Storeholt

Første Bind

Tredje Bog

I.

Om Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var herunder kommet til en uhyggelig Scene. Jægermesteren, der havde et opfarende Sind, følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede, at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere gøre en Ende paa det hele og skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til en Forstaaelse; men Fuglene var oppe, og det var næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind i Stuen, hvor en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som Krudtrøgen over en Valplads. Døren var aaben til Opholdsværelserne, og her stod Morgensolen ogsaa ind i brede Strimer. 247 Naar alle Dørene saaledes stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med deres kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk. De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da denne som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og til adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og endnu gik der Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver anden Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Far – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt, og efter at Jægermesteren havde overtaget Gaarden, var det eventyrlige Guld med stigende Fart rullet tilbage til Fandens Pengemølle.

Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov trygt som et Barn indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller de fede fynske Fluer, endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen 248 for at se til en gammel Kone, der for over fyrretyve Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var gerne Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i det gamle Hjem.

Da de nærmede sig det lille Hus, hvor Konen boede, saae de en høj Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

"Gamle Bodil er da ikke syg?" spurgte hun og standsede et Øjeblik.

"Nej – alt staar vel til. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg."

Præsten løftede igen lidt paa Hatten, og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været godt oppe i Aarene, dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten halvfems. I hendes Skød laa en lille hæklet Muffe, hvori hun varmede Hænderne.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Mor og Datter. Læberne mimrede.

"De kender vel nok min Datter," raabte Fru Bertha hende ind i Øret. "Hun har tidt besøgt Dem. Det husker De nok."

"Naa – det er saa Frøken Bertha."

"Nej, det er mig, der er Bertha. Og det der er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?"

249 "Ja … Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik en skøn Begravelse."

"Ja, men det er tresindstyve Aar siden, lille Bodil. Det var før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten."

Den Gamle nikkede og saae hen til et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

"Han kom med dem der," sagde hun og fortalte saa forstaaeligt, som hun med sin lamme Tunge kunde gøre det, at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med, for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

"Ja, han er vist en god Mand," raabte Fru Bertha. "Det ser han ud til."

"Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han konfirmerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April."

Jytte havde kastet et forundret Blik hen paa Blomsterglasset. Hun var meget overrasket over, hvad hun hørte her. En saadan Opofrelse overfor et gammelt Menneske svarede ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om Præster efter sit Kendskab til de Eksemplarer af Racen, hun havde truffet i det københavnske Selskabsliv.

Hun kom til at mindes sin gamle Ven, Professor Ole Knudsen, der havde været saa bittert stemt mod Præsterne. Han var død for flere Aar siden, men for nylig havde hun drømt, at hun mødte ham i Bredgade. Han kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken og maatte hvert Øjeblik blotte det fine graa Tænkerhoved, 250 fordi næsten hvert andet Menneske ærbødigt hilste ham. Hun havde i den senere Tid igen saa ofte tænkt paa ham og hyppig ogsaa drømt om ham, og hun havde spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste Kærlighed, den eneste, for hvem hun maaske havde kunnet opofre sig. – Eller var ogsaa det en Indbildning?

Nu hørte hun Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han stod nedenfor Verandatrappen og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til ham:

"Har du Tid, saa vil jeg gerne tale med dig. Men lad os komme lidt bort fra de mange aabne Vinduer og Døre!"

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

"Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse."

"Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige Nej."

"Staar det saa galt til?"

"Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter, 251 for ikke at tale om den løse Gæld, er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort."

"Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil."

"John er desværre kun af Skikkelse et voksent Mandfolk. Det er med ham selv som med hans Stemme. Han er aldrig kommen ud over Overgangsalderen. Jeg mener, vi maa være forberedte paa en skøn Dag at se Storeholt komme under Hammeren. Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene."

"Men hans Svigerfar? Den Mand kan dog ikke se paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem!"

"Det vil han dog ganske sikkert gøre. At han paa min Sagførers alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen denne Gang, er rimeligvis bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Han skal efter Sigende ikke gøre mindste Hemmelighed af sine Planer. Han haaber meget snart at kunne indrette sig "et Sommerpalæ" her. Han skal endogsaa have talt til Folk om de Forandringer, han agter at gøre."

"Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, havde jeg vidst det mindste om detteher –."

"Ja, det er ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper skal gaa her og gøre sig bred som Godsherre og kalde Storeholt for sit "Sæde"."

"Aa, det er oprørende! Hvad skal der saa blive af 252 John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være blevet noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone."

"Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine, dersom hun havde faaet en anden Mand," sagde Asmus. "Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John."

"Sig mig – for at tale om noget andet, Asmus – har du nylig hørt fra Dihmer?"

"Jeg faar af og til et Prospektkort fra ham med et Par Ord. Det er det hele. Forrige Gang var det fra Indien. Nu er han paa Vej til Amerika. Han fører stadig en besynderlig fredløs Tilværelse. Jeg forstaar mig ikke paa ham. Den store Selskabsrejse, du veed nok, afbrød han hurtigt; men jeg kender ikke Grunden. Nu flakker han om paa egen Haand, tilsyneladende uden derfor at være bleven mere tilfreds."

I det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokosten.

II.

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig med Øjne, der endnu var røde af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor 253 Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm; paa den anden sad Jytte, som næsten ikke var til at faa et Ord ud af.

Jytte havde haft noget mod sin Fætter, siden hun første Gang i en Avis saae ham nævnt som "den bekendte Kvindelæge". Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og havde straks mistænkt dem for at snakke om hende og Dihmer.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til Fru Vilhelmine om de forskellige Badesteder, hun havde besøgt, altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og spurgte, hvad han mente om den ny Petroleumskur.

"Har ikke den Ære at kende den," sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte Broderen i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter, og at nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter havde udtalt sig om den med den største Anerkendelse.

254 Professorens Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

"Hvad er det for en Kur?" spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

"Jo, det var nu i Foraaret," forklarede Frøken Søholm. "Jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en Pægl Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone."

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

"Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind."

"Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho'edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en Pægl om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kan nøjes med mindre?"

255 "Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge."

Den gamle Dame blev rødblaa i Ansigtet af Arrigskab og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at rejse sig og sige "Velbekomme".

Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. –

Ud paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. Det var en yngre Herre med et lille studset Overskæg, stiv Hat, stram Figurfrakke og drapfarvede Benklæder. Han blev holdende nedenfor Herskabstrappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te.

Idet Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme gaaende med Ridepisk i Haanden, sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og skønt Svigerindens Ansigt ikke røbede allermindste Sindsbevægelse, sagde hun til sig selv: "Her har vi Amant'en!"

"Hr. Skovtaksator Frandsen –," forestillede Fru Vilhelmine.

Hr. Frandsen bukkede korrekt med samlede Hæle. Han havde et ganske kønt men flovt Ansigt og et forlegen-sirligt Væsen.

Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde 256 trukket sig tilbage "for at arbejde i sit Laboratorium", laa i dette Øjeblik udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov dybt. Et Vindu stod aabent ud til Haven, hvor en Flok Raager havde holdt Generalforsamling, uden at han derfor havde ladet sig forstyrre i sine Studier.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt. Han smed Tæppet af sig, satte sig over Ende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

"Frandsen!" hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, formanede han sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, eftergik med en Lommekam Skilningen i sit tynde Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen, og lovede sig selv at ville være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham.

Hvad der næsten opbragte ham allermest, var, at han selv havde anbefalet Frandsen til Grev Rabenfeldt, da denne en Gang i Vinter havde talt om at ville have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjenestel Men det var den gamle Historie. Utaknemlighed var overhovedet den Tak, Verden hidtil havde ydet ham. –

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

"Se, se – Frandsen! Du her! … Og i Ridekostyme! Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?"

257 Hr. Frandsen blev ildrød op til Hatteskyggen og svarede forfjamsket:

"Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkelig har betinget mig en Ridehest, saa længe jeg opholder mig paa Rabenseje."

"Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?"

Vennen strøg Overskægget med to Fingerspidser, mens han bed sig i Læben af Raseri. Men pludselig fik han et lyst Indfald.

"Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig," sagde han.

Baade Fru Vilhelmine og Frøken Søholm lo hjerteligt af hans flotte Ripost. Frøken Søholm formelig skogrede op af Tilfredshed.

Blodet var faret Jægermesteren til Hovedet. Men af Angst for at røbe sig og blive latterlig bestemte han sig til at le med de andre.

"Bravo, Frandsen!" sagde han anerkendende.

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en dyb Bøjning.

"Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John," sagde Fru Bertha. "Vilhelmine foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet om i Bladene. Hr. Frandsen veed, hvor det er, og tilbyder sig som Vejviser."

"Du husker nok ikke paa," sagde Jægermesteren til sin Kone, "at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden."

258 "Er den der endnu? … Saa kan vi jo tage Jagtvognen."

"Der er kun Plads til fire."

"Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker dog at ride."

"Det kan du ikke."

"Hvorfor?"

"Du veed jo, at Kora er bleven halt."

"Herregud, saa tager jeg den røde Kørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!"

"Hvad mener du, Tante Bertha? Tror du virkelig, den Udgravning har den fjerneste Interesse?"

"Det veed jeg ikke. Men Forslaget om en Køretur tiltaler mig i hvert Fald. Der er saa smukt ved Follebro."

Jægermesteren havde vendt Øjnene mod Jorden. Han stod saadan en lille Tid, vendte sig derpaa om og gik tilbage til sin Stue for at sende Ordre til Stalden.

Kort efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne paa Ryggen kom han hen imod hende og trængte hende med sit Blik op mod Væggen. Tilsidst raabte hun i Angst:

"Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!"

"Du vil ride sammen med Frandsen?" sagde han. "Godt! … Men dersom du fjerner dig mere end ti Skridt fra Vognen, bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denne her!"

259 Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

"Er du gal? Er du forrykt? Vil du øjeblikkelig gaa din Vej! Eller jeg ringer paa Pigerne!"

"Det vilde have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Jeg haaber, du nu forstaar, at det er Alvor denne Gang!"

Han gik ind til sig selv. Fru Vilhelmine foer hen og laasede Døren. – "Pjalt!" slyngede hun efter ham og slog en høj, tøset Latter op.

Jægermesteren foer sammen.

En pludselig Ængstelse betog ham og gjorde ham raadvild. Morede hun sig virkelig over ham? Fandt hun ham komisk ? … Pludselig besvarede han Latteren med en Fløjten. Midt i sin Ophidselse og vanvittige Forelskelse gik han omkring i Kammeret og fløjtede i vilden Sky Melodien til: "Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!" –

Et Kvarters tid efter var Ægteparret og Gæsterne paa Vej til Follebro.

III.

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet, Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte til Hest hver paa sin Side af Vognen.

Hr. Frandsen red en glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han havde flere Gange holdt 260 den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine skulde trække sig bort fra Vognen, saa de kunde blive alene. Men han blev stadig skuffet. Fru Vilhelmine holdt sig i Skindet. Hendes Mands Trusel havde alligevel gjort sin Virkning.

Hendes Lydighed rørte Jægermesteren, der let lod sig bevæge. Al hans Harme vendte sig nu mod den forræderske Ven. Fra Chausseen var de drejet ind paa en smal Sognevej, og her kørte han i sin Hævngerrighed Vognen længere og længere ud til den Side, hvor Hr. Frandsen red, og trængte ham paa den Maade ud mod Vejkanten. For ikke at komme ned i Grøften maatte Vennen tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene i det ophvirvlede Støv.

Denne Triumf satte Jægermesteren i godt Humør. Han knaldede med Pisken og lod Hestene strække ud.

Efter knap en Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Rester af et gammelt Kloster. De laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, saa Damerne maatte staa af Vognen. løvrigt var der næsten ingenting at se. En Murlevning paa en halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Til Gengæld var Udsigten deroppe vidunderlig. Det halve Fyens Land laa udstrakt indenfor Synskresen som en uhyre Have, paa kryds og tværs gennemskaaret af hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Busketter. Fru Bertha, der især var taget med paa Turen for denne Udsigts Skyld, trak 261 sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Her havde hun engang i de unge Dage staaet med sin Ven og stirret ud over sin Barndomsegn til sine Drømmes Land, saa fuld af frejdig Tro paa Livets Miskundhed. – "Ak, Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede, jeg aldrig kunde blive, en gammel Kone, der græder over sig selv!"

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at give sin Utaalmodighed Luft med Pisken. Lidt efter steg de alle ned – de to ridende foran.

Det tog Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og denne Lejlighed benyttede Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen til at ride lidt i Forvejen – først i Skridtgang, siden, da Vognen begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren gav Hestene Tøjlen for at indhente dem. Men da satte ogsaa de Farten op, saa Afstanden blev bevaret.

Man havde bestemt sig til at gøre Hjemturen gennem Skoven. Paa Grund af dennes Tæthed og Vejens idelige Bugtninger var det ridende Par hvert Øjeblik ude af Syne. Jægermesteren gav stadig mere Tømme, og Hestene strakte ud. Navnlig den af dem, der var vant til at gaa for Vogn sammen med Fuksen, som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde paa sin Mage med et Nødraab. Den anden svarede forude, og Raabene gav Genlyd i Skoven.

Ved hver ny Drejning af Vejen, hvor Vilhelmine og hendes Kavaler igen et Øjeblik kom til Syne, viste det sig, at Afstanden snarest var bleven forøget. Jytte følte 262 sig ret uhyggelig ved Situationen. Hun saae Fætterens sammenbidte Ansigt blive blegere og blegere samtidig med, at Kørslen blev vildere.

Nu blev ogsaa Fru Bertha opmærksom. Hun vendte sig om og sagde:

"Som du dog kører, John!"

Han tog straks ind paa Linerne, angst for at have givet sig en Blottelse. Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en genlydende Vrinsken, løftede han sig rasende fra Sædet og heglede den et Par Gange af al sin Magt med Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

"Kan du snart holde op med den Galen!" skreg han.

"Men John dog! Hvad gaar der af dig!"

Det var atter Fru Bertha. Hun begyndte at komme under Vejr med, hvad der gik for sig. Det var altsaa Hr. Frandsen, hendes Brodersøn havde hentydet til i sin Samtale den foregaaende Dag!

Frøken Søholm sagde ikke noget. Respekten for en vred Mands Rasen sad hende i Kroppen fra Broderens Hjem. Saa bange hun var, turde hun ikke kny. De spionerende Øjne stod stive i Hovedet paa den gamle Dame, der sad og krøb sammen og lignede en stor Tudse i moireret Silkechenille og med "Esprit".

Nu saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

"Hvor bliver I dog af!" raabte Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

Lyden af hendes Stemme og navnlig den Utaalmodighed, 263 hun lagde i den, gjorde straks Jægermesteren blød om Hjertet. Han havde netop siddet og svoret dyrt paa, at han, naar de kom hjem, vilde tage Hundepisken og tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe. Nu fik han fugtige Øjne af Taknemlighed over, at hun ikke tvang ham til at gøre Alvor af det.

"Hvad har I saadan et Jav for?" sagde han bare, næsten klynkende.

Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel, mens han lod Hesten kapriolere, og dansede derpaa afsted i en engelsk Galop. Lidt efter kørte Vognen op for Trappen, hvor baade Husjomfruen og en af Stuepigerne kom ud for at tage imod.

Af deres forskræmte Miner forstod de straks allesammen, at der maatte være sket noget alvorligt.

"Hvad er der paa Færde?" spurgte Jægermesteren.

Husjomfruen fortalte, at det var den syge Køkkenpige, der pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der og sagt, at det var en slem Lungebetændelse. Pigen havde saa bedt om at faa Præsten hentet for at blive berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.

Damerne steg stille ned af Vognen. Jytte, der endnu ikke havde forvundet Uhyggen fra den vilde Jagt gennem Skoven, blev stærkt rystet af Meddelelsen. Hun gjorde sig ikke Rede for Grunden, men ved Tanken om Døden følte hun Pastor Gaardbos Tilstedeværelse som en Betryggelse.

264 Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu derhen og hørte, hvad der var sket.

"Er Præsten inde hos Oline?" spurgte hun.

Husjomfruen gentog sin Fortælling.

"Hvad er det for en Oline?" spurgte Jytte. "Det er da ikke hende den pæne, der ogsaa var her sidste Sommer? … Tænk!"

Fru Bertha, var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. Hun var ikke sikker paa at kunne dy sig for at sige hende lige op i Ansigtet, hvor skammeligt hun bar sig ad.

Efter at de andre Damer havde faaet Tøjet af, gik de ind i Havesalen. Jytte satte sig for sig selv ved et af Vinduerne. Uvilkaarlig dæmpede de alle tre deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der fandt Sted henne i den anden Ende af Huset. Skønt Jytte aldrig selv havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev hun greben af en ophøjet Stemning ved Tanken om denne Præst, der havde begyndt sin Dag med at plukke Blomster til den gamle Bodils Stue og nu stod derinde ved den syge Piges Seng og bragte hende Trøst med en from Besværgelse. Og hun tænkte, at det vel maatte være for at glemme Sorgen over sin Kærestes Død, at han saaledes helt ofrede sig for andre.

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række Værelser sammen med Husjomfruen. Lidt efter stod han i Døren i sit Ornat.

265 Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og snakkede om den Syge, og Præstens stilfærdige, jysk farvede Tale virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengestemme gjalde op. Et endnu mere fremmedartet Indtryk gjorde dog selve hans alvorlige Skikkelse i den lange, sorte Kjole og den store Pibekrave. Det generede kun Jytte, at han i Haanden holdt en hæslig lille Jordemortaske, der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter.

"Oline bad mig komme igen imorgen," hørte hun ham sige. "Det vil jo naturligvis afhænge af, om hun taaler Besøg."

Fru Vilhelmine bad ham tage Plads; men han undskyldte sig og sagde nu Farvel.

"Hvad er han dog for en fjollet Person!" sagde Fru Vilhelmine, da han var gaaet. Hun havde set, at hans Blik et Par Gange under Samtalen havde søgt hen til det Vindu, hvor Jytte sad. – "Han skal endogsaa have fundet paa, at han aldrig vil gifte sig, fordi hans Forlovede døde."

"Hvem siger det?" spurgte Frøken Søholm.

"Det hedder sig. Og det ligner ham vist ogsaa godt nok. Han er jo ganske forskruet. Han vil være sin Malene tro indtil Døden. Hvor er Folk latterlige!"

266

IV.

Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, bad hun ham om at overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

"Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?"

"Jo, kære – imorgen eller en anden Gang," sagde hun og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag tog hun alligevel afsted.

Da Vognen holdt foran Lægeboligen, saae hun, at hun var saa uheldig at falde lige ned i en Storvask. Rundt om hele Huset hang der Tøj til Tørring. Ogsaa i Haven var der trukket Snore. Den friske Os af Lud stod langt ud paa Vejen.

Hun fandt alle Husets Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske. Først ved Havestuedøren opdagede hun Veninden, der stod paa Græsplænen mellem blafrende Lagenrækker. I Græsset ved Siden af hende sad et lille Barn og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. Fra et andet Sted i Haven hørtes Lyden af legende Børn.

Fru Meta vendte Ryggen til hende, og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

"Goddag, Meta!" sagde hun; men paa Grund af Tøjets Blafren maatte hun gentage det et Par Gange, før Veninden hørte hende.

267 Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde straks stille til Mønstring.

"Hedvig – Jørgen – og Olga!" raabte Moderen, og tre halvnøgne og solbrune Unger kom styrtende frem paa alle fire under de ophængte Lagner og Sengetæpper. Da de opdagede den fremmede Dame, rejste de sig forskrækket og gik derpaa artig hen og gav Haanden.

"Det er jo et helt Regiment," sagde Jytte.

"Ja, synes du ikke, jeg har Lov til at være vigtig?"

"Jo – og det er du nok ogsaa."

"Men hvor I dog ser ud, Børn!" sagde Meta. "De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve … Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give Pigerne en Besked."

"Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed."

"Sikke noget Snak. Vi er forresten næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Skankerne lidt."

Mens Veninden var borte, sad Jytte alene og saae sig undersøgende omkring. Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørktfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer til Værn mod Lyset, bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

"Du har det hyggeligt her," sagde hun, da Meta kom tilbage, men vidste ikke rigtig, om hun ogsaa mente det. 268 Der var noget i Stuernes Stemning, der paa en Gang tiltrak og afskrækkede hende, og hun satte uvilkaarlig denne Følelse i Forbindelse med sit Indtryk af Pastor Gaardbo. – "Det er vel altsaa din Mands Smag?" spurgte hun.

"Ja – og min. Du finder den vist altfor spartansk."

"Naa ja – maaske."

"Ja, ser du, vi mener nu, at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med."

Jytte svarede ikke noget hertil, og nu sad de nogen Tid og talte om deres forskellige fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og andre Ulykker. Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed med sine Hænder. Men Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun havde forladt.

"Længes du aldrig tilbage til København?" spurgte hun.

"Nej aldrig! Jeg synes, man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Men saa fortalte du om din Barndom paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det."

Jytte nikkede.

269 "Du skal se, naar du gifter dig, bliver det ogsaa nok med en stor Herremand. Det har jeg altid tænkt."

Jytte kom til at smile.

"Sig mig, Meta, hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift?"

"Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!"

"Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Pakkeposten uden alle disse mange forudgaaende Formaliteter."

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede over sin Stoppenaal hen til Jytte med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik og blev rød.

"Det mener du jo ikke et Ord af," sagde hun.

Men i det samme skiftede hendes Ansigt Udtryk. "Aa, du tænker naturligvis paa Fødslerne. Ja, de er rædsomme. Endnu langt værre, end man har forestillet sig det," sagde hun – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

"Nej, det var egenlig ikke dem, jeg tænkte paa. En Barselaffære er jo heller ikke det samme nu som i gamle Dage, da man ikke kendte Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig, at da hun fik sit sidste Barn, anede hun ikke det mindste. Kan du huske den store Opstandelse, der blev blandt Missionsfolkene for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen havde skrevet om den moderne Videnskab, at den høfligt lyste den ene efter den 270 anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne?"

Uden at se op fra sit Arbejde svarede Meta efter en Pavse:

"Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den Gang er jeg nærved at fortryde nu."

"Hvad skal det sige?"

"Jeg er naturligvis altid bleven hjulpen af min Mand, og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade, ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv noget at vide om, hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv."

"Hvad har du da gjort?"

"Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen, saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa rent forkert."

"Og det er du nu ked af?"

"Nej, det siger jeg ikke, for det frelste maaske baade mit og Barnets Liv. Jeg holder naturligvis ogsaa lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun mærker sit Barn blive født og har hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de dybeste Hjærterødder ikke med."

Det flammede Jytte for Øjnene ved disse Ord. Hun fattede ikke, at Meta trods alt, hvad hun havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet 271 og føle sig tilfreds. Var der da intet i hende, der gjorde Oprør og rejste Hadet til de vilde Magter, der styrede Verden med en saa raffineret Grusomhed? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født, ja maaske tilsidst vilde dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger?

"Din Mand er velsagtens meget religiøs ligesom sin Bror?"

"Ja, det kommer an paa, hvordan du mener. Kristne er vi da ikke."

"Hvad er I da?"

"Jo, ser du, min Mand har sine egne Ideer om alting. Dersom du vil lade være med at snakke om det, kan jeg godt fortælle dig, at han skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar."

"Hvad handler det om?"

"Om alt muligt i Grunden. Men mest om Børneopdragelse og Samlivet med Naturen … ikke Sport eller Maaneskinssværmeri og den Slags … ja, det kan ikke nytte, jeg begynder at forklare dig det. Det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det hellere end gerne."

"Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig. Du sagde nemlig forleden, at din Mand og din Svoger Præsten var saa meget for hinanden, saa jeg mente, at de ogsaa paa det religiøse Omraade –"

"Min Svoger hører ikke til dem, der hænger sig i Dogmerne. Han ser alene paa Sindelaget. – Men det er sandt, 272 du kender ham jo! Han var her netop igaar og fortalte, at han havde truffet dig og din Mor."

Jytte svarede blot Ja.

"Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?"

"Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?"

"Ja, og paa den uhyggeligste Maade … lige før Brylluppet. Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det er nu to Aar siden."

"Hvem var hun, den unge Pige?"

"Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske, frisk og sød. Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men jeg kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende."

"Lever din Svoger nu ganske alene i sin Præstegaard?"

"Ja, det Skind! … Han har naturligvis en Husholderske, et forfærdeligt Menneske forresten … Men vi haaber jo inderligt, at han maa finde en anden, som han kan komme til at holde af. Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt."

I det samme hørtes en Mandsrøst ude i Forstuen, og da Jytte mente at genkende Præstens Stemme, fik hun lidt Uro paa sig.

"Det er min Mand," sagde Meta. "Jeg vil blot sige ham, at du er her."

Jytte bestemte sig til at tage bort, saasnart hun havde hilst paa Doktoren. Hun satte ingen Pris paa igen at 273 træffe den uhøflige Mand og fortrød i det hele, at hun var kommen her.

Doktor Gaardbo modtog hende imidlertid med overraskende Elskværdighed. Han viste sig tilmed at være ganske underholdende, talte meget og lidt støjende men var fuld af Humør. Da Meta søgte at overtale hende til at blive der til Aften, stemte han i med og tilbød at køre hende hjem, dersom hendes egen Vogn ikke kunde vente. Men al deres Venlighed gjorde blot Jytte endnu mere opsat paa at komme bort, fordi hun følte, at hun slet ikke passede her.

Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns.

Doktor Gaardbos Interesse for Konens Veninde var bleven vakt af en Bemærkning, som hans Broder havde ladet falde om hende ved sit Besøg den foregaaende Dag. Ordene havde røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Af den Grund var han bleven nysgerrig efter selv at danne sig en Mening om hende, og som foreløbigt Resultat af Prøvelsen fastslog han nu, at Damen virkelig var en hel Del mere menneskelig, end han efter Pynten og Minen straks havde forestillet sig. –

Da Jytte kom hjem, fandt hun ingen i Stuerne; men ude under Solsejlet paa Verandaen stødte hun paa sin Fætter, der sad mutters ene, melankolsk hensunken med en Flaske Whisky og Sodavand foran sig. Hun vilde gaa ham forbi; men han bad hende om at sætte sig hos ham et Øjeblik, da han havde noget vigtigt at tale med hende om.

274 "Hvad er det, du vil sige mig?" spurgte hun utaalmodig.

Han saae ynkeligt paa hende.

"Det er noget meget alvorligt … noget meget sørgeligt. Sig mig, har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig?"

"Jo, det har jeg."

"Jeg tænkte det nok. Derfor skal ogsaa du alene vide hele Sandheden. Jeg trænger til at tale med et Menneske i fuld Fortrolighed. Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre."

"Det har du nu sagt saa mange Gange, og det er dog ikke blevet til noget."

"Jamen denne Gang er det Alvor. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg vil hellere være gift med en skiden Malketøs end med den Istap."

"Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I ikke havde mistet lille Kaj," sagde Jytte, hvis Tanker stadig mod hendes Vilje gled tilbage til Veninden. "Eller dersom I havde haft flere Børn."

"Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over Drengen; men Vilhelmine har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun har kunnet blive aldeles rasende, bare jeg nævnede det."

"Kan du i Grunden fortænke hende i det?"

"Det kan du jo ikke mene, Jytte Det er dog Kvindens 275 første Pligt at vedligeholde Formerelsen. Verden skal vel ikke affolkes?"

Jytte vilde ikke svare herpaa. Hun sad med bortvendt Ansigt og lod sig mere og mere rive hen af sin mørke og bitre Ensomhedsfølelse.

"Men vi Mandfolk er altfor fintfølende," fortsatte Fætteren. "Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa, hvad en af mine Venner engang sagde – en Kvindekender. Han sagde rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa tolv Lispund og engang imellem have haft nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forøvrigt de fleste Kvinder – sagde han."

"Hvem var den Vismand?"

"Det kan jo være lige meget med Navnet, ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring."

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning – eller i Mangel deraf Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige Krav til Manden! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne.

"Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sit Hjem, saalænge han opholder 276 sig her paa Egnen. Jeg maa naturligvis ogsaa gøre en Middag for ham. Maaske i Forening med en stor Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Stads af den Mand, og jeg tror, han vil sætte Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og – for Bøndernes Skyld – Karamelbudding. Hvad synes du om Sammensætningen? Eller synes du, jeg hellere skulde stryge Suppen og give Fisken kold i Mayonnaise?"

"Jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags Ting, John," sagde Jytte og rejste sig. "Dersom du ikke har flere alvorlige Ting at betro mig, vil jeg helst gaa ind nu."

V.

Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne. Det var en graa, stille Dag med tung Varme. Hun sad og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende paa Bordet. Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal, førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne ovenover hende summede Bierne. Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

277 Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op ad hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege. Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede dens lodne Krop af Forventning. Men enten var det bare et nyt Kirsebær, der skulde føres til Munden, eller igen en Sten, der blev kastet over Skulderen.

Ogsaa en anden Tilskuer havde hun uden selv at vide af det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige og var gaaet gennem alle Stuerne uden at træffe nogen. Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

Først idet han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham.

Hun løftede Hovedet, og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forundring og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

"Undskyld! … Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa Husjomfruen har jeg forgæves søgt."

"Er det Jægermesteren, De ønsker at tale med?"

"Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked til Dem, Frøken Abildgaard. Jeg slipper saa for at gaa to Gange i samme Ærinde."

Jytte var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare. 278 Præsten ventede øjensynlig paa en Opfordring til at sætte sig. Han stod paa den anden Side af Bordet med Haanden paa Ryggen af en Stol.

"Jeg aner jo ikke, hvad det drejer sig om … Men vil De ikke tage Plads?"

"Tak. – Jeg kommer inde fra Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Hun er dog stadig en Del urolig og navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger har i Forvejen deres at passe, jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud."

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Men dette skete ikke, og da Pavsen blev længere og Tavsheden trykkende, bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær, og de kom nu til at tale om disse Foraarskirsebær, som blev sendt derop fra Tyskland. Pastor Gaardbo kunde fortælle om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i Rhindalen, hvorfra de fleste af dem kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

De talte derpaa lidt om at rejse; og da ogsaa dette Emne var opbrugt og Præsten stadig blev siddende, nævnede Jytte sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

"Deres Svigerinde er min gamle Veninde. Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn."

"Meta har fortalt mig, at De endogsaa har været Klassekammerater. Rigtignok paa den Maade, at De altid var 279 Klassens Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?"

"Jo."

"Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa Pulpituret sammen med en Herre, vistnok en Udlænding. Dengang De kom ind, hørte jeg Folk rundt om mig sige, at det var Justitsministerens Datter."

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstjerne, hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen og havde da taget ham med, for at han engang kunde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og for at komme bort fra den gav hun sig til at tale om de vanskelige Studieforhold ved Universitetet og beklagede de Studenter, der endda var nødt til at ernære sig ved Undervisning samtidig med, at de læste til Eksamen. Pastor Gaardbo fortalte spøgende om, hvordan han selv en Tid havde været Lærer i de øverste Klasser i et københavnsk Pigeinstitut, og at han endnu kunde vaagne om Natten af Skræk, fordi han havde drømt, at han stod foran Døren til Klasseværelset og igen skulde derind og undervise.

"Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning."

Jytte tænkte ved sig selv, at Pigebørnene naturligvis 280 allesammen havde været forelsket i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

"Hvad var det for en Skole?"

"Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro. Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt hos mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Ikke engang deres Fornøjelser tog de rigtig alvorligt. – Men det gælder jo forøvrigt om de fleste Mennesker."

"Hvad for Fag var De Lærer i?"

"Kun i Religion."

"Naa – ja, det er vist næsten ogsaa det allervanskeligste. Der er jo nu Tale om helt at stryge Religionstimerne i hvert Fald i de øverste Klasser for at skaffe Plads til de mange nye Fag."

"Ja, det er der jo."

"Vi kom til at tale om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde have noget indført i Stedet for – jeg tror, han kaldte det for praktisk Levelære. Det kan der ogsaa være god Brug for."

Hun sagde det ganske uden Bagtanke, ja uden at ane, at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Men hun mærkede paa hans Tavshed, at han var bleven forstemt.

"Hvad kan jeg have sagt?" – tænkte hun.

I det samme hørte de nogen komme. Det var Fru Bertha, der nærmede sig inde fra Lindealleen. Præsten rejste sig og hilste.

281 "Goddag, Hr. Pastor!" sagde hun og rakte ham venligt Haanden. "De har ogsaa trodset Varmen."

Han forklarede Grunden til sin Nærværelse, og efter at have gentaget Oplysningerne om den nyoprettede Menighedspleje sagde han:

"Oline har fortalt mig, at Gehejmeraadinden et Par Gange har været saa venlig at se ind til hende. Det har hun været saa inderlig taknemlig for."

Jytte følte Ordene rettet til hende som en maskeret Bebrejdelse og blev lidt rød. Hun havde flere Gange foresat sig at se ind til Oline men stadig glemt det.

Fru Bertha bad ham tage Plads igen; men han sagde nu Farvel. –

"Har du set noget til Vilhelmine?" spurgte Fru Bertha, da han var gaaet.

"Ikke siden Frokost."

"Heller ikke til John?"

"Nej. Han ligger vel endnu og sover Middagssøvn," svarede Jytte, der igen havde givet sig til at kigge i Avisen.

"Der er noget, vi maa tale om; og lad os gøre det nu, da vi er alene! Du sagde den første Aften, vi var her, at du havde følt dig skuffet af Storeholt denne Gang og egenlig helst vilde rejse herfra. Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret, og det piner mig. Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine. Og denne Frøken Søholm er vist ikke saa enfoldig, som hun lader. Dersom du vil som jeg, saa tager vi herfra hurtigst muligt."

282 Jytte havde i Overraskelse løftet Øjnene op fra Avisen. Nu sænkede hun dem igen.

"Hvor skulde vi saa rejse hen?"

"Vi kan jo f. Eks. tage til Fanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af."

"Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil vist gøre ham ondt."

"Aa, John har saa meget for i denne Tid. Ham er det saamænd ganske ligemeget, enten vi er her eller ikke."

"Jamen bliver vi i hvert Fald ikke nødt til at vente, indtil Enslev har været her?"

"Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo heller ikke selv forleden."

Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

"Du kan for mig gøre ganske, som du vil, lille Mor!"

"Jeg har jo fortalt dig om min gamle Grandtante Ernestine, som havde sit Ophold her, da jeg var Barn."

"Var det hende, der var lidt smaatosset og altid talte i Bibelsprog?"

"Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Ordensdragt, og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Jeg har i disse Dage set hende for mig overalt, og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng og talte."

"Men – Mor!"

"Ja, jeg siger det ikke for at gøre dig bange. Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa. Men 283 jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit, saa længe jeg er her. Derfor vil jeg bort."

"Ja, lad os saa endelig rejse! For min Skyld kan det ske naarsomhelst."

VI.

Det politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet, som det nu kaldtes – blev trods Pastor Gaardbos tavse Modstand forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. Det var for Ungdommen noget af et Eventyr at skulle se og høre denne Mand, hvis Bedrifter allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange, hinanden modsigende Myter.

Spændingen var saa meget større, som der i den sidste Tid var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par Højreaviser havde endog paastaaet, at det var Enslevs skjulte Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde valgt til sin Afløser. Enslev beklædte endnu Æresstillingen som Partiets Formand, og det var karakteristisk for den offenlige Mening om ham, at alligevel ingen fandt Rygterne helt usandsynlige. Men hvad var Grunden til hans Misfornøjelse med Tyrstrup? Havde han fortrudt sin Frasigelse af Magten? Eller var det bare Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt? – Saadan 284 spurgtes der overalt i Landet, hvor de Taler, Enslev allerede havde holdt, og visse Artikler i "Femte Juni" og i hans Provinsblade havde gødet Jordbunden for de vildeste Formodninger.

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Drysregn fra Sønden, der syntes bestemt til at drukne hele Festen i Væde. Men som mange Gange tidligere viste den lunefulde Vestenvind sig at være Enslevs Forbundsfælle. Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Ved Middagstid blafrede Flagene over et lysflimrende Land.

Paa Storeholt havde man i den sidste Tid haft travlt med Forberedelserne til at modtage Hædersgæsten. Jægermesteren havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men han havde i den Henseende beroliget sig med, at Enslev efter Sigende havde for Skik at lade alle Indbydelser ubesvarede og alligevel at komme, dersom det passede ham. Han havde derfor indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag, ligesom han havde overtalt, ja næsten truet Fru Bertha og Jytte til at opsætte deres Afrejse, fordi han vidste, at det vilde være Enslev en stor Glæde at træffe dem. Jytte havde iøvrigt for sit Vedkommende ikke gjort mange Indvendinger.

Ved Firetiden kørte Landaueren frem for Hovedtrappen, smykket med Bøgeløv.

"Hvad er det, jeg hører?" sagde Fru Vilhelmine, – hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbstoilette og 285 trak et Par lange Handsker paa. "Forholder det sig rigtigt, at du ikke vil med?"

"Ja, jeg bliver hjemme," sagde Jytte. "Jeg har en Skræk for Folketrængsel."

Fru Vilhelmine havde stillet sig op foran et af de store Spejle for at rette paa sin Hat.

"Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo er en af Talerne?"

"Jo, jeg veed det endogsaa fra ham selv."

"Og alligevel tager du ikke med?"

"Er det da for at høre ham, at du tager med?"

Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.

"Du maa virkelig undskylde … Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo."

Jytte lo.

"Vistnok mere end jeg!" sagde hun og gik ud i Haven.

Først da Vognen var kørt, kom hun ind igen. Hun havde glædet sig til at blive ene; men idet hun gik gennem de store, tomme Stuer, følte hun sig knuget af Stilheden.

Hun satte sig ved Flyglet inde i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at afsky dette Menneske. Hun opbragtes af Kynismen i den Tone, hvormed Vilhelmine ved enhver Lejlighed lod hende høre, at hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for 286 at se til den syge Oline. Ogsaa John var begyndt at blive ubehagelig, ja havde ligefrem advaret hende mod Præsten, om hvem han paastod at vide flere ikke rigtig fine Historier.

Hun begyndte paa en chopinsk Polonæse men brød af efter at have spillet et Par Takter og satte sig hen med en Bog. Ogsaa den opgav hun dog hurtigt og sank tilbage i sine egne Tanker.

At hun satte Pris paa at tale med Pastor Gaardbo – ja, det skulde hun saamænd gerne indrømme Vilhelmine. Skønt hun hverken fandt ham morsom eller aandrig, snarest det modsatte, havde hun haft Udbytte af Bekendtskabet med ham, fordi han var saa forskellig fra alle andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde ikke interesseret hende paa samme Maade.

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel spare sig deres Ængstelser. Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo, kunde aldrig blive det, vilde da heller ikke for nogen Pris være det. Bare den Tanke igen at blive hvirvlet ind i en haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde blive ude af sig selv. Men det havde ingen Nød. Det var med Pastor Gaardbo ligesom med Meta. Han hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det.

Hun forstod ikke den Slags Mennesker. Hans urokkelige Tillidsfuldhed forargede hende. Gik den Mand da 287 gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl?

"Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund," havde han engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene!

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet. Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse. For det var jo umuligt, at han selv for Alvor kunde tro paa alle disse bibelske Barneeventyr. Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og fjern.

Desuden … der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder, hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider næsten hadede hende. Dersom det utrolige kunde tænkes, at hun kom til at holde af Pastor Gaardbo, saa vilde hendes Sjæl ikke faa Fred, før hun havde fordrevet dette Minde af hans Hjerte. Og dersom hun blev gift med ham, vilde hun alligevel altid have en Følelse af, at der listede et Spøgelse omkring i Huset og belurede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie! …

Hun ringede paa Stuepigen og bad om at faa en Kop 288 Te bragt ind. I det samme hørtes Brølet af et Automobil, der kørte op for Indgangen.

"Sig blot, at der er ingen hjemme," sagde hun til Pigen.

Ikke desto mindre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte ind. Det var Meta.

"Men, kære! … Hvor kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?"

"Jo, det var egenlig Meningen, og jeg var ogsaa paa Vej derhen med min Mand; men saa foretrak jeg at se lidt ind til dig. Jeg tænkte jo nok, at jeg skulde finde dig alene hjemme idag, og – ærlig talt du – jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren. Der er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om. Min Mand kommer saa tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?"

"Ikke det mindste! Tværtimod! Jeg sad netop og trængte til Selskab. Jeg er ganske rigtig alene … det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har ondt i Maven af en for stor Dosis Petroleum."

"Petroleum?"

"Ja, det er en latterlig Historie. Den kan du faa siden. Lad mig nu høre! Hvad er det saa, du vil betro mig?"

"Ja, nu bliver du maaske forskrækket og synes, at jeg er paatrængende … men ser du … du veed vist, at der paa Søndag skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Har min Svoger ikke talt om det?"

"Jeg tror det nok."

289 "Ja, vi kalder den for "De Gamles Sankt Hans Fest". Alle de Folk her i Sognene, der er over femogtreds, er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set de gamle Menneskers Glæde! … Kunde du nu ikke have Lyst til at overvære saadan noget engang og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Jeg tror, det vil interessere dig. Allergladest vilde vi naturligvis være, dersom du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle ved at spille lidt for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel."

Jytte saae ned paa sin Fod, der vippede op og ned, som om hun slog Takt til sine Tanker.

"Hvor er du kommen paa den besynderlige Ide, Meta? Er det din egen? Eller har du den fra andre?"

"Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik. Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af "Jeppe paa Bjerget" – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber paa godt Vejr."

"Det lyder jo altsammen meget fornøjeligt. Jeg forstaar kun ikke, hvorfor din Svoger ikke selv har spurgt mig."

"Jeg tænker, han har været bange for at faa et Afslag."

290 "Bange?"

Meta rykkede sig nærmere, og hendes Stemme blev fortrolig.

"Ja, jeg synes, du skal vide det, Jytte, – jeg tror, det vil være min Svoger en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte."

Jytte, som følte Blodet stige hende op i Kinderne, lagde Hænderne over Ansigtet og gav sig til at le.

"Du maa ikke blive vred, Meta, men jeg synes –."

Hun maatte standse, da Pigen i det samme kom ind med Teen. Den blev anrettet foran dem paa et lille Bord sammen med friskt Bagværk og Citron.

Jytte var vred paa Veninden for hendes Uforbeholdenhed men ogsaa ærgerlig paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i et Forhold, der saa let kunde misforstaaes, – hvad det aabenbart ogsaa grundigt var blevet! Da Pigen var gaaet, sagde hun:

"Du og din Svoger maa endelig ikke gøre Regning paa min Assistance. Jeg passer absolut ikke i det Selskab. Bare det, at jeg skal tænke mig anbragt ved et Stueorgel … Oprigtig talt, Meta, det er det skrækkeligste Instrument, jeg kender."

"Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? … Da du forleden Nat vaagede over den syge Pige her, gjorde du det vel ikke for din egen Fornøjelses Skyld. Det var jo netop det smukke ved det."

Jytte blev igen rød.

"Naa, det veed du ogsaa! Jeg er vist kommen for Skade at vække Sensation med den Historie. Det var ellers ikke 291 Meningen. Det hele kom ganske naturligt. Jeg saae, at Sygeplejersken var overanstrengt, og Pigerne har i Forvejen nok at gøre. Saa ofrede jeg en Nats Søvn. Det er det hele. Jeg kan virkelig ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster."

"Hvorfor siger du nu saadan, Jytte?"

"Fordi jeg synes, at der bliver gjort et ganske urimeligt Væsen af Folks Barmhjertighedsgerninger. Min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen plejede at sige, at det var den menneskelige Natur imod at gøre noget gratis. Derfor tog man sig altid paa en eller anden Maade betalt for sine Velgerninger. Selv om man ikke havde nogen himmelsk Fader over Skyerne, som man skulde gøre sig velbehagelig for i Haabet om passende Vederlag, saa lod man sig alligevel sjælden nøjes med Bevidstheden om simpelthen at have gjort sin Pligt, naar man hjalp en Medvandrer over en Grøft. Saa mange var Ordene!"

"Ja, du maa undskylde – men det er mig for indviklet."

"Kan du huske Anna Mohn – hende, der blev Diakonisse? Det vakte jo en saa umaadelig Begejstring, at hun foretrak at pleje Syge og gaa med Bækkener, skønt hendes Far var saa rig, at hun kunde gøre sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun var mig altid inderlig imod. Den Slags Folk bliver straks saa uhyggelig selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis!"

292 Meta var bleven stille. Hun genkendte nu rigtig sin Veninde fra gamle Dage i København, naar Jytte sad i Gyngestolen med Haanden under Nakken og trevlede alting op, saa man tilsidst hverken vidste ud eller ind. Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

"Hvor er du underlig!" sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

"Jeg veed det nok. Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker undertiden paa, om jeg ikke er kommen til denne Verden af en Fejltagelse og i Virkeligheden var bestemt for en ganske anden Klode i den modsatte Ende af Himmelrummet. Jeg føler mig til Tider som en Døvstum og begriber ikke et Muk af det hele. Men til andre Tider har jeg rigtignok en lige saa ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere."

Hun vilde have sagt mere, men opgav det, fordi hun dog aldrig kunde forklare sig ordenlig. Hun hørte det ogsaa selv nu, at hendes Tone var falsk. Ak ja, hun var nu engang fordømt til at gaa omkring som en Karikatur af sig selv, fordi hun ikke ejede Evnen til at give sit inderste Væsen tilkende for nogen. Men det var vel forøvrigt de allerfleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.

Pigen kom atter ind. Hun bragte Jytte et Visitkort.

Meta saae, at det gav et Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

"Er den Herre derude?"

293 "Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden."

Jytte tænkte ved sig selv, at dette Besøg, saa frækt det var, i Grunden kom hende ganske godt tilpas som Afleder. Efter et Øjebliks Betænkning bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

"Kommer her Fremmede? Saa vil jeg hellere gaa," sagde Meta.

"Nej, paa ingen Maade! Det faar du ikke Lov til! Det er Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende."

I samme Øjeblik, Jytte saae Hr. From træde ind ad Døren, fortrød hun sin Overilelse. Det gik op for hende, at han rimeligvis havde gjort den samme Beregning som Meta og ventet at træffe hende alene. Hun mente at kunne se det paa ham, at han var skuffet over at finde Fremmede, og den instinktive Angst, hun havde følt for dette Menneske fra den allerførste Gang, hun var sammen med ham, kom atter over hende som et Kuldepust.

Men Ulykken var nu engang sket. For at Meta ikke skulde ane Uraad, maatte hun endda modtage ham med en vis Forekommenhed.

"Hr. Kunstmaler From – Fru Doktor Gaardbo. De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værsgod og tag Plads!"

"Grand merci!"

Den blonde Maler, der stadig havde ondt ved at skjule 294 sin Ærgrelse, rullede en Stol frem og satte sig overfor Damerne.

"Hvordan befinder De Dem paa Bækkelund?" spurgte Jytte i Konversationstone.

"Ikke godt! Meget daarligt endogsaa! … Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord."

"Det forstaar jeg ikke. Grev Rønnovs har dog Ord for at være meget elskværdige Folk."

"Elskværdige … Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Saa tilhører de desuden alle tre den indre Mission … den allerinderste Mission, maa man vistnok sige. Nu be'r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er absolut ikke velset, dersom man ikke møder op baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Der bliver ogsaa holdt en meget lang Bordbøn, som Greven altid selv læser. Jeg har den allerstørste Ærbødighed for Fadervor; men – ikke sandt? – man kan dog ikke lade være med at tænke paa, om ikke Suppen staar og bliver kold. I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer, naar man vilde telefonere til det højeste Væsen. Nu hører en varm Bøn med til Menuen i de adeligste Krese. – Ja, undskyld, dersom jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser," vendte han sig pludselig til Meta, der sad maalløs af Forbavselse.

"Utilfredsheden er vel altsaa gensidig," skyndte Jytte 295 sig at sige, da hun saae den Forskrækkelse, hvormed Veninden tog sine Øjne til sig uden at svare.

"Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Forleden Aften hentede jeg min Guitar og kvædede lidt efter Middagsbordet. Jeg sang tre af mine franske Viser, som De jo kender. Deriblandt den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør formidabel Lykke. Men Damerne var rystede, og Greven frabad sig meget bestemt den Slags Underholdning for Fremtiden. Kan De forstaa det?"

"Jeg kunde tænke mig et mere passende Valg af Repertoire."

"Naturligvis, – det indser jeg godt nu. Besynderligt er det bare, at hverken Komtesserne eller Greven gav sig Luft før bagefter. Men det er velsagtens det, man kalder medfødt Takt."

Jytte mærkede godt, at Metas forskrækkede Øjne havde flyttet sig over paa hende. Hun vidste ogsaa, at hvad der foregik her vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Men det var netop, hvad hun gjorde Regning paa, ja hun vovede sig af denne Grund til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

"Jeg synes, De forleden talte om en laksrød Kammerherreuniform, som De glædede Dem til at male. Men maaske har ogsaa den skuffet Dem?"

"Nej, den er mig virkelig en Trøst i den lille Time, Greven daglig tilmaaler mig. Men hvor skal jeg gøre af mig selv hele det øvrige Døgn? Dagene er jo tilmed saa 296 urimelig lange paa denne Aarstid. Derfor vilde jeg meget gerne bede Dem og Gehejmeraadinden vise mig den Barmhjertighed at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. – Jeg tror, De med god Samvittighed vil kunne anbefale mig som en Person med en præsentabel Guitar og et forholdsvis vel uddannet Brøl i Halsen."

Hans Dristighed imponerede Jytte. Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde give ikke saa lidt for at vide, hvad han i Grunden var for et Menneske. Hun havde i Løbet af de sidste Aar truffet ham nogle Gange i Selskabslivet, og hver Gang havde hun gjort sig det samme Spørgsmaal: Hvem var han? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde ret hurtigt forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen Bajads for Folk.

Men nu vilde hun have ham bort. Narren havde gjort sin Nytte og kunde gaa. Hun vendte sig til Meta, spurgte til hendes Børn, talte i det hele om Ting, der holdt ham udenfor Samtalen. Tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa ham drevet paa Døren.

Da han var gaaet, foreslog Jytte en Spaseretur i Haven. Men heller ikke herude kunde Samtalen mellem Veninderne ret komme i Gang igen. Metas Holdning var helt forandret.

Jytte sagde: "Lad mig sige dig det, som det er – skønt det ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen. 297 Du vil altsaa forstaa, at det alene af den Grund er ganske umuligt for mig at komme med til den Fest, du talte om."

Meta saae tvivlende paa hende.

"Rejser I?"

"Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om."

"Det maa saa være bleven pludselig bestemt."

"Nej – tværtimod. Mor vilde have rejst endnu tidligere. Hun er kun bleven her for Enslevs Skyld. De er jo gamle Bekendte fra den Tid, da han og Far sad i samme Ministerium."

"Hvor rejser I saa hen?"

"Jeg veed ikke bestemt. Til Fanø maaske. Eller maaske til Skagen. Der er vist ganske livligt paa denne Tid."

"Ja, det er jo Kunstnernes Samlingssted. Saa skal du maaske træffe Hr. From der?"

"Ja – det er vel ikke helt utænkeligt."

Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen, sagde hun. Hun vilde saa vente paa sin Mand henne i Præstegaarden.

Jytte forsøgte ikke at holde paa hende. De kunde dog ikke mere tale sammen. Hun havde atter mistet en Ven, som hun havde været nødt til at skuffe. Ogsaa Meta vilde for Fremtiden tænke paa hende med Bitterhed og Skam. Saadan var hendes Skæbne. Enhver ny Oplevelse skulde kun forøge hendes Ensomhedsfølelse og hendes Tristhed.

298 Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen og holdt hende hele Tiden under Armen, skønt Metas Holdning paa ingen Maade indbød dertil. Ved Enden af Alleen sagde hun hende Farvel med et Kys.

Idet hun langsomt gik tilbage, kom hun til at tænke paa noget, som Pastor Gaardbo havde sagt om Meta og hendes Mand. I sin utrættelige Missionsiver havde han engang i en af deres Samtaler erklæret, at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud, og da hun i den Anledning henviste ham til at spørge sin egen Broder, havde han vemodig svaret, at hans Broders og Metas huslige Lykke foreløbig fyldte deres Hjerter helt.

"Men den Dag, Sorgen banker paa deres Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa de søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det Haab slipper jeg aldrig."

Hun havde tænkt paa, om Meta og hendes Mand vidste, hvad det var for Forhaabninger, han gik om med paa deres Vegne? Hun kunde ogsaa huske, at hun havde haft paa Læben at spørge ham, om hans afdøde Kæreste var Kristen, eller om han ogsaa for hendes Vedkommende havde haabet paa Sorgens og Lidelsens Overtalelsesgaver. For i saa Fald var det maaske ikke saa sikkert, at den unge Pige var død ved et Ulykkestilfælde. Før eller senere maatte hun jo næsten drives ind i Døden af en saa forbryderisk Selvretfærdighed.

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og fuld af Kærlighed til Menneskene, 299 samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert stakkels Menneskekryb, i al Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? … Aa, disse uforgribelige Meninger om alt i Himlen og paa Jorden! Var Tilværelsen da ikke i Forvejen frygtelig nok, siden Menneskene absolut skulde plage Livet af hinanden med denne evige Strid om Drømme!

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken Søholm var staaet op. Den gamle Dames falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Stilheden. Jytte holdt Haanden op for Øret med et: "Aa!"

Der var noget af en Besættelses Uhygge i disse ihærdigt frempinte Toner, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem dem. Det var som at se det gamle Menneske selv, naar hun sad ved Maaltiderne og med sine nærsynede Øjne mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels glædeløse Tilværelse.

Nogle Raager, der sad i en Trætop og skræppede, syntes at le af den gamle Dames Sundhedsmusik. Det lød i Jyttes Øre som en dæmonisk Spottelatter over den hele Menneskehed med dens krampagtige Fastklamren til et Liv, der var saa fuldt af Sorg og Savn og Smerte. Hun vendte sig i Døren og saae op mod de sorte, kaade Fugle. Hvor hun forstod dem! –

300

VII.

Et Par Timer forinden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo, der havde været nødt til at give Møde for ikke at vække Anstød. Gaardejer Peter Hansen, Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt, som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang.

I to Vogne kørte de alle til Peter Hansens Gaard, hvor en Kaffeopdækning ventede. Da Enslev fik at vide, at Præstegaarden laa lige ved Siden af, ytrede han Lyst til at se den; og nu magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven.

"Naa, saadan ser De altsaa udl" sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen tilsæde. "De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg har ladet mig fortælle, at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand, ikke sandt?"

Den unge Præst blev forvirret. Han var ikke forberedt paa en saa elskværdig Tone.

"Spørgsmaalet ligger jo foreløbig ikke for," svarede han undvigende. "Ingen tænker paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stiller sig."

301 "Sæt Dem ned og lad os tale lidt fornuftigt sammen! Men her trækker … Tjen mig i at lukke den Verandadør," sagde Enslev for at sikre sig mod Forstyrrelser. "Se, lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. De maa ikke lade Dem friste ind paa Politiken, før De har afgjort med Dem selv, at De vil gøre Alvor af Sagen. Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg! Tribunen fanger! – – Nej, afbryd mig ikke! Vi har i Forvejen tilstrækkelig mange af disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har gjort til Statsmænd. De bliver som Regel ynkværdige Figurer, der bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Den forlanger tillige, at man møder med hele sin Person som Indsats og Garanti. I Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber, fordi de altid kan revanchere sig paa Privatscenen, naar de har været uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, saa stiller den professionelle Politiker baade sin øjeblikkelige Anseelse og sit Eftermæle i Pant hos Folket. – Men lad mig høre! Hvad var det, De vilde sige?"

Pastor Gaardbo svarede, at han ikke nærede noget personligt Ønske om at komme til at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

"Jeg gør det i saa Fald kun af Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen, der føler sig utrygge ved Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser 302 skal komme til at varetage deres Tarv i Rigsdagen."

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet, hans Tone ogsaa.

"Deres Meningsfæller? … Hvordan skal det forstaas?"

"Mine religiøse Meningsfæller. Gamle Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge."

Enslev tav et Øjeblik. Den berømte Stok – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget som et Par Ørnekløer.

"Møller Jensen stiller sig ikke mere. Men der er i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. Jeg vil som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som Deres Ven advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan faa de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen, er jo i Virkeligheden intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Det har været os – specielt mig – en pinlig Overraskelse at træffe Dem i Ledtog med Demonstranterne, da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser."

Pastor Gaardbo løftede Hovedet.

"Jeg?" sagde han i lidt usikker Forbavselse.

"Ja. Det kan De jo ikke være uvidende om. Naar De 303 i saa ung en Alder sidder i dette forholdsvis betydelige Kald, er det en Anerkendelse, som er vist Dem for Deres fordomsfrie politiske Standpunkt. Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi Kultusministeren vidste, at han imødekom mit Ønske ved at give Dem Embedet." Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

"Det har jeg aldrig anmodet om!"

"Det veed jeg! Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre Ansøgere. – – Men lad det nu være! Siden jeg nu er kommen her – og det bliver maaske baade første og sidste Gang, vi taler sammen – vil jeg sige alt med det samme. Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke bare en Talemaade. Siden De første Gang som ung Student optraadte paa et politisk Møde, har jeg i Frastand fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan godt sige – med Forventning om en betydelig Fremtid for Dem som Politiker. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. Politik er en krigerisk Haandtering, der – som jeg før sagde – vanskelig lader sig forlige med en borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg tilstaar, jeg har siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel for ornatklædte Politikere. Men jeg har ogsaa tænkt mig, at den Dag kunde komme, da De opgav Præstevirksomheden for helt at ofre Dem for den sociale Forsorg, som jo særlig har Deres Interesse. Og den naturlige Virkeplads for et saadant Arbejde er dog Rigsdagen – i det hele Politiken. Paa det Omraade 304 har De jo tilmed en – saa at sige medfødt – Ret til hurtigt at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa Grunden til, at jeg nødig ser Dem gøre et uovervejet Skridt."

Pastor Gaardbo var ikke klar over Hensigten med al denne underfundige Venlighed. Var det et Forsøg paa at lokke ham ud i en Hængemose? Eller troede Farbroderen virkelig at kunne friste ham til Frafald med et Tilbud om at gøre ham til Arvtager i hans politiske Dødsbo? … Han havde Medlidenhed med den gamle Mand, der saa aabenbart var uden al Forstaaelse af sin Afmagt, og da han ikke nænnede at sige ham lige ud, hvor slet han var underrettet, blev hans Svar kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Øjne i hans Miner, og pludselig glimtede det under de buskede Bryn. Med et Blik, hastigt som Blinket af en Økse, fældede han Dødsdommen over Brodersønnen.

"Vil De saa behage at lade Vognene køre frem," sagde han. "Det er paa Tide at komme af sted."

VIII.

Festpladsen var en stor Lysning midt i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Spektakel, stod nu fire-fem tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran en graaklædt og flagsmykket Tribune med en udbygget Talerstol. Ogsaa Tribunen var stuvende fuld af Folk. 305 Paa den ene Side af Midtergangen sad Bladreferenterne og dukkede sig over deres Papirer, paa den anden Side havde Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger Plads tilligemed andre særlig indbudne, deriblandt Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa til Fru Bertha havde man skaffet Plads her.

Lige nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke, bestemte for gamle Folk men væsenlig optagne af nogle unge Københavnere, der var kommen cyklende hertil fra Landliggerstederne ved Kysten. Overalt fra hele Fyens Land var Befolkningen strømmet til som til en Folkeforlystelse. En mægtig Vognpark dannede Ramme omkring Pladsen og strakte sig dybt ind i Skoven. Der var Købstadsfolk og Bønder og hvidklædte Damer med lange Tylssjaler. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende Landevejsbisser, der taknemlig erindrede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over den fattige Mands Snaps, forbedret Arrestforholdene og gjort Tvangsarbejdsanstalterne til selskabelige Opholdssteder med forskellig Underholdning.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen traadte frem og som Ungdomsforeningens Formand bød velkommen. Han var en lille midaldrende Mand med den fødte Folketalers Svada. Mens han talte, stod han fremoverbøjet med udadvendte Albuer og stemmede Hænderne mod Talerstolens Kant, og i denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa Tilhørerne. Men pludselig rev han Hatten af, udbragte skrigende et Leve for Grundloven, dirigerede Hurraerne med den anden Haand, bukkede 306 som til Tak og meddelte derpaa forretningsmæssigt, at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

En mavefør og skægløs Mand viste sig paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden. Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner og gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han saae sig hjemmevant omkring og løftede først paa Hatten, da han begyndte at tale.

Der var en Del Uro. Næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der raabtes "Hys"; men forinden der blev stille, var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det var et Leve for Fædrelandet.

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos alle de mange Fremmede, der alene var kommen for Enslevs Skyld. De kendte ikke Mandens Navn fra Aviserne og brød sig derfor ikke om at høre ham. I deres Utaalmodighed forsøgte de at tvinge ham bort med Tilraab og Afbrydelser, som Balduin Hansens politiske Venner efterhaanden deltog i.

"Tak, nu er det nok, Hr. Pastor! … Kort den av! Kom igen paa Fredag!"

Ordstyreren maatte vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Oppe paa Tribunen sad Enslev med en bredskygget Kunstnerhat paa sit hvide Hoved. Han havde vendt sig 307 om mod Taleren, og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der blev ved at snakke. Den ene Arm laa paa Rækværket, og Fingrene bevægede sig utaalmodigt. Undertiden syntes han at sukke dybt af Kedsomhed, eller han saae ud over Forsamlingen med et ligesom haabløst Blik, der straks opildnede Spektakelmagerne til nye Tilraab.

Det var altsammen Komediespil. Ingen var saa lydhør som han, ingen fulgte Præstens stilfærdige Tale med dybere Uro. Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand fra den første Gang, han saae hans Navn paa Tryk. I de sidste ti Aar havde hans Tanker kreset om ham. Med sit forvitrede Hjertes sidste Rest af blide Følelser havde han paa Afstand fulgt hans Færd. Ad Omveje havde han bestandig forhørt sig om ham. Selv efter at Brodersønnen var bleven Præst, havde han ikke opgivet Haabet om en Forstaaelse, og da han nu erfarede, at Tyrstrup underhaanden modarbejdede Balduin Hansens Valg til Fordel for ham, havde han overvundet sig til selv at komme og forsøge en Tilnærmelse.

Yderst ude i Forsamlingen stod en Mand, som Folk skævede lidt ængstelig til paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. Det var en tung Skikkelse med et vejrbrændt Ansigt og Briller. En Kasket sad ham dybt ned over et vildt voksende Haar, der ligesom hans Frakke var næsten affarvet af Sol og Vind. Klæderne hang om ham som en Sæk. Paa Fødderne havde han et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven 308 slidt flade paa Alverdens Landeveje. Men nogen almindelig Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand eller en udbrudt Tugthusfange i stjaalent Tøj, der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sine Skjul i Kornmarker og Skove.

Pastor Gaardbo, der nu sluttede under ironiske Bravoraab, havde talt for en "Barmhjertighedens Politik". Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslev, der ved et Vink til Ordstyreren havde tilkendegivet, at han ønskede at tale.

Han rejste sig dog ikke straks men blev siddende lidt for at forberede Modtagelsen og give Forventningen Tid til at brede sig og vokse; og virkelig lykkedes det ham i Løbet af disse Øjeblikke at sammensmelte den store, uensartede Forsamling til en Organisme, der sitrede under en fælles nervøs Bevægelse. Hver Gang han rørte sig, gik der et Ryk igennem den som gennem et Dyr paa Spring.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen, begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet, og det steg til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden. De unge Damer viftede med deres Tylssjaler, og 309 Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse gennem rustne Halse. Og der var ikke Tale om, at han gjorde Forsøg paa at stille Stormen. I en Menneskealder havde han vænnet Folket til at hylde Friheden i hans Person, og han følte særlig i Øjeblikket ingen Trang til at bringe det ud af den Vane.

Mange af Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. Præsten selv var gaaet ned fra Tribunen straks efter, at han havde sluttet sin Tale. Han stod nu nedenfor Talerstolen ved Siden af Bænkene, løftede sin Hat lidt fra Hovedet for ikke at demonstrere men var tavs.

Endelig fik man jublet ud, og Enslev kunde komme tilorde. Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Efter derpaa at have givet en Oversigt over Forfatningskampens Historie sagde han:

"Tilsyneladende har vi jo lykkeligt nedhugget Frihedens Fjender paa alle Omraader: I Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maa nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Kroge ligesom Rotter. Men det skal paa den anden Side ikke skjules, at Sejren har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksom overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den af Tilslutning og staar Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i 310 Glædestaarer. Tidligere Modstandere møder frem med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt den hellige Sag og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den.

"Jeg har i et Par Taler denne Sommer advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os og nu er vor største Fare. Den skuffer de godtroende i al Slags vel udtænkt Formumning – ogsaa i Præstekjolen. Ja, allermest i den! Det synes at være en historisk Lov, som det nu er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk, at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, som Regel befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at blive vore mest yderliggaaende og kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det forsinkede Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu træder i Skranken for Lighedens og Broderskabets Samfundslære! Den samme Klerus, der bekæmpede denne som forargelig og ukristelig, saa længe der var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen, er nu bleven Smaamandens sande Venner, og adskillige af vor Tids unge Præster har jo virkelig med prisværdig Offervillighed personlig taget Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød. Jeg siger om alt dette: Bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte 311 Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med en Smule Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: "Hvilket Ærinde bringer Eder hid, velærværdige Herrer?" Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I skjulte Formaal med dette lidt overraskende Tilbud om Samarbejde?"

Der mærkedes paany Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde; og mange Øjne søgte Pastor Gaardbo. Blandt Præstens Venner rørte der sig en hørbar Utilfredshed. Til Gengæld fandt den gamle Mestermand Tilslutning hos de fleste af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for dennes Valg.

Enslev holdt sig endnu rank paa en Talerstol. Han stod der som en Hersker. Han havde bevaret sin Ungdoms trodsige Kast med Hovedet, naar han talte, og hans Haandbevægelser var fulde af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af den store Menneskemasse kunde man til Tider daarligt høre ham.

"Jeg tilstaar, det er med lidt blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstlighed i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed."

"Tyrstrup!" raabte en lang Student, der ragede op midt i Mylret.

312 Den dristige Afbrydelse vakte Harme og Hyssen rundt omkring. Men Enslev greb den og sagde:

"Lad mig benytte den Anledning, som her blev givet mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mine Ører i denne Tid. Man har i forskellige af vore Modstanderes Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker da her at erklære, at som Partiet – og Folket – selvfølgelig ikke kan have andet Ønske end at hjælpe dette Ministerium til et godt Valg, saadan har jeg personlig kun det Haab at kunne bidrage mit dertil, saalænge Kursen er den gamle."

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af de mange, hos hvem Rygterne om Uenighed i Partiledelsen havde vakt Bekymring. Den skjulte Trusel i de sidste Ord opfattedes kun af faa. Men dette Udbrud af almindelig Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad Enslev ogsaa godt følte. Han stod et Øjeblik tavs, og da han fortsatte, var hans Tone forandret.

"Lad mig sige min Mening uden Forbehold! Jeg frygter Præsteskabet, ogsaa naar det bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere gaar altfor ofte deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: "Under Kirkens Formynderskab." De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Hu til en Genrejsning 313 af et middelalderligt Kirkesamfund med Præsten som ukrænkelig Autoritet. Endnu gaar man ganske vist ret stille om med sine Forhaabninger. Men enhver, som har et lydhørt Øre, vil let fornemme det Suk, der gaar gennem den danske Gejstlighed for Tiden, – et bryndefuldt Længselssuk efter den tabte borgerlige Magt og Myndighed. Det er da paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Præsternes altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det grusomste. Ja – saa utroligt det lyder! – selve den religiøse Følelse har Gang efter Gang været hjemløs her i Landet, fordi et uforsonligt Kleresi lukkede den ude fra Kirkerne. Tænk paa den unge Grundtvig, der maatte præke paa et Tørreloft! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Apostle, den frimodige Kristian Svane og hvad de andre hed, som herskesyge Præster lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! … Mit Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr! Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et tredobbelt Hurra for et godt Valg! Jeg mener dermed et Valg, der jager Lysets formummede Fjender tilbage til deres Afkroge, et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde her i Landet og atter lægger Riget, Magten og Æren i det arbejdende Folks Hænder!"

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor agitatorisk Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen 314 frem, ikke mindst hos dem, der ingenting havde forstaaet. Han maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.

Alligevel var der en Del, navnlig blandt Pastor Gaardbos Tilhængere, der beholdt Hattene paa. Gennemgaaende havde Talen vakt Forbavselse og desuden lidt Betænkelighed. Bondeungdommen, der var kommen dertil med saa højt spændte Forventninger, var dybt skuffet. Det var Folk, der enten helt gik op i praktiske Interesser eller netop var stærkt kirkeligt interesserede. De sidste følte sig forargede.

Nu skulde Balduin Hansen tale. Men forinden maatte der gøres en Pause, fordi Størsteparten af dem, der alene var kommen for at høre Enslev, nu brød op og vakte Forstyrrelse. Cyklestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Da Ordstyreren igen traadte frem, var det hovedsagelig Folk fra selve Valgkresen, der stod tilbage, og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev derfor nu Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners Hurraraab kaldte Modstanderne frem; og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængerskare var mere mandsstærk, end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde løst dens Mæle. Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde faa Ørenlyd.

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik hele sit Program, der var et Udkast til en ny Samfundsorden, bygget paa Jordrente-Beskatningen, hans Liv- og Hjertesag, af hvis Gennemførelse den begejstrede lille 315 Mand ventede sig en ny Verdensfødsel med Fred og Glæde for den hele Menneskehed.

Da han sluttede, skulde Mødet efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Jørgen Mosegaard vilde komme frem og udbringe det sidste Leve. Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet oppe paa Tribunen, hvor alle havde vendt sig mod Trappen, der fra Bagsiden førte derop. De Herrer af Pressen havde rejst sig i deres Baas og strakte Hals. Der maatte være forefaldet noget uventet.

Nu saae man ogsaa en Fremmed staa paa Trappens øverste Trin. Det var den sære, bebrillede Mand, der tidligere havde opholdt sig ude i den yderste Kres af Tilhørerskaren og vakt lidt Forskrækkelse der paa Grund af sit Udseende. Jørgen Mosegaard og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Bestyrelsen vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et Vidnesbyrd for Forsamlingen.

"Det er forhenværende Præst i Folkekirken, Pastor Mads Vestrup."

Der var ikke mange, der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en "Vandrepræst", der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det 316 vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo fra sin Plads nedenfor Talerstolen med Heftighed udbrød:

"Den Mand maa ikke tale her!"

Folk saae paa hinanden; og da Pastor Gaardbo forstod, at det var nødvendigt at give nærmere Forklaring, oplyste han, at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Uvilkaarligt saae alle op paa Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa straks efter, idet han ironisk tilraabte sin Brodersøn:

"Frihed for Loke saa vel som for Thor!"

"Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde," svarede den unge Præst, og disse modige Ord vakte Forskrækkelse men ogsaa mumlende Tilslutning flere Steder. "Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!"

Han havde talt med Kraft og Myndighed. Man saae, at Enslev blev opbragt, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.

Imidlertid var Mads Vestrup kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne Skikkelse bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne, fattige Venner paavirkedes af Synet, og der rejste sig derfor ingen Modsigelse, da Jørgen Mosegaard paany – og denne Gang med værdig løftet Lorgnet – forkyndte:

317 "Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!"

Forinden den tidligere Præst i Favsing begyndte at tale, stod han lidt og ligesom spejdede eller vejrede ud over Forsamlingen. Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i Ansigtet med de plumpe Træk skiftede Udtrykket uophørligt paa en Maade, der mindede om Skyggespillet over en Pløjemark under en urolig Aprilhimmel.

"Det var ellers lovlig stærkt at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke," sagde han med sit grove jyske Mæle, som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere ru. "Jeg veed ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds Menighed her i Landet; men den er ikke nem at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen hujer af hende. Det synes maaske en sær Tale for mange af jer, der her er samlede. I veed maaske slet ikke af, at Satan ogsaa har sin Kirke her paa Jorden. Den tager jo de fleste Mennesker saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden. Se, det kunde jeg nu ha' Lyst til at fortælle jer en Historie om. Det var dengang – I veed nok – da Vorherre vandrede omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse for at besøge sit Folk. Og nu maa I da endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne, som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og 318 i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig, og de fromme Hjerter bævede. Saadan er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen!"

Han maatte et Øjeblik vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Og mange opdagede nu, at Pastor Gaardbo var gaaet. Hvad kunde dette her blive til?

Men Mads Vestrup levnede dem ikke Tid til Overvejelser. Den før saa ubehjælpsomme Prædikant, der hver Søndag talte sin Menighed i Søvn, havde paa sin Apostelvandring faaet Tungebaandet løst. Den løsslupne Lidenskab havde forvandlet ham. Ensomheden paa Landevejene, Nød og Savn og Anger havde hærdet hans Sind og givet den bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed i Talen, der lukkede Folks Øren op.

"Men nede i Helvede sad Djævlen og var rigtig bleven saa forknyt," fortsatte han. "Det var onde Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget ekstra. Da han saa havde grundet i nogle hundrede Aar, tog ogsaa han sig en Dag Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til "Bøf paa en anden Maade", som man siger. Og Maaden … ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede 319 kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik … o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at man ikke rent slog Haanden af ham. Han rigtig frydede sig, naar vi Mennesker sang vore Glædessange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!"

Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. En usikker og bekymret Forlegenhed havde forplantet sig til alle. Kun Enslev sad smilende med Armene paa Brystet og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Jørgen Mosegaard engang gjorde Mine til at skride ind, havde han forhindret det. Synligt for alle beskyttede han med en Haandbevægelse paany Talerstolens Frihed.

"Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List. Der blev Tilløb til den Forkyndelse! Der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til! Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Da Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham igen. Han stod ved Dørene og spurgte: "Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?" Men Folk forstod ham ikke og sagde: "Hvad staar han og snakker om? Pak dig, gamle Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!"

320 "Se, det var nu bare en Historie. Jeg vil nu gerne have Lov til at fortælle om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen hertil. Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg fik at vide, at derinde laa en Mand og droges med Døden – "Hønse-Lars" kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok! Jeg gik indenfor, og der laa et gammelt Menneske med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Den stakkels Mand havde mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var fuldt nærværende, og jeg kunde se paa ham, at han følte sig fuldt betryggende præpareret til at indgaa til den store Dom. Endnu i Dødens Daanen skinnede den gamle Synder af Selvretfærdighed. – Se, det her nedslaaende Syn er bleven ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget, der nys hændte mig selv. I hørte jo, hvem jeg er. I fik at vide, hvad der er overgaaet mig, og hvorfor jeg kom væk fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han skabte os som Syndere, opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster, saa længe vi drager Aande, og jeg veed nu, at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjne med mine Dyder. Derfor nedslog han mig endnu dybere i Smudset. Saa en Dag faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den uberygtede Præst for Favsing og Lime Menighed 321 og vidste, at jeg skulde til at dø. Saa en Aften gik Døren op, og en Fremmed kom ind. Jeg kendte straks Vorherre. "Mads Vestrup! Nu skal du herfra!" sagde han. "Men hvor skal du bringes hen?" – Jeg var jo nok lidt angst men havde dog en ret god Samvittighed, og jeg opregnede for min Dommer, at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da saae Herren bedrøvet paa mig og sagde: "Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine Nætters Kummer?" Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: "Gak bort! Du hører Helvede til!" – –

Han maatte standse lidt. Sindsbevægelsen havde overvældet ham. Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig satte han sin Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog det for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Profet? Eller var det bare en Komediespiller? Selv Enslevs Smil var et Øjeblik bleven lidt usikkert.

Oppe paa Tribunen henstillede Balduin Hansen til Aviskorrespondenterne ikke at omtale det uheldige Optrin, og hans Ord fandt Tilslutning fra alle Sider.

Jørgen Mosegaard traadte derpaa frem for at afslutte. 322 Han havde løftet Hatten for at udbringe et sidste Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

I samme Øjeblik var Indtrykket af den landløbende Præst og hans Tale blæst ud af alles Sind. Alle ventede, at Enslev nu højtideligt vilde udpege Balduin Hansen til Kresens Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa af uden Modsigelse.

Der blev dødsstille.

Og saa kom der noget ganske andet, noget helt uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev, der talte fra sin Plads, mindede om, at det var gammel Festskik at give Værten et Hurra, inden Bordet hævedes. Jægermester Hagen havde atter ved denne Lejlighed med det Frisind, som nu i flere Slægtled havde udmærket Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og den smukke Festplads til Raadighed, og herfor skyldte man ham Tak.

"De store Jordbesiddere plejer jo ellers at være vore svorne Fjender. Med særlig Glæde maa vi da hilse en Herremand, der som Godsejer Hagen viser fordomsfri Forstaaelse og folkelig Samfølelse. Et Leve for denne gode og trofaste Demokrat!" –

Efter Mødet saae man Enslev køre bort i Jægermesterens Vogn. Folk spredtes omkring paa Pladsen, hvor de længe stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod optrækkende Torden.

323

IX.

Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene ude under Kastanjerne i Haven. De var tyet herud saa tidlig paa Grund af Uroen i Huset. Der var et uafbrudt Rykind af Folk, der vilde tale med Enslev. Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han var kommen ud fra Modtagelsesværelset med marmorblegt Ansigt og et forstyrret Udtryk. I Øjeblikket var Vælgerforeningens Formand og nogle andre Bestyrelsesmedlemmer samlede derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha havde taget et Strikketøj med sig for at berolige sit Sind. Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik. Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. "Enslev blodtørster," plejede hendes Mand at sige. Hans Tale den foregaaende Dag fandt hun ogsaa besynderlig uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der kunde være hans Hensigt med den grove Udæskning.

"Tror du, John bliver Rigsdagsmand?" spurgte Jytte, der ogsaa havde taget et Haandarbejde med.

"Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro."

"Saa tror jeg det for os begge. Vilhelmine har da ogsaa en Mine paa idag, som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen."

"Aa, Passiar! Det kan Enslev ikke gøre. Nej, jeg har 324 en Anelse om, at det snarere bliver Pastor Gaardbo, der kommer til at gaa af med Sejren."

"Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang afgjort, at han vil stille sig."

"Jo, det gør han saamænd nok. Efter hvad der foregik igaar, maa han næsten gøre det, synes jeg. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje."

"Hvordan kan han saa blive valgt?"

"Jeg tænker, han hjælper sig selv. Han viste sig ved Mødet som en frygtløs Mand."

"Men han gjorde da slet ikke nogen Lykke."

"Hvem har sagt det?"

"John fortalte, at Folk ikke vilde høre ham tilsidst. Det blev jo næsten til Skandale."

"Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan ikke undgaaes ved den Slags Møder. Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening."

Jytte, der havde set op, bøjede sig igen ned over sit Broderi og blev lidt rød. Saa meget Pastor Gaardbo til Tider var hende imod – og hun kunde i enkelte Øjeblikke næsten hade ham – var hun alligevel Moderen taknemlig for de Ord. Hun ærgrede sig nu kun over, at hun straks havde troet paa Fætterens ondskabsfulde Opspind om ham, hvad der endogsaa havde kostet hende et Par Timer af hendes Nattesøvn. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.

For nu ikke at høre mere rullede hun sit Sytøj sammen og gik ind.

325 Paa Vejen mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen og saae saa bøs ud, at hun helst havde undgaaet ham, saa gode Venner de ellers var. Men da han opdagede hende, lyste det lidt op i hans Ansigt. Han løftede de mørke Buskebryn og strakte Haanden frem.

"Du altid flygtende Diana! … Dig har jeg næsten ikke set. Vil du sørge for, at du faar Plads ved Siden af mig ved Frokostbordet! Saa skal du skrifte for mig."

"Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære."

"Det er en Ordre – forstaar du! Jeg vil høre, hvad for Skarnsstreger du har begaaet siden sidst. – Hvor er din Mor?"

"Hun sidder derhenne."

"Godt! Paa Gensyn altsaa!"

Han kom med lidt Besvær ned ad Trappen. Jytte vovede ikke at tilbyde sin Hjælp. Intet opirrede den gamle Mand mere, end at Folk lod sig mærke med, at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

"Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en Beskæftigelse, jeg tidt har misundt Kvinderne. Jeg kendte engang en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse, man ikke kunde strikke sig til. Strikkestrømpen var hendes Universalmiddel. Den tyede hun til under alle Sorger og Bekymringer ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Kan De ikke lære mig Kunsten?"

"Jeg troede, at Deres Gaard, Deres Have, Deres Høns og Ænder kunde gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De nu helt og holdent 326 var bleven Landmand. De havde fundet Deres egenlige Livskald. De interesserede Dem kun for Kvægracer, Hønsefoder, Frugtavl og den Slags Ting, og jeg vilde aldrig mere faa Dem at se paa en Talerstol."

Enslev stod med Stokken foran sig og betragtede hende med et lurende Blik under de sænkede Bryn.

"Synes De, at Tiden er til at gaa paa Aftægt? … Jeg troede det ganske vist selv. Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes jo ogsaa, jeg kunde fortjent at have mine sidste Aar for mig selv. Men det er gaaet, som det hedder med det gamle Mundheld: Naar Katten er borte o.s.v. – Dersom De vil afkøbe mig Fredsholm for en rimelig Pris, kan vi slutte Handelen med det samme."

"Det er da ikke Deres Mening, Enslev?"

"Jo. Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave, med Træsko paa og en Vandkande i Haanden. Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der."

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed, om den Kedsomhedens Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. Da Fru Bertha indvendte, at man dog altid kunde fordrive Tiden ved Læsning, protesterede han og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var Bøgerne det slettest mulige Selskab.

327 "Sæt en Krigsinvalid til at læse Slagmarkernes Historie! Han vil snart kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over at maatte sidde der i sin Sygestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han at underholde sig med en Æske Tinsoldater."

Hans bitre Tone fik Fru Bertha til at spørge, om Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningens Tillidsmænd ikke havde været efter Ønske.

"Der foreligger endnu slet ikke noget Resultat. Vi skal genoptage Mødet om to Timer; men jeg tvivler næsten paa, at det vil lykkes mig at skaffe Enighed tilveje. Her som overalt i Landet tuder Uglerne. Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om. Men de Herrer af Præstepartiet vil aabenbart føre deres Krig igennem. Jeg har det bestemte Indtryk, at der arbejdes paa en Sprængning."

"Præstepartiet?" sagde Fru Bertha. "Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning."

"Har jeg maaske ikke Grund til det? … Men det skal vi ikke tale om. Jeg kom for at foreslaa Dem en lille Promenade i Haven. Jeg har en halv Snes Minutter til min Raadighed. Kan jeg overtale Dem?"

"Ja, meget let," sagde hun og trillede straks sit Strikketøj sammen.

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha Rester 328 af et Galanteri, der skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da hun og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev var kommen derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig forstaaet det. Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans Kur uden for Alvor at mistænke ham, der allerede dengang var en Mand tilaars. Derfor var hun ogsaa nu en af de faa Damer, som han følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke blot, som Folk troede, fordi hendes Mand havde været en af hans Justitsministre. Det var en Hyldest af et Menneske, der med al sin tyranniske Viljestyrke havde meget kvindagtigt i sin Natur, der bar paa en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke havde formaaet at undertvinge, mens han ringeagtede sine Redskaber.

De talte lidt om Skovfesten, ogsaa om Mads Vestrups Optræden, der havde gjort et ganske stærkt Indtryk paa Fru Bertha.

"Ja, den Mand kan maaske bruges!" sagde Enslev og gav sig igen til at tale om Valget.

"Forholdene her i Kresen er typiske. For blot tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Kandidatur have været en Selvfølge. Som Forholdene nu ligger, anser jeg den for absolut haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder 329 ham? Tyrstrup! Jeg veed det med Sikkerhed. Han ønsker Præsten valgt. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet gravet op for at kunne benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden! Det er den nye Kurs, der skal styres! … Men jeg har længe forstaaet det. Jeg ser ogsaa, hvor det altsammen bærer hen! Frihedsglæden er hos et Folk som det danske en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har hørt om Livsfanger, der som gamle slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene."

"Vil De sige mig oprigtig, Enslev, er det Deres Hensigt at forsøge paa at faa min Brodersøn valgt i Stedet for Balduin Hansen?"

"Ham eller en anden fuldt paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser."

"Men jeg begriber ikke, at De kan tænke paa at faa min Brodersøn valgt. Jeg tror ikke, der er den allermindste Stemning for ham."

"Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved "Fyns Venstre" en meget brugelig 330 Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om "Anarkismens Hydra", som sandsynligvis skal være Tyrstruppernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester."

"Ja ja," sagde Fru Bertha. "De har velsagtens Deres Planer med det hele, og dem tier De med. Men veed De af, at min Brodersøns økonomiske Forhold er alt andet end gode?"

"Han har jo en rig Svigerfar."

"Aa – ham! Den Hjælp, der kommer fra den Kant, frygter jeg næsten mere end noget andet – – Enslev!" sagde hun, da han ingenting svarede, "jeg husker, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde! Min letsindige Brodersøn har i Forvejen tilstrækkelig høje Tanker om sig selv. Rigsdagslivet, er jeg bange for, vil føre ham endnu dybere ned i Ulykken."

Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen. Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet.

De havde nu endt en Rundtur omkring den store Græsplæne 331 bag i Haven. Enslev følte sig træt, og de tog Plads paa en Bænk.

"De talte før om mine Hensigter. Ja, dem har jo Alverden travlt med for Tiden. Som om jeg kan have andre Formaal end dem, jeg altid har vedkendt mig! Mærkværdig nok spørger man ikke om, hvad Mening Tyrstrup har med bag Partiets Ryg at alliere sig med den upaalideligste af alle Forbundsfæller. Hvordan kan det være? Jeg skal sige Dem det. Han gaar Folkets hemmelige Ærinde. Han forbereder det Skridt, som adskillige endnu trykker sig ved selv at tage – Gaasegangen til Canossa. Han forstaar det vistnok ikke selv. Han fabler om at etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor Menneskene gaar omkring med hinanden om Halsen. Men det er ingen Beroligelse for mig, at han selv tror paa sine daarlige og forræderske Hjælpere. Med sin forunderlige Sorgløshed taler han om, at jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Og det er ogsaa netop det, jeg gør! De Bødler, vi kneblede for en Menneskealder siden, de spøger nu i Sønner og Sønnesønner og lurer paa Hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det – skal jeg da gøre mig blind? Skal jeg se ligegyldigt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp igen saa letsindigt sættes paa Spil?"

"Resultaterne?" sagde Fru Bertha efter en Pavse. "Er det ikke netop dem, der virker skræmmende?"

"Hvad mener De?"

"Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede."

332 Enslev havde vendt sig imod hende med et hvast Blik. Han holdt begge sine Ørneklør om Stokkens Haandtag. Saadan sad han længe uden at sige noget, mens et dybt Mørke lagde sig over hans Ansigt.

"Vi Mennesker har en kort Hukommelse. Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning. Derfor miskender vi Øjeblikket. Det kan maaske være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme svundne Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er stillet. For Samfundet, for Menneskeheden er det en uhyre Ulykke. En Politiker har derfor først og fremmest den Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse, og det er paa det Punkt, at Tyrstrup allermest forsynder sig. Vor Tids unge har faaet Friheden i Vuggegave. Af den Grund anses den for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De begriber ikke engang, at der kan være noget at vogte. Og i et saadant Øjeblik lister Tyrstrup den ene præsteklædte Forræder efter den anden ind i repræsentative Stillinger. Udleverer Vaaben til vor argeste Fjende! … Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har forstaaet Nødvendigheden af et afgørende Nappetag med Kirken. Jeg trøstede mig med, at det skulde lykkes os at udsulte den umættelige Snylter, der har tæret paa Folkets Kraft og formørket dets Liv i et Aartusinde. Vi har jo allesammen følt os beroligede ved at se, hvordan den lange Bændelorm efterhaanden selv kvitterede nogle afdøde Led. Vi bildte os ind, at nu laa Uhyret i sine sidste Krampetrækninger, og saa betød det bare, at en ny Yngel 333 var avlet inde i Mørket. Vi faar ikke Fred, før vi knuser Slangens Hoved. Vil Tyrstrup heller ikke denne Gang forstaa mig, skal vi slaas!"

Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm.

"Enslev! De har i Deres Liv vundet saa mange straalende Sejre, der vil mindes med Taknemlighed, saa længe Danmark staar. Hvorfor vil De begynde en ny, endeløs Strid og udsætte Dem for at komme til at opleve Deres første Nederlag? Husk, De er ikke ung længer!"

Han havde atter vendt sig mod hende.

"De trøster godt!" sagde han med et forbitret Øjekast.

Og pludselig rejste han sig og gik bort uden Hilsen.

X.

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. En af de første, der kom, var Danielsen, Redaktøren af Enslevs fynske Blad og selv Fynbo, en yngre, fedladen og rødhaaret Mand, hvis glatte Ansigt skinnede af Smil og Velvære. Enslev havde engang sagt om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad sveden Boghvedegrød.

Lidt efter aabnedes Døren for Pastor Gaardbo. Redaktøren hilste paa Præsten med en Kattevenlighed, som denne ikke besvarede. Og dog anede Pastor Gaardbo ikke noget om, at Danielsen lige kom inde fra en privat 334 Konference med Enslev og her havde faaet Ordre til at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.

I Løbet af det næste Kvarter fyldtes begge Dagligstuerne. Af Hensyn til de indbudne Bønder og for i det hele at give Festen en folkelig Karakter havde Paaklædningsordren lydt paa Frakke. Fru Vilhelmine var højhalset, Frøken Søholm i mørk Silke og Halvhansker.

Fru Bertha og Jytte viste sig først, efter at alle Gæsterne var kommen. Da Jytte opdagede Pastor Gaardbo, vilde hun næsten ikke tro sine Øjne. Hun vidste godt, at han var indbudt – han hørte jo til Bestyrelsen, – men hun havde været ganske sikker paa, at han ikke vilde komme. Han gik jo ikke i Selskaber. Det maatte vel saa være Hensynet til Enslev, der havde bestemt ham. Enslev var jo hans Onkel. Det havde hun ikke tænkt paa.

Han stod underligt alene, ligesom forladt, henne ved et af Vinduerne, og det blev hende hurtigt klart, at de fleste af Gæsterne med Vilje undgik ham. Nu saae hun Vilhelmine stryge ham højbarmet forbi uden at værdige ham et Blik. Saa latterligt det var at se den Gaas kro sig, kunde hun alligevel ikke lade være med at harme sig. Hvad var der sket? … Hun havde Lyst til at gaa hen og tale med ham, bare for at demonstrere.

Men i det samme kom Enslev ind, og et Øjeblik efter gik man tilbords.

Jyttes Bordherre var en gammel Dyrlæge, der gjorde hende den Tjeneste at fordybe sig i sin Tallerken og lade hende i Fred. Lige overfor hende sad den marmorblege Balduin Hansen som et Gravbillede af sig selv. 335 Oprindelig skulde ogsaa Pastor Gaardbo haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort helt hen til den nederste Ende af Bordet, saa langt fra Jytte som muligt.

Stemningen var i Begyndelsen meget trykket. Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Han havde ogsaa frabedt sig Taler. Det var allerede sivet ud, at Valgkommissionens Forhandlinger med ham var endt uden Resultat, og man forstod, at det betød en fuldbyrdet Partispaltning.

Ogsaa Jytte begreb efterhaanden, hvad det var, der formørkede Luften og isolerede Pastor Gaardbo i denne Kres, der hovedsagelig bestod af Enslevs nærstaaende Venner. Efter den tredje Ret var hendes Bordherre kommen til sit Mæle. Han havde bøjet sig hen imod hende og hviskende udtalt sin Forundring over at se Pastor Gaardbo her "efter det, der nu er sket."

"For det er jo ligefrem Oprør!" havde han sagt. "Det er denneher Søren Tækkemand fra Aalehusene, der er Mester for det; men Præsten kunde efter min Mening meget godt have forhindret det, dersom han havde villet. Men det vilde han bare inte."

Jyttes Hjerte slog uroligt. Den Tanke kunde hun nu ikke længer afvise, at det var for hendes Skyld, han havde overvundet sig til at komme her og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Havde han af Meta faaet at vide, at hun skulde rejse, og var han kommen for at sige Farvel til hende? Det havde vel nok været bedst for dem begge, om de ikke havde truffet hinanden 336 mere; men det bevægede hende, at han var kommen trods alt, hvad Meta rimeligvis havde fortalt ham om hende.

Godt var det imidlertid, at hun nu kom bort herfra. Skønt hun ikke en eneste Gang havde set hen til ham, paavirkedes hun i det hele af hans Tilstedeværelse paa en Maade, som hun ikke holdt af. Hun tænkte paa, hvad hendes Mor om Formiddagen havde sagt om ham i Anledning af hans Tale ved Skovfesten, at han var en modig Mand, der gik sine egne Veje; og saa meget forstod hun nu, at det var derfor, disse hæderkronede Frihedsveteraner med Enslev i Spidsen uglesaae ham. De mange sure Blikke, der vendte sig mod den Bordende, hvor han sad, æggede hende op, rejste mod hendes Vilje en Oprørsaand i hende og skabte ligesom et hemmeligt Forbund imellem dem.

Stemningen omkring Bordet havde Vinen og den gode Mad lidt efter lidt optøet. Ogsaa Enslev var bleven mere tilgængelig. Fru Vilhelmine, der sad ved Siden af ham, havde øjensynlig Held med at indspinde ham i sin frække Elskværdighed. Jægermesteren derimod var stadig ligesom blaafrossen i Ansigtet af Uro og Spænding. Han vidste endnu ikke med Sikkerhed, hvem Enslev havde bestemt sig for, og denne Uvished havde slaaet sig paa hans Mave, saa han hele Dagen havde maattet tage Draaber. Han følte sig som paa et gyngende Skibsdæk og satte i Øjeblikket alt sit Haab til sin Kones Forførelseskunster.

Efter Bordet blev Kaffen anrettet inde i Havesalen. 337 Enslev tog Plads i en af Sofaerne med Fru Vilhelmine ved sin Side og gav Kur. Dørene stod aabne til det Fri, hvor en stormvarslende Aftenhimmel farvede Træernes Toppe feberrøde.

Jytte var straks gaaet hen til Pastor Gaardbo. Hun havde set, at Enslev ikke havde gengældt hans Hilsen, da de mødtes under Opbrudet fra Bordet, og det harmede hende. For alles Øjne gav hun ham Haanden, og siden fulgtes de ned i Haven. Herude gik de rundt omkring den forreste Græsplæne, mens nogle Herrer, der havde søgt ud paa Verandaen med deres Kaffekopper og Cigarer, stak Hovederne sammen og hviskede om dem.

Jytte havde et Skindslag over Skuldrene. Præsten holdt Hænderne og sin Straahat bag paa Ryggen. Han havde beredt sig paa at forlade Selskabet, saasnart han havde sagt hende Farvel. Jytte, der undrede sig over, saa lidt han selv var anfægtet af den Uvilje, han havde mødt, spurgte ham om Grunden, og han tilstod da, at han ikke var kommen her for Selskabets Skyld, men alene, fordi han havde hørt, at hun skulde rejse den næste Dag.

"Jeg maatte dog sige Dem Farvel. Jeg har haft saa megen Glæde af at træffe Dem, Frøken Abildgaard! … De tilgiver nok, at jeg siger det saa lige ud."

Hans Tone var mild og rolig, og Jytte saae ikke, hvor bleg han var om Munden, og at han undertiden maatte lukke Øjnene for at samle sig.

To Gange gik de Græsplænen rundt. Saa drejede de ind i Lindealleen, der førte dybere ind i Haven. Det 338 kom ganske af sig selv, fordi de begge to ønskede sig bort fra de kontrollerende Øjne deroppe paa Verandaen. Jytte havde nok betænkt sig et Øjeblik. Men hun følte selv Nødvendigheden af, at de fik talt ud med hinanden, forinden de skiltes. Der maatte saa komme, hvad der vilde!

Pastor Gaardbo begyndte nu at tale om, hvad Meta havde berettet ham om sit Besøg her den foregaaende Dag.

"Jeg kunde mærke paa min kære Svigerinde, at hun var bleven lidt forskrækket over flere af Deres Udtalelser; men jeg sagde til hende, at hun ikke skulde tage et Stemningsudbrud for alvorligt. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmsler til at holde Dem Folk fra Livet med, og mange Mennesker faar derfor et forkert Indtryk af Dem. Har jeg ikke en lille Smule Ret?"

"Maaske," sagde Jytte, der nu fortrød, hvad hun havde sagt til Meta, og allermest den Komedie, hun havde spillet for hende sammen med Karsten From.

"Vil De give mig Lov til at tale ganske aabenhjertigt til Dem? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande. Det har jeg forstaaet fra den allerførste Gang, jeg saae Deres Øjne. Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus. Husker De det?"

Jytte nikkede.

"Der var den Morgen noget i Deres Blik, der fik mig til at tænke paa en Falk i Bur. Ja, nu synes De maaske, 339 jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan er det ikke ment. Jeg tror, De føler det selv, at De er bleven spærret inde i en selskabelig Verden, hvor De slet ikke hører hjemme, ja som er Deres sande, Deres oprindelige Natur bittert imod. Fornærmer jeg Dem ved at sige det?"

Jytte følte det, som om han rørte ved hendes Hjerte. Hun syntes, at hun for første Gang traf et Menneske, der forstod hende. Alligevel kunde hun ikke faa sig til ligefrem at indrømme, hvad han havde sagt. Hun nøjedes med at sige:

"Jeg forstaar, hvad De mener."

De var naaet til Enden af Alleen, hvor der foran en halvrund Bænk stod et Bord med en Møllesten til Plade. Jytte blev paa en Gang saa mat og satte sig ned paa Bænken. Præsten tog Plads paa den anden Bænkeende, saa de havde Bordet imellem sig.

Jytte sad med Albuen paa Bordet og holdt Haanden under Kinden. Med den anden Haand fingrede hun ved en Bladplante, der stod midt paa den riflede Sten i en Majolikakumme. Præsten sad i foroverbøjet Stilling og hvilede Armene paa Knæene, mens han vendte og drejede sin Hat mellem de nervøst urolige Hænder.

"Frøken Abildgaard!" sagde han. "Der er noget, jeg vil spørge Dem om. Jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa det sagt paa en saadan Maade, at Svaret ikke bliver gjort Dem for vanskeligt. – De skal altsaa nu rejse, og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem her og tale med Dem – "skænde" paa Dem, som De plejer at sige. Jeg vil nu vel ogsaa i den nærmeste 340 Fremtid blive omtumlet som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min Vilje er kommen ud i. Men jeg beder Dem om i fuld Oprigtighed at besvare et Spørgsmaal. Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?"

Det Spørgsmaal var Jytte ikke forberedt paa. Hendes Tanker kom i Urede, og hun vidste ikke straks, hvad hun skulde svare.

Da rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han støttede sig til det med begge Hænder.

"Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem," sagde han. "Jeg har været bange for at sige det, … jeg vilde saa nødig krænke Dem. Men nu er Ordet sagt. Og jeg ber Dem blot om at tilgive mig, dersom jeg skulde have tiet."

Jytte havde løftet Hovedet lidt. Hun havde ogsaa et Sekund set op paa ham med et frygtsomt spejdende Blik. Nu saae hun igen ned og sagde:

"Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?"

"Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for eftertrykkeligt konstateret det. Men det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang, da De var Barn. Men jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel 341 i Deres Inderste. Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort."

Jytte bøjede Hovedet som under et Slag. Hun havde i nogle Minutter været lukket ind i Lykkens Rige. Nu blev det mørkt for hendes Øjne, og hun saae som i et Syn hans afdøde Kærestes Lig synke ned i Bølgerne.

"Jeg forstaar Dem nu!" sagde hun, efter at hun en Tid havde ladet ham vente paa Svar. "Det er et forædlet Fremtidsbillede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa, Pastor Gaardbo! Men saa kender De mig alligevel ikke rigtigt. Deres gode Tro til mig vilde jeg altfor sørgeligt skuffe. Jeg er ganske rigtig aldrig bleven præsenteret for Deres Gud; men jeg bryder mig heller ikke om at blive det. De har talt saa meget til mig om hans Kærlighed; men den tror jeg ikke paa. Mit Indtryk af ham er et ganske modsat."

"Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!"

"Det gør jeg vist," svarede hun og rejste sig. "Men saa er Skylden virkelig Deres, Pastor Gaardbo! De siger, at De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min fremtidige Forbedring. Det er saa komisk, at jeg kun kan le af det; men i Grunden burde jeg vistnok føle mig fornærmet."

"Kære Frøken! Jeg vil jo i alle Henseender kun Deres Bedste!"

"Det tror jeg gerne; men jeg foretrækker at gaa gennem 342 Verden med aabne Øjne og bruge min Smule Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn paa Tilværelsen – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for en Skuffelse. Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod den Slags Ulykker. Der er jo nok af dem i Forvejen! Men det har vi nu talt om saa ofte, og der er ingen Grund til at fortsætte den Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel, Pastor Gaardbo! – Nej, jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel!"

Hun sagde de sidste Ord, idet hun saae paa ham med et dvælende Blik uden at give ham Haanden. Præsten betragtede hende med store, uroligt bønfaldende Øjne. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det var Alvor, og fortvivlede ved Tanken om, at de skulde skilles paa den Maade.

"Frøken Abildgaard!" bad han og gik efter hende.

Da vendte hun sig om og udbrød med Heftighed:

"Jeg bad Dem om ikke at følge mig!" –

Oppe i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper imidlertid bleven tændt. Gennem de aabne Verandadøre faldt det hvide Maskinlys ud over den forreste Plæne og brød grelt ind i Havens Sommernatsdæmring.

Paa Verandatrappen stod Fru Bertha og spejdede efter Jytte. Det var bleven sagt hende, at hun var gaaet ud sammen med Pastor Gaardbo. Karsten From var kommen, og det havde gjort hende lidt urolig. Den uforfærdede Kunstner havde den foregaaende Dag ved Skovfesten 343 forestillet sig for Jægermesteren og Fru Vilhelmine, der begge var bleven meget indtagne af hans Elskværdighed. Ganske af sig selv havde han tilbudt at indfinde sig her i Aften med sin Guitar for at underholde Enslev og de andre Gæster.

Da Jytte opdagede sin Mor, sagtnede hun sin Gang, og da de mødtes nedenfor Trappen, forklarede hun, at hun havde spaseret sig en Tur.

"Men du ser saa træt ud! … Og hvor er dine Hænder kolde!"

"Ja, jeg er kommen til at fryse lidt. Jeg er ogsaa træt. Jeg tror, jeg vil gaa i Seng med det samme."

"Det skulde du virkelig gøre. Jeg gaar ogsaa snart op. Her er jo ikke synderlig hyggeligt."

For at undgaa at komme gennem Stuerne gik Jytte hen til Indgangen i Gavlen, hvorfra hun kunde naa op til sit Værelse uden at blive set.

Fru Bertha blev staaende og fulgte hende med Øjnene. Hun havde forundret sig lidt over at træffe hende alene. Det var hende ikke muligt at blive klog paa, om der virkelig var noget mellem Jytte og Pastor Gaardbo. Baade John og Vilhelmine havde talt til hende derom og ironisk lykønsket hende. Alligevel turde hun ikke give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.

344

XI.

Enslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han igen skulde tale ved et Møde, og i de følgende Uger var han uafbrudt paa Farten, drog fra Valgkres til Valgkres for at hverve Tropper til den Kamp mod Præsteskabet, som han trods mange af sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle syge Mands Kampagne synderlig alvorligt. Efter hans Tale i Strige Skov ansaae mange ham for halvt utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten i den Tyrstrupske Presse. Rundt om i Kresene skabte Enslev Usikkerhed og Forvirring, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge.

Ogsaa Jægermesterens Kandidatur, der i Begyndelsen havde vakt Munterhed, begyndte man nu for Alvor at drøfte i Jerve-Kresen. "Fyns Venstre" var Egnens mest læste Avis, og Redaktør Danielsen havde daglig ladet en eller anden "Indsender" optræde som Udraaber af Jægermesterens Fortjenester. Virketrang, Handlekraft, Retfærdighedsfølelse, Djærvhed, Sjælsadel, Offervillighed, Hjertevarme, Trofasthed, Begejstring og Frimodighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde tillagt ham. Ogsaa hans landøkonomiske Forsøgsarbejder var bleven nævnt med Berømmelse, særlig 345 hans Kamp for Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, hvorom det blev oplyst, at han uegennyttigt havde ofret sin Formue paa den.

Paa Valgmøderne vandt han efterhaanden Stemningen for sig med sine Taler. Hans kønsløse Stemme kaldte ganske vist undertiden Latteren frem, men han manglede ikke Ord; og netop de menneskelige Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i det private Liv, kom ham tilgode som Valgkandidat. Hans Karakterløshed, hans ansvarsløse Efterplapren, hans Gavmildhed med Løfter og letsindige Forsikringer vandt ham mange Venner, medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke fragik noget Udsagn, selv naar han vidste, det kunde skade ham, ofte kom tilkort overfor Interpellanterne.

Valgdagens Morgen kørte Jægermesteren i prægtigt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine. Han var stærkt nervøs efter den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang i mange Aar bedt til Gud og forøvrigt styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg.

Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op overalt paa Mure og Telefonpæle, gjorde ham yderligere fortrøstningsfuld.

"Stem paa Hagen!"

Paa hele den lange Vej til Valgstedet mødte hans Øjne de kæmpemæssige Opraab, og hans Sind bevægedes af disse Vidnesbyrd om Folkets Tillid. Ganske vist var 346 der ogsaa mange Plakater med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de var mindre end hans og desuden havde en grim, vissengrøn Farve.

Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og her samledes ved Titiden en rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa Piberne og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst. Nogen personlig Interesse i Valgets Udfald havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede.

Almindeligt mentes det, at Jægermesteren vilde sejre; men det var her som de fleste Steder i Landet umuligt at beregne Virkningen af Enslevs Optræden. Man havde indenfor Partiet denne Gang delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg. Afstemningens Resultat var til det sidste usikkert, og i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, blev der ved Ølglassene indgaaet Væddemaal som paa en Traverbane. Efter at Optællingen af Stemmesedlerne var begyndt, steg Kursen paa Præsten pludselig hundrede Procent paa Grund af Efterretninger, der var sivet ud fra Valglokalerne. En Gang forlød det endda med stor Bestemthed, at hans Valg var sikkert.

Det slog dog ikke til. Præstens Stemmetal blev tværtimod en alvorlig Skuffelse for hans Venner. Enslevs Valgtaktik havde været rigtigt beregnet. Om Aftenen 347 proklameredes Jægermesteren som Kresens Folketingsmand med flere hundrede Stemmers Overtal. Paa en Baggrund af paafuglefarvede Solnedgangsstraaler traadte han frem paa Tribunen og modtog sine Vælgeres Hyldest, idet han med et Kunstgreb, han havde afluret sin politiske Fører og Læremester, takkede med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt i Haanden.

Bagefter drog et Triumftog med Musik i Spidsen hen til Gæstgivergaarden, hvor et Sejrsmaaltid skulde indtages.

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved et aabent Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler i den Anledning, var det kun, fordi ingen tog ham alvorlig og de fleste ansaae ham for lidt forrykt.

Doktoren og Meta sad derefter og ventede paa Præsten, der i Løbet af Dagen kun havde gjort et Par korte Besøg i Lægeboligen. Da han ikke kom, blev der telefoneret til Afholdshotellet, hvor han og hans kirkelige Venner havde haft Samlingssted under Valghandlingen. Med stor Forbavselse hørte de nu, at han var taget hjem.

"Hvad kan det betyde?" sagde Doktoren. "Han maa jo være bleven daarlig. Jeg vil køre ud til ham med det samme. Han har sikkert overanstrengt sig. Dersom jeg kan faa ham overtalt, tager jeg ham med tilbage. Gid vi dog havde faaet ham gift, Meta! Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret."

348 "At det ikke blev til noget med Jytte, skal du alligevel ikke være ked af," sagde Meta. "Hun kunde kun have gjort Johannes ulykkelig."

"Lykkelig eller ulykkelig – det er ikke Hovedsagen! Blot vi gør vor Skyldighed, saa kommer vi altid paa en eller anden Maade i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. – Naa, men nu kører jeg altsaa!"

Mens han rullede henad Vejen i sin træskoformede Vogn, mindedes han en Sommerdag for længe siden i København, da hans Broder sammen med et Par andre teologiske Studenter rejste til England for at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne. Han kunde endnu tydeligt se ham staa ved Rælingen og svinge sin Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set den rigtige Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der sommetider havde kunnet virke lidt barnagtig ved sin Overstadighed, var bleven tavs og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium for at slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu klippefast i sin Beslutning om at blive Præst. Kort Tid efter var det ogsaa, at han ved et politisk Møde, hvor han optraadte som Taler, til almindelig Forbløffelse sluttede med at bekende Troen.

Paa deres broderlige Forhold havde hans Forvandling i lang Tid været uden Indflydelse. Først efter stakkels Rosalies Død, og navnlig efter at Meta og han var 349 kommen til Jerve, havde han undertiden kunnet mærke, at han var ved at miste sin Broders Fortrolighed. Som nu igen idag! Hvad lignede det at tage hjem efter en saadan Begivenhed, uden at de havde faaet snakket ordenlig sammen? … Han kunde næsten ikke lade være med at ønske, at Johannes virkelig var bleven syg.

Han traf Broderen alene. Præsten gik frem og tilbage over Gulvet i sit halvtomme Arbejdsværelse, hvor kun den lille lavfodede Lampe brændte paa Pulten under Kristusbilledet. Han standsede med aandsfraværende Mine, da Doktoren kom ind.

"Er det dig?" sagde han.

Doktoren mærkede straks paa Tonen, at han ikke var velkommen.

"Hvorfor har vi ikke set noget til dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta havde ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt ovenpaa Dagens Anstrengelser."

"Jeg trængte til at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning. Det gør mig ondt, at hun har haft Ulejlighed."

Doktoren satte sig ned, mens Præsten blev ved at spasere.

"Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag."

"Ja."

"Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes! Du slipper nu for at agere med i den politiske Heksesabbat, men det har alligevel ikke været helt omsonst, at du opofrede dig. Balduin fik du i hvert 350 Fald fordrevet, og han er absolut den mest ondartede med sin forskruede Idealisme. I manges Øjne er det Tossehoved jo en hel Profet. Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken som en Dekoration. Man har vel endogsaa Lov til at haabe, at denne Ridder af alt miserabelt vil kunne virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. For saa vidt ser jeg derfor ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er."

"Nej, det gør du vel ikke," sagde Præsten og standsede. "Men du glemmer, at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes. Det er ikke for min egen Skyld, jeg tager mig Nederlaget nær."

Doktoren tav et Øjeblik. Han havde i Broderens Blik mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han i den senere Tid, navnlig, efter Jytte Abildgaards Bortrejse, nogle Gange havde set et Glimt af.

"Hvordan stiller Sagen sig da for dig?" spurgte han.

"Det kan jeg ikke forklare dig uden at komme ind paa Ting, som du har forbudt mig at tale om. Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til Ham, som alene kan hjælpe, han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for Ødelæggelsen, hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at tage Del i Arbejdet for Folkets sædelige Genrejsning. Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har 351 lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er Korsets Vej."

"Du veed, den er for mig Per Gantes Genvej."

"Aa – Pral! Frækhed er det, og ikke andet! Du og dine Lige fordærver Folket. Det er Sandheden! I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at I hader Gud."

Doktoren rejste sig.

"Hør, Johannes, dette her maa høre op! Jeg er ikke kommen for at strides med dig. Men jeg undskylder dig. Du er opreven af Dagens Genvordigheder, og jeg maa vist hellere gaa. Jeg kommer igen imorgen. Saa haaber jeg, du er til at tale med. – Godnat, Johannes!"

Han rakte ham Haanden; men Præsten beholdt sin bag Ryggen.

"Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden!"

Det gav et Ryk i Doktoren. Han blev hvid i Ansigtet og stirrede paa Broderen med halvaaben Mund.

"Det Ord tør du ikke gentage, Johannes!"

"Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden!" sagde Præsten igen og denne Gang med hele sin Stemmes Kraft.

Doktorens Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han kom til sig selv, var Broderen gaaet. Et Øjeblik efter kørte han ud af Gaarden.