Den pontoppidanske grundtekst

Af Flemming Behrendt

I.

Den amerikanske litteraturforsker Roger Shattuck har i New York Review of Books for nylig kritiseret den seneste Pléiade–udgave af Marcel Proust A la recherche du temps perdu (I-IV, 1987-89) for en ødelæggende elefantiasis der "tilslører og nedværdiger" Proust's endelige tekst ved på mere end 7000 sider at drukne de oprindelige 3.500 siders romantekst i udkast og kommentarer¹. Shattuck opfordrede i 1998 deltagerne i en amerikansk konference om fransk litteratur til at boykotte udgaven til fordel for den klassiske fra 1954 med den begrundelse at det meget ekstra stof hører hjemme i separate bind for litteraturforskere, men ikke må bilde den almindelige læser ind at her er den endelige og fulde Proust. Lider Det danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL)s udgave af Det forjættede Land af samme skavank?²

I 1963-64 foretog jeg en sammenholdelse af de tre enkeltbind Pontoppidan udgav i årene 1891-95, med den samlede udgave af romanen fra 1898. Uden kendskab til den brevveksling med forlæggeren jeg derefter fik adgang til, kunne jeg konkludere at Pontoppidan sandsynligvis havde skabt de to første bind som en selvstændigt afsluttet helhed, og at han i hvert fald ikke på det tidspunkt havde planlagt en fortsættelse som Dommens Dag (1895) blev det.³

Brevene mellem Pontoppidan og hans forlægger Gustav Philipsen gjorde det nu umisforståeligt klart at Dommens Dag var undfanget efter 1892, og at den blev skrevet under den forudsætning at en bearbejdelse af de to første bind måtte til før storromanen kunne fremtræde som en færdig helhed. Det var et arbejde som Pontoppidan trak i langdrag og først efter overvindelse af megen ulyst fik gjort færdig i 1898.⁴

Der kan således tales om tre stadier i romanens tilblivelse:
I) Muld (1891) + Det forjættede Land (1892) – i det flg. også betegnet som A.
II) Muld + Det forjættede Land + Dommens Dag (1895) – i det flg. B.
III) Det forjættede Land (1898) – i det flg. C.⁵

Det stadium der har den dårligste indre sammenhæng, er II. Men det er netop denne tekst DSLs udgivere har gjort til grundteksten, og de har endog givet den fællestitlen Det forjættede Land. Dertil har de så føjet en cd-rom med alle de andre udgaver til og med den femte udgave fra 1918 der hidtil har været hovedgrundlaget for optryk. På konferencen blev det (spøgefuldt?) nævnt at den elektroniske tekstbehandling og internettet har gjort valg af grundtekst overflødigt. Men det er ikke blevet ligegyldigt hvilken tekst man trykker på gammeldags maner eller gør til bøjle for sine kommentarer.

Udgaven er nemlig ikke alene til studie- og forskningsbrug. Den er, med DSLs eget forord, en udgave der "henvender sig til den almindelige læser og til forskere". Gyldendal der har forlagt udgaven, er så optaget af den almindelige læser at forlaget forbød DSL at anbringe (de forholdsvis få) tekstvarianter på sidens fod, og henviste dem til tillægsbindet sammen med kommentarerne og efterskriften. Hvis Gyldendal kan blive enige med rettighedshaveren, er der altså mulighed for at stadium IIs tekst kan se dagens lys som den almindelige – og i fremtiden vedtagne? – rigtige udgave af Det forjættede Land.

Med DSLs udgavekompleks er samtlige fem udgaver tilgængelige, men der skal graves godt for at få 3. eller 4. udgaven frem til den lænestolslæsning man kunne unde den "almindelige læselystne" ikke-fagmand.⁶

De to filologiske udgivere, Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild, giver et sted en mere specifik begrundelsen end den at "mange vil være interesserede i at stifte bekendtskab med trilogien i dens oprindelig form"⁷:

At nogle afsnit med ganske markante pointer (…) er forsvundet, er et at vore argumenter for, at trilogien er valgt som trykgrundlag for nærværende udgave.⁸

Roger Shattuck nævner i sin artikel om Proust's roman de ikke mindre end fire skitser, der er medtaget i den nye udgave, af en besnærende pige med røde roser som aldrig kom med i den endelige tekst.

One can easily begin to remember the girl wearing red roses as a character in the novel. But Proust did not include her. The ordinary reader has enough to keep track of without adding this confusion not essential to the novel. I would welcome her in a separate volume of the Pléiade devoted to Proust's drafts and revisions, or more appropriately in a scholarly publication with a larger format.⁹

Udgiverne af Det forjættede Land synes at ville retfærdiggøre deres valg af grundtekst ved at så tvivl om den sikkerhed hvormed det er muligt at fastslå at Dommens Dag ikke var planlagt før efter afslutningen af bindet Det forjættede Land (1892). Det sker bl.a. med en henvisning til min 1964-tekst: "Kun én ting kan, før man får adgang til samtidigt kildemateriale, siges med sikkerhed: Pontoppidan kan ikke have tænkt sig en fortsættelse, som Dommens Dag blev det", men med overspringelse af det her fremhævede¹⁰. Min afhandling var et speciale, og det var derfor vigtigt for mig at fremhæve den rækkefølge hvori analyserne og undersøgelserne var fortaget. Den citerede konklusion var ført til bogs alene på grundlag af en sammenholdelse af de forskellige tekstudgaver og altså før jeg, som vistnok den første overhovedet, fik adgang til de hidtil utilgængelige brevvekslinger med forlæggerne. For mig er der ingen tvivl om at Pontoppidan i måske op til et helt år efter udgivelse af Det forjættede Land (1892) betragtede de to bind som en afsluttet helhed.¹¹

På dette stadium er romanen en resignations-historie om byboen Emanuel Hansted der i afsmag for den bedærvede bykultur idealistisk, på tolstojsk maner, drager ud på landet for at blive præst og leder i bondefrigørelsens kamp. Men da han er skabt af en naturalistisk troende forfatter, slår hans kulturelle arv igennem som var den genetisk, og han må opgive sin omplantning under miljøets modstand og skuffet flygte ud af sit ægteskab med bondepigen og tilbage til sit eget hovedstadsmiljø – lidt ligesom ørnen i Pontoppidans berømte krønike "Ørneflugt".

Først næsten et år efter at Pontoppidan havde frabedt sig at skulle læse korrektur på 2. oplag af bindet Det forjættede Land, "fordi jeg gærne vil have mine Tanker helt bort fra et Emne, som de længe nok har beskæftiget sig med" (28.12.1892), nævnte han i et brev til forlæggeren (11.12.1893) at han i 1894 "jo" vil have et tredje bind at byde på. Men der gik altså yderligere et år før Dommens Dag udkom, og romanens stadium II dermed forelå.

Den Emanuel Hansted læseren her møder, er ganske anderledes end de første to binds hovedperson. Han nærmer sig atter det landlige miljø, men på afstand, og et religiøst vanvid bryder frem der lader ham opfatte sig selv som en Kristus-inkarnation. Der ligger i handlingen to år mellem andet og tredje bind som foregår tæt på nutiden og er fuld af teologiske diskussioner mellem forskellige parter i det religiøse og kirkelige miljø.

At det er svært at få tingene til at hænge sammen i denne udgave af romanen, fik derfor Pontoppidan til i romanens tredje stadium (1898-udgaven) i de to første "bind"/dele at nedlægge de nødvendige forudsætninger i sin hovedperson – og i hans omgivelser – til at gøre hele hans udvikling som fantast rimelig. "Udføre lidt mere i det enkelte, hvad der af indre Træk kun var antydet", hedder det underdrivende i forordet til denne, desuden noget forkortede, udgave. Man må endog mene at han under udarbejdelsen af Dommens Dag har forudsat sådanne ændringer, hvad der forklarer den lidt sure forpligtelse hvormed han omsider vendte sig til samarbejdelsen af de tre bind. Men det er ikke fyldestgørende med Esther Kielberg at sige om omarbejdelsen at "Pontoppidan ved at forkorte og skrive om naturligvis først og fremmest [har] villet opnå den stramning af romanen, der skulle ændre et trebinds romanværk til et étbinds"¹². Stramningen udgør trods alt ikke mere end de ti procent der altid ryger ud når Pontoppidan reviderede sine bøger.

Lad mig her give blot et enkelt eksempel på diskrepansen i romanens stadium II. Mange flere vil kunne findes i min specialeafhandling som stod til udgivernes rådighed. Udgiverne giver også selv mange eksempler¹³, men uden at drage min konklusion bortset fra følgende (indrømmelse til mig?):

Emanuel-figuren [...] kan hævdes at hænge bedre sammen i 3. udg. end i de tidligere udgaver, idet Emanuels udvikling i DD kunne synes mangelfuldt forklaret i forhold til det stade, figuren befandt sig på i M og DfL.¹⁴

Eksemplet er hentet fra Det forjættede Land (1891 – i det følgende betegnet A). I ethvert klassisk kunstværk er en bue spændt mellem begyndelses- og slutpunkt. Forrykkes slutpunktet som det skete med tilføjelsen af Dommens Dag (1895), må buen forlænges, dens spænding forandres – og mest i det stykke der er nærmest endepunktet. Ikke mærkeligt derfor at ændringerne er flest og radikalest i anden del, "Det forjættede Land", af den færdige roman (der i det følgende betegnes som C=1898-udgaven).

I Første Bogs kap. II holdes hos sognerådsformanden et "tillidsmandsmøde" hvor man tager stilling til en intetsigende skrivelse fra partiets hovedbestyrelse som opfordrer til protest mod (rygter om) regeringens planer. Emanuel – hvis placering i dette politiske råd i A "nærmest", i D "alene" skyldes hans fortjenester på ganske andre områder – reagerer i ingen af udgaverne på samme "taktiske" måde som de øvrige medlemmer, men en ændring i hans reaktioner finder sted:

I A ryger Emanuel straks op på det principielle plan hvor han befinder sig bedst – men i øvrigt taler han her helt i overensstemmelse med den holdning der i den historiske virkelighed f.eks. førte til dannelsen af riffelforeningerne i 1885. I C har hans tale fået en skarp drejning i retning af religiøs patos og ekskatologisk forventning. I A er det en indigneret demokrat, i C en pietistisk (dvs. tros- og kaldsbevidst) præst der taler.

Sognerådets urokkede frimodighed beroliger dog Emanuel – mindst i C; hans sindsstemning bliver "oplivet" (A / C: "lysere"), og han kan deltage i sognerådsformandens bugnende aftensbord. I A får vi følgende oplysninger, som er strøget i C:

Apropos Proust's pige med roserne, hvordan skal så en førstegangslæser af romanen nogensinde få dette næsten rørende billede af Emanuel ("essential to the novel" på stadium I) ud af hovedet. Af bedste evne forsøger han den tilpasning til miljøet han godt forstår er så vigtig. Men den evne eller det forsøg passer ikke ind i den "ujordiske" (udtrykket indført i C 224) mildhed stadium IIIs Emanuel bærer i blikket.

Rømhild ærter i kommentar-bindets kapitel om "Fortællingen" Pontoppidan for i forordet til 1898-udgaven på samme tid at tale om "tre sammenhørende Fortællinger" og "Fortællingen", som "foreligger her i bearbejdelse".¹⁵

Men der er al mulig grund til her at tage forfatteren på ordet. For nogen førsteudgave af Det forjættede Land eksisterer ikke. Der findes kun de tre "Fortællinger" om Emanuel Hansted og hans egn, tid og land. Kun "Tredje udgave" eksisterer, og den er i bund og grund førsteudgaven af Det forjættede Land forstået som samlingen af de tre fortællinger hvoraf den midterste har titel til fælles med romanen. Derimod ville man – på linje med "Urfaust" af Goethe – kunne tale om en "Ur-Det forjættede Land" svarende til det jeg her har kaldt stadium I, altså Muld (1891) + Det forjættede Land (1892). Der er en god og særlig sammenhæng i denne "roman", en sammenhæng der dog ikke egner sig til nogen fortsættelse.

Men Det forjættede Land fra 1892 og Dommens Dag fra 1895 hører ikke hjemme i samme roman. Når den ræsonnerende pastor Pedersen i Dommens Dag (enslydende i 1895 og 1898) siger om Emanuel Hansted at han "troede sig en Profet og Helgen [...] og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen", så er det ikke stadium I, men stadium IIIs Emanuel der kan give grundlag for en sådan vurdering. Stadium IIs tre tekster kan kommenteres og gøres tilgængelige for forskere, men det er en krænkelse af forfatterens droit moral at få den almindelige læser til at tro han her får en final udgave af Det forjættede Land.

Det forjættede Land er, som det udtrykkes i DSLs forord til udgaven, et værk der har "haft stor indflydelse på den danske selvforståelse". Men den indflydelse har værket først og fremmest øvet gennem udgaverne fra 1898 og frem. Det ville tjene kontinuiteten i den danske selvforståelse bedre om Det forjættede Land blev beriget med de afsnit en anden end Pontoppidan (nemlig professor Vilh. Østergaard) i 1918-udgaven skar fra, og om de 30 sider forklarende noter udgiverne her har fremstillet til teksten, havde nået den "almindelige læser" som kommentarer til 1898- eller 1903-udgaven (hvilken man skulle have valgt, skal ikke diskuteres her). Det er ikke ligegyldigt – heller ikke for en litteraturstuderende – hvordan man første gang møder en tekst som Det forjættede Land, og vi begår en uretfærdighed mod Henrik Pontoppidan – krænker hans droit moral – dersom nye læsere bliver opfordret til at begynde her.

Nu kan man hævde at Pontoppidan faktisk bildte sine daværende læsere ind at de tre bøger hørte (ordentlig) sammen: "Hermed slutter Fortællingen om det forjættede Land" står der på sidste side af Dommens Dag. DSLs udgave gør altså ikke andet end at reproducere det oprindelige forløb. Men i 1898-udgaven er det dog første gang, at disse tre tekster foreligger under den fælles titel Det forjættede Land. Den gav Pontoppidan dem først efter den gennemarbejdelse han vidste var nødvendig.

At alle tekster so oder so er tilgængelige i den kritiske udgave med dens cd-rom, ophæver således ikke problemet med valg af grund- eller basistekst, og det valg udgiverne traf, finder jeg af ovennævnte grunde kritisabelt. Det er ikke spørgsmålet om Pontoppidan med sine omarbejdelser var en Textverderber – det var han helt sikkert nogle gange. Men her er tale om at han gjorde sin tekst færdig. Man kan bryde sig om resultatet eller ej og måske foretrække at botanisere i fortællings-trilogien eller studere hans arbejdsmåde ved at sammenligne teksterne. Det har jeg personlig gjort med stort udbytte.¹⁶ En anden ting er så at de for den endelige romans sammenhæng nødvendige ændringer i karaktertegningen følges af ændringer på talrige andre planer (øget distance mellem fortæller og figurer der mere bliver til typer, nedtoning af tidsbilledet, en generel stramning etc.) der kan få én til ligefrem at mene at "der er gået en stor roman tabt i Det forjættede Land"¹⁷.

Endelig kunne man betegne DSLs trykte udgave som en overgangstekst mellem to grundtekster: første stadiums Muld (1891) og Det forjættede Land (1892) og tredje stadiums Det forjættede Land (1898). Så nye læsere kan anbefales at begynde med disse to grundtekster, eventuelt i omvendt rækkefølge. Det er teknisk muligt, men noget besværligt ved brug af DSLs udgave.

II.

Problemet gentager sig med Pontoppidans næste store roman, Lykke-Per, der står for tur i DSLs Pontoppidan-række af udgivelser. Romanen udkom i otte bind fra 1898 til december 1904 og blev fra februar til december det følgende år udsendt i 16 hefter (tre bind) som Anden Udgave. De klare forskelle på de to udgaver har jeg tidligere gjort rede for i artiklen "Fra ledefigur til hovedperson". På sidste side af bind 8 i førsteudgaven (A) varsles andenudgaven (B I-III), og "Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk".

Samtidig med at Pontoppidan – under en krise på halvandet år hvorunder arbejdet til tider gik helt i stå – skrev på førsteudgavens femte bind, var han i januar 1901 gået i gang med at gennemskrive dens første bind med henblik på den nye udgave. For Pontoppidan havde undervejs ændret sin oprindelig plan for romanen, udvidet dets tidsbillede og gjort dens ledefigur til hovedperson. Det fordrede nogle ændringer som han ganske vist bestræbte sig på ikke at forudsætte i de sidste fire bind på anden måde end at han her indlagde nogle træk eller erindrede begivenheder som så i andenudgaven blev "lagt på plads" tidligere i romanen. Men bogholderiet gik ikke helt op. Således erindrer Per i As bind 8 hvordan han som dreng blev fristet af en sortøjet tiggertøs, men dog i det afgørende øjeblik frelstes af den "Blu, der vaktes i ham af det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader". At den oplevelse ikke uomtalt lå som forudsætning i A I ses deraf, at optrinet blev direkte indlagt i B I som en udvidelse i en tekst der ellers generelt blev strammet.

Et gennemgående træk ved omformningen af Lykke-Per er en udvidelse af tidsbilledet der blandt andet kræver at Per Sidenius fra i A at være ca. ti år yngre end sin forfatter, i B bliver gjort til dennes jævnaldrende.¹⁸ Romanens første linjer lyder i de to udgaver:

Da Per som ca. 23-årig er i Berlin, møder han "den halvfemsindstyveårige Moltke" (A IV, s. 88) på gaden. Generalen var født i 1800, Per følgelig født i ca. 1867. I A VIII siges det at være 17 år siden Per første gang kom til København (s. 205); nu er han der igen og besøger "det nye Havneanlæg, der nu var under Arbejde". Frihavnen blev bygget i årene 1891-1894. Her er Per altså kommet til København i tiden 1873-77, svært tidligt når han er født i 1867. Kort efter forlader han kone og børn og bliver vejassistent i Thy. Da han dør, er den jævnaldrende Jakobe "et Par og Fyrre" (A VIII, s. 259), hans seksårige søn blevet student og han selv må have været mere end ti år om at sammenspare de efterladte 20.000 af en årsløn på under 2.000 (A VIII, s. 236 og 257). En Per der først er født i 1867, dør med andre ord i 1909, fem år efter A VIIIs udgivelse. Det er naturligvis ikke meningen. Det var aldrig fra begyndelsen tanken at romanen skulle følge Per så langt, og også derfor må han nu fødes tidligere. I 1905-udgaven er Moltke da også forsvundet fra gadebilledet. Til gengæld – og måske ikke særlig konsekvent – er Pers efterladte formue blevet halveret (B III, s. 331) og Jakobe ved hans død gjort nogle år yngre ("henimod Fyrre", B III, s. 333). Men alt i alt passer pengene dog nu.

Førsteudgaven af Lykke-Per er en torso. For så vidt eksisterer den ikke som færdigt, afsluttet værk. Pontoppidan var i sin gode ret til at bede om at få den nye udgave lagt til grund for en samlet bedømmelse. Derfor ville det være problematisk at gøre udgaven til grundtekst i en videnskabelig udgave hvis denne samtidig skal tilbydes den "almindelige læser" som en førstegangsindføring i et værk der i ikke mindre grad end Det forjættede Land har haft indflydelse på dansk selvforståelse. Til gengæld er der ingen tvivl om at de ændringer Pontoppidan gennemførte til 4. udgaven i 1918, udelukker denne tekst som en brugbar grundtekst til det originale værk. Rettelserne har tilfældighedens karakter, har privatpersonlige motiver eller er tidsmæssige moderniseringer.¹⁹ 1918-udgaven har i øvrigt også arvet en række utilsigtede afvigelser i 3. udgaven fra 1907 der tjente Pontoppidan som grundlag for hans "grundig[e] Revision og Beskæring"²⁰. Valget bør falde på andenudgaven fra 1905.

III.

Når man i spørgsmålet om valg af grundtekst kommer til Henrik Pontoppidans Smaa Romaner hvis genudgivelse i førsteudgaverne i år begynder med Smaa Romaner 1885-1890, er svaret mere enkelt, for det er absolut færdige tekster der bliver fremlagt. Det gennemgående valg af førsteudgaverne til dette og de kommende bind i serien Danske Klassikere er principielt, foretaget i forening af DSL og mig som udgiver. Begrundelsen kan siges at være den samme som for Det forjættede Lands vedkommende: det vil være interessant for mange. Der ligger mellem 9 og 19 år imellem førsteudgaverne og de revisioner af teksterne Pontoppidan senere foretog. Han havde "sluppet dem", og forfatterpsykologien bag revisionerne er en anden end ved de første "omarbejdelser" af Det forjættede Land og Lykke-Per.

Til fire af de første seks Smaa Romaner foreligger udkast-versioner der kunne vælges som grundtekst. Men da der med serien Danske Klassikere ikke er tale om et egentligt tekstkritisk apparat omfattende flere versioner, var de igennem 100 år uoptrykte første bogudgaver et fristende og forholdsvis oplagt valg.

De tre af de seks Smaa Romaner blev offentliggjort som føljetoner parallelt med at de blev skrevet (færdig) og fremviser tilblivelsesproblemer der svarer til dem vi finder i forbindelse med Det forjættede Land og Lykke-Per. Én af dem er endda efter min opfattelse i udkast-formen en bedre tekst: En Bonde der oven i købet kan siges kun at være en "lille roman" for så vidt den benævnes sådan på titelbladet af bogen Natur (1890) hvori den indgår sammen med Vildt. Ret beset er den en novelle.

Alligevel har også de Smaa Romaner rejst diskussioner af droit moral-karakter som må have paralleller til andre forfatterskaber.

Da Pontoppidan i 1908 overdrog sit hidtidige forfatterskab til forlaget Gyldendal skete det med en kontrakt hvori det hed:

Overdragelsen omfatter tillige Udgivelsesretten til "Mimoser" og "Spøgelser", saafremt jeg efter stedfunden Omarbejdelse skulde ønske disse udgivne paany. Saafremt saadant Samtykke til ny Udgave heraf ikke foreligger fra mig, er Forlaget uberettiget til at udgive disse 2 Værker paany, ligesom jeg forpligter mig selv og mine Arvinger til ikke at overdrage Udgivelsesretten til disse [...] til nogen andre. [...] Skulde jeg foretage en Omarbejdelse [skal der betales særskilt honorar].²¹

I den forudgående brevveksling havde Pontoppidan udtrykt sig mere lige ud:

Udgivelsesretten til "Mimoser" og "Spøgelser" (som jeg ikke ønsker genoptrykte) forpligtes jeg og mine Arvinger til heller ikke at overdrage nogen anden.²²

Det var altså forlaget der havde ønsket en slags fortrydelsesparagraf med hensyn til "kasseringen" af de to nævnte titler.

Endvidere hed det i kontrakten:

Nye Optryk skal bestandig foretages efter de (i Fortegnelsen nævnte) gennemsete Udgaver.

Med andre ord kunne Pontoppidan siges at have forbudt hvad Det danske Sprog- og Litteraturselskab nu er begyndt på: at udgive hans små og store romaner i deres oprindelige bogform.

I sit testamente fra 1923 bestemte Pontoppidan at hans kone (som døde allerede i 1928) eller i hendes sted hans datter af andet ægteskab, Else Thomsen, efter gældende lovregler skulle forvalte "mine efterladte Arbejder saavel offentliggjorte som ved min Død ikke offentliggjorte". Anden testamentarisk bestemmelse findes ikke fra Pontoppidans hånd.²³

Til stud.mag. Inger Holt hvis speciale om hans forfatterskab Pontoppidan i 1931 havde læst, mindre med interesse end "med Opmærksomhed", skrev han: "en Forfatter må finde sig i at få sine gamle Klude stukket i Næsen af Videnskaben."²⁴

Da en ung boghandlerlærling, Poul Carit Andersen, i 1933-34 præsenterede Pontoppidan for sin omfattende bibliografi, reagerede Pontoppidan temmelig tvært. "Rigtig glad for hans ihærdige Opgravning og Registrering af gamle, på Møddingen henkastede Ting, kan jeg naturligvis ikke være," skrev han til Inger Holt²⁵.

Da forfatteren Cai M. Woel efter Pontoppidans død i 1943 udgav sit tobindsværk om forfatterskabet²⁶, optrykte han i dets sidste kapitel de 20 digte Pontoppidan gennem årene havde ladet offentliggøre; syv af dem var dog hentet fra Pontoppidans bøger eller Vilh. Andersens monografi²⁷. "[M]an vil sikkert ikke finde det urimeligt, at jeg her gengiver dem in extenso for at have dem tilgængelige," skrev Woel.

Men det fandt man. Efter to måneders (godt) salg måtte forlaget trække bogen tilbage "paa Grund af indtrufne Omstændigheder" som det hed på et postkort fra Ejnar Munksgaards Forlag i begyndelsen af maj 1945²⁸. Grunden var at familien, her halvandet år efter Pontoppidans død, havde protesteret. Pontoppidan havde forbudt, sagde man, at hans digte blev genoptrykt samlet. Et nyt oplag af Cai M. Woels bog blev udsendt hvori Woel havde fjernet den fulde ordlyd af digtene, men beholdt den kontekst han havde givet dem. Han gjorde desuden ophævelse over at familien dog havde tilladt Ejnar Thomsen²⁹ i sin "Citat-Mosaik" i "Mindebogen"³⁰ at optrykke ikke mindre end (dele af) ti Pontoppidan-digte. Da Knut Ahnlund fra 1949 og frem arbejdede med sin disputats³¹, søgte han forgæves Else Thomsen om tilladelse til at gå i samlingerne på Det kongelige Bibliotek for at læse breve fra og til Pontoppidan; han måtte nøjes med brevene uden for KB³². En sådan tilladelse opnåede derimod Elias Bredsdorff til sit disputatsarbejde, men hverken i disputatsen³³ eller i det ledsagende bind om brevvekslingen med Georg Brandes³⁴ måtte han mere end referere og citere Pontoppidans breve, ikke gengive dem i deres helhed³⁵. I forordet til sidstnævnte bind skriver Elias Bredsdorff: "Henrik Pontoppidan har i sit testamente nedlagt absolut forbud mod, at hans breve nogensinde må trykkes. Hvor meget man end må beklage et sådant testamentarisk forbud, må det imidlertid respekteres." Efter at have takket Else Thomsen tilføjer Bredsdorff senere i forordet: "Professorinde Else Thomsen har naturligvis ikke kunnet give mig tilladelse til at trykke hendes fars breve"³⁶.

Pontoppidan-specialisten, afdøde pastor Thorkild Skjerbæk, der i mange år arbejdede på en omfattende bibliografi over Pontoppidans værker, respekterede skrupuløst disse "testamentariske" bestemmelser, selv om han dog både samlede og gerne citerede Pontoppidan-breve. Han ville kun beskaffe sig med Pontoppidan-udgaver lezter Hand og foranstaltede for forlaget Gyldendal gennem årene en lang række udgaver af romaner og novellebind altid med den seneste "gennemsete Udgave" fra Pontoppidans hånd som grundtekst. Da Else Thomsen i 1979 lidet konsekvent gav lov til et genoptryk af Mimoser, afviste Skjerbæk af beskæftige sig hermed, og opgaven blev løst af en anden³⁷. Senest udtrykte Skjerbæk sig da et par udgivere havde benyttet 50-året for Pontoppidans død til – før en ny dansk ophavsretslov forlængede fristen til 70 år – at udgive samlinger af Pontoppidans journalistik³⁸. "Hvad gør vi ved Henrik Pontoppidans "kasserede" ting?" spurgte Skjerbæk i overskriften til sin artikel³⁹, hvori han meddeler at "Testamentarisk har [Pontoppidan] forbudt udgivelse af journalistik og digte samt trykning af breve", en formodning der formentlig stammer fra da Skjerbæk selv (eller en anden) i hundredåret forsøgte "en udgivelse af hans bladartikler".

Med udgangen af 1993, som var 50-året for hans død, ophørte boets rettigheder over forfatterskabet. Umiddelbart betyder det, at man nu frit kan optrykke, hvad der tidligere har været på tryk, hvad enten forfatteren selv har "kasseret" det eller ej. Det er dog et uafklaret juridisk problem, om Henrik Pontoppidans testamentariske bestemmelser uden videre tilsidesættes af de mere generelle regler om kunstnerisk ophavsret." [Min fremhævelse.]⁴⁰

I slutningen af Skjerbæks artikel hedder det endelig: "Så længe man ikke fuldstændigt tør tilsidesætte testamentariske bestemmelser og udgive alt, hvad vi kender fra hans hånd (hvor dog naturligvis breve udgør et andet og mere kompliceret problem), er megen omtanke og omhu i udvalg og præsentation nødvendig [...]"

Først i forordet til Elias Bredsdorff og Carl Erik Bays brevudgave fra 1997 henvises der direkte med et citat til en formulering i den aftale datteren Else Thomsen i 1952 indgik med Det kgl. Bibliotek om overdragelse af Pontoppidans efterladte papirer og breve:

Efter min Død må intet andet trykkes, end hvad jeg allerede har udgivet i Bogform – eller vil komme til at udgive – i Bogform, eller hvad der mellem mine efterladte Papirer muligvis udtrykkelig vil blive betegnet som færdige til Trykning. Derimod ingen Avis- eller Tidsskriftartikler, ingen Breve, Digte eller lign.⁴¹

Denne tekst – viste det sig nu⁴² – var ført i pennen af datteren Else Thomsen og var et udateret, usigneret og nu bortkommet stykke papir til Elias Bredsdorff i forbindelse med disputatsarbejdet. Men ordlyden genfindes på et maskinskrevet stykke papir (heller ikke det hverken dateret eller underskrevet) som er bilagt 1952-aftalen med KB⁴³. Det må være hertil der af Else Thomsen i aftalen henvises som den "testamentariske Bestemmelse af min Fader". Om noget testamente i streng juridsk forstand er der således ikke tale.⁴⁴

Det skulle ifølge Else Thomsen have været en brevudgave – måske Brdr. Brandes' brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd (udgivet 1939-42) – der fik Pontoppidan til at reagere restriktivt i forhold til testamentet fra 1923.

Det kan have været under indflydelse af denne familiemæssige tradition at Pontoppidans barnebarn af første ægteskab Karen Kudsk, f. Krause i 1980'erne brændte de breve fra Pontoppidan til hendes mormor, hun havde arvet⁴⁵. "De var for private," var hendes forklaring. Også Else Thomsen selv havde før sin død i 1984 destrueret hvad hun havde tilbage i huset af breve⁴⁶.

Der er ikke megen indre sammenhæng i alle disse flagrende citater, forlydender og inkonsekvente dispositioner og holdninger gennem årene hos både familie og forskere. Hvilke skyldes hensynet til rettighedshavernes udøvelse af brugsretten til teksterne og hvilke skyldes en ærlig eller måske misforstået pietet over for en gammel – eller måske ikke helt så gammel – forfatters skiftende opfattelser af hvori hans litterære arv i virkeligheden består. Havde han ikke selv i 1912 været initiativtageren til dannelse af Georg Brandes-arkivet⁴⁷? Hvis hans forfatterskab er en mødding, har den samme ædle karakter som stenalderens køkkenmøddinger hvorfra arkæologer har uddraget en historie vi ellers aldrig ville have fået fortalt.

At Pontoppidan heller ikke i sit testamente formulerede noget krav om Ausgabe letzer Hand, skyldes formentlig at han aldrig havde drømt om at noget andet skulle ske. Han havde jo netop gjort sine værker færdige med deres seneste udgave. Vor tid ser anderledes på dette, og der kan ikke hævdes at være nogen testamentarisk bestemmelse herimod, eftersom "Henrik Pontoppidans testamentariske bestemmelser" slet ikke eksisterer som nogen indskrænkning, men tværtimod åbnede op for brug også af de utrykte tekster. Den nuværende bestyrer af rettighederne, Henrik Thomsen, forvalter da også den pontoppidanske arv alene ud fra sin bedste overbevisning og har med glæde accepteret de igangværende udgivelsesprojekter. Hvilket dog ikke fritager forskere og udgivere for det ansvar jeg her har villet påpege.

Paris, marts 1999, let forøget (i slutningen) og lagt her på netstedet i april 2004. Senest redigeret 10.7.2017.