Torben og Jytte

Første Bind

Første Bog

I.

Der var gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derind vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

"Saa slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!"

Det gamle, østjyske Herresæde laa bag en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sine røde Mure og sit kullede Tegltag i en Sump, der var Resterne af en Borggrav. Siden hans Far kom ulykkeligt af Dage, havde kun Avlsgaarden været beboet. Han var dengang en tolvaars Dreng uden Mor, og da han heller ingen Søskende havde, opløstes Hjemmet. Han blev sendt til Herlufsholm for at opdrages 6 der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Torben Dihmer tilhørte en gammel, livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfar var Klavs Dihmer, den bekendte Kammerraad, der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund. Han kørte ind til Randers i en almindelig stiv Bondevogn men havde som Forspand to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev i hine Dage den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der aabnedes i en trang Tid en ny Guldaare for Egnen.

Ogsaa Torbens Far, Etatsraaden, havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Alligevel brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine Studier og lære Verden at kende – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.

Han vilde være Politiker, – Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen, og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen 7 Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved en urokkelig Saglighed og et godmodigt Lune.

Paa Favsingholm havde han i al den Tid kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Uge eller to huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han paa tredje Aar afmægtig i sin Bedstefars store Armstol og frøs paa Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø.

Men saa svag han var – Livets Uro brændte ham endnu i Sindet. Trods sine tunge Flodheste-Ben maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt paa Gulvet med sin Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Trods Aandenød og Hjertebanken var han den hele Dag paa Færde som et indespærret Dyr, der efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke kan opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde for tyve Aar siden en kort Tid siddet sammen paa Skolebænken i Randers og senere igen truffet hinanden i København som Studenter. Torben Dihmer satte just ikke stor Pris paa ham. Der var saa meget ved Manden, der bød ham imod. Men for at høre, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv, havde han engang sendt ham Bud, og de to Barndomsvenner havde siden haft flere lange Samtaler om religiøse Materier, 8 uden at der dog havde aabenbaret sig nogen frelsende Himmelstige for ham over det mørke Jordhul, som hans syge Tanker Dag og Nat kresede om.

Bittert for ham var det ogsaa, at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, og nu sad han her og maatte dø med to tomme Hænder. Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans Mor fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade mindste Spor.

Endnu spaserede han daglig en lille Tur i Parken sammen med sin Plejerske, den gamle Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig, naar de var paa Vejen op eller ned ad den høje Hovedtrappe. Paa solvarme Dage kunde han undertiden vove sig helt ud til Leddet ved Stakkepladsen for at se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden.

Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket. Han pintes selv skrækkeligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende; og da han troede Forvrængningen grellere, end den i Virkeligheden var, holdtes Portene paa Favsingholm lukkede for alle Fremmede. Han vilde ingen se.

Den før saa omgængelige Mand havde i det hele forandret sig meget. Han kunde have de urimeligste Indfald. Snart fandt han paa, at han ikke vilde spise, snart, at han ikke vilde vaske sig. "Til Kirkegaardsrotteme 9 kan jeg vel være køn nok," mumlede han. Han lod Haar og Skæg vokse ud, indtil det strittede omkring ham som Tjørneris og nu var begyndt at visne og falde af.

Paa samme Maade fandt han en trodsig Tilfredsstillelse ved at give alt paa Gaarden til Pris for Opløsning og Forfald. "Lad det vente, til jeg er væk," var hans enslydende Svar, naar Inspektør eller Forvalter foreslog et eller andet paatrængende Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. "Det maa vel engang faa Ende med mig."

II.

Saa hændte det en Dag ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Vejret var uroligt, og den Syge havde haft en daarlig Nat. Endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Gamle Barbara stod inde i sin Herres Opholdsstue og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun hørte en Vogn køre ind i Slotsgaarden. Forskrækket løb hun til Vinduet. En nedslaaet Kalesje med to Herrer standsede nedenfor Herskabstrappen.

Den ene af dem kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

"Er Mikkelsen bleven ren tumpet," udbrød hun højt, da hun saae, at begge Herrerne steg af Vognen og fulgtes op ad Trappen.

10 Helt ophidset skyndte hun sig ud i Forstuen og sagde her den Fremmede lige i Ansigtet, at han ikke kunde komme ind.

Doktoren traadte værdigt imellem. Men den Gamle stod som en Mur.

"A haar min Instruks," sagde hun paa et fremmedartet Jysk. "Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen."

"Hør nu, Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet … er altsaa Læge … og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. Vil De gaa ind og melde, at Professor Hagen er her. De forstaar, at her er Tale om en Ordre."

Hans Tone gjorde hende tvivlraadig. Hendes Øjne flyttede sig mistænksomt fra den ene til den anden af de to Mænd, som hun derpaa i Tavshed førte gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre var det eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

"Hvad i Alverden er det for et Spøgelse, min kære Ven der har anskaffet sig?" spurgte Professoren, da hun var gaaet. "Skal det forestille en Sygeplejerske?"

Doktoren trak paa Skuldren.

"Det er en forhenværende Vaagekone her fra Egnen. Jeg har gentagne Gange tilbudt Godsejeren at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men han vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Jeg har, som sagt, et Par Patienter her i Nærheden. Og 11 Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud."

Professoren – en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt – trykkede hans Haand.

"Jeg skal sende Dem Bud, naar jeg finder Lejligheden egnet til en Konference. Foreløbig siger jeg Dem Tak for Ledsagelsen."

Da han var bleven alene, lod han Blikket løbe rundt i det store, mørke Værelse med det røgsværtede Loft, det revnede Tapet og de andre sørgelige Vidnesbyrd om tilstræbt Forfald og Ødelæggelse. Og han rystede paa Hovedet. Efter de nye Oplysninger, han paa Vejen havde faaet af Doktor Mikkelsen, stod det ham ganske klart, at Vennens Sindstilstand foreløbig var en større Fare for ham end hans egenlige Sygdom, og han var glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længere. Det var aabenbart paa høje Tid, at Hjælpen kom.

Barbara vendte tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik.

"Jeg kan vel gaa ind til ham?"

"Nej, nej! Forsøg dog it' det! Han blev slemt nok altereret endda."

Den Gamle var saa rystet, at hun knap kunde faa Ordene sagt. Alene det at høre en fremmed Røst i denne Stue, der havde været viet til Tavsheden og Døden, fyldte hende med onde Anelser.

Mens han ventede, gik Professor Hagen paa Undersøgelse omkring i Stuen og fandt mellem Bøgerne paa 12 det store Midterbord en gammel Foliant i Svinelærsbind. Det var en tysk Bearbejdelse af en Række Oldtidsværker om Lægekunsten. "Hvad Pokker er det?" tænkte han højt, da han mellem Bogens Blade stødte paa løse Papirer med Optegnelser fra Vennens Haand.

Han undersøgte derefter ogsaa de andre Bøger. Der var et stort astronomisk Værk og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen, forfattet af en Mand, der kaldte sig "Den troldkyndige i Cordova". Ogsaa denne var fuld af Noter.

Uvilkaarlig vendte han sig om mod Barbara, der krøb sammen foran Kakkelovnen, som om hun havde søgt Tilflugt der. Den Gamle sad med en Fjervinge og livede Ilden under Tørvene.

I det samme gik en Dør langsomt op, og Torben Dihmer viste sig i Aabningen. Han løftede besværligt Foden over Tærkslen, blev derpaa staaende, ligesom tøvende, idet han med den ene Haand støttede sig til Dørkarmen.

Saa vel forberedt Professoren var, studsede han dog ved Synet.

Som Vennen stod der i Døren, næsten ukendelig, i en falmet Slobrok af brunligt Klæde, gusten og ligesom jordslaaet, med de opsvulmede Øjne omtrent tillukkede og det visne Skæg i Tjavser, saae han ud som en Dødning, der havde rejst sig af sin Grav.

Torben Dihmer læste hans Tanker, og da Professoren nærmede sig, strakte han afværgende Haanden ud fra sig.

13 "Du skal ikke komme mig for nær! … Jeg stinker allerede!"

"Aa Snak! Du ser jo netop brillant ud! Du har sandelig holdt dig tappert."

Han lagde sine Hænder paa hans Skuldre, og ved denne kammeratlige Berøring overvældedes Torben af sin Bevægelse. Han mandede sig dog hurtigt op, slap Dørkarmen og gik ind i Stuen.

Men han var ikke kommen langt, før Kræfterne svigtede ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp og begyndte at vakle. Professoren maatte gribe ham i Armen og lede ham hen til hans Lænestol ved Bordet.

I den følgende Time sad de to Ungdomsvenner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

Den lille, elegant klædte Professor sad med Tommelfingrene i Ærmegabet og trommede med de andre Fingre paa sit høje Fuglebryst. For at adsprede Vennen fortalte han løst og fast om sine egne Oplevelser og bragte Hilsner fra fælles Bekendte, alt mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Da Torben mistænksom spurgte ham, hvad der førte ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie til Bedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus.

"Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os allesammen, end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det 14 snart er to Aar, siden jeg for mit Vedkommende hørte fra dig?"

Torben nikkede.

"Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle Rektor sa'. Du har med andre Ord gaaet her og glemt baade dine Venner og Veninder."

"Det har jeg naturligvis ikke. Men hvad skulde jeg skrive om? Jeg oplever jo ikke andet end at være syg, og det er i Længden ikke noget interessant eller opbyggeligt Emne for de raske. Jeg har villet, at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en Afdød – for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg ogsaa, I havde forstaaet."

"Nej, hør nu, kære Ven! Du tager virkelig altfor tungt paa din Tilstand. Vistnok er du ikke rask, men –."

"Anstreng dig ikke!" afbrød Torben ham. "Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig."

Professoren tav et Øjeblik. Hvorpaa han igen gav sig til at snakke om København og fælles Bekendte. Ligesom tilfældigt nævnede han ogsaa sin Kusine, Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan den blotte Lyd af Navnet fik Vennen til at vende Øjnene bort som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han hurtigt af og spurgte til hans Søvn og Appetit.

Lidt efter sagde han:

"Jeg sendte dig forleden et Kort for at forberede dig paa min Ankomst. Har du faaet det?"

"Ja."

15 "Jeg skrev, som du maaske husker, at jeg kom med godt Nyt, Er du ikke det mindste nysgerrig?"

"Aa, i min Stilling er der ikke meget, der interesserer. Da Per hang i Galgen, gik Nysgerrigheden af ham – husker du nok."

"Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Jeg vil minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet skal man aldrig slippe!"

"Det vil jeg dog netop helst. Det er jo bare en jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Elendigheden med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag."

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sine Hænder for at nedkæmpe Graaden.

Men nu vilde Professoren ikke længer tie med sit glade Budskab. Han satte sig hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om ham.

"Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! … Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben – ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Din Sygdom er ikke længer farlig. Om et halvt Aar vil du føle dig fuldkommen sund og stærk … Ja, du ser paa mig! Men du kan vel forstaa, at jeg ikke siger noget uoverlagt."

Torben, der havde løftet Hovedet, sænkede det igen og klappede samtidig Vennens Haand, der laa paa hans Skulder.

16 "Jeg kender dig, Asmus! Du vil saa gerne trøste. Men lad det nu være nok! Du veed, jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt, for at blive rask. Jeg har efter dit eget Raad søgt baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –."

"Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du af dig selv studeret," sagde Asmus Hagen med et Nap i hans Øre. "Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig! Saa skal jeg fortælle dig, hvad der er sket."

Han rejste sig, gik ud over Gulvet og gav sig til at berette.

Han havde i Eftersommeren været i Paris, sagde han, og havde der talt med den bekendte Overlæge Dr. de Bèze, der efter aarelange Undersøgelser nu havde godtgjort, at flere sygelige Tilstande, som man tidligere tilskrev Forandringer i Hjertets Væv, i Virkeligheden skyldtes en Ødelæggelse af Skjoldbruskkirtlen, hvad der var langt mindre farligt for Patienten. Ganske vist var Sygdommen uhelbredelig; men dens Virkninger havde den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig ophævet, idet man ganske simpelt tilførte Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form.

"Under Stuegangen fik jeg selv Lejlighed til at undersøge flere af hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Og jeg maa nu gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Jeg har siden korresponderet med vor fælles Ven Schinders i Nauheim og med din Huslæge her, den vistnok 17 højst fortræffelige Doktor Mikkelsen. Og nu, da jeg har set dig, betænker jeg mig ikke paa at sige, at jeg har det bedste Haab om at kunne gøre dig rask."

Torben, der et Par Gange under Vennens Tale havde slaaet heftigt afvisende ud med Haanden, var tilsidst bleven stille.

"Men det er jo umuligt!" sagde han tonløst. "Jeg føler det dog bedst selv. Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver."

"Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde mod dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket, Junker Torben! Hvem skulde have tænkt det om dig? … Men vent! Du kan endnu engang blive den lykkeligste af os allesammen!"

III.

Et Par Timer senere, efter et forsinket Frokostmaaltid, sad de to Venner igen inde i Opholdsstuen. Asmus Hagen havde foretaget en indgaaende Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

"Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Jeg siger dig: inden der er gaaet et halvt Aar, ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal fremtræde som Minister og henrykke Damerne med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne. 18 Lys, Luft – und Liebe. Med den moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Undergerninger."

Torben sad med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.

Og nu begyndte Asmus Hagen igen at tale om sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard.

"Du veed jo, hvordan hun er, og nu skal du høre noget mærkeligt. Mens vi andre – ærlig talt, kære Ven – just ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, saa har hun hele Tiden med en forunderlig Haardnakkethed holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks Ide, hun havde faaet, og nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. – Hun er i det hele et besynderligt Menneske. Gaar hun f.Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Og det er sandelig ikke af Mangel paa Lysthavende. Jeg begriber hende ikke. Men der maa velsagtens være en bestemt, hun gaar og venter paa."

Torben rejste sig for ikke at høre mere. Han gik hen til Kakkelovnen og rørte op i Ilden. Han taalte nu ikke flere Sindsbevægelser.

I det samme kom Barbara ind og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

Asmus Hagen gjorde store Øjne.

"En Præst?" sagde han.

"Sig ham, at her er Fremmede," sagde Torben lidt forlegen. "Nej – det er sandt! – Du kender ham jo, Asmusl Det er Mads Vestrup."

19 "Vestrup?"

"Ja, husker du ham ikke fra Aprilforeningen? En fattig Bondestudent her fra Egnen."

"Vent lidt! Er det Skidtmads?"

"Ja, ja. Han har forresten forandret sig ikke saa lidt til sin Fordel. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!"

Asmus Hagens Øjenbryn løftede sig paany i Overraskelse, da Præsten traadte ind. Det var en Mand lidt over Middelhøjde, bred over Ryggen og tung af Fedme. Han bar Briller men havde ellers ikke noget præsteligt ved sig. Han var mørk i Huden som en Bonde, var ogsaa nærmest paaklædt som en Bonde, bar en rundskødet Frakke af Dyffel og havde et Bomuldstørklæde bundet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Hvad der dog endnu mere end Præstens Tykkelse og Klædedragt fik Professoren til at studse, var den kalkunske Selvsikkerhed, der prægede Manden, hvem han huskede fra Studenterdagene som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik.

Torben forestillede, og de to Herrer hilste paa hinanden med gensidig Forbeholdenhed.

"Jeg har altsaa for nogle Timer siden passeret Deres Præstegaard," sagde Asmus Hagen. "Ligger den ikke straks paa højre Haand i Byen, naar man kommer fra Randers? Et gulkalket Stuehus med Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor, saavidt jeg husker?"

20 "Jo, det er mit Hjem," svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret ned.

Mens Dagen hældede, holdt de tre forhenværende Studenterkammerater med Besvær en Slags Samtale vedlige. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Navnlig var han paa sin Post overfor Asmus Hagen, hvis broderede Silkevest og hele københavnske Facon fra første Øjeblik havde virket paa ham som en rød Parasol paa en Tyr. Tilsyneladende ganske fraværende, men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han tilbagelænet i Stolen og hørte paa hans Historier, mens han respektløs gned sig over sin ubarberede Hage med en skrækkelig Lyd som af Sandpapir.

Naar han en sjælden Gang tiltalte Asmus Hagen, var det slet og ret med Navn. Overhovedet gjorde han sig Umage for at vise Ligegyldighed for hans tidlig vundne Berømmelse, som han i Virkeligheden heller ikke paa nogen Maade misundte ham. Hvad betød sligt i Evigheden? Hvordan saae en saadan lille, lapset Professor ud i Guds Øjne?

Da Torben tilsidst fortalte ham om Anledningen til Vennens Besøg og om den mirakuløse Helbredelse, der var stillet ham i Udsigt, tænkte han først, at det skulde være en Slags Vittighed, maaske et Forsøg paa at have ham til Bedste. Hans Blik flyttede sig med Mistro fra den ene til den anden, og da det gik op for ham, at det virkelig var Alvor, vogtede han sig vel for at ytre 21 allermindste Forbavselse. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, som krænkede ham og nu fik ham til at vise sig i fuld Ornat.

Han svarede, at for Gud var naturligvis intet umuligt. Derfor havde vi Mennesker altid Lov til at haabe. Hans Miskundhed var det jo, der udrettede det altsammen.

Asmus Hagen forstod, at der blev tilkastet ham en Hanske; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Den tungbugede Præst, som sad der med de rødblaa Hænder foldede over Brystet og Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, gjorde udelukkende et komisk Indtryk paa den pertentlige lille Professor.

Men Præsten fortsatte. Han sagde, at det jo kun var dumme og selvopblæste Mennesker, der kunde tro, at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv. Det var at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad "Aanderne" i en Kampesten eller et Stykke Træ.

Asmus Hagen trommede med Fingrene paa Vesten og svarede:

"Jeg vil foreslaa Dem at gøre et Forsøg, Pastor Vestrup. F. Eks. med en Spiseskefuld amerikansk Olje. Med Fare for at blive beskyldt for negeragtig Overtro forsikrer jeg Dem, at Virkningen vil være ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse. Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg det samme Resultat."

Da Mads Vestrup gav et hvast Svar, lod Asmus Hagen 22 sig irritere, og de to Kamphaner røg sammen i en Dispyt om Videnskabens Anmasselser og Lægens Ansvar.

Torben sank herunder tilbage til sine egne Tanker, glad ved at kunne være uforstyrret en lille Tid. Men Tankerne var bleven svimle som løsslupne Duer, der sidder og trykker sig paa Taget omkring det aabnede Slag – lysblændede, raadvilde og forskræmte.

Halvt som i Drøm hørte han de andres Stemmer.

"Jeg vil spørge Dem," sagde Mads Vestrup til Professoren. "Hvad hjælper det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygner hen og Hjertet forhærdes? Hvordan faar en Læge i det hele Mod til at bruge sin Kunst, naar han ikke føler sig som Guds ydmyge Redskab? Han handler jo saa rent i Blinde. Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde de vistnok i flere Tilfælde have Grund til at fortryde det "Mirakel", de har gjort paa dem."

"Jeg finder det ørkesløst at fortsætte Diskussionen," sagde Asmus Hagen. "Maa jeg blot minde Dem om, at efter Biblen optraadte Kristus selv som Læge. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med. Med hans Opfattelse af Tilværelsen finder jeg det forresten ogsaa meget inkonsekvent af ham. Der er f. Eks. Historien om Jairi Datter. Naar man anser denne Verden for en Jammerdal, synes det mig en besynderlig Barmhjertighedsgerning at lade et lykkeligt hjempermitteret Menneske leve op igen til Elendigheden."

Mads Vestrup hørte paa dette med dirrende Mund. 23 Blodet sang i hans Øre. Han maatte slaa Øjnene ned for at betvinge sit Sind.

Hans Svar kom lavmælt, i brudte Sætninger. Næsten som til sig selv talte han om Tidens oprørske Selvraadighed.

"Men naar Dødens Time kommer for et stakkels Menneske, vil al selvskabt Herlighed opløse sig i Dunst. Naar Mørket lægger sig paa vore Øjenlaag, og det udtærede Legeme krummer sig i Angst og Pine – hvad hjælper saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande findes ingen Medicin."

"Vi har dog nu f. Eks. Morfin," sagde Asmus Hagen.

Det kom som henkastet, men Pilen foer Mads Vestrup ind i Hjertet og ramte med en Kraft, saa det næsten kunde høres. Han løftede sit tunge Hoved og stirrede paa sin Modstander med et maabende Udtryk.

"Ja – Gift!" sagde han.

"Ganske vist. Men i Videnskabens Haand har Giften forvandlet sig til en Velsignelse for Menneskeheden. I Løbet af nogle faa Øjeblikke bringer den en lidende Stakkel Fred, saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Mors Bryst. Den lille Sølvsprøjte gaar sin Sejrsgang gennem Verden og jager sikkert megen usund Frygt og Mørkerædsel ud af Sindene. De har uden Tvivl ogsaa selv erfaret, at Kirkens Naademidler hos adskillige Mennesker har faaet en Konkurrent, som –"

Han fik ikke talt ud. Graa i Ansigtet tumlede Mads Vestrup op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det var hans Hensigt at slynge den i 24 Hovedet paa Spotteren; men et Raab fra den opskræmte Torben bragte ham til Besindelse. I det samme kom ogsaa Barbara ind. Saa skød han Stolen fra sig og styrtede ud af Stuen uden Farvel.

Asmus Hagen stirrede forbløffet efter ham og saae derpaa hen til Torben.

"Du er vred paa mig, gamle Ven!" sagde han, da Barbara igen var gaaet for at følge Præsten ud.

"Han var min Gæst," svarede Torben.

"Javist! Det var en dum Historie! Mest for din Skyld forresten. Jeg gør dig min Undskyldning. Men Bæstet kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Hvad er han egenlig for et Menneske? Han stammer altsaa her fra Egnen?"

"Ja, hans Mor var en fattig Væverenke herinde i Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var som Barn lidt bange for hende, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa, fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad."

"Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Tag dig i Agt for den Slags Folk! Jeg kender dem!"

"Ja, mon du ogsaa gør det?"

"Aa, du – vi har endnu Middelalderen stikkende omkring i Krogene. Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af dens Smuthuller. Havde en saadan Karl Magt som Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande."

25 "Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig i gamle Dage, at du gad se alle Præster hængt. I har da ikke stort at lade hinanden høre, synes jeg."

Asmus Hagen, der var gaaet ud over Gulvet, vendte sig om paa Hælen og iagttog Vennen med et bekymret Udtryk.

"Hvordan har det sig egenlig med dig, Torben?" … Du plejer Omgang med Gejstligheden, studerer Mystikere og forfalder til Trolddom! Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig op. Og hvad er det for en lille Kælling, der lister omkring her? Hun ser da grangivelig, ud, som om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft. Men du har nu altid ganske geheimt været et Stykke af en Drømmer, Junker Torben! – Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se, at du er træt."

IV.

Mads Vestrup stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oven i Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandledet.

Til den ene Side laa de milevide Enge, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle Lerskrænter. Paa det første Stykke fulgte Landevejen Engen men bøjede saa brat af og steg til Vejrs gennem et Skaar i Bakkerne.

26 Her kom han op i den høstlig-røde Skov. De brølende Løvmasser lukkede sig om ham som et Flammebaal.

Vejen var fedtet efter nogle Dages Regn, og trods sit voldsomme Sindsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser. Men hans Tanker var i Himlen. Med et Nødraab fra Hjertets Dyb knælede han for sin Gud og spurgte, hvor længe han dog endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa Satans triumferende Yngel, der bildte Menneskene ind, at Livet kunde forvandles til lutter fræk Nydelse, Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Han svarede sig selv: Men lad dem kun trodse! Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyer de ikke. Engang skal de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud lever og er deres Dommer!

Da han var kommen ud af Skoven, kunde han begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa med sine rygende Skorstene et Stykke inde paa det aabne Land ved Foden af en lav Bakke. Vinden trykkede Røgen ned over Markerne og sendte ham et fortroligt Pust af Tørveos imøde. Den yderste Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Hareøjne ganske rigtigt havde opdaget.

Efter at Mads Vestrup var kommen hjem, gik han først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at forvisse sig om, at intet var blevet forsømt under hans Fraværelse. Men mod Sædvane var han denne Dag ret aandsfraværende paa sin Vandring gennem de 27 halvmørke Rum med de tilforladelige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Rent mekanisk plukkede han op fra Gulvene, hvad han fandt paa sin Vej, hist en tabt Roe, her en Tot Hø; og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, holdt han ikke som ellers en Dundertale til dem om ikke at sløse med Guds Gaver, men gik videre uden Ord.

Han blev staaende i den aabne Stalddør, mens Aftenklokken ringede. Han tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, hvor han var bleven Djævelens Bytte og vilde være endt som en Stakkel i mørkt Vanvid, dersom ikke Gud havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Mor. Gud glæde hendes Sjæl i Himlen! … Derude foran Aftenrøden kunde han tydelig skælne Omridsene af to Træer, der havde skygget over det lykkelige Barndomshjem, to høje Popler, i hvis Susen han som Barn havde hørt Vorherres Stemme, naar han sad paa Trendebænken ved Vinduet og stirrede ud, mens Moderen sad ved Væven og sang sine Salmer. Inde bag den lange, hvide Kirkegaardsmur derovre laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse.

Derude under Vesthimlens lysende Skyer kunde han ogsaa følge den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar hver Søgnedags Morgen gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. I Sommerhælvten, naar Torben Dihmer boede hjemme paa Favsingholm, mødtes de undertiden og slog Følge. Torben red til Skolen paa 28 en Nordbag, mens han selv maatte gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Skoene, der hang ved Tornystret og ikke maatte tages paa, før han naaede Byen. Han huskede især Torben i en mjødbrun Fløjlsdragt med lange Ridegamasjer, der en Tid havde bedaaret hans Bondehjerte. Indtil hans Mor en Dag sagde til ham: "Hvordan tror du egenlig, saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?" Da slog han skamfuld Blikket ned.

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han tilbage gennem Loen og gik ind.

Da han med sin Familje sad ved Aftensmaaltidet, hvori ogsaa Husets Tjenestefolk tog Del, fortalte han om den fremmede Læges Besøg paa Herregaarden og hans Vidunderpiller, der skulde kunne gøre Godsejeren rask. "Dersom det da ikke er fræk Pral og Mundsvejr det hele", føjede han til.

Senere sagde han:

"Hver Dag i Aaret og hver Time paa Dagen gør den kære Gud de dejligste Mirakler for os. Han lar sin klare Sol skinne over Verden, kalder nærende Korn og yndige Blomster frem af Jorden og skaber smaa levende Menneskevæsner i sine Engles Skikkelse og lægger dem i vore Arme. Men saadan noget finder Verdens Børn bare "naturligt" og hverken Snak eller Tak værd. Saa saare derimod en snavs Doktor har lidt Held med sin Kniv eller med et Pulver, saa veed Folk ikke, hvordan vi er vendt i det, om det er os selv eller Vorherre, der styrer 29 Verden. – Men lad os nu se! Satan skal ikke for tidlig triumfere!"

De sidste Ord rungede ud over Bordet, saa det yngste Barn, en tre Aars Krøltop, i Forskrækkelse foldede Hænderne. Ogsaa de andre Børn blev betuttede. De vidste, at naar deres Far skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

Maaltidet fortsattes i Tavshed. Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Ikke helt for ingenting havde Mads Vestrup Ord for at være en bekymret Vogter af sin Pengepung. Han, der saae ud som en Fraadser, paabød baade sig selv og sin Husstand Spægelse som en religiøs Pligt. Det kunde ganske vist undertiden hænde ham, naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid med en endnu strengere Selvforsagelse.

Ved Maaltidets Slutning læste et af Børnene Bordbønnen. Derefter plejede han at samle Børneflokken hyggeligt om sig inde i Dagligstuen, hvor han da gerne fortalte dem et eller andet, oftest af den hellige Historie.

Men denne Aften gik han til sin Kones og Børnenes Overraskelse straks over i sit eget Værelse paa den anden Side af Forstuen. Krøltoppen, der var løbet efter ham for at holde hans Haand, standsede med Fingren i Munden og vovede ikke at følge. Døren til Faderens Stue var 30 for alle Børnene Indgangen til et helligt Sted – bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han midt i den korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, som var den eneste Luksus, han tillod sig.

Fru Stine var en lille hofteskæv Kone i Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hendes sidste Barnefødsel havde gjort hende til Krøbling. Hun var en Lærerdatter der fra Egnen og blev forlovet med Mads Vestrup, da han endnu var ung Student. Dengang var hun en rødmusset Landsbypige, af hvis Skønhed der gik Ry; men allerede før de kunde gifte sig, var hun begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og stod der nogen Tid og skruede paa den, som ventede hun paa, at han skulde tale til hende. Men Mads Vestrup sad indemuret i sine Tanker, – ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

Saa listede hun et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde, lagde det fra sig paa Bordet og haltede ud igen med Haanden paa den syge Hofte.

Folk, der ikke kendte Mads Vestrup og alene bedømte ham efter hans Ydre, saae kun Bonden i ham. Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes han som en indskrænket og noget forstyrret Person, der ikke var til Pryd for Standen. Men ogsaa i sin egen Menighed var han til 31 Besvær paa Grund af sin gammeldags Tro, som næsten ingen delte med ham. Mange Familjer havde løst Sognebaand til Nabopræsterne, der alle i hans Øjne var smittede af Tidens Vantro. Han var en meget ensom Mand, hvem Dagenes Byrde tidlig havde ældet.

Naar han gik omkring i den daglige Tummerumme, var der noget sløvt og søvnigt over ham. De vilde Kampdrifter i hans Blod blev holdt i Tømme af hans sygelige Bekymringer for Udkommet og af dette tunge Legeme, der voldte ham mangehaande Besværligheder. Mens de fleste af hans Kaldsfæller var geskæftigt paafærde allevegne som religiøse, politiske eller sociale Agitatorer, gik han mere og mere op i sit Landbrug og i Omsorgen for sin Familje. Trods den Selvfølelse, der kunde bruse frem hos ham overfor Folk, der vilde se ham over Hovedet, havde han i Virkeligheden meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Han vidste godt, at han ikke var nogen veltalende Mand og ikke besad den Art ydre Personlighed, som gjorde Indtryk paa Masserne. Og forøvrigt retfærdiggjorde han sin Mangel paa Daadskraft med den Betragtning, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at forsørge ikke kunde være udset af Gud til ene at tage Kampen op mod Helvede.

Den Vildskab, som Oplevelsen paa Herregaarden et Øjeblik havde sluppet løs hos ham, var da ogsaa allerede ved at slaa over i en tung og mørk Nedstemthed. Han saae i Tankerne Torben Dihmer kaste Kæppen og blomstre 32 op i Sundhed og Kraft som ved et virkeligt Mirakel. Han saae dette gudløse Menneske vende tilbage til Livet for at fortsætte det som en sorgløs Leg.

Ja, tænkte han, Mørkets Fyrste var en gavmild Herre at tjene! I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvede vinkede der ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da virkelig underkastet sig? Havde Satan sejret? …

Han søgte paany Trøst i den Tanke, at Regnskabets Time og den store Dom undgik ingen. Ogsaa de Onde havde deres Løn "borte". Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rent ud djævelsk Paahit, dersom saadanne frække Spottere, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i Vellyst, ved Hjælp af en Læges Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk, vejres hen i Intethed som en skiden Lugt. Men saadan var det heller ikke. Nej, i deres Dødsstund vilde Helvede aabne sit Mørkegab for de ulykkelige, og der var sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.

Han rejste sig op for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Skrivebordet, da han opdagede det Brev, som hans Kone havde efterladt der. Han stod nogen Tid med det i Haanden 33 og betragtede det med den molboagtige Maaben, der var ham egen, naar han overraskedes.

"Hvad er det for et Brev?" sagde han højt.

Konvolutten, som var aabnet, bar hans Kones Navn; og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

"Hvad er det her for Kæltringestreger!"

Brevet var undertegnet "En Troende af Menigheden" og indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. "Din Mand har sin Gang der, og Oleane er en Møgmær, som jo alle veed."

Han undersøgte Frimærkets Poststempel, Konvolutten og tilsidst Vandmærket i Papiret, som han holdt op for Lampeskæret.

Og nu svulmede Halsen paa ham. Et nyt, mørkt Uvejr brød ind over hans Sind. Han slog Haanden i Bordet, saa det rungede.

"Nej, det her er dog for galt!"

Han rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var bleven ladet paaklem:

"Stine! Er du derinde? … Aa, hør et Øjeblik!"

Det varede temmelig længe, inden hun kom; og det var med en utryg Skæven til Skrivebordet, at hun klemte sig ind og blev staaende henne ved Døren. Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som en bodfærdig Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

34 "Hvad er det her for noget?" spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

"Ja, hvad er det?" sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.

"Hold nu op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it'!"

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var et Par Gange hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

"Jeg har ikke skrevet det," sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

"Du lyver! Du har jo været saa dum at ta' af Papiret til mine Tjenesteskrivelser. Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok! Det er jo it' første Gang, du har bagvasket din egen Mand. Men at sætte sig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. Gjorde jeg dig din Ret, slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er."

Denne Trusel fik Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

"Aa, Mads; jeg veed it' selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg."

Ganske stakaandet gik Mads Vestrup frem og tilbage paa Gulvet. Han sled Brevet i mange Stykker og kastede det tilsidst i Kakkelovnen.

"Ja ja, – Stine!" sagde han øjeblikkelig formildet. "Lad saa den Historie være glemt da, som jeg har glemt 35 og tilgivet de andre. Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags."

Skønt der snart ikke fandtes det Kvindemenneske paa Egnen, som hun ikke havde ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straaild. Han følte den inderligste Medlidenhed med hende og havde desuden andre Grunde til ikke at gaa for strengt i Rette med hende.

Hvordan Stine var kommen til sin Mistanke mod Oleane, forstod han ikke. Han havde netop saa vidt muligt holdt sig borte fra Jørgen Stauns Gaard, siden hans Barndomskæreste var bleven Kone der. Men han havde mærket det før. Stine kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

Den ulykkelige Kone blev ved at tørre sine rødkantede Øjne under megen Snøften. Der var noget, hun vilde sige men ikke havde Mod til at faa frem. Endelig brast det ud af hende:

"Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm? Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom. Saa kunde du maaske igen blive noget glad for mig."

Mads Vestrup standsede foran hende og svarede:

"Synes du ikke, at du har prøvet nok af den Slags, Stine? Du kan jo ikke allerede ha' glemt ham, den her omrejsende Bandagist og Markskriger forgangen Aar. Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for 36 det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner smidt paa Møddingen. Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen."

"Men han her er da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første."

"Stine! Jeg har sagt dig det saa tidt: Der er kun een sand Læge for os stakkels Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet."

V.

Paa Herregaarden var Lysene allerede slukkede et Par Timer efter Solnedgang, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Ogsaa Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene. For at skaffe Torben Hvile efter Dagens mange Sindsbevægelser havde han tilberedt ham et Sovepulver, som var nøje afpasset efter hans Tilstand, og Resultatet blev, at Torben for første Gang i lange Tider faldt i Søvn næsten øjeblikkelig.

Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op flere Gange om Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget varmt at drikke, blev helt ængstelig. Hvert Øjeblik stod hun op af sin Seng for at lytte ved Døren. Men hun hørte ham stadig sove roligt, blot snakke lidt i Søvne nu og da.

37 Først Morgenklokken ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed slog han Øjnene op. Da det gik op for ham, at det var Dagskæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinet, at Natten allerede var omme, blev han liggende i stille Forundring. Og det var nu for ham, som om han vaagnede af en anden, en endnu dybere Søvn. Disse sprukne Klokkeklemt derovre, der i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde forkyndt ham en ny Dags Komme med ny Angst og ny Pine – de naaede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Ved Frokostbordet begyndte Asmus igen at drille ham med de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her. Torben vilde først ikke ind paa Sagen; men da Vennen blev ved at gaa ham paa Klingen, forklarede han, hvorledes han mente at have gjort den Erfaring, at visse regelbundne Naturbegivenheder, som de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet, indvirkede paa hans Befindende, og han havde derfor søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen om lignende Iagttagelser til Bevis for en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.

Hans Tilstaaelse rejste en Diskussion, der fra Asmus' Side førtes med stor Heftighed; og det blev ved denne Lejlighed Torben rigtig klart, hvor den lange Adskillelse havde gjort dem fremmede for hinanden.

Han forsøgte derfor heller ikke mange Overtalelser, da 38 Asmus om Eftermiddagen bestemte sig til at tage tilbage til København.

Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den.

"Hils derovre!" sagde han uden at nævne Navne. Men Asmus tænkte sit og nikkede.

Resten af Eftermiddagen sad Torben i sin Armstol. Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang eventyrlig Rejse tog han igen sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Allerede med noget af den tilkommende Afskeds Sørgmodighed hørte han Vinden stryge saa fortroligt langsmed Muren og – langt borte fra – Brølet af det hjemvendende Kvæg.

Han tænkte paa sin Mor, der havde siddet her ligesom han og ventet Døden. Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men han havde ofte i disse Aar følt hendes levende Nærværelse i de tomme Stuer og ladet sig trøste af den. Han havde i Stilheden hørt hendes hule Hoste, som Tjenestefolkene talte saa meget om, da han var lille. Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.

Og han tænkte paa de mange andre Mennesker, der i Aarhundredernes Løb havde levet og elsket og lidt her paa Favsingholm, alle disse underlige Skæbner, som han havde lært at kende af gamle Regnskaber, Skøder, 39 Forhørsudskrifter, Kontrakter og halvt fortærede Breve fra Gaardens Arkiv. Nu vilde han sagtens hurtigt glemme de døde for de levende. Den hele mangfoldige Fortidsverden skulde igen forsvinde i Mørket …

Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. I Stedet for at svare vinkede han hende til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet for at prøve, om han kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere.

Et Par Timer efter laa han i sin Seng, og ved Hjælp af det nye Sovepulver gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men ved Midnat vækkedes han af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var om Jytte Abildgaard, han havde drømt, blev han lysvaagen.

Den første Gang, han havde set sin Vens smukke Kusine, var paa Storeholt, Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor han havde været Gæst i en Sommerferie. Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar; han selv og Asmus var femten. Hun kom dertil fra Samsø, hvor hendes Far paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekte Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ligefremme Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene som en Dreng. Han huskede endnu en solhed Dag, da Asmus og han drev efter Gedder ude paa Søen, "Grønnevandet", som den kaldtes. Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, 40 at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt.

Den Sommer, han blev Student, mødtes de paany, og ogsaa denne Gang paa Storeholt. Hendes Far var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familien var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun var nu ogsaa bleven halvvoksen, og han holdt af at se paa hendes brune Øjne og den røde Mund, der med sine smaa hvide Tænder var frisk som en overskaaren Hyben.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de atter saaes, og i al den Tid tænkte han kun sjelden paa hende, skønt Asmus ofte talte om hende med Berømmelse. Hun var bleven Student med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk for at blive Magister. Men hans Hjerte var dengang pantsat forskellige andre Steder.

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende satte ham i Forundring. Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarest under Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han huskede endnu, at hun var klædt i ildgul Silke, og at hun i den Dragt og med sin varme Hudfarve havde gjort et ganske sydlandsk Indtryk paa ham.

De fik hinanden tilbords, og her overraskede hun ham paany ved straks at fortælle, at hun havde vidst, han 41 vilde komme der, og havde glædet sig til at træffe ham igen. Saa talte de om Storeholt, og hun fortalte underholdende om en Italiensrejse, hun nylig havde foretaget sammen med sin Mor. Hendes Far var et Aarstid i Forvejen død som Justitsminister.

Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra "Grønnevandet" kunde i det højeste spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd, der ikke kendte hende.

Allerede ved dette første Møde spurgte hun ham tilraads om forskellige Ting, talte ogsaa en Del om sin Far og bekendte aabenhjertig, at hun ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, hvor nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set sin Far komme forpint hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger og følte sig overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidlig lagde ham i Graven.

Ogsaa efter Bordet blev de nogen Tid siddende sammen i fortrolig Samtale, indtil Jyttes Mor kom derhen og bad hende huske paa, at der var andre Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

De Dage, der nu fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Taage. Han, som tidligere blev lidt forelsket i enhver smuk Dame, han saae, følte sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der filtrer 42 to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne. Skønt han netop stod i Begreb med at drage ud paa sin store Studierejse og hans Venner allerede havde gjort Afskedsgilder for ham, opsatte han Rejsen fra Uge til Uge for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og en Dag kom det ogsaa til en Erklæring.

Det var ude paa Langelinje. En Solskinsdag i April med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet. Han havde været saa straalende sikker paa hendes Ja, at han først ikke vilde tro det, da hun med en uigennemtrængelig Mine bad om Betænkningstid.

Han havde godt vidst, at der var en anden Mand, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Det var Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom. Men Manden var 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Dagen efter fik han imidlertid et Brev fra hende, hvori hun med et anstrengt Forsøg paa Humor bad ham om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Rejse længer, da det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun overhovedet skulde blive gift.

Den Dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den Lykkeprins, han hidtil havde haft nogen Grund til at tro. Han var saa fortvivlet og samtidig saa rasende forbitret, saa dødelig saaret i sin forkælede Selvfølelse, at han ikke var langt fra at gøre en Ulykke paa sig.

Dagen efter rejste han.

43 Et halvt Aar senere hørte han i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to Aar, mens han gennemrejste Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Rygter om andre forestaaende Forbindelser, som heller ikke blev til noget. Han maatte da igen mindes de anstrengt spøgefulde Ord, hun havde skrevet til ham om sin formodede Bestemmelse her i Livet, og tænke paa, hvad de kunde skjule.

Kort Tid efter sin Hjemkomst traf han hende en Dag uforvarende i Ridehuset ved Slottet. Hun var nu bleven 23 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Siden mødtes de her næsten daglig – og efter at de først ved en stiltiende Forstaaelse var kommen overens om at lade Fortiden hvile, fandt hun hurtigt igen den gamle, tillidsfulde Tone overfor ham. De red tilsidst ud sammen og gjorde ret lange Ture i Byens Omegn.

Nogen særlig god Rytterske havde den svenske Væddeløbsbaron ikke formaaet at gøre af hende. Men Ridedragten og den sorte Jockeyhue klædte hende fortræffeligt.

Det var paa en af disse Udflugter, at han første Gang overraskedes af et Varselbud fra sin Sygdom. Han fik ondt og maatte staa af Hesten for at hvile sig paa en Grøftekant. Det var ude ad Utterslev til. Jytte blev frygtelig opskræmt. Hun red ind i en Gaard for at hente Vand, og bagefter stod hun selv af Hesten og tog sig af ham paa den søsterligste Maade.

Saadan begyndte Kærligheden igen at spinde sine 44 gyldne Traade imellem dem. Han saae hende fra den Dag mest i hendes Hjem hos Moderen – "Gehejmeraadinden", som hun gerne blev kaldt, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling, og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt fra Storeholt.

Til nogen fornyet Erklæring kom det dog aldrig. Der viste sig paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen bestandig en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, – der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.

Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de angstfulde Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.

Hun og hendes Mor levede den Vinter meget stille. Fru Abildgaard havde kort forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. De mange Forlovelsesrygter, der i de sidste Aar var flagret op af Jyttes Fodspor, havde vistnok ogsaa isoleret dem noget.

"Synes De ikke, min Datter har forandret sig meget?" spurgte Moderen ham engang, da de var bleven alene i Dagligstuen. Han havde i sit Hjerte maattet give hende 45 Ret. Trods Jyttes ligegyldige og til Tider ret løsslupne Tone var hun aabenbart ofte stærkt forpint. Broderens Død havde vel nok rystet hende stærkt. Men bar hun ikke ogsaa paa en hemmelig Sorg? Hvorfra kom det Slør af Træthed, der saa tidt kunde lægge sig over de skønne, kloge Øjne? Hvorfra den tunge Sødme i det tankefulde Smil?

Hun havde i de sidste Aar opgivet sine Sprogstudier og slaaet sig paa Musikken. Selv talte hun blot om, at hun "klimprede lidt". Men fra anden Side vidste han, at en af Professorerne ved Konservatoriet skulde have berømmet hende i høje Toner og kun beklaget, at hendes Ærgerrighed ikke svarede til hendes musikalske Evner og hendes Energi. "Hun vilde kunne blive en Virtuos af evropæisk Rang," havde han sagt.

Aftenen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa en Kur – og hente sin Dødsdom – stod de sammen i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog Afsked. Han havde fulgt hende hjem fra en Koncert, og de var begge lige aandsfraværende. Anede hun, at Frierordet atter brændte ham paa Læben? Var det af den Grund, hun havde et saadant Hastværk med at faa Haanden ud af Aftenkaaben og sige Godnat?

"Og Lykke paa Rejsen!" sagde hun i spøgende Tone. "Og husk paa, at De har lovet Mor at skrive!"

Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig.

46 Den første Gang havde han takket med et Brev, senere med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der i disse Aar ikke været imellem dem. Dersom det forholdt sig rigtigt, som Asmus formodede, at hun gik og ventede paa nogen, saa kunde det sikkert ikke være paa ham …

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne bag Vinduespanelet, gjorde ham et Øjeblik opmærksom. Saa var Klokken altsaa Et. Det lille Mørkevæsen, der førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den omme fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Vinduer og Døre som en Tyv.

Snart vendte dog hans Tanker tilbage til Jytte. Han satte sig op i Sengen og trykkede fortumlet Ansigtet ned i sine Hænder. Om et halvt Aar vilde han maaske vide Besked. Seks lange Maaneder skulde han endnu gaa her i Uvished! … Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed.

"Hvad har jeg i Grunden vundet? Ikke saa saare har Dødens Gespenst sluppet sit Tag i min Strube, før Livets Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine!"

Døren til Barbaras Kammer aabnedes sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun kom ind med et Lys i Haanden og blev staaende ved Døren i sin hvide Natdragt. Med den anden Haand skærmede hun for Lyseflammen, 47 saa kun hendes eget lille Ansigt blev belyst. Hele Stuen fyldtes af Haandens Skygge.

"Giv mig lidt at drikke," sagde han.

"Har Herren ikke sovet?"

"Jo vist! Men jeg er saa forstyrret i Hovedet. Se efter, hvad Vinden er!"

Barbara satte Lyset fra sig paa et Bord under Vinduet, tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

"Vinden er gaaet i Sønder," sagde hun.

"Jeg tænkte det nok. Hørte De ikke Fugletrækket i Aftes? Vi skal have mere vaadt Vejr."

Den Gamle bekræftede det. Fluerne havde holdt sig inden Døre siden Middag, sagde hun.

Mens hun stod ved Bordet og skænkede en Drik af friske Hyldebær gennem en lille Si, laa Torben paa Albuen og iagttog hende. Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket frem af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Undertiden havde hun maattet sidde her ved hans Seng og underholde ham i de lange, søvnløse Timer; og det syntes ham da tidt, at hun i sin ensformige Tilværelse havde oplevet mere end noget andet Menneske, han havde kendt; ogsaa, at hun med sin Enfoldighed var klogere paa Livet end de fleste. Velsagtens fordi hun var et af disse nu næsten uddøde Mennesker, som havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem.

48 Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 80 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse som Vaagekone ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun havnet her i Randersegnen. Men hvad skulde der nu blive af hende? …

Han var for træt til at tænke mere. Da han havde drukket lidt, tog han igen et Pulver og bad hende gaa til Ro.

VI.

Mads Vestrup kom et Par Dage efter ude fra sin Roemark i en smudsig Lærredsjakke og Træsko, da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, den bekendte Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en nedslaaet Kalesjevogn. Den yndede Prædikant og Folketaler var en lille, graamanket Mand, og Provstinden lignede ham som en Tvillingsøster. Han sad tilbagelænet i Vognhjørnet og dampede mægtigt af en Cigar. Hun sad tilbagelænet i det andet Hjørne og stak en lille rød Næse i Sky.

Mads Vestrup gryntede ærgerlig, da han i Frastand genkendte Køretøjet. Han havde ingen Agtelse for sin navnkundige Kaldsbroder, som hørte til de saakaldte liberale Teologer, der næsten var ham i endnu højere Grad til Forargelse end de rene Fornægtere. Han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

49 Det ægteskabelige Tvillingsmil i Provstens og Provstindens Ansigter forsvandt, saasnart de opdagede Mads Vestrup, og gjorde Plads for stramme Miner.

Alligevel lod Provsten holde.

Til yderligere Ulykke begyndte han straks at tale om Godsejeren paa Favsingholm og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. Vidste man noget nærmere? Var det sandt, at han havde været paa Herregaarden? Havde han set Dihmer?

For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget uovervejet tav Mads Vestrup bomstille. Han stod med nedadvendte Øjne, fordi han ikke taalte Synet af denne løvemankede Abekat, denne æresyge Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristi strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Da Provsten stadig intet Svar fik, gav han Kusken et Tegn, og Vognen kørte videre.

"Det Menneske er snart moden til Daarekisten," sagde han. "Han burde i Grunden ikke have Lov til at sidde i Embede … Og som han dog ser ud i Klæderne!"

"Ja, veed du," sagde Provstinden. "Straks jeg saae ham, troede jeg, det var vores egen Kromand, der kom."

En henrykt Latter foer ud af Provsten sammen med en Røgsky.

"Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Virkelig slaaende. Men hvad skal vi gøre ved ham?"

"I har saa mange Reskripter og Forordninger. Staar 50 der ikke et Sted, at en Præst skal barbere sig i det mindste to Gange om Ugen?"

"Aa, du er slem, Ville! Du er slem! … Men jeg skal love dig at henstille Sagen til hans Betænkning ved min næste Visitats."

Mads Vestrup var imidlertid kommen hjem til Præstegaarden, hvor Stine modtog ham med den Besked, at der under hans Fraværelse havde været et ridende Bud fra Favsingholm. Dihmer vilde gerne tale med ham.

"Hvad kan det være?" – tænkte han og gik ind til sig selv. "Jeg bliver vel nødt til at gaa derud en Dag, skønt det vist ikke kan være Præsten, han har haft Bud efter."

Den følgende Dag var en Søndag. Mads Vestrup holdt som sædvanlig Gudstjeneste i en næsten mennesketom Kirke. Ogsaa Stine var bleven hjemme under det Paaskud, at hun ikke var rask.

Da han første Gang vendte sig for Alteret, saae han, at Oleane Staun var der. Hun sad alene i en af de lukkede Stole tæt under Prækestolen. Hendes rundryggede Mand sad ovre i det tilsvarende Stade paa Mandssiden og hostede med et sammenlagt Lommetørklæde trykket for Munden.

Efter Gudstjenesten, da Kirkegængerne, som Skikken var, forsamlede sig udenfor Vaabenhuset for at tage ham i Haanden, inden de gik, stod Oleane lidt afvejen med Ryggen til og bandt et Støvlebaand. Først da de andre trak sig bort og hendes Mand ogsaa var gaaet for at hente deres Vogn, kom hun hen og gav Haanden.

51 Hun var høj og havde en frodig Skikkelse, men var ellers slet ikke smuk. Som ung Pige havde hun faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. I de gulgraa Øjne brændte en urolig Flamme. Hun og Mads Vestrup var Byesbørn og sagde derfor du til hinanden. Der havde i Opvæksten været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdommens frie Vis, og nu havde Livet igen ført dem sammen. For et Par Aar siden var Oleane kommen til Sognet som Jørgen Stauns Kone, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge.

Hun spurgte lidt spydigt, om han havde taget Vejen med sig, da han sidst var hos dem, eller om han havde glemt, hvor Bakkegaarden laa.

"Bedstemoer klager hver Dag over det, at du it mer kommer og holder Andagt med hende. Hun kan være rigtig saa vred paa dig. Hvorfor kommer du it? Nu er det over en Maaned siden."

Mads Vestrup saae forbi hende ud i Luften for ikke at indfanges af hendes Øjne.

"Vil du sige til den Gamle, at jeg kommer imorgen. Har hun virkelig ventet mig?"

"Ja, hver evige Dag. Det er nu igen ret ringe med hende."

"Ja ja. Altsaa imorgen."

Degnen kom ud af Kirken og laaste. Han havde staaet indenfor og lyttet. Alligevel lod han overrasket, sagde "Undskyld" og gik uden om dem i en stor Bue.

Mads Vestrup kaldte ham tilbage, sagde Farvel til 52 Oleane og fulgtes med ham ind gennem Byen for ikke at faa lavet nogen Sladder af dette Møde.

Den følgende Dag straks efter Middag klædte han sig om og begav sig paa Vej til Favsingholm.

Han viste sig paa Herregaarden med en meget uselskabelig Mine. Selv efter at Torben havde gjort ham en uforbeholden Undskyldning for det kedelige Optrin under hans sidste Besøg, forblev han lige utilgængelig. Da Torben saaledes sendte Barbara ud med en Ordre til Husjomfruen om at servere Te, erklærede han med brysk Bestemthed, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter. Han ønskede ikke at nyde noget.

Saa opgav Torben at stille ham tilfreds og gik uden Formaliteter over til at forklare ham den Sag, for hvis Skyld han havde sendt ham Bud.

Han havde tænkt paa, sagde han, at Egnen savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Mening at oprette et saadant og give det Plads her paa Favsingholm i den tidligere Godsforvalterbolig, som stod tom. Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde forestaaes af hans Inspektør i Forening med en Økonom. Men han mente, at Offenligheden havde en Ret til at kontrollere en saadan Stiftelse, ligesom det jo ogsaa maatte være betroede Folk fra Egnen, som tog Bestemmelse om, hvem der skulde optages i den.

"Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Der sidder jo rundt om saa mange gamle Stakler, som er ret hjælpeløse, og De kender dem sikkert bedre end de 53 fleste. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg begge kan huske fra Barn. Selv forbeholder jeg mig foreløbig kun een Plads – men rigtignok en Æresplads – til Barbara nemlig, min trofaste Plejerske."

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sin mest forbavsede Maaben. Han tog sig dog hurtig i sin Overraskelse og sad nu med tillukket Mine og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

"De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?" sagde han, da Torben sluttede.

"Nej, det har jeg ikke sagt. Men Lægerne vil have mig til et sydligere Klima … til Italien rimeligvis. Allerede om nogle Maaneder mener Professor Hagen, jeg kan rejse. Det lyder jo for mig som et Eventyr, at jeg virkelig skal gense det vidunderlige Land … skal sidde og sole mig ved Middelhavet og maaske gøre Hjemrejsen over Paris. Det havde jeg unægtelig ikke drømt om."

"De maa altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere, end han kan staa ved," sagde Mads Vestrup og skævede ud til Siden med det hvide ud af Øjnene som en nikket Tyr.

Hans Tone faldt Torben for Brystet; men for ikke igen at risikere en Forstyrrelse af deres Forhold svarede han med en godmodig Spøg:

"Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet, blev jeg helt forelsket i mig selv."

"Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring."

54 "Ja ja; jeg kan nu alligevel mærke et lille Fremskridt hver Dag. Jeg har derfor foreløbig ingen Grund til at tvivle om, at Virkningen af Kuren skal svare til Forventningerne. Og jeg har nu altsaa følt Trang til at vise min Taknemlighed."

Mads Vestrup saae op med et stort Blik.

"Taknemlighed?" sagde han. "Det forstaar jeg ikke. Mod hvem?"

"Hør, Pastor Vestrup, lad os nu ikke igen komme ind paa det intrikate Spørgsmaal. Det har jo vist sig, at det ikke fører til noget."

"Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa foretrækker jeg ogsaa at lade Dem vide med det samme, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille."

Der blev en Pavse.

"De maa ikke have forstaaet mig rigtig, Pastor Vestrup! Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Aldersdomsasyl, et Gæstehjem, eller hvad man nu vil foretrække at kalde det –."

"Ja mig er det lige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det."

"Det gør mig ondt – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden. F. Eks. til Skolelæreren … er det ikke Hansen, han hedder? Han er jo en Forfægter af liberale 55 Anskuelser. Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder?"

"Det skal jeg ikke videre udtale mig om. For mig maa Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens aabenbare Ærendsvend her i Menigheden."

Nu vilde Torben af med Manden.

"Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte," sagde han. "Det gør mig naturligvis ondt; men det er jo saa ikke værd at tale mere om Sagen. Det vilde kun være Tidsspilde."

"Det mener jeg med." –

Efter at Præsten var gaaet bort uden at have givet Haanden, sad Torben længe foroverbøjet, ligesom tynget af sine Tanker. Et gammelt, stygt Minde fra Skoletiden i Randers var gaaet ham gennem Sjælen under den sidste Del af deres Samtale.

Der havde dengang en Tid bestaaet en Slags Forbund mellem ham og Mads Vestrup. Han havde haft ondt af den klodsede og sky Bondedreng, der havde været Klassens Ugle fra den første Dag, han viste sig paa Skolen. Mads Vestrup var ikke saa lidt ældre end Kammeraterne og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet; men han var en umodig Dreng, der først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Vinterdag paa Legepladsen hændte det, at de kom op at brydes. Det begyndte i Spøg, men da Kammeraterne 56 slog Kres omkring dem og hidsede dem op med Tilraab, blev det efterhaanden Alvor. Skønt Mads Vestrup var ham overlegen baade i Kødmasse og Styrke, blev han alligevel tilsidst kastet, og nu skete der noget uhyggeligt. Da Mads hørte det Glædeshyl, hvormed Tilskuerskaren hilste Goliats Fald, blev han pludselig hvid som Sneen, de laa paa, og spyttede ham op i Ansigtet.

Hvad han havde følt udover Væmmelse og Skamfuldhed, da han bagefter stod henne ved Muren og tørrede sig med sit Lommetørklæde, mens Skolens Inspektør, der havde været Vidne til Optrinet, paa Stedet tildelte Synderen en Afstraffelse, forstod han først mange Aar efter. For hver Gang Lærerens Spanskrørsstok buldrede paa den tykke Vadmelsryg, raabte Mads Vestrup i vild Desperation, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne, og dette Nødraab til Himlen havde han aldrig siden glemt. Det lød paany i hans Øre, dengang de efter seks Aars Adskillelse mødtes i København som nybagte Studenter. Mads Vestrups ynkværdige Fattigdom, hans fuldkomne Hjælpeløshed i den store fremmede By og det Vanry, han var kommen i blandt nogle Grinebidere, fordi han en Aften i Aprilforeningen, da han et Øjeblik troede sig alene i Restaurationslokalet, havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken, – alt dette havde igen skabt en Art Forhold imellem dem, indtil Mads Vestrup pludselig en Dag forsvandt fra København for ikke mere 57 at dukke op indenfor hans Synskres, før han for tre Aar siden selv vendte tilbage til Favsingholm og fandt ham her som Præst.

Nu havde han atter følt noget af den samme Afgrundsrædsel som hin Dag i Skolegaarden i Randers. Han havde set det samme vilde Had lyse imod ham fra Dybet af hans Almuesjæl og hørt dette uhyggelige Nødskrig efter Retfærdighedens Hævn og Oprejsning, – enten hernede eller i det mindste hisset.

VII.

Da Mads Vestrup paa Hjemvejen naaede op gennem Skoven og atter havde Landet liggende aabent for sig under en flyvende Skyhimmel, standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at svale sit brændende Hoved.

Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker opdagede i Nærheden, skraaede han ind over en Mark, idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke. Det var Jørgen Stauns Gaard.

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Idet han nærmede sig Gaarden, steg en Flok Duer op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark et Stykke borte. Synet virkede paa ham som en Advarsel og fik ham til at standse et Øjeblik.

I Porten mødte han Gaardsdrengen.

58 "Er Jørgen Staun hjemme?" spurgte han.

Nej, han var just kørt til Randers, fortalte Drengen.

"Naa, er han det," sagde han blot, men tænkte ved sig selv, at det var sært nok.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning med to Indgange. Han gik hen mod den, der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen. Da han stod i Fremmerset og mødte en Duft af Haarolie, tænkte han, at Oleane eller Pigen nylig maatte være gaaet der igennem. Indenfor den lukkede Bryggersdør tilvenstre hørte han Lyden af en Vandøse.

Idet han vendte sig til den modsatte Dør, der gik ind til den gamle Kones Stue, aabnedes den anden paa Klem, og Oleane stak Hovedet frem. Hun var i Færd med at klæde sig om. Haaret hang hende ned over Skuldrene.

"Ja, gaa du kun ind. A kommer straks," sagde hun.

Mads Vestrup bankede paa og kom ind i en lysfattig, tilsyneladende tom Stue, der hilste ham velkommen ved et hakkende Bornholmerur.

Forhænget til en Alkove blev ført til Side, og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Mor. Den gamle Kone havde været sengebunden i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

"Er det Præsten?" spurgte hun og lagde en lang, gul Benhaand skyggende over Øjnene.

"Ja," sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med 59 Kasketten ovenpaa. Saa satte han sig paa en Stol ved hendes Seng.

"Jørgen er nok taget til Staden."

Ja, han maatte da ind til Doktoren med Pigen, som skulde have en bolden Finger snittet. Og saa vilde han med det samme snakke til ham om sit Bryst. Han var saa plaget i denne Tid.

Saa var Oleane altsaa alene hjemme – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel.

"Ja, lad os saa bede sammen, Mette!"

Et Kvarterstid efter, da han havde sluttet Andagten med at synge en Salme for den Gamle, kom Oleane ind og hilste paa ham med et kraftigt Haandtryk. Hun var ikke alene stor af Skikkelse som en Mand; der var ogsaa en karleagtig Raskhed over alle hendes Bevægelser.

Hun satte sig paa Hug foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. Som en Jættekvinde sad hun der i Skæret fra de sammenragede Gløder og hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Bagefter rystede hun sine Skørter med et mægtigt Spektakel, tog et Strikketøj og satte sig hen paa Bænken under Vinduet, idet hun skødesløst kastede det ene Ben over det andet, saa en mørkerød Strømpe saaes næsten op til Knæet.

Mads Vestrup vendte Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke de frittende Øjekast, hun sendte ham over sine Strikkepinde. Derfor maatte han idelig have sit Lommetørklæde frem og tørre Sveden af Panden, 60 denne kolde Sved, der sprang ham ud af Kroppen ved den mindste Sindsbevægelse.

Da han rejste sig for at gaa, var det blevet mørkt baade ude og inde. Kun Skæret af Kakkelovnsilden lyste ud i Stuen.

Oleane lagde Strikketøjet for at følge ham ud.

"Det behøves ikke," sagde han. "Bliv du kun inde."

Men hun fulgte alligevel.

Ude i Forstuen fandt han Gaardsdøren laaset. Nøglen var endogsaa taget ud.

"Her render saa mange Bisser i den her Tid," forklarede Oleane. "Du kan jo ogsaa ligesaa godt gaa igennem til vort."

Mads Vestrup begyndte at ane Uraad.

"Jeg er vant til at gaa ud den samme Vej, jeg er kommen," sagde han bydende. "Luk op her!"

"Hys! Hys!" hviskede hun fortroligt. "A maa snakke med dig, Mads Vestrup! Kom ind til mig!"

"Luk op her!" gentog han og ruskede i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven ført i et Baghold og indringet.

"Vil du it' snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!"

"Det er din Præst, du taler til, Oleane … Det skulde du tænke paa!"

"Aa, lad kun Præsten være udenfor dether! Du er vist it' helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it' mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede 61 i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. Husker du det?"

"Nu kommer du med Nøglen, siger jeg!"

"Ja, ja. Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it'. Nu skal A hente den."

Hun gik gennem Bryggerset ind i Køkkenet, og han hørte hende ogsaa aabne Døren til Stuen, som laa bagved. Men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede.

Det blev ham tilsidst lidt underligt. Skønt alle Dørene stod aabne, kom der ikke en Lyd derinde fra. I sin Ængstelse gik han efter hende gennem Bryggerset og blev staaende i Døren til Køkkenet.

"Oleane … hvor bliver du af?" kaldte han og svedte koldt, da han ingen Svar fik. Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

Han gik videre og stod nu i Døren ind til Stuen. Ogsaa her lyste Gløderne i Kakkelovnen og spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede med sit Laag. Men Oleane var ikke at se.

Han kaldte igen og blev næsten bange for Lyden af sin egen Stemme. Men netop Angsten drev ham fremad nu. Bagved var et lille Kammer, der brugtes som Skabsstue. Døren stod aaben, og her skimtede han hendes Skikkelse i Mørket. Hun sad paa en af Klædekisterne og havde lagt Hovedet ned i sine Hænder.

"Hvorfor sidder du der? …"

62 Hun rørte sig ikke, svarede ikke heller; men nu saae han, at hun græd. Hele hendes store Legeme rystede.

Han havde længe forstaaet, at hun ikke var lykkelig i sit Ægteskab med Jørgen Staun, som ingen Børn havde skaffet hende, og det gjorde et gribende Indtryk paa ham at se hende sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg.

"Hvad er der i Vejen med dig, Oleane?"

"Du veed det jo godt, Mads Vestrupl Det skulde ha' været vos to!"

"Saadan maa du ikke snakke. Hold dig til Gud, Oleane!"

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men hun misforstod Berøringen, og i samme Øjeblik følte han hendes Arme kvælende omkring sin Hals.

"Aa! A vidste det jo, Mads, at du endda holdt lidt af mig!"

VIII.

Paa Herregaarden gik det stadig fremad med den Syges Helbredelse. Efter nogle Ugers Forløb følte Torben sig næsten rask. Med Forundring saae Egnens Folk ham igen gøre lange Køreture i aaben Vogn og venligt gengælde deres Hilsner. Han var i straalende Humør. Ogsaa hans Udseende havde lidt efter lidt forandret sig. De opsvulmede Øjenomgivelser og de uformelige Hænder og Fødder svandt ind, nøjagtigt som Asmus Hagen havde forudsagt det.

63 En Morgen i Begyndelsen af Februar rejste han fra Favsingholm. Han tog direkte til Wiesbaden for at gennemgaa en Badekur, inden han rejste videre til Italien, hvor han skulde træffe sammen med Jytte og hendes Mor, fra hvem han havde haft Brev og Lykønskning.

Kort forinden hans Afrejse var der en Søndag under Gudstjenesten i Favsing Kirke forefaldet en Scene, der havde vakt stor Bevægelse paa Egnen. Midt under sin Præken var Mads Vestrup brudt ud i en Hulken, der havde lydt som en Hunds Tuden. Han sank ned paa Knæ med Hænderne for Ansigtet og kunde ikke fortsætte.

Allerede i nogen Tid havde der løbet uhyggelige Rygter rundt i Sognet om hans Forhold til den mandgale Oleane paa Bakkegaarden. Nu fik Snakken Bisselær i Saalerne og skræmte for Alvor Befolkningen op.

Et Par Dage efter, at Torben var rejst, kom Provst Broberg kørende gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med, hvad der straks gjorde hans Tilsynekomst fordægtig. Da Folk saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, var de klare over, at Mads Vestrups Time var slaaet.

Mads Vestrup sad ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk, da Provsten kørte ind. Ved Synet af Vognen kom han til at ryste, rejste sig graableg fra sin Plads og sagde, at han ikke befandt sig vel. Hvorpaa han gik ud gennem Køkkenet.

Stine maatte tage mod Provsten, der imidlertid straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum.

64 Men Mads Vestrup var pludselig som opslugt af Jorden. Forgæves blev der raabt paa ham i Øst og Vest; man søgte ham i Stalden og i Laden; men han var ikke til at finde. Først efter at Provsten med stigende Utaalmodighed havde ventet over en halv Time, kom han frem ovre fra Loen, hvor han havde holdt sig skjult i Høet oppe paa Stænget. Han saae da ganske forvildet ud.

Overfor Provsten tilstod han straks alt. Han greb heller ikke til Bortforklaringer men fortalte redeligt, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, før hans Medskyldiges Forvorpenhed var gaaet op for ham. Det var hans Beregning, at han ved en aabenhjertig Tilstaaelse skulde kunne formilde sine Dommere, maaske afværge Embedsfortabelsen eller dog i det mindste sikre sig Pensionen.

I sin forstyrrede Angst for at skulle miste Udkommet og staa paa Landevejen med sin syge Kone og sine Børn rejste han den næste Dag til Aarhus og gjorde i dybeste Ydmyghed Knæfald for Bispen. Men den gamle Mand turde ikke give ham noget Haab.

I et Bladinterview udtalte Provst Broberg ganske aabenlyst sin Tilfredshed med, at Kirken blev befriet for en Lærer, der foruden at have saa alvorlige moralske Brøst ogsaa i intellektuel Henseende var under Lavmaalet.

Allerede før Opdagelsen skete, havde Mads Vestrup en Dag af sig selv skriftet for sin Kone. Stine var bleven ganske ustyrlig af Raseri og havde truet med at ville 65 anklage ham for Menigheden, ja hun var i Virkeligheden den, som fra først af ved sin Adfærd havde givet Mistanken til Manden Næring. Men nu, da hun saae, hvordan alle vendte sig imod ham, og hvordan navnlig hans Embedsbrødre alle som en sparkede ham fra sig som en skabet Hund, slog hendes Følelser om. Hun stillede sig dristig ved hans Side og erklærede, at naar hun kunde tilgive ham, kunde andre vel ogsaa. I et sidste opblussende Haab om Redning fik Mads Vestrup hende endogsaa overtalt til at gaa fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.

Men det var altsammen forgæves. Ikke Kongen selv havde kunnet frelse ham fra Vanæren. Straks efter Tilstaaelsen var han bleven suspenderet, og den lille jyske Landsby gav i et Par Dage samtlige Landets Blade et kærkomment Stof til Sensation. "Stor Præsteskandale i Jylland – En Bodsprædikant paa gale Veje – Hvad der skete bag Høstakken," stod der i brølende Overskrifter i alle de smaa Sladderaviser. Ogsaa københavnske Blade sendte Reportere, der udfrittede Befolkningen og navnlig gjorde energiske Stormløb mod selve Præstegaarden for at faa Mads Vestrup eller i det mindste hans Kone og Børn i Tale og skaffe sig et Billede af dem. Hele Pressens glammende Støverkobbel blev sluppen løs paa den stakkels Mand som et Uvejr fra Helvede. Han havde lukket sig inde, havde gemt sig for alle, endog for sine Børn. Kun Stine var hos ham. Han sad i disse Rædselsdage med Hovedet paa hendes Skulder, og det var for ham, som om 66 han var forstødt og forbandet ikke alene af Mennesker men ogsaa af sin Gud.

I et Par Uger ventede man i Favsing paa Kundgørelsen af hans endelige Afskedigelse, og det forlød, at han vilde komme til at tømme den bitre Kalk til Bunden, idet ogsaa Retten til at bære Kjole og Krave vilde blive ham fradømt.

Men forinden dette skete, tog Mads Vestrup selv Afsked med sin Menighed, og det paa en Maade, der skulde spørges vidt og hos mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Efter at han i al denne Tid ikke havde vist sig for nogen, sammenkaldte han en Dag ved Budsending og Klokkeringning til et Møde i Kirken, som han lod aabne trods Degnens Protester; og da Folk var samlede, traadte han frem i Kordøren i sit Ornat.

Aftensolen faldt ind paa hans Skikkelse, og man saae, at han var sært forandret. Han var slet ikke den sønderknuste Mand, man havde ventet at se. Hans Ansigt var forgrædt. Men Øjnene lyste.

Hans dybe Sjælenød var endt med en ny aandelig Opvækkelse. Han, som havde været saa frygtsom i sit Gudsforhold, som altid helst havde nærmet sig Himlens Trone ad Omveje, var gaaet ud af sin ensomme Kamp med en Tryghed i Sjælen, en Fortrøstning til den evige Barmhjertighed, som han ikke havde kendt, siden han som Barn sad paa Knæ ved Vinduet i sin Mors lave Stue og lyttede til Vindens Brusen i Poplerne udenfor med en vidunderlig Følelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte.

67 Han talte med høj Røst, bekendte med skaanselsløs Aabenhed sin Brøde for Menigheden, der ved denne ene Lejlighed havde indfundet sig fuldtallig, saa mange maatte staa op ude i Midtergangen. Men derpaa vendte han sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Han sagde, hvad han nu vidste, at hans Synd, saa grim den ogsaa var, dog i Vorherres Øjne var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed snart sagt alle Guds Tjenere forraadte hans Kirke og forfalskede Evangeliet. Han erklærede, at Vorherre hellere saae Drukkenbolte, Skørlevnere, ja Røvere og Mordere staa paa Landets Prækestole end disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de ugudeliges Øren med løsagtig Snak om de højeste Ting.

Der var bleven Uro i Kirken. Man saae sig uvilkaarlig om efter Politi. Mange rejste sig og vilde gaa. Men Mads Vestrup lod sig ikke skræmme. Den før saa modløse og bekymringsfulde Mand, der havde haft saa forsagte Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham, var vaagnet op som en ulveglubsk Herrens Stridsmand, havde beredt sig til, som der stod skrevet, at binde op om sine Lænder og give Hjem og Børn i Guds Varetægt for at samle de forsprængte Rester af hans Menighed til Kamp mod Helvede.

Mens han talte, hørte han Kerubernes Hærskrig i Luften, og han opløftede sine Hænder, da han sluttede med "for sidste Gang at bekende vor gamle Tro i dette 68 Hus, som maaske nu for en Tid skal blive Satans Bytte!"

I stor Ophidselse strømmede Folk ud af Kirken. Man tog hinanden til Vidne paa, hvad han havde sagt, og mange saae betænkelige ud, fordi de følte deres Kirke vanhelliget af en sindsforstyrret Mand. De alvorligste gik tavse hjem.

IX.

Der ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner. Lagvis ligger den opad Bjergsiden med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjældent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

69 Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med hundrede Altaner eller Altre lige mod Syd. Foran ligger et stort, halvt offenligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor foreslaaet en Rotur. Andre havde anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte i et amerikansk Menageri. Blandt Dagens Forlystelser var der ogsaa bleven nævnt en Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da tilsidst med det Resultat, at de fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

De standhaftigste – deriblandt flere Damer – havde dog gjort Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad nu kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende 70 og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

"Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?" spurgte den første, der var kommen dertil samme Morgen og i Forvejen havde gjort den anden forskellige Spørgsmaal om sine Medpensionærer.

"Mener De Tyskeren?"

"Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen."

"Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, som De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra røde Kors … paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyrl Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage."

"Det er bleven mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer kan ventes hertil."

"Ja. Han kommer fra Wiesbaden. Vi venter ham hver Dag."

"Mon der er noget om, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?"

"Det har man snakket om Gud veed hvorlænge, saa man har vel Lov til at begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der."

"Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge."

71 "Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det."

"Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. Generalkonsul?"

"Jeg? … Synes De, jeg ser ud til det?" spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder. Hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede de sig bag Skægget som bag et Hareskaar. "Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det Wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den Pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?"

"Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur."

"Ja, Søvnløshed maa være en skrækkelig Plage. Jeg havde en Gang nu i Vinter faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg forsikrer Dem, jeg laa halvanden Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! … De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for 72 aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!"

"Ja, jeg veed det jo; den Wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –"

"Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolumbusægget endnu engang."

"Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?" vedblev den utrættelige Spørger.

"Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Det er, som om man inddrikker Styrke Og Livsmod med hvert Aandedrag."

Han lukkede Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt. Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt et næsten forklaret Udtryk.

"Herligt! … Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne hernede. Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant 73 skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit!"

Med udstrakt Pegefinger begyndte han at skrive Ordene i Luften, da han pludselig lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

"Hvordan er det?" frittede Direktøren paany. "Mistede ikke Geheimeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?"

"Underlig Maade?" sagde Generalkonsulen tankespredt uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. "Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en anden, gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade."

"En anden Søn?

"Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr."

74 "Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene."

"Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden. Han er gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. – Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok! Ham med Kikkerten."

Direktøren fik sin Næseklemmer frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtspukkel.

"Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Sibirien."

"En Russer? Jamen … Nej … Jo, min Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!"

"Godsejer Dihmer?"

"Næ, jeg veed dog ikke … det Skæg! Og alligevel! … Jeg tror, jeg vil kalde."

"Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer."

"Jeg vil alligevel prøve … Dihmer! Torben Dihmer!"

Skikkelsen derhenne foer sammen, og Kikkerten forsvandt ned i Kappelommen, mens Manden vendte sig om efter Lyden.

"Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage Fejl af! … Dihmer! Gamle Ven!"

75 Generalkonsulen svang sin hvide Kalabreser og stod et Øjeblik efter nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

"Velkommen tilbage fra de Dødes Rige! Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Sibirien. Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene ?"

Torben var ulykkelig over dette Møde. Da Generalkonsulen traadte et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham, stod han forlegen og stregede i Gruset med sin Stok. Lidt efter kom Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille.

Hans Ansigt syntes Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes derpaa et Stykke henad Vejen, og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de ledige Bænke. Han kunde derfra holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket ved en Landgang.

Generalkonsulen overvældede ham med Spørgsmaal. Han vilde vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa, og om han allerede havde truffet Landsmænd "eller maaske Landsmandinder". Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. 76 Han svarede blot, at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, og han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

Og for nu at værge sig mod yderligere Toldeftersyn spurgte han:

"Hvordan lever du selv? Du er jo gift, ikke sandt?"

"Kære, det veed du da! Med Nathalie Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt."

Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

"Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 1215 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord."

"Du ligger hernede med Familjen?"

"Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo, som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Naturen er jo lige herlig allevegne, og det rejsende Publikum er 77 omtrent det samme. Ja, for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset."

Hertil svarede Torben ikke noget.

"De kommer fra Rhinegnene," begyndte nu Direktør Zaun, der havde siddet med bortvendt Ansigt og følt sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. "Der har jo været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende."

Da han hørte, at Torben intet vidste, trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af "Frankfurter Zeitung", mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved forsvandt, mens han søgte en Artikel. Da han endelig fandt den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmerne tilrette med hele Haanden, endelig Avisforslugenheden, denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge.

Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land. For ikke at risikere at møde Jytte 78 Abildgaard første Gang i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig og sagde Farvel.

"Nej vent dog!" sagde Generalkonsulen. "Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt."

"Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er endnu lidt Rekonvalescent." –

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Appetit, sov igen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre spore noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven, som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

"Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet," – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret til saadan paa en Gang at kunne taale at have sine Medmennesker saa tæt ind paa Livet. Det Indtryk, 79 de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, kunde han ikke glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den Række hæslige Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, havde han følt en Angst omtrent som den, hvormed han første Gang som Barn saae ind i et Rovdyrbur.

Heller ikke noget af, hvad der siden var hændet ham, havde rigtig villet blive til Virkelighed. Alt var gledet ham forbi som Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Kun eet havde ikke skuffet – Gensynet af de unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære i den uforanderligt stille, graa Flodtaage, der skjulte alle Omgivelser. Ved Aftenfesterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt de yndefulde Bevægelser, hvormed Damer af den store Verden kan brede de brogede Slæb ud over Gulvet og slaa deres Vifter op – saa medfødt naturligt, som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder 80 ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Lyslevende var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed …

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet. Til Gengæld saae han ned i en Have med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Muren. Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under en Samling Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Foraarets Violer.

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? …

En Kirke i Nærheden begyndte at ringe. Han saae forbavset paa sit Ur. Ikke mere end tre? … Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

Før om to Timer gik det ikke ret vel an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Mor. Og hvad saa? Hvad vilde der ske, inden Sol gik ned? … Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

81 Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm. I Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker, der boede i Jordhytter oppe i Bjergene og efter Sigende levede af Rødder, mens de tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Ikke desto mindre savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude at ro, var nu kommen tilbage til Baadehavnen.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, mens saa mange hjælpsomme Hænder blev rakt frem imod hende, at hun 82 paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed.

"Det kan da umuligt være sandt, at det er af Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede," sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Mor, idet nu hele Selskabet begav sig opad Trappen til Promenaden. "Hun ser jo ud som Sundheden selv."

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at bringe et Møde med Torben Dihmer i Stand paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavns Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der ellers altid anmassede sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske, der ikke var tyve Aar, saae uhyggelig ud i sin resedafarvede Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet.

"Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa "Victoria". Og saa er det, jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen 83 til at sende nogle Raketter tilvejrs, og nu vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem."

"Klokken elleve! Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre."

"Naar jeg nu ber Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, som er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr."

"Hr. Mohn! Hvad tror De egenlig, Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?"

"Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?"

"Jamen det kan De ikke."

"Ikke? … Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? … Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten? Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever."

"Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?"

"Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?"

"Værsgod! Men jeg siger Dem paa Forhaand, at De ikke maa vente Svar. Jeg veed ikke noget værre end at skrive Breve."

84 "De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, Frøken Abildgaard, vil De forære mig dem til et Minde om Dem? Vil De?"

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder tilbage at leve i.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musiken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa lang Afstand. I Haab om at kunne undgaa ham drejede hun til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil – men Generalkonsulen styrede lige løs paa hende.

"Bon giorno! Bon giorno, Signorina! De har vel set den Genopstandne?"

"Hvem?"

"Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time, siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Sibirien."

Jytte havde et Øjeblik været borte i sin Overraskelse, men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtig til at samle sig. Uden at sige noget vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej, hun var kommen, for at naa hen til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig meget bestemt hans Følgeskab.

85 Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadehavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre nogen Tid, før hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden.

"Saa maa vi helst gaa hjem," sagde Moderen. "Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe nogen."

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Mor under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre.

Jytte var mindre end sin Mor men lignede hende iøvrigt Træk for Træk. Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for et Par Søskende.

De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Lejlighed i en Villa, der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. Her havde de et Opholdsværelse i Stueetagen med Indgang fra en Loggia; desuden to smaa Sovekamre ovenpaa.

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem.

86 "Det har været Dihmer!" sagde Fru Abildgaard. "Hvor det dog er kedeligt!"

Inde i Loggiaen, der var møbleret næsten som et Værelse, fandt de hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

"Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme. Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?"

Jytte nikkede blot og gik videre ind i Stuen. Hun løste sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

"Nu er Brevet afsted!" sagde Moderen, da hun kom ind. "Jeg tror, jeg vil gaa op og klæde mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid."

Jytte havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i nogle Noder.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage, pyntelig klædt i en dybviolet Silkekjole med langt Slæb, der gav hendes Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Man havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur – Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik 87 som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

"Aa hør!" sagde hun tilsidst. "Sæt dig lidt herud, min Pigel"

Jytte traadte frem i Døren.

"Kaldte du?"

"Ja, kom lidt herud! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om."

"Kan det ikke vente, Mor? Jeg maa vist op og klæde mig om nu."

"Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen!"

Jytte tog lidt uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

"Hvad er det saa?"

"Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil – han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur."

"Du mener, det er for vor Skyld?"

"Hvad mener du selv?"

"Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder."

"Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Naar jeg spørger dig, er det, fordi jeg igen ikke kan blive klog paa, hvordan du i Virkeligheden har det i en vis Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?"

88 Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed, men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

"Nu synes jeg, vi har snakket nok om Dihmer, Mor! Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet."

"Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Og lad mig tale rent ud af Posen engang! Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i disse sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar det faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid … ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja."

Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

"Hvem skulde det være?"

"Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?"

"Er det nogen hernede?"

"Ja."

"Er det maaske Generalkonsulen?"

"Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen."

89 "Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?"

"Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket."

"Naa ja, jeg finder ham underholdende. Men du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! Du ligner ogsaa i det Stykke Far. Jeg holder af at være sammen med ham – det tilstaar jeg gerne. Jeg synes, han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har noget Udbytte af at tale med."

"Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte."

"Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?"

"Hvor du dog er irritabel, Jytte!"

"Du kunde jo have ladet mig være!"

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage.

"Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan."

"Lad mig nu gaa, Mor! Jeg skal op. Lad mig gaa!"

"Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor!"

Hun lagde sine Hænder om hendes Hoved og saae hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjenlaag piblede en Taare frem, og hun sank ind til Moderens Bryst.

"Aa – Mor!"

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske nyt at se Jytte 90 give sig saadan over. Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

"Kære Barn, hvad er der dog med dig?"

"Ingenting! Ingenting! Men jeg vilde ønske …"

"Hvad vilde du ønske, Jytte?"

"Aa – var jeg bare død dengang som lille!"

Det Svar beroligede Fru Bertha. Hun kom endda til at smile. Denne dystre Paakaldelse vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til, at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde:

"Vil du sige mig, min Pige … vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte … elsker du Torben Dihmer?"

Der kom intet Svar.

"Gør du, Jytte?"

"Ja," kom det som et Suk langt, langt indefra.

"Jamen saa er jo alting, som det skal være! Hvad er der saa at græde for?" sagde Moderen, mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Stormende omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

"Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen."

"Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne første Gang se dig med røde Øjne."

Fru Bertha fortrød nu, at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. 91 Flere Gange i den sidste Tid, naar de havde siddet her og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun troede hendes Tanker hos en anden, havde Jytte pludselig kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, som om hun absolut vilde finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte Folk. Men det var altsaa Gudskelov kun blind Alarm. Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

X.

Jytte sad fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor let bliver ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir. løvrigt bar hun hverken Ringe eller andre Smykker.

Hun sad tilbagelænet med Hænderne i Skødet og saae ind mod sit eget Billede i Spejlet. Sad der tankefuldt hensunken med et mørkt, grublende Udtryk, som kun hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Fortrydelse og Skam over den Scene, hun havde opført nede hos Moderen. Det var den gamle Angst, som igen havde besat 92 hende, – Frygten for, at den Kærlighed, hun følte for Dihmer, var Fantasteri og Selvbedrag som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden!

Det "Ja", som Moderen fralokkede hende, havde hun sagt med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer blot kunde se helt igennem hende og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig saa forkerte Forestillinger om hende, altid talte om den "kloge" Jytte Abildgaard, den "overlegne" Jytte Abildgaard. Og saa var hun dog saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov, saa snart det galdt en Afgørelse.

Bestandig havde man fortalt hende, at hun lignede sin Mor, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. Og alt dette skulde Torben Dihmer kende. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv forstod det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende …

93 Hys! Der lød Fodtrin dernede paa Gruset. Hun behøvede ikke at hælde sig frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Endnu før hun havde genkendt Skridtene, følte hun, at det var ham.

Der blev saa højtideligt stille indeni hende. Hun rørte sig ikke. – Nu hørte hun hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Hun rejste sig forsigtigt og kiggede ud bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerkappe hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Aa ja, hvor havde han forandret sig! Godsejer Dihmer altsaa. Voilà tout!

Uvilkaarlig fæstede hun sig ved de Træk i hans Ansigt, som hun aldrig havde været begejstret for: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær hinanden, den lidt firskaarne Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det gaaet til, at hun havde forelsket sig i den groteske Maske? Og saa havde han ovenikøbet lagt sig alt det Skæg til!

Hun havde kun det Ønske, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele!

Nu gik de ind, og hun hørte hans og Moderens sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Det lød med et saa hjemligt. Saaledes havde deres Stemmer lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde paa sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som hun selv ikke havde mindste Interesse for. Saadan var hun nu 94 engang! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt saa galt før? Men saadan var hun! Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!

Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa tre mørkerøde Roser, som hun havde plukket i Haven, mens Moderen var heroppe og klæde sig om. Der havde foresvævet hende noget om at overrække ham den ene ved Ankomsten og selv bære de to ved Brystet. Hun begreb det ikke længer! Med et Par muntre Ord kunde hun maaske have gjort det, – det romantisk højtidelige laa nu engang ikke for hende!

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og fik igen sit triste, grublende Udtryk.

Ja – tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige og afgørende Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest inde bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Hun var i saa Henseende skabt som den forheksede Prinsesse i Eventyret. Hver Gang hun aabnede Munden, sprang der en Skruptudse ud af den.

– – –

Fru Bertha og Torben Dihmer var igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde vise ham den smukke Udsigt, inden Solen sank ned bag de genuesiske Højder. Men Torbens Tanker var inde i Villaen. Hver Lyd derindefra fik ham til at spidse Øre, og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto mere nervøs og fraværende blev han.

95 For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse v. Platen, en hjorteagtig Skikkelse paa høje Ben, og en tysk Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed og endogsaa indbudt ham til at deltage i en privat Selskabsrejse Jorden rundt, som nogle af hendes Venner havde planlagt. Hun var en mørkladen Skønhed med Øjne som et Par Tvillingkirsebær, livlig og godmodig.

Han sagde nu til sig selv: "Hvad vil du egenlig her? Jorden vrimler af skønne Kvinder, og mere end een har rakt sine Arme ud imod dig. Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som allerede et Par Gange har ydmyget dig?"

I det samme hørte han hende komme ud paa Loggiaen. Et Øjeblik stod hun smilende paa det nederste Trappetrin i Skæret af den synkende Sol og holdt en Haand skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole lyste i den dybe Aftenbrand som flydende Guld.

Med en munter Hilsen gik hun ham imøde, sagde Goddag og Velkommen og "Hvor det er rart at se Dem igen", og slap hurtigt hans Haand.

Torben havde bøjet sig for hende i Tavshed. Han var endnu ikke rigtig i Stand til at samle sig.

"Mor har nok skyndt sig med at vise Dem vore Herligheder," sagde hun. "Bor vi ikke rart?"

"Jo – prægtigt! Det er en virkelig overordenlig Udsigt."

96 "Og det var mig, der opdagede Stedet … Er det ikke sandt, Mor?"

Ved at se Moderens forundrede og misbilligende Mine mærkede hun nu selv, at hendes Tone skurrede.

Igen en Skruptudse! – tænkte hun og blev stille.

De gik tilbage til Stuen, hvor Samtalen ret hurtigt stivnede i en almindelig Konversation. Fru Bertha udspurgte Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker. Jytte sad for sig selv henne i en Gyngestol og vendte for det meste Ansigtet den anden Vej for ikke at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes. Hun havde en besynderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galoperede gennem hendes Hoved, omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt rigeligt til Champagnen. Hjærtet slog vildt.

Det mørknede i Stuen. De talte om Generalkonsul Kolding og hans Kone, om Promenadekoncerterne og lidt om hjemlige Forhold.

Torben følte Luften i Stuen tung. Han havde ikke været forberedt paa at træffe baade Jytte og hendes Mor saa uforandrede. Det var, som om han i en Drøm blev ført tre-fire Aar tilbage i Tiden. Spøgelseagtigt genoplevede han de svundne Dage i Dronningens Tværgade og mærkede med stigende Hede i Blodet, hvordan den gamle, ulykkelige Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Nu lød Gongong'en nede paa Hotellet.

97 "– Ja, saa maa vi gaa," sagde Fru Bertha, der havde haft Besværet med at holde Samtalen i Gang. "Du bringer mig nok mit Slag, Jytte."

I den følgende Time sad de i Hotellets Spejlsal sammen med et Par hundrede andre festklædte Mennesker af alle Nationaliteter i et Lyshav fra fire mægtige Loftskroner. Der blev spist ved smaa blomstersmykkede Borde, saaledes at hver Familje havde sit Bord og sin Tjener. Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares en Række Kunstværker af Mad, der kælede baade for Øjet og Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, en Postej i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, et Taarn af Fiskerygge opmuret i Mayonnaise, med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver, ialt en halv Snes Retter, hvoraf Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Til Trods for Champagnen og Feststemningen i Salen var Torben stadig lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst nær ved at tabe Taalmodigheden. Asmus Hagen havde ganske vist forberedt hende paa, at Vennen var bleven lidt sær. Men 98 hvad var det for en Bussemandsmine? Hun kendte ham slet ikke igen.

Paa Jytte havde Torben Dihmers tavse Væsen derimod en ganske modsat Virkning. Det gjorde hende selv stille. Skønt han ogsaa for hende var bleven en anden end før, følte hun ham ikke længer som en Fremmed, og denne selskabelige Ubehjælpsomhed hos den tidligere saa verdensvante Mand fik al hendes gamle Ømhed for ham til at vaagne. Hun fandt desuden, at han var bleven smukkere. Alt dette krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han lignede en græsk Gud.

Mens hendes Mor og han igen begyndte at tale om Wiesbaden, sad hun og saae ud i Salen uden at følge Samtalen. Alligevel var hun ikke uopmærksom. Men det var kun selve Stemmen, hun lyttede efter, denne klokkedybe Mandsrøst, der allerede i hendes halvvoksne Alder – deres anden Sommer paa Storeholt – havde gjort et stærkt Indtryk paa hende og vakt hendes Undseelse. Hun huskede det nok! … Forresten havde ogsaa den forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget sprødt i Klangen. Man kunde høre paa den, syntes hun, hvordan han i disse Aar havde lidt i Tavshed.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall, der optog hele Bygningens Midterparti og dækkedes af en mægtig Glaskuppel. Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole midt paa Gulvet, hvor Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Byster som Kendere.

99 Der var Folk fra mange Lande, og hver Nation havde sine Manerer; men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var tunge Børsmænd fra Berlin og Wien og nervetrætte amerikanske Fabriksdirektører, der døsede i de dybe Stole, udslukte og livløse som frakoblede Maskiner. Og der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Elskerinder i dristig Halvnøgenhed, illumineret af Diamanter. Men der var ogsaa Velhavere af den gamle Skole og jævne Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad henne ved Væggene og stille udsvedte Bordets Glæder. Der var desuden en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Længdevægge stod en Forhøjning, hvor der hver Aften optraadte en Række Artister til Gæsternes Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af Sofaerne ved Væggen.

Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud. Men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand 100 af interesseret Hvisken og Spørgen. Nu fremkaldte Torbens Opdukken forøget Nysgerrighed, og for at faa oplyst, hvem han var, kom Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen hen til dem og lod sig forestille.

Imidlertid blev Torben bortført af sin Ven, Generalkonsulen, der absolut vilde præsentere ham for sin Kone. Hun sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg og viste sig at være en lille korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemmer.

"Jeg ønsker Dem velkommen til Sollandet," sagde hun paa en Maade, som om hun var Værtinde der. "Ja, Godsejeren ser ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo alle."

I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i det ene Hjørne førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommeligt brune Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru bar hendes æblegrønne Fløjlsslæb, og bagefter fulgte en Tjener med en ganske lillebitte Hund, der sad med løftet Hoved i en udpolstret Kurv og saae sig dannet omkring.

Dette pyntede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte regelmæssig til Variete-Underholdningen. Med Besvær kom den høje Dame til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, fik Kurven med Hunden anbragt paa sit Skød og gav derpaa en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.

101 Der blev nu ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Forhøjningen. Det var en hæslig lille Dverg-Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En abe i dress.

Torben havde grebet Lejligheden til at trække sig bort fra Generalkonsulinden, der var begyndt paa et Foredrag om Menneskeslægtens Genoprejsning ved det Wellerske System. Men paa Vejen tilbage til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der ønskede en Samtale med ham om de politiske Forhold derhjemme.

Øjeblikket var uheldigt valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads paa en Stol ved Siden af Jytte og konverserede hende ivrig. Det generede ham saa meget mere, som han mente at kunne genkende den latterligt udseende Mand som en af Jyttes Kavalerer fra om Formiddagen.

"Jeg har desuden en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt," sagde Direktør Zaun. "Det er Professor Asmus Hagen. Han er min Læge. Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg sandsynligvis vilde træffe Dem her. I Aprilforeningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren."

I stadigt Haab om Genkendelse havde Direktøren taget sin Guldlorgnet af og præsenteret Torben sit nøgne Ansigt. Og virkelig dukkede der et Øjeblik et flygtigt Erindringsbillede frem i Baggrunden af Torbens Bevidsthed. Han saae for sig Aprilforeningens lavloftede, røgfyldte Sal med en hujende og mjavende Forsamling foran Talerstolen, 102 hvor denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

Direktør Zaun blev ved at tale, skønt der et Par Gange var bleven tysset paa ham af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om og krævede Tavshed.

Ingen af dem havde lagt Mærke til, at der var bleven ganske stille i Salen. Den sortgraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Livagtig eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde indfanget det indbildte Dyr, hørte man dets vrede Kogen i hans lukkede Haand og derpaa dets hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det frem ved den ene Vinge. Tilsidst traadte han Fantomet ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko, og da man hørte det lille fugtige Svivit, hvormed Dyret opgav Aanden, jublede Salen, og Herren med Svinetrynen klappede som en rasende.

I Stedet for at søge tilbage til sit Selskab var Torben gaaet ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt. Han kastede sig i en af de store Læderstole og gav sig hen i sin mismodige Stemning.

Han sad der med den samme Fornemmelse, han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte alting saa uvirkeligt, som om alt dette med hans Helbredelse var en Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen – nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke 103 i Sygestuen paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed slog atter ud i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar. Mens Jytte sad derinde sammen med sin tyske Ven og aabenbart befandt sig rigtig som hjemme i Skyggeriget, sad han her og sukkede som den forsmaaede Ferdinand i en Operette. Det var Resultatet af den kloge Asmus' Trolddomskunster! Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? …

Inde i Salen var Negeren bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der skreg og sparkede omkring sig til Akkompagnement af Kastagnetter og Tamburiner. Mændene figurerede i Svømmebukser og aabenstaaende Skjorter, Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Trikot. Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte begyndte at blive ængstelig paa Grund af Torbens Forsvinden. Hun havde holdt Øje med ham, baade da han blev forestillet for Generalkonsulinden, og siden, da han stod og talte med Direktør Zaun. Hun havde overhovedet slet ikke hørt paa Hr. v. Auens mange Elskværdigheder og ikke engang gjort sig videre Umage for at skjule sin Aandsfraværenhed.

Hans Bortgang foruroligede hende især, fordi hun havde paa Følelsen, at den var en Demonstration. Selskabet mishagede ham vistnok. Navnlig dette Variete-Gøgl var ham sikkert imod. Hun sad netop og overvejede, om hun ikke skulde sige til Moderen, at han 104 var gaaet. Det kunde jo ogsaa være, at han var bleven syg …

I det samme saae hun ham komme frem i Døren ind til Læseværelserne, og skønt hans Mine var lige alvorlig, gennemstrømmedes hun af en Glæde, saa Øjnenes Glans forraadte hendes hemmelige Lykke. Hun vidste det ikke selv; men Hr. v. Auen blev nu endelig klar over Situationen, og straks gik Elskværdigheden af ham.

Da han saae Torben nærme sig, rejste han sig op, bukkede for Damerne og vendte derpaa Rivalen sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

De kortskørtede Damer paa Tribunen og deres raa Hvin generede pludselig Jytte, fordi Torben var tilstede. Hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

"Dette her er ækelt," sagde hun. "Jeg tror heller ikke, det morer Dihmer."

Fru Bertha nikkede.

Lidt efter rejste de sig alle tre og gik.

Udenfor var det klart, hvidt Maaneskin. Det saae ud, som laa der et tyndt Snelag over Jorden. Trods Palmer og tætte Løvtræer var Udsigten ned over Byen ganske vinterlig i dette Lys.

Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det og talte om det. Hun gik foran paa den smalle Vej, der i Slyngninger førte op til Villaen under brede Skærmpinjer. De to andre fulgte bagefter i Tavshed.

Torben havde besluttet sig til at rejse. Han mente nu at vide saa meget, som han behøvede, og han følte det næsten som en Lettelse at have faaet Klarhed. Og 105 da der ingen Grund var til for Formens Skyld at forlænge Pinen for nogen af Parterne, vilde han tage bort allerede den næste Dag og undgaa al Forklaring.

Udenfor Gitterporten, der førte ind til Villaens Have, sagde han Godnat.

"Vil De gaa? … Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt," sagde Fru Bertha. "Sig mig, De har vist faaet nok af Hotellivet, ikke sandt? Vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente her sammen med os? Vi faar den serveret ganske privat her hos os selv, og saa er her virkelig ganske hyggeligt. – – Nej, nu skal De ikke sige Nej. Paa Gensyn altsaa Klokken ni!"

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind. Men da nu ogsaa Jytte sagde Godnat og stak Haanden ud af Aftenkaaben – ganske som hin sidste Aften udenfor Porten i Dronningens Tværgade – holdt han hende et Øjeblik tilbage.

"Jeg vil bede Dem om at sige til Deres Mor, at hun ikke skal vente mig."

"De kommer ikke?"

"Nej … jeg rejser."

"Rejser? Og De er lige kommen!"

"Ja, det har været en Misforstaaelse af mig at vælge Stedet her til Rekreation. Det indser jeg godt nu. Det er for tidligt. Jeg er endnu ikke bleven tilstrækkelig akklimatiseret."

"Men hvad er alt det for noget?"

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten.

106 Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han beholdt hendes Haand og saae prøvende paa hende.

"Er jeg virkelig slet ikke til Besvær? Jeg mener … De har dog vist allerede saa mange Venner her. Maa jeg have Lov til at komme og gaa ligesom i gamle Dage?"

"Ja – naturligvis!" sagde hun men søgte dog nu at trække Haanden til sig. "Saa kommer De altsaa imorgen."

Han havde set hende rødme dybt i Maaneskinnet. Men for sin egen Skyld vovede han alligevel ikke at spørge om mere. Hans Tanker var bleven løbske. Af Frygt for at miste Selvbesindelsen nøjedes han med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den ærbødigt.

"Tak," sagde han.

Med blottet Hoved holdt han derpaa Gitterlaagen aaben for hende, mens hun gik ind. Og uden selv at vide af det blev han staaende med Hatten i Haanden, saalænge Lyden af hendes Skridt endnu kunde høres paa den gruslagte Havegang …

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod, som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde godt mærket, at Moderen var lidt skuffet af Dihmer; derfor var hun bange for, at hun skulde give sig til at tale om ham.

"Jeg tror, jeg gaar i Seng med det samme," sagde hun og lukkede sit Klaver.

107 "Ja, gør du det! Det er i Virkeligheden slet ikke for tidligt."

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte nogen Tid staaende ved det aabne Vindu. Hun hørte endnu den hule Gungren af Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik det Menneske, der nu raadede for hendes Liv. En fremmed Mand – ja, for det var jo i Virkeligheden en hel anden, hun var kommen til at holde af, end den Torben Dihmer, som hun i alle disse Aar havde tænkt paa med saa megen Længsel. Ham havde hun allerede næsten glemt. Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. Saadan var hun! … Hun kom til at tænke paa noget, som hendes Far havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 16 Aar. Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der i kaldtes Kærlighed. "Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting," havde han sagt. "Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer." Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en "Halvpart" 108 omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? … Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinje, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang virkelig ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.

Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, – den længselsfuldt Savnede. Tidligere kunde hun ikke lade være med at holde af Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det. Nu ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og med sit Legeme. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan. Det Skridt, der for blot faa Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring der maatte gøres med tilbundne Øjne, ventede hun nu med Utaalmodighed. Ikke før om elleve Timer skulde hun se ham igen. Og hvad saa? … Det hele var jo kommet ganske anderledes, end hun havde tænkt sig. Hvad havde hun i Grunden sagt? Ingenting, syntes hun. Men hun havde dog faaet ham til at blive, og det var det vigtigste.

XI.

Torben var nu kommen ned i Byen. Han holdt stadig Hatten i Haanden, fordi hans Pande bankede og brændte.

109 Mørk og øde laa Gadens krumme Snevring foran ham med en enkelt, søvnig Petroleumslygte. Maanelyset naaede ikke derned, og alle Husene var tilskoddede. Endnu sad der hist og her paa Trappestenene halvsovende Tiggere, der mekanisk rakte Haanden frem, naar de hørte nogen komme; men paa hele Strækningen ned til Torvet, hvor Kafeerne laa, mødte han kun Genlyden af sine egne Skridt.

Det var som at vandre i en uddød By. Men han gik der med sydende Hoved, saa bevæget af, hvad der var sket, og samtidig saa fuld af kaade Tanker, saa besat af Trang til Spilopper, som han ikke havde været det, siden han var Student. Idet han mindedes den Stemning, hvori han for tre-fire Timer siden havde gaaet her, følte han det, som om han ved et Under var vaagnet op i en anden Tilværelse. Livet laa atter foran ham i tindrende Morgenglans. Alt var forvandlet. Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, der om Eftermiddagen havde forekommet ham saa ulidelig, hilste han den nu med Munterhed, fordi ogsaa disse hæslig ramme Uddunstninger tilhørte den brogede og mangfoldige Verden, der var givet ham tilbage af en yndig Kvindes Haand.

Nede ved Torvet, paa et Hjørne, var en Frugtbod aaben: et dybt Portrum, i hvis Bund en Familje sad hyggeligt sammen omkring en lille Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. For ikke at skuffe hende købte han de største og smukkeste af nogle blomstrende 110 Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke mellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen den næste Morgen. Og da han saae, at Pigen var nydelig og havde brune Øjne ligesom Jytte, lagde han i Overgivenhed to Guldstykker i hendes Haand og lukkede hendes Fingre over dem.

"Behold dem!" sagde han til det forskrækkede Pigebarn. "Og forvar dine Øjne godt!"

Han gik videre, men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den sædvanlige Ensomhed ventede ham.

Det faldt ham da ind, at der i et saadant Vejr maatte være pragtfuldt nede paa Strandpromenaden, hvor han rimeligvis ogsaa vilde træffe Mennesker.

Det slog til. Maaneskinnet havde lokket mange ud fra Hotellerne, og baade Damer og Herrer var overstadigt livlige efter Middagen.

Midt imellem alle disse glade og højrøstede Folk, der spaserede langsomt som i en Selskabssal, saae han Direktør Zaun komme gaaende i Stormskridt med Hænderne paa Ryggen, fordybet i sine Tanker. Tilfældigt saae han op, da de passerede hinanden, og Torben standsede.

"Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, Direktør Zaun! Det er tredje Gang idag, vi mødes. Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab?"

Hr. Zaun saae op paa ham i stor Forbavselse, satte sin Guldlorgnet paa og betragtede ham igen – som for 111 at forvisse sig om, at han ikke tog fejl. Saa bukkede han med en vidtløftig Armbevægelse.

"Med stor Fornøjelse!"

Hans Miner og denne Armbevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde "Aprilforening", hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel – "Skærveknuseren", som han blev kaldt paa Grund af sin ildelydende Stemme. Siden var han bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, var i hvert Fald bleven en Mand, der til Løn for stor Offervillighed og Partitroskab spillede en vis politisk Rolle i Kulissen.

Han gav sig ogsaa straks igen til at tale om de politiske Forhold derhjemme og om Sandsynligheden af et nærforestaaende Valg.

"Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde," sagde Torben. "Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Partiprogram."

"Ogsaa det, ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. Jeg skal ikke nævne Navne; men Magtens Sødme har aabenbart været lidt for ambrosisk for mere end eet af Regeringens Medlemmer. De er bleven tunge i Sædet. Det er paa Tide at skaffe friske Kræfter ind i Tinget … Folk, der kan og vil føre Udviklingen videre. Vel at mærke i den rigtige Retning. Og nu fortæller jeg Dem jo ikke noget nyt, Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at vi i Partiet altid har 112 set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet os oprigtig over, at De endelig helt har genvundet Deres Helbred."

Da Torben svarede, at han godt kunde tænke sig nu at gaa ind i den aktive Politik, kastede Direktøren sig ud i en vidtløftig Beregning af de forskellige Partiers Valgudsigter, og det viste sig, at han havde hele Statistiken fra sidste Valg opmagasineret i sin Hjerne. Navne og Tal sprang fra ham med en virkelig Skærveknusers Færdighed.

Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden, legede hans egne forelskede Tanker med et Par ganske smaa Tal og den lille Tabel. Han regnede ud, at dersom alting gik efter Forventning, maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire Maaneder. Til den Tid skulde Favsingltiolm sættes i en saadan Stand, at han kunde være bekendt at hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden og byde hende at bo der Sommeren over. Han maatte derfor straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres …

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning. Folket maatte vækkes, sagde han, ellers risikerede man efter nogle Aars Forløb igen at se Reaktionen brede sig paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Løsnet maatte nu være: De bedste Mænd frem!

113 "Tænker De ikke paa selv at søge Plads i Tinget?" spurgte Torben.

Hr. Zaun slog Øjnene ned og gik en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed.

"Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror absolut ikke, den vil finde Anklang i Partiet. Folk med denne Slags Næse" – han rev Lorgnetten af og stak sit Ansigt frem – "er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet, hvad De maaske veed."

Hans Tone gjorde Torben forlegen.

"Jeg vil ikke føre Dem for langt af Deres Vej," sagde han og standsede. "Vi træffes jo nok en fjerde Gang her. Blot vil jeg gerne vide, inden vi skilles, om jeg skal opfatte, hvad De sagde mig før, som et officielt Tilbud fra Partistyrelsen eller –"

"Absolut! Jeg har udtrykkeligt Mandat til at forhøre mig hos Dem; og jeg kan godt betro Dem med det samme, Godsejer Dihmer, at det er vor Hensigt at tilbyde Dem en af vore allersikreste Krese. Gud bevares – det manglede jo ogsaa bare, at vi skulde lade en tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!"

Han sagde det sidste med et bredt Smil, traadte et Skridt tilbage og bøjede sig overgiven helt ned mod Jorden med Hatten i Haanden.

Torben smilede med af Høflighed, men fandt det 114 nu paa Tide at bryde af. Den lille sære Mand havde med sine sidste Ord rørt ved indslumrede Følelser hos ham, som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa en Gang!

"Som sagt: Jeg har en daarlig Samvittighed, fordi De er kommen saa langt bort fra Deres Hotel –."

"Det betyder slet ingenting. Det har virkelig været mig en Fornøjelse. Desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Derfor gaar jeg regelmæssigt en Tur inden Sengetid."

"De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?"

"Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed."

"Ja, det kan være slemt. Jeg har kendt lidt til det samme. Men – ja, tilgiv mig – men læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?"

"Ok nej, man overkommer desværre saa skrækkelig lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar – der sker jo saa uhyre meget nu om Stunder – og det har dog altsammen Interesse, ikke sandt? Men det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt Overblik over Verdensbegivenhederne."

"Ja – Danaidernes Kar!" sagde Torben halvt for sig selv. Han saae ned i Hr. Zauns skævt fortrukne Ansigt med de melankolske, opalblege Øjne og tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger.

"Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Næsten hundrede Mennesker skal være omkommet. I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv. Og hvad mener De egenlig 115 om Portugal, Godsejer Dihmer? Jeg vil sige Dem, jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer. Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet? Sa da Bandeira gør det aldrig!"

Torben betragtede den lille Mand med oprigtig Medfølelse. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværelses-Mani, som blev indpodet Folk ved Aviserne. Uvilkaarlig skottede han ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, tænkte han: Den stakkels Mand, som maa give sine Følelser til Pris for Vejr og Vind, fordi han ikke har nogen at holde af og være god imod! Han var lige ved at anbefale sin forhenværende Medfordømte at tage sig en Kone som Kur for Søvnløshed og Nattevandren. Men han nøjedes med at trykke hans Haand og ønske ham en fredelig Nat uden for mange portugisiske Bekymringer.

"Og paa Gensyn, Hr. Zaun!"

116

XII.

Da Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver.

Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

"Klokken er snart otte. Husk paa, vi faar Fremmede fra Morgenstunden!"

Saa længe Søvnens Mørke endnu hvilede over Jyttes Træk, var de præget af hendes glædeløse Drømme. Men da Moderen var gaaet og hun rigtig fik Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af Sol, smilte hun.

"Dette er den første Morgen i mit nye Liv," – tænkte hun. "Og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Kan jeg forlange mere?"

Hun følte sig temmelig sikker paa, at denne Dag – den 25de Marts – vilde blive hendes Forlovelsesdag. Og hun blev en lille Tid liggende med Hænderne under Kinden, og tænkte paa Torben – saae ham for sig, saadan som han om Aftenen dernede paa Hotellet var kommen frem i Døren til Læseværelset, trods Herredragtens Ensartethed saa forskellig fra alle de andre Mænd, med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig denne Nat, da hun ikke kunde sove. En forklaret Skikkelse – "Tvillingbroderen", den saa længe ventede Befrier, der skulde komme som den gudesendte 117 Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn.

"Er du oppe?" raabte Moderen nede fra Haven.

"Ja – nu er jeg!"

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Der var ikke andre Genboer end Solen og saa tilfældigvis en Spurv, der sad i Toppen af et Pebertræ udenfor. Hun vendte med Flid Ryggen til Spejlet. Hun havde, lige siden hun blev voksen, haft en Sky for at se sig selv nøgen, og særlig var hun denne Morgen nervøst utaalmodig for igen at faa nogen Klæder om sig.

En halv Time senere viste hun sig nede i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomster i en Vase.

"Kære, hvor har du al den Overflødighed fra?" spurgte hun. "Hvor er de dejlige!"

"Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, det er Dihmer, der har været galant."

"Ja, det er nok ham. Det ligner ham da!"

"Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Angelica Birch."

"Aa! Saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste."

Hun satte sig ud paa Loggiatrappen, lige i Solen, for at læse sit Brev. Men hun havde ikke gennemløbet 118 mange Linjer, før hun opgav det. Hun kunde ikke holde Styr paa sine Tanker. Det var hende ogsaa altsammen saa ligegyldigt, hvad Veninden fortalte om Per og Povl i København.

Da Solen allerede bagte lovlig varmt, søgte hun ned i Havegangenes Morgenkølighed. Her gik hun med sit bankende Hjerte og ventede paa igen at høre Klangen af Torbens Skridt paa den brolagte Sti mellem Murene. Men da hun virkelig hørte ham komme, skyndte hun sig ind og overlod til Moderen at tage imod ham.

Fra Dagligstuevinduet saae hun ham komme rask op gennem Havegangen, og Synet forvirrede i første Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, der kom gaaende der i lysegraat Jakkesæt og Straahat. Men da han kom nærmere og hun rigtig saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.

Fru Bertha modtog ham paa Loggia-Trappen.

"Hvor ser De frisk ud idag," sagde hun glad overrasket. "Igaar var De vist dygtig træt. Min Nevø har saa alligevel Lov til at være stolt af sit Værk."

"Det har han!"

"Taler De om Asmus?" sagde Jytte, som nu kom frem i Dagligstuedøren og nikkede. "Ja, De kan tro, han er rigtig vigtig af Dem. Hos os i det mindste har han ikke talt om andet i det sidste halve Aar."

"Aa, du med dine Overdrivelser!" sagde Fru Bertha. "Men sæt Dem nu ned, Dihmer! Saa skal De engang igen smage en hjemmelavet Kop Te."

119 En lille Timestid førte de en springende Passiar om alt muligt undtagen det ene, der optog alle deres Tanker. De vidste til Tider knap rigtig selv, hvad det var, de talte om … Fru Berthas Øjne var hyppig paa Vandring mellem Jytte og Torben. Hun følte sig mere og mere overbevist om, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Manden var jo som forvandlet. Ogsaa Jytte syntes straalende lykkelig.

Torben viste sig dog stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Paa Grund af sin aarelange Tavshed havde han endnu vanskeligt ved at udtrykke sig. Desuden var han fremmed for de fleste af de Døgn-Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.

Bagefter, mens en Hotelkarl tog af Bordet, spaserede de lidt i Haven; og her blev Jytte en lille Tid alene med Torben, mens Fru Bertha gik ind for at give Karlen en Besked.

"De morede Dem vist egenlig ikke nede paa Hotellet iaftes," sagde Jytte, da Moderen var gaaet. "Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem."

"Ja, jeg skylder vistnok baade Dem og Deres Mor en Undskyldning for daarlig Opførsel. Det har jeg glemt."

"Nej – det var ikke saadan ment. Jeg synes selv, at det er en dum Underholdning, man har fundet paa. Men det er ens paa alle Hotellerne hernede. Det skal være amerikansk Skik."

120 "Det er troligt nok. Men vil De sige mig, Frøken Jytte, – De rider vel endnu?"

"Nej, det har jeg hørt op med for længe siden."

"Det var kedeligt."

"Hvorfor det?"

"Aa jo. Der er nemlig ikke meget, jeg længes saadan efter, som igen at komme op paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Sadel, var det i Deres Selskab – men det husker De velsagtens ikke."

"Jo vist! Skulde jeg ikke huske det!"

"Ja, det var en grumme flov Historie for mig. De kan nok forstaa, at jeg brænder af Begærlighed efter at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De da endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald."

"Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her."

"Jeg vil dog gøre et Forsøg."

"Det kan De spare Dem. Jeg veed det ganske bestemt. Det kom nemlig paa Tale her forleden, da v. Auen vilde arrangere en større Udflugt."

Navnet slap hende ud af Munden. Hun ærgrede sig i samme Øjeblik, hun havde sagt det. For hun anede jo nu, at det var denne paatrængende Gerichtsrat, der særlig havde misstemt ham den foregaaende Aften.

Torben blev ogsaa tavs.

De var kommen hen i den nederste Del af Haven, som var en hvælvet Løvgang af blomstrende Slyngroser i forskellige Farver. Det var netop her, hun Dagen i Forvejen 121 havde plukket de tre mørkerøde Blomster, der skulde have figureret ved hans Modtagelse. I Trang til at bøde paa sin Tankeløshed fik hun nu den Indskydelse at gøre Alvor af Ideen. Hun standsede og plukkede den smukkeste lyserøde Knop, hun i Hast kunde finde.

"De har ingenting i Deres Knaphul," sagde hun. "Det bruger vi her. – Værsgo'!"

Hun anbragte selv Blomsten i hans Jakkeopslag. Men da hun efter fuldbragt Gerning vilde tage Hænderne til sig, tog Torben omkring dem og beholdt dem.

"Jytte – Frøken Jytte," begyndte han.

Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild.

"Ikke nu! Ikke her!" sagde hun – halvt vredt, fordi hun var bleven overrumplet – og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri.

Men Torben førte dem til sine Læber.

Et Øjeblik efter maatte han dog slippe dem. Fru Bertha dukkede op for Enden af Gangen. Af Frygt for, at hun skulde mærke noget, satte Jytte sig til at søge efter Violer i Græsset ved Foden af Espalieret.

"Tænk dig!" raabte hun hende imøde. "Her vrimler endnu!"

De gik alle tre tilbage til Loggiaen, hvor Fru Berthas Øjne igen begyndte at gaa paa Vandring mellem de unge, hvis Væsen hun ikke ret kunde forklare sig. Torben var oprømt og havde næsten ikke Øjnene fra Jytte, der syntes febrilsk urolig.

Da de havde siddet lidt og talt, tog Torben en stor 122 Konvolut op af sin Brystlomme og trak et Par Fotografier frem.

"Jeg har taget disse her med," sagde han. "Jeg tænkte, det maaske kunde more Dem at se dem. F. Eks. dette –"

Han rakte et Kabinetsbillede over til Fru Bertha, der sad paa den anden Side af Bordet.

"Nej se!" udbrød hun. "Hvad er det for en prægtig gammel Gaard?"

"Det er Favsingholm."

"Er det sandt? Men det begriber jeg ikke. Asmus sagde –

"Ja, det forstod jeg paa Dem igaar. Derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud."

Jytte, der straks havde strakt sig frem for at kigge paa Billedet over sin Mors Skulder, trak sig uvilkaarlig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem, hun her præsenteredes for.

"Men De har virkelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at Favsingholm var en gammel Røverrede," sagde Fru Bertha.

"Gaarden har en ret mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen er desværre bleven en Del forsømt, og det er sagtens det, Asmus har lagt Mærke til, siden han har fundet den saa uhyggelig. Men nu skal det hele gøres grundigt i Stand baade udvendig og indvendig."

123 Han rakte to andre Billeder over Bordet, et til Fru Bertha og et til Jytte.

"Det er et Parti af Parken," fortalte han om det sidste. "Den er heller ikke i den Stand, den skulde være. Men den skal jeg ogsaa tage fat paa, naar jeg kommer hjem. Det er Engene og Fjorden, man ser lidt af bagved Træerne. Hele Fjordindløbet har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne paa første Sal. Engene er herlige, kan De tro, – især om Foraaret."

Jytte saae Billedet som gennem en bølgende Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde dette vildfremmede Sted for sit Hjem, syntes hende i Øjeblikket fuldkommen fantastisk.

"Men hvad er dette her for noget?" spurgte Fru Bertha, der sad og drejede paa sit Billede.

"Ja, det kan De næppe gætte. Det er "Riddersalen". Den ser jo slem ud. Min Bedstefar brugte den til Kornmagasin. Den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid, min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min Fars Yndlingsplaner at sætte den i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg med Aarene at faa den bragt tilbage til dens gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde. Det har endogsaa nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?"

"Nej."

"Dronning Anna Sofie."

124 "Hvordan det?"

"Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard. Jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra den eventyrlige Dame."

"Men det er jo virkelig interessant," sagde Fru Bertha. "Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?"

"Af en gyldig Grund – jeg kendte dem ikke selv. De veed, jeg var kun tolv Aar gammel, da min Far døde. Saa kom jeg hjemmefra. Siden var jeg der højst en Gang hvert andet Aar paa korte Besøg, nærmest som Gæst hos mig selv. Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden. Nu er jeg unægtelig glad for, at det ikke blev til noget."

"Saa har Asmus' Kur altsaa ogsaa haft den lykkelige Virkning, at den igen har skaffet Dem et Hjem," sagde Fru Bertha.

Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme hende. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Forsikring om, at Medikamenterne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.

"Jeg holder nu alligevel med Præsten!" sagde han smilende, idet han atter søgte at fange Jyttes Blik. "Der skal virkelig ofte en "Velsignelse" til, som ikke kan købes paa et Apotek."

Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Talen, da hun vilde svare. Af Frygt for, at Torben skulde komme 125 til at røbe noget, dersom hun ikke standsede ham, sagde hun:

"Jeg kommer til at tænke paa … jeg bliver vist nødt til at gaa op og se, om Myggenettene er trukket for Sovekammervinduerne. Igaar glemte hun det, veed du."

Oppe i sit Kammer kastede hun sig over en Stoleryg for at forjage de mørke Tanker, der igen var begyndt at flagre om hendes Lykke som Natsværmere om et Lys. Torbens pludselige Veltalenhed dernede, Varmen i hans Stemme, da han talte om Favsingholm, havde paany faaet hende til at føle det hele Forhold saa sørgelig haabløst.

At hun var uretfærdig imod ham, vidste hun godt, og hun skammede sig ogsaa. Men hun var nu engang ikke anderledes. Blot den Maade, hvorpaa han havde udtalt Ordet Favsingholm eller sagt "min Gaard", gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Da hun hørte de andre rejse sig dernede, stod hun op og gik hen til Spejlet for at ordne sit Haar. Idet hun tænkte paa, at hun her saae sig selv for første Gang som forlovet, blev hun helt fortvivlet. Hvilket Ansigt! Og det var denne Dag, hun havde set hen til som Lykkens Aabenbaring! … Dette var Forlovelsens store Time, Eventyrdrømmen, der havde spøget i hendes Hoved siden hun var en lille Pige i halvlang Kjole. Det var baade til at le og græde over!

"Jytte! … Er du deroppe?"

Det var Moderen, der kaldte ude fra Haven.

"Ja."

126 Nedenfor hendes Vindu stod Moderen og Torben i Samtale.

"Var der noget?" spurgte hun, idet hun bøjede sig ud.

"Det er Dihmer, der indbyder os til en Køretur. Hvad siger du?"

"Storartet – siger jeg. Hvornaar skal det være?"

"Helst straks, dersom det passer Damerne," sagde Torben. "Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Automobilet til at være her – skal vi sige om tyve Minutter?"

"Det er brillant! Jeg skal være klar!"

Jytte gik fra Vinduet. Og virkelig kunde hun i Øjeblikket ikke tænke sig noget, der vilde passe bedre til hendes Stemning, end at fare som en Stormvind henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, – køre alle Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sit Sind med Trodsens blinde Mod til at lade staa til – op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

En halv Time efter tog de afsted.

XIII.

Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, en solbeskinnet Landevej med Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, og atter Bjergskrænter, Villaer og Hoteller foer dem forbi. Det tog sig i den rasende Fart ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. 127 I det ene Øjeblik saae de et Glimt af Havet, der laa stort og roligt under Middagssolen; i det næste jog de med et Flodhestebrøl fra Hornet ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af Køreværkets Brummen.

Torben havde Plads overfor hende, men hendes Hensynken i sig selv vakte ingen Uro hos ham. I hans Knaphul sad hendes frivilligt givne Pant, og i hans Øre klang endnu som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun havde villet flygte derhjemme i Haven: "Ikke nu! … Ikke her!" Han smilte allerede til hende med Besiddelsens Tryghed, mens hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed var endt … om tre, maaske fire, allerhøjst om fem Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden den modsatte Vej – tilbage til Fortiden, til hendes Veninder og deres Skæbner. De havde i den sidste Tid uafladeligt beskæftiget hende, og om Natten havde de jaget gennem hendes Drømme som et Tog af Skræmmebilleder. Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange 128 og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor' og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunken ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte. Torben Dihmer var jo hundrede Gange mere værd end nogen af de Mænd, hendes Veninder havde faaet; men til Gengæld var hun selv hundrede Gange urimeligere og fordringsfuldere end nogen af dem. Og Dihmer havde vel endelig ogsaa sine Fejl. Hvem kunde vide, hvad f. Eks. denne nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunde udvikle sig til hos ham? Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke. – Men da vilde hun hellere dø.

Et nyt Flodhestebrøl fik hende til at fare sammen. De kørte gennem en Pinjelund, og lidt efter gjorde Vognen Holdt ovenover en lille By, hvor de skulde spise Frokost. Byen laa i Bunden af en bred Kløft, som aabnede sig ud mod Havet. Landevejen gik i en Bue udenom den, løb som et Galleri langs den stejle Bjergvæg højt over Husenes Tage. Der var overhovedet ingen anden Nedgang til Byen end en Stentrappe i mange Afdelinger, der gik ud og ind mellem høje Havemure.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, 129 trykkede han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et Angstens Kuldegys gennem hendes Hjerte.

"Aa, Torben!" tænkte hun. "Hvad skal der blive af os to?"

Først spaserede de lidt omkring i Byen, spiste derpaa i "Den italienske Løve", et almindeligt italiensk Trattoria ved Torvet. Bordet blev dækket udenfor i Skyggen, og Maaltidet var ganske landligt: en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og som Dessert en afsavet Gren med Appelsiner.

Bagefter gik de ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under Klippevæggen.

Fru Bertha, der ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en temmelig vidtløftig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz. Torben var en hensynsfuld Tilhører, Jytte derimod følte sig irriteret. Hun længtes nu efter at blive alene med Torben.

Tilsidst rejste hun sig og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa en Klippeblok yderst ude.

Havet udenfor laa tungt og stille og missede mod Solen som et søvndrukkent Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder skvulpede Brændingen, og denne Lyd kaldte paa hjemlige Erindringer. Barndomsminderne fra Samsø Strand steg frem af Bølgebruset, mens hun sad der med sit sørgmodige Hjerte og ventede paa det første Elskovskys.

Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa syv-otte Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser 130 sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden. Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. "Hvem henter mig den?" raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund. Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu forlængst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom. Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn!

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? Hvormeget saa to Mennesker holdt af hinanden, – overfor Ulykken var de lige værgeløse. Den gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad man troede allerbedst forvaret …

Da hun saae, at de andre rejste sig, gik hun tilbage til Bænken. Moderen fandt det nu paa Tide at komme hjem. Selv ytrede hun ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad den snevre og besværlige Stentrappe 131 til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik Fru Bertha forrest. Bagefter kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog mod en Haandsrækning af ham, naar Trinene var særlig høje. Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og Fru Bertha. Og saa skete det da i et Øjeblik, da hun igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.

"Min Elskede!" sagde han.

Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden.

– – –

Under Hjemkørslen sad Jytte ligesom paa Udturen ved Siden af Moderen, gemt under sit tætte Slør, og lod de andre om Underholdningen. Da de naaede hjem og var kommen af Vognen, tog hun Moderen under Armen.

Torben fulgte dem op gennem Haven; men ved Foden af Loggiatrappen sagde han Farvel.

"De vil gaa?" sagde Fru Bertha. "Ja ja – men kom igen, naarsomhelst De har Lyst! De veed, De er altid velkommen."

Torben ventede, at Jytte under et eller andet Paaskud vilde følge ham tilbage til Laagen, saa de kunde tage Afsked uden Vidner. Det skete imidlertid ikke. Hun gav 132 ham et dvælende Haandtryk, saae ham ogsaa fortroligt ind i Øjnene, men slap ikke Moderens Arm.

Han gik af den Grund lidt misstemt bort.

Det trykkede ham især at tænke paa, at Jytte om faa Timer igen skulde sidde dernede paa Hotellet og lade sig underholde af denne Hr. v. Auen. Naar hun nu fik talt med sin Mor, vilde han ogsaa foreslaa en anden Ordning. At Jytte ikke selv gjorde det allermindste for at blive bemærket eller beundret, vidste han godt. Det var jo det enestaaende ved hende, at hendes Væsen, saa kvindeligt det var, dog ikke havde Skygge af Koketteri. Det var netop hendes Naturlighed, der altid havde gjort hende saa omsværmet af Mænd. Alligevel var det ham i høj Grad imod at skulle tænke paa hende som Genstand for denne Tyskers Kurmageri.

Idet han kom forbi Indkørslen til Hotellet, fik han Øje paa Direktør Zaun, der sad paa en af Bænkene udenfor. Han vilde helst have undgaaet ham; men Hr. Zaun, der fra sin Altan havde set ham komme kørende sammen med Damerne og netop sad her for at passe ham op, styrtede straks løs paa ham.

"Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem," sagde han. "Vil De unde mig en kort Samtale … Vi kan vel bedst gaa ind i Parken. Der er for Øjeblikket ingen Mennesker. Vi kan være ganske uforstyrret."

Saa lidt Torben end var i Stemning til at tale med ham, blev han dog nysgerrig.

"Jeg er til Deres Tjeneste. Hvad har De at sige mig?"

133 "Tingets Opløsning er iforgaars bleven besluttet i et Ministermøde," forkyndte Hr. Zaun. "Sagen er endnu ikke officiel, og jeg har ikke Lov til at nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer engang i Avgust. De erindrer maaske, at jeg igaar angav det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning."

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa akkurat vilde falde paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

"Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partistyrelsen skal samles næste Torsdag for at tage Bestemmelse om de indledende Forberedelser. Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært – ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf, om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres."

"De rejser hjem?"

"Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen."

"Men De skulde jo gennemgaa en Kur for Deres Søvnløshed."

"Ja, den maa jeg altsaa afbryde. Jeg betragter mig – Gudbevares! – ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte."

"Jeg maa først gøre Dem et Spørgsmaal, Direktør Zaun. Da der jo er indgaaet et Valgforbund med Arbejderpartiet, tror De saa i Grunden, det vil være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste, – en Godsejer?"

134 "En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog til Orde for i Aprilforeningen – absolut ja! En Godsejer, der tilmed for nylig i Gerning har givet det smukkeste Bevis for sit humane Sindelag. Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning vil gøre Dem meget populær netop i Arbejderkrese."

Torben svarede ikke. Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af dette Asyl, som ogsaa paa anden Maade var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert eneste Brev, han modtog fra sin Inspektør, blev der forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med alt og levede i evig Ufred. Allermest havde det gjort ham ondt, at Spektakelmagerne tilsidst havde fordrevet gamle Barbara, som en Dag i al Stilhed havde forladt Favsingholm. Det syntes saaledes virkelig at skulle gaa i Opfyldelse, hvad den Ulykkesprofet Mads Vestrup havde spaaet ham, at han ingen Glæde vilde faa af det Hjem.

Hr. Zaun havde trukket et Papir op af sin Brystlomme. Det var Partistyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde, og som Partiets Valgkandidater altsaa maatte tiltræde. Han bad om Tilladelse til at oplæse det i dets Helhed.

De havde taget Plads paa en Bænk under en af Parkens store Palmer. Der var ingen Mennesker at se; men i Stilheden hørtes Musiken nede fra Promenaden. Den kom 135 til dem baaren af en Brise ude fra Havet, som ogsaa var begyndt at tone.

Kun med Anstrengelse samlede Torben sig til at følge Oplæsningen nogenlunde opmærksomt. Hans Tanker søgte stadig at undslippe for at være hos Jytte. Der lød løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsværn, om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse og Præmier for Havedyrkning – den hele lange Række af Partiets "Mærkesager", som ogsaa engang havde staaet for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu forekom alle disse højtideligt udtalte Løfter ham saa fattige og naive. Og han forstod i disse Øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft saa svært ved paany at orientere sig i Verden. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden. Og det var vist mere end tvivlsomt, om det nogensinde lod sig opvække mere. I hvert Fald sad hans genvundne Manddomskraft foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning.

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Zaun blev for paa Stedet at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere afviste han ham.

"Jeg er bleven vant til at have lang Betænkningstid," sagde han, idet han rejste sig for at gaa. "Desuden frygter jeg for, at ingen vilde kendes ved mig, dersom jeg fulgte Deres Opfordring og igen traadte frem paa Arenaen. De selv maaske allermindst, Hr. Zaun!"

– – –

136 Da han kom hjem, laa der Post til ham fra Favsingholm. Det var den sædvanlige ugenlige Indberetning fra hans Inspektør, Regnskabsekstrakter og forskellige Forespørgsler, dertil smaa Meddelelser af mere privat Karakter. Blandt de sidste var der atter denne Gang Oplysninger om Mads Vestrups Afskedigelse og det hele uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme paa Egnen siden hans Afrejse. Inspektøren skrev, at Familjen havde fundet et foreløbigt Asyl et Sted paa Viborgegnen, mens Præsten selv havde taget Staven i Haand som en Slags Vandreprædikant. Da ikke alene Kirkerne men ogsaa Forsamlingshusene var lukket for ham, maatte han holde sine Møder i Krohaver og Rejsestalde eller paa aaben Mark. Bagefter lod han sin Kasket gaa rundt. Men forøvrigt beskæftigede Bladene sig ikke mere med ham.

Torben fandt just ingen Grund til at ynke den før saa selvretfærdige Præst. Alligevel kunde han ikke tænke paa ham eller hans Familje uden Medfølelse. Den hele Affære havde iøvrigt ikke overrasket ham. Med sit Kendskab til Mads Vestrups Karakter var han ogsaa klar over, at det ikke vilde blive let at binde Munden paa ham nu, da hans Glubskhed var vakt. Og den Tanke foruroligede ham. Han havde al Respekt for den danske rabies theologorum, der havde voldt saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.

137

XIV.

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, forstod hun paa Tonen, at der var sket noget alvorligt. Jytte stod ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om Lov til at komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun.

Døren til hendes Kammer stod aaben, og Lyset brændte derinde.

Jytte krøb ned i Sengen og lagde sig tænderklaprende ind til Moderen som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Fru Bertha havde i første Øjeblik troet, at hun var syg. De havde om Aftenen som sædvanlig spist nede paa Hotellet, men da Jytte følte sig utilpas, var de gaaet hjem straks efter Kaffen. Nu forstod hun paa Jyttes Væsen, at der var andet paafærde. Da hun havde faaet dækket godt til omkring hende, spurgte hun, hvad der var i Vejen.

"Jeg kan næsten ikke sige det, Mor! … Det er altfor forfærdeligt!"

"Prøv nu paa at samle dig lidt! Er det noget med Dihmer?"

"Ja."

"Har han friet til dig?"

"Ja."

"Men hvad har du da svaret ham?"

"Aa, jeg veed ikke. Men d u maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af ham, som jeg gerne vilde. Vil du gøre det? Jeg kan ikke selv."

138 "Hvad er dog dette for noget, Jytte? Da jeg forleden spurgte dig, svarede du jo helt anderledes."

"Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder nok af ham og aldrig vil komme til det. – Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det."

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en druknende.

"Saa er det altsaa alligevel ham – den anden, du holder af?"

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro det. Og forresten var hun saa fortumlet af Nattens Tanker, at hun i Øjeblikket ikke selv vidste, om Bekendtskabet med Hr. v. Auen ikke virkelig havde nogen Skyld.

"Hvad skal der dog blive af dig, Jytte?"

"Tror du ikke, jeg tidt har spurgt mig selv om det? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes."

"Og dersom du nu alligevel tog fejl af dine Følelser for Dihmer? Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde. Hvad saa?"

Jytte laa en Tid uden at svare.

"Saa vilde det alligevel være bedst, som det nu er," sagde hun. "Baade for ham og for mig. – Og vi trækker saa heller ingen andre med ned i Ulykken."

"Aa, Jytte – som du dog snakker! Der er jo ikke sund Mening i, hvad du siger. Jeg tror slet ikke paa, at du ikke 139 holder af Dihmer. Jeg har da Øjne i Hovedet! Det er blot noget, du vil bilde dig selv ind. Eller ogsaa forstaar du ikke dine egne Følelser."

"Forstaar! Forstaar, lille Mor! Hvem kan forstaa alt det, der foregaar inden i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv."

"Saa skulde du ikke gøre det."

"Ja – kunde jeg blot lade være! Jeg kommer saa ofte til at tænke paa noget, jeg drømte engang som Barn. Jeg husker endnu saa tydeligt, at jeg famlede omkring i en stor, mørk Sal og prøvede alle mulige Døre; men de var allesammen laaste, og jeg kunde ingen Steder komme ud. Saadan synes jeg tidt, at Livet er."

Fru Bertha tav stille. Hun var bleven klar over, at det foreløbig galdt om at bringe hende ud af hendes hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

"Nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro," sagde hun, da hun mærkede, at Jytte var begyndt at blive varm. "Du kan jo blive her."

"Ja, maa jeg! Saa tror jeg næsten, jeg kan sove."

Hun skubbede sig tilrette ved Moderens Side. En lille Tid laa hun derpaa og talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og adskilligt andet af det, der havde beskæftiget hende de sidste Dage. Men lidt efter lidt sløredes Stemmen, Sætningerne blev usammenhængende, og tilsidst sov hun ind med Hovedet paa Moderens Skulder.

140 Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn den Nat. I Tankerne tyede hun til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til i Nødens Time. "Aa, Hjalmar! Hvad Skyld har vi her – du og jeg?" Her laa hun med det sidste af deres Børn i sine Arme og mærkede, hvordan ogsaa det var i Færd med uhjælpeligt at glide fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der hvirvlede de andre ned i Døden.

Der havde altid været saa meget hos Jytte, der paa ængstende Maade mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne, paagaaende Væsen, hans stormende Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun maatte ofte tænke paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun sjelden nævnede ham og ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord. Da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun holdt Hænderne op for Ørene og sagt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig skulde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik! …

En Kirkeklokke nede i Byen begyndte at ringe. Hun vidste, at Klokken saa var fem, – Morgenandagtens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse sig af deres Senge og søgte med deres Angst 141 ind i Bønnen, – bortmanede Nattens onde Aander foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. En saadan Tilflugt havde hun aldrig kendt, og derfor heller ikke hendes Børn. Hun havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer – tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse.

I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende fra Mørket.

"Du skal saa med Taarer, vil du høste med Glæde."

Og lidt efter:

"Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn."

Hun saae Skikkelsen for sig bag sine lukkede Øjenlaag: En høj, knokkelstærk Kvinde helt klædt i sort, – et Minde fra hendes Barndom paa Storeholt, en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været alles Skræk. Naar hun selv og hendes Broder hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, eller bare de saae hende staa ved sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og sad ved Maaltiderne med en Bønnebog ved Siden af sig, som hun af og til læste i. Under Pavserne i Samtalen oplod hun tidt sin grove Stemme og sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en Indsigelse mod den sorgløse Verdslighed omkring hende. Længe efter, at den gamle Dame selv var død, gik hendes mange bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I Livets tunge 142 Øjeblikke havde de regelmæssigt lydt ogsaa for hende som et Galder, der varslede ondt.

For at blive Synet kvit slog hun Øjnene op. Dagen var begyndt at gry. Varsomt tog hun sin Arm bort under Jytte, der sukkede lidt i Søvne men sov videre. Kort efter stod hun op.

Da hun var paaklædt og kom ud paa Loggiaen, steg Solen netop op over Kystlinjen i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. De yderste Bjergpynter svømmede skyggeagtigt paa Vandet som Slakker paa en Ildflod. Længere ude var Havet endnu skjult af Nattetaager.

"Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den," tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener, hun havde oplevet sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte i det tidlige Gry gik ned til Stranden og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt med Sol i deres Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde, ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. –

Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Hen paa Formiddagen, da Jytte endnu sov, tog hun Hat og Sjal paa for at gaa ned til Byen.

Hendes Sind var blevet mere fortrøstningsfuldt. Naar Jytte nu fik sovet rigtig ud, tænkte hun, vilde hun nok 143 komme til sig selv igen. Det var umuligt andet. Hvad der var hændet denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste, svære Krise, som hun maatte igennem for at faa Tro til sig selv og sin Lykke. Jytte var med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo dog endnu ikke mistet sin Forstand!

Nu vilde hun gaa ned paa Apoteket og købe nogle nervestyrkende Piller. Det var Jern og Lecitin, Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa altid sagt.

Da hun stod paa Trappen, saae hun Torben komme op gennem Haven.

"De skal maaske gaa?" spurgte han, da han havde hilst.

"Ja – men sæt Dem alligevel ind et Øjeblik. Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg vil nu ordinere hende en Dags fuldstændig Hvile."

Torbens dybe Skuffelse mildnedes noget, da det gik op for ham, at Jyttes underlige Afsked den foregaaende Dag her fik sin ganske naturlige Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas – andet var det altsaa ikke.

"Hvad har De oplevet siden sidst?" spurgte Fru Bertha, da de sad inde i Stuen.

"Siden sidst? … Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg gik herfra igaar, mødte jeg Direktør Zaun. Han 144 mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses og nye Valg udskrives engang i Avgust."

"Ja, det Valg har jo spøget længe. Jeg talte forresten selv med ham igaar. Han har i Kommission at tilbyde Dem en Kres, ikke sandt?"

"Jo, men jeg har bestemt mig til at afslaa Tilbudet. Jeg har foreløbig tabt al Lyst til at lade mig engagere som offenlig Personlighed."

Fru Bertha, der havde siddet med bortvendt Ansigt, blev først nu helt nærværende.

"Hvorfor?" spurgte hun.

"Jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, De vidste det. Og jeg har, oprigtig talt, opfattet Deres Venlighed imod mig som et stiltiende Samtykke."

"Det har De heller ikke taget fejl i, Dihmer! Men har De talt med Jytte?"

"Ja – og jeg har Grund til at tro, at heller ikke Deres Datter har taget mig mine dristige Hensigter altfor ilde op."

Fru Bertha vendte sig atter bort og nikkede.

"Det gør hun sikkert ikke! Det er jeg ganske overbevist om!" sagde hun – mere som en Forsikring til sig selv end til ham.

"Under disse Forhold kan De vist tænke Dem, at jeg ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at komme til at tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder."

"Det forstaar jeg ikke rigtigt, kære Ven. De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Der er vist 145 denne Gang ualmindelig gode Chancer for unge Mænd, som har Føreremner i sig. Er det ikke værdt at tage under Overvejelse? Naar det dog ikke er Deres Hensigt at leve Deres Liv som Privatmand – og De tænker vel ikke paa for Fremtiden helt og holdent at ofre Dem for Deres huslige Lykke –."

"Det vilde jeg i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Naar det kommer til Stykket, er det maaske ogsaa den bedste Maade at gavne Samfundet paa."

"Hør, Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening, hvad De sidder her og siger."

"Da taler jeg virkelig i fuldeste Alvor."

"Hvad er der da sket?"

"Aa – ikke andet, end hvad der vel stundom hænder et Menneske ved et Eftersyn af sin indre Forfatning. Man gør den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske anden, end man har gaaet og bildt sig ind. Alle de smaabitte daglige Lagforskydninger, som vi ikke har lagt Mærke til, fremkalder en hovedkulds Sammenstyrtning i vore tilvante Forestillinger – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjeldvæg pludselig ramler sammen, fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage."

"Og den Kragejæger har altsaa Hr. Zaun i dette Tilfælde været?"

"Det kan De godt sige. Den lille utrættelige Nervemaskine har ogsaa været lidt af en Oplevelse for mig. 146 Han gjorde mig forresten bekendt med det nye Partiprogram, som jeg jo gerne skulde kunne underskrive, dersom jeg stillede mig. Og det vilde ikke falde mig ganske let."

"Hvorfor?"

"Ja, det kan jeg ikke saadan forklare. Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne, hvor man maa kunne klare for sig med smurt Mundlær. De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har oprettet et Asyl for gamle og syge Mennesker – "et Mønsterhjem" er det blevet kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet paa noget, hvad Indretning og ydre Udstyr angaar. Der er imidlertid ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af den hele Historie, og jeg forstaar nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest men glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes."

"Hvad mener De med Musik?"

"Aa – en eneste besværgende Trommehvirvel bare, mens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man ikke Vildmænd lykkelige. Og – oprigtig talt – jeg venter mig af samme Grund en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland, som velmenende Politikere og Sociologer sammen med vore Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt paa Forholdene; men jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender 147 De et mere uhyggeligt Syn? Det er, som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave – dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal."

Fru Bertha havde et Par Gange set op paa ham med et bekymret Blik. Da Torben mærkede hendes Tavshed, blev han bange for at have krænket hende med sine Ord og skyndte sig at slutte.

"Men De maa endelig ikke bryde Dem om, hvad jeg siger. Jeg er lidt kaadmundet i denne Tid – jeg haaber, De tilgiver mig. Og nu skal jeg ikke plage Dem mere. De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu tillader De, at jeg følger Dem ned til Byen."

Han rejste sig; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

"Dihmer!" sagde hun saa og rakte ham Haanden med Taarer i Øjnene. "Gør Jytte lykkelig – og jeg skal tilgive Dem, at De vil svigte os, hvor ondt det end gør mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, det begynder at se saa fattigt og falmet ud i vore Rækker. Men det skal vi ikke tale om nu. De maa da heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og hun trænger til Overbærenhed. – Selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede."

Torben bøjede sig bevæget over hendes Haand og kyssede den. –

148 Jytte laa under alt dette oppe i Sengen med Haanden over Øjnene. Hun var vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa i nogen Tid siddet oprejst og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde maattet opgive at faa noget at vide om, hvorledes Moderen indfriede det Løfte, hun om Natten havde givet hende.

Til Gengæld søgte hun at komme paa det rene med, hvad der foregik inde i hende selv; og hun var forundret, næsten forfærdet over sin Ro. Hun følte ingen Samvittighedsnag. Tværtimod, – det var med en uendelig Befrielse, hun tænkte paa, at alt nu vilde blive sagt. De sidste Dages mange oprivende Hændelser, den Sjælenød, hun denne Nat havde været ude i, stod nu for hende som vilde Feberfantasier. Hun følte sig tilmode som en Søvngængerske, der ved et lykkeligt Tilfælde er vaagnet op netop i det Øjeblik, da hun skulde til at vandre ud over Husenes Tage for at styrte ned paa Jorden og tage en anden med sig i det dræbende Fald.

Da hun hørte, at de rejste sig dernede, tænkte hun: "Nu veed han det altsaa!" – Lidt efter gik han. – Hun hørte nok, at Moderen fulgte ham ned gennem Haven, forundredes ogsaa lidt over det, men var i dette Øjeblik altfor optaget af at følge Lyden af hans Skridt.

Da de forsvandt – for bestandig forsvandt – løb hendes Hjerte over, og hun sendte ham i Tankerne sit ømmeste Farvel. Men ikke et Øjeblik ønskede hun at kunne kalde ham tilbage. Nu skulde han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde, og saadan 149 var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse til at begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind.

Ja – Gud ske Lov! – nu var Drømmen forbi. Hun havde faaet sin Samling tilbage. Dihmer vilde sagtens ikke saa let tilgive hende. Han vidste jo ingenting om den Fare, han havde svævet i. Men han glemte hende nok snart, som hun ogsaa selv vilde gøre sig Umage for at glemme ham og deres stakkels Kærlighedseventyr.

XV.

Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Mens den sidste paa Vejen til sit Hotel gik ind i en Blomsterbutik for at vælge nogle smukke Orchideer, der skulde sendes Jytte, sad Fru Bertha modfalden inde paa Apotekerbænken, hvor hun maatte vente nogen Tid, da Butiken var fuld af Kunder. Hendes Tanker var hos Jytte. Hun tænkte paa, hvordan det i tidligere Dage ofte bekymrede hende, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, maaske kunde blive ført langt bort fra hende. Nu vilde hun med Glæde sende hende til den anden Side af Jordkloden, endogsaa uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte havde faaet Ro i sit Sind og var bleven lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

150 Paa Vejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker, hun allernødigst vilde have mødt nu – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje.

Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

"Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne garanterer jeg for. Den er vaskeægte!"

"Deres Datter er da ikke syg?" spurgte Fruen. "De gik saa tidligt hjem iaftes."

"Lidt Træthed bare. Imorgen er det nok ovre."

"Ja, jeg kunde jo se det paa Frk. Jytte, at hun ikke befandt sig vel. De maa tillade mig at sige Dem, Gehejmeraadinde Abildgaard" fortsatte hun efter at have givet sin Mand et Vink om at trække sig tilbage, "De handler ikke rigtig hverken mod Dem selv eller mod Deres Datter ved at holde Dem udenfor vor Bevægelse. Jeg tør paastaa, at enhver, der med Alvor tager det Wellerske System til Rettesnor for sit Liv, vil blive hjulpen, naar der overhovedet endnu kan hjælpes."

Fru Bertha trak sig lidt bort fra hende for at frigøre sig for hendes Haand, som Generalkonsulinden med en Skriftefaders fortrolige Deltagelse havde lagt paa hendes Arm.

151 "De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men –."

"Jeg vil sige Dem, Fru Abildgaard, jeg var som ung Pige saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende. Min Viljekraft var fuldstændig nedbrudt, og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et rent Tilfælde hørte jeg saa om det Wellerske System. Og her ser De Resultatet. Jeg har fire sunde og raske Børn og veed ikke, hvad Sygdom er."

"Ja, det maa være dejligt for Dem, Fru Kolding, – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter. Derfor Farvel! Vi ses jo nok."

Hun forlod den lille, korthalsede Dame med en Følelse af dybt Ubehag. Hun var ikke i Tvivl om Karakteren af denne Wellerske Bevægelse, der greb uhyggeligt om sig i alle Samfundskrese. Den maatte være en Slags hypnotisk Besættelse. Den forplantede sig som ved Smitte og endte med at gøre Folk gale.

I forøget Uro skyndte hun sig hjem. Da hun var kommen indenfor Gitterlaagen, standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød Klaverspil. Det var Jytte.

Hvad betød det? … Hun blev staaende forvirret. Havde Kærligheden sejret? Eller var alt forbi? Var Jytte atter flygtet for sig selv ind i Musikens Elverland? Disse Triller og Løb skar i Øret som Lærkekvidder over en aaben Grav.

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind, og saae spændt paa hende.

152 "Har du været nede i Byen?"

"Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge. Dihmer har forresten været her."

"Jeg hørte det godt. – I har saa maaske fulgtes ad?"

"Ja."

Jyttes Øjne fulgte Moderen, der havde lagt sit Overtøj og nu satte sig hen i Sofaen.

"Har du saa sagt ham det?" spurgte hun spagfærdigt.

"Nu synes jeg, Jytte, at vi skal snakke roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat. Sæt dig lidt herhen!"

"Saa har du ingenting sagt!"

"Nej, Jytte. For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er noget, du af en eller anden Grund forsøger at bilde dig selv ind. Du kan ikke for Alvor bryde dig om denne v. Auen."

"Har jeg sagt det?"

"Ja, det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder nok af Dihmer til at kunne gifte dig med ham, og det tror jeg ikke paa."

Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Jytte, der sad sidelæns paa Klaverstolen og holdt Hænderne paa dens Ryg.

"Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer?" sagde hun og strøg hende over Haaret. "Du grubler dig ind i alle mulige sygelige Stemninger, der stjæler Livet og Lykken ud af Hænderne paa dig. Kan du dog ikke mærke det! … Lad nu dit Hjerte raade, Barn!"

Hun tog om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et 153 fortvivlet Haab om at kunne raabe hendes myrdede Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende fortrydeligt op i Øjnene og sagde:

"Du har ellers altid lært mig, at jeg skulde bruge min Forstand. Og nu synes jeg, vi skal holde op med at tale om Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham."

Hun rejste sig i det samme og gik ud af Stuen – op til sig selv.

Fru Bertha blev staaende ved Stolen. Harmen brusede op i hende. Nej – tænkte hun – skulde denne letfærdige Leg med Livet og Døden da aldrig have Ende! Var det ikke hendes Pligt nu at gribe til det yderste Middel og tvinge Jytte, – føre hende til hendes Lykke med tilbundne Øjne som en sky Hoppe, uden at hun nogensinde fik at vide, at hun ikke havde valgt frivilligt?

Tanken var slaaet ned i hende paa Hjemvejen efter Mødet med Generalkonsulens. Hun havde hørt Tale om en tysk Læge i Genua, der i det skjulte var meget søgt af den elegante Verden hernede paa Grund af sine Helbredelser ved Hypnose.

Det blev dog ikke til mere end et Vredens Lynglimt hos hende. Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig vilde vove sig til at tage sit Barns Skæbne ud af Hænderne paa Livets skjulte Magter for at styre den efter sin egen Vilje. Her stod hun ved Grænsen af sit Mod og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun var paa at vide Vejen til Jyttes Fred og Lykke – hun turde alligevel ikke tage Ansvaret paa sig.

154 "Ske din Vilje!" lød det i hendes Øre med Grandtantens mørke Røst, og hun nikkede hen for sig til Bekræftelse. – Ja! Hun gav tabt! Overgav sit Barn i de ukendte Magters Varetægt. Hun var træt nu, orkede ikke mere! –
 

Oppe i sit Kammer havde Jytte taget sin Skrivemappe frem. Hun sad med Haanden under Kinden og skrev til Torben. Med sin store, faste Skrift, der for mange havde været et Vidnesbyrd om tilsvarende Karakteregenskaber, bad hun ham om Tilgivelse, fordi hun vistnok var kommen til at give ham forkerte Forestillinger om, hvad hun følte for ham.

"Min Opførsel mod Dem igaar paa Turen kan jeg ikke selv forklare mig anderledes end som en utilgivelig Kaadhed, maaske fremkaldt af, at De ved Frokostbordet skænkede lovlig meget for os af den stærke Vin. Jeg er fuldt og fast bestemt paa aldrig at gifte mig. I det Punkt er jeg den samme, som dengang jeg sidst skrev til Dem i en lignende Anledning. Jeg er forøvrigt overbevist om, at De meget snart vil se tilbage paa denne lille Affære uden Sindsbevægelse. For mit eget Vedkommende beklager jeg, at jeg rimeligvis nu har forskærtset Deres Venskab, som jeg satte saa megen Pris paa. Skylden er udelukkende min egen."

Hun skrev Brevet uden Standsning, utaalmodig efter at faa det bragt til ham ved et Bud, saa hun ikke risikerede, at han kom igen. Da hun saae hans Navn paa Konvolutten, studsede hun selv over, hvor tydeligt det stod prentet. Ikke et Sekund havde Haanden rystet.

155 Men bagefter, da Brevet var afsendt, sad hun længe og stirrede ud for sig med halvdøde Øjne. Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneske som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det vel saa gaaet dette Menneske tilsidst? …

XVI.

Hen paa Eftermiddagen tog Fru Bertha igen Hat og Sjal paa for at gaa til Byen. Jytte havde sagt hende, at hun havde skrevet til Dihmer, og hun vilde ikke lade ham rejse, uden at hun havde faaet sagt ham Farvel.

Hun satte sig ind i en af Droskerne paa Holdepladsen foran Hotel-Indkørselen, og en halv Snes Minutter efter holdt hun udenfor hans Pensionat, der laa i den anden Ende af Byen.

Hun traf ham hjemme. For kun en halv Time siden var han kommen tilbage fra en Udflugt og havde da fundet Jyttes Brev. Han gik endnu aldeles fortumlet og ophidset frem og tilbage paa Gulvet og vilde først ikke modtage hende.

"Dihmer," sagde hun, da hun var kommen til Sæde i hans Stue. "Jeg veed, Jytte har skrevet til Dem, at hun ikke kan blive Deres. Jeg kender ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage. Jeg vil antage, det maa være gaaet op for hende, at hun holder af en anden. Jeg forstaar, at De maa 156 dømme hende haardt, og hun fortjener heller ikke andet. Det er tungt nok for en Moder at maatte sige det, men jeg tror, De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. Da hun var Barn, syntes jeg tidt, hun var saa mærkeligt voksen og udviklet af sin Alder, nu synes jeg snarere, det er omvendt. Men jeg kan ikke blive klog paa hende, og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – Men sig mig nu, Dihmer, hvad vil De selv?"

"Jeg?" sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget saa fast om Stolens Armstykker, at Knoerne var hvide. "Aa – jeg finder mig vel tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at sætte sig synderlig fast hos mig."

"Nej – De har Ret. Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der har ventet Dem med saa megen Længsel, vil De snart glemme denne Skuffelse – det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm."

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

"Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –."

"Idag er ikke igaar, Fru Abildgaard. "Ensomhed har jeg haft nok af. Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at blive rigtig vaagen."

"Ja ja. De vil rejse … det vil sikkert være godt for Dem. Nye Oplevelser, friske Indtryk … ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. De talte den første Aften lidt om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre 157 Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa Tiden og den store Udvikling omkring i Verden, – det er jeg overbevist om. Direktør Zaun vil ikke næste Gang forgæves banke paa Deres Dør. Tror De ikke ogsaa selv det?"

Torben svarede ikke, og da Fru Bertha nu mærkede, at hun var til Besvær, rejste hun sig. Ved Afskeden kunde hun ikke lade være med at klappe hans Kind. Det skar hende i Hjertet at se, hvor haardt Slaget havde ramt ham.

Torben fulgte hende ud. Saasnart hun var gaaet, ringede han paa Tjeneren.

"Jeg rejser iaften. Vil De sørge for, at der bliver ringet til Bureauet efter en Billet til München. Sovevogn. – Har De ikke forstaaet mig?"

"Fuldkommen, min Herre!" svarede Tjeneren, der var falden i Forbavselse over hans forandrede Udseende.

– – –

Jytte stod paa denne Tid ved Vinduet oppe i sit Kammer og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen. Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Aftenskyggen laa allerede over Haven, hvor kun Toppen af et stort Kastanietræ endnu lyste i Solskæret. Himlen ude over Havet flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Værelset og gav sig noget at bestille, men vendte stadig tilbage til sin 158 Udkigspost. Paa hendes Kommode laa Torbens Orchideer. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig utilpas. Ensomheden og det voksende Mørke ængstede hende. Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær over Havet foruroligede hende som et ondt Varsel.

Endelig saae hun Moderen komme op gennem Haven. Ved Synet af hendes langsomme og ligesom vaklende Gang udbrød hun uvilkaarligt:

"Stakkels Mor!"

Saa trak hun sig sky bort fra Vinduet, satte sig tungt ned i en Stol og trykkede Panden mod dens Ryg.

Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld … heller ikke for Torben Dihmers, men for sin Mors Skyld … hun, som holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente?

Nej – nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove, sove – synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musiken skabte.

Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver!