Toldere og Syndere

Fjerde Bog

I.

Jyllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gledet over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften med en stjerneløs Himmel. Mens Toget dundrede frem mod den rødlige Taageplet i Horisonten, der var København, fejede Lysskæret fra Kupeerne henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte som et Søgelys en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, kastede sig i næste Øjeblik over et Vogterhus og aabenbarede et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Vejbom, fløj videre over andre opblødte Marker og vandfyldte Grøfter, over drivende Hegn og en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt.

"Det var Glostrup!" forlød det gennem de overfyldte Kupeer, hvor man nu begyndte at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa Rejsetøjet.

353 En sværlemmet Mand i en af de tredje Klasses Vogne havde allerede længe siddet med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en gammeldags Familjevadsæk af den Slags med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjælden ses mere. Det var en Mand, der ogsaa af andre Grunde havde pirret sine Medrejsendes Nysgerrighed. Han var landsbyagtig klædt og havde et stort, vejrbrændt Ansigt, i hvis sorte Skæggebund Læberne blussede som Saarrande. Hans Vest var lukket helt op i Halsen, og denne var ombundet med et rødbroget Tørklæde i Stedet for Flip. Paa Hovedet bar han en bredpuldet Kasket med Læderskygge. Dersom ikke Klæderne havde været saa almueagtige, vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han heller næppe trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Aa ja! Men der var denne Paraply! Desuden bar Manden Briller. Og hans absolute Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han hørte hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? …

Nu gled Toget ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, og alle fik travlt med at komme ud. Kun den svære Mand blev siddende, indtil de andre havde forladt Kupeen. Han havde ikke noget at haste efter. Der stod ingen og ventede ham. Han var en Fremmed.

Først da Vognen næsten var tømt, rejste han sig op.

Med Agtpaagivenhed fulgte han efter Strømmen op ad Trappen. Inde i Forhallens Lyshav stod han et Øjeblik stille af Forbavselse over det pragtfulde Rum, indtil 354 han fik et Stød i Ryggen af en Drager, der væltede sig frem belæsset med Kufferter.

Tilsidst stod han alene udenfor, mens de sidste Drosker rullede bort. Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev afvist, og han styrede nu i Droskernes Spor ud mod "Passagen".

Paa Hjørnet standsede han igen og saae sig omkring for at blive retvendt. Det var tolv Aar, siden han havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted. Den øredøvende Færdsel af Mennesker og Vogne gjorde ham modløs. Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Røremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller, denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: "Whisky er den bedste Drik". Og se der! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: "Søholms Kaffe er den billigste".

"Dette er jo Helvede!" mumlede han.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der bagfra havde nærmet sig ham, en lurvet Skikkelse med et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt med 355 to Fingre Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved.

"Har Herren ikke Brug for et godt Logis?"

"Pas Dem selv!" svarede han og gik videre ind ad Byen til.

Men den anden fulgte efter og var straks igen paa Siden af ham.

"Undskyld! Jeg kan anbefale Dem et majet fint Logis … hos en Dame … majet proper. Lige her i Nærheden."

"Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!" raabte han nu ude af sig selv og løftede Paraplyen til Slag.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som forsvunden i Jorden.

Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med rystende Lemmer fortsatte sin Vej. Og her skulde han leve i Vintermørkets lange, lange Maaneder skilt fra sine kære! … Ja ja! Saadan var det Guds Vilje!

Han naaede Raadhuspladsen og gik ned mod Vartov, hvis røde Mure han paa Frastand genkendte med en lille Fornemmelse af tryg og hjemlig Glæde. Han søgte ind i det afsides Kvarter af gamle Huse, der ligger uforstyrret bag denne ærværdige Stiftelse som et Stykke hengemt Fortid. I disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste, og hvor gamle Haandværksfolk stod tavse i Gadedørene og røg deres Piber efter Fyraften, faldt hans Sind til Ro. Her mødte han en Rest af det provinsielle København, han var fortrolig med.

356 Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed "Vennely" og kaldtes et kristeligt Gæstehjem. I Forstuen, hvorfra en Dør med Kighul gik ind til Kontoret, viste der sig en yngre, frakkeklædt Herre, der bød ham velkommen med en evangelisk Hilsen.

"Kan jeg faa et Værelse hos Dem?"

Evangelisten ringede paa en Klokke. Hotellets Faktotum – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – dukkede frem og bad ham kort om at følge med. Oppe paa tredje Sal blev han vist ind i et Værelse, der ligesom hele Trappen lugtede af Ostekælder.

"Hvad er Prisen?" spurgte han.

Svaret kom først efter lang Tøven og samvittighedsfuld Fingren i det store Skæg.

"To Kroner," sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, at han overlod ham Værelset til den Pris.

"Har De ingen billigere?"

"Billigere?"

Den Gamle skævede til ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

"Vi har et Par Loftsværelser til en Krone," sagde han. "Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn."

"Det kan være det samme. Lad mig se dem!"

Han blev ført op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. Langs den ene Side stod en umalet Træseng. Midt paa Gulvet stod et Bord og to Træstole, 357 ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

"Jeg tager dette her!" sagde han straks, skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede af hans Mund. "Og saa er De nok saa god at sørge for, at jeg faar lidt Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød."

Gubben bekiggede hans Paaklædning.

"De kan ellers godt spise nede i Restaurationen."

"Nej, jeg ønsker at faa Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer."

"Ja ja. Godt Ord igen, go'e Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?"

"Pastor Vestrup. Hvirring Strandhuse."

Den Gamle stirrede.

"Er De Præst? … Men vil Hr. Pastoren saa dog ikke hellere ha' Værelset nedenunder. Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren."

"Nej, jeg bliver her! Og Prisen er altsaa en Krone uden Ekstrabetalinger af nogen Art."

"Ganske som Pastoren ønsker det," sagde den Gamle, der var bleven lutter Ydmyghed.

"Og saa var det fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl."

"Jeg skal lige med det samme give Pigen Besked."

"Og saa husker De nok – tykt Brød!"

358 Saasnart Mads Vestrup var bleven alene, gik hans Tanker hjem til Konen og Børnene, som han for ikke mere end otte-ni Timer siden havde haft omkring sig. De havde allesammen fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af de kære, da de allerede var paa Hjemvejen. Hvornaar skulde han se dem igen?

"Tænk nu bare ikke paa os!" havde Stine sagt til ham ved Afskeden. "De fyrretyve Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine."

Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt hjemme hos Familjen i det lille Fiskerhus ved Havet, hvor den havde boet til Leje det sidste halve Aar, mens han selv havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og Fyn havde han i Sommerens Løb gennemvandret paa sin Fod i al Slags Vejr. Men da Efteraarskulden kom og forhindrede Friluftsmøder, var han bleven nødt til at holde op med at præke, fordi hans forhenværende Embedsbrødre havde faaet lukket Forsamlingshusene for ham. Han var da vendt hjem i den Tanke at ernære sig Vinteren over ved at flette Sivmaatter og binde Koste og forøvrigt være til Hjælp for Stine, der havde faaet Arbejde med Strikning for en Handlende i Vejle.

Men nu for en halv Snes Dage siden havde han faaet et besynderligt Brev fra Redaktionen af "Femte Juni", der opfordrede ham til at komme til København og tilsagde ham Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke. Efter Samraad med Stine havde han taget mod Tilbudet, hvori de begge saae et Vink fraoven, ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han 359 skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde, hvorfra Fordærvelsen havde bredt sig ud over Landet. At Opfordringen kom fra et Blad som "Femte Juni", hvis Aand de godt kendte, foruroligede dem ikke. Gud gik sine egne, skjulte Veje, og Kristus selv havde taget mod Gæstfrihed af Toldere og Syndere.

I de sidste Dage havde Stine haft travlt med at udstyre ham til Rejsen, saa han kunde vise sig i Hovedstaden uden at blive skammet ud. Hun havde egenhændig syet ham et Par nye Vadmelsbukser, og inde i Vejle havde hun hos en Marskandiser købt en næsten ubrugt Frakke til meget billig Pris. Og nu til Morgen havde hun klippet ham og vasket hans Krop, saadan som hans salig Mor havde gjort det den første Gang, han skulde ud i Verden. Ja, hvor havde det kære lille Menneske været utrættelig i sin Omsorg for ham! Hvor havde hun, den svage Stakkel, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Aldrig kom der mindste Klage fra hende. Aldrig tænkte hun heller mere paa disse Draaber og Bandager, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig med i Favsing Præstegaard, ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed og tyllet sig med den hellige Skrift, som om den var en undergørende Medicin, et aandeligt Afføringsmiddel, der kunde drive Syndigheden ud af et stakkels Menneske!

Der blev banket paa Døren. En Pige kom ind med Maden paa en Bakke.

Hun bragte desuden den Besked, at en Journalist fra 360 "Femte Juni" havde ringet til Hotellet og spurgt efter ham. Hun skulde nu spørge fra Bestyreren, om Præsten vilde tale med Journalisten, naar han kom.

Mads Vestrup vendte sig bort og svarede Ja.

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der igen blev banket; og før han fik sagt Kom-ind, stod der et Menneske i Døren.

Det var en lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og Hatten ned over Øjnene. Af hans Ansigt saaes kun en blaarød Næse og et pjusket Overskæg.

"Mit Navn er Carlsen – ABD," sagde han og tog først nu Hatten af. "Og det er altsaa Pastor Vestergaard, jeg har den Ære at hilse paa."

"Vestrup hedder jeg."

"Undskyld, min Herre! Det er desværre en af mine hundredeogsytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne."

Hr. Carlsen, med hvem der som en usynlig Ledsager var fulgt en kraftig Spiritusduft, tog uden Opfordring Plads paa den nærmeste Stol og slog sin Overfrakke tilside.

"Var det fra Dem, jeg fik det Brev for nogen Tid siden?" spurgte Mads Vestrup.

"Ja vel! ABD Carlsen. Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev til Dem. Forresten veed De maaske, at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum."

"Hvem er det, De taler om?"

"Har De ikke truffet Enslev ved et Møde i Sommer? 361 Det er i hvert Fald ham, der vil have Dem lanceret, min Herre! Jeg veed det med Sikkerhed. Vi er jo ude efter Hjælpetropper."

Mads Vestrup, hvem Mandens tølperagtige Optræden i det første Øjeblik havde ophidset, var nu bleven roligere. Han betragtede med Medynk det svulne Ansigt, der var fuldt af røde Drankerpletter paa Næse og Kinder mellem Overskægget og de tunge Øjne. Og han sagde til sig selv, at ogsaa dette stakkels vildfarne Menneske var en af dem, til hvem han skulde bringe Jesu Kristi Budskab om Fred og Frelse.

"De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder. Hvordan skal det forstaaes?"

"Jeg vikarierer for Dr. Svendsen. Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Fag er ellers Varieteerne og andre Forlystelser – ABD. Saa er De med, ikke sandt?"

"Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol."

"Det er jeg sgu ogsaa, min kære Herre! Kandidat med Laud – om jeg maa be'! Havde det ikke været saa uheldigt, at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med Bøgernes Bog, saa kunde ABD nu ha' siddet og haft det rart i en Præstegaard og dyrket sine hundredeogsytten smaa menneskelige Svagheder med Kalot og Merskummer."

"Saa har De aldrig tænkt paa at blive Præst?"

"Nu maa De ikke fornærme mig! Veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Heller Madam 362 paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. – Man havde jo sine Idealer, Højstærede! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre! Det er en kostbar Fornøjelse at staldfodre den Slags Luksusdyr. Det var min Kones sidste Ord, inden hun døde. – Naa, men det var jo ikke netop det, vi skulde tale om," afbrød han sig selv og gav sig til at søge i sine Lommer efter Notebogen. "Vi skulde jo gerne have et Interview."

Med Forbavselse havde Mads Vestrup set, at der fra den forhutlede Drukkenbolts Øjne rullede to store Taarer, og han kom atter til at tænke paa Frelseren, der havde færdedes mellem Sviregaster og Skøger, ja havde foretrukket deres Selskab for farisæiske Præsters. Hvor han forstod det! Ja, han havde vidst det, den gudkaarne, at saalænge et Menneske ikke var forhærdet i Selvretfærdighed men kunde fortvivle, var der endnu Haab om hans Oprejsning.

Hr. Carlsen fandt omsider Notebogen nede i Foret af Jakken, men nu gjorde han den Opdagelse, at ogsaa Fyldepennen var bleven væk for ham, og han maatte paany begynde en omstændelig Ransagning af sin Person.

Imidlertid erklærede Mads Vestrup, at han ønskede Samtalen udsat til den næste Dag. Han vilde da i Mellemtiden tænke over, hvad der af hans Privatliv kunde vedkomme Offenligheden, og maaske foretrak han selv at udarbejde en Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

"Ja – Død og Pine! – det vilde naturligvis gøre sig 363 allerbedst. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? – Naa ja, der er jo f. Eks. det gamle "Deigtrug". Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren. Og saa er der "Elysium". Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. De maa godt sige, at "Femte Juni" støtter Dem – det er Anbefaling nok. I "Elysium" kender jeg Værten. De kan sige ham, at han kan træffe mig i Telefonen mellem 5 og 7."

Hr. Carlsen rejste sig nu, satte Hatten paa og begyndte for tredje Gang med begge Hænder en Jagt gennem alle sine Lommer.

"Aa hør … De har vel ikke en lidt god Cigar hos Dem? Jeg ser, jeg har glemt mit Futteral."

"Nej, jeg har lagt af at ryge."

"Det var sgu kedeligt! – Naa! Altsaa paa Gensyn imorgen, Højstærede!"

II

Taagen laa tæt over Byen. Raadhuspladsen druknede i et Halvmørke, hvor Glødelysenes Kupler saaes som osende Lamper. Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone. Dets oplyste Skive syntes at svæve frit i Luften deroppe som en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar 364 indefter, til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker.

Paa Kongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade Stenbro paa Farten ned mod Teatret, under hvis oplyste Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube.

Paa Hjørnet af Bredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de langsomt ud gennem Bredgade i lavmælet Samtale. Hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de deres Stemmer yderligere eller tav helt, mens vedkommende gik dem forbi.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, omkring de halvhundrede. De fleste Folk kendte ham aabenbart. Man vendte sig om efter ham, og mange hilste ærbødigt.

Udenfor den oplyste Rigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de to Herrer hinanden Farvel, og den høje forsvandt ind gennem Porten. Politibetjenten ved Indgangen og Budene i Korridorerne rettede sig med stram Honnør. Det var Tyrstrup, Ministerchefen, til hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og talte for en halv Snes Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Tilhørerbænkene 365 oppe paa Galleriet var derimod alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vedligeholdt Forventningen hos Folk om sensationelle Debatter. Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. Kultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministerchefen paa Grund af en Række utilbørlige Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der fyldte Sindene med Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Administrationen for dens Enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

Lidt efter lidt fyldtes Tinget. Mens den gamle Bonde vedblev at tale om en jysk Lokalbane, blev Passiaren rundt omkring i Salen saa livlig, at Formanden idelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Langsmed den ene Væg gik en høj, gusten Mand uroligt frem og tilbage som et indespærret Dyr. Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt 366 den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Tingets Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar Morder-Englen svævede over Salen og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af de ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille, svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet, og mens Størsteparten af de øvrige Tingmænd drev omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne og sjælden glemte, at de optraadte for aabent Tæppe, rørte han sig under hele Mødet ikke fra sin Plads men sad med Haanden under Kinden og rettede sine ildfulde mørke Øjne ufravendt mod Taleren.

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, rødblond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med stærkt udpolstrede Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af de nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge Mand stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed og skottede omtrent hvert tredje Minut hen til Damelogen.

367 Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer.

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, sad han et Øjeblik med en uglad Mine og strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

Nogle Minutter efter rejste han sig og gik op ad Trappen til Ministerværelserne.

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet straks efter Tyrstrups Bortgang. Han blev staaende i nogen Afstand og skævede under Brillerne ned til Visitkortet. Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig i forstærket Tempo mod hinanden.

I Baggrunden af Salen sad en ældre Tingmand og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en Konference henne i en af Vinduesfordybningerne.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse. Det var Zaun.

"Jeg forstyrrer altsaa ikke?" spurgte den lille Direktør, idet han med et skævt Smil blottede den ene Side af sit Løvegebis.

"Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks 368 sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke svare Dem. Det er et Emne, jeg ikke ser mig i Stand til at drøfte med Dem."

Hr. Zaun, der havde sat sig paa Stolekanten, saae modfalden ned i sin Hat.

"Det er unægtelig i den Anledning, jeg er kommen."

Der blev en Pavse.

"Vil De sige mig ganske aabent, Zaun – kommer De i Enslevs Ærinde? Jeg mener: som hans Sendemand?"

"Nej!"

"Det er altsaa ganske privat, De har søgt mig her?"

"Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det … Ja, det vil sige … Jeg mener … De maa ikke misforstaa mig … jeg har aldeles ikke noget Mandat … aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om … overtydet om, at jeg taler paa mange Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som "Berlingske" for i Aften bringer."

"Hvilken Meddelelse tænker De paa?"

"Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn."

Tyrstrup afbrød ham med en utaalmodig Haandbevægelse.

"Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. 369 Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjælden og ganske uegennyttig Interesse. Men – Direktør Zaun – jeg maa en Gang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an … ja at det er ganske upassende."

Direktør Zaun saae atter ned i sin Hat og sagde:

"Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig … det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet … jeg indrømmer, det er meget dristigt … men jeg har altsaa ment … havde altsaa haabet at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde."

Tyrstrup sad træt tilbagelænet og førte igen sin massive Haand nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede.

"Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?" spurgte han derpaa. "De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og en af Tingets livligste Talere."

"Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig 370 paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne … vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. I sin Valgkres bekæmpede han Enslevs Kandidat til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt."

"Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat. Han hører ogsaa som Præst til vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi deri. Og vi kan dog ikke forsvare af den Grund ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket og skaffer dem Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. En af vore ledende Bankmænd talte for et Øjeblik siden alt andet end forhaabningsfuldt til mig om Udsigterne for vort nye Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit som overhovedet vor Anseelse i Udlandet er synkende."

371 Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til Øret med sit forlegne Rovdyrsmil.

"Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan."

"Javist! Jeg husker det!"

"Og et Forslag til en Toldreform."

"Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget har vi vistnok overdrevet Tilliden til ydre Foranstaltningers Nytte. Vi maa se at blive enige om, at det er indefra, vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand … behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Spørgsmaal, bliver vi nødt til at indrømme Religionens Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig, at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det Heles Vel."

Hr. Zaun vilde sige noget men opgav det som med en heroisk Beslutning. Og samtidig rejste han sig med et Sæt, som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

"Jeg skal ikke gøre noget yderligere Forsøg paa at forsvare mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem. Jeg beder undskylde, at jeg har gjort Ulejlighed."

372 "Alt forladt!" svarede Ministeren.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han stift og foer mod Døren.

Tyrstrup vendte tilbage til Folketingssalen, hvor den gamle Bondemand endnu stod paa Katederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse. I Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fast tilligemed et andet af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven tilkaldt for at deltage i den fortrolige Raadslagning.

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og hans Meddelelse foruroligede, fordi det var dem bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var Løbebud for Enslev, og fordi ingen af dem havde Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet.

Da Tyrstrup nu gik dem forbi paa Vej til Ministerbordet, standsede de ham og udbad sig en Samtale.

"Vi staar og taler om den Notits, som "Femte Juni" havde idag om Provst Broberg," sagde Jørgen Højbo. "Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er godt nok sørget for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik."

373 "Hvad er det for en Notits?"

"Har De ikke set den?"

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af "Femte Juni" op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevne med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

"En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst," begyndte den lille Petit-Artikel, der i en lystig Tone berettede om, hvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave, skønt Provsten ofte selv viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der kunde misforstaaes.

Da Tyrstrup gav Bladet tilbage, var hans Ansigt meget alvorligt.

"Det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for den Slags skammelige Skriverier," sagde Jørgen Højbo, der var en gammel Bondemand med et Par luende Øjne.

Lærer Tanning sagde: "Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for i det hele 374 at drøfte den politiske Situation og "Femte Juni"s Forhold til den."

Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Gjærup erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. "Femte Juni" var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde Eftertiden fælde over et Parti, der tillod, at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som paa den gemeneste Maade forfulgte Partiets bedste Mænd?

Tyrstrup indvendte her imod, at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

"Men Enslev er "Femte Juni"s Udgiver," svarede de andre. Og Lærer Tanning fortsatte: "Trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes."

Skønt det Ønske, der her blev udtalt i Hidsighed, temmelig nøje svarede til, hvad de andre tænkte i Stilhed, efterfulgtes Ordene af forlegen Tavshed, og Gjærup saae sig forsigtigt omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.

375

III.

Samtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved Furesøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage, havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en Bekræftelse paa Formodningen om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Hr. Zaun havde fra Rigsdagen skyndt sig ned til Skt. Annæ Plads, hvor Enslev nu boede. Da han stod foran Huset og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig dog ikke derop. Det var jo bleven silde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

Han vendte sig skuffet bort, da et Automobil i det samme kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud.

"Undskyld! … Godaften, Frøken Evaldsen!"

"Kære, er det Dem, Zaun! De havde nær gjort mig forskrækket."

"Undskyld … vil De sige mig, tror De, at Enslev kan modtage mig iaften?"

"Nej, det er sikkert ganske umuligt. Jeg fik netop Telefonbud om, at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven tilkaldt. Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med ham? Er der noget nyt?"

376 Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilet var kørt.

"Jeg kommer fra Tyrstrup."

"Naa?" – Frøkenen greb ham uvilkaarligt i Armen. – "Hvad sagde han?"

"Det bliver Provst Broberg. Han indrømmede det ikke lige ud, men der er ingen Tvivl … Det er med andre Ord en aaben Krigserklæring."

Frøken Evaldsen trak langsomt Haanden til sig og knyttede den.

"At de Skurke vover det! … At de ikke skammer sig!"

"Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?" spurgte Zaun. "For nu maa der jo handles!"

"Kom Klokken tolv! Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?"

"Jeg tror ikke. Ja, det vil sige … De har vel set, at Mazuranic er død."

"Hvem?"

"Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Det var den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede tre Timer. Igaar saae det jo ud til, at han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch."

377 "Kan det faa nogen Betydning for os?" spurgte Frøken Evaldsen. "Hvad har vi med Bulgarien at gøre?"

"Naa – næ – Betydning?"

"Ja, maa jeg saa være fri, Zaun! … Godnat!"

Oppe i det store Soveværelse sad Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Paabud havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde han tidsnok tvinges til at indtage. I sin Mørkefrygt havde han desuden forlangt, at Lamperne i Loftet skulde brænde. Den store Stue – Lejlighedens egenlige Spisesal – gjorde med sine faa Møbler et koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede uhyggeligt ned over det tomme Rum som til en Fest for usynlige Gæster.

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive meddelsom. Han fortalte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted, og gav sig derpaa til at tale til Asmus Hagen om hans Broder, Jægermesteren, hvis Folketingsmandat han lykønskede til.

"Han er maaske ingen fremragende Taler men har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i Tinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham."

378 Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Opfattelse af den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og han havde heller ikke Indtryk af, at Enslevs Ord var alvorlig mente.

"Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt "Storeholt". Forholder det sig rigtigt? Det skal være hans Svigerfar, der har overtaget den. Hvad er det, den Mand hedder?"

"Søholm."

"Han er jo Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet."

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet.

Inde i Spisestuen, hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den store Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ved Siden af stod aaben, og derinde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygterne udenfor. Der var koldt i Stuerne, der begge gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, da Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand; men skønt han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, Datter af en General, manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt 379 lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftener, naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne. Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, – der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Da hun var 28 Aar, saae hun Enslev første Gang paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed, ofrede ham sit Rygte, ja helligede ham senere sit hele Liv. Og Enslev havde langtfra altid vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, allermindst gengældt hendes store Trofasthed. Efter at hun var gaaet i Frø, behandlede han hende nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, han fuldt ud stolede paa.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

380 "Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen!"

"Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et af de sædvanlige Tilfælde."

"Mener De, han kan være over det imorgen … eller senest iovermorgen?"

"Er det saa magtpaaliggende?"

"Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for Landet end netop nu."

"Ja ja. De skal som sagt ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det jo hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften, Frøken Evaldsen!"

Han sagde det sidste smilende, med opløftet Pegefinger, hilste derpaa Godnat og gik.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bad hende sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han vranten, at hun jo havde talt med Doktoren.

Det varede dog ikke længe, før han begyndte at spørge hende ud. Havde hun været i Rigsdagen? Der var vel ikke forefaldet noget af Interesse? Var der ikke Aftenmøde?

381 "Jo, jeg havde tænkt at gaa derhen," sagde hun. "Men der sker vel ingenting. Det er jo bare Finansloven, der skal gøres færdig."

"Og om Ministerudnævnelsen forlyder der stadig ikke noget nærmere? Jeg er forresten ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og desuden har han jo et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?"

"Nu skal du ikke spørge, Ven! Nu skal du sove."

"Slidder-Sladder! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine!"

Hun kunde ikke undslippe. Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle, hvad Direktør Zaun havde meddelt hende.

Hvor forberedt Enslev havde været, følte han det alligevel et Øjeblik, som om Verdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje.

Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

"Gaa ind i min Stue! Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender Nøglen."

Da hun kom tilbage, sagde han videre:

"For en Sikkerheds Skyld opsatte jeg det Dokument der, inden jeg i Eftermiddags krøb i Seng. Du maa gerne læse det."

Veninden foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa 382 Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

I nogle Øjeblikke betragtede de hinanden i Tavshed.

"Du ser, jeg har forberedt alt! Men hør nu, hvad der skal udrettes! Dersom jeg ikke imorgen er i Stand til selv at tale med Zaun, maa du bede ham om at indfinde sig her igen, saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officielt. Dersom jeg endnu til den Tid ikke kan se ham, skal du datere Skrivelsen og give ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og det maa foreholdes ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden Opsættelse."

Frøken Evaldsen havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse.

"At de har vovet det!" udbrød hun med Haanden knyttet. "Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad de er. Tyrstrup, Bohse, Gjærup, Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig paa den lumpneste Maade. Den ene efter den anden!"

"Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg ikke ventet mig stort andet af dem. Dem kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lumre Haandtryk og lange Forsikringer. Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han 383 skal faa den! – – Men gaa nu! Jeg er bleven tung i Hovedet af den Morfin. Kald paa Jensen! Hun skal komme og slukke. Og vil du huske imorgen Formiddag at telefonere til Samuelsen! Han skal faa nærmere Besked om, naar jeg kan modtage ham."

Da Enslevs Husholderske, lille Jomfru Jensen, havde ordnet alt for Natten og fra Soveværelset kom tilbage til Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen derinde.

"Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtigt om Enslevs Udseende. Der maa nogen vaage i Nat, og De har nok at gøre om Dagen. Pigerne ogsaa."

"Frøkenen behøver saamænd ikke at være bange. Jeg hører det i samme Sekund, Herren ringer."

"Jeg bliver her nu alligevel. Jeg sætter mig ind i den store Lænestol i Salen. Der kan han ikke høre mig. Dersom der ikke bliver Brug for mig i Løbet af Natten, skal De slet ikke sige, at jeg er bleven her."

"Men der er jo koldt, Frøken! Skal jeg saa dog ikke lade Ellen-Katrine fyre op?"

"Det behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude!"

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at hun lige saa godt kunde falde til Føje straks. Hun begav sig paa sin adstadige Maade ud af Stuen som en vandrende Klokke. Under de struttende Skørter bevægede Benene sig som en Knebel.

384 "Sig mig," sagde Frøken Evaldsen, da hun kom tilbage, "veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?"

"Jægermesterinde Hagen? Her kommer jo saa mange og vil tale med Herren. Hvordan ser den Dame ud?"

"Hun er mørkeblond. Omtrent paa min Højde. Ganske smuk."

"Har hun en blaa Fløjlshat med sort Fjer?"

"Det tror jeg næsten."

"Jo, saa har den Dame været her med Blomster et Par Gange."

"Jeg ser, der staar en frisk Buket derinde i Salen. Det er maaske hende, der har bragt den? – Sig det kun oprigtigt," sagde hun, da hun saae, at lille Jensen ømmede sig ved at svare.

"Ja. Den Dame havde den med. Men Herren tog forresten ikke imod hende."

"Naa – Godnat, Jensen! Gaa nu i Seng!"

Inde i Salen indrettede hun sig for Natten i en af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med et uldent Sengetæppe stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken stirrede hun ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen stod Døren aaben ud til Køkkengangen, for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Udefra lød Tudehorn og Skridt af Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Men efterhaanden som Timerne skred, blev der mere og mere stille. Hun hørte tilsidst kun Kirkeurets Slagværk 385 ovre fra den anden Side Pladsen og af og til den fjerne, dybe Tone af Skibes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Dagens Hændelser og mange brogede Erindringer gik som Drømmebilleder gennem hendes Sind, og pludselig rørtes hun ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Det lille Skind havde jo formelig haft Taarer i Øjnene!

Men hun trængte slet ikke til Medfølelse, behøvede ingen Trøst! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang krympede sig under Ydmygelsen, havde hun udbrændt for længe, længe siden! For ikke at gaa til Grunde havde hun kvalt sin Smerte og fundet sig tilrette med sin kære Vens Natur. Som hans Sind og Tanker lige umætteligt beherskedes af Ærens, Magtens og Erobringens Glans, saadan havde heller ikke Kvinderne tabt deres Tillokkelse for den gamle Mand. Men hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, blafrende Gnister af den udslukte Brand. Det var ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet lille Jensen. Men for Vennens egen Skyld følte hun sig drevet til at holde Øje med de Damer, der søgte ham. Der var jo dem iblandt dem, som var skamløse nok til at benytte sig af hans Svaghed og misbruge deres Indflydelse paa ham til egen Fordel. Og denne unge Jægermesterinde huede hende ikke. Hun kendte hende kun af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloge, hvor hun sad med en Stanglorgnet og saae sig omkring, som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Den Slags Damer var hende inderlig forhadt.

386 Klokken var henimod to, da hun foer op af et Halvblund, fordi hun hørte Enslev ringe. Hun kastede det uldne Tæppe omkring sig som et Sjal og skyndte sig ind til ham.

Enslev havde selv drejet op for Natlampen, der brændte over Hovedgærdet under en grøn Skærm. Da han saae hende, forstod han straks Sammenhængen og modtog hende med et Udbrud af Vrede.

Men hun var vant til hans Grovheder og satte sig roligt ned paa Sengekanten.

"Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen ikke kommer. Hun sover som et Murmeldyr. I hvert Fald varer det altid en Evighed, inden hun faar sig stablet paa Benene."

"Jeg har sagt dig, jeg vil ikke vide af, at du kommanderer med mine Tjenestefolk. Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har draperet dig med? Du har altsaa oven i Købet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder … De er jo som Isknolde!"

"Snak, min Ven! Fortæl mig saa, hvad det var, du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?"

"Nej."

"Hvorfor ringede du da?"

"Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand!"

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Han havde aldrig udholdt længe 387 ad Gangen at være ene med sig selv, allermindst om Natten og i Mørke.

"Jeg vil ikke mere have den Morfin. Det Djævelskab gør mig forstyrret i Hovedet."

Han lagde sig træt tilbage i Puderne og lukkede Øjnene, mens han beholdt Venindens Haand. Saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Saa lidt han taalte at tænke paa Livets Afslutning, og saa inderlig Tanken om Opløsning og Tilintetgørelse var ham forhadt, frygtede han dog ikke Døden og kunde i sine kraftesløse Øjeblikke undertiden selv ønske sig Naadestødet. Han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre det utaknemlige Folk, for hvis Velfærds Skyld han havde ofret sin egen Lykke, smæde hans Værk uden Modsigelse.

"Det er dumt at blive gammel," sagde han. "Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa ondskabsfuldt har den gode Gud indrettet det for os, at vi gerne faar alt det tungeste og bitreste opsparet til vore sidste Dage. Hvor er det f. Eks. raffineret udtænkt, at jo mere vi ældes, desto fjernere bliver vore Erindringer. Vi glemmer, hvad der skete igaar eller iforgaars, men lever i alt det længst forsvundne, der ikke mere forstaaes af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!"

388 Døren gik i det samme op. Lille Jensens Gnomskikkelse kom tilsyne i en ærbar Natdragt, foroven tilhyllet med et Sjal.

"Kaldte Herren?"

"Ja. Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen … Vist saa!" sagde han, da Veninden bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm. "Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Giv mig mit sædvanlige Sovepulver – og saa Godnat!"

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over Højbro Plads, hvor "Femte Juni" havde sin Bygning, saae hun, at der var Lys i Redaktionslokalerne. Idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og bringe ham Enslevs Besked, lod hun Vognen holde. Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren, der hilste hende uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa denne Tid af Døgnet, – "Stormvarslet", som hun kaldtes i det redaktionelle Tyvesprog, fordi hun navnlig viste sig, naar der var Uro i Luften.

"Veed De, om Samuelsen er gaaet?" spurgte hun.

"Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald oppe i Sætteriet. Men Bladet er lige gaaet i Trykken, Frøken! Dersom der er noget, der skal paa, er det i yderste Øjeblik."

"Nej, der er ikke noget. Men vil De gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her."

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken paa og var i Færd med at slukke. Han var en fed, rødmosset 389 Mand i Fyrretyveaarsalderen, skallet indtil Nakkebenet, men til Gengæld udstyret med et stort, omhyggelig friseret Fuldskæg. Da Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han et eneste Smil og bød hende med sødladen Elskværdighed Plads i Sofaen.

Da hun havde overbragt sin Besked, spurgte hun, om der var kommen Nyt fra Rigsdagen.

"Nej, ikke noget særligt. Men Rygterne om Provst Brobergs Udnævnelse holder sig."

"Ja, jeg veed det! … Enslev er igen bleven upasselig; men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at Sagen ikke omtales paa en saadan Maade, at der vækkes Ængstelse hos nogen – eller Forhaabninger hos visse andre. Sidste Gang, han var syg, hed det sig jo i Byen, at han var død, og det var "Femte Juni" ikke uden Skyld i. Der maa altsaa ikke gøres noget "sensationelt" ud af dette Tilbagefald."

Redaktøren sagde hende ikke imod men lovede heller ikke noget. Smilende slog han Øjnene ned og tav.

Da Frøken Evaldsen nu vilde gaa, bad han hende indstændigt om at blive et lille Øjeblik. Han vilde gerne benytte Lejligheden til at gøre hende en strengt fortrolig Meddelelse, sagde han.

"Men min Vogn holder dernede."

"Det kan siges i faa Ord."

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa 390 naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet men instruerede og dominerede en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrolerede. Personlig forestod han Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet, og derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. "Femte Juni", som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Med bekymret Mine betroede han Frøken Evaldsen, at der ved Maanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye Viktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Frøken Evaldsen sagde ham rent ud sin Mening – "som han jo forresten godt kendte". Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtigt Pjank om Damepynt og Fodboldkampe, kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

391 Samuelsen smilede med sin uforanderlige Elskværdighed, der dog havde faaet et Skær af Vemod.

Han beklagede, at de ikke var helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig – desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp.

"Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!" brast det ud af Frøken Evaldsen. "Vent blot!"

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik med Forstaaelse. Derpaa strøg han sig betænksomt nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

"Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt, end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde nødig, at den ubehagelige Meddelelse skulde komme ham for overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Kende, saa tror jeg, det vilde være til Gavn for Bladet og skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der nu er bleven godtgjort ved Kvartalsskiftet 392 – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over otte hundrede faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. "Folkebladet" f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? … Og "Femte Juni"'s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi sikkert fuldkommen enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen … Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter."

"Nu kan De jo med det første faa Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser," sagde Frøken Evaldsen, idet hun rejste sig, og der var en god Del Ringeagt i hendes Tone, fordi hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev. Hun følte desuden en levende Uvilje imod Manden og beklagede den Tillid, Enslev viste ham. Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saameget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.

Nogen Bekymring havde hans Ord alligevel efterladt i 393 hendes Sind. Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede ofte ret betydelige Tilskud. Selv havde han vistnok ikke synderligt Begreb om, hvordan han egenlig sad i det. Skulde han nu under den forestaaende Kamp ogsaa faa økonomiske Vanskeligheder, vilde hans Fjender glæde sig. Og der var i Forvejen Farer nok, der truede fra Mørket. Hun syntes tidt, naar hun tænkte paa Fremtiden, at det var som at stirre ind i en Uvejrsnat.

IV.

Mads Vestrup sad om Aftenen hjemme paa sit kolde Tagkammer i "Hotel Vennely" og ventede paa Kandidat Carlsen – ABD. Det var Aftalen, at Hr. Carlsen skulde komme Klokken syv; men Raadhusuret slog netop otte, og endnu havde han ikke indfundet sig.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store fremmede Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten længtes efter Journalistens Komme blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Tidlig om Morgenen, før det endnu var lyst, havde han begyndt at nedskrive den Redegørelse for sin Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv, som han havde bestemt sig til at offenliggøre i "Femte Juni". Arbejdet var bleven fortsat og sluttet om Eftermiddagen. I Mellemtiden havde han været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogis, og han 394 havde nu lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde, hvor han fik et Værelse og Middagsmad for fyrretyve Kroner om Maaneden. Desuden havde han skrevet et langt Brev hjem til Stine med Beretning om alt, hvad han havde oplevet, siden de skiltes, og han sad nu og nynnede paa et lille Trøstevers, som engang paa hans ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund:

Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!

Endelig hørtes tunge Trin paa Trappen, og lidt efter stod Hr. Carlsen i Døren, ligesom den foregaaende Dag med Hatten trykket ned i Panden og Frakkekraven opslaaet.

Skønt Mads Vestrup kom ham venligt imøde, var Modtagelsen en stor Skuffelse for den gamle Bladrotte, der saa bestemt havde ventet at finde en eller anden Forfriskning serveret. Han havde i de to sidste Timer ikke nydt noget stærkt, og hans Ansigt med de rødblaa Drankerpletter var blodløst af Spiritushunger.

Gnaven kastede han sig paa en Stol og begyndte den sædvanlige Ransagning af sine Lommer for at finde Notebogen.

"Det var altsaa det Skriftemaal, vi skulde ha', Højstærede! Og ikke altfor kort. Vi skal jo gøre Dem til en 395 stor Mand. En Martyr og Aandskæmpe – rent ud sagt. Det lyder Ordren paa."

Mads Vestrup rakte ham en Snes beskrevne Blade og forklarede, at han havde foretrukket selv at nedskrive sine Betragtninger, skønt det var ham uvant at bruge Pennen.

Hr. Carlsen gennembladede ligegyldig Papirerne og sagde:

"Fem hundrede Linjer, tænker jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han antog, at han kunde give Dem seks Øre Linjen, sagde han. Men det skal De sgu ikke la' Dem spise af med. Han skal bare presses. De kan paa mit Ansvar udenvidere forlange det dobbelte. Det manglede bare! Skulde tolv Øre være for meget for en Aandskæmpe! En dansk Paulus?"

Men Mads Vestrup erklærede sig tilfreds med Betalingen. Han regnede ud, at det blev ikke mindre end tredive Kroner tjent paa een eneste'1 Dag! Det var langt mere, end han havde tænkt sig. Han vilde saa straks sende Stine de tyve.

"Ja ja, min Herre! Det maa De jo selv om!" sagde ABD Carlsen og stak Papirerne til sig. "Og for nu at tale alvorligt – De har vel ikke i Sinde at sidde her hele Aftenen og kukkelure? De vil vel nok lidt med ud paa Sjussen? Jeg skal have den Ære at præsentere Dem for vor gudsvelsignede Hovedstad, Hr. Pastor!"

Han fortalte, at han selv agtede sig paa Lykønskningsvisit hos en af sine unge Venner blandt Kunstnerne, der havde faaet et Legat udbetalt, og han foreslog ham at 396 tage med. Der vilde sikkert i Dagens Anledning blive budt paa et Glas.

"Det er Komponisten Jørgen Berg. De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi Skandalen igen! Og Jørgen er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa der med Kone og Barn og sulter. Han har i Sommer hamret Fingrene af sig paa et gammelt Hakkebræt ude i "Mellemhaven" for at skaffe til Føden. De fem hundrede Kroner er for en Gangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Og som sagt – der vanker Skyl!"

Mads Vestrup havde af andre Grunde godt Lyst til at gøre ham Følgeskab. Han tænkte, at det vel netop var hos den Slags Mennesker, han havde Ærende for Gud. Men ogsaa for sin egen Skyld fristedes han af Opfordringen. Han havde været alene den hele lange Dag, og Udsigten til igen at komme til at sidde i en Familjestue og maaske høre et Barns Pludren overvandt hans Bondesinds Forlegenhed.

"Men gaar det an?" spurgte han. "Jeg er jo ganske fremmed for de Folk."

"Hvad gør det? Vi Menneskeædere ta'r det ikke højtideligt med Ceremoniellet. Og nu hører Deres Velærværdighed jo med til Sjakket! En Medarbejder ved "Femte Juni" er forresten velkommen allevegne. Det vil De snart faa at mærke."

Lidt efter fulgtes de to Mænd ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede. Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen og bundfældede paa Gaderne et 397 fedtet Lag af Sod og Snavs. Hr. Carlsen, der skudrede af Kulde standsede pludselig foran en gammeldags Kafe, der laa i en høj Stue paa Vesterbro. Han stødte Præsten i Siden og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

Mads Vestrup havde ventet et saadant Spørgsmaal og ogsaa forberedt sig paa Svaret. Han var ganske klar over sin Opgave overfor denne Mand.

"Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg er ogsaa helst fri for at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke."

ABD Carlsen saae op paa ham med Forfærdelse. Hans Mund og de tunge Øjne formelig stivnede.

"Er De Afholdsmand?"

"Ja."

"Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke … Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha' ladet Tøsebørnene være i Fred."

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. Men han tog sig ydmygt i sin Vrede og gik videre uden at svare.

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene og gumlede paa sin tørre Tunge. Han var aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige Nøgternhed. Hvert Øjeblik gled han i det fedtede Føre, og flere Gange var han ved at falde.

398 "Lad os da – for Fanden! – i det mindste ta' en Æske," sagde han tilsidst i Raseri. "De har vel Penge paa Dem, Mand!"

Men Mads Vestrup var uindtagelig.

"Jeg foretrækker at gaa," svarede han roligt.

"Ha!!!"

Carlsen slyngede dette Raab ud i Luften med opspærret Gab og sank ned i Knæene i et Anfald af Desperation.

Den havarerede Teolog var i det hele dybt skuffet af sin Kollega og fortrød bitterlig, at han havde taget ham med. Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at vise sig med i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde "Femte Juni" tage under Armene! Det var en Skandale!

– – –

De unge Kunstnerfolk, der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede Vægge, deriblandt to store Kulkartoner med nøgne Mænd og Kvinder i dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, 399 tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens han selv havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt. En Trækasse med et Petroleumsapparat forestillede Køkken. Midt paa Gulvet stod et rundt Bord og nogle Kurvestole. Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags højfodet Petroleumslampe. Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

Der havde hele Eftermiddagen været et Rykind af gratulerende Venner, og Luften var graa af Tobakstaage. Et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner stod endnu paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den tohundredpundige Forfatter, der havde gjort sit Navn bekendt ved et Par Teaterfiaskoer, som der endnu gik Ry af, sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der havde Plads paa den anden Side af Bordet. Hun var en blond, syvogtyveaarig Dame af stor Skønhed men lidt tung og søvnig af Væsen, ligesom besværet af sine yppige Legemsformer. Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde yderligere gjort hende utidig. Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet og holdt hvert Øjeblik Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Komponisten var falden i Tanker henne paa Taburetten foran Flyglet. Han var en knokkelstærk Mand 400 med en mægtig Kunstnermanke, der bølgede omkring et blegt, sammenbidt Ansigt.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidig blev der trommet vældigt paa Døren, der fra Atelieret førte umiddelbart ud til Trappegangen.

Det var Carlsens velbekendte Maade at melde sit Komme paa.

"Det er ABD," sagde de alle tre, og Fru Maja skottede med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at ABD slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor slemme i Tøjet, blev de i Almindelighed ogsaa modtaget uden Protester og fik Del i den Beskyttelse, som den gamle Reporter overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som "Femte Juni"s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en lille Artikel om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen til København.

"Tag Dem et Glas, Hr. Pastor!" sagde Komponisten. "Og du, ABD! Stik paa Varerne!"

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde oplivet, løftede advarende Pegefingeren og udbrød:

"Stille, Jørgen! … Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger 401 og holde os til de mere kødelige Nydelser."

Mads Vestrup forholdt sig tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes Skamløshed gjorde ham hed i Kinderne. "Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven ført ind i?" tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes ham tvetydig og fik ham til at være paa sin Post.

Han var næppe kommen til Sæde, før Klokken, der sad over Døren, atter ringede, og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

"Det er vistnok Susse," sagde Frants Møller fra Dybet af sin Kurvestol. "Vi aftalte at mødes her."

Jørgen Berg lukkede op.

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk smuttede forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Efter at have smækket Døren hurtigt i blev hun staaende derhenne og lyttede, mens hun i Tavshed vinkede rundt til dem alle med Haanden:

"Vil I sige mig, Børnlille … Har I Politiet gaaende her i Huset?" spurgte hun tilsidst.

"Hvorfor tror du det?"

"Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang! Jeg veed, at han har faaet Ansættelse hos en privat Opdager, siden han kom tilbage fra Vridsløse."

"Saa er det sagtens dig, han snuser efter, Susse," sagde Jørgen Berg og lo. "Har I to ikke været go'e Venner engang?"

402 "Aa Gud – det var, dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng," svarede hun og gik nu ind i Stuen. "Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! … Godaften, Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget, I kunde li'e, hva'? … Godaften, ABD! – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!"

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til hendes stormende Omfavnelse. Damen hørte iøvrigt ogsaa selv til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet "Folkets Glæde".

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen ved Væggen. Hun kiggede en Stund overrasket paa ham, hvorpaa hun vendte sig om mod de andre med en ugenert Latter.

"Gud, hvem er det? … Sikken en sjov Anders Tikøb!"

Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

"Er du tosset, Tøs! Det er en Præst!"

"En Præst? Hvordan kommer han her?"

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

"Hys! Det er Cajus!" sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. "Du lukker ham ikke ind, Jørgen!"

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd 403 med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden. Men ABD Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Foran ham stod et allerede halvtømt Glas med Whisky. Cigaren stod tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret, stirrede han ufravendt over paa Sangerinden, og Blikket glødede.

Den forsagte Banken blev gentaget; men ingen brød Tavsheden. Nu lød ogsaa Klokken, og Susse Frederiksen greb krampagtig Jørgen Berg i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren.

"Du understaar dig ikke til at lukke ham ind!" hviskede hun. "Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min Ven."

Noget efter hørte de Manden derude forsvinde langsomt ned ad Trappen.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud, skønt han slet ikke kendte Cajus Vang eller vidste andet om ham, end at han engang havde været Reporter ved "Femte Juni" og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

"Vi kunde dog godt have budt ham indenfor. Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og klistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op."

404 "Nu vil vi ikke snakke mere om ham!" erklærede Frøken Susse.

Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven, der havde skottet lidt mistænksomt til hende over Lorgnetten.

Men nu rejste ABD Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede.

"Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – ABD – sværge med tre Fingre i Vejret paa, at det er Løgn! De to Silkekostymer, som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha' glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften, da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service."

"Nu skulde du hellere ta' og holde op, lille ABD … ellers faar du jo bare dit Krampeslag i Mellemgulvet," spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virkelig blev standset af en slem Hikke og maatte sætte sig.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte sit Glas i Vejret og forkyndte, at Cajus var en Gentleman for Gud.

"Lad ham saa være Tyv og Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store 405 Skurke derude … Folkets Blodsugere … de dekorerede Kæltringer og professionelle Stortyve …"

Han vilde trods Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ved Skøderne ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle ABD, der gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i "Femte Juni". Men naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt de ham uudholdelig og standsede ham regelmæssigt med Hylen.

Under det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre efterhaanden næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs; men bag Brillerne rørte sig de agtpaagivende Øjne.

Jørgen Berg havde for Vane at underholde Folk med sine personlige Anliggender. Han fortalte Mads Vestrup, hvad denne forøvrigt straks havde hørt paa hans Sprog, at han var Fynbo, født i Nyborgegnen. Sin kunstneriske Løbebane havde han begyndt med at spille til Dans ved Bøndergilderne i sin Hjemstavn, og han skildrede alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane, der i hans Fremstilling var et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie.

406 Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og hvordan han var kommen her.

"Ih, du Fredsens … med Bønderkonerne!" hørte man hende sige, da Frants Møller havde fortalt, hvad han mente at vide om Mads Vestrup og Grunden til hans Afskedigelse.

Hun vendte sig interesseret om for rigtig at tage Manden i Øjesyn.

"Tænk, at han har været Præst!" hviskede hun. "Han ser da ogsaa ud som en rigtig Tyr fra Landet a'."

Smilende opløftede Vennen en advarende Pegefinger; men da slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

"O, du søde, søde Fedtelam! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ'erne paa."

Henne i Sofaen var Jørgen Berg nu naaet til at fortælle om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

"Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller og en rød Næse. "Hvad vil De?" si'er han. – "Jeg er Jørgen Berg," si'er jeg. – "Ja, hvad vil De?" – "Jeg er Komponisten Jørgen Berg." – "Ja, hvad Pokker vil De?" – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. – "Har De Legitimationspapirer med Dem?" – Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. "Er det nok?" sa' jeg. "For ellers har jeg osse et Par gamle Bukser hjemme og en Bunke Kærestebreve." Saa skulde De ha' set et Ansigt, 407 han satte op! Han ligefrem kylede Pengene hen ad Disken af Arrigskab. En Femhundredekronerslap. De havde ikke mindre Penge – sa' han. Det skulde sagtens lyde stort!"

Han tog Seddelen ud af en gammel Tegnebog for at vise Mads Vestrup den. Saa vilde ogsaa de andre se den. Den brune Papirslap gik fra Haand til Haand, blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset. Og et Øjeblik strøg der som et Pust fra Slaraffenland hen over dem alle.

"Ja!" sagde Jørgen. "Det er sært at tænke paa, at for saadan en Lap halvsnavset Papir kan jeg gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog en Oplevelse! Men forresten … Skidt være med de fnattede Skillinger! Det vigtigste er, at D'Hrr. Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet. En musikalsk Haleneger som Professor Martens har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Det betyder dog noget – ikke sandt? Pengene kunde det endelig være lige meget med!"

"Skab dig nu ikke, Jørgen!" sagde hans Kone. "Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at se paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for Pengene."

"Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang," sagde han og slog sig paa Brystlommen, hvor Seddelen igen var bleven forvaret. "Det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? En ny Hat til 408 dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! Men alligevel … Hovedsagen for mig er, at jeg nu har tvunget de gamle Pukkelkameler til at anerkende mig. Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide dem de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg Dem! Adjø!"

"Pyh!" sagde Fru Maja haanligt. "I Kunstnere har altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er mere efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og hvad det altsammen hedder. For der er sgu ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk paa det."

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med løftet Manke. Hænderne var stukket ned i Jakkelommerne. Det varede lidt, inden han svarede. Smilet var gledet fra hans Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

"Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig, der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i "Femte Juni", fordi han ogsaa var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge ABD. Han sidder ved Siden af dig."

Fru Maja svarede ikke noget. Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

"Det er da heller ikke saa længe, siden du fik et andet Bevis paa, at jeg ikke er nogen Pengesnob."

409 "Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt skrupskør er du da heldigvis endnu ikke bleven."

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? – spurgte de i Munden paa hinanden.

"Maja!" sagde Jørgen Berg advarende. "Du siger ikke noget! Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!"

"Nej, nu har du selv begyndt, saa kan de andre lige saa godt faa det at vide," sagde Maja og fortalte, at Jørgen forleden Dag var bleven rasende, fordi hun havde købt et halvt Lod i Klasselotteriet.

"Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for – sagde han – at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!"

"Aa – sikke noget!" sagde Frøken Susse. "Det kan du da begribe var Løjer, Maja!"

"Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. Er det nu ikke Skaberi, maa jeg spørge?"

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var kommen tilbage til Bordet for at forklare sig.

"Ser I, jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst … eller bare et halvt hundrede Tusinde … Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig … f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener … det var en anden Sag. Men at sejre paa Grund 410 af et fjollet Lykketræf … ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Kraftidiot …"

Frøken Susse og ABD Carlsen afbrød ham med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

"Nej hør nu, kære!" sagde den sidste, der havde et Garn ude efter sin Vens Kone, og hos hvem desuden Synet af Femhundredkronesedlen havde vakt Misundelsens og Skadefrydens Blodtørst. "Jeg maa virkelig give Fru Maja Ret … den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst …"

"Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke har Karakterstyrke nok til at vise saa mange Penge fra mig og hellere snyder mig selv for Triumfen, at jeg ikke vil spille. Jeg ønsker ikke at faa Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!"

En ny Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

"Der kan I selv høre! … Jeg begriber ikke, at du gider staa og sige saadan noget. Du mener jo ikke et Ord af det."

"Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den."

"Naa, det gjorde nu ikke saa meget," sagde Fru Maja – hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret – "Jeg havde jo skrevet Nummeret 411 op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind."

Hendes Mand saae en Tid paa hende i Tavshed. Hans blege Ansigt med de haarde Linjer havde faaet noget træt og haabløst i Udtrykket.

"Det vil med andre Ord sige, at du beskylder mig for at staa her og lyve og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? Er det din Mening?"

"Nu vil vi ikke snakke mere om det," sagde hun. "Det er ikke længer morsomt, Jørgen!"

"Du skal svare mig!" raabte han pludselig rasende og slog Knoen i Bordet. "Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja … du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og praler. Mener du det? Ja eller nej? … Du skal svare mig!"

Fru Maja sendte ham et vredt Blik og saae forlegent omkring til de andre.

"At du ikke skammer dig, Jørgen! At staa og skabe dig saadan, mens her er Fremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til."

Nu begyndte ogsaa Gæsterne at føle Situationen lidt trykkende. Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller glædede sig og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

"Kære!" sagde han med sit astmatiske Mæle. "Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!"

412 "Hold din Kæft!" bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene bort fra sin Kone. "Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne grine af mig! Værsgo!"

Han drejede sig omkring paa Hælen og slentrede bort med Hænderne i Lommerne. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage, tog igen Pengesedlen ud af Tegnebogen og rakte sin Kone den over Bordet.

"Du skal ha' den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad Fanden du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole for den eller hundrede Natpotter – ganske som du behager! Saa tag den dog!"

Uden at røre sig saae Fru Maja stejlt paa ham med et foragteligt Blik.

"Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa op i Røg ligesom Lotterisedlen. I saa Fald vil du maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob."

"Nap den dog fra ham, Maja!" raabte Frøken Susse. "Det gale Menneske!"

Men Fru Maja rørte sig ikke. Hun saae ham vedblivende stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had.

"Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid," sagde Jørgen og tog sit Ur op. "En – to – tre – fire."

Indtil dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel. Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op til Lampeglasset, og ved Ordet "ti" satte han Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en 413 Fart paa Benene. Mads Vestrup havde grebet Jørgen i Armen, og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste som en rasende op i Luften for at slukke. Men med sine Kæmpekræfter holdt Komponisten sig dem alle fra Livet, mens han hoverende løftede det flammende Papir højt i Vejret. Et Øjeblik efter flagrede det til Jorden som Aske.

Der fulgte en dump Stilhed. Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa en Gang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald. Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder og maatte lade Vandet gaa.

Imidlertid stod Ægtefolkene overfor hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i Lidenskab glemmer alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde … to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

"Fik du nu Bevis?" spurgte Jørgen tilsidst og forsøgte en Latter.

"Du tror maaske, jeg er ked af det!" svarede hun. "Nej, du ta'r fejl! Men det ligner dig … Bondedreng!"

"Hvad siger du! Tag dig nu ivare!"

"Bondedreng!" skreg hun. Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham igen med et kraftigt Tag i Skuldren, men det var ikke muligt at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. 414 Nogle Glas væltede og rullede ned paa Gulvet, mens Indholdet flød henad Bordet.

Frants Møller stod flegmatisk med Hænderne i Lommerne og saae til; men Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Pludselig hørte man en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

"Hvad er'et, I laver herinde?"

Lyden af hendes Stemme skilte endelig Ægteparret ad. Fru Maja foer hen til Barnet, tog hende i Armen og førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig skamfuld bort.

"Gaa!" sagde han. – "Gaa allesammen!"

Mens Gæsterne tog deres Tøj paa, blev han staaende ved Bordet uden at se op og uden at tale. Han besvarede heller ikke deres Godnat.

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup tykke Møller tilbage og spurgte sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. Men Møller beroligede ham, og da de var kommen udenfor, sagde han:

"Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen 415 og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et vammelt Syn. Lad os bare komme væk!"

Nede paa Gaden tog Frøken Susse sin Ven under Armen. Da Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun ogsaa ham til sig for at kunne støtte sig til ham med den anden Arm, og saa betuttet Mads Vestrup i første Øjeblik blev, gjorde han ingen Modstand, fordi han mærkede, hvor hun endnu rystede.

ABD sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump.

Frøken Susse talte bekymret om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde kunne klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa Pengene udbetalt af Banken.

"Han skal jo altid skabe sig!" sagde han i sin Ærgrelse over, at hans Chancer hos Fru Maja rimeligvis nu var ødelagte for længere Tid. Han undte lige saa lidt Vennen hans smukke Kone som Legatet. Men nu vilde han til Gengæld more sig med at skrive et Satyrspil om disse Folk fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op som Kraftgenier. Han vilde drukne dem som Kattekillinger i et Hav af Latter. Allerede i flere Aar havde han haft Planerne til et saadant Stykke færdige i Hovedet, men først i Aften havde han faaet den rette Blodsmag i Munden.

Frøken Susse mente, at Jørgen Berg undertiden virkelig 416 var lidt forstyrret i Hovedet, og hun fortalte en Historie om ham, som hun havde hørt af Maja selv. Han havde engang komponeret et stort Korværk og var lige ved at være færdig med det, da Maja en Dag kom til at spørge ham om, hvormeget han nu mente at kunne tjene paa det Arbejde. Saa havde han i Raseri kastet Noderne ned i en Skuffe og aldrig rørt dem siden.

"Saadan er han!"

Frants Møller, der blev mere og mere edderspændt, svarede bare: "Bluff!"

Mads Vestrup gik tavs og lyttede opmærksomt. Han var selv dybt rystet af den uhyggelige Oplevelse; men han havde paa sine Vandringer mødt den samme fortvivlede Sjælenød hos saa mange af Landevejens løse Fugle, som han havde slaaet Følge med og var kommen til at holde af. Han havde den inderligste Medynk med alle disse stakkels blindfødte, der gik om i Mørke og led ilde, fordi de maaske ikke havde haft en Mor, der lærte dem at folde deres Hænder, da de var smaa. Men han forargedes ikke. Han var bleven straffet for sin Selvretfærdigheds Skyld og erkendte sin Samhørighed med den hele syndige og lidende Menneskehed. Ogsaa dette forkrammede Pigebarn, der i sin forstyrrede Angst havde hægtet sig til hans Arm, vakte kun en broderlig Følelse af Sorg hos ham. Han vilde endda tro paa, at hun midt i sin Fornedrelse kunde være Guds Hjerte nærmere end mangen sippet og renstrøgen Præstekone, der brammede med sin Dyd.

417 De var kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner indvirkede straks paa Sangerindens Sindsstemning. Hun rystede Forskrækkelsen af sig og traadte i Funktion. Som en Svane, der glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød Synet af sit Spejlbillede i de passerende Herrers opspilede Miner. De fleste kendte hende af Udseende. Et Par af dem hilste endogsaa. Men forresten var Størrelsen af hendes Hat, den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn Vidnesbyrd nok om Arten af hendes Profession.

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik med Øjnene i Jorden og holdt kun Stand i denne Skærsild for at bevare hendes Tillid. Men han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad Stine vilde have sagt, dersom hun havde set ham i dette Optog.

Et Par Gange gjorde han Forsøg paa at trække sin Arm ud af hendes; men hun holdt ham fast, ja hun blev efterhaanden betænkeligt paagaaende i sine Tilnærmelser og begyndte endog at sige du til ham. Engang, da hun i Hemmelighed havde knuget hans Arm og forgæves ventet paa, at han skulde besvare hendes Kærtegn, bøjede hun sig frem og kiggede ham op i Ansigtet.

"Hvad er du egenlig for en Rullepølse? Hvor længe har du været her i Byen?"

"Jeg kom igaar."

"Aa, Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første 418 hos Folle Pip i "Tavernen"? Du skal da ud og høre mig? Han har spenderet nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! … Saa kommer du, ikke sandt?"

Mads Vestrup sagde: "Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Tid."

"Hvor er det?"

"Det bliver vistnok i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der."

"Elysium! Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?"

"Nu kan De jo se ad."

De var naaet ind paa Raadhuspladsen. Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin Veninde med Albuen og sagde:

"Saae du, hvem der gik der?"

"Hvor?"

To elegant klædte Herrer passerede i nogen Afstand sammen med en Dame. De kom fra Teatret i Jernbanegade og styrede over mod Hotel Bristol.

"Hvem var det?" spurgte Frøken Susse.

"Kendte du ham ikke? Det var jo Greven af Monte Christo."

"Er det sandt? Var det Karsten From?"

"Han har taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affekteret ud."

"Kendte du Damen?"

419 "Ja, det var Frøken Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde. Hun skal nok være lidt løs paa Traaden."

"Naa, Vorherre være med ham!" sagde hun, mens hun med lange Øjne fulgte den smækre, blonde Maler, indtil han sammen med Damen og dennes anden Ledsager – en lille korthalset Herre med høj Silkehat – var forsvunden ind gennem Bristol-Restaurantens Drejedør.

"Vil De saa komme hen og høre mig en Aften?" spurgte Mads Vestrup, idet han sagde Farvel.

"Ja – ikke sandt, Frantsemand? Det kan vi vist nok sige Ja til. Jeg har godt Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha' og fortælle. Adjø, Hr. Pastor! Ha' det rart!"

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik, og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind gennem Strøget.

V.

Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der fulgte Jytte over Torvet, var hendes Fætter Jægermesteren, den nyvalgte Folketingsmand. De havde været henne og se en Wieneroperette med en taabelig Afklædningsscene, som hver Aften i denne Tid foranledigede en Valfart til Teatret af det København, der ikke svigter, naar det gælder en virkelig Sensation, i dette Tilfælde en Skuespillerinde i Underbukser.

For ikke at bedrøve sin Fætter, der havde inviteret hende, og som selv havde klappet som en rasende, forsikrede Jytte, at hun havde moret sig.

420 Midt under Forestillingen var Karsten From dukket op i Teatret; og da han tog Plads umiddelbart foran dem, blev hun straks paa det rene med, at det ikke var noget tilfældigt Sammentræf. I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han og Maleren havde aftalt at mødes der.

Siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de første Gang saaes, havde der mellem de to Mænd udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Han havde ogsaa allerede bestilt et stort Portræt af sig selv hos Karsten From – en Fødselsdagsgave til Fru Vilhelmine.

I Restauranten havde han forudbestilt en større Souper, og da man var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af et fint Mærke, begyndte han at tale om dette Portræt, hvortil Maleren just i de Dage havde gjort et Par Udkast. Han løftede sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset.

"Kære Mester! Modtag min dybt følte Tak og min oprigtige Kompliment!"

Jytte, der betragtede Skaalen som hende uvedkommende, vendte Ansigtet bort, da hun mærkede, at Karsten Froms Øjne ovre fra den anden Side af Bordet søgte hende. Mens de to Herrer klinkede, kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

421 "Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen," sagde Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. "Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette?"

"Ikke nogetsomhelst til mig!" sagde hun afgjort og viste sig utaalmodig efter at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restaurationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Og allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, hvem Alverden kendte. Ganske vist var det bleven hende temmelig ligegyldigt, hvad Folk tænkte og mente om hende; men hun brød sig alligevel ikke om at blive opført paa Listen over den Mands tusindogtre Elskerinder.

I det hele taget fortrød hun, at hun havde ladet sig overtale af Fætteren til at gaa med herind. Hun kunde have sagt sig selv, at From vilde gøre dem Følgeskab, saa meget mere, som han en Gang tidligere havde benyttet sig af sit Venskabsforhold til John til "i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende" – som han udtrykte sig.

"Ja, saa maa vi altsaa undvære dit behagelige Makkerskab!" sagde Fætteren. "Hvad foretrækker De, From? En Chartreuse, triple sec … eller en Meukow 1842?"

Den blonde Malers smukke, mørkeblaa Øjne, der havde en Farve som Labrador, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, inden han svarede.

422 "Jeg er saa fri at gøre Frøken Abildgaards Ord til mine! … Og det er vel ogsaa bleven temmelig silde nu," føjede han til som for at lade hende forstaa, at han havde gættet hendes Tanker og vilde vise hendes Ønske skyldigt Hensyn.

Til Jyttes Ærgrelse lykkedes det ham virkelig at gøre hende rød.

"Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!" sagde Jægermesteren og bad Tjeneren bringe Regningen.

Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs og neddæmpet, udbad sig nu Tilladelse til at "benytte disse sidste kostbare Minutter" til at fremsætte et Forslag.

"De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt. Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne skulde have endelig afgjort, hvad for et af dem der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe Valget. Vilde det ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, om vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at overtage Hvervet som Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?"

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik.

Jægermesteren fandt Ideen ypperlig.

"Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! Vilhelmine kan jeg jo ikke tage med paa Raad, da Sagen gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en Aftale, at jeg kommer og henter dig f. Eks. imorgen? Saa følges vi ad til Atelieret, og jeg 423 forpligter mig til paa Forhaand at bøje mig for din Afgørelse."

"Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg tør ikke tage saa stort et Ansvar paa mig. Du maa have mig undskyldt, John!"

"Der er ikke Tale om Ansvar! Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket, saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan for saa vidt være lige meget. Det er netop det, der volder Vanskelighed. Nu maa du ikke sige Nej."

Jytte mærkede paa Karsten Froms Tavshed, at han var spændt paa hendes Svar. Det fik hende til at tænke paa, at han maaske kunde misforstaa hendes Vægring og tage den som Tegn paa Frygt eller Usikkerhed hos hende. Mens hun trak Handsken op over Armen, lod hun derfor, som om hun endnu en Gang overvejede Sagen.

"Iaften kan jeg i hvert Fald ikke love noget. Det forekommer mig, at jeg er optaget. Men jeg kan jo altid ringe dig op. – Og nu vil jeg gerne hjem, John! Jeg er bange for, at Mor sidder oppe efter mig."

Udenfor Restaurationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tilsæde i den ventende Droske, havde han forladt dem.

Jægermesteren vilde ikke lade Jytte tage alene hjem. Han boede selv ved Langebro, hvor han foreløbig havde indrettet sig i en møbleret Lejlighed. Storeholts kostbare Indbo, der allerede længe havde været pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler, havde Svigerfaderen 424 indløst og beholdt. Ved Salget af Gaarden kom Jægermesteren dog for første Gang i mange Aar i Besiddelse af en større Sum i Kontanter, og hele Livet laa nu for ham i et gyldent Solopgangsskær. Naar han om Morgenen paa Sengen aabnede det sværteduftende Nummer af "Femte Juni" og stødte paa sit eget Navn eller i et Referat af en Teaterforestilling læste om "den fortryllende Jægermesterinde Hagen" tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham.

Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række Glødelamper lyste over Kørebanen. Klokken var Et, men der var stadig mange Mennesker paa Fortovene, og Vogn efter Vogn jog dem forbi.

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor; de stod og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en ung Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af dette straalende blonde Menneske, der midt i det trivielle Selskabsmylr sad saa sorgløst optaget af sit Instrument, som lidt af en eventyrlig Aabenbaring. Da han bagefter blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen af ham. Men dette allerførste 425 Indtryk havde hun aldrig helt forvundet, og velsagtens var det Grunden til, at hun altid følte denne beskæmmende lille Uro og Frygt i hans Nærhed.

"Synes du ikke, Jytte, at From er højst charmerende? Naar man saadan sidder ene med ham, gaar Affektationen helt af ham. laften var han jo fuldkommen naturlig. Og er det ikke forbavsende, at han er et Barn fra Gaden? En Dreng fra Opfostringshuset! Selv mener han jo at have faaet konstateret, at han er Søn af en russisk Storfyrste, som dengang opholdt sig i København. Det lyder efter min Mening slet ikke helt usandsynligt."

Jytte huskede at have hørt om det. Det var naturligvis noget Fantasteri; men hun maatte forøvrigt indrømme, at han havde ganske aristokratiske Ansigtstræk og overordenlig fint formede, nervøse Hænder.

"Veed du af, at han har en vældig Respekt for dig, Jytte? Han taler altid om dig med den største Beundring. Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, naar han nu har ladet sig barbere efter engelsk Mode. Han havde hørt, at du i et Selskab skulde have udtalt dig om det latterlige i, at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache. Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?"

"Umaadelig! … Men for nu at vende Bøtten, John, hvorfor var din Kone ikke med iaften?"

"Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke. Du veed, hun er kommen ind i Komiteen 426 for den store Vifteudstilling, og jeg vil betro dig – men foreløbig ikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Vice-Præsident. Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge. Dronningen er jo Protektrice, saa du forstaar, hun gaar i Spænding. Du maa indrømme, at Vilhelmine vil gøre glimrende Fyldest. Hun har en Evne til at føre sig, som mangen højadelig Dame kan misunde hende. Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har naturligvis givet carte blanche med Hensyn til Toiletter."

Vognen drejede ind i Dronningens Tværgade og holdt et Øjeblik efter foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren hjalp hende ud og fik hendes Portnøgle.

Mens han stod og famlede ved Laasen, talte han igen om Karsten Froms Indbydelse.

"Jeg vil naturligvis ikke lægge noget Pres paa dig; men jeg synes egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. En af vore allerførste Kunstnere! Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, du vil selv have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Der er fuldt af glimrende Arbejder. – Men nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at se op til jer imorgen. Rigsdagen har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Jeg kommer saa til Frokost."

"Ja, kom du bare! … Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John!"

Paa Vejen op ad Trappen gjorde hun sig selv den Tilstaaelse, 427 at hun paa en Maade nok kunde have Lyst til det Atelierbesøg. Hun havde ikke i flere Aar været paa nogen københavnsk Kunstudstilling og kendte overhovedet ikke meget til Karsten Froms Billeder, der blev saa forskellig bedømt, hævet til Skyerne af mange og forkastet af andre. Nogle Kunstnere, som hun havde truffet paa Skagen om Sommeren, havde givet dem et meget daarligt Skudsmaal men samtidig talt om hans store maleriske Begavelse og beklaget, at saa sjældne Evner misbrugtes. Det gjorde hende lidt nysgerrig.

Da hun kom op, var der mørkt i alle Stuerne; men Døren fra Dagligstuen til Moderens Soveværelse stod paaklem, og idet hun vilde liste sig der forbi, blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

"Hvor du dog kommer sent, Barn! Jeg var nær ved at blive urolig for dig."

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende skræmmede Jytte. Hvad andre længe havde talt til hende om, saae hun i dette Øjeblik selv. Hendes Mor var begyndt at blive gammel.

Hun satte sig ned paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede hende Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From, fortav hun dog for ikke at vække ny Uro hos Moderen, der for et Par Dage siden havde bebrejdet hende, at hun var bleven fornøjelsessyg og udsatte sit Rygte.

"Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete?"

428 "Det behøves ikke. Nu, da jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro."

"Har du siddet alene hele Aftenen?"

"Asmus var her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som igen har ligget et Par Dage. Det gaar lidt hyppigt paa."

"Fortalte han ellers noget nyt?"

"Nej. – Ja, det vil sige, han havde igen haft Kort fra Dihmer, sagde han. Det var fra Berlin. Saa nu er det vel endelig forbi med hans underlige Omflakken."

"Ja, det har været en vidtløftig Rejse," sagde Jytte og saae til Siden, da hun opdagede Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Mor aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.

Lidt efter rejste hun sig, gav Moderen et Godnatkys og gik ind til sig selv.

Torben Dihmer i Berlin! … Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! … Ja ja! Det maatte jo komme engang, det frygtede Øjeblik, da hun skulde møde ham paa Gaden og se ham tage Hatten af for hende med en fremmed Hilsen, mens hun paa sin Side vilde bøje Hovedet med et korrekt afmaalt Nik for ikke at røbe nogen Sindsbevægelse. Og saa var han dog den Dag idag hendes kæreste Ven, hendes Tankers eneste Fortrolige, hos hvem hun i Drømme endnu ofte søgte at glemme al Livets Jammer!

Mon han nogensinde tænkte paa hende mere? Og i saa Fald med hvilke Følelser? Det Spørgsmaal blev ved 429 at summe om hende som en Myg, naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede … ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom … ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes!

Hun klædte sig langsomt af og gik i Seng. Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke falde i Søvn. Hendes Nerver var i en dirrende Uro. Hun maatte hvert Øjeblik vende Hovedpuden for at køle Kinderne. Men det var tilsidst lige saa meget Karsten From som Torben Dihmer, der holdt hende vaagen. Hvad vilde han hende? Hvad var hans Hensigt med denne fornyede Efterstræbelse? Bildte han sig ind at kunne gøre Indtryk paa hende, fordi saa mange andre Damer fandt ham uimodstaaelig i al hans Naragtighed? – Men det var hende forresten ganske ligegyldigt! Hun vilde nu sige lige ud til John, at hun for Fremtiden frabad sig Hr. Froms Selskab. De maatte saa begge to mene derom, hvad de vilde. – –

Inde i Dagligstuen slog Uret Tre.

VI.

Karsten Froms tidligste Erindringer knyttede sig til en Fjerdesal i en af Vesterbros fattigste Sidegader. Her boede for en Del Aar tilbage en Familje, som det var gaaet tilagters for, saa den tilsidst var havnet her i det københavnske Whitechapel.

430 Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtig sank ned paa Grund af Børneflokkens Forøgelse, aldrig lod sig friste af sin Mors mange Forsøg paa at føre hende tilbage til det indbringende Kaperliv.

I Huset, hvor Ægtefolkene boede, var de bleven en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Der var maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage; men hun tænkte ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige 431 Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor.

De kostbare Fingerringe, Silkeskørterne, Strudsfjerene og de højhælede Parisersko var forlængst gaaet til Marskandiseren, og hun havde sagt Farvel til alle Herlighederne uden Suk. Men hendes Natur kunde Kærligheden ikke omskabe. Saalænge hun havde noget at sælge, eller blot hun kunde skaffe sig Kredit hos Kvarterets Handlende, diskede hun op med en Overflod af Spisevarer, proppede Børnene med Mad eller puttede dem i Seng og købte Vin og lækre Sager for at slaa sig løs med Armen om Mandens Hals.

Efterhaanden forsvandt da ogsaa det meste af Bohavet til Pantelaaneren, og tilsidst gik Søndagsklæderne samme Vej for at skaffe Brød og Fedt i Huset.

"Det er lige meget med de Klude!" sagde hun. "Vil min Familje ikke kendes ved mig, kan de godt la' være. Naar bare du holder dig til mig, Augustinus!"

Efter nogle lykkelige Aar blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han. I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af Børnene og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset; og ved Synet af Kisten sprang hun op og styrtede sig ud af Vinduet. Hun havde 432 altid sagt, at hun vilde ligge i samme Grav som Augustinus. Og saaledes skete det nu.

Dette var Karsten Froms Mor. Saadan var hans Barndomshjem. Han var den yngste af de to blonde Drenge, som Moderen havde bragt med sig ind i Ægteskabet – "de to smaa Lensgrever", som den muntre Stiffader plejede at kalde dem.

Nogen virkelig Erindring om sine Forældre eller om den Katastrofe, der brød ind over Hjemmet og førte ham til Opfostringshuset, havde han ikke bevaret. Hvad Karsten From huskede af sin første Barndom, var Glimt af ligegyldige og hverdagsagtige Begivenheder, der af en eller anden uforklarlig Aarsag var bleven fredet af Mindet. Det var gaaet ham, som det gaar de fleste med deres tidligste Indtryk af Livet, hvor de betydningsfuldeste Oplevelser forsvinder i Glemsel, mens Erindringen om en død Flue og dens højtidelige Ligbegængelse i Vindueskarmen trofast bevares op i den høje Alderdom.

Naar Karsten From overhovedet vidste noget om sine Forældre, var det kun, fordi han havde skaffet sig Underretning gennem et privat Oplysningskontor. Men forresten beskæftigede denne dunkle Fortid ham ikke saa meget, som hans Venner mente, fordi han undertiden selv talte om den. Melankolien i hans smukke Øjne havde i hvert Fald ogsaa en anden Aarsag, som han ikke betroede nogen.

Han vidste godt, at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans 433 glade og festlige Nydelse af Livet vise sig en uhyggelig Stengæst for ham – Frygten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner valgte sig en anden Favorit blandt den ulvehylende danske Kunstnerflok.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. I Anledning af en Dødsbo-Auktion, hvor et af hans Portræter kun opnaaede en lav Pris, havde et af Smaabladene ondskabsfuldt bemærket, at "Hr. Kunstgrosserer Karsten Froms Stjerne aabenbart er i Dalen", og det var paa Grund af denne Vittighed, at han trods Jytte Abildgaards Nærværelse havde været saa tavs hele Aftenen. Jyttes vedvarende Kulde havde yderligere nedstemt ham.

Da han havde sagt Godnat udenfor Restaurationen, var han gaaet hjemad gennem Strøget.

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstnerkafe "Lysesaksen", der laa paa et Hjørne i en lav Mezzanin. Den var engang ogsaa hans Stamknejpe; men han havde i mange Aar ikke besøgt den, fordi han overhovedet havde opgivet alt Samkvem med sine tidligere Venner og Kunstbrødre, der ikke en Gang vilde hilse ham, naar de mødtes paa Gaden.

Han fik nu det Indfald at gaa derop. Det var ham ikke selv klart, hvad der drev ham, men han gjorde sig overhovedet sjælden den Ulejlighed at kontrollere sine Bevæggrunde, fulgte som oftest en Indskydelse blot af Lyst til at se, hvad der vilde komme ud af det.

434 Lokalet var allerede halvmørkt og næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var der slukket. Hans Formodning om at skulle træffe forhenværende Venner slog alligevel til. Omkring et Par sammenstillede Borde ved Hjørnevinduet sad en halv Snes Damer og Herrer, som han alle kendte.

Virkningen af hans Tilsynekomst svarede ogsaa temmelig nøje til Forventningen. Det hele Selskab, der havde været meget højrøstet, da han kom ind, blev pludselig stumt og stirrede paa ham saa ubevægeligt som en Panoptikonsgruppe.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen med sin Girafhals. Desuden Billedhuggeren Oluf Bojesen med sine to Tvilling-Kærester og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med Frants Møller.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Han vidste, at den tykke Digter, hvis Muse stadig var ham saa utro, var bleven Medarbejder ved det samme lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne, og her som saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej hævnede sig paa sine lykkeligere Medbejlere ved at være kritisk Bussemand. Og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

Med Hat og Overfrakke paa satte From sig ligegyldigt midt i en af Sofaerne, forlangte en Sodavand og tændte sig en Cigaret. Da Tjeneren havde skænket op for ham, 435 tømte han straks Glasset, betalte derpaa og gik bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Endnu før han var naaet helt ud af Døren, hørte han Frants Møller mækre. Karl May sagde: "Adjøs, Deres Durchlauchtighed!" Og Susse Frederiksen slog sin kendte Skraldelatter op.

Paa Højbroplads tog han et Automobil, og et Kvarterstid efter laa han i sin store franske Mahogniseng og trak Silketæppet op over Ørene.

Men mod Sædvane faldt han ikke straks i Søvn. Samværet med Jytte Abildgaard vakte Tanker hos ham, der holdt ham vaagen næsten lige saa længe, som Jytte selv maatte ligge og fable i Mørket. Sine gamle Venners Foragt tog han sig let. Han misundte dem ikke deres Kvistkammer-Lyksalighed, endmindre den Ærgerrighed, som lod dem trælle Livet igennem i Fattigdom og selvforsagende Slid og husvalede dem med Haabet om et naadigt Eftermæle i Fremtidens Konversationsleksika. Men han tænkte paa, at hans Kunstnerbane maaske dog kunde være bleven noget anderledes, dersom han tidligere havde lært en Kvinde som Jytte Abildgaard at kende og havde vundet hendes Venskab.

"Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart i Dalen". – Det var som fra det fjerne at høre Ligklokkerne klemte over sin egen Jordefærd. Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Og han var dog endnu ikke mere end femogtredive Aar!

Han havde for et Par Dage siden, da han kørte gennem Vesterbrogade, set et Glimt af Cajus Vang. Den 436 stakkels Fyr, der lige var sluppen ud af Forbedringshuset, havde med krumme Knæ sneget sig langsmed Husrækken i noget hæsligt grønbrunt Tøj, der var som stjaalet fra en Marskandiserbutik.

Et saadant Menneske forstod han ikke. Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere Slaget med lynsnar Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa … Adieu la compagnie! Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige Kærlighed!

Rideau!

 
['1] < paa eneste tilbage