Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 27. oktober 1911

dog nogen Mening i det hele

Allégade 15 A. 27/10 11

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Bliv ikke ked af det, hvis mit Brev bliver lidt mat. Jeg har arbejdet meget lige fra i Sommer og er nu stanset lidt træt og medtaget og ser mig tilbage. De kender Tilfældet: i en henrykt Vandring gennem Arbejdets vidunderlige Egne i dyb og skyggefuld Ensomhed. Sommeren trækker forbi, Haab og Lyst og friske Kræfter – Efteraaret kommer, befriende ved sit Pust af Renhed og Kølighed, sin Harmoni og Højhed – – og saa en skønne Dag er Taagen og Regnen der. Saa stanser man og ser sig tilbage, og Vejen, man gik ad, er nu Taage og Regn, der er ikke andet end Taage og Regn, saalangt man kan se. Man er træt og illusionsløs og sidder ved Vejkanten med Hovedet i sine Hænder. Taage og Regn!

Saadan sidder jeg altsaa i det. Jeg kender jo Tilfældet, det er ikke det mindste mærkeligt, men hver Gang man er syg, synes man jo aldrig man kan blive rask igen. Sagen er jo kun den, at man hver Gang vil være rask igen imorgen, og Sygdomme gaar nu en Gang ikke saa hurtig som de kommer. Men jeg sidder 2 altsaa og stirrer ud i Luften og venter paa, at Taagen i min Hjærne skal lette. Mit Arbejde¹ er færdigt, og jeg tror godt færdigt – det tror man jo hver Gang – det er altsaa en ganske naturlig Hvile og Pause. Men jeg holder ikke af Pauser. I.C. Christensen ramte noget rigtigt, da han talte om "de utaalmodige Jøder".

Forresten er det rart at sidde her i min hyggelige Stue og skrive til Dem. Jeg holder meget af Dem, det ved De, hver Gang jeg tænker paa Dem og ser Deres Ansigt for mig, synes jeg, at der dog er nogen Mening i det hele. Men De har jo Deres som jeg har mit – ofte maa man nøjes med at tænke paa hinanden. Det er jo ogsaa som om Tiden ikke har Brug for Samling, Kammeratskab, Samvær og hvad nu alle disse dejlige gammeldags Ting hedder. Mennesker kommer jo ikke sammen mere. De hører til hinanden og om hinanden, ringer op i en Telefon og læser i deres Avis. Nichts weiter. Jeg trænger ofte til at tale med Mennesker jeg holder af. Men hvis man ikke boer i Hus sammen, ses man kun en Gang om Aaret. Hvori ligger det? Magelighed, Hensynsfuldhed, Usikkerhed, Ensomhed? Jeg ved det ikke. Men Resultatet ved jeg: De bliver i Ahlmanns Allé og jeg i Allégade.

Og saa en skønne Dag er De rejst fra Ahlmanns Allé, og nede fra Wiesbaden² faar jeg en Hilsen, der glæder mig og samtidig gør mig det klart, hvor meningsløst længe siden det er, at vi sidst talte med 3 hinanden. Hvis vi spurgte hinanden, hvad der var sket i Mellemtiden, vilde vi vel sige som alle andre – der er saamænd ingenting sket. Og dog passerer der jo hver Dag noget i En og omkring En af afgørende Betydning. Jeg er siden sidst bleven fri Mand, Grundejer, færdig med et Arbejde, færdig med fyrre ovenikøbet med toogfyrre. Er det ikke noget? Og ind imellem disse Ting en Mængde smaa Oplevelser, smaa Mønstre i det store Væv, noget lyser rødt og gult og forhaabningsfuldt grønt, andet graat og brunt og grumset, men alt i alt virker det som et harmonisk Billede af Livet op og ned og ud og ind og to Skridt frem og et tilbage. Men paa Vrangen – kan De spørge – inde i mig selv, hvordan sér Mønstret ud dèr? Traade, min Herre, skæve filtrede Traade med tilfældige Knuder her og der – som et Broderi et Barn har fumlet med paa sin Legeklud.

Nok om dét. Af vore Venner har jeg set G.B., som var her forleden fuld af Fyrighed og Weltschmerz. Hvor er han sig selv lig. Han klagede over, at han var bleven ilde medtagen af forskellige, der falsk og gement og sjofelt og løgnagtigt bebrejdede ham, at han løb med Sladder. Og i samme Aandedrag sad han og fortalte, at N.N.^s Kone laa i det med P.P., og at Frøken T.T., som Gud og Hvermand vidste havde en øm Forbindelse med sin Venindes Mand. Det minder mig forresten om noget, jeg oplevede for mange Aar siden, før jeg kendte G.B. Jeg kom 4 gaaende over Kongens Nytorv og skraaede nedad Nyhavn. Paa Hjørnet saa jeg i Frastand G.B. staa fægtende og sprællende foran Otto Benzon, der stod rolig og ligesom holdt ham fast i Knaphullet. Jeg nærmede mig – hørte allerede G.B.^s Stemme. Idet jeg saa passerede, hørte jeg G.B. skrige med Opbydelsen af sine hæftigste Vokaler: Dét har jeg aldrig sagt!!!

Hos Kidde³ var jeg iforgaars – vi talte meget om Dem. Han er Munken i den danske Litteratur. Jeg holder meget af ham, fordi hans Rige ikke er af denne Verden. Naar jeg er sammen med ham, bliver jeg som en ung Pige, der betror sig til sin Skriftefader. Jeg er født 17 Juli 1868, De vil sige, at det er en lidt gammel Pige. Man kan sidde derude i hans lune Stue og snakke sammen til Dommedag, og efter at Gud Fader er færdig med det Hele og har anvist Dem Plads ved Siden af Erich Henriksen og Harald Nielsen, sidder vi endnu i Gentofte og maa bede Vorherre om at forlænge Afgørelsen, inden han sender L.C. Nielsen ad Helvede til. Vi talte meget om Kohls nye Bog⁴ "Det store Skød", som har vakt Opsigt, løftet til Skyerne af Jullemand Clausen⁵ og Frejlif Olsen og styrtet i Afgrunden af Lange. Jeg synes Bogen er god, i visse Maader mesterlig. Men overfor Livet og Litteraturen bliver man dummere og dummere, jo klogere man tror man 5 bliver. Af Bøger har jeg iøvrigt læst Hjortøs og Levys nye Bøger. Hjortøs⁶ lidt pretentiøs i al sin tilsyneladende Fordringsløshed, en Autodidakts hovmodige Glæde over at have fundet de Vises Sten. Iøvrigt fuld af fortræffelige Iagttagelser, som synes "gjort" og ikke oplevede. Der er en besynderlig Luft i hans Bøger, synes jeg, af Provins og lang Pibe og Surkaal paa Trapperne. Han interesserer mig meget, men jeg kan i Grunden ikke lide ham. Han synes alligevel pokkers godt om sig selv – men ser sig kun i Spejlet, naar ingen er tilstede.

Levys Bog⁷ er blaaøjet, elskværdig, I.C. Christensen'sk. En Hyldest til Bondeland og Bondemand med lidt Børnerim her og der for at faa det til at glide. Den er lidt vel sød. Jeg saa hellere lidt af Levys eget springske Ansigt, der altid gør En usikker overfor Spørgsmaalet: hvem skal den næste Lussing ramme? Og Slutningen er som i alle Levys Bøger: nu kan det sku være nok, nu kan jeg ikke mere! Den smager lidt af Luftsteg. Jeg synes ikke Levy har holdt, hvad Simon Ring⁸ og Invalideklubben⁹ lovede. Det var et Ansigt, umodent maaske, men det lignede ikke de andre – drilsk, spotsk, springsk som hans eget. Nu er han gaaet over 6 til den jyske Bevægelse. Der virker lidt desorienterende, hvis man ikke vidste, at hans Busenfreunde¹⁰ i de senere Aar er Johs. V. og den lille Kantateskrædder L.C.¹¹

Nu vil jeg slutte. Jeg skal nok nu og da lade høre fra mig, hvis jeg ved, hvor De er. Hvad vil De – hvad tager De Dem til – hvorhen vil De? Jeg bliver her, og alle andre rejser. Jeg er den hjemløse og hager mig fast til Danmark, De og de andre er Landets Børn og rejser. Alting er meningsløst. Naar jeg vender Broderiet og ser det paa Vrangen, ligger alle Livets Traade indfiltrede i et vildt og meningsløst Virvar. Men vi vil ikke se det, vi vil se Retten. Altsaa tro, min Herre, tro, at Livet er skønt og Menneskene dejlige – og er det ikke lykkeligere at leve og dø saligt i den Tro end at sidde og græde og gruble over de Ting, som ingen Djævel kan hitte rede i. Amen!

Levvel! Jeg er nu og altid

Deres trofaste Ven
Henri Nathansen