Den kongelige Gæst

En ny tysk udgave af Henrik Pontoppidans roman

Det moderne gennembrud slog helt pænt an i vort naboland, Tyskland, takket være Georg Brandes' personlige ophold og litterære indsats i Berlin 1877-1883 og Henrik Ibsens succes med de realistiske samtidsdramaer, heriblandt Et dukkehjem (1879). Og siden fik J.P. Jacobsen succes i jugendtiden med sin drømmende tristesse. Det ligger lidt tungere med Pontoppidan selvom Thomas Mann satte pris på ham, og hans hovedværker faktisk blev oversat nogenlunde samtidig med deres publicering i Danmark. Lykke-Per (1898-1904) hedder såmænd Hans im Glück og kom på tysk i 1906, oversat af Mathilde Mann (1859-25 – gift med den danske konsul i Rostock, af den familie som også Thomas og Heinrich Mann tilhørte). Oversættelsen er sidst genoptrykt i 1971.

Nu har et eksklusivt kunstforlag (edition sonblom) imidlertid (gen)opdaget ham – og ladet en ny tysk oversættelse foretage af den lille ægteskabsfortælling Den kongelige Gæst (1902,1908). Hertil originalgrafik af Alexandra Frohloff (f. 1978). Billedkunstneren har valgt at udforme sine illustrationer som en samling abstraktioner med afvekslende farver og former, der skal angive bølgegangen i fortællingens vekslende forholden sig til ægteskabelig tryghed contra lidenskab, hverdag contra festligt overskud, skønhed og kunst. Undertegnede er blevet bedt om at skrive et kort Nachwort, som nedenfor aftrykkes i sin oprindelige (længere) danske form og i en kortere tysk oversættelse, som den faldt ud i den trykte publikation. Det siger sig selv, at jeg har måttet tage hensyn til at introducere forfatterskabet og novellen for et tysksproget publikum, der næppe på forhånd var fortrolig med Pontoppidan.

Publikationen er bibliofil – og meget smukt udført, hvad tryk, papir og illustrationer angår – og kun trykt i 300 eksemplarer + 30 signerede for-udgaver. Bogen indgår i en såkaldt Weisse Reihe, hvor forlaget Sonblom, hvert år udvælger et kortere europæisk værk til publikation, tilføjet original-illustrationer. Hensigten er således "at foretage en "Grand Tour" gennem kontinentet og således bidrage til grænse- og sprog-overskridende kulturvenskaber i hele Europa". Publikationens navn er som følger:

Henrik Pontoppidan / Der königliche Gast / – Erzählung – / Mit Radierungen und Collagraphien von Alexandra Frohloff. Herausgegeben von Edda Baussmann und Annette D. Gresing. Neu übertragen aus dem Dänischen von Ulrich Sonnenberg. Mit einem Nachwort von Lise Præstgaard Andersen (edition sonblom, Münster, 2017).

Nedenfor følger mit dansksprogede efterord – med link til den forkortede tyske udgave af samme – mine pointer er i det store og hele kommet med – også på tysk. Måske kunne én og anden nordisk kollega, der har brug for at udtale sig om Pontoppidan på tysk, her finde et par dækkende udtryk på dette sprog:

Henrik Pontoppidan (1857-1943) var præstesøn og ovenikøbet født ind i en familie, der havde været domineret af fremstående protestantiske præster siden 1600-tallet. Ikke desto mindre – eller netop derfor – blev han en af de betydeligste antiautoritære forfattere i den litterære bevægelse, der i nordisk litteraturhistorie betegnes som "Det moderne gennembrud" og som bl.a. var præget af religionskritik. Med sig fra præstehjemmet havde Pontoppidan imidlertid også en tilbøjelighed for ærlige og intense diskussioner om livsanskuelser i almindelighed. Diskussioner han livslangt førte med sig selv under mottoet: "Jeg spørger, jeg spørger…" Den litterære bevægelse blev navngivet af litteraturkritikeren Georg Brandes i hans tilbageskuende bog Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), men indledtes allerede med hans epokegørende forelæsninger ved Københavns Universitet, holdt i tidsrummet 1871 til 1887 og efterfølgende udgivet i seks bind 1872-1890 under fællestitlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Hermed påbegyndtes et opgør med romantikkens idealisme og dyrkelse af fortiden, og de kommende skønlitterære forfattere blev opfordret til at "sætte Problemer under Debat". Især samtidens problemer, herunder "Ægteskabet, Religionen, Eiendommen, Forholdet mellem de to Kjøn og Samfundsforholdene" (15). Slagordene var frihed (forstået som frigørelse) og fremskridt, og Brandes forestillede sig, at den nye oprørske litteratur først og fremmest skulle være på prosa – og i øvrigt drevet af et lidenskabeligt engagement. Repræsentanter for bevægelsen blev nogle af Nordens største forfattere heriblandt J.P. Jacobsen (1847-85) og Henrik Ibsen (1828-1906). En i udlandet mindre kendt skikkelse fra det moderne gennembrud er den poetiske og stemningsbårne lyriker Holger Drachmann (1846-1908), der ganske vist debuterede med en samling socialistisk prægede "Digte" i 1872, men som senere viste sig som en noget ustabil partisoldat.

Det er sandsynligvis hans festlige og patetiske – og dionysiske – fremtræden, der ligger bag "Prins Karneval" i Den kongelige Gæst (1908). Her spolerer en uventet og uinviteret gæst på overrumplende vis den ægteskabelige idyl og tryghed mellem doktorfruen og hendes mand. Eller sagt med andre ord: Han vækker deres glemte lidenskab og den erotiske gnist fra forholdets første dage til live igen ved at insistere på fest, spænding, det uventede og uforudsigelige og – ikke mindst – på kunst og skønhed. Den søvnige hverdag glider for en stund i baggrunden, men jalousien og disharmonien gør til gengæld også sit indtog. I øvrigt forbliver det uopklaret, hvem den fremmede var – en tilrejsende, der egentlig skulle have besøgt den stedlige præst, men ikke fandt ham hjemme, en snyltegæst eller endog en repræsentant for det overnaturlige? Måske ligefrem en personifikation af ægteparrets underbevidsthed? Rent genremæssigt nærmer den lille historie sig på denne vis den fantastiske fortælling med den dertil hørende tøven i fortolkningen. Den er således en absolut undtagelse i Pontoppidans ellers gennemført realistiske univers. Temamæssigt lægger den sig derimod tæt op ad Brandes' krav om diskussion af ægteskabet og forholdet mellem de to køn.

Pontoppidan er noget yngre end de ovenfor nævnte digterkolleger og debuterede derfor først noget senere end de, nemlig i 1881 med novellesamlingen Stækkede Vinger, der ligesom også hans næste udgivelser var præget af et stærkt socialt engagement og medfølelse med fattigfolk på landet. Han rendyrkede denne genre i Fra Hytterne 1887 og Skyer 1890, men interesserede sig herefter i større grad for psykologiske og eksistentielle forhold. Forfatterskabet bevægede sig således fra en koncentration omkring de sociale og politiske forhold til en stigende interesse for forholdet mellem ideal og virkelighed i såvel valget af livsgerning som i kærligheden. Karakteristisk i så henseende er hans store romaner, heriblandt hovedværket den selvbiografisk prægede Lykke-Per (1898-1904). Den er på én gang en samtidsskildring og en psykologisk skildring af en oprører og hans udviklingshistorie – både i hans forhold til tidens store ideer, herunder troen på naturvidenskabens evne til at befordre fremskridtet og på ateismens frigørende magt, og i hans forhold til kvinderne i hans liv. Per er formentlig født samtidig med Pontoppidan selv og under alle omstændigheder i et præstehjem, der undertrykker lystudfoldelse og spontanitet. Han er ung i 1880'erne og præget af de brandesianske tanker, og han vælger – på samme vis som den unge Pontoppidan – det polytekniske studium, idet han mener, at naturvidenskab og beskæftigelsen med det faktuelle – og ikke med det overjordiske som i hans barndoms præstehjem – er vejen frem. Per finder sine frihedsidealer bekræftet hos en velhavende og sekulariseret jødisk grossererfamilie og forlover sig med den intelligente datter, Jakobe, der er et pragteksemplar af en emanciperet kvinde, som det moderne gennembruds forfattere forestillede sig hende, initiativrig, selvstændig og modig – og dertil sensuelt forelsket i Per. Mens Jakobe forbliver sin ungdoms frihedsidealer tro, viser Per sig – til sin egen overraskelse – at være så præget af barndommens præstegård at han svigter både pigen og idealerne. Man kunne imidlertid også udtrykke det sådan, at han sluttelig, efter i anden omgang at have forsøgt sig med en ægteskabelig og hjemlig idyl med præstedatteren Inger, finder ind til sin inderste kerne. Han mener i det mindste at have fundet sig selv i en arbejdsom og ensom eksistentiel grublen af næsten mystisk art. Det er ikke alle læsere, der har delt Pers overbevisning på dette punkt. Kunne hans begavelse og gå-på-mod dog ikke have været brugt anderledes?

Danske litteraturkritikere har karakteriseret Pontoppidans åbne slutninger og ikke helt gennemskuelige konklusioner på de problemer, han satte under debat, med glosen "tvesyn". Og denne glose kan passende også komme i anvendelse ved læsningen af Den kongelige Gæst. På trods af en alvidende fortællerstemme når vi ikke frem til en endegyldig opfattelse af hovedpersonernes ægteskab før og efter besøget af den besynderlige fremmede. – Gåden omkring den ægteskabelige tryghed contra den lidenskabelige kærlighed bliver ikke besvaret.

Vi befinder os langt ude på landet i Vestjylland, i en forholdsvis trøstesløs hedeegn, i huset hos et etableret og ganske velsitueret yngre lægepar, der har råd til både kokkepige og stuepige, og som allerede efter seks års ægteskab har flere søde småbørn. De har for længst lagt savnet af storbyens adspredelser bag sig. Arnold, som manden hedder, er glad og tilfreds optaget af sin store professionelle virkekreds. Hans lægepraksis er ganske krævende med mange husbesøg og i den tyndtbefolkede egn må han derfor køre langt omkring i den noget ubekvemme doktorvogn for at servicere et forholdsvis stort areal. Og hustruen Emmy har begribeligvis hurtig fået travlt med den voksende børneflok og husholdning. Hun må nærmest le ad sig selv, når hun tænker på at hun i ægteskabets første år tilbragte de sene eftermiddage med utålmodigt og længselsfuldt at kigge ud af vinduet efter den ventede ægtemand. Deres ungdomsvenner og slægtninge har haft lidt svært ved at finde ud til dem i den fjerne jyske afkrog, men flere gæster var nu netop ventede og alle forberedelser til et større rykind er truffet, da et afbud indløber. Efter den første skuffelse er ægtefolkene egentlig ganske godt tilfredse med at kunne synke tilbage i hverdagslivet igen og hygge sig sammen. Hverdagslivet implicerer i øvrigt også, at de ikke mere pynter sig for hinanden. Han går omkring i filttøfler og slåbrok, og hun er som oftest i formiddagskjole til langt op ad dagen. Den erotiske gnist er det så som så med, forstår man. Men hvilen og mageligheden har indfundet sig. De tænker efterhånden ens, og det glæder således Arnold, der har fundet sig godt til rette i sin gyngestol bakkende på sin pibe, at hustruen uvilkårligt udtaler hans egne tanker, om at det egentlig er rart at være fri for de ventede og nu udeblevne gæster: "dersom han ikke lige havde været oppe af Stolen for at faa fat i en Tændstik, skulde hun have haft et Kys for de Ord!" (203)

Deres ægteskab blev i sin tid indledt med stormende forelskelse og høje forventninger, og samlivet tog sin begyndelse, da de i en stjernestrøet nat rykkede ind i doktorboligen. De havde begge ventet længselsfuldt på at blive gift, hvad der jo efter datidens borgerlige normer ikke kunne ske, før manden var færdig med sine studier, og Arnold havde på grund af det fælles hastvæk, derfor – umiddelbart efter afsluttende eksamen – taget til takke med den afsidesliggende praksis. Herude følte de sig i den første tid noget ensomme og isolerede, men en behagelig normaltilstand er nu imidlertid for længst indtruffet i en sådan grad, at den alvidende fortæller omtaler doktorboligen som et lille Eden. Slangen skal imidlertid snart vise sig i skikkelse af den kuriøse gæst, der vender op og ned på både husførelse og følelser. Han fremtryller på overrumplende vis fest, kunst, poesi og erotik i den noget stillestående tilværelse, hvor samværet har været præget af en vis ladhed og rutine – og hustruen blandt meget andet har lagt sit klaverspil på hylden. Han forlanger lys, blomster, vin og udsøgt mad – forsyningerne har man jo i huset på grund af de ventede gæsters afbud. Endvidere overtaler gæsten værtsfolkene til at trække i deres stiveste puds. Emmy klæder sig således i en pragtfuld rosa silkekjole, en omklædning, der vækker Arnolds erotiske glød. Han opflammes endda til en vovet bemærkning om, at "Du er nu allerdejligst i det hvide Silkekostume, Vorherre selv har syet til dig" (217), en replik der indbringer ham et spøgefuldt dask på øret. Den mystiske gæst nægter i øvrigt at identificere sig med navn – andet end det ovenfor nævnte pseudonym "Prins Karneval". Efter nogen tøven går ægteparret ind på spøgen – også forførte af den fremmedes suveræne klaverspil og foredrag af lettere frivole franske og italienske viser, hvad der passer meget godt til den efterhånden berusende feststemning. Men noget besynderligt forekommer det unægtelig, at han indledningsvis præsenterede parret for netop Petschoffs Danse Macabre – ganske vist med den undskyldning, at man her fejrede alle "Syvsoveres" opstandelse. Festlighederne udfolder sig dog på det smukkeste og mest medrivende – indtil et brat vendepunkt indtræffer: Arnold noterer sig, at Emmy på det nærmeste er sunket hen i ekstase og ser lidt for beundrende og henrevet på den kongelige gæst, og herved er ægtemandens glødende jalousi vakt lige på stedet. Det gør det ikke bedre, at gæsten i sin euforiske tilstand udbringer en skål for "Fordærvelsen! For Livets og Dødens Aroma!" (227). Den korte oplevelse af jordisk fuldkommenhed med dens forjættelse af efterfølgende intens ægteskabelig erotik er med ét slag ødelagt.

Forholdet mellem ægtefolkene er efter den aften for altid forandret. Efter besøget lever de angiveligt som et par nygifte (245). Den ene dag kysses de fra morgen til aften, den næste dag siger de dagen lang ikke et ord til hinanden. Harmonien er væk, lidenskaben er vakt, men også utrygheden. Fremmede kan mærke det: det var som om, det allevegne trak, der i huset. "Man havde altid en Fornemmelse af at sidde for aabne Døre" (247).

Emmy er egentlig ganske smigret over husbondens jalousi, men græder også sine salte tårer over den opståede disharmoni og omskiftelighed. Og Arnold er – forekommer det – mildest talt overdrevet bitter over, at hustruen bare et ganske lille øjeblik kunne have øje for en anden mand end ham. Men samtidig har han fået sansen for det store i tilværelsen tilbage. Før i tiden fordrev han tiden på de lange køreture med at tælle telegrafpæle, men naturen er nu blevet fornyet for ham: "Det store nøgne Landskab og den vældige Skyhimmel drog hans Tanker til sig med en Magt, han længe ikke havde kendt. Mens han sad der omhyllet af Stormen genfødtes der i hans Sind store, højtidelige Stemninger, der bevægede Hjertet og gjorde Tankerne frugtbare" (237). Sansen for naturen er blevet vakt gennem erotikken, men naturen er ingenlunde kun god, den er også i sin storslåethed farlig.

Gennem hele fortællingen går der en tvetydig syndefaldstematik. Den fremmede omgives af djævlemetaforer og -hentydninger. Under sin introduktion til Danse Macabre udtaler ham således, at "Uden at man selv har noget af Djævelen i Kroppen, forstaar man ingenting af et Genis værk. Heller ikke af Vorherres" (214). Og husets sure kokkepiger mener på det bestemteste at kunne lugte svovl, efter at han har forladt skuepladsen. Han har angiveligt en overtalelsesevne, som "man havde tillagt en vis Mand, om hvem det hed, at havde man først rakt ham en Lillefinger, o.s.v" (214). – For så tager han ifølge ordsproget hele hånden. – Men han er også udstyret med muntre "Gedebukkeøjne", så han bringer tankerne hen på en græsk satyr, hvad der associerer til det moderne gennembruds tanker om det antikke Grækenlands angiveligt syndefri og livsglade erotik. Og ikke mindst berusende dionysiske optrin. Den fremmede udbringer da også en "Skaal for Eventyrgudens bukkefodede Følge, for alle disse smaa Hjertetyve og Forstandsrøvere og Søvnforstyrrere, som i Naturens kongelige Husholdning opfyldte en lignende Bestemmelse som visse Forraadnelseskim i ædle Champagnevine: de skænkede Livets Drik dens Buket og fik den til at moussere" (227). – Meningen må være, at det, en filistrøs samtid opfatter som ugudeligt, i virkeligheden er udtryk for livsglæde og livsudfoldelse, der nødvendigvis må have et lille korn manglende idealitet i sig. Djævlen og Pan er beslægtede.

Skal fortællingen læses som et rimeligt opgør med ægteskabet og vanekærligheden i biedermeierregi – og følgelig som en hyldest til driften og naturen på kulturens bekostning – eller skal den snarere opfattes som en konstatering af, at visse værdier i tilværelsen er principielt uforenelige? Dette gælder idyl og spænding, gensidig tillid og erotik, ægteskab og lidenskab. – Der er så absolut et element af alvorlige eksistentielle overvejelser og følgelig af forfatterens "tvesyn" i fortællingen om de to ægtefolk og deres samvær – også selv om det hele anskues med distance og derfor kan forlenes med et anstrøg af elegant humor.

Ved siden af ægteskabstemaet findes et andet tema i den lille roman – "synet på de to køn." Er yndet diskussionsemne i samtidens litteratur var, hvorvidt tiltrækningen mellem mand og kvinde beroede på ligheder mellem parterne, f.eks. i livsanskuelser, temperament og synet på kærligheden, eller om den netop beroede på at de to køn nu engang var grundforskellige – også ud over det rent kropslige. I lighed med, hvad der skildres i mange andre kortere Pontoppidanfortællinger (men i modsætning til kønsrollerne i de store romaner) er Arnold og Emmy forskellige – på forholdsvis traditionel vis. Og netop dette tænder den erotiske gnist mellem dem, mens samlivet i hverdagen har gjort dem alt for ens og indskrænket deres meningsudveksling til at gælde børnenes småskavanker, nabotrakasserier og den eventuelle anskaffelse af en ny hønserace til haven. Men der skal simpelthen være lidt djævelskab og disharmoni i livet for at det for alvor er værd at leve. Emmy har tydeligvis en større kærlighedsevne end Arnold og en mere nuanceret psykologisk forståelse både af sig selv og af partneren end omvendt. Arnolds hidsighed, selvtilfredshed og urimelige overreaktion rammes af forfatterens ironi. Den kongelige gæst går heller ikke fri af forfatter-ironien til trods for at hans forehavende indledende har succes – og umiddelbart vækker læserens sympati. Han udtrykker sig således i et noget opstyltet sprog, han kommer til kort, da han ikke kender efternavnet på den præst, han angiveligt skal besøge og forvrøvler sig i den anledning grusomt og lidet troværdigt, og hans omfangsrige korpus opfattes skiftevis som passende for livsglædens repræsentant og skiftevis som en smule uæstetisk, når Emmy får ham på alt for nært hold, mens han søger et anbringe et smykke i hendes hår. Den søvnige ægteskabelige idyl anskues utvetydigt ironisk. Den er ovenikøbet afskærmet mod den voldsomme vestenvind af et solidt plankeværk og den pågældende aften også af den dalende sne – vi befinder os jo ved fastelavnstid. – Emmy rammes imidlertid ikke af ironien. Hun er simpelthen sød, klog og kærlig. Der er vemod i skildringen af hendes skikkelse, der beviser, at en livslang, total fascination af samme partner ikke er mulig, og at et tilfredsstillende hverdags- og familieliv dog også kan – og måske bør – rumme drømmen om det uopnåelige. Under alle omstændigheder: manden og husfaderen, Arnold, er fanatisk og stivsindet, og en lille smule komisk i sin overreaktion, kvinden Emmy har tydeligvis mere talent for kærlighed og ømhed end ham.

Samme fordeling af menneskelige egenskaber findes i følgende korte romaner: Nattevagt (1894), Borgmester Hoeck og Hustru (1905), Et Kærlighedseventyr (1918), Mands Himmerig (1927). I flere af de omtalte værker er mandens selvtilfredshed og manglende forståelse af kvindens følsomhed og evne til indlevelse og omsorg begrundet i hans totale engagement i kunst eller politik, der mobiliserer hans styrke og kampevne, men gør ham uopmærksom og ufølsom over for den elskende kvindelige partner. Et gennemgående motiv er, at hans kampe i arbejdslivet og hans krav om strikt og regelret moral og af 'alt eller intet' indirekte tager livet af kvinden ved hans side, som han forsømmer eller ligefrem brutalt skubber fra sig. I Borgmester Hoeck og Hustru prøver den mandlig hovedpersons svigerinde at belære ham om hvor urimeligt, og ikke mindst destruktivt, det er, at mænd ønsker at eje deres kvinder helt og dømmer dem for selv deres flygtigste drømmeri eller sværmerier: "Den eneste Undskyldning for saadanne Mænd var, at de i deres Lunkenhed ikke havde nogen Anelse om det Væld af Ømhed, en Kvinde kunne besidde, – langt større end baade Manden selv og en stor Flok Børn var i Stand til at tage imod. Hun vilde ganske simpelt kvæles eller sprænges, dersom hun ikke i hvert Fald af Fantasiens Vej bortskænkede af sin Overflod!" (52).

Et lignende resultat, om end på vrangvendt vis, kommer Arnold til – og med lettere komisk virkning, eftersom hans hustrus forseelse er ganske mikroskopisk og imaginær. (Borgmester Hoecks hustru har de facto været betaget af andre mænd og været afhængig af deres hyldest til hendes kvindelighed). – Arnolds noget fordomsfulde udtalelser lyder: "Han undskyldte hende, fordi hun var Kvinde, det vilde sige et Væsen med et abnormt Følelsesliv, og en deraf flydende, forvirret Tankegang." Og han mener videre: "Han maatte erkende Sandheden af det Ord, at der paa Bunden selv af den uskyldigste Kvindes Hjerte laa en Giftøgle i Dvale. Det kom kun an paa Tilfældigheder, om den skulde faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv." (236).

Vi skal næppe tro Arnold – og dog, måske en lille smule?