Søren Smed og hans Æt

Anden Bog

Af Henrik Pontoppidan

I.

Landsbyen Enslev ligger i det sydlige Jylland i en fattig Egn med mørke Hedemoser. Her blev for mange Aar siden en gammel Smed stedet til Jorden under store Æresbevisninger. Kolding Borgmester mødte i Uniform tilligemed flere Byraadsmedlemmer i høje Silkehatte. De kom kørende dertil i to Landauere med Livrekuske. Hele Befolkningen var paa Benene og stod som Tilskuere langsmed Vejen, da Kisten under Klokkeringning blev baaren fra Hjemmet hen til Kirken og derfra igen ud til Graven i det østre Hjørne af Kirkegaarden, der var de fattiges Gravplads.

Saa mange Mennesker der var samlede, saa var der dog ingen, som virkelig havde kendt den Mand, der begravedes. I snart fyrretyve Aar havde han levet der paa Egnen som en Fremmed. Selv fortalte han aldrig noget om sit Liv. Man vidste kun om ham, at han var født i Thy og havde været med i Treaarskrigen.

Folk kunde ikke lide at møde hans Blik. Han havde 160 Orm i Øjet, sagde man; og mange tænkte, at han vel sagtens havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.

Det var heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre. Med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, var de allesammen vokset langt op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden forlovet med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Det var dog hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Svigersønnens Ornat, der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev, som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Byens Navn var ved ham blevet kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen fløjet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde kunne møde til Begravelsen. De forestillede sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og det nye Testamente til Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Men der gik han sammen med sine Søskende bagved 161 Kisten, lille og tætbygget, med en blød Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok. Af Glæde over Gensynet var Ungdommen ikke langt fra at raabe Hurra.

Inde i Kirken talte først Stedets Præst, den gamle Provst Faaborg, og siden Svigersønnen, der bagefter ogsaa forrettede Jordpaakastelsen. Det blev for begges Vedkommende kun til en højtidelig Procession af de almindeligste Talemaader. Men pludselig kom der Bevægelse i Forsamlingen. Tyge Enslev traadte op paa Grusdyngen bagved Graven for at tale.

Der eksisterede endnu dengang et Reglement for danske Kirkegaarde, der forbød uordinerede Personer at tage Ordet ved en Grav. Tyge Enslev var juridisk Kandidat og maatte altsaa vide, at han begik en Lovovertrædelse^'1. Baade Provsten og Borgmesteren saae sig fortørnede om efter Sognefogden.

Men endnu mere harmedes Tyges Søskende, fordi han optraadte paa deres Vegne uden Bemyndigelse. Forholdet imellem dem var i Forvejen ikke det bedste.

Han havde blottet Hovedet. Foraarssolen lyste paa hans svære, sortgraa Manke, og Blæsten kastede Forhaaret ned over Panden, der var kløvet af to dybe Furer over Næseroden. "Danmarks første Taler", som en Avis nylig havde kaldt ham, var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Der var i denne Mands Sind kastet en sydende Brand, som holdt hans Nerver i altid bristefærdig Spænding.

Han gjorde ved denne Lejlighed ikke nogen Brug af 162 sin Virtuositet som Taler. Han var mærkværdig neddæmpet, Stemmen bevæget, Ordene jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Mor og bragte derpaa Faderen en Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, "for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre".

Baade Tonen og Ordene lød sært i manges Øre. Folk saae paa hinanden og tænkte, at han maaske vidste mere end andre om Hemmelighederne i Søren Smeds skjulte Livsløb, som paa den Gamles eget udtrykkelige Forlangende fik sin Afslutning her paa de fattiges Gravplads.

Straks efter Begravelsen kørte Borgmesteren og det øvrige Købstadfølge bort. Særlig havde Borgmesteren travlt med at komme afsted for ikke at kompromitteres ved en for nær Berøring med en politisk Oprører. Ogsaa Byens egne Folk sagde Farvel ved Kirkegaardsporten.

Men det tog Tid, før alle fik givet Familjen Haanden, og navnlig flokkedes Folk omkring Tyge for at høre nyt om den spændte politiske Situation.

De øvrige Søskende stod tilsidst ganske forladte, blege af Utaalmodighed efter at komme afsted. Den dekorerede Instrumentmager og en anden ældre Broder, der var Skolelærer og Kirkesanger, stod for sig selv et Stykke borte og vendte Ryggen til den politiserende Gruppe. Instrumentmageren, der støttede sig anstandsfuldt til sin stramt oprullede Silkeparaply, beskuede med kunstlet Henrykkelse det foraarsgrønne Landskab, mens Blodet løb ham til og fra de dirrende Kinder.

Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med 163 Brystet dækket af et stort Skæg. Han havde hele Tiden Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham, og hans Øjne var fulde af Uro.

Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der trippede afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

"Nu synes jeg, vi skal gaa," sagde hun. "Den Sladder faar jo ingen Ende. Og hvad si'er I til Tyge? Har I kendt Mage?"

"Tyge holder af at høre sig selv tale," sagde Instrumentmageren med et Udtryk af højsindet Overbærenhed.

"Jeg finder, det er noget af det frækkeste! At lave offenlig Skandale ved sin egen Fars Begravelse! Provsten var fnysende. Jeg er sikker paa, at han gør Indberetning, og saa bliver det ingen billig Fornøjelse for den gode Tyge. Men saa skal han naturligvis igen gøres til Martyr. Det er den gamle Historie."

Fru Katrines Mand vovede sig frem med en spagfærdig Indvending.

"Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelige Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt –."

"Snak! Det er jo slet ikke det, vi taler om. Du vil vel ikke nægte, at det tilkom Kresten som den ældste at 164 takke paa Familjens Vegne. Men Tyge skal altid stille sig frem og gøre sig vigtig. Det er hele Forklaringen."

"Hys, Katrine! Tal ikke saa højt!"

"Lad mig være! Jeg er lige glad! … Og nu gaar vi. Saa kan I andre gøre, hvad I vil."

Hun tog sin Mand under Armen og styrede bort med et majestætisk Brus af sin sorte Silkekjole.

"Katrine har i Grunden Ret. Der er jo ikke noget at vente paa," sagde Instrumentmageren. "Skal vi gaa?"

Skolelærerens tunge, urofyldte Øjne havde igen stjaalet sig over til Gruppen omkring Tyge. Han tog dem nu hastig til sig og sagde med et Suk, som om han værgede sig mod en Fristelse:

"Ja, Kresten! Lad os komme herfra!"

II.

Søren Smed var født en Vinternat i Aaret 1820 i Søndbjerg i Thyland. Drengen kom til Verden som Førstegrøden af et Par unge Husmandsfolks frugtbare Kærlighed, og allerede længe før sin Tilsynekomst i den fattige Stue havde han givet sig tilkende som et utaalmodigt Væsen med en Djævel i Kroppen.

Begge Forældrene hørte til de sorte Jyder. Navnlig var Faderen mørk i Huden som en Tater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber Natmandsblod ind i hans Slægt.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, 165 hvor sprælsk han havde været i sin Mors Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

"Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af," havde Jordemoderen sagt, og denne Spaadom kom til at sysselsætte ham mere, end det var godt for ham.

Efter sin Konfirmation blev han sat til Ambolten paa Grund af sine Kræfter. Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end bare Muskelkraft hos den store, tunge Thybo. Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden. I hvert Brev skrød han med mange indbildte Bedrifter.

Men saa mødte han første Gang sin Skæbne i Skikkelse af en Gørtlersvend, som han en Dag traf sammen med i en Beværtning ved en Puns. De kom op at mundhugges, og da Søren i sin Storhedsfølelse kaldte den anden en Gimpernik, røg denne op og tog Vidner paa hans Mund.

Søren blev stævnet og maatte i Retten bøde ti Rigsdaler.

Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

166 Efter at Søren en Stund havde brudt sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik, opgav han Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris kunde have smadret Ansigtet paa sin Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. En Søndag Eftermiddag, da han mødte ham paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden.

Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han denne Gang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

Nogen Tid efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og Fingersnille. Naar en Kanon under Marsjen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa "Smeden fra Thy". Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Han var med i Blodbadet ved Stolk og saae Schleppegrell segne. Ved Mysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev den 4de Oktober i det belejrede Frederiksstad.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene 167 Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud over Byen fra de mange sammenskudte Bygninger.

I alle disse Dage havde Soldaterne ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam laa de bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

Søren sad mellem sine Bataillonskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, saa der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Klokken seks, da Morgentaagen lettede, var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Stormen begyndte ved Solnedgang, da et Kompani holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset af tre hundrede pibende Geværkugler og løb tilbage – eller sank stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der hurtigt fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

Saa gik en Timestid i Ro. Men da det sidste Dagskær svandt og Himlen var fuld af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa et Musikkorps, der spillede "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. 168 Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde, sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Og pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Synet af disse fremmede Mænd tændte pludselig et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater sprang op og fulgte ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider.

Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Søren havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Nu kom han slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med Hurraraab.

Imidlertid havde de efterfølgende Stormkolonner kastet sig plat ned paa Marken foran Skansen. Den uophørlige 169 Plaskregn af Geværkugler og Kardæsker tilligemed Synet af de faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne bandte og brugte Klingen. Trommerne rørtes, og Musiken, der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Fjenden havde ikke bedre Held foran de andre Værker, der skulde være taget. Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte. Byens Erobring maatte for den Gang opgives.

Som Kongens Tak for Sejren uddeltes der nogen Tid efter en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par Dannebrogskors til Menige. Søren blev af Bataillonchefen indstillet til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen forlød det, at han var bleven en af de udvalgte.

Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et forsorent "Gaa ad Helvede til!" Men den Nat laa han og svedte i Halmen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Det var mest sine Forældre, han tænkte paa, allermest paa sin Mor, som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Generalen, der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til stor Overraskelse i den jydske Bataillon blev det ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. 170 Det blev hans Sidemand i Kompaniet, en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Kort efter var Krigen forbi, og Mandskabet hjemforlovedes.

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Arbejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig ud i det fremmede for ikke at vise sig igen, før han havde øvet en Stordaad, der spurgtes viden om. Han vilde se at komme over Havet til en af de store Fabriksbyer i England. Men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte fortjene.

Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemvendte Krigsmænd vedblev at bære Felthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem i de bedste Huse, fortav han, hvorfra han kom, og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og tilsidst led han Nød.

Som en pjaltet Landstryger kom han en Regnvejrsaften vandrende til Enslev. Bysmeden her, en ældre Mand, havde faaet en Svaghed i Ryggen og trængte til Hjælp. Søren arbejdede der et Par Dage paa Prøve og blev derpaa fæstet for en god Løn.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en Frifærd ud i den store 171 Verden blev det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup, og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Paa Bryllupsdagen drak Søren sig lynende fuld, kaldte sig foragtelig for en Rallikeskomager og væltede sig ind paa Gæsterne.

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske, om hvem man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for hans store Lykke.

Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de stammede fra en Sygdom i Hovedet, som maatte komme med visse Vinde ligesom Flyvegigt. For Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.

Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren bleg. I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn fraoven, en Gudsdom, – Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange.

172 Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv. Blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnedes aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag, som han havde lovet, skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til Nadveren, saae hun ham undertiden sidde med Haanden under Kinden og stirre ind i Ilden.

"Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren," kunde hun da forsigtigt spørge.

Han plejede at sige, at han havde Tandværk. Og netop saadan saae han ogsaa ud.

III.

Der gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange slugne Munde.

En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfadingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe.

Tilsidst fortalte han om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Landsbysmed men i Amerika 173 havde lært at gøre Landbrugsmaskiner. Nu var han godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han, at det saagu' nok var Løgn.

"Løgn? … Da kan du spørre enhver Mand, der er kendt i Aarhus. Saa skal du høre, hvad de si'er om Jens Johansen. A er sikker paa, han ejer over en Million."

Søren vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med den lange Rasp i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

"Og A sejer dæ, at om du int holder din Kæft, skal A sla' Skallen ind paa dæ, dit Skvalderhode!"

Stiv i Kinderne af Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, greb Linerne og fløj afsted, som var det selve den Onde, han havde set vende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, drejede han sig om paa Agebrædtet og raabte:

"Hva' bilder du dig ind! … Din Fattiglars!"

Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen og Ane-Mette satte den spruttende hede Flæskepande paa Bordet, drak han flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armen, som om han sov eller var beruset.

"Er det igen galt med Tænderne?" spurgte Ane-Mette forsigtigt.

Han nikkede.

174 Lidt efter rejste han sig og slentrede ud.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi og drev paa maa og faa ad en Markvej udover Heden.

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side, eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham, en Mørkets Udsending, der i fortrolig Tone hviskede ham onde Fristerord ind i Øret, – en gammel Bekendt fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare.

"Naa, hudden gor 'et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go' Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go Løwn og oller haar eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku' sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku' det end' mæ dæ, a Folk raaver "Fattilavs" etter dæ! … Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen'. Det haar hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig a. Han æ val nærest te'et. Det æ dog ham, do haar dem fræ. Og nærensti do føst æ væk herfræ og faar annet i Huedet, saa tinker do sgu int mer paa dem. Stol do paa mæ; A kinner Verden og 175 Minniskene. Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd 'et. – Ska vi gi hveranner Haandslav paa det?"

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet. Han vilde rømme fra Hjemmet og lade Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var igen bleven Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med Rallikeskomagerens Unger at skaffe.

Andendagen efter var alle Forberedelser gjort. Han havde skaffet Rejsepenge ved at sælge deres Ko. Han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, forklarede han. Henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til Købstaden for at handle.

Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa i Døren og børste hans Søndagstøj uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Han syntes, hun igen var bleven ung og skøn trods det fattige Haar, og han besluttede at ville efterlade Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 … nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunne nøjes med. Resten vilde han lægge ned i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem, saa hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.

Om Natten vaagnede hun ved at høre Søren sukke.

176 "Sover du it?" spurgte hun.

"Jow."

"Saa drømmer du da."

"Ja."

Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem, og sank saa tilbage til sine Skrukkemorsdrømme. Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over ham tikkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale trøstende til ham. Han maatte huske paa, sagde Vennen, at det ikke alene var for sin egen Skyld, han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre efter. Naar han engang vendte tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette røg ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten 177 med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

"Do kan vel daarlig være hjemme før Avten," sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.

Søren slog en Dram i sin Kop.

"Næ, det kan A int," svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken oveni.

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere, det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre Sølvtutter med otte Specier i hver.

"Jøsses! Nu har han glemt sine Peng'!" tænkte hun.

Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den rindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han hin Regnvejrsaften for ti Aar siden var kommen, og han havde knap set den siden.

Han skridtede godt ud. Nu da Farvel'et var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld 178 Morgenglans, var det, som om alle disse Trældomsaar sank i Jorden bag ham som en ond Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted uden at se sig tilbage.

Han svingede med sin Knippel, og da der endnu ingen Mennesker var paa Markerne, begyndte han at synge. Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:

"Fatter tier,
Mutter skri'er:
du har kysset mine Pi'er!
Singsalia! Singsalium!
Bum!"

Tre Timer senere sad han paa Grøftekanten en Milsvej fra Købstaden og havde taget sit Madklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes omhyggeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.

Henne paa Vejen kom et langt, magert Kvindemenneske med en Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader, standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenom'er var ham for dyrebar en Gave. Han lod Konen gaa med en Toskilling.

179 Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa sin Kaffetaar. Han saae helt livagtig for sig, hvordan Ane-Mette kom ud med bette Hanne paa Armen og allerede var lidt urolig over, at han ikke var kommen tilbage. Tyge trykkede sig op ad hendes Kjole og var angst for den fremmede Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen stod Kresten med Jørgen i Haanden; de kiggede ud ad Vejen efter ham …

Han angrede nu, at han ikke ogsaa lod de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende Gesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen, vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt, hvad han fortjente udover Føden, vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød.

Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.

"Et stuer Glas og et bette … A æ tøst!" sagde han unødig højt, straks han var kommen indenfor Døren, og slængte sig med stort Spektakel ned ved et Bord under Vinduerne.

Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par tunge, pudeformede Hænder 180 paa en Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en ældre Kone, lille og tyk som et overskaaret Brændevinsfad. Det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Da hun igen var kommen til Sæde bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren en Beretning om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde givet Ris paa Raadstuen. Med Selvtilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af Forretningen.

"Femogtyve regulærte paa den bare Podiks. De kan være stødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!"

Madam Jørgensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et Forsvar for Drengene. De Børn dernede i Baggaden fik nu heller slets ingen Opdragelse. Naar Manden laa og rakkede paa Søen og Konen maatte gaa ud og vaske for Folk, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.

"Akkurat mine Ord!" sagde Arrestforvareren. "Den Slags Knægte spaserer lige lukt ind i Tugthuset. Det sagde jeg ogsaa til Borgmesteren."

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet. Han følte det, som om det var hans egne Drenge, de snakkede om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Han stirrede rasende paa den grisefede Mand og havde Lyst til at slaa Skallen itu paa ham med sin Knippel.

181 Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko.

Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham ondsindet. Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde "Puns" blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin og kastede en Daler henad Bordet. Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham.

Da to Soldater kom ind, sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød ogsaa dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at vise dem Arret efter Granatsplinten fra Mysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 300 Rigsdaler.

Et Par Timer efter, da han igen kom ud paa Gaden, var han sejlende fuld.

IV.

Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige 182 Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank, og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Menneskefjendsk som en Bindehund var han bleven, og naar han havde taget for mange Snapse til Maden, slog han om sig med haanske og storagtige Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg.

Ogsaa Ane-Mette begyndte nu at lakke tilaars; men skønt hun bestandig havde levet som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Den lille rørige Kone med de milde Øjne og det taalsomme Sind var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans mørke Væsen. Men heller ikke hun havde nogensinde faaet at vide, hvad der førte ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig og kom i Kasjotten.

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode Vidnesbyrd hjem fra Skolen. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære, og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

"Naa æ do dær! Det æ da godt, te do it' ligefrem gør mig Skam."

Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. Og 183 med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang, saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham. Men allerede før han kom i Skole, viste han en Lærelyst og et Nemme, der rigeligt bødede paa den legemlige Skavank. Fjorten Aar gammel blev han sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student.

Da han var bleven Student, vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter fattig Evne.

Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen søgte selv Folk fra Nabosognene til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa 184 Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. Armene gik paa hende som et Par Vinger.

Søren kom ud og satte sig hos hende. Han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren Katrine bleven gift med Kapellanen; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning og Skolelæreren sit første Kald.

Al denne Fremgang for Børnene havde efterhaanden forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Det var med Skamfuldhed, han nu tænkte paa den Tid, da han havde villet tiltuske sig Lykken af "den bette Mands" Haand.

Overfor Verden bevarede han endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn med et hovmodigt Udtryk, som om han tænkte: "Det manglede bare! Mine Børn!" – Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte siden havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.

"Vorherre er alligevel en rimeligere Mand, end A sommetider har set ham an for," sagde han bevæget.

Ane-Mette smilte saa lønligt over sin lange Bindehose.

"Ja saamænd. Han er vist it saa møj' tosset."

185

V.

Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af Børnenes voksende Anseelse.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Krave. Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter, han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Undertrykkelse lydende i Sjælen.

En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der virkede som et Pistolskud i den glade Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned fra Stolen uden at 186 høre ham tilende. Det blev en Affære, der rygtedes over det hele Land.

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Fars Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj paa en Gang hans Navn ud over Landet som et af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Dag for Danmarks Ungdom.

Paa den Tid sad hans ældste Broder Kresten i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning som en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader, i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage. Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Da han nogle Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham, og han tilbragte flere søvnløse Nætter.

I den lille By var Sindene i de Dage optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet "Kresten Sørensen, Urmager". Artiklen vakte Opsigt, fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. 187 Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden var i nogle Dage Byens mest omtalte Person. Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg. Herefter tvivlede han ikke længer om sit Kald men fortsatte tillidsfuldt sin reformatoriske Gerning. Ved et Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

Længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget, sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

Et Par Mil fra Byen, i en Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Den bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti som Tyge og selv engang havde drømt dybe Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje 188 et Besøg, og han havde da altid sine to Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt.

De kom gerne til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Ogsaa her tog Skolelæreren sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der efter Indflytningen i det store Hus levede i en nervøs Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

Drengene var et Par friske og kønne Knægte, der sad stille hver i sin Krog og nu og da i Smug smilede over til hinanden. De lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten. Det var deres Mors Øjne. Familjesvagheden i Anklerne havde derimod hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Som de fleste andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv og sine Fortjenester af det almene Vel. Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer gerne Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer og "for sin Samvittigheds Skyld" helst tav om ham. Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde han med en beklagende Hovedrysten blive ved at gentage, at "dette virkelig var en 189 meget flov Historie for den gode Tyge … en rigtig kedelig og flov Historie".

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Tobakssky. Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og altid været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog medansvarlig for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Var der ikke ogsaa noget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Men da maatte man for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed.

Vort Liv er kun et flygtigt Nu,
men evig Helvedmørkets Gru.

VI.

Medens Dragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens Skimmel sig over de 190 to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at den lille Kone efterlod sig sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen over et tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille Aftægtsstue. Med sit store graa Vildmandshoved var han en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa ham inde bag Ruden, hvor han sad med et Par Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.

Ufreden i Familjen mærkede han ikke noget til. Hans Sind var sløvet. Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa "den bette Mand" er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

Det gamle Mellemværende med Fanden voldte ham dog endnu af og til Skrupler. Men det var Børnenes vedvarende og usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstralier, gjorde Meddelelsen herom ham længe tavs og modfalden.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til trods alle Børnenes Indsigelse at vælge Gravplads til 191 Ane-Mette og sig selv i de fattiges Hjørne af Kirkegaarden. Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var "den bette Mand" noget skyldig. Den Aften, da han døde og Provsten kom for at berette ham, og mens de hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gerning og døde som en fattig Mand.

Paa hans Begravelsesdag, hvor alle Børnene for sidste Gang var samlede i det gamle Hjem, kom det ved Middagsmaaltidet efter Jordfæstelsen til et pinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden gennemførte de andre Søskende en fuldstændig Tavshed overfor ham. Katrine – Præstefruen – der sad ved Siden af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs, hver Gang han sagde et Ord til hende. Den godmodige Jørgen Skolelærer var den eneste, der holdt sig udenfor Striden. Han gjorde et ubehjælpsomt Forsøg paa at mægle. Men Tyge rejste sig tilsidst med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Paa Vejen til Stationen, mens han i dyb Forstemthed saae ud over den mørke Moseegn, hvor han som ung havde sværmet omkring i uskyldige Digterdrømme, misundte han sine Søskende, fordi de vidste saa lidt Besked om, hvad en Sejr som hans kostede. Han havde tilkøbt 192 sig sin Ungdoms Handlefrihed med et glædeløst Ægteskab og turde af Frygt for Folkestemningen ikke lade sig skille. Et Kærlighedsforhold til en ung Kvinde havde han af samme Grund maattet skjule, ja han havde været nødt til offenlig at fornægte det, da hun midt under en Valgkampagne dræbte sig af Skam.

Og dette var ikke det første og vilde ikke blive det sidste Menneskeoffer, han med sorgtungt Hjerte maatte bringe sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Hver Dag var en Kamp paa Liv og Død mod Ven og Fjende, mod Misundelsen, der fulgte en Politiker paa Foden i hans eget Parti fra den første Gang, han vandt Bifald paa en Talerstol, mod Hadet, der laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen, mod Spøgelsefrygten i hans eget Sind, Angsten for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham, før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet.

I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, kunde han undertiden ønske, at han endnu sad ukendt paa et Tagkammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men der gik ingen Vej tilbage for ham længer!

– – –

Paa saa uhyggelig en Maade opløstes det gamle Smedehjem i Enslev, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvopofrelse. For sidste Gang havde de ufordragelige Søskende været samlede i de smaa Stuer, hvor de engang voksede op ved hinandens 193 Side under Straalerne fra Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk. Kort efter blev det meste af Bohavet solgt ved Auktion, baade den store Stolpeseng, hvori de alle var født, Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets Hjerteslag, og Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet to og to med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

VII.

Søren Smed og Ane-Mette har nu i mange Aar ligget Side om Side i Enslev Kirkegaardsjord, og hvad de efterlod heroppe af godt og ondt, vokser allerede videre hos en ny, en tredje Slægt, der kun kender deres Liv som et udsmykket Familjesagn.

Af deres Sønner lever nu kun Tyge. Baade Byraadsmanden i Kolding og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Men ogsaa Tyge er mærket. Det blege Ansigt er blevet blyfarvet; det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det fineste hvide Vat. Kun Brynene er endnu mørke.

I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt, hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i Verdenspressen hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

194 Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen kom gaaende gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer – hans Sønner.

Han traf sin Broder og Svigerinde i Familjens Dagligstue og fik en meget kølig Modtagelse hos dem begge.

Den forhenværende Urmager, der for nylig var bleven udnævnt til Kancelliraad af den afgaaede Regering, desuden hædret af Befolkningen med en Sølvvinkande i Anledning af et Jubilæum, havde lagt sig forgyldte Stangbriller til og Kalot. Begge Dele gav det blankt barberede Ansigt et prælatagtigt Udseende, hvad ogsaa udtrykkeligt var tilsigtet. Siden det var hændet ham, at han af sine egne politiske Meningsfæller havde hørt Tyge nævne med delvis Anerkendelse, havde han forsaget Verden og sluttet sig til et Samfund af Hellige, hos hvem al Døgnets Larm og navnlig al Tale om Politik var bandlyst.

Han modtog da ogsaa Broderen med en Bemærkning, der paa Forhaand afviste enhver Diskussion om Dagens store Begivenhed.

"Du kender mine Anskuelser," sagde han i verdensfjern Tone, "saa det er ikke værd, vi taler mere om det."

Nede paa Gaden var der et usædvanligt Liv. Løbesedler med Ministerlisten blev ved Middagstid spredt 195 omkring i Byen. Man kunde høre Folk raabe Tyges Navn til hinanden over Gaden.

Kancelliraaden lod ganske uberørt af det hele. Ved Middagsbordet underholdt han sine Brodersønner med nogle Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar, som de ikke ved denne Lejlighed hørte for første Gang. Hans egen Søn, der nu var Bestyrer af Forretningen, efterlignede i Begyndelsen hans ophøjede Ligegyldighed som et Spejlbillede, men i Længden kunde han ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Med Øjne, der lyste af Tilfredshed, fortalte han, at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse Rullekone efter Sigende skulde være bleven Minister.

Husets unge Datter Rosalie begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn Brunette med et frimodigt Væsen, der var Forældrene og navnlig hendes Broder til daglig Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor – som hun sagde – saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn.

Hun havde det i saa Henseende ganske som sine to Studenter-Fættere, i hvis Sjæle Dragesæden fra Søren Smeds Trængselsdage heller ikke havde fundet nogen Rugeplads. Alle tre var de endnu lykkeligt uvidende om de Sindets Giftstoffer, der havde formørket Tilværelsen for deres Fædre.

Efter Bordet gik de to gamle Brødre deres vante Gang 196 ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur.

Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe. Han sad der tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.

Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved sin Bedepult og Bibel fattede han ikke, at den Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed, – en Frafalden, en Vellystning. For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han endnu denne Nat anraabt Gud om dog at afvende Forargelsen.

Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En demokratisk Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.

Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saae, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa 197 han siddende. Toget kom nærmere. Messinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang, der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.

"De Folk er nok allerede bleven fulde," bemærkede Kancelliraaden, der sad ved sit Skrivebord, bøjet over nogle Papirer.

Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne:

"Leve Tyge Enslev!"

Og hele Folkemængden svarede med et rungende Hurraraab.

Jørgen Skolelærer skottede frygtsomt over til sin Broder. Men ved Synet af dennes hvide, fortrukne Ansigt tog han skamfuldt Blikket til sig.

"Ser jeg selv saadan ud?" tænkte han.

Folketoget trak forbi. Musiken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at hente ham til Stationen.

Jørgen Skolelærers store, tunge Okseøjne strømmede over ved Synet af Sønnernes friske, uberørte Ungdom. Og med bævende Læber bad han i Stilhed:

"Herre! Bevar deres Hjerter rene!"

VIII.

Sommeren var atter kommen til Landet. Den havde været længe om at finde herop denne Gang. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal. Under Drypregn og 198 graa Taage var Skoven sprungen ud. Ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Haglbyger over Landet. Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

"Himlen har idag velsignet vore Vaaben!" forkyndte Tyge Enslev smilende fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og sikker stod han med sit hvide Haar under det sommergrønne Løv – den sidste levende af de store Mærkesmænd, der havde ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars nødtvungne Tilbagetrukkenhed paany vist sig for sit Folk.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet, som om det var blevet berørt af en Tryllestav. Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et eventyrligt Blomsterrige. Inde i Byerne var Butiksvinduerne pyntet op med Grønt. Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit Trug.

199 Jo, nu var Sommeren kommen. Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre Etages Storebæltsfærger sad en Dag Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk. De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og var nu paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.

I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod Jytte bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa en Bænk noget derfra og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa en Lejlighed til at nærme sig dem. Det var en smækker, blond Herre, meget smuk men ogsaa meget lapset. Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan, som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Charlottenborgs Foraarsudstillinger havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: Opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde 200 Træk, brutale Godsejerskikkelser forevigede med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe nogen Tid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det Hagenske Familjegods.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne.

Han havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Men nu kom Tilfældet ham til Hjælp. En Konduktør gik rundt for at efterse Billetterne, og da han kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

I samme Øjeblik stod Karsten From ærbødigt foran hende og udbad sig "den store Naade" at maatte være hende til Tjeneste.

"Aa, er det Dem! Goddag!" sagde hun tørt. "Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen."

Jytte havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i Hovedet ved Lyden af hans Stemme og mærkede til sin Ærgrelse, at hun var forvirret. Da Manden lidt efter kom tilbage og "ærbødigt 201 knælende" – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, havde hun igen vendt sig mod Søen for ikke at være nødt til at hilse paa ham.

"Er De paa Vej til Skagen?" spurgte Fru Bertha ham.

"Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gehejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i laksrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje."

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Og hun sagde ham nu Tak for hans Ulejlighed paa en saadan Maade, at han var nødsaget til at trække sig tilbage.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede omhyggeligt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed virkede betryggende ikke alene paa Damerne selv men ogsaa paa Mændene, fordi kun faa anede, at den var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Jytte og hendes Mor. 202 Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage trods Fru Berthas Indsigelser og fulgte dem over Landgangen.

Der holdt flere Tog, og han gjorde udtrykkeligt opmærksom paa, at de skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad meget bestemt om sine Rejsesager. Hvorpaa han ærgerlig søgte sig Plads i den anden Ende af Toget.

"Det er da en sær forskruet Person," sagde Fru Bertha, da han var gaaet. "Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer."

"Naa, det betød vist heller ikke saa meget."

"Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade."

"Jeg tror, det er en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han kommer sammen med. Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar."

"Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud."

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.

IX.

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø, "Grønnevandet". Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, 203 der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

I hundrede Aar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den Hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, Jægermester Hagen, var Fru Berthas Nevø, Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm – Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod dem. Hun var en høj, slank Dame, yderst elegant klædt.

Jægermesteren lod sig derimod ikke se.

"Jeg tror ikke, vi skal vente paa John," sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. "Vi maa hellere gaa tilbords."

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis Maal røbede hende som indfødt Københavner fra Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede foran sin Kuvert.

"Har De prøvet en Kur i Karlsbad?" spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

"Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har saamænd været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby – min Bror har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg 204 stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Bror heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, har det ingenting hjulpet."

"Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?"

"Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet."

"Men det er Hønsekødsuppe."

"Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op."

"Men skal vi da slet ikke se John idag?" spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.

"Ja, det er rigtig kedeligt," sagde den unge Frue. "Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det er vel sagtens Forretninger. Det er jo Terminen."

Terminen? … Fru Bertha tav stille men tænkte sit derved. Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og absolut vilde skaffe Summen tilveje, inden de saaes? – Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Jytte derimod havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, fra hvilken Kant Vinden blæste. Hun vidste, at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone, der for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende, 205 nu var paa Frysepunktet, siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm følte sig dog straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp, der laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen og morede sig over dens urokkelige Velvære.

Hendes Mor og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede hende ikke. Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel, der var hendes eneste Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med de blødeste Haandled, de ubevægeligste Albuer. Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip, den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv 206 indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle …

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning, – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden.

Nu hørte hun sin Mor sige: "Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?"

Hun satte sig hurtigt op. Den Tanke foer ængstende igennem hende, at det kunde være Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin Stanglorgnet frem.

"Jeg veed virkelig ikke … Jo, vent lidt! Det er Præsten."

"Jeres ny Præst?"

"Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har været her et Par Aar."

Da den Fremmede kom hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende, løftede lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

207 "Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham?"

Den Fremmede kom nærmere.

"Ja Tak – dersom De vil have den Ulejlighed."

"Er det ikke Pastor Gaardbo?"

"Jo."

"Vil De ikke tage Plads?"

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen en Smule paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par klare, blaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var underligt grove for en Præst, at Frakken var blank under Albuen, Straahatten en almindelig Halmhat, det sorte Slips tyndt som et Bændel.

"De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har jo hele Tiden været Meningen, at det iaar paa Grund af Valget delvis skulde være et politisk Møde, og jeg har for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstol og Indretning af Vognpladser. Men – til vor Overraskelse – har vi nu lige faaet Meddelelse om, at Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet."

"Kommer Enslev!" udbrød Fru Bertha og Jægermesterinden paa en Gang.

"Ja. Og af den Grund maa vi belave os paa en betydelig større Tilstrømning, end vi er vant til. Baade her 208 fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald en Del nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved vore Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter. Der maa med andre Ord skaffes Referentpladser. Jægermesteren har en Gang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder den Slags større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham."

"Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?"

"Nej Tak," svarede Præsten uden Formaliteter.

"En Cigaret maaske?"

Hun rakte ham sit eget Guld-Etui, som laa paa Bordet.

"Nej Tak," gentog Præsten. "Jeg ryger ikke." – Og da han nu havde udrettet sit Ærinde, rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Blik havde lagt Mærke til det aabenlyse Behag, hvormed Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst. Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. I sin Forlegenhed havde Jytte tilsidst ikke vidst, hvor hun skulde gøre af sine egne Øjne.

"Tænk, at Enslev kommer hertil!" sagde Fru Bertha. "Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten, han hed, jeres ny Præst?"

209 "Gaardbo."

"Ja – det er rigtigt. Jeg husker, jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?"

"Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke ganske kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, – som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har overhovedet ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift."

"Er han allerede Enkemand?"

"Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, som døde to Maaneder før Brylluppet. Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev."

"Af Enslev?" sagde Fru Bertha. "Det kan vist ikke være rigtigt. Det har Enslev aldrig talt om. Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget."

"Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Far skal have været Degn paa Landet et Sted ved Kolding, tror jeg. Du kunde vist ogsaa nok høre paa hans Udtale, at han er fra Jylland. Og han ligner jo ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Han skulde klæde sig lidt ordenlig."

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine. Der var en Tid, da hun havde ventet sig en 210 Del af denne "Svigerinde" – som hun kaldte hende. Fru Vilhelmines slanke Skikkelse med den fornemme Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af "Kaffe-Søholm", vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længst forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en anset Familje og blive Jægermesterinde.

"Stakkels John!" – tænkte hun. "Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!"

Nogle hæslige Fløjtetoner, der lød ud til dem gennem et aabenstaaende Vindu, fik hende til at fare sammen.

"Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?"

"Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time efter hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men naar hun tror, det kan hjælpe hende, maa man jo finde sig i det."

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens besynderlige Drengestemme inde i Stuerne. Han gav en af Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

"Bring mig det straks, naar det kommer!"

I det samme traadte han ud paa Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt, en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren, de samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar, ogsaa de samme staalblaa Øjne men rigtignok uden Broderens Kløgt i Blikket.

Da han havde hilst og gjort Undskyldning, fordi han 211 ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod Fru Vilhelmine.

"Du sørger vel for, at jeg faar noget at spise," sagde han bydende.

"Der er givet Pigerne Ordre," svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

"Har du haft Forretninger, John?" spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa kunde mærke Tordenluften.

"Ja, jeg er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ærefuld og betroet Post, men den skaffer mig unægtelig en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Jeg har i denne Tid arbejdet flere Timer daglig i mit Laboratorium. Det er stadig Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig. Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?"

"Fortæl mig det en anden Gang, John! Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?"

"Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden, at Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen."

"Jeg forstaar det ikke," sagde Fru Bertha. "Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Han er jo ogsaa virkelig syg."

"Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende! Men det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden 212 saa smukt og rigtigt stod i "Femte Juni": han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han mærkede, at Friheden var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes, vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen."

"Hvad sagde Præsten til det Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden."

"Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade, for ikke at tale om det kirkelige."

"Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?"

"Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder."

"Men hvordan er da Familjeskabet?"

"Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer 213 i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student."

"Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?"

"Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig er saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning."

"Du tænker vel ikke paa dig selv, John?"

"Jo – unægtelig."

"Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?"

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

"Altid denne Skolelærer! … Ja, misforstaa mig ikke! Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her. Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder 214 har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang. Ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri. Men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt."

"Hys!"

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stuepigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun kom for at melde, at der var rettet an.

"Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?" spurgte han Pigen i Forbigaaende.

"Nej!"

X.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra Moderens og Dihmers lange Samtaler i Dronningens Tværgade. 215 De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud.

Øverst i Kufferten laa hendes Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud. Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun efter sin Hjemkomst til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forsøge paa at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han alligevel af alle Mennesker var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

"Jeg vil prøve paa at skrive til Dem, og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. – Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem, allerede før jeg blev rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel – –."

Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

"Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især, naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat."

216 Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Det var gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som med saa mange tidligere, jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Saa hændte der desuden det, at hun i de Dage mødte en Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden fortalte, at de i Wien havde truffet Dihmer i Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchner-Kunstnerinde, han havde omtalt som et Bekendtskab fra Wiesbaden, og da hun kom hjem, foranstaltede hun med en Følelse af Lettelse en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse.

Og nu skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! … Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinagtig forfulgt af Erindringen om ham! Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var maaske ogsaa nok her, de havde haft de bedste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun fra Vognen saae det første Glimt af den hvide Gaard og dens Spejlbillede i "Grønnevandet", overvældedes hun af Minderne.

Men alligevel! Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og 217 kunde ikke gøres om. Hun maatte nu kun haabe paa – ogsaa for sin egen Skyld – at Dihmer ret snart vilde gifte sig og hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af Pigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende.

"En Dame?"

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her.

"Det er vistnok Doktorfruen," forklarede Pigen.

"Det maa være en Misforstaaelse," – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havesalen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal. Paa den anden Side sad en anselig, landlig paaklædt Dame med en rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6–7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Saasnart Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en Undskyldning til den fremmede Dame, fordi "huslige Pligter" kaldte hende bort, forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Den fremmede Dame rejste sig nu ogsaa og gik Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun 218 var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par varme, trohjertige Øjne.

"Kender du mig ikke?" sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

"Meta! … Er det dig!"

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

"Det er dig! Det er virkelig dig! … Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?"

"Jeg bor her!"

"Bor du her?"

"Ja, veed du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er en Milsvej herfra. Jeg har fulgt min Mand i Praksis i det gode Vejr. Han har en Patient her paa Gaarden. Da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig."

"Men kære! Og jeg, som har tænkt dig siddende derovre paa Jyllands Heder for Tid og Evighed … i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste."

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Mors Kjole.

"Og du har fire af den Slags!"

"Ja."

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

219 "Saa hedder du Olga, ikke sandt? … Nej, vent lidt, det er Hedvig! … Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang faar dig at se! … Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om."

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og betragtede Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra "Institutet", Klassens Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte. Og dog saae hun jo næsten smuk ud!

"Bliv ikke vred, Meta … men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?"

"Gaardbo."

"Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her."

"Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har altid daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte."

"Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?"

"Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Han lovede at hente mig."

De sad en Tid og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort. Hun var 220 bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Mor, og hun havde ved den Lejlighed for første Gang forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af. Og nu havde Meta fire og var maaske den eneste af alle Veninderne, der var bleven lykkelig, fordi hun var den eneste, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne.

"Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig. Men det er langt fra."

"Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom indad Døren, var det aldeles, som jeg saae dig sidst i Dronningens Tværgade."

Jytte lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

"Ja, jeg er den evig uforanderlige!" sagde hun i en Tone, som hun søgte at gøre let og spøgende. "Hos mig er ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar."

"Men nu har du dog forlovet dig," sagde Veninden med et fortroligt Nik.

221 Jytte saae over paa hende med store Øjne. Hun blev lidt bleg.

"Hvor falder du paa det?"

"Er det ikke sandt? … Saa maa du virkelig undskylde. Det blev mig sagt for aldeles bestemt. – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred."

Jytte svarede først ikke noget. Venindens Undskyldninger gjorde kun Ulykken værre. Hun havde haabet at skulle finde et Fristed her for de himmelfaldne Miner, der havde forfulgt hende i København. Men Rygtet om hendes og Torben Dihmers Møde var altsaa ogsaa naaet hertil. Ja ja! – – Hun vendte Ansigtet bort og trak paa Skuldren.

"Det gør mig ondt, at jeg stadig skal skuffe mine Venners Forventninger. Jeg maa jo aabenbart være dem et Bryllup skyldig."

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt, en hvid Kittel og sort Fløjls Baret, og var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser. Det var hans Orm at ville kappes med sin berømte Broder ogsaa som Videnskabsmand; og da han var den ældste, følte han sig fuldt saa vel som denne kaldet til at hævde Slægtens store Traditioner og blive en Forgrundsfigur i Landet.

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte 222 følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa i hans Væsen var der noget, der frastødte hende. Han hilste skødesløst paa hende og viste Fætteren en ganske utilsløret Ringeagt.

Paa Vejen ud til Vognen puttede Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

Nedenfor den store Stentrappe stod en lille tilstøvet Vogn og kogte. Det var ikke meget andet end en stor Træsko paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tilsæde og Vognen futtede afsted.

"Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?" spurgte hun, idet de fulgtes ind. "Er han en dygtig Læge?"

"Han er sgu slet ikke Læge. Han er en Kvaksalver, der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for Seminaristen."

"Han er jo en Bror til Præsten."

"Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, 223 – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. De vil allerede regere og dominere. Men det bliver der forhaabenlig sat en Stopper for!"

XI.

Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt. Den stod næsten og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Folkene gik ogsaa saa underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende uden at hilse.

Køerne blev dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han lidt forlegen, at Jægermesteren var i Færd med "at rydde op i Bestanden".

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge og bestemte sig til ved første Lejlighed at tale med sin Brodersøn om Sagen.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur i fuld Pynt med Silkechenille 224 og en mægtig "Esprit" i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste Undergerning.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op "fra Skidtet af". Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Mor havde været simpel Grønthandlerske, var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. "Egetømmer helt igennem" – forsikrede han selv.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med ham her paa Storeholt, og de Besøg glemte hun ikke. Hr. Søholm, hvis Tanker øjeblikkelig omsatte enhver Ting i Penge, havde oprørt hende ved at gaa rundt og vurdere baade Besætning og Markredskaber, ja Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel, i det hele ved at tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare. Hun kunde derfor heller ikke beklage, at det nu var kommet 225 til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke taalte at se hinanden.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for de tredive Tusinde, han ved sin Datters Giftermaal havde anbragt i Gaarden. Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her som hans Spion. Dette gjorde hende yderligere urolig, og hun bestemte sig til straks at tale med John og forlange en Forklaring.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt Brodersønnen i nogen af de andre Stuer, søgte hun ham i hans eget Værelse. Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde han kastet fra sig paa et Bord.

"Forstyrrer jeg?"

"Naa –. Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!"

Han rejste sig op og bød hende Plads i Sofaen.

"Hør, John! Skal vi ikke med det samme snakke lidt om vore Pengeaffærer? Saa er det overstaaet."

Jægermesteren smilte ret naturligt, skønt han blev noget farveløs i Ansigtet.

"Er du bange for dine Penge, Tante Bertha?"

"Nej, men jeg sætter Pris paa at have Rede paa mine Ting. Hvorfor har jeg ikke faaet mine Renter?"

"Herregud, vi er jo endnu midt i Terminen."

"Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, 226 og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret."

"Jeg skal se efter i mine Bøger. Der er altsaa sket en utilgivelig Forsømmelse, som jeg meget beklager."

Men Fru Bertha vilde ikke lade sig nøje med den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarligt kunde undvære de Penge.

"Du veed, jeg kommer ikke paa Sundholm, fordi jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked."

"Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind … Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen."

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Derpaa satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

"Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Oprigtig talt, – jeg synes, du maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver Lejlighed at se Folk som Balduin Hansen og Karl Holm blive foretrukket og nu maaske Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand. Jeg siger det ganske 227 ligefrem: jeg ønsker Anerkendelse, og jeg trænger til et større Virkefelt for mine Evner. I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig maaske at tie om. Men naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke. Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu' ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen, har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. Og af mit eget Parti bliver jeg systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det."

Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

"Desuden, Tante Bertha … der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under helt nye Forhold … Men den kan jeg, som sagt, ikke tale om."

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage 228 og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i sin Forknythed tog hendes Haand.

"Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg. Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er. Jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand."

"Men Gud, hvad er det?"

"Har du ikke mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er, som det skal være?"

"Naa ja, I har lidt vanskeligt ved at komme overens."

"Det er ikke blot det. Jeg kan naturligvis ikke gaa i Detailler. Jeg kan kun sige, at Vilhelmine viser mig en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i. Forandrer hun sig ikke, maa vi skilles."

"Er det saa alvorligt?"

"Det er meget alvorligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Vilhelmine har begaaet noget absolut utilladeligt; men der er altsaa en anden Mand, som hun interesserer sig for, og det er min bestemte Hensigt at forlange Skilsmisse, dersom Forholdet ikke forandres."

"Sig mig, John, veed din Svigerfar noget om detteher?"

"Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med ham. Kan du tænke dig, – den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme, Vilhelmine stadig har 229 bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad set den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du, Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –."

Der blev i dette Øjeblik banket paa Døren. En af Pigerne kom ind med et Telegram.

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. Det var Forretninger! Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han lidt, inden han fik Mod til at aabne det.

Saa rev han rask Papiret op.

Nogle Minutter efter viste han sig ude paa Verandaen, hvor alle fire Damer nu igen var samlede. Med Telegrammet i Haanden forkyndte han, at hans Broder Asmus vilde komme dertil i Løbet af Natten.

"Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag," meddelte han, hvorpaa han vendte tilbage til sin 230 Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu blot lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over sin ganske overflødige Nervøsitet, som maaske ovenikøbet – det manglede bare! – havde gjort hans Optræden i disse Dage lidt latterlig. Herregud, han vidste det jo dog … han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Storeholt, det Hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning!

Dersom Asmus havde nægtet ham sin Assistance, vilde han i dette Øjeblik have ligget henstrakt derhenne paa Sofaen med et Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at overleve den dobbelte Skam, at være ruineret og at blive stillet i Gabestokken som Hanrej. Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens Annaler, skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel!

Han saae paa sit Ur og tog Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

"Odense. – – Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – 231 Goddag, Freistadt," sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. "Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? … Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej det manglede saamænd bare! … Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks-syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem … Imorgen ja! … Hvad siger De? … Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. – Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde? … Hvad siger De? … Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter … Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Danielsen, saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar … Hvad siger De? … Aa, undskyld! Har De Fremmede! … Ja ja, Farvel da, Freistadt!"

XII.

Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaardens stille Have, og udenom den laa Byens otte store Bøndergaarde, 232 moderne oppyntede med Glasverandaer og smagløse Villakarnapper. Desuden en halv Snes Smaahuse med pæne Blomsteranlæg. Udenfor Byen laa – henkastet som en Affaldsdynge – en Samling Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej.

Her boede Herregaardens Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk, om Sommeren desuden tilflyttede Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus, som næsten skjultes bag en Skov af høje Brændenælder. Det eneste Vindu, som vendte ud mod Vejen, var tildækket af en Hyldebusk, der voksede højt op paa Taget. Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes "Hønse-Lars".

Navnet var ikke givet ham som Anerkendelse; det var et Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa ham i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, fandt man for det meste hans Dør laaset, og ingen svarede, naar man bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et 233 Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og stod i hans Stue. Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet mange Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det: "Her har nok Hønse-Lars været paa Spil."

Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al 234 Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Præsten blev roligt staaende.

"I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med."

Han havde paa Grund af Stanken i Stuen ladet Døren staa aaben til det Fri. Og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltet Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, som Sognet betalte for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken med noget Tøj og set Præsten gaa herind. Hun stod der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

Da Pastor Gaardbo gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed, skraldede hun op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

"Imorgen kommer jeg igen," sagde han. "Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De maa endnu i Aften komme hen i Præstegaarden og faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen."

Han vendte tilbage til den Syge og sagde Farvel.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for onde Raad, de havde lagt op imod ham.

Rygtet om Præstens Besøg var gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk stod i Dørene, hvor de nu blev Vidne til, at den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, kastede Frakken, tog en Tollekniv op af Lommen og gav sig til at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede saa vildt op over Vinduet. Aftensolen lyste paa Muren, men ikke et Glimt naaede ind til den Syge. Han maatte lægge Kræfter i for at bryde gennem det sejge Fletværk; men fra sin Fars Hjem var han vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles stiv af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – opbygget af Præstens 236 Eksempel – straks havde givet sig ilag med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

"Det er en sær Mand – han."

"Ja, det er en Guds Mand!" forsikrede Konen højt og gav sig pludselig til at jodle op paa sit Fynsk:

"Krist stod op af Dødi
i Julemorgenrødi."

Solen sank ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars' Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard. Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed af Fattigkvarterets Befolkning.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det, som Loven og den gode Tone paabød. Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere af de forskellige kirkelige "Retninger", der indbyrdes praktiserede Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Først ved Pastor Gaardbos Samaritangerning var Menighedshuset igen bleven et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Fortrydelse hos de fleste af Egnens større Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke var strengt kanonisk; men til Gengæld 237 var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.

Klokken var næsten ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, meddelte ham i krænket Tone, at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led efter sin egen Mening af Blodmangel og fik ved mindste Anledning nervøse Anfald, hvorfor hun maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det af den Grund som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

"Frøken Martinsen," sagde han, da hun bragte ham Teen, "her kommer i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden."

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten jo godt.

"Saa maa vi naturligvis tage af vort eget," sagde han lidt utaalmodig.

"Det er i Vask."

Han betænkte sig lidt og sagde saa: "Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer."

238 Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

"Det er vel ikke Præstens Alvor?"

"Vist saa."

"Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner?"

"Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset."

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Vogn køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. Det var Doktor Gaardbos Signal, og den Lyd gjorde hende tavs. Hun hummede sig hurtigt ud af Døren. Det Menneske var i hendes Øjne Haltefanden selv.

"Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig," sagde Præsten, da Broderen humpede ind. "Var du ikke kommen, havde du imorgen haft mit Besøg."

"Noget paafærde?"

"Ja … men først du! Hvem er bleven syg her?"

"Ingen. Det er en Barselaffære."

"Det er vel saa Hans Andersens Kone?"

"Ja. Du veed, det er denne Narkose, de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet."

239 Doktoren bøjede sig over det dækkede Bord og mønstrede Retterne.

"Naa, det maa jeg sige! Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? … Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo! Du maa tage dig sammen og stroppe hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne. Du ser efterhaanden lovlig apostolisk ud."

"Vrøvl!"

"Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget Øl i Stedet for det Tevandspjat."

"Sludder!" – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig. – "Lad os gaa ind!"

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten gjorde det samme, og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der vil brydes.

"Siger du Sludder?"

"Ja."

"Du vil altsaa ha' Muffel!"

"Hvad bilder du dig ind?"

"Flab!"

"Selv Flab!"

"Kom an!"

De rystede hinanden saa haandfast, som de kunde det 240 for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket "Hys!" – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

"Ind til mig!" sagde Præsten.

Den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse, gjorde som alle Præstegaardens Rum et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og kunde ikke finde Fred.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik.

De to Brødre stod et Øjeblik tavse i Døren og hørte paa dens Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en Stol og klemte Hænderne om Rygstødet.

"Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?"

"Du veed det altsaa allerede."

"Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg 241 har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Bagefter fik jeg den bekræftet af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen."

"Ja – den telegrafiske Forespørgsel kom til ham som Bestyrelsens Formand. Men sig mig, Povl – hvad mener du som Læge om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet som for 30 Aar siden."

"Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at "Femte Juni" skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke være opbyggelig."

"Men hvad i Alverden er Hensigten?" sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. "Selve Magten kan jo dog umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven tilstrækkelig mættet."

"Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse, saa er det den, at han veed, han gaar med Døden i Kroppen. Og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning, 242 omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal. Med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Vilkaar kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans stolte Drøm at modellere hele Nationen om i sit Billede … og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning."

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om den store Farbror, at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord; og ingen af dem vidste, at det var deres Fars Genfærd, der talte igennem dem begge.

Efter et Ophold sagde Præsten:

"Jeg har naturligvis spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse."

"Hvad mener du?"

243 "Møller Jensen ligger jo syg paa Rigshospitalet, og det antages almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen nu skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat."

Doktoren slog Haanden i Stoleryggen.

"Saa maa du skyde Hjertet op i Livet, Johannes, og gøre Alvor af at trække dig ud af det Kompaniskab! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen."

"Ja, kan du blot sige mig, hvordan det skal forhindres?"

"Dersom du ikke kan faa et andet fornuftigt Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for! Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over tre hundrede Stemmer.

Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet og vendte derpaa tilbage til Pulten.

"Og dersom Resultatet saa bliver, at hverken Balduin Hansen eller jeg men derimod Kammerherre Rosen vælges, saa vil jeg blive gjort ansvarlig for Tabet af Kresen."

"Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes," sagde Doktoren. "Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop."

244 "Hvad har du egenlig imod Balduin Hansen?" spurgte Præsten i Stedet for at svare.

"Det samme som du, antager jeg. Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var nu paa Trapperne. Der manglede bare et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste."

Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

"I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl."

Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.

Doktoren forstod, hvad han hentydede til. Balduin Hansen havde i sin Tid haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

Doktoren rejste sig. Med formørket Mine gik han hen i den aabne Havedør, og her blev han staaende med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Efter en Tids Stilhed kom Præsten hen til ham og lagde sin ene Haand paa hans Skulder.

"Tilgiv mig, Povl!"

"Det er nu anden Gang, du bryder vor Aftale, Johannes!"

"Jeg skal tie."

Der blev i det samme banket paa Døren. Frøken Martinsen 245 stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at Hans Andersens Kone lige nu havde faaet en rask Dreng, og at alting var, som det skulde være.

"Det er godt! Vil De sige, at jeg skal komme over og se paa Knægten," sagde Doktoren.

Da Døren igen var lukket, vendte han sig mod sin Broder med en forsonlig udstrakt Haand.

"Lad det saa være allersidste Gang, Johannes, at vi to strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om. Der er i Forvejen Ufred nok i vor Slægt. Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi skulde blot holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. Og gid saa de Ord maa ringe for dine Øren Dag og Nat lige til Valgene: "Balduin skal ødelægges!" … Godnat, Johannes!"

Præsten fulgte sin Broder ud.

"Hils Meta og Børnene!" sagde han fra Trappen, idet Vognen sattes igang.

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten og blev længe staaende her i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broders Frelse.

Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

[gå frem til Bog 3]

Indhold:

Første Bind:

Første Bog
Anden Bog
Tredje Bog
Fjerde Bog