Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Wiesbaden. 28. oktober 1911
Et Brandes-arkiv?
28/10 1911 |
Müllerstrasse 6I Wiesbaden. |
Kære Henri Nathansen!
Ja, De er min trofaste Ven. Der er ingen, på hvis Venskab jeg bedre kan lide. Og for nu at vise, at jeg ikke er ganske uskønsom, ikke helt af Stok og Sten, sådan som De vistnok tit har måttet tænke om mig, så vil jeg uden Opsættelse besvare Deres Brev og sige Dem Tak, fordi De har villet glæde mig med en Hilsen. Brevet lå på mit Bord nu, da jeg kom hjem fra min Aftenknejpe, hvor jeg ved at stort Bæger Mosel har trøstet mig i min absolute Ensomhed, og jeg blev meget glad, og tillige meget overrasket, da jeg genkendte Deres Håndskrift. Jeg huskede i Øjeblikket ikke på, at jeg havde sendt Dem min Adresse.
De spørger mig, hvorfor jeg opholder mig her, og jeg gør mig undertiden selv√ det samme Spørgsmål. Men det er jo altså denne Vandkur, jeg gennemgår til Fromme for min genstridige Lever, der ikke ret vil komme sig efter Forskrækkelsen i 2 Sommer. Jeg skulde egenlig have været nede i Schwartzwald et Sted, der var anbefalet mig af Kiddes, og hvor der er lignende varme Kilder at forfriske sig ved; men det viste sig, at der er lukket om Vinteren, og så måtte jeg, så nødig jeg vilde, slå mig ned her. Forresten er her menneskeligere end jeg havde troet og navnlig meget billigere. Da jeg venter min Kone herned, såsnart Else er kommen afsted til England, har jeg lejet hele 3 Værelser, og de koster, rigtig pænt møblerede, og med Opvartning, 75 Mark om Måneden. Det er mindre end hvad jeg gav i Ahlmanns Allé for den tomme Lejlighed, og jeg har her påny gjort den Erfaring, at man skal gå til de dyreste Steder for at leve billigt. I Aviserne hernede læser jeg så meget om Dyrtiden og Kødnøden; men på Restaurationerne mærkes ingen af Delene. Og det store Glas Moselvin, jeg før nævnede, koster 40 Pfg.
Forresten er det ikke mindst for min Kones Skyld, at vi har valgt Wiesbaden. Som De måske husker, plagedes hun i Sommer 3 af en grim Skulderbetændelse, og den har ikke fortaget sig. Hun skal bruge Badekuren, jeg Drikkekuren. Resultatet bliver såvist det samme.
Men nu er Vindunsterne lettet fra min Hjerne, og jeg kan begynde at tale om andet end mig selv. De nævner G.B. i Deres Brev. Vi holder jo begge meget af ham, og De√ har Lov til at more Dem lidt over ham. Da jeg sidst talte med ham, omtalte han selv forskellige Henvendelser, der var sket til ham i Anledning af, at han i Vinter bliver 70. Vilh. Andersen havde villet samle Skribenter til en Bog, der skulde helliges ham; Nansen og Laurids Brun1 vilde arrangere en stor Fest på Rådhuset, men han havde, sagde han til mig, bestemt frabedt sig begge Dele. Han fandt det latterligt at fejre en Mand i en sådan Anledning. Det kunde kun danske finde på o.s.v. Jeg er nu ikke ganske sikker på, at det ikke bliver til Rådhusfest alligevel; men jeg tror forøvrigt, det vilde√ være bedst, om man lod være. Kan De huske, jeg havde den Ide, som jeg i sin Tid omtalte for Dem, at fejre Dagen med Grundlæggelse af et Brandes-Arkiv i Lighed med Nietzsche-Arkivet i Weimar? Kunde ikke De, som står ham så nær, og vistnok har hans Øre mere end nogen anden, ved Lejlighed med Forsigtighed skaffe Dem en Fornemmelse af hans sandsynlige Holdning til noget sådant. Jeg synes, det vilde være en Hyldest, der i al sin Stilfærdighed dog var ham værdig.
Det gør mig ondt, at De føler Dem træt og modløs; men da De dog er tilfreds med Deres Arbejde, er det sagtens kun lidt Moselvin De trænger til. De Tømmermænd man får af sin Nøgternhed, er de værste. Det kender jeg også lidt til fra mig selv. – Kiddes så' jeg, inden jeg rejste. Vi boede jo hinanden så nær. Galschiøt, hos hvem vore Møbler står, besøgte jeg de sidste Dage. Han beklagede sig lidt over, at han ikke havde set Dem i Sommer, da de boede i Espergærde. Af Bogmarkedet, som De nævner, kender jeg intet. Nu, da jeg selv er begyndt at skrive, læser jeg næsten intet. Levins Bog2 har jeg dog√ hernede; hvad jeg endnu har læst af den har moret mig. Kohls har jeg sendt Bud efter.
Nu blot dette i Dag. Hils Deres Frue, og hold Dem selv frisk og munter.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
