte så stræbe efter ikke at forvandle den neutrale stemning til en fjendtlig. Da den danske presse ophævede den danske neutralitet og kastede sig om halsen på Ententen med et sandt raseri, blev Ententen befriet for al hensyntagen, og de dansk-vestindiske øer gik den vej, som danske besiddelser plejer at gå under historiens gang. Tvunget af den danske folkestemning i Slesvig-Holsten måtte Tyskland lade værdifulde tropper ligge bundne, så dets sønner på vestfronten kunne slås ihjel med så meget større succes, og dermed var den danske neutralitet over for Tyskland intet værd. Medens en historisk dommedag gik hen over jorden, afskar det store flertal af de københavnske aviser landet fra enhver beskyttelse og syntes kun at kende én opgave, at presse størst mulig abonnementsindtægt ud af en forhåndenværende antitysk stemning.
Blandt alle de faktorer, som afgør et lands politiske skæbne, er der ingen, der er så konstant som landets geografiske placering. Stormagternes alliancer forgår som græs på marken. I dag fører man krig mod hinanden, og i morgen slår man sig sammen imod en fælles tredjemand. Den europæiske situation skifter, og med den forandres forholdet stormagterne imellem. Danskerne kan ikke have undgået at lægge mærke til, at Ludendorff slog det czaristiske Rusland så kraftigt ved Tannenberg, at det forsvandt ud af historien for stedse. Men selv om der kun er gået nogle få sølle år siden slaget, længes tyskerne og russerne efter at slutte sig sammen og bliver nødt til at længes efter det, fordi der i mellemtiden er opstået en ny historisk situation. England og Frankrig har sammen kæmpet mod os, men efter vores nederlag er de kommet ud i en uløselig interessekonflikt og kan dårligt nok holde ud at se hinanden. Det behøver ikke at forties, at franske officerer, der er hos os på en officiel mission, her i Berlin ganske åbent diskuterer en plan om et tysk-fransk forbund imod England med os tyskere, hvad de dog ikke har held med, da vi ikke, heller ikke sammen, kan udrette noget imod den engelske marine. Den historiske situation skifter, forbundene ændres med den, men de geografiske kendsgerninger ligger uforanderligt fast.
Nu ved også danske skoledrenge, at vi er landfast med Danmark, og at tyskerne netop til lands er Europas stærkeste krigerfolk, kunne man under verdenskrigen også erfare hos en dansk skoledreng. Men i samme øjeblik, de tyske landstyrker i den største krig, verden nogensinde har set, viste sig at have en i sandhed gigantisk kraft, bedrev den borgerlige presse i København sin hetzforretning, som om denne landhær og dens landforbindelse med Danmark ikke eksisterede. Politisk dumhed kan man tilgive, det kan man især over for Danmark, som har så store og værdifulde egenskaber på det kunstneriske område. Men at så soleklare kendsgerninger skulle blive overset af mangel på politisk talent, er en helt umulig antagelse. Men hvis de ikke blev overset, kunne det journalistiske hetzeri kun opstå, hvis enhver følelse af ansvar var udslukt i både journalisternes og deres læseres sjæle. – Da den danske presse ophævede neutraliteten, måtte det kalde på modstand i Tyskland, men det kunne immervæk have været en saglig modstand under saglige former, hvis konflikten ikke var blever forgiftet. Hvert nederlag er en Guds skole, som et folk bliver sendt i for at erkende sine fejlgreb og forsømmelser. I Tyskland vil man i nationale kredse aldrig høre, at vi søger skylden for Versailles hos modstanderen, tværtimod søger vi den alle sammen hos os selv og prøver at ændre de indre tyske forhold, der gjorde det jødiske dolkestød4 muligt. Danmark er desværre ikke nogen egnet discipel i Guds skole og har derfor i tidens løb fået en stadig dårligere placering i klassen. Siden 1871 har Danmark på alle mulige måder forsøgt at miskreditere Preussen-Tyskland og har derved søgt og fundet hævn for 64. Men hvis et folk sætter sin smædelyst sådan i system, lærer det intet af nederlaget og udvikler i sin egen sjæl blot Thersites' gift5. I det danske folks holdning over for Tyskland havde der til stor ulykke for dem selv udviklet sig sørgeligt megen slangegift, og denne gift blev nu sprøjtet ud af de københavnske journalister.
Hvad der i Danmark under krigsårene er blevet frembragt af infam besudling af den tyske ære og Tysklands navn, overstiger enhver forstand, og denne kulsorte uvidenhed i forbindelse med den mest frivole nederdrægtighed, var ved at tage vejret fra mig. Det nødvendige had i en kamp, der nu engang er i gang, må jo under alle omstændigheder findes, men i mig var den ved at tage fuldstændg overhånd, og det er nu trods alt ikke det rette. I den politiske kamp er jeg fri for ethvert føleri og hader den harske sentimentalitet, som mener, at man bør flæbe over, at sværd giver sår og at man eventuelt dør i kampen. Jeg er absolut af den mening, at de danske smæderier af den tyske ære skal gengældes på samme vis, når den rette dag kommer, og landet må så hos sig selv rejse påtale, hvis gengældelsens dag skulle forekomme det dyster. Alligevel er det hverken klogt eller godt at glemme de menneskelige sjæle, som i Danmark findes bag den tyskfjendtlige facade, og jeg var lige ved at glemme dem. At netop Pontoppidan genopvakte min deltagelse over for Danmarks skæbne, er næppe tilfældigt, for han er trods al sin sympati for Ententen en nobel karakter, der står over for sit land med ubestikkelig sandhedskærlighed. Når alt kommer til alt, kan det også være, at det saglige indhold i bogen har vakt min deltagelse, for det er ingen munter beretning, Pontoppidan aflægger om Danmark. Han mærker, at hans land synker, uden at vide, hvorfor det synker, og hans bog er et eneste rystende, fortvivlet skrig fra den danske sjæl, som er ved at gå under. Hvordan det ser ud i detaljer, og hvad det nærmere indeholder, vil vi i næste artikel gøre klart for vore læsere.
II
Når man ved fra aviserne, at romanen skildrer de politiske tilstande i Danmark, kommer man let til den forudfattede mening, at det må dreje sig om en social roman, og risikerer så at blive skuffet. Pontoppidan skildrer ikke sociale klasser for så at lade dem kæmpe mod hinanden, han skildrer den sjælelige tilstand, som en bestemt politisk udvikling har skabt i det danske folk, og hans værk er altså af rent psykologisk natur. I tidligere værker har han skildret sociale klasser, det gør han ikke i denne bog og kan ikke gøre det, fordi han ikke venter sig noget af klassekampen og er fortvivlet over alle klasser i lige høj grad. Han har gjort den erfaring, at der bag alle klasser ligger en egoistisk vilje, og at de love, de skaber i parlamentet, ikke gør landets sjæle lykkeligere, men stadigt mere ulykkelige. Bag det, at han giver afkald på den sociale roman, ligger der altså ikke et manglende blik for, at den sociale kamp eksisterer, og lige så lidt en mangel på evne til at skildre sociale kampe: bagved ligger den bitre tanke, at de demokratiske bønders, husmænds og arbejderes klassekamp blot har gjort det danske folk mere og mere sygt, svagt og elendigt.
Når Pontoppidan er fortvivlet over det politiske system, skildrer han det ikke længere, og i denne fortvivlelse er han en ægte søn af sit land. Danmark har skrevet navne som Andersen, J.P. Jacobsen, Thorvaldsen ind i menneskehedens historie, og disse navne vil aldrig forgå, men det har, i det mindste i moderne tid, ikke frembragt en statsmand, og denne særegenhed ved dansk begavelse genspejles også hos Pontoppidan. Da han med en troende sjæl deltog i fattigdommens kamp, skrev han Fra Hytterne. Da han i provisoriets dage gik sammen med Venstre imod Højre, skrev han Skyer. Da han fortvivlede over politikken, skrev han De Dødes Rige. Hvadenten han troede, kæmpede eller var fortvivlet, skrev han altid en bog, og følgelig er han ikke fortvivlet over bogen, for man skriver ikke flere bøger, hvis man er fortvivlet over dem. Pontoppidan er en født kunstner og kan derfor blive fortvivlet over alt muligt, kun over kunsten i sine bøger fortvivler han ikke. På samme måde kan en statsmand blive fortvivlet over alt muligt, blot ikke over staten, og selv om en født feltherre ikke tror på noget som helst mere, tror han dog stadig på krigen. Enhver bærer sin bestemmelse i sin sjæl, han går ikke fejl af denne bestemmelse, om så alt andet brød sammen. Den sidste prøjsiske konge Frederik II tvivlede på så meget, tilsidst vel på alt, men bestemt ikke på sin menneskelige lykke. Han gik med gift i en signetring, fordi han mente at have krav på at have lov til at begå selvmord efter at have ofret sit liv for staten, for ikke at falde i fjendernes hænder i krigen. Til sidst sank ensomhedens og bitterhedens skygger så dybt ned over ham, at han af ligegyldighed over for den elendige verden fuldstændig forsømte sit ydre. Men når soldaterne var opstillet til parade, gik den ensomme, tungsindige mand i sin uplejede uniform hen ad den støvede landevej til kasernen og så de samme geværgreb for titusinde gang; for han var feltherre og måtte komme, når soldaterne kaldte. At Pontoppidan fortvivlede over politik, beviser, at politik ikke er særlig udviklet i hans sjæl, og dette karaktertræk deler han med hele det danske folk. Den danske kunsts historie er berømt og ærefuld. Danmarks politiske historie er en opløsningsproces, der stadig frembringer ny ulykke og som efter annektionen af Nordslesvig går imod sit mørkeste kapitel. Mon der i fremtidens mørke (som i tragediens dybeste mørke) vil fødes et erkendelsens lys og det endelige omsving? Vi ved det ikke, men det er ikke forbudt for os at håbe det.
Pontoppidans roman ligger kunstnerisk på niveau med vores Wilhelm von Polenz6, og dette niveau er højt. En vis svaghed hos ham sniger sig ind i karakteriseringen af Jytte, som man må anse for den kvindelige hovedperson. Jytte er en meget ombejlet dame, og når hun endnu engang grubler over en frier og stiller sig selv spørgsmålet: "Skal jeg tage ham eller ikke?", bliver man af og til noget utålmodig og ønsker, at at hun omsider ville blive gift og komme i barselseng. Utålmodigheden opstår, fordi forfatteren ikke formår at tegne hendes indre så klart, at vi føler, at vi nødvendigvis må interessere os for det. Tragedien i hendes liv er, at hun viger tilbage for erotikkens tigervæsen for så alligevel til sidst at vælge sin mand under påvirkning af den erotiske sanselighed og lade sin sjæleven gå. Der er steder, hvor Pontoppidan må regne med meget opmærksomme læsere, hvis han ønsker, at skikkelsens psykologi skal gå op for dem, og på disse steder bliver man utålmodig over Jyttes evige ubeslutsomhed. Men enden på hendes skæbne kaster så alle betænkeligheder over bord og griber en meget stærkt om hjertet.
Mest dansk i bogen er det kapitel, der foregår nede ved Middelhavet. Skønt vi her er ved en fremmed strand og skønt der optræder et internationalt badepublikum, udfolder Pontoppidans særlige danske væsen sig her stærkest og smukkest. I samspillet mellem kyst, hav og sol ser digteren en sydlandsk farverus, som i sin festlighed og i nuancerigdom næppe kunne ses uden for Danmarks grænser. Jeg har indtryk af, at dette kapitel ikke kunne være skrevet af von Polenz, ikke i Sverige, ikke i Norge, men netop kun i Danmark. Trods den internationale staffage er det den mest nationale tone, i hvert fald på det kunstneriske område, for på det historiske felt er den politiske rådvildhed i forbindelse med den politiske fortvivlelse desværre også rigeligt dansk-national.
Den politiske fortvivlelse er voldsom og vækker deltagelse, trods alt, hvad der sket os imellem.
"Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning", siger Dr. Gaardbo, der i bogen skildres som idealistisk og forstandig.7
"Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket og skaffer dem Arbejdsro", siger statsminister8 Tyrstrup.9
"Hun [fru Abildgaard] vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft [s. 31]. […] Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De [Enslev] i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa [s. 37]. […] Det er et ganske samvittighedsløst Menneske [Søholm], der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og, hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? [s. 40] […] Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe [s. 39] siger fru Abildgaard.10
"Er det underligt, at Fremmede kalder os danske for et dødsdømt Folk?" spørger den allerede nævnte Dr. Gaardbo.11
"Jeg tror […] at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar tilbunds med os allesammen", siger godsejer Dihmer, og hele bogen har denne grundtone.12
Da Pontoppidan begyndte, skrev han "Fra Hytterne" og afslørede de tragedier, der rystede menneskehjertet i husmændenes fattige verden. Nu hælder han til den anskuelse, at den danske husmand med sin ko og sine fire høns er jordens lykkeligste menneske. Vejen er blevet tilbagelagt i krebsegang, og han står igen ved udgangspunktet. Vandringen gennem årtier var meningsløs. Intet er blevet bedre og intet er blevet anderledes. Kun håbene er bristet.
Men hvor vemodig bogen end virker, findes der dog et lys i den, og dette lys brænder i fortvivlelsen. Kun hvis et folk føler sig veltilpas i dårlige forhold, er det endegyldigt fortabt. Så længe det endnu er fortvivlet over forholdene, findes længslen efter lyset stadig, og fortvivlelsen i den danske sjæl er derfor i det nuværende øjeblik den bedste og måske den eneste garanti for fremtiden. Hvor der endnu er fortvivlelse, er redning mulig. Når fortvivlelsen også slukkes, indtræder sløv passivitet, og den sidste nat bryder frem.
Vi har allerede sagt, at Pontoppidan deler den dårligt udviklede sans for de historiske sammenhænge med hele det danske folk. Det har været det danske folks skæbne ikke at have denne sans og ikke at forstå det ringeste af, hvad der foregår i Europa. Vi forstår derfor også, at Pontoppidan lige så lidt som sit folk kunne indse, at et nederlag for Tyskland måtte føre Danmark ind i et slaveforhold til Ententen. Men det er forbavsende, at han overhovedet ikke så, hvad der foregik i Danmark for øjnene af ham.
Da Nordslesvig tilfaldt Danmark, skrev Pontoppidan et digt, som skæmmes af et upassende ord imod Tyskland, men i øvrigt røber ægte følelse. Vi har al mulig forståelse for dette digt og forstår selvfølgelig, at Danmark var nært knyttet til de danskere, det var blevet adskilt fra, ligesom vi er knyttet til vore tyske brødre, som vi er skilt fra. Men hvis Pontoppidan elskede det danske Slesvig, hvordan skal jeg så forstå, at han ønskede at skaffe det store problemer på halsen? Vidste Pontoppidan ikke, at også Angeln engang var dansk og at dets danskhed for længst var død? Vidste han ikke, at også danskheden i Nordslesvig er en foranderlig størrelse, som kan vokse og tiltage, men også visne og dø? Stod det ham klart, at selv et Nordslesvig, man tilsyneladende fik foræret, stadig måtte erobres administrativt og politisk, hvis den slesvigske danskhed ikke skulle tage skade?
Hvis han var klar over alt det, hvorfor vidste han så ikke, at syge stater ikke plejer at erobre noget?? Havde han ikke lagt mærke til, at den danske presse i Nordslesvig inden krigen havde skildret Danmark som et forjættet land, hvor lyse politiske drømme ville bliver opfyldt. Men eftersom Danmark var sådan, som han skildrede det i sin roman, måtte han da ikke sige til sig selv, at en dyb skuffelse for danske nordslesvigere ville bliver den uundgåelige følge? Men så snart denne skuffelse indtraf, gik danskheden tilbage i Slesvig, og marchen over Kongeåen var en march i fortabelsen. Skønt Tyskland stadig kæmper med det sammenbrud, som det jødiske dolkstød har påført det, er skuffelsen allerede indtrådt hos danske slesvigere og bliver slet ikke skjult for os tyskere. Hvordan skal det gå, når Tysklands kæmpekræfter har overvundet det sammenbrud, der – efter den krise, besættelsen af Ruhrområdet nødvendigvis har medført – vil blive overvundet, eftersom engelsk statsræson kræver overvindelse med jernhård nødvendighed? Hvilken vej går den nationale udvikling, når den skuffede danske slesviger så for første gang i sin historie længselsfuldt kigger mod syd? Og hvordan vil skuffelsen hos den danske slesviger kunne undgås, når Pontoppidan selv simpelthen er fortvivlet over den danske stat?
Sammenslutningen af Nordslesvig med Danmark skete for så latterligt kort tid siden, at det forekommer os alle, som om det var i går. Alligevel viser Nordslesvig allerede netop de sygdomssymptomer, som Pontoppidan skildrer i sin roman. Danmarks opløsning har også fået danskheden i Slesvig til at gå i opløsning. Hvad der tidligere var en enhed og udmærkede sig ved en stærk livskraft, har opløst sig i partier, der stræber hinanden efter livet. Den idealistiske pleje af danskheden er forgiftet, og ligesom hele det øvrige Danmark slås parti-kliker om magten. Selv om indlemmelsen af Nordslesvig fuldstændigt overstiger Danmarks kræfter, har en del af danskerne i så høj grad mistet deres dømmekraft, at de i det rent tyske Slesvig med hjælp af danske penge bedriver en forbryderisk agitation, som ved første nationale åndedrag fra Tysklands side må føre til en vild eksplosion. Hvor man end ser sig om i Nordslesvig, ser man tegn på opløsning og forfald. Danmark er ikke blevet sundt af sammenslutningen, men Nordslesvig er blevet sygt. Den gamle modsætning mellem tyskere og danskere er blevet svagere, og begge slesvigske lejre føler, at de står i en ny modsætning til de indvandrede rigsdanskere, som har ført sygdommen ind i landet. Men når en så bitter ulykke begynder at blive virkelighed, kommer der heller ikke fra de digtere, der ved, at deres lands tilstand er fortvivlet, nogen manende henvisning til den ødelagte stat, de priser tværtimod hændelsen i smukke vers. At endog de bedste danskere stadig absolut må være danskere!
