Sandinge Menigheds diskursive dissonans

Af Oliver Zeeberg Nielsen

Indholdsfortegnelse

• Indledning
• Tekst, værk, diskurs – et metodeafsnit
  • Editionsfilologi
  • Diskursanalyse
• Sandinge Menighed(er) – Referat og redegørelse
• En forskydning af fokus – Analyse af værket
  • Førsteudgaven (1883)
    • Boels sociale mobilitet
    • Grundtvigianismens mange ansigter
    • Lone og de diakrone diskurser:
    • "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden"
    • Opsummering af analysens første del:
  • Andenudgaven (1903)
    • Boels armkræfter fra livet derhjemme
    • Grundtvigianismens reviderede ansigter
    • Uforsonligt had
    • Den anden Kasper Kapper
    • Opsummering af analysens andel del samt sammenligning med første del
• Forfatterskabets facetter – Perspektivering
• Analysens blinde vinkler – Diskussion
• Boel eller bonde – Konkluderende afrunding
• Hele det forjættede land – Forslag til videre forskning
• Litteratur

Indledning

Man hører af og til sagt om en forfatter, eller om andre former for kunstnere, at deres værk omhandler det ene eller det andet og at de mener det og det. Men er det nu også så simpelt? I flere af Henrik Pontoppidans (1857-1943, dansk forfatter) værker støder vi på karakterer hvis livsanskuelser eller holdninger forandres i løbet af de historier, de optræder i. I for eksempel hans såkaldte 'korte roman' Sandinge Menighed (1883) ændrer Pastor Mommes syn på det "lysets budskab", han forkynder, sig i løbet af de år han bor i Sandinge. Tilsvarende skifter Jytte Abildgaard fra hovedværket De Dødes Rige (1912-1916) mening om hvorvidt hun elsker Torben Dihmer hen over natten. For mig at se indikerer dette at der hos forfatteren er en overbevisning om, at man ikke kan beskrive et menneske med færre sætninger end der er øjeblikke i dets liv.

Ud fra denne tanke er jeg interesseret i at undersøge, hvorvidt den verdensopfattelse Pontoppidans forfatterskab er bygget på ændrer sig, og om man i den forbindelse kan sige noget om forfatterens egen personlige udvikling.

For at undersøge dette, har Henrik Pontoppidans værk Sandinge Menighed (1883) været mit analyseobjekt. Værket er en af Pontoppidans 'små romaner', som han senere hen valgte at kalde dem. Det følger den unge bondske pige Boel som føres ind i grundtvigianismens finere kredse for der at blive mødt af en noget anden virkelighed, end den hun håbede på. Værket, og forfatteren selv, tilskrives ofte tilhørsforhold til det moderne gennembrud som, anført af Georg Brandes (1842-1927, kritiker og debattør), kendetegnedes ved sit ideal om at sætte problemer under debat. Førsteudgaven og andenudgaven (1903) vil hver især blive gennemgået diskursanalytisk for at undersøge hvilket verdenssyn der ligger bag de to tekster. Undersøgelsens resultater vil derefter blive sammenlignet.

I bogen Henrik Pontoppidan – en kanonforfatter (2012) skriver Thorkild Borup-Jensen at "I sine noveller fra det første tiår af forfatterskabet skildrer Pontoppidan med vrede og indædt energi de for ham oprørende sociale skævheder på landet. Han er, som han siger det i erindringerne, optaget af "den ulige fordeling af livets goder""¹.

At Pontoppidan efter dette "første tiår" bevæger sig i en anden retning beskrives også af Flemming Behrendt i Livsrusen (2019). I denne skriver Behrendt at "Det hedder sig gerne i litteraturhistorien at med Spøgelser slutter Pontoppidans sociale engagement, viger for studiet af sjælens nød i stedet for legemets"². Spøgelser er udgivet i 1888 og falder derfor i slutningen af Pontoppidans første årti som forfatter der startede i 1881.

Endnu et eksempel på denne forskning er specialeopgaven "H. Pontoppidan på godt og ondt", som også tilskriver forfatterskabet en bevægelse fra politisk og socialt indignerede litteratur til mere indadsøgende og individcentreret litteratur, som man ser i værker som De Dødes Rige og Lykke-Per (1898-1904).

Jeg bygger altså denne opgave på en eksisterende forskning af Pontoppidans forfatterskab og dettes bevægelse fra ét indholdsmæssigt omdrejningspunkt til et andet. Denne analyse er i først og fremmest et tekstnært studie af Sandinge Menighed, hvor jeg har set på hvad sammenligningen af de to udgaver giver af resultat, for derefter at se hvordan, det passer ind i det etablerede billede af forfatterskabet.

Opsummeret er formålet med denne analyse at med en diskursanalytisk tilgang og udgangspunkt i Sandinge Menighed at undersøge følgende:

Hvilken indsigt giver første- og andenudgaven af Pontoppidans værk Sandinge Menighed i Pontoppidans forståelse og udlægning af den verden, han levede i?

Tekst, værk, diskurs – et metodeafsnit

Før analysen og resultatet gennemgås vil jeg præsentere de metoder, jeg har anvendt. Først mine generelle overvejelser vedrørende værket, dernæst de editionsfilologiske begreber, jeg har inkorporeret, og til sidst en gennemgang af diskursanalysen, som er mit primære værktøj i denne analyse.

I analysen har jeg kategoriseret alle substantielle/relevante forskelle mellem første- og andenudgaven. Mit fokus ligger i den indholdsmæssige del af værket, og derfor har analysen først og fremmest bearbejdet indhold og ikke form/stil. Da grænsen derimellem sjældent er let at vurdere, er der utvivlsomt nedslagspunkter i denne analyse, der kan ses som værende både det ene og det andet. Mere om dette senere. Materialet, som jeg har arbejdet med (den synoptiske sammenligning fra www.henrikpontoppidan.dk), udgøres af " […] kapitlerne I, III og V i 1883-udgaven og […] de tilsvarende kapitler i 1903-udgaven"³. Da dette udelader store dele, har jeg suppleret netstedets sammenligning med egne sammenligninger af de resterende tekstpassager. Jeg har valgt at inddele alle ændringer, jeg har fundet, i tre kategorier, som her opstilles i deres idealform:

Da jeg i min analyse har villet holde mig til indhold og ikke form, har jeg ikke beskæftiget mig synderligt meget med beskrivelserne, kun delvist med personfremstillingen og primært med de ændringer, der falder under kategorien 'handling'. Som nævnt tidligere, er det ikke simpelt at adskille det stilistiske fra det indholdsmæssige, da en stilistisk fremstilling af personer, handlinger eller steder ofte også kan indebære indholdsmæssige elementer. I Pontoppidans forfatterskab reflekterer fremstillingerne i visse tilfælde hvordan objektet opfattes af subjektet – selv om subjektet ikke altid er klart etableret – hvilket resulterer i passager, hvor grænsen mellem form og indhold bliver særdeles svær at udpege. Dette bliver ikke lettere af Pontoppidans hang til ironi. I Henrik Pontoppidan – en kanonforfatter (2012) skriver forfatteren Thorkild Borup-Jensen følgende: "Eller han benytter sig af ironien, skildrer det urimelige og uretfærdige som noget ganske rimeligt og selvfølgeligt."⁴

Et lignende problem med inddelingen i de tre kategorier er, at mange af ændringerne ikke kan placeres entydigt i den en eller den anden kategori. En persons ageren kan ses både som en beskrivelse af hvordan handlingen udføres, som en indsigt i hvem personen er, eller som en scene der udspiller sig anderledes, og kan således placeres i alle tre kategorier. Jeg har derfor forsøgt at afgøre hvilken funktion passagerne har (både i den første og/eller anden udgave) for at opnå indsigt i hvilken kategori, de bedst passer i. Dog vil min inddeling afgjort være til diskussion. Jeg har, så læsere af denne analyse selv kan vurdere det, inkluderet kategoriseringen som bilag.

Editionsfilologi

I bogen Editionsfilologi (2011) skriver Johnny Kondrup følgende:

Men de øvrige [ændringer], der hidrører fra forfatterens revisioner, bringer os ganske tæt på hans eller hendes bevidste valg af form og betydning. De repræsenterer kritiske punkter, gennem hvilke værket har måttet passere i selve sin artikulationsproces; derfor må de også være nøglepunkter for den litteraturkritiske analyse⁵.

Et af grundlagene for at udarbejde denne analyse har været idéen om, at man ved at fokusere på forskellene, er i stand til at opnå en forståelse, der overskrider den man får ved læsningen af den enkelte tekst.

I denne analyse vil jeg operere med visse af de begreber som Kondrup benytter sig af. Her er specifikt tale om hans definition af:

Med disse begreber arbejder analysen altså som nævnt med værket Sandinge Menighed – mere specifikt de to forskellige versioner som udgør første og anden udgave.

Både interne og eksterne varianter¹³, dokument¹⁴ samt tekstkilde¹⁵ er i analysen af de udgavespecifikke ændringer ikke relevante at benytte sig af og vil derfor ikke blive brugt i denne analyse.

Diskursanalyse

Diskursanalysen – influeret af Michel Foucaults (1926-1984) diskursbegreb¹⁶ – har siden 1980'erne været praktiseret i humaniora og samfundsvidenskab i mere eller mindre fast form. Med tiden er der tilkommet flere varianter af teorien og det stiller derfor et vist krav til analytikeren om at vurdere, hvordan man vil benytte sig af den som metode. Grundlæggende kan man sige, at diskursanalyse udspringer af en socialkonstruktivistisk idé om, at vi ikke er i stand til at kommunikere eller forstå verden i objektiv forstand, men at der altid vil være et led af fortolkning. Det vil sige at hvad end der er en objektiv verden eller ej, så vil det, der kommunikeres imellem mennesker, højest kunne være udtryk for hvordan verden kan forstås. Ifølge teorien bør det være muligt at undersøge hvilke diskurser – eller forestillinger om verden – der ligger bag det sprog, som mennesker bruger til at beskrive verden, sådan som de opfatter den. Ved at kigge på et værk som Sandinge Menighed skal jeg altså kunne identificere hvilke diskurser Pontoppidan bygger sit verdenssyn på, og ved at sammenligne udgaverne, hvordan disse ændrer sig. Der er dog, som sagt, mange måder at gøre dette på.

Som nævnt tidligere, er valget af diskursanalyse som metode foretaget ud fra en forhåbning om, at den vil kunne belyse hvilke elementer (om nogen) fra førsteudgaven, der ikke har stemt overens med hvordan Pontoppidan har opfattet verden, da han skrev andenudgaven.

Jeg har arbejdet ud fra Anne Klara Boms Diskursanalytisk Metode (2015) med den præsentation af praktisk diskursanalyse, som hun dér fremlægger. I tråd med Boms analysemodel har min analyse også rettet sig efter filosofferne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes ontologiske præmisser. Bom formulerer disse således: "Alt meningsfuldt er diskursivt. Der eksisterer ting og fænomener, der ikke er diskurs, men vi kan ikke tale om dem uden at gøre dem diskursive."¹⁷. Hermed ses alt hvad Pontoppidan har skrevet som værende både underlagt af og udtryk for diskurser.

Bom præsenterer mange begreber til at arbejde med diskurser i praksis. Blandt andet bruger hun om diskurser begrebet hegemoni når de "forekommer […] naturlig for mennesker, og det synes umuligt at sætte spørgsmålstegn ved dens indhold"¹⁸. Pointen med denne måde at se alment accepterede diskurser på er at holde fast i bevidstheden om, at magtpositioner altid står til at forandre og dermed ikke er absolutte. Når en diskurs opnår hegemoni er den blevet objektiveret og er dermed forekommer den ganske naturlig for modtageren. Når betydningen af en objektiveret diskurs er blevet alment godtaget og forstået, har diskursen opnået sedimentering. En sådan diskurs kan dog, som nævnt, stadig forstyrres igennem det som Bom præsenterer som en dislokation: "… den hidtil fastlagte diskurs er rystet, ordene giver ikke den samme mening mere"¹⁹.

Analysen vil følge den tretrinsbearbejdelse som Bom præsenterer i Diskursanalytisk Metode, som består først af en 'oppefra og ned'-analyse efterfulgt af en 'nedefra og op'-analyse og til sidst vurderet sammenlagt i en 'midt i'-analyse.

For at gøre den efterfølgende analyse lettere at følge og på samme tid forholde sig kritisk hertil, er der her inkluderet en simplificeret gennemgang af analysemetodens tre snit.

Formålet ved det første snit er at identificere hvilke diskurser der udfoldes i teksten; "… hvad de enkelte anvendte diskurser indeholder (og ikke indeholder)"²⁰. På dette trin skal man altså først vurdere hvilke flydende betegnere, d.v.s. begreber der endnu ikke er tillagt diskursiv betydning, der i analysematerialet er blevet diskursivt ladet. Et tilfældigt konstrueret eksempel på dette kunne være: "Vi kvindelige ornitologer har faktisk opdaget at kragefugle er ret interessante". Den flydende betegner 'kragefugle' bliver her ladet med momentet 'interessant'. Ligeledes er den flydende betegner 'kvindelige ornitologer' ladet med momentet 'interesseret i kragefugle'. Et moment er altså "De beskrivende prædikater, der er en del af diskursen…"²¹ og den flydende betegner, som momenterne knytter sig til, bliver til et særligt magtfuldt moment – også kaldet et nodalpunkt. De momenter, der som følge deraf ekskluderes, kaldes i stedet for elementer i det konstitutive ydre. Det vil for eksempel være, hvis man siger om kragefugle, at de er kedelige grundet deres – for det meste – farveløse udseende, og at kvindelige ornitologer derfor ikke finder dem interessante. Altså vil det første trin af en diskursanalyse kunne se således ud som i Figur 1.

Figur 1

Næste trin er det såkaldte 'nedefra og op'-snit. Her er formålet at identificere "[…] hvilke konkrete diskursive ressourcer der gøres brug af i casen, og dermed hvordan en eller flere diskurser produceres nedefra – af den/de konkrete aktører."²² For at undersøge dette præsenterer Bom en række begreber, der nu vil blive gennemgået. Begrebet fortolkningsrepertoire, som udtænkt af sociopsykolog Margaret Wetherell (1954-) er "… det enkelte menneskes tilgængelige versioner af virkeligheden, som det oplever den"²³ og rummer dermed alle de mulige fortolkninger et hvilket som helst individ kan komme frem til i sin forståelse af den virkelighed, det oplever. I forbindelse med fortolkningsrepertoire er der et par andre begreber der skal inkluderes.

Det første er repræsentation. Når en aktør taler om en gruppe (eller for en gruppe) kan det ses som en repræsentation. Hvordan gruppen er afgrænset (etnisk, kulturelt, geografisk, osv.) er ikke vigtigt – den er (i diskursteorien) afhængig af og opstår først i det den artikuleres af en aktør. Siger man for eksempel "Vi ornitologer går meget op i at se sjældne fugle i Danmark", skaber man diskursivt en gruppe, der er 'alle ornitologer', og skaber en diskurs om hvad der er vigtigt for dem. Som et supplement til repræsentationsbegrebet nævner Bom intersektionalitet. Begrebet bruges til at beskrive hvordan en aktør eller et omtalt emne kan påvirkes af mere end ét identitetsbærende begreb ad gangen. At være kvinde er én subjektsposition og at være ornitolog er en anden. Er man imidlertid begge dele opstår der intersektionalitet mellem de to positioner, og i stedet for, at der nødvendigvis opstår en konflikt mellem dem, kan der ske et overlap hvor man står i rollen som kvindelig ornitolog.

Man ville ligeledes kunne indoperere skala som et begreb i analysen. Skala bruges til at undersøge hvilken 'geografisk' position en aktør giver udtryk for i omtalen af sig selv i forhold til emnet. Her vil man typisk nævne en lokal, en kommunal, en national og en global skala. Denne analyse vil fokusere på de sociale og kulturelle grupper, der optræder i Sandinge Menighed, hvorfor skalabegrebet ikke vil blive benyttet.

Med disse begreber er man klar til analysens andet snit: nedefra og op.

Hvis vi tager sætningen fra før om kvindelige ornitologer og krager, kunne snittet se ud som vist på Figur 2.

Figur 2

Til det tredje og sidste snit introduceres yderligere nogle begreber. Affektiv praksis er et begreb, der bruges til at beskrive det ekstra lag af følelser, der kan ligge i en udtalelses diskurser. Her kan være tale om ironi, overlegenhed, håb osv. Analyserer man en sætning som "Kan du ikke larme lidt mere?!" vil man, uden brug af affektiv praksis som begreb, nå frem til at udtalelsen er et ønske fra aktøren, om at den adresserede larmer mere. Men med affektiv praksis kan udtrykket ligeledes forstås som en sarkastisk kommentar på den adresseredes allerede for høje støjniveau. I eksemplet om kragefuglene vil man kunne sige, at den affektive praksis kommer til udtryk i den eksklusivitet som udtalelsen rummer. Det er som om aktøren forsøger at påpege, hvordan gruppen 'kvindeligt ornitologer' har en specifik observant overlegenhed, som er kommet til udtryk i deres opdagelse af at kragefugle er interessante.

Det andet, man i dette snit kan kigge på, er den diskursive praksis. Her undersøger man hvad der er på spil i spændingsfeltet mellem første og andet snit. I første snit har vi udtalelsen om, at kvindelige ornitologer som nodalpunkt knyttes til momentet 'interesseret i kragefugle'. I næste snit ser vi, hvordan artikulationen udføres via repræsentation præget af intersektionalitet og funderet i aktørens fortolkningsrepertoire. Den diskursive praksis reflekteres altså i en udtalelse om kvindelige ornitologer, udtalt af en kvinde, som er ornitolog, og igennem intersektionalitet derved opnår repræsentativ status for gruppen. Det ekskluderende ved de rammer, der er for gruppen, leder til, at diskursen giver udtryk for, at det ikke er alle, der uden videre kan indse sandheden i at kragefugle er interessante. Deraf bliver mandlige ornitologer for eksempel udelukket. På den måde tager den diskursive praksis form af sexisme.

Sammenfattende vil de tre snit være som på Figur 3.

Figur 3

Med denne model vil førsteudgaven Sandinge Menighed blive analyseret. Da værket er bygget op omkring et større persongalleri, og tilsvarende mange historier og pointer, vil en samlet analyse pege i for mange retninger til at blive sigende. Fremgangsmåden vil derfor i stedet være således at de forskellige hovedspor hver bliver betragtet som isolerede udtalelser eller cases. Denne udredning af trådene vil danne det overblik, der er nødvendigt for efterfølgende at kunne flette dem sammen igen i en analyse af, hvad der overordnet rører sig. Dernæst konfronteres dette resultat med en tilsvarende analyse baseret på de steder hvor andenudgaven divergerer fra den første udgave. I en analyse som denne er det vigtigt, at analytikeren selv vurderer sin egen situation, da denne vil påvirke hvordan diskurserne analyseres. I diskussionsafsnittet vil jeg komme nærmere ind på dette emne.

En vigtig pointe i en diskursanalyse er, at den ikke skal ses som en metode til at 'afsløre' de skjulte teknikker, som bruges til at sælge en pointe. Peter Haarder (Professor emeritus tilknyttet Københavns Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab) siger om politisk sprogbrug at:

Analysen er snævert fokuseret på en bestemt problematik, nemlig den (monologiske) magtudøvelse der udgår fra tekster. Det gør analysen uegnet til at analysere kommunikation som har karakter af bidrag til demokratisk dialog. Endvidere har denne analyse et problematisk virkelighedsbegreb, fordi den fokuserer på tekstens 'drejning' eller 'vinkling' snarere end på dens relation til de faktiske forhold. Endelig anbringer den analytikeren i en observatør-position, der let kan risikere at virke bedrevidende – i stedet for at tage dialogisk deltagelse som udgangspunkt.²⁴

Citatet omhandler sprogbrug i en politisk debat i mere traditionel forstand, men pointen kan sagtens overføres til den politiske dagsorden, der føres i et værk som Sandinge Menighed. Analysen her er ikke ude på at afsløre Pontoppidans retoriske tricks, men på at forstå hvilken udlægning af verden, der ligger til grund for de to udgaver. Videre i samme artikel skriver Haarder følgende:

Det jeg der taler i en fiktiv tekst, er en fortæller og ikke en forfatter (Elefantens vuggevise er ikke skrevet af den omsorgsfulde mor der taler i teksten). Litterær analyse fordrer derfor en evne til analytisk at adskille de træk der kan uddrages af teksten selv fra de træk man kan inddrage fra omverdenen (forfatterens årstal osv).²⁵

I forlængelse heraf vil jeg ikke komme ind på værkernes historiske kontekst, men vil i stedet forsøge udelukkende at udvinde et resultat på baggrund af værket selv. Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve, at pointen med denne analyse ikke er at undersøge hvad Pontoppidan ønsker at sige med værkets to udgaver, men blot hvilket verdenssyn, der ligger bag de tekstlige udsagn.

Sandinge Menighed(er) - Referat og redegørelse

Inden analysen af værkets første- og andenudgave, præsenteres først et kort referat af Sandinge Menighed, samt en gennemgang af de mest markante ændringer udgaverne imellem.

Historien begynder i den titulære provinsby, hvor en grundtvigiansk præst, pastor Momme, i tyve år har udøvet sit fag. Her er blevet anlagt en folkelig højskole for at oplyse folket og den folkekære friskolelærer Povelsen, som tidligere var skomager i byen, leder nu denne højskole. I menigheden er der dog en anomali i 'Sorte Lone' og hendes familie, der bor lidt uden for byen. Hun bor med sin datter Boel, sin mand Lavs og Boels søskende. Boel drømmer om at blive en del af det liv, der omgiver højskolen og som prædikener "Livets Lykke og Troens livsalige Fryd", men hendes mor, der har oplevet hvordan Povelsens svigtede hende i deres forhold efter at være blevet del af bevægelsen, fastholder at "Det er Løgn, det, de synger". Boel ender med at blive placeret hos den af grundtvigianerne velansete fru Gylling, som bor i København. Fru Gylling har store planer for sin søn, kandidat Knud, og hans fremtid. Knud er for nylig kommet i spidsen for en gruppe studenter, der vil tale bondens sag og har vakt megen opsigt. Nu drømmer moderen om, at han skal gifte sig med den unge frk. Drehling, der ofte kommer på besøg og som også lader til at være interesseret. Imidlertid sker det, at Knud bliver interesseret i Boel, der på sin side er ganske forelsket i ham. Efter et katastrofalt stævnemøde viser det sig dog, at de havde forskellige tanker om deres forhold - især lader Knud til at være mere interesseret i at have Boel som elskerinde end som hustru. Boel flygter og ender på værtshuset 'Det Lille Skipperhus', hvor hun bliver ansat. I mellemtiden er Lavs kommet ud for en ulykke i forbindelse med sit arbejde på en jernbane og bliver mentalt og fysisk skadet for livet.

Herfra er de to udgaver noget forskellige og jeg vil nu opstille de mest markante divergenser:

• I førsteudgaven møder Boel på vejen væk fra stævnemødet den sølle urmager Kasper Kapper. Han forbarmer sig over hende og hjælper hende galant hen til hvad han mener er godt logi, 'Det Lille Skipperhus'. Til Kaspers sorg forfærdes Boel ved synet af ham og efterlader ham med et skrig. I andenudgaven kommer Kasper ugentligt hos fru Gylling og stiller hendes ure. Her har han flere gange snakket med Boel og gør sig forhåbninger om et forhold til hende, indtil han opdager, at hun er forelsket i Knud. Han sværger på at tage hævn, hvilket han da også snart får mulighed for. Da Knud og Boel tager på stævnemøde ser han dem sidde sammen i kareten og informerer fru Gylling derom. Kort efter bliver han syg og dør på hospitalet. Størstedelen af andenudgavens Kasper Kapper er at finde i Kasper Kappers Endeligt (1889) der blev trykt i Folkets Almanak.

• I førsteudgaven bliver Boel syg inden Lone giver efter og lader Momme sende hende til Gylling. I andenudgaven stikker hun af og nægter at vende hjem til Lone.

• I førsteudgaven tager Boel direkte fra stævnemødet til 'Det Lille Skipperhus'. I andenudgaven tager hun først tilbage til fru Gylling, hvor hun møder Knud. Dagen efter forsikres hun om, at Knud ikke vil gifte sig med hende og at fru Gylling nu vil smide hende ud. Inden det sker opsøger hun Kasper i hans residens og derefter på hospitalet, hvor hun opdager, at han er død. Forfærdet styrter hun rundt i København indtil hun ender i 'Det Lille Skipperhus'.

• I førsteudgaven tager hun fra 'Det Lille Skipperhus' tilbage til Sandinge, hvor hun og hendes mor nu forstår hinanden. I andenudgaven forlader vi hende på hendes værelse i 'Det Lille Skipperhus', da en stor mand træder ind. Senere siges det om hende, at hun er blevet gift med manden, der er slagter, og at hun sammen med ham har fået nogle børn. De har en god tilværelse, som hun takker sin mor og sin armkræfter for idet hun siger at:

[…] hun "ikke var Vorherre noget skyldig". Hun havde, sagde hun, eengang haft Ekspresbud efter ham, men da var han ikke hjemme, og "han havde heller ikke siden ladet høre fra sig"²⁶

Dertil kommer en række mindre ændringer som vil blive nævnt i det omfang, de er relevante for analysen.

En forskydning af fokus – Analyse af værket

Førsteudgaven (1883)

Boels sociale mobilitet

Boel introduceres som en repræsentant for de dårligt stillede bønder, som værkets grundtvigianere prøver at oplyse og 'række hånden'. Fra første færd introduceres hendes hjem således:

[…] en lille enlig Hytte, som stod dér – gammel og træt, med sammensunkne Mure – og stirrede ud gjennem smaa, brustne Ruder, ligesom i et Liv for sig. En stor, plump og skiden Kone stod her i noget som en Mødding eller en Have og pindede Kvas. Fem-sex stille, blege Børn laa og rodede lydløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar²⁷

Huset, grunden og menneskene beskrives alle som sygelig og sølle. Boel forstår ikke hvorfor hendes mor stædigt vedbliver med at have modstand mod højskolen og de lykkelige grundtvigianere. Da Boel bliver syg og efterfølgende flytter ind hos fru Gylling, opstilles flere repræsentanter (denne gang for grundtvigianerne) i form af den velansete fru Gylling og hendes søn Knud – dem vender jeg tilbage til senere. I Boels historie lulles hun først ind i den tro, at alt hvad hun hører, er sandt “[…] her er slet ingen forskæl paa bynder og andre og alle selv den fattigste Kofte […]"²⁸, og hun forelsker sig i Knud, der i særdeleshed repræsenterer den glade åbenbaring. Dog opdager hun, at tingene ikke er som de ser ud, da det bliver tydeligt, at Knud ikke vil giftes med hende og at hun kun er velkommen så længe, hun passer ind i den rolle som grundtvigianerne gerne ser hende i. Hun flygter fra Knud og ender, efter sit møde med Kasper og 'Det Lille Skipperhus, hjemme hos Lone igen.

Boel gik frem imod Moderen og rakte hende den ene Haand, mens hun med den anden strøg Haaret tilbage fra Panden. Lone saa' op og ned ad hende med et sky Blik fra Siden; men da hun mærkede det faste, villiestærke Haandtryk, slog hun pludselig Øjnene op imod hendes og stirrede længe i dem.
Nu forstod de hinanden.²⁹

I et forsøg på at indfange essensen af hvad denne historie beretter om, kan man sammenfatte dens påstand således: Bønders mulighed for at bryde ud af deres sociale position er en illusion.

For at undersøge diskursen nærmere vil den nu blive opstillet i analyseskemaet. Som nodalpunkt vil den flydende betegner 'Muligheden for social mobilitet' blive brugt. Knyttet til den er momenterne 'forstilt', da den i historien viser sig som en illusion, og i forlængelse deraf 'svag'. I det konstitutive ydre har vi altså de elementer som i kraft af momenterne, ikke indgår i prægningen af nodalpunktet. Her figurerer 'ægte', grundet mulighedens illusoriske natur, 'officielt benægtet', da den folkelige bevægelses påstand er, at der nu skal være lighed, samt 'stærk/god', da den som følge af sin falskhed er ringe. I andet snit kan man ud fra ovenstående analysere Pontoppidans fortolkningsgrundlag som indeholdende en virkelighed, hvor der ikke er nok lighed, og hvor de forsøg der findes på at ændre på dette, er kontraproduktive. I denne forbindelse opfattes Boel som en repræsentation for de bønder som grundtvigianerne, ifølge deres ideal, prøver at forbedre vilkårene for. Derved tager artikulation form af et socialt eksempel på, hvordan Pontoppidan opfatter forholdene for denne gruppe. I det tredje snit vil man altså i spændingsfeltet mellem første og andet snit se en indigneret affektiv praksis, der kommer til udtryk i den sympatisk og uskyldigt skildrede Boel, samt en egalitær diskursiv praksis.

Analysemodellen vil derfor være som det fremgår af Figur 4.

Figur 4

Grundtvigianismens mange ansigter

Knud introduceres som den unge søn af fru Gylling og som frontfigur i en studenterbevægelse for den danske bondes status og vilkår. Her kommer han altså til at stå som en repræsentation for flere mulige grupper. Dels er han del af den grundtvigianske folkebevægelse som sin mor og dels er han en ung student. Med begrebet intersektionalitet kan man imidlertid beskrive ham som værende en repræsentation af begge dele. I løbet af sin relation til Boel finder han dog sig selv i en situation, hvor han tiltrækkes af hvad han opfatter som hendes naturlighed og skønhed, men hvor han samtidig ikke er interesseret i at gifte sig med hende – en holdning der reflekteres i fru Gyllings forbud mod dette. Idealisten må se i øjnene, at han ikke selv kan leve op til hvad han prædiker og beder sin tante Rosalie om at tage ham med når hun rejser.

Pastor Mommes historie reflekterer visse aspekter af Knuds. De er begge fremtrædende inden for samme bevægelse og ender begge med at vakle i troen på den. Hvor Knud rystes af sin egen manglende evne til at leve op til idealet, er det for pastor Momme en udefrakommende faktor, som gør udslaget. Han er ikke i stand til at få Lones standhaftige modstand, på trods af hvor elendige forhold hun lever under er, til at passe ind i sit verdensbillede, og han bliver derfor usikker på dets rigtighed. Han fremstilles, i modsætning til det meste af sin menighed, som oprigtig og efterlever helhjertet sine idealer, hvilket blandt andet ses i hans årelange kamp for at inkludere Lone og hendes familie i byens og højskolens liv. Overordnet beskrives han således i et sympatisk lys, om end han stadig ikke er i stand til fuldt at bryde med sin sedimenterede diskurs.

Disse historier kan analyseres som værende et udtryk for hvordan de grundtvigianske idealer kommer til kort, når de konfronteres med virkeligheden. Nodalpunkt vil således være 'de grundtvigianske idealer', ladet med momenterne 'urealistiske' og 'naive', eftersom de i praksis viser sig ikke at kunne leve op til hvordan mennesker rent faktisk tænker og føler. Elementerne i det konstitutive ydre vil være 'realistiske' og 'kritiske'. Denne første del af analysen giver os altså grundlag for at forstå Pontoppidans fortolkingsrepertoire som indeholdende en virkelighed, hvor grundtvigianismen er problematisk. I et 'nedefra og op'-snit vil Knud stå som repræsentation for den gruppe diskursen omhandler. Til og med dette punkt ville man kunne lave en lignende diskursanalyse af fremstillingen af Knuds mor fru Gylling, men i kraft af intersektionalitet kommer de her til at adskille sig en smule. Hvor Knud, måske på grund af hans unge og mere moderne verdenssyn, ender med at tage afstand til bevægelsen, holder hans mor fast til det sidste. Knud repræsenterer her (nok den - i Pontoppidans øjne - bedre del af) den yngre generation, for hvilken der stadig er håb om, at de kan gøre det bedre end man tidligere har gjort. Fru Gylling sidder derimod fortabt tilbage i sin manglende selvindsigt. Pastor Momme vil også - med begrebet intersektionalitet - kunne indpasses i modellen, som en repræsentant for det måske mest idealistiske segment af bevægelsen. Artikulationen i denne case er, som i den forrige, et socialt indblik, men hvor det i den forrige var et billede på en social klasse, er det i dette tilfælde snarere på en gruppe af politisk/idealistisk ligesindede. I det tredje snit viser dette sig i diskursiv praksis som en slags whistleblowing³⁰, der i affektiv praksis bliver både sarkastisk og hånligt. Denne ladning ses i beskrivelserne af Gyllings omgangskreds, især illustreret igennem gehejmeetatsrådens samtale med den studerende Jensen-Damgaard, der ligesom Boel er taget ind fra fattige kår:

"Hr. Jensen-Damgaard – formoder jeg" – sagde Gehejmeetatsraaden, idet han standsede foran ham med en velvillig Haandbevægelse.
"Jo – Deres Excellence!"
Gehejmeetatsraaden vilde egentlig have forladt ham med en ganske kort Bemærkning (han yndede, rent ud sagt, ikke disse "dannede Bønder"); – men ved nu nærmere at betragte Manden, følte han sig tiltalt af hans Person.
"Jeg hører, det er Deres Agt at studere – muligvis endog at blive Student?"
"Jo – Deres Excellence!"
En virkelig overordentlig vakker ung Mand! – tænkte Gehejmeetatsraaden, og nikkede venligt.
"Hvor gammel er De – med Forlov?"
"28 Aar – Deres Excellence!"
"Hm – ja saa."
"Jeg er jo nemlig kun en ganske simpel Bonde – Deres Excellence!" "Aa, hvad! – Hvad er vel jeg? – Og vi Allesammen?" udbrød Gehejmeetatsraaden opmuntrende og klappede ham paa Skuldren.
En virkelig fortræffelig ung Mand! – et overraskende Resultat i Sandhed! – en virkelig Dannelse, som…
"Kjære unge Mand – lad os sætte os – det glæder mig overordentligt at gjøre Deres Bekjendtskab" – sagde han med Varme, idet han lod sig falde ned i en dyb Lænestol ved Kakkelovnen og pegede paa en lille Tabouret noget derfra. –³¹

Udvekslingen her fremstiller tydeligt gehejmeetatsråden på en latterliggørende måde. Alle disse informationer stillet op i analysemodellen på Figur 5.

Figur 5

Lone og de diakrone diskurser:

“Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen denne Aften lykkeberust kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Skuldre og kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar og spærrede ham Vejen. Først saa' hun paa ham; og derpaa spyttede hun ham lige ind i Ansigtet uden et Ord."³²

Hun nævnes ikke med navn, men pigen i denne scene er en ung Lone. Det impliceres kraftigt, at hun og Povelsen tidligere har været romantisk involverede. I andenudgaven fortælles det, at Povelsen er Boels far – det fortælles dog ikke i førsteudgaven, og man kan derfor ikke vide sig sikker på, om det også er tilfældet dér. I hvert fald oplever Lone, at han, efter sin tid hos fru Gylling, forlader hende til fordel for et bedre giftermål i form af sognefogedens rige datter Maren. Resten af hendes liv, eller i hvert fald den del vi hører om i Sandinge Menighed, leves i afstandtagen fra de idealer, som han repræsenterer. Denne historie reflekterer i nogen grad den oplevelse som Boel har med fru Gylling og Knud. Hun bliver også fravalgt som ægtefælle på grund af sin sociale og økonomiske position.

Lones historie, og dennes spejling i Boels historie, er et udsagn om, at de forhold, som gør sig gældende for den fattige del af befolkningen, ikke er blevet forbedret siden Lone var ung. Selvom Boel er en del af næste generation behandles hun på samme måde som moderen. Som nodalpunkt kan man altså her tager den flydende betegner 'fattiges sociale status', der præges af momenterne 'statisk', 'lav' og 'indflydelsesrigt' (i og med at den enkeltes status har stor indflydelse på dennes liv). I det konstitutive ydre figurerer altså 'dynamisk', 'høj' og 'ligegyldig' som de elementer, der ekskluderes af diskursens prægning. Fortolkningsrepertoiret kommer derfor til at indeholde den antagelse, at fattiges sociale forhold ikke har ændret sig efter grundtvigianismen kom til. I andet snit har vi som repræsentation for denne diskursive måde at se verden på, Lone og Boel, der gennem intersektionalitet repræsenterer hver sin generation af bønder. Artikulationen i denne case tager form som et diakront billede af social udvikling. Via begreberne fra tredje snit kan man tilskrive diskursen en belærende affektiv praksis, der kommunikeres til læseren igennem Lones formaninger til sit barn, og som til sidst viser sig at holde stik. Alt dette taget i betragtning kan Pontoppidans diskursive praksis i dette tilfælde endnu en gang analyseres til at være egalitær.

Analysemodellen kommer heraf til at udforme som på Figur 6.

Figur 6

"For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden"³³

Den sørgelige skikkelse Kasper Kapper står som en af de største forskelle mellem de to versioner af Sandinge Menighed. Hvor han i førsteudgaven overordnet set skildres som en person, man kun kan have ondt af, viser han sig i andenudgaven som en mere nuanceret karakter, der mere end én gang handler på et tvivlsomt grundlag. Kort efter at vi i førsteudgaven har fået en redegørelse for hans trøstesløse tilværelse, møder han Boel alene i mørket. I denne situation hvor ingen kan se hvordan han ser ud, og hvor han dermed heller ikke selv konfronteres med det, viser han sig pludselig som en hjælpsom, galant og sågar dristig mand. Da de er kommet ind i byen og Boel for første gang ser på sin nye ven, udstøder hun et skrig og forlader ham.

[…] og Kasper Kapper stod ene tilbage, stirrende ned i Brostenene, og med et Stik igjennem sit Hjærte.
Han kjendte sig selv igjen.
Han gik hjem.³⁴

Gennem at blive konfronteret med andres opfattelse af ham, finder han tilbage til sin vanlige rolle.

Den diskurs, som fremlægges her, centreres omkring hvordan individer styres af den identitet andre tilskriver dem. Her ses det, at Kasper, idet han fritages fra at blive dømt for sit ydre, viser sig som et mere selvsikkert og hjælpsomt menneske end ellers. Altså styres hans væremåde normalt ikke af hvem han er, men hvem han bliver set som værende. Den flydende betegner her kan siges at være 'social identitet', der lades med momenter som 'styrende', 'hæmmende' og 'konstrueret'. De elementer, der deraf er at finde i det konstitutive ydre er 'uvigtig' og 'naturgiven'. Denne analyse giver os indsigt i et fortolkningsrepertoire, som indeholder en diskurs, der siger at det enkelte menneskes værd kan hæmmes af de sociale tøjler individet underlægges af omverdenen. Diskursen udlægges igennem en repræsentation af et socialt mærket individ i form af Kasper Kapper, og artikulationen bliver endnu engang et socialt eksempel. Den affektive praksis i denne case styres af, at situationen bliver udspillet fra Kaspers synsvinkel, igennem hvilken det bliver tydeligt, at læseren bør have ondt af ham. Dermed bliver billedet fremvist i en sørgmodig eller beklagende tone. Den diskursive praksis er altså baseret på overbevisningen om, at individet ikke er lig den rolle det får tildelt, men at det kræver ekstraordinære situationer at slippe fri af disse roller.

I analysemodellen vil denne case altså være som vist på Figur 7.

Figur 7

Opsummering af analysens første del:

Ved brug af den tidligere beskrevne analysemodel har det været muligt at identificere en række diskurser, samt hvordan disse præsenteres. Nodalpunkterne som denne analyse har fundet frem til er: 'muligheden for social mobilitet', 'de grundtvigianske idealer', 'fattiges sociale status' og 'social identitet'. Opsummeret kan man, i forlængelse af disse betragtninger, sige, at førsteudgaven beskæftiger sig med dårligt stillede individers mulighed for at bryde med de forhold, de er født ind i, specifikt ved hjælp af den grundtvigianske bevægelse. Igennem de forskellige momenter, der knyttes til disse punkter, kan det udledes, at der, inden for diskursens rammer, er dårlige muligheder for dette, da grundtvigianernes ideologi ikke tager højde for den virkelighed, de befinder sig i, og på den måde holder de danske bønder fanget i en rolle, som de ikke selv kan undslippe. Man kan med diskursanalysens begreber altså sige, at der hersker en sedimenteret diskurs, som grundtvigianismen forsøger at dislokere uden held. Der udformes igennem analysen et fortolkningsrepertoire bestående af antagelserne om at der ikke er nok lighed generelt i samfundet, og at den grundtvigianske bevægelse, i et forsøg på at udrede dette, er fejlslagen og i visse tilfælde decideret skader sagen. Diskursen præsenteres som en klagende, sørgmodig og kritisk protest, fortalt igennem forskellige repræsentationer af de relevante grupper.

Andenudgaven (1903)

Denne del af analysen vil fokusere på hvordan ovenstående cases tager sig ud, når de undersøges igennem andenudgaven af Sandinge Menighed fra 1903.

Boels armkræfter fra livet derhjemme

Boels historie er i høj grad det samme som i førsteudgaven, indtil hendes valg om at flygte fra Sandinge. Hvor hun passivt i førsteudgaven får lov til at blive flyttet, tager hun i andenudgaven aktivt styringen, indtil Lone indvilliger i, at hun kan blive placeret hos fru Gylling. Den næste markante forskel er følgerne af det stævnemøde, som Boel og Knud er på. I andenudgaven tager hun først tilbage til familien Gylling inden hun ender i 'Det Lille Skipperhus'. Denne sekvens gør det ekstra tydeligt, at hun aldrig havde en chance for at blive accepteret som mere end en fattig bondepige. Knud afviser hende endnu en gang og fru Gylling beslutter sig for at smide hende ud af huset. Her bliver udfaldet nærmest det modsatte af den forrige ændring, da Boel går fra at være den aktive part, som tager afstand til Knud, til at være den passive part, der bliver afvist af familien (selvom hun dog stadig stikker af før de smider hende ud). Hendes konfrontation med Kasper Kappers død kan ligeledes ses som en yderligere forstærkning af hendes møde med tilværelsens skyggeside. Pontoppidan skriver i 1883 i et brev til Otto Borchsenius følgende:

Det har jo været min Plan at vise hende lidt af den virkelige Verden, efter at hun havde drømt sig ind i den Sangens Verden, der havde lydt omkring hende fra Vuggen af. Jeg er begyndt med at føre hende ind i det Hus, hvor hun fremfor alle andre kunde vente det Lys og Liv, hun anede. Men herfra kunde hun ikke vende hjem. Hun måtte se og kjende Livet fra dets værste Sider for at al Sorg over Skuffelsen kunde svinde, for at den store Alkjærlighedens Drøm kunde vejres hen og give Plads for Hadet og Foragten, hvorpå der kan leves³⁵

Disse to ændringer kan altså ses som værende foretaget for at forstærke en allerede eksisterende pointe i historien. Den sidste store ændring i Boels historie er hendes møde med den store, blonde slagter og hvad der derfra sker. Læseren informeres om, at hun, tilsyneladende, nu har opnået en glad og økonomisk stabil tilværelse. Denne har hun opnået igennem “[…] sine gode Armkræfter […]"³⁶, som hun har fra det liv hendes mor tvang hende til at leve. Ikke nok med at den grundtvigianske bevægelse ikke kan hjælpe bønderne til en bedre tilværelse, den ville simpelthen også, havde Boel været tilsluttet den fra starten, have frarøvet hende evnen til selv at opnå den. Det lader altså til, at der her siges at bønder (med Boel som repræsentation) har mulighed for social mobilitet, dog ikke ved en håndsrækning fra folk som grundtvigianerne, men ved egen kraft.

I denne udgave af Boels case bliver den flydende betegner 'Fattiges mulighed for social mobilitet' altså ladet med momenter som 'mulig ved egen kraft' og 'vanskelig'. I det konstitutive ydre finder vi så de ekskluderede elementer 'umulig', 'let' og 'opnåelig igennem grundtvigianerne'. Altså udspringer diskursen fra et fortolkningsrepertoire, der rummer idéen om, at visse individer selv kan tilkæmpe sig social oprejsning. Denne diskurs repræsenteres som sagt igennem Boel og artikulationen bliver, som det var tilfælde i førsteudgaven, 'et socialt eksempel'. Der bliver affektivt praktiseret en skiftevis alvorlig og let tone. Det meste af Boels historie fortælles med indignation og vrede, mens den sidste del nærmest slås hen som en gammel spøg. Dette ses blandt andet i Boels egen bemærkning om at hun

"[…] ikke var Vorherre noget skyldig". Hun havde, sagde hun, eengang haft Ekspresbud efter ham, men da var han ikke hjemme, og "han havde heller ikke siden ladet høre fra sig"³⁷

samt fortællerens beskrivelse af sandingebøndernes respons på historien om Boel:

"…Boel blev fra alle Sider oprigtig beklaget. Men forresten taltes der ikke videre om det. Man havde faaet saa meget andet at tænke paa"³⁸.

At man ofte siger om Pontoppidan, at han bruger ironi i sine tekster, stemmer godt overens med passager som denne. I diskursiv praksis er der her både, tale om en protest over for den verden Boel møder som i førsteudgaven, men også om en belærende udtalelse om, at bønder eller tilsvarende fattige folk er i stand til at skabe sig en bedre tilværelse ved egen kraft.

I analysemodellen kunne denne case se ud som på Figur 8.

Figur 8

Grundtvigianismens reviderede ansigter

I andenudgaven er Knuds forhold til Agnete Drehling mere uddybet. Hvor hun i førsteudgaven hovedsageligt er en af fru Gyllings gæster, som har et godt øje til Knud, er hun i andenudgaven modstander af hele bevægelsen, og begræder Knuds deltagelse deri. Læseren får fortalt igennem hendes tanker hvordan

"… [Knud] altid, ja næsten til det sidste, havde spottet over Moderens Omgangskres og gjort Løjer med den hele Bevægelse"³⁹

Alligevel bliver han også i denne udgave sat i spidsen for studenterbevægelsen. Hans forhold til Boel udvikler sig på mere eller mindre samme måde, men efter hun er vendt tilbage til Gyllings residens opstår nogle forskelle. I andenudgaven er det i første omgang hans intention at gifte sig med hende, indtil fru Gylling fortæller ham om de forhold, hun kommer fra. Oplysningen giver ham det nødvendige grundlag for at anskue Boel som en løgner, og han ser sit snit til at tage afstand til hende. Knuds villighed til at komme ud af sit forhold til Boel gøres tydelig i hans egen udtalelse om, at han heller ikke selv er tilfreds med situationen. Vi forlader ham under et selskab hos hans mor, hvor Agnete i sine tanker ulykkeligt afskriver ham som værende fortabt for sin mors sag.

I modsætning til førsteudgaven kommer Knud altså tilsyneladende ikke ud af den rolle, hans mor har pålagt ham, og han ender med ikke at tage afstand til sin behandling af Boel. Til gengæld informeres læseren om, at han tidligere har set ilde på bevægelsen. Altså tegner der sig her den modsatte bevægelse i forhold til hvordan hans udvikling fremstilles i førsteudgaven.

Fru Gylling spiller i det store og hele samme rolle i andenudgaven. Den største forskel er at finde i Boels sidste tid hos familien. Hendes samtale med Knud om Boel viser mere tydeligt, at hun ikke selv lever op til de idealer hun repræsenterer. Boels familie kritiseres for deres økonomiske og sociale situation og Boel beskyldes for at "[…] der flyder Zigøjnerblod i hendes Aarer."⁴⁰. Disse pointer præsenterer hun for at forhindre Knud i at gifte sig med Boel, hvilket indikerer at hendes tanker først og fremmest er, at Knud skal opnå et gavnligt giftermål - ikke at standsforskellene skal elimineres.

Pastor Momme er heller ikke langt fra at optræde på samme måde i begge udgaver. Dog indeholder hans sidste samtale med Lone nogle afvigelser, som fortjener nærmere undersøgelse. Hvor han i førsteudgaven blot fortvivles over hendes urokkelige modvilje, fortælles det i andenudgaven, at han i det sidste stykke tid er endt med at respektere hende i kraft af hendes kamp for uafhængighed.

Han, Kærlighedsevangeliets Forkynder, vidste ikke – eller vilde ikke vide – at der ogsaa i Hadet og Trodsen kunde være en livsopholdende Magt, der bar endog de Byrder, hvorunder Kærligheden segnede⁴¹

Ud fra denne beskrivelse af Momme indikeres det, at han har en modvilje imod at lade sin egen diskurs dislokeres af fænomener, som han finder uforenelige med den. Førsteudgaven giver indtryk af at han, plaget af denne torn i hans verdenssyn, er ved at miste sin begejstring for bevægelsen. Dette ses både i hans interageren med lægen, der tilser Lavs, og i hans flugt fra Lone efter deres sidste samtale. Begge disse passager er imidlertid udeladt i andenudgaven. Det beskrives stadig hvordan "[han] grebes […] af en angstfuld Forfærdelse … af den Rædsel, der opskræmmer Sjælen overfor det gaadefulde" ⁴², men det fremgår ikke, at han bruger denne bestyrtelse til at korrigere sit verdenssyn. Passagen ender blot med, at Lone ikke svarer ham på hvorfra hun får styrken til at opretholde sin tilværelse.

I disse portrætter af grundtvigianismens mange ansigter, ser vi altså momenterne 'forblindende', i form af Knuds fortabelse af sin egen kritiske sans og igennem Mommes stædige benægtelse, samt 'egoistisk' og 'hyklerisk', i form af begge Gyllingers modstand overfor Boel som hustru til Knud. Alle disse knyttes til den flydende betegner 'Grundtvigianisme'. De omkranses af elementerne 'åbensindet', 'uselvisk' og 'sandfærdig'. Fortolkningsrepertoiret bliver i dette tilfælde meget lig det der var at finde i førsteudgaven, dog med den forskel, at der her også kommer et øget fokus på den negative udvikling, der kan ramme de mennesker, der selv bliver grundtvigianere. De forskellige repræsentationer, som bruges i fremlæggelsen af denne diskurs, er de samme som i førsteudgaven og det samme gælder artikulationen, da de samme karakterer giver os indblik i de samme miljøer. Til gengæld kan tonen i den affektive praksis tolkes anderledes. Igennem Agnete Drehlings sorg over at se Knud blive opslugt af bevægelsen gives der udtryk for en sørgmodighed over tingenes tilstand. Dette ændrer dog ikke på, at den diskursive praksis stadig bærer præg af at være en art whistleblowing.

Således er modellen som det fremgår af Figur 9.

Figur 9

Uforsonligt had

Andenudgavens Lone ligner sig selv fra førsteudgaven. Dog er der et par ændringer, der fortjener en analyse. Den største består i hvordan læserens sidste møde (hvis ikke man medregner hendes optræden i Pontoppidans Det forjættede Land (1891-1895)) med Lone, i kraft af Boels ændrede historie, udformer sig. I førsteudgaven ender hun med at opnå en gensidig forståelse med sin datter, og den problematik, der har præget hendes liv, føres videre til næste generation. I andenudgaven slutter hendes historie således:

"Lone! Lone! Hvordan holder De dog det Liv ud! Det er jo forfærdeligt! Hvorfra faar De Kræfterne? … Drikker De?"
"Nej," svarede hun roligt.
"Det er ikke sandt. Det maa De gøre. Hvad holder Dem ellers oppe? … Hvor faar De Kraften fra?"
Hun gav ham ikke noget Svar.⁴³

Denne bratte afsked efterlader læseren med en følelse af, at der, som Lone viser med sin tavshed, virkelig ikke er mere at sige. Selvom Boel (uden grundtvigianerne) har kæmpet sig fri af den fattigdom, hun er født ind i, er Lone stadig fanget i den tilværelse, som hun i opposition mod grundtvigianerne har valgt for sig selv. Som for at afbøde den blødgørelse, som Boels ændrede slutning repræsenterer, står Lone stadig tilbage - måske i en endnu mere håbløs situation end i førsteudgaven, hvor hun trods alt får sin datter hjem til støtte.

Man kan altså tolke Lones karakter og historie i andenudgaven som værende udtryk for noget lidt andet end i førsteudgaven. Dér blev Lone og Boels lignende oplevelser brugt til at fremstille en pointe om de sociale forholds statiske karakter. I andenudgaven, hvor Boels histories viser social mobilitet som værende mulig, blot ikke igennem den grundtvigianske bevægelse (som set i de to forrige analysepunkter), står Lone som en påmindelse om at social mobilitet stadig er vanskelig.

En anden ændring, hvis status som ændring kan diskuteres, består i at Povelsen i andenudgaven er Boels far.

Denne Mand, hvis Liv nu var saa evangelisk rent og lydefrit, kunde jo ikke skjule for sig selv, hvad han med saa stort Held og takket være sorte Lones stolte Tavshed havde skjult for alle andre, endogsaa for sin Kone, at Boel var hans Barn, hans syndige Kød og Blod, Frugten af hans Ungdoms Forvildelser.⁴⁴

Det hentydes allerede i førsteudgaven i beskrivelsen af Povelsen og Lones forhold, at dette er tilfældet, men ikke før denne passage i andenudgaven bliver faderskabet det entydigt fastslået. Dette giver læseren bedre indsigt i hvorfra Lones vrede stammer, og eksemplificerer samtidig en opførsel, der senere viser sig at være symptomatisk for størstedelen af de grundtvigianere, der optræder i andenudgaven.

Af denne historie kan der udledes flere mulige diskurser. En analyse ville fx kunne fokusere på social arv (i forbindelse med Boel), Lones stædige opposition, eller – igen – den grundtvigianske bevægelse, da karakterens fremstilling siger noget om fortællingens diskursive syn på alle tre dele. For at holde fokus på de emner, der hidtil er blevet udforsket, vil analysen her tage udgangspunkt i Lone som repræsentation for gruppen 'fattige bondefolk'. I den forbindelse bliver den flydende betegner, der her lades, 'Den grundtvigianske bevægelse'. De tilknyttede momenter bliver 'fiasko', da Lone ubøjeligt stiller sig som et nederlag den har lidt, og 'hensynsløs' i beskrivelsen af Povelsens ugerning. De udelukkede elementer bliver så 'hensynsfuld' og 'succesfuld', hvilket danner et fortolkningsrepertoire indeholdende en idé om, at den grundtvigianske bevægelse har slået fejl. Artikulationen bliver, som i analysen af grundtvigianerne, et 'billede af en kulturel bevægelse'. Den diskursive praksis er endnu en gang whistleblowing og den affektive praksis er en indigneret tone, der på den ene side kommunikeres igennem Lones egen holdning, og på den anden side igennem den ironiske fremstilling af Povelsen.

Men ved en Lejlighed som denne rørte der sig alligevel angerfulde Følelser hos ham, og den Slags Ting slog sig altid straks paa hans Fordøjelse, der i det hele hos ham gjorde Tjeneste som Samvittighed⁴⁵

En sammenfatning af ovenstående er vist i analysemodellen på Figur 10.

Figur 10

Den anden Kasper Kapper

Den største omskrivning de to udgaver imellem, er beretningen om Kasper Kapper. Det første man ser til ham i andenudgaven er hos fru Gylling, hvor han regelmæssigt kommer og trækker stueuret op. Her møder han Boel, der i modsætning til i førsteudgaven, behandler ham venligt og deltagende. Sekvensen hvor han i førsteudgaven møder Boel er ændret således, at han uafbrudt når hele vejen ind til byen hvor han ser Boel og Knud på vej til deres stævnemøde. Herefter følger hele historien om hans forhold hjemme, hans brev til fru Gylling, hans sygdom og hans død.

Kasper Kappers historie kan læses på flere forskellige måder. Dels er der elementer der kan minde læseren om Lykke-Pers afsluttende bemærkning om at:

Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt universum, hans død en verdensundergang i det små⁴⁶.

Dette er at se i de mange tanker, håb og drømme som vi i denne udgave af Kasper får indblik i. Som det er tilfældet med Per, i de sidste år op til sin død, er Kaspers indre liv skjult for omverdenen. Som læser får man indblik i alle de desperate og stærke følelser, der præger hans væsen. Alt dette står i kontrast til hans undervældende endeligt, der ikke påvirker hans medmennesker synderligt, måske med undtagelse af Boel.

Mere vigtigt, i sammenhæng med denne analyse, er måske den spejling. der finder sted imellem Kasper og Boels situationer. Kasper er, som i førsteudgaven, et offer for hvordan han er født, og placeres af sine medmennesker i en bestemt rolle som resultat deraf – ligesom Boel. Hvor Boel i førsteudgaven ikke kan se andet end hans stygge ydre, selv efter at have oplevet ham fra hans bedste side, går det anderledes i andenudgaven. Her behandler hun ham ved deres første og andet møde hjerteligt, som var han et hvilket som helst andet menneske. Men efter at have boet i længere hos fru Gylling begynder hun, i hvert fald som det fremstilles fra Kaspers vinkel, tilsyneladende at adoptere deres nedladende holdning overfor ham. Boel optræder her på samme kategorisk afvisende måde som friskolelære Povelsen i sin tid gjorde overfor Lone, og som Knud senere vil optræde overfor hende selv. Kaspers historie kommer i dette lys til at stemme overens med en tanke han selv har kort inden han dør:

Det vilde dog være altfor urimeligt, om det skulde være for at skænke ham en Tilværelse som den, der hidtil havde været hans Lod, at hans Moder havde maattet bøde med sit Liv.⁴⁷

I førsteudgaven medvirker Kasper i den situation, som læseren kan forestille sig bliver hans livs største bedrift. I andenudgaven udmunder hans liv sig i ingenting. Han møder ikke en vildfaren Boel på sin fødselsdag, og han når at dø inden hun aktivt søger hans hjælp. Selv brevene, som han sender fru Gylling for at afsløre Boel, har sandsynligvis ingen indflydelse, da Knud selv røber sit forhold til hende. Altså dør Kasper uden at have udrettet andet end at have været en desperat og frustreret drømmer. På denne måde kommer han til, ligesom Lone, at stå til sammenligning med Boel og hendes historie. Hvor Boel var heldig at undslippe de vilkår hun blev født ind i, formåede Kasper Kapper aldrig at bevise for omverdenen, at han var mere end han så ud.

Skal man forsøge at analysere hvad denne case fortæller om Pontoppidans diskursive syn på verden, kan man altså formulere en sætning som denne: Visser mennesker låses fast i den rolle de tildeles af verden. Umiddelbart ser det ud som om Kasper kommer til at have samme betydning i de to udgaver, men hvor han i førsteudgaven står som et eksempel på, at mennesker kan gemme på mere end de tilskrives, bliver han i andenudgaven snarere et eksempel på hvordan dette 'mere' risikerer aldrig at se dagens lys. Altså bliver vinklen på det samme emne i andenudgaven mere pessimistisk og forstemt.

Den flydende betegner i dette eksempel er, ifølge denne analyse, igen 'social identitet'. Den bliver diskursens nodalpunkt i kraft af sin tilknytning til momenterne 'depraverende' - som det ses i Kaspers perverterede trang til kærlighed (en trang der i sig selv ikke er noget galt med) - og 'styrende/hæmmende' igennem Kaspers ynkelige situation. Det konstitutive ydres elementer er som resultat deraf 'uvigtig', da det udelukkes af samtlige momenter i diskursen. I fortolkningsrepertoiret er her at finde samme idé som i førsteudgaven, nemlig at visse mennesker hæmmes af sociale forhold. Kasper selv bliver repræsentation for alle mennesker, der som resultat af de forhold de er født ind i, lider i sociale henseender. Artikulationen bliver igen et slags betydningsbærende eksempel – et eksempel på hvordan Boels historie ikke uden videre skal ses som værende repræsentativ. Den affektive praksis lader i sidste ende til at være sympatiserende. Kaspers mange lidelser bliver udpenslet i en sådan grad, at man som læser får svært ved ikke at have ondt af ham. Dette ses i den frygt han føler på hans enlige tur om natten og i den smerte og frygt han føler i forbindelse med sin sygdom. Den diskursive praksis tager form som 'samfundskritik', da Kaspers sag udvider problematikken med Boel og grundtvigianerne til at omhandle situationer, der intet har med bønder eller klasseforskelle at gøre.

Sat ind i modellen vil analysen se ud som på Figur 11.

Figur 11

Opsummering af analysens andel del samt sammenligning med første del

Denne analyse har produceret det resultat, at andenudgaven debatterer emner som 'Fattiges mulighed for social mobilitet', 'de grundtvigianske idealer', 'den grundtvigianske bevægelse' og 'social identitet'. Overordnet er der her ikke den store forskel fra førsteudgaven. Disse nodalpunkter tilknyttes momenter, der indikerer et fortolkningsrepertoire ud fra hvilket man om verden kan sige, at menneskers potentiale eller værd hæmmes af de sociale roller, de bliver placeret i, men at visse individer er i stand til at vise sig at være mere end hvad fordommene siger om dem. Denne proces sker dog ikke igennem en folkelig bevægelse som den vi ser beskrevet igennem udgavens grundtvigianere. Tonen der antages er kritisk, indigneret og til tider også sørgmodig eller sympatiserende. Den måske mest markante forskel, som analysen har belyst, ses i hvad der diskursivt bliver praktiseret i de to udgaver. Hvor førsteudgaven har haft størst fokus på at skabe sympati for bønderne, er der i andenudgaven lagt mere vægt på kritikken af grundtvigianerne. Prominente eksempler på dette er fx Boels evne til at skabe en bedre tilværelse for sig selv samt Knuds fortabelse i bevægelsen. Hvis man, ud fra disse resultater, skulle give et bud på hvordan Pontoppidans syn på Sandinge Menigheds emner har ændret sig, ville det altså være her man skulle have sit primære fokus. Med det postulat, at man kan tage fortælleren i de to udgaver som udtryk for Pontoppidans egne diskursive opfattelser af verden, kan man altså her udlede, at der sket en ændring. 1900-tallets Pontoppidan lader til at have erfaret, at bønderne ikke er så hjælpeløst stillede, som han troede (om end de stadig har for dårlige forhold), men har i denne indsigt ikke fundet grund til at undskylde grundtvigianerne. Snarere tværtimod.

Forfatterskabets facetter - Perspektivering

Så hvordan passer denne udvikling ind i det etablerede billede om Pontoppidans forfatterskabs forskydning? Ud fra denne analyses resultater bliver svaret en smule broget. På den ene side handler historiens andenudgave stadig primært om de social forhold, der gør sig gældende i historien. Som det ses i beskrivelserne af Povelsens, Knuds og fru Gyllings ageren, lægges der større vægt på, at både Boel og Lone fravælges på grund af deres sociale og økonomiske baggrund. Til gengæld ser vi i Kasper Kappers historie en markant forlængelse, der passer godt på ideen om at Pontoppidans interesse i højere grad gjaldt individet og dets indre liv. Boel ender hvor hun gør fordi hun ikke, i grundtvigianernes øjne, kunne blive mere end hun var født til, samt ved hjælp af hendes armkræfter fra sit tidligere liv. På den måde dikteres hendes 'skæbne' i høj grad af hendes opvækst. Dette kan minde om Per i Lykke-Per, som tilsvarende bruger størstedelen af sin historie på at forsøge at tage afstand fra sin fædrene arv, men ender med at acceptere den som en del af ham selv. Med Kasper Kappers forlængede fortælling samt den ændrede slutning for Boel, lader det altså til, at Pontoppidan har fået et mere individstyret syn på mennesker, om end de her stadig indgår i sociale kontekster.

Analysens blinde vinkler – Diskussion

I år 2000 gættede diskurspsykologen Rosalind Gill på, at der fandtes mindst 57 forskellige måder at foretage diskursanalyse på […], og dette tal er med al sandsynlighed blevet større siden⁴⁸

I denne analyse har jeg, som nævnt, benyttet mig af den metode som Bom fremstiller i Diskursanalytisk Metode. Metoden har gjort mig i stand til at nedbryde handlingen og beskrivelserne i de to udgaver således at de blev lettere at sammenligne. Igennem modellen har jeg kunnet adskille hvad der bliver sagt fra hvordan det siges, og til sidst hvilket verdenssyn der kommer til udtryk derigennem. Som Bom kommer ind på er den variant af analysen, jeg har benyttet, dog kun én ud af mange. Selv indenfor rammerne af den metode hun præsenterer, har jeg fx ikke benyttet mig af skalabegrebet. Altså er der grundlag for flere kritiske overvejelser i forhold til resultatet. Med en inklusion af skala kunne analysen for eksempel have undersøgt forholdene i kontrasten mellem landlige og urbane forhold. Analysen kunne også have set ud ved at være blevet udarbejdet ud fra Foucaults magtbegreb. Min analyse kan derfor ikke ses som det endegyldige svar på hvad man med diskursanalyse i alle dens mange former, kan få ud af Sandinge Menigheds to udgaver.

Via Editionsfilologiens begreber har jeg kunnet præcisere hvad mit analysemateriale har været. I den forbindelse har jeg fravalgt at undersøge det indblik, der kunne have været opnået igennem en analyse af de forskelle, der er at finde i fx de interne varianter fra eventuelle manuskripter og deslige. Dette fravalg er foretaget for at gøre min analyse mere målrettet, men er sket på bekostning af det forøgede indblik en sådan undersøgelse kunne have givet.

Tilsammen har de to metoder givet mig mulighed for at undersøge meget tekstnært hvilken verden, der fremstilles i henholdsvis første og andenudgaven, og hvad det kan sige os om hvordan Pontoppidans fortolkning af sin omverden ændrede sig. Tilgangen har dog haft en ekskluderende virkning ved min begrænsede inklusion af historiske kilder. Jeg har ganske vist refereret enkelte breve fra Pontoppidan, men flere breve, litteraturhistorisk forskning og reception af værket kunne alt sammen have indgået i en anderledes struktureret analyse. I et brev til forlæggeren Aage Hirschsprung (1869-1909) skriver Pontoppidan, som et interessant eksempel følgende:

Da der endnu er Lejlighed til at gøre en lille Tilføjelse, troer jeg det rigtigst at imødekomme Folks naturlige Trang til at få lidt fyldig Underretning om de Personer, for hvilke man har søgt at interessere dem ved sin Fortælling, også hvad angår disses senere Livsskæbne. På medfølgende Par Sider har jeg derfor søgt at afrunde Fortællingen for Boels Vedkommende ved at meddele lidt om, hvad der senere bliver af hende. De vil vel nok unde også disse Par Blade Plads i Bogen?⁴⁹

At afslutningen på Boels historie i dette brev nærmest fremstår som en ekstra bemærkning kontrasterer stærkt den rolle, som min analyse har tilskrevet den, nemlig værende noget nær hovedpointen ved andenudgaven. Dette eksempel giver altså grundlag til at formode, at en inklusion af historiske kilder ville kunne berige den metode, jeg her har benyttet mig af.

Nedslagspunkterne i værket kunne også have været valgt anderledes. En nærmere analyse af kredsen i fru Gyllings hus kunne for eksempel have beriget indblikket i diskursen omhandlende grundtvigianerne, og både Knuds tante Rosalie, Lones mand Lavs og Agnete Drehling kunne alle have været underlagt selvstændige analyser. Ligeledes er 'Det Lille Skipperhus' ikke indarbejdet i analysen på nogen væsentlig måde. For at tilpasse de formelle krav til denne analyse har jeg dog været nødt til at begrænse mig til hvad jeg vurderede som de væsentligste punkter. Derudover har jeg igennem den kategorisering, jeg har opstillet, udelukket en stor mængde af de ændringer, der findes imellem de to udgaver. Som nævnt tidligere har mit fokus været på de indholdsmæssige og ikke på de stilistiske ændringer. Derfor har jeg ikke undersøgt beskrivelserne af Sandinge og den omkringliggende natur, ej heller fru Gyllings residens eller andre steder i København.

Jeg har flere steder tilskrevet den ene udgave at give udtryk for noget, som man også kan finde i den anden. Fx siges det om Kasper Kapper i førsteudgaven:

Men han stillede sig udenfor paa et mørkt Sted, hvor han kunde kigge ind paa de nedringede Damer, hver Gang Døren aabnedes⁵⁰

Dette ligner meget den Kasper vi præsenteres for i andenudgaven, men efter at have vurderet, at denne ene sætning ikke med rette kan sammenlignes med det fyldestgørende portræt, der gives i andenudgaven, har jeg i analysen af førsteudgaven beskrevet Kasper som en gennemgående sympatisk karakter. Eksempler på dette kan findes flere steder i analysen, som konsekvens af de fravalg jeg foretaget for at fokuserer på de mest relevante elementer. Dog kan man kritisere denne tilgang med at den kan resultere i et falsk indtryk af en diskursiv harmoni i teksterne, som ikke reelt er til stede. Desuden har jeg, som tidligere nævnt, stiftet bekendtskab med allerede etablerede beskrivelser af Pontoppidans forfatterskab. Derfor har jeg uden tvivl bevidst eller ubevidst “ledt" efter tegn på hvad, der allerede er blevet fortalt, og har af den grund måske fundet frem til eksempler hvis legitimitet kan diskuteres. Samtidigt skal jeg dog indrømme, at jeg have forventet en større forskel imellem de to udgaver, samt at andenudgaven ville sætte sig mere markant ud af den socialrealistiske tematik end mine resultater viser. På den måde er min personlige nysgerrighed i forhold til Pontoppidans definerbarhed (eller mangel på samme) blevet stillet.

Som nævnt tidligere er det vigtigt at analytikeren i en diskursanalyse tager sig selv i betragtning. Dette gør Bom flere gange opmærksom på. Mit eget fortolkningsrepertoire vil uden tvivl have en effekt på hvordan jeg læser Sandinge Menighed. Det at jeg har boet i Danmark hele mit liv, det at jeg studerer dansk på universitetet og det at jeg foretager denne analyse 138 år efter førsteudgaven udkom er alt sammen eksempler på ting, der vil påvirke min vurdering af hvilke diskurser, der optræder i værket. Værende opvokset i et velfærdssamfund falder det mig fx meget naturligt at fatte sympati for Boel og Lone samtidig med, at jeg fordømmer fru Gyllings hykleri. Det ville være interessant at se hvilke resultater, man ville få ud af at lade analytikere fra andre samfundslag, aldersgrupper og verdensdele anvende samme metode på værkets to første udgaver.

Boel eller bonde - Konkluderende afrunding

Ved brug af Boms udlægning af en praktisk orienteret diskursanalyse har jeg undersøgt første- og andenudgaven af Pontoppidans værk Sandinge Menighed. Jeg har udvalgt og fokuseret på de elementer af udgaverne, som jeg vurderede som værende de vigtigste. Formålet var at undersøge hvordan de to udgaver hver især repræsenterer Pontoppidans forståelse og formidling af den verden han levede i. Resultatet indikerede, at han i første udgave har opfattet sin tids bønder som værende fangede i deres sociale stilling og at grundtvigianerne fejlagtigt forsøgte at hjælpe dem ud af den. I andenudgaven var store dele af dette billede bevaret, men dog vinkledes synet anderledes på grund af forskellene udgaverne imellem. I denne udgave lader der til at være mere tro på muligheden for social mobilitet samt en mere fordømmende udlægning af grundtvigianismen. Disse forskelle er tydeliggjort igennem diskursanalysens model til at nedbryde og præcisere især hvilken diskursiv praksis, der ligger bag de forskellige karakterers historier. Desuden er der elementer af andenudgaven, der vidner om et andet blik på individets kompleksitet – Kasper Kapper og Boel fx – der i nogen grad får værkets udvikling til at passe på den generelle forskydning i forfatterskabet, som forskere tilskriver Pontoppidan.

For at svare på analysens problemformulering:

I diskursanalysen af Sandinge Menigheds første- og andenudgave viser der sig en ændring i Pontoppidans opfattelse af hvordan individets muligheder er for at bryde med de sociale forhold det er født ind i.

Hele det forjættede land – Forslag til videre forskning

For at underbygge eller modsætte sig resultaterne i denne analyse er der en række andre analyser, der kunne foretages. Oplagt er det at undersøge hvordan Kasper Kappers Endeligt passer ind i billedet. En diskursanalytisk sammenligning mellem den og andenudgaven af Sandinge Menighed kunne være interessant at føre i dialog med denne analyse. Ligeledes ville en undersøgelse af det første af Pontoppidans hovedværker Det forjættede Land i sammenligning med både første- og andenudgaven af Sandinge Menighed kunne byde på interessante betragtninger i denne sammenhæng. I værket optræder både Sandinge og flere af grundtvigianerne og det kunne derfor være relevant i en analyse af hvordan Pontoppidans opfattelse deraf ændres igennem tiden. Her ville der også være grundlag for en sammenligning af værkets forskellige udgaver.

Litteratur