Sandinge Menighed

I

|5| Ude fra Havstokken skar en bred, saftig Eng sig vestlig ind i Landet mellem høje, tørre Lyngbakker.

Flad som et Vand laa den mellem de bratte Sider og mødte dem ved Foden saa skarpt som Gulv og Væg. Men Bakkerne skjøde sig raskt og nøgent op i Luften og lukkede til de tre Sider for Himlen med deres mørkebrune Masser. Til den fjerde var der lyst og blaat ud mod Havet. –

I sin Tid havde vel Havet selv været her; eller her var et gammelt Leje for en mægtig Flod. Nu stod Drift ved Drift af store, blegbrune Fedestude paa den flade Bund i Græs til op over Maven, mens en klynkende lille |6| Bæk mellem Siv og gule Blomster fandt sig en sen og kroget Vej ud mod Øst, ud i Havet; – og naar Vinden bar ned fra Højderne i Vest og strøg hen over Dalen, tog den med sig helt ud over Havet en Duft af Hø og nyslagne Enge.

I

|3| Ude fra Havstokken skar en bred Eng sig ind i Landet mellem tørre, nøgne Bakker. Flad som et Vandspejl laa den mellem Skraaningerne og skinnede med sit saftige Græs. Naar Vinden om Sommeren strøg ned gennem Dalen, førte den med sig langt ud over Havet en Duft af Hø og nyslaaede Enge.

Nu laa her en lille gullig By af nye, rige Gaarde og glade, fede Bønder; en gammel Havstens Kirke, og en "folkelig Friskole" med vajende Flag i Toppen.

Rundtom stod de brune Skraaninger, bare og fredelige. Her voxede hist og her mellem Lyngen et tæt, kravlende Krat af ganske smaa Buske, Enebær og Tjørn; og i de lette blaa Sommerdage, naar Høets fine Dampe drev hid og did i Solen, fyldtes Luften herfra af smaabitte ømme Stemmers uophørlige Kalden og Svaren – fra Krat til Krat og tværs over Dalen, indtil en vred Stud fra Engen fejede dem bort med sit grove Mæle.

Et Stykke inde paa Engen laa en Landsby med store, rige Gaarde og glade, trivelige Bønder. Det var Sandinge. Som en rødkammet Hane mellem sine Høns knejsede Kirken midt i Flokken af straatækte Huse og sendte hver Morgen og Aften sit Kykliky ud over Egnen gennem Taarnets Glamhuller.

Opad Bakkerne paa begge Sider strakte Markerne sig i brede Felter, der henimod Modningstiden gav Egnen et spraglet Udseende. Naar Havren endnu var grøn, straalede Rugen allerede i sit gyldne Skrud, og Byggen havde et rødligt Skær, og Brakken var pløjet sort. Hist og her paa stejle Steder dækkedes Skraaningen af et stridt, kravlende Krat, hvor en Hærskare |4| af Sangfugle havde deres Reder. Naar Vinden om Sommeren strøg ned gennem Dalen, førte den foruden Høduften ogsaa et Kor af ømme Fugletoner ud over Havet, hvor Bølgebruset dog hurtig opslugte dem.

Men oppe paa selve Højderne var der øde og tomt og sviende tørt som i en Ørken. – En stikkende Sol gik just ned langt borte i en Damp af Rødt; og over de store, tavse Flader af Brunligt og næsten Sort gik kun et |7| Par smaa, skrumpne Hedefaar med kæmpelange Skygger henover Lyngen.

Pletvis laa det goldeste gule Sand ganske bart for Vinden. Og hvor et Pust strøg hen, støvede det Pletterne op i et fint Slør, der i Solens Nedgang farvede Stykker af Himlen rød som en Lue.

Oppe paa selve Højderne begyndte Lyngheden. Mørk og tom og tavs strakte den sig ud mod Himmelranden med mange smaa, sorte Tuer. En stikkende Sol gik just ned langt borte i en Damp af Rødt. Hist og her tussede en Flok magre Faar omkring mellem Højene og kastede kæmpelange Skygger henover Lyngen.

Derude langt mod Vest, hvorfra det uophørligt pulsede med svære Skyer af Sand og Støv, var man i Færd med at arbejde en ny Bane gjennem Bakkerne ned i Dalen.

Lagde man Øret til, kunde man i den dybe Ørkenstilhed skjælne Lyden af Hjul og klaprende Træsko paa Trilleplankerne. Svagere opfangede man Hakkerne og Skovlene i Gruset, – og ganske svagt den evige Summen af hundrede trætte Mænd, der gik derude i Støv og Snavs med Solen svidende i Nakken, stredes med tunge Børe og brødes med store Sten.

Et Sted ude i Vest, hvorfra det uophørlig pulsede med svære Skyer af Sand og Støv, der under Solnedgangen fik Farve som et Brandskær, var man beskæftiget med at arbejde en ny Jernbane gennem Bakkerne ned til Engdalen. Man var netop ifærd med en dyb Gennemgravning. Hundrede krogryggede Mænd førte pibende og knirkende Børe henad en dobbelt Række Trilleplanker, der foreløbig betegnede Banelinjen. Mens den ene Halvdel af Mændene skød de tunge Læs foran sig ud mod et Mosehul, der skulde udfyldes, kom den anden Halvdel trækkende tilbage med de tomme Børe efter sig. Paa Midtvejen mødtes de to Arbejderhold med en lovbunden Regelmæssighed som Spandene i en Brønd.

Siden Klokken fem om Morgenen havde |5| disse levende Trædemaskiner stampet der med Solen svidende i Nakken – kun trøstet af Brændevinsflasken og Øldunken og de tommetykke Rugbrødsskiver, som de halvsovende havde fortæret i Hviletiderne. Paa fjortende Time gik de nu der i Hælene paa hinanden frem og tilbage ad den samme Linje. Træskoene klaprede paa Plankerne, Hjulene hvinede; men ellers hørtes ingen Lyd. Ingen talte. Ingen havde Raad til nogen unødvendig Kraftudfoldelse. Alt var Tavshed og duknakket Underordnelse.

Men ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke. –

Og ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke. –

Nede i Dalen begyndte det alt at mørkne. Luften herinde mellem Bakkerne laa tung og krydret uden at røre sig; blot opfyldt af disse |8| smaa, ynkelige Toner, hvormed Fuglene sove hen. Men da tilsidst ogsaa disse ganske forstummede, var der over hele Dalen ingen anden Lyd end Søen, der væltede sig langt ude i Havet.

Tre store, røde Tunger slog sig fra Vest ud paa Himlen, og Aftenen kom langsomt snigende fra Øst med Skumring og fugtig Luft over Engene.

Men bestandig var her ganske stille.

Selv Studene i Engene syntes som fastgroede til Pletten i en Forstening. Alle som én stod de urokkelige, med Øjnene fast rettede imod Byen, og et Brøl i Halsen for det Tilfælde, at der skulde røre sig mindste Liv af Træsko inde i de store, gule Gaarde.

Nede over Engen begyndte det allerede at mørkne. Røde Flammetunger slikkede henad Vesthimlen, da Solen var gaaet ned. Langsmed Enggrøfterne tog det saa smaat til at dampe. Køerne derude havde rejst sig og længtes efter at blive malkede. Alle stod de i samme forventningsfulde Stilling med Blikket rettet mod Byen og med et Brøl parat i Halsen for det Tilfælde, at der skulde vise sig nogen Skikkelse derinde mellem de store, gulkalkede Gaarde.

Men der var ikke et Trin at høre over hele Byen, ikke en Sjæl at se gjennem Gaderne – uden en slunken Kat, der sneg sig langs Stengjærderne og hakkede Skrubtudser i sig. Og inden Gaarde fandtes højst en gammel Mo'r, der sad paa Vinterpladsen bag Ovnen og tænkte paa de gamle, pligttro Tider. –

Men der viste sig stadig ingenting. Byen var som uddød. En Kat sneg sig langs et Stengærde og standsede pludselig for at kaste op. Andet var der ikke at se paa Gaden. Og inde i Husene var der ogsaa tomt. Hist og |6| her sad en Moerlille paa Vinterpladsen ved Ovnen og kartede; eller en gammel Mand gik og puslede ude i Huggehuset. Ellers var der ingen hjemme, uden hvor der var Smaabørn eller Syge at passe.

Da lød der med eet en festlig Sang af mange, stærke Stemmer. I den stille Aftenluft klang den vidt ude over Engene, hvor Kvæget straks begyndte at give Hals af Utaalmodighed.

Sangen kom fra et større, enligt liggende Hus i Byens Udkant, foran hvilket der stod en høj Flagstang, hvorfra der vajede Flag. Det var den saakaldte "folkelige Friskole", hvis Skolestue gjorde Tjeneste som Menighedens Forsamlingssal. Alle Vinduerne mod Vejen var aabnede, og ud af dem hang fyldigt formede Bagdele af Mænd og Karle, der havde taget Plads i Vindueskarmene.

Herinde var det, at Byens Beboere i Øjeblikket var at finde. Gamle og unge Mænd og Kvinder sad sammenstuvede paa Bænkene under det lave Loft og svedte med den beundringsværdige Energi, det danske Folk kan udvise, hvor det gælder om at forholde sig modtagende. I henved tre Timer havde de siddet der med Ørene og Mundene aabne. Men det var ogsaa en ualmindelig betydningsfuld Sag, som dennegang havde samlet dem; og det var virkelig tilgiveligt, at Pastor Momme, der var Ordfører for |7| den, ikke havde kunnet gøre sit Indledningforedrag kortere.

Men nu fandt der ogsaa et lille Opbrud Sted af Folk, der nødvendig skulde bort for at passe Malkningen, eller som havde andre uopsættelige Gøremaal at varetage i Hjemmene. De gik nødig til det; og flere af dem blev staaende i Døren for at være med at synge i det mindste det første Vers af den paabegyndte Sang. Og de havde dog ingensomhelst Grund til at frygte for, at Sammenkomsten skulde være hævet, inden de kom tilbage. Der var ikke mindste Anledning til at tro, at ikke endnu adskillige af Forsamlingen vilde føle Trang til at udtale sig med Grundighed. Man var her slet ikke vant til at drage nogen, endsige en saa alvorlig, Sag frem uden at give den en alsidig Drøftelse. Desuden var det straks ved Mødets Begyndelse bleven forkyndt, at der bagefter, naar Forhandlingerne var tilendebragte for denne Aften, skulde leges og danses af Ungdommen.

Oppe paa Katederet, der tjente som Talerstol, stod endnu gamle Pastor Momme og ledede Sangen. Det var en lille lav Mand uden Skæg men med et stort Nakkehaar, der faldt i Englelokker ud over Skuldrene. Han holdt Hænderne med Sangbogen bag paa Ryggen og vuggede sig paa Hælene, mens han sang. Øjnene var lukkede bag hans Staalbriller, der |8| altid sad temmelig langt ude paa Næsen, og over hvis Kant han plejede at titte saa skælmsk og fornøjet op til Folk, naar han talte med dem, alt mens han klappede dem paa Armen eller Maven. Ved Siden af Katederet sad Friskolelæreren, Hans Povelsen, der, hvad det Ydre angik, var en fuldkommen Modsætning til Præsten. Han var stor og sværlemmet, navnlig det sidste, og havde et Skæg saa langt og bredt som nogen Profet i det gamle Jødeland.

En særlig Opmærksomhed samlede en købstadklædt Dame, der indtog en Hædersplads i en Kurvestol paa den anden Side af Katederet. Det var den bekendte Fru Lene Gylling fra København, en velhavende Enke, der havde gjort sig til de folkelige Vækkelsesbestræbelsers Beskytterinde. Overalt, hvor der skulde bygges en Forsamlingssal eller rejses en fri Skole, tyede man til hendes Hjælp; og det var da netop ogsaa i en saadan Hensigt, man nu havde faaet hende herud til Sandinge, idet man her følte Trang til at faa oprettet en Højskole som Modvægt mod den Jernbane, der var under Arbejde, og mod det fremmede Liv, som rimeligvis ved denne vilde tilføres Egnen ude fra den store, urolige Verden.
 

Undertiden hørtes fra Øst, sammen med Havet, Lyden af hurtige Øxehug, som kom helt ovre fra Foden af "Hammerbakke", fra |9| en lille enlig Hytte, som stod dér – gammel og træt, med sammensunkne Mure – og stirrede ud gjennem smaa, brustne Ruder, lige som i et Liv for sig.

En stor, plump og skiden Kone stod her i noget som en Mødding eller en Have og pindede Kvas. Fem-sex stille, blege Børn laa og rodede lydløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar. – –

Da begyndte det med Et at synge; – en stærk, samlet Sang af mange glade Stemmer, som i den stille Aftenluft klang langt ud over Engene.

Konen under Hammerbakke standsede sin Øxe ligesom for at lytte, men løftede den i Stedet højt i Luften og huggede rapt til, saa Brændestumpen for langt ud og Øxen ned i Blokken. Hun vristede den roligt ud og drev til igjen, men rappere end før; – og saadan blev hun ved, roligt og rapt, saa Brændestumperne røg hende om Ørerne, og Sveden drev i store, sorte Draaber ned over Kinderne fra det filtrede Haar.

Børnene maatte kjende dette. Strax de hørte den første Tone af Sangen, trykkede de sig stille sammen i en Bunke blege Ansigter, |10| – og der gik en hel Rysten gjennem Klyngen, da Moderen pludselig holdt inde og med hele sin Stemme raabte ind imod Huset:

"Naa, Boel! – hvor bli'r du henne?"

Oppe paa Bakkeskraaningen, et Stykke udenfor Byen, laa en enlig lille Fattigmandshytte |9| med lave Mure og sammensunket Straatag. Gammel og ligesom træt laa den der i en Mellemting mellem en Mødding og en Kartoffelhave og stirrede ud over Dalen gennem et Par smaa, lyssky Vinduer.

En stor, plump og skidden Kone stod udenfor ved Gavlen og pindede Kvas, mens et Par stille, blege Børn laa omkring hende og rodede mellem gammel Halm og Potteskaar.

Dengang Sangen begyndte derhenne paa Skolen, havde Konen standset sin Økse et Øjeblik for at lytte. Samtidig var et Hoved kommen tilsyne oppe i en aaben Loftsluge i den anden Gavl. Det var Hovedet af en ganske ung Pige, næsten et Barn, der havde en kridhvid Skilning i et mørkt, spejlblankt Haar. Hun blev liggende deroppe med Haanden under Kinden og saae drømmende op mod Skyerne, mens hun lyttede til Sangen. Lyst og frejdigt klang den langt ud i den stille Aftenluft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

Konen havde straks igen taget fat paa sit Arbejde. Med en Ed huggede hun Øksen mod Blokken og ledsagede Ordene med et ondt Smil, der aabnede hendes snavsede Ansigt og blottede et Par store, svulne, tandløse Gummer, som lignede et frygteligt Saar. En Tid stod hun |10| derpaa og ligesom mundhuggedes med sig selv. Saa brølte hun pludselig:

"Hvor bli'er du henne – Tøs!"

Et Par Hosesokker løb hen over Loftet derinde, ned ad en Trappe, og hørtes at stikke i et Par Træsko nedenfor.

Og ud ad Døren kom nu et ungt Pigebarn i hvide Særkeærmer; knapvoxen, men med kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar.

Hun skyndte sig hen i Pindebunken, hvor hun flittigt gav sig til at sanke op i sin Sæk, idet hun stadigt søgte at holde Ansigtet skjult. Hun var rødgrædt om Øjnene og bed Tænderne sammen om Graaden, der brød hende i Brystet.

Hovedet i Gavllugen forsvandt. Et Par Hosefødder løb over Loftet derinde, og en Stige knagede. Og ud af Døren kom nu Pigebarnet og skyndte sig hen til Pindebunken, hvor hun gav sig til at sanke op i sin Sæk, idet hun stadig sørgede for at vende Ryggen til Moderen, for at denne ikke skulde se, at hun havde grædt.

Moderen mærkede det, men sagde Intet, før Boel havde faaet sin Sæk fyldt. Saa sagde hun, dog uden at vende Øjnene eller standse Øxen: "Læg kun Top paa, Boel! – des bedre li'er det!" – Og da Boel ogsaa havde gjort dette og alt var ved Døren med Sækken, føjede hun til efter hende, idet hun selv drev til med Øxen:

Moderen mærkede det alligevel; men hun sagde ingenting, før Datteren havde faaet Sækken fyldt. Saa sagde hun rolig og uden at afbryde sit eget Arbejde:

"Læg bare Top paa'en, Boel – des bedre li'er det!"

Og da Pigebarnet havde gjort, som hun sagde, og allerede var paa Vej mod Døren med Sækken paa Ryggen, lagde hun til, mens hun drev til med Øksen, saa Brændestumpen fløj langt bort:

|11| "Her maa vi lukke for Kjæften og nytte Næven, om vi skal faa Noget i Hus!"

Boel forstod nok dette; hun skyndte sig ind. Men Sækken var stor og tung, hun lille og klejn, saa endnu mens hun var paa Stigetrappen, hørte man Graaden for hvert Trin tage Magten fra hende, indtil den helt oppe hulkede frem uden Modstand. Og da hun kom tilbage, var hun saa tilintetgjort, at hun næsten sank sammen over Pindebunken.

Men da greb Moderen hende haardt om Haandledet, vendte hende mod sig og saa' vist paa hende.

"Ta' dig i Vare, Boel!"

"Her maa vi lukke Kæven og spytte i Næven, om vi skal faa Pjalter til Kroppen, forstaar du!"

Datteren svarede ingenting. Hun bare skyndte sig ind, skønt hun var nærved at segne under den tunge Byrde. Hun var ikke stor af Vækst |11| og knapnok udvokset. Og saa var hun baade hulkindet og bleg af Mangel paa Næring.

"Aa, lille Lone! – Lone dog!" – klynkede det nu fra en gammel, sammensunken Kone, der var krøben frem i Døren.

"Ti du stille, du Skidt! Du skulde vel lære hende det, skulde du vel. Ja, prøv – ja, prøv!" – sagde hun, og huggede til, saa det dirrede i Blokken.

Den Gamle stod deroppe med sit store, tykke Hoved langt nede mellem Skuldrene og støttede sig med den ene Haand paa en Stav, den anden paa Karmen. Men da hun hverken forstod Hip eller Hap, satte hun sig stiltiende |12| ned paa Stenflisen, foldede Hænderne over Staven og saa' grublende ud over Engen og Byen og hen paa den "folkelige Friskole" med det vajende Flag i Toppen.

Thi derfra var det, Sangen kom. Lyst og livsglad, halvt gemytligt klang det langt ud i den stille Aftenluft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"

Nu kom en gammel, sammensunken Moerlille krybende frem i Døren, hvor hun et Øjeblik blev staaende med den runkne Haand støttet til Dørkarmen og saae ud over Engene. Det store, tykke Hoved sad dybt nede mellem Skuldrene. De farveløse Øjne stirrede sløvt frem i dyrisk Tanketomhed. Hun mumlede noget uforstaaeligt hen for sig og slæbte sig saa tilbage til Stuen igen, mens Sangens jublende Omkvæd klang langt ud i den stille Luft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

– – Imidlertid trængte Aftenen paa. De tre røde Himmeltunger smeltede langsomt ned til en lang, smal Glød, der lagde sig langs Bakkekammene i Vest; og det sortnede alt ude over Havet.

Lige over Hovedet, hvor Himlen endnu var dyb og blaa, slog hist og her en Stjærne Øjet op, og saa' ligesom i mild Forundring ned paa Engen, der lagde sig over for Natten med en fin, hvid Damp, som skjulte – først Benene, saa Kroppen og tilsidst selve Hovedet af de to hundrede og fjorten utaalmodige Stude. Men lige til det Sidste stod disse – alle som én – med Øjnene stift rettede ind imod Byen – indtil det Hele forsvandt i en rygende Taage. –

Imidlertid trængte Aftenen paa. Konen, der nu var færdig med Brændet, kaldte Smaabørnene til sig og gik ind bagefter den Gamle. Hist og her paa Himlen slog en Stjerne Øjet op og saae ligesom i mild Forundring ned paa Engene, hvorfra nu de hvide Dampe piblede frem som fra et utæt Grydelaag.

|13| Henad Vejen kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Trin – ind gjennem den tomme By og ud ad den igjen paa den anden Side. En Hund vaagnede op i en af Gaardene; Manden gik bag over; han havde gaaet og halvsovet. Han kom fra Arbejdet i Bakkerne.

Men nu fortnede han sine Skridt henimod Hammerbakke, og da han kom til det lille Hus under Brinken, satte han Skovlen fra sig ved Døren og gik ind. Lidt efter tændtes Lys derinde fra.
 

Henad Vejen histovre kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Træskotrin ind gennem den tomme By og ud ad den igen paa den anden Side. Han kom fra Jernbanearbejdet ude i Heden. En Hund foer ud fra en af Gaardene og forfulgte ham med en rasende Gøen gennem hele Gaden; |12| men uden at ænse den traskede han afsted med dukket Nakke og slappe Knæ, som sov han indvendig.

Da han naaede op til det faldefærdige lille Hus paa Skrænten, satte han Skovlen fra sig ved Døren og gik ind. Lidt efter tændtes der Lys derinde. Men da var det ogsaa bleven næsten mørkt.

II

Det var et stort, koldt Rum med et bart Gulv og fire nøgne Vægge. Et Lys stod og flakkede i Trækket fra Døren, som var aaben, og gav et gustent Skjær over det Halve af Stuen.

|15| Det var et bart og koldt Rum med mørkt Lergulv og fire nøgne Vægge. Et Lys stod paa et Bord mellem to smaa Vinduer. Af dets Flamme, der flakkede i Trækken fra den halvaabne Dør, kastedes et sygt, gustent Skær over det halve af Stuen. Resten laa i Mørke.

Henne ved Bagvæggen, hvor der næsten var mørkt, laa Børnene og sov i to smalle Kistebænke; og Moderen stod stille over dem, ordnende de afkastede Klæder i smaa Bylter for hvert Barns Fødder.

Men ovenover i en Slags Alkove, der en Gang havde været Bagerovn, var den gamle Bedstemo'r forlængst krøbet op, og ud i Stuen |14| lød denne korte, stødvise Stønnen, som er gamle Folks Søvn.

Smaabørnene var bleven bragt tilsengs i en smal Kistebænk, der stod langs den ene Væg, og hvor de laa som i en Ligkiste. Moderen stod derhenne og ordnede deres afkastede Klæder for at lægge tilside, hvad der skulde bødes, mens de sov. Bagved var der en Slags Alkove, en Udhuling i Muren, der engang havde tjent til Bagerovn. Den gamle Bedstemoer var just ifærd med at krybe derop i sin stumpede Skætfaldssærk, der ligesom hendes lille visne Legeme var sort af Snavs.

Manden sad under Lyset med Armene tungt og søvnigt paa Bordet og gumlede langsomt med sin tykke, brede Mund. De store Laag sank under dette dybere og dybere ned over Øjnene; men naar han tog sig en ny Bid, lukkede han lidt op og saa' hen paa Boel, der krøb sygt sammen paa en lille Bænk ved Ovnen, med det tunge Hoved hvilende paa Væggen, Øjnene lukkede i det blege Ansigt – halvt sanseløs af Stuens kvalme Lugt af Børn, sødt Hø og Fedt, der var blevet harskt i Varmen.

Og udenfor i Natten strømmede ustandselig Sangen, – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Bas. Og bestandig var det om Lys og Lykke og Verdens livsalige Glæde.

Tilsidt fik hun helt ondt og skyndte sig med et kort "God Nat" – for at Ingen skulde mærke Noget – ind i et lille bælgmørkt Kammer ved Siden af, som paa én Gang var Kjøkken og Boels Sovested.

Lavs – Manden – sad henne bag Lyset med Armene paa Bordet og gumlede langsomt med sine brede Kæber. Da han var færdig med at spise, tog han Jerngaflen fra Stegepanden, der stod foran ham, og gav sig til at |16| stikke i sine Tænder. Under dette Arbejde sank hans Øjelaag dybere og dybere ned. Stuens kvalme Lugt, der var sammenblandet af Menneskeuddunstninger, Høduft og branket Fedt, gjorde ham døsig. I Grunden sov han allerede.

Henne paa en Bænk bag Kakkelovnen sad Boel med Hovedet støttet op mod Væggen. Ogsaa hun havde lukket Øjnene. Hendes Kinder var blege. Thi udenfor lød atter Sangen fra Friskolen. Og bestandig jublede den over Livets Lykke og Troens livsalige Fryd.

Pludselig kom der to Farvepletter paa hendes Kinder. I Drømme følte hun sig baaret bort fra den Elendighed, der omgav hende, … løftet op i en Verden, hvor alt var Godhed, Kærlighed, Lys og Lykke. Men kun et halvt Minut forundtes det hende at dvæle i dette Drømme-Paradis. Lyden af Moderens Trin over Gulvet vakte hende. Og hun foer sammen.

Lidt efter rejste hun sig med et kort Godnat og skyndte sig over i et mørkt Kammer paa den anden Side Fremmerset, egenlig et Tørverum, der tjente hende til Sovested.

Faderen saa' længe efter hende; men da Laagene atter var dalet helt ned, tog han |15| Gaffelen, gav sig til at stange i en hul Kindtand og fik langt om længe sagt:

"Det er s'gu skidt med Boel!"

Faderen, der ogsaa var bleven vaagen, saae efter hende med sine blakkede Øjne. Han lagde sin Gaffel, tog en halvt udtygget Skraa op af Vestelommen og sagde:

"Jeg tykkes, det er skidt fat med Boel. Hva' si'er du, Lone?"

Lone svarede Ingenting. Men lidt efter sagde Manden videre:

"Jeg synes, du skulde la' hende prøve engang".

"Saa det synes du, Lavs" – sagde Lone, endnu temmelig rolig. "Kaske vi skulde holde Kattenmjav her ogsaa, skulde vi vel. Aa ja saamænd!"

"Ja, ja, Lone – alligevel – –"

"Det kjender du ikke noget til, Lavs!" – kom det nu saa brat, at Lavs lagde Gaffelen og tav stille. Og da han var færdig med at spise, rejste han sig med det Samme, slog Dynen op paa en bred Seng under Vinduet og begyndte at klæde sig af. Men da han var ved Vesten, sagde han endnu, halvt ved sig selv:

|17| Konen svarede ikke noget. Og saa blev der ikke talt mere om den Ting.

Lavs rejste sig nu, slog Dynen op for en bred Halmseng ved Væggen og begyndte at klæde sig af. Da han sad paa Sengekanten med Bukserne nede om Knæene, sagde han, skønt han næsten ikke kunde tale for Søvnighed:

"Ja, ja, Lone! – Aandens Løftelse! som Præsten si'er – go'e Bøger, si'er han – Folkelæsning! – alligevel!"

Da Lone lidt efter vendte sig om, sad Lavs paa Sengekanten og sov som en Sten med Buxerne nede om Knæene. Og uden at |16| vække ham synderligt klædte hun ham helt af og væltede ham over med Næsen mod Væggen.

"Ja, ja, Lone! … Der er kanske alligevel no'et om'et. Aandens Løftelse, som Præsten si'er. Tror du ikke … Jeg synes nu –".

Han fik ikke udtalt. Han havde lagt sig ned under Dynen og snorkede allerede.

Endnu en lille Stund gik Lone stille om i Stuen paa sine Hosesokker, puslede lidt hist og her, og lyttede tilsidst ved Boels Dør. Og først da Alting syntes hende trygt og roligt, gik hun ud for at lukke Yderdøren. – Men her blev hun staaende rank paa Tærskelen, og saa' ud.

Lone puslede endnu nogen Tid omkring i Stuen og lagde tilrette. Der var meget, hun endnu skulde have gjort, før hun kunde gaa i Seng. Det blev ofte langt over Midnat, inden hun var færdig med at stoppe og lappe om dem, som sov.

Hun gik nu først ud og lyttede ved Boels Dør. Og da alt syntes roligt derinde, vilde hun lukke Yderdøren. Men forinden blev hun et Øjeblik staaende paa Tærskelen og saae ind mod Byen.

Nu var der ikke Andet end en tæt, hvid, krydderkvalm Damp, der fyldte hele Dalen indtil Randen; en kogende Gryde Hø, i hvis Midte det spillede og dansede som af et underjordisk Nissefolk – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Latter. Kun den gamle Sandinge Kirke hævede sig utydeligt op herfra som et Taagespøgelse, omgivet af sin hvide Mur og sin lille, stille Kirkegaard, hvor de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave.

Der var nu ikke andet at se end en tæt, hvid Damp, der fyldte hele Dalen – et mægtigt kogende Krater, i hvis Midte der blev spillet og danset som af et underjordisk Nissefolk. Kun Kirken hævede sig utydeligt op derfra som et Taagespøgelse, omgivet af sin hvide Kirkegaardsmur, |18| bag hvilken de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave.

Thi der var en Tid, da her boede et helt andet Folk mellem disse brune Bakker, – et stille, sindigt Folk, uden mange Ord, endsige Sange; men med Næver som Jærn.

Man passede sig selv, og Studene. Kom |17| det højt, tog man sig en "Per Bø" paa Omgang, med fjorten Streger paa Skillingen, naar Studepriserne vare gode. Men Dalerne, især de blanke, sparedes forsigtig sammen i Tutter og gjemtes hen under Sengedynen mellem dem fra Fars og Farfars Tid.

Thi der var en Tid, da her boede et helt andet Folk mellem disse Bakker, et jævnt og sindigt Folk, for hvem Sogneskellet var Verdens Grænse. De havde ikke haft mange Ord endsige Sange. De passede sig selv, dyrkede Gud ved at betale Præsten hans Offer og betragtede det iøvrig som deres Livsopgave at opfede Stude.

Saa var det en Morgenstund for henved tyve Aar siden, at man fandt den gamle Sognepræst død under Lampen i det stille, tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet ensom mellem sine Bøger det sidste halve Aarhundrede.

De fandt ham siddende med Hagen paa Brystet, en Pibe paa Gulvet, og et Lag af Nattens Støv paa den kolde, stivnede Skaldepande.

De bar ham i Jorden; fjærne Slægtninge kom og tog, hvad deres var; – og da Folk havde faaet sagt, at nu laa han dér, hvor han havde det bedst, gik de atter i Gang med den daglige Dont – stille og sindigt som altid.

Men en Dag ikke længe efter – Alle huskede endnu saa tydeligt, at det var en varm, døsig Sommerdag – blev de atter skræmt op, og denne Gang værre end nogensinde.

|18| Oppe fra Bakkerne i Vest støvede et langt Tog i den fuldeste Fart ned i Dalen. Forrest svingede tre-fire Toplæs af Flyttegods, og bagefter skumplede, det bedste den havde lært, en gammel grønskimlet Kareth med store Kufferter bag og vistnok tyve Ansigter ud af Vinduerne. Paa Bukken hos Kusken sad endnu tre Drenge i Kadetbuxer, med et Flag imellem sig og raabte Hurra for hver Gaard, de fór forbi.

Ude i Engene stod det sindige Folk og stirrede, med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget med et tredobbelt Hurra og Viften med Lommetørklæde svingede ind i den store, tomme Præstegaard, saa' de til hinanden over Grøfterne.

Men den nye Præsts første Gjerning var den at rydde en stor Plads i den helt overgroede Have; og her begyndte han nu at byde til "folkeligt Møde med Sang og Tale", hvad der i den lille By bragte hel Forvirring, – her, hvor man i Aarhundreder ikke havde kjendt til anden Forsamling end de i Kirken om Søndagene.

Nogle fandt tilsidst ud af, at det maatte være en Slags Bibellæsning, og mødte i fuld |19| Andagt med Testamenterne i Lommeklædet. Andre, der hverken vidste ud eller ind, tog dertil baade Lærebogen og "Liden Postille for Hvermand". Men Andre igjen puttede i al Stilhed Spillekortene i Baglommen, da man aldrig kunde vide, hvad dette vilde ryge ud til. –

Saaledes holdt for henved tyve Aar siden Pastor Momme sit Indtog i den Menighed, han skulde faa Naade til at løfte op over det daglige jordiske Stræb.

Han var en lille lav Mand med smaa, pudsige Bevægelser og et lille tittende Ansigt. Hans smaa, lykkelige Øjne smilte bestandig paa Skraa over Brillerne, og med sine Hænder holdt han af at klappe Folk over Skuldren eller paa begge Sider af Maven – ikke mindst naar han paa sin morsomme Maade fortalte om hin Tid, da han maatte holde Dysten med de gamle, sejge Sandinger.

Men saa var det for en Snes Aar siden, at den gamle Præst døde, og at Pastor Momme kom til Sognet med den nye Kristentro, af hvilken de gamle Sandingebønder kun forstod saa meget, at den var lavet af en Mand i København, Grundtvig ved Navn. Men de Unge i Egnen begreb efterhaanden mere. De flokkedes om den nye Præst og hans glade Forkyndelse baade i Kirken og paa de Møder, han lod afholde i Præstegaardens Have og andre Steder. Og snart oprandt hin store Brydningstid, hvorom Pastor Momme nu saa ofte paa sin morsomme Maade fortalte, da han maatte "dyste" med de gamle, seje Sandinger.

Men den Gang var det ogsaa, det blev aabenbaret, hvad for rige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde nemlig oprindelig været ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en sær, forsulten Person siddende ved det |20| aabne Vindue med sine begede Traade hængende over Øret og syngende Dagen igjennem løjerlig forvredne Sange, ingen Fanden kunde hitte Rede i.

Men Pastor Momme saa' snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Hjælp paa et Seminarium, og efter nogen Tids Forløb kom der tilbage herfra en stadselig Mand med fed Belægning paa Lemmerne, stor, bred Hat og en Guds Velsignelse af rødbrunt Skjæg ned over Brystet.

Den store Hamburger Skraa, der altid havde siddet ham som en Byld under det venstre Øre, selv naar han sov, var helt forsvunden. Men naar man saa' en lille Sky komme langsomt vandrende henad Landevejen eller ligge paa en Sofa, saa var det Povelsen og hans tykke Træpibe med det danske Rigsvaaben skaaret ud i Hovedet.

Dengang var det ogsaa, at det blev aabenbaret, hvilke rige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne apostoliske Personlighed havde oprindelig været simpel Skomager og ernæret sig ved sin Syl – ligesom Paulus. |19| Ældre Folk kunde endnu huske ham som en tynd og forkommen Person, der sad ved Vinduet med sine begede Traade hængende over Øret, og som Dagen igennem fløjtede og sang saa muntert som en Stær. Men Pastor Momme saae snart, at i dette Folkets Barn gemte der sig noget af Aandens ægte danske Muldjordskraft. Ved gode Venners Hjælp fik han ham anbragt paa en Højskole og derefter paa et Seminarium, hvorfra han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage som en alvorsfuld Mand, rigtignok uden Eksamen, men med solid Belægning paa Lemmerne og en Guds Velsignelse af rødbrunt Skæg nedover Brystet.

Dertil talte han med et vist poetisk Sving, der gjorde, at Sognefogdens rige Datter Maren efter blot to Dages Forløb slog til med Kyshaand, skjønt Alle vidste, hvor kræsen hun altid havde været; – og Jagildet blev holdt med Jubel af hele Menigheden og rørende Taler af Præsten.

Dertil talte han med en poetisk Salvelse, som Sognefogdens rige Datter Maren ikke længe modstod. De blev forlovede, og Jagildet blev holdt under hele den unge Menigheds Fryd og Begejstring.

|21| Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen denne Aften lykkeberust kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod dsr paa Stenflisen en stor Pige med stærke Skuldre og kridvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar og spærrede ham Vejen. Først saa' hun paa ham; og derpaa spyttede hun ham lige ind i Ansigtet uden et Ord.

Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen hin Aften kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Arbejdsskuldre og kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar. Der veksledes intet Ord. Men da hun havde boret sine Øjne ind i hans, spyttede hun ham i Ansigtet og gik saa stille bort.

"Dit Skidt!" sagde hun blot.

Han tørrede sig roligt af med sit Lommetørklæde, idet han skyndte sig ind – og det blev aldrig nogensinde at se paa hans Ansigt, der nu i tyve Aar havde skinnet med den samme milde Glans og i denne fulde, livsalige Ligevægt med Verden, som det gjorde mange Folk saa godt at se paa. – – –

Povelsen tørrede sig af med sit Lommetørklæde, |20| og det var aldrig siden til at se paa hans Ansigt, at det havde været Genstand for en saadan Forhaanelse. Det var i de forløbne Aar bleven bestandig rundere og mildere, skinnede af en Hjærtets Fred og Livsalighed, som det netop gjorde alle Folk saa godt at se paa. – –

– – Da Lone igjen kom ind i Stuen, hørte hun Noget klage og jamre sig med en kvalt Lyd som under et Tæppe. Først forstod hun det ikke; men da hun hørte, det var inde fra Boel, kom hun med Et til at ryste over hele Kroppen og styrtede mod Døren. Dér standsede hun dog, betænkte sig, og aabnede kun paa Klem.

Da Lone igen stod i Fremmerset, hørte hun Nogen klage sig et Sted i Huset. Hun troede først, at det var et af Smaabørnene, der var vaagnet; men inde i Stuen var alting roligt, Børnene laa og fløjtede gennem deres forstoppede Næser, og Manden laa med Dynen helt op over Øjnene og trak nogle frygtelige Torsk iland. Saa forstod hun, at det maatte være Boel, hun havde hørt. Det havde ogsaa nærmest været en Lyd som af halvkvalt Graad.

Hun betænkte sig et Øjeblik, men gik saa tilbage og aabnede sagte Døren til Boels Aflukke. I Halvmørket kunde hun akkurat skelne Omridsene af den Halmkasse, hvori Datteren laa.

"Sover du, Boel?"

|22| "Ja."

Lone vilde lukke igjen. Men da hun havde staaet lidt, gik hun ind og satte sig rolig paa Boels Sengekant.

Boel laa stiv og stille uden at røre sig. Men da Moderen begyndte at famle i Mørket efter hendes Haandled, sprang hun op med et Skrig – og stod i samme Nu som klistret op til Væggen, med Armene spilet ud og vilde Øjne.

"Boel!" – sagde Moderen hæst, og hendes Stemme dirrede. "Boel! – Jeg vil snakke med dig – hører du? – Det er Løgn, det, de synger – hører du? – det er Løgn!"

"Sover du, Boel?"

Der blev ikke svaret.

Lone stod lidt. Saa gik hun besluttet hen og satte sig paa Kanten af Kassen, støttede Hovedet i sin Haand og sagde:

"Boel, jeg vil snakke med dig. Det er Løgn alt det, de synger derovre … bare Løgn og Fandens Kommers. Hører du?"

Men med det Samme svigtede Fodfæstet Boel; med et dumpt Brag og et Klask laa hun paa Gulvet.

Nu vaagnede de derinde i Stuen – Børnene, én for én, med Graad og Hyl. Den næstældste, en lille tolvaars Tøs i flortyndt Linned, kom jagende ind, men standsede med et Skrig i Døren og stirrede paa Moderen; og selv den gamle Bedstemor kom klynkende og sjokkende i sin stumpede Skætfalds-Særk.

Men Lavs laa uforstyrret dybt nede i Dynerne |23| og drømte om Løftelse og gode Bøger. Og udenfor i Natten klang det lyst, livsglad, halvt gemytligt:

"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"

Men nu rejste Boel sig overende og gav |21| Graaden frit Løb. Og da hun først var begyndt, var det hende ikke muligt at holde op igen. Hun sagde, at hun vilde ønske, hun var død. Hun var saa ulykkelig, saa grænseløs ulykkelig.

Moderen saae opskræmt paa hende. Hvad havde de dog gjort ved Barnet? Hun var jo rent fra Snøvsen. – Hun tog hende om Armen. Men da blev det først rigtig galt med Boel. Hun græd helt hysterisk, jamrede sig og skreg.

– – Udenfor i Natten klang det frejdigt lyst og livsglad:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

III

|37| Naar Fru Gylling sad i sin egen lille Lænestol under Uhret i Dagligstuen, havde hun for Vane at læne sig mageligt tilbage, med Hænderne og det lille Haandarbejde tungt i Skjødet, og saa i denne hvilende Stilling at fæste sine endnu smukke, blaa, lidt missende Øjne tankefuldt paa en bestemt Plet eller Person i Stuen.

IV

|41| Naar Fru Gylling sad i sin Lænestol under Uret i Dagligstuen og modtog Besøgende, havde hun den Vane at læne sig tilbage med Hænderne og sit lille Haandarbejde i Skødet og idenne Stilling at fæste sine endnu smukke blaa Øjne paa en bestemt Person i Stuen – med sine Tanker saa langt borte, at det ofte syntes hende vanskeligt at faa dem hjem igen, naar Nogen henvendte sig til hende med en Forespørgsel.

Egentlig sad hun altid saaledes, uden at tage synderlig Del i Samtalen, selv om der sad tyve Mennesker omkring hende, – men med Tankerne saa langt borte, at det ofte var hende vanskeligt at faa dem helt og holdent hjem igjen.

Dette var just ikke meget høfligt. Men man havde nu en Gang for alle tilgivet Fru |38| Gylling visse smaa Uregelmæssigheder; og man fandt, at hun i alle Maader var en saa aandfuld og original Dame, og at der trods Alt var noget saa behagelig fint og hyggeligt over hende, at man aldrig kunde nænne at vise sig fornærmet.

Egenlig sad hun altid saadan, og i Virkeligheden tog hun af Klogskabshensyn aldrig Del i nogen Samtale; men hun havde en egen orakelmæssig Maade at smile paa, naar man spurgte hende; hun kunde trække saa dybsindigt paa Skuldren og kaste et saa beaandet Blik op i Loftet, at hun havde faaet Ord for at være Landets aandfuldeste Kvinde.

Saaledes sad hun nu i den begyndende Skumring og saa' over Bordet hen paa en stor, mørk Sommerhat, inden i hvilken man – efter lidt Leden – inderst inde kunde finde et lille voxblegt Ansigt, to sorte Øjne, og to meget røde Læber.

Hertil hørte ogsaa en fix lille stramsnørt Kjole af graaprikket Silke, der for neden svøbte sig om Benene med et lille spidst Slæb ind under Stolen. Og mellem Spidsen af en Safianssko, der stak frem paa Tæppet, og en behandsket Haand ret ud i Luften vuggede ganske langsomt en lille staalgraa Kniplingsparasol. Paa denne hvilte de sorte Øjne ligesaa tæt og tankefuldt som Fru Gyllings paa de meget røde Læber.

Saaledes sad hun nu en sen Eftermiddagstime i September og betragtede moderligt overbærende en stor, mørk Sommerhat (en formelig Kalesje), inden i hvilken der befandt sig et |42| langagtigt, voksblegt Ansigt med to mørke Øjne og to meget røde Læber. Til samme Person hørte et højt, slankt Legeme i en stramsnørt Kjole af graaprikket Silke samt en Kniplingsparasol, der under Samtalen blev vugget nervøst paa Spidsen af en lakeret Taaspids. Tilsammen udgjorde det en ung Kvinde, en Frøken Drehling, Datter af Gehejmeetatsraad Drehling, en af Fru Gyllings Ungdomsbekendte.

Samtalen var gaaet i Staa – saaledes som det saa ofte hændte her i Fru Gyllings store, lune Dagligstue, hvis lidt mørkladne Hygge ligesom af sig selv indbød til denne |39| sagte Falden-hen i egne Tanker – ikke mindst naar, som nu, det rødlige Aftenlys mildt og dæmpet faldt ind mellem de mørke Fløjels Gardiner, mens Skyggerne laa under Stolene og ventede paa det rolige Mørke, der snart skulde komme.

Thi Stuen var rummelig og dyb med ikkun to Vinduer, der tilmed sad langt fra hinanden, helt henne i Krogene. Væggene vare mørke, og Sæderne havde dæmpede Farver. Der var lave, magelige Stole i fuldendt Stil, ordnede i hyggelige Grupper midt paa Gulvet i det sparsomme Lys; der var smaa bløde Hjørnesofaer, overskyggede af bredbladede Palmer; og der var nysudsprungne Roser i Vindueskarmen.

Midt paa Gavlvæggen sad gamle Grundtvig med Hænderne paa Maven og saa' ud i Stuen. Han sad i en pragtfuld Ramme, omgivet af Evighedsblomster; og en kjærlig Haand havde ovenover ham anbragt en smagfuld lille Buket af de trende nordiske Rigers Flag i Silke.

Det var den Tid paa Dagen, som de af Fru Gyllings Bekendte, der ikke hørte til hendes Meningsfæller, plejede at besøge hende. Om Formiddagen eller i den almindelige Visittid kunde Stuen være "ligefrem forpestet" – som der blev sagt – af Rigsdagsbønder og Landsbypræster og Højskolemænd, der lugtede af Skæg og Selvros og gammel Tobak, og mod hvis nærgaaende Familiaritet man daarlig kunde værge sig.

Det var just af samme Grund, at den unge Dame havde valgt denne Dagstid til sin Visit. Hun kunde aldrig glemme den Tortur, det havde været for hende, da hun ved et foregaaende Besøg maatte stikke en Seminarist paa Næven og i en halv Time høre paa en skikkelig Præstemands tungsindige Betragtninger over sin Kones daarlige Mave.

Men denne Stue gemte ogsaa andre Minder for hende. Trods sin Afsky for det Liv, der |43| til daglig udfoldede sig her, droges hun bestandig herhen som Møllet til Lyset. Haabet om at træffe en vis Person, der havde tilhuse her, overvandt hendes Seminaristskræk. Og som hun sad der og vuggede sin Parasol paa Foden og af lutter Nervøsitet lod Munden løbe, havde hun i Øjeblikket ikke Tanke for andet, end om der skulde lyde kendte Mandstrin inde fra de andre Stuer.

Men henne ved det ene af Vinduerne, hvor der endnu var temmelig lyst, sad en lille, tarvelig Dame og strikkede. Hun havde en simpel sort Kjole af et eget energisk Snit; |40| en lang, slunken Hals, og et blodrigt Ansigt nede mellem et Par travle Træstrikkepinde.

Hendes stygge, graaligbrune Haar var paa en noget skjødesløs Maade bunket op under et ganske simpelt Net; hendes Fingre vare store, og der var noget vist "udenfor Selskabet" i de smaa, hastige Blik, hvormed hun af og til saa' fra sit Strikketøj hen paa de to Tavse ved Bordet, – eller hen paa Boel, der sad med sit Arbejde ved det andet Vindue – stille som en Mus, men glat og renstrøgen, og saa frisk og smuk som nogen ung Pige mellem mørke Gardiner og lyserøde Roser.

Henne ved det ene af Stuens tre Vinduer sad en lille, gammelagtig Dame og strikkede med et Par Træpinde. Hun havde en tarvelig, sort Kjole paa ud af hvilken der strakte sig en lang, runken og slunken Hals med et lille Abehoved, der ubevægeligt var bøjet over Strikketøjet. Hun tog ikke Del i Samtalen, og der var i det hele noget uvedkommende i den Maade, hvorpaa hun sad der tavs og klaprede med sine travle Pinde.

Alligevel saa' man snart, at den lille Dame ved Vinduet var Søster til Husets Frue. Men Fru Gylling var meget højere og havde et fint, aandfuldt Ansigt, omrammet af smukke, silkegraa Smaakrøller helt op til Pandeskilningen; og saa bar hun et ejendommeligt, smukt Hovedtøj – en Mellemting af en Kappe og en Bondekones Hue, men af sort Silkefløjl med en Kniplingsblonde.

Uhret over Lænestolen mindede et Par Gange med smaa, dirrende Kvartérslag; men Ingen rørte sig, – og Stuen laa videre i den samme dybe, tankefulde Stilhed, hvori kun den |41| lille Dames travle Træstrikkepinde færdedes med smaa, klaprende Trin.

Det var ellers paa denne Tid af Dagen, Byens Folk helst søgte den "folkelige Frue" – som visse Folk kaldte hende.

Om Formiddagen, vidste man, var her gjerne saa belemret med Bønder, folkelige Rigsdagsmænd, gamle hvidhaarede Landsbypræster eller unge vindige Højskolelærere, der lugtede af Skjæg og daarlig Tobak. Og naar man ikke netop vilde have den Morskab at se Fru Gylling servere Kaffe for en gammel fedtet Bondemand i hvide Hosesokker, foretrak man denne stille, hyggelige Mørkningstime, da man nogenlunde kunde være sikker paa ikke at blive nødt til at stikke paa en klam Seminaristnæve.
 

Ikke desmindre var den lille Dame Søster til Husets Frue. Hun hed Frøken Rosalie og var lige saa ilde lidt, som Fru Gylling var beundret og elsket.

Endnu en fjerde Person befandt sig i Stuen. Det var Boel. Hun havde sin Plads henne ved det Vindu, der var længst fra Indgangsdøren, og hun havde til Baggrund en Plantegruppe med mange lyserøde Roser, der klædte hendes lidt sydlandske Skikkelse fortræffeligt. Hun var |44| ogsaa selv bleven en Del oppyntet. Hun havde faaet to nye Dragter; og paa Fru Gyllings Anvisning var hendes blaasorte Haar bleven sat op paa en malerisk Maade med hvide Silkebaand. Iøvrigt følte hun sig endnu temmelig ufri i sin Stads. Læderskoene klemte hende om Foden, og den stivede Kjolestrimmel kradsede hendes Hals, hver Gang hun blot drejede Hovedet. Heller ikke var hun endnu ganske klar over sin Stilling der i Huset. Rigtig Pige var hun ikke; kun om Formiddagen maatte hun gøre Stuepigegerning og lukke op. Om Eftermiddagen og om Aftenen skulde hun derimod sidde paaklædt herinde i Stuen for – som Fruen havde sagt – at høre efter, hvad der blev talt, og tage Lære deraf.

Men med al sin Usikkerhed var hun saare lykkelig. Naar hun sad derhenne i sit Rosenskjul, slugte hun med undrende Øjne og Øren, hvad der foregik omkring hende; og Livet syntes hende saa skønt og alle Mennesker saa vidunderligt gode, at hun kunde faa Taarer i Øjnene af at tænke derpaa.

Pludselig lød der ogsaa muntre Stemmer ude i Entréen, og to elegante Damer viste sig i Døren.

Den ene var en ung, spids Frue, der hurtigt og med en fornem Hilsen strøg forbi den lille Dame ved Vinduet, men med overstrømmende Hjærtelighed hilste paa Fru Gylling, |42| der rejste sig halvt. Den Anden havde faaet sit Slæb klemt fast, men kom strax bagefter.

"Kjære Fru Gylling – vi kom just forbi – og saa syntes vi …"

"Frk. Drehling – Fruerne Holm og Krarup" – forestillede Fru Gylling, idet hun nu rejste sig helt.

"Ah! – Fornøjelse! … og saa syntes vi, vi skulde …"

" … herop og se til Dem" – fuldendte den Anden, der var lidt federe.

"Nu, det var smukt. Værsaagod, tag Plads".

"Tak" – sagde de begge To, og vilde sætte sig.

Pludselig lød der muntre Stemmer ude i Forstuen, og to elegante Damer lukkedes ind af Husholdersken.

Den ene var en ung, spids Frue, der hurtigt strøg forbi den lille Dame ved Vinduet med en overlegen Hilsen men overstrømmende hjerteligt |45| hilste paa Fru Gylling, der rejste sig halvt. Den anden havde faaet sit Slæb klemt fast i Døren men kom straks bagefter.

"Kære Fru Gylling – vi kom just forbi – og saa syntes –."

"Frk. Drehling – Fruerne Holm og Krarup," forestillede Fru Gylling.

"Aah ! En Fornøjelse! … Og saa syntes vi, vi skulde …"

"… herop og se til Dem," fuldendte den anden, der var lidt federe.

"Det var kønt af Dem. Værs'god, tag nu Plads."

"Tak," sagde de begge to og vilde sætte sig.

Men i det Samme fik den Ene Øje paa Boel ved det bageste Vindue og standsede med et lille overrasket Udbrud.

"Vor nye Pige, og nye lille Veninde" – forklarede Fru Gylling i sit milde Tonefald, og nikkede med det Samme venligt over Skuldren til Boel.

"Ah!"

"Den nye!" – udbrød den Anden og satte en lille Guldlorgnet for Øjnene.

Boel sad dryppende rød paa Kanten af |42| sin Stol og vidste ikke, om hun skulde rejse sig eller blive siddende. Hun prøvede paa begge Dele, men det vilde ikke lykkes. Og da hun i det Samme mærkede, at Damerne stak Hovederne sammen og begyndte at hviske, blev hun som svimmel over hele Kroppen, saa hun tilsidst bare følte Kinderne, der brændte.

Men i det samme fik de Øje paa Boel og standsede med et lille overrasket Udbrud, mens den ene af dem satte en Lorgnet op for Øjnene.

"En lille Veninde fra Landet," forklarede Fru Gylling med sit milde Tonefald og nikkede i det samme venligt over til Boel, der sad dryppende rød paa Kanten af sin Stol og ikke vidste, om hun skulde rejse sig eller blive siddende.

"Hun er sød!" – hviskede Damen med Lorgnetten, idet hun bøjede sig over mod Fru Gylling.

Ja – ikke sandt? – nikkede denne tilbage.

"Værsgod, tag nu Plads" – sagde hun derpaa højt og viste atter paa en lille Sofa ved Siden af.

De satte sig.

"Hun er sød!" hviskede Damen med Lorgnetten ned til Fru Gylling.

"Ja, rigtig sød!" hviskede ogsaa den anden.

"Tys!" – Fru Gylling løftede advarende sin Hæklenaal. – "Og værsgod, tag nu Plads. Og lad os snakke sammen."

De to Fruer satte sig.

Men Boel sad endnu længe og turde ikke se op. Det var først anden Dag, hun var her; og – forstaaeligt nok – alle disse nye Forhold fortumlede hende ganske.

Selv var hun ogsaa som nyslaaet fra Top og til Taa – ligefra et Par Lærsko med Spænder til det blanke Haar, som Fru Gylling havde bundet op paa en egen Maade med et rødt Baand og en Sløjfe. Og hun sad dér saa ængstelig pæn og stiv – i en smuk |44| brun Kjole med en lille kradsende Strimmel i Halsen og Mansjetter om Haandledene – og gjemte sig i et lille net Haandarbejde.

I sin Uforstand var hun rigtignok allerførst mødt herinde med en tyk, gul Vadmelsklokke, der skulde lappes paa Bagstykket; men det indsaa' hun ogsaa snart ikke ret vel kunde gaa an; og nu sad hun dér og strittede med sine tykke, røde Fingre i et Hækletøj saa fint som et Spindelvæv. –

|46| Men Frk. Drehling greb Lejligheden til at sige Farvel. Hun havde siddet der mere end en Time og opgav nu Haabet om at se den, for hvis Skyld hun var kommen. I sin Forstemthed tog hun en noget kort Afsked. Den lille Dame ved Vinduet fik endda kun et Nik i Forbigaaende.

Imidlertid var Boel næppe kommen til sig selv igjen og forsøgte at liste Øjnene op, før der atter lød højrøstede Stemmer ude i Entréen, og tre Damer fejede ind gjennem Døren. Lidt efter kom der endnu En; – og nu blev det saaledes ved en lille Stund med livlige Stemmer og nye Visiter, indtil det halve Gulv efterhaanden stod fuldt af et højrøstet Selskab, som lo og hilste og kyssede i en uendelig Hjærtelighed.

Thi ganske tilfældigt var de Allesammen gode Bekjendte af Fru Gyllings "folkelige" Venner, som ellers plejede at foretrække Formiddagen – saa Glæden over saa uventet at mødes var uhyre.

Der var Justitsraadinde Blomberg med to |45| Døtre. Enkepastorinde Viborg. Frøknerne Jentzsen. Institutbestyrerinde Meyer og to unge Studenter, – Madsen og Mollerup – af Byens radikaleste Slags.

Stole bleve rullede frem i en Kreds om Fru Gyllings sædvanlige Plads under Uhret, og snart sad man hyggeligt sammen og snakkede i Munden paa hinanden, saa der ikke var til at høre Ørenlyd. Og efterhaanden som Samtalen fra et mere almindeligt Hele fortsattes i Diskussioner mellem to og tre, steg Spektaklet saa stærkt, at Boel, der i Begyndelsen forundret havde set til, næsten maatte smile.

Det var nu ogsaa paa høje Tid, hun kom afsted. Ude i Forstuen mødte hun et nyt Hold Besøgende og dennegang af Fru Gyllings "folkelige" Vennekres. Det var Justitsraadinde Blomberg og hendes to Døtre, Frøken Gudrun og Frøken Bergliot. Hun havde truffet dem her engang tidligere og maatte derfor standse og veksle et Par Ord, hvorved hun ikke undgik en lille Omfavnelse af Justitsraadinden, der gik omkring og forulempede sine Medmennesker med en overdreven Trang til at vise Kærlighed. Ogsaa den yngste af Døtrene – den tyveaarige Bergliot, der havde krøllet Haar og derfor ansaas for en Skønhed – nærmede sig hende med en paatrængende Elskværdighed, hvorimod den ældste, der var lang og tynd som en Tarm og gik klædt som en Degnekone paa Landet, skred hende højtideligt forbi med et medynksfuldt Blik paa hendes Silkedragt.

Endelig slap hun fri og skyndte sig ned ad Trappen. Aa, Knud! Knud! Hvor kan du dog holde det ud med de afskyelige Mennesker!

|47| Den, hvem hun saa fortvivlet anraabte, var den samme, hun med bankende Hjerte havde siddet og ventet paa hos Fru Gylling, nemlig dennes Søn, cand. jur. Knud Gylling, en ung Mand paa nogle og tyve Aar, der efter meget Vaklen fornylig havde indfriet de Forventninger, hans Moder havde haft til ham, ved at optræde som Taler i folkelig Aand. Ved en større offenlig Bespisning for en af Demokratiets Ledere i Hovedstaden havde han som Ordfører for en Kres af unge Akademikere udbragt en Skaal for Bonden, "vor Tids Adel"; og hans Proklamation af et højtideligt Forbund, et Fostbroderskab, mellem "Haandens og Aandens Arbejdere" havde ikke alene vakt en umaadelig Jubel ved selve Festen, den havde bagefter staaet gengivet i alle Landets Aviser og været betegnet som "et betydningsfuldt Tidens Tegn".

Frk. Drehling havde været fortvivlet den Morgen, da hun læste Festreferatet i Avisen. Hun havde paa hans Vegne skammet sig over de svulstige Ord. Hun kendte ham fra Barndommen og vidste, hvorledes han altid, ja næsten til det sidste, havde spottet over Moderens Omgangskres og gjort Løjer med den hele Bevægelse. Hun havde i den senere Tid anvendt al sin Indflydelse paa ham for at afholde ham fra "at tage sit Parti", – som han plejede at sige med et Skuldertræk – dertil var han endnu |48| slet ikke moden. Men Moderens Magt over ham havde været for stor. Han var nu engang en blød Natur og kun haard overfor dem, der viste sig svage overfor ham.

Og dog kunde hun ikke lade være at holde af ham. Ja, det var næsten, som om hun elskede ham højere nu, efter at han havde gjort hende denne store, store Sorg.

Student Mollerup havde anbragt sig bag ved Frøknerne Blomberg, der sad med hinanden om Halsen paa en lille Puf og hørte paa de Ældre. Han var en lang, langbenet Fyr med et lillebitte kuglerundt Hoved og et tyndt, fint duftende Haar, der sad saa glat, som var det malet paa Hovedskallen.

Han havde i længere Tid staaet tavs og grundet paa Noget, han vilde sige. Men da han havde den Vane, Intet at ville sige, uden det var bidende satirisk, havde han hidtil kun fixeret Selskabet med et kritisk Smil – og sig |46| selv med et mindre kritisk inde i et Spejl, der hang ligeoverfor.

Men Madsen derimod – "kjære Madsen", som Fru Gylling altid kaldte ham – var Ekstasen selv. Han gik uroligt bag ved Stolene, purrede i sit store begejstrede Haar og huggede ind med en Replik, hvor han saa' Lejlighed. Og hvor højt end Samtalens Bølger kunde gaa, hørte man bestandig overlydt hans store, tykke Mæle med Ordene forkludrede imellem hinanden, som om han havde hele Alfabetet i Munden paa én Gang.

Paa sin sædvanlige Vis sad Fru Gylling lænet tilbage i Stolen, idet hun fæstede sine rolige Øjne – snart paa En, og snart paa en Anden i den bestandig mere og mere højrøstede Kreds. Med særlig Interesse dvælede hun dog endnu vedblivende hos den unge Frk. Drehling, der sad indeklemt mellem Fru Blomberg og den ældste Frk. Jentzsen. Og hændte det, at deres Øjne mødtes, da sendte hun hende gjerne et lille fortroligt Nik.

Men Frk. Drehling følte sig helt ilde. Hun var Datter af Gehejmeetatsraad Drehling og hørte slet ikke til denne Kreds af Fru Gyllings Bekjendtskaber. Og saa sad denne Frk. Jentzsen |47| og tudede hende Ørerne fulde med et af Højskoleforstander Balderups aandfulde Foredrag, mens Fru Blomberg var nær ved at kvæle Livet af hende med en nærgaaende Elskværdighed.

– – Inde i Fru Gyllings Dagligstue gik Samtalen livligt. Fruerne Holm og Krarup var gaaet; ogsaa Frk. Rosalie var forsvunden fra sin Plads ved Vinduet. Til Gengæld var der kommen et Par nye Besøgende, to unge Studenter – Madsen og Mollerup – Sønner af et Par Landsbypræster af Fruens Bekendtskab.

Den første var en pluskæbet Idealist med en vældig Haarmanke, hvilken han i sin Begejstring hvert Øjeblik gennemfoer med Hænderne, saa den strittede ud til alle fire Verdenshjørner som paa en elektriseret. Han kunde aldrig sidde rolig paa en Stol, men stillede sig altid efter kort Tids Forløb bagved den, med Armene paa dens Ryg, som om den var en Talerstol, og udslyngede herfra sine Bemærkninger som en Jupiter sine Tordenkiler. Han havde en sand Lidenskab for at høre sig selv snakke. Skønt han led af en Talefejl og hakkede og stammede og snublede over Ordene, som om han altid havde hele Alfabetet i Munden |49| paa engang, kunde han ikke dy sig for at tale. Han var, som hans Ven, Student Mollerup, plejede at sige om ham, det personliggjorte "levende Ord".

Vennen var en langbenet ung Mand, der havde det Princip aldrig at sige noget, uden at det var blodig satirisk; hvorfor han i Almindelighed ogsaa indskrænkede sig til at betragte sine Medmennesker med et prøvende Smil – og sig selv med et mindre kritisk i ethvertsomhelst Spejl, han kunde finde i sin Nærhed. Han havde nu været saa heldig at faa en saadan Plads, at han kunde se næsten hele sin velplejede Person i Fru Gyllings store Pillespejl, og det var derfor tilgiveligt, at han undertiden viste sig mindre opmærksom overfor sin Sidedame, den yngste Frøken Blomberg, skønt denne virkelig var saa net og ovenikøbet syntes at være ikke saa lidt optaget af ham.

Imidlertid vendte Samtalen sig snart over hele Linien henimod det Emne, der ligesom laa i Luften her, og som iøvrigt havde sat alle gode Patrioter i Bevægelse den sidste Ugestid: den store, glimrende Fest nemlig, som det unge Demokrati med Studenterne i Spidsen for nylig havde givet.

Alle de Tilstedeværende – paa Frk. Drehling nær – havde selvfølgelig været med, saa her var meget at tale om. Fru Gylling havde endog præsideret som en Slags Værtinde, og hendes Søn – Student Knud – holdt Talen for Bonden; – en Tale, hvis djærve Ord bagefter stod refereret i forskjellige Aviser som "et interessant Tidernes Tegn".

Men Festen havde ogsaa været storartet; en sand Triumf for Demokratiet. Byens stolteste Sal; rige Flagdekorationer; en udsøgt Menu og glimrende Dametoiletter – og Alt i et straalende Lyshav af hundrede Lampetter. Arbejdernes Skaal blev med Begejstring |48| drukket i Champagne, Hurra og Fanfare. Og en Bonde oppe fra Rigsdagen blev under endeløs Jubel baaren Salen rundt i Guldstol af Studenter.

Samtalen i Stuen havde iøvrigt straks grebet det Emne, der saa at sige laa i Luften her: den store, demokratiske Fest, ved hvilken Kandidat Knud havde holdt sin Tale for den danske Bonde. Fru Gylling selv havde ved samme Lejlighed præsideret som en Slags Værtinde, og Festen havde i alle Maader været ualmindelig vellykket, "en virkelig Triumf for det københavnske Demokrati", som der var bleven sagt om den. Maden havde efter alles Mening været |50| upaaklagelig, kun havde maaske Laksen ikke været tilstrækkelig gennemkogt. Dekorationen i Salen havde været overordentlig virkningsfuld; Dametoiletterne udsøgte og Musikken god. I disse Omgivelser var ikke alene Bondens, men ogsaa Arbejdernes Skaal bleven drukken med megen Begejstring i Champagne og ledsaget af Hurra og Fanfare.

Men mens nu alle de Andre ivrigt sad og diskuterede alt dette, stod Student Madsen urokkelig bag en Stol og saa' op i Loftet med en yderst hemmelighedsfuld Mine, – indtil endelig En spurgte ham, hvad det var, han stod og gjemte paa.

Næ – han kunde Ingenting sige.

Man saa' paa hinanden. Hvad kunde dette være? Om det var Noget, der vedrørte Festen? Eller noget ganske Nyt maaske?

Ja, han kunde – som sagt – Intet sige. Det var nemlig endnu kun i sin første Begyndelse; der var ikke engang valgt Komité endnu; – men den vilde ganske sikkert blive valgt en af de nærmeste Dage. Og da skulde det vise sig, at den danske Student mente det alvorligt og ikke agtede at lægge Hænderne i Skjødet; – mere turde han for Øjeblikket ikke sige.

Men nu blev man nysgjerrig for Alvor. Man bestormede, man gjættede; og den yngste Frk. Blomberg bad "paa sine Knæ"; hun |49| maatte absolut vide, om det var noget Højhalset eller noget Nedringet. Men Student Madsen holdt sig tappert med Haanden i Siden og Øjnene i Loftet saa ubøjelig som en Gud. –

Der var nu Tale om at forfølge denne Sejr; og der var foreløbig nedsat en forberedende Komite, i hvilken blandt andre Kand. Knud var bleven indvalgt; men dens Planer holdtes endnu strengt hemmelige. Student Madsen, der hørte til de Indviede, blev i den Anledning bestormet af den yngste Frøken Blomberg, der absolut vilde vide, om det skulde være noget højhalset eller noget nedringet. Hun bad tilsidst "paa sine Knæ"; men Madsen holdt tappert Stand med en Mine som en Diplomat i en Vaudeville.

Saaledes gik Tiden fornøjeligt hen – alt som Mørket tog Magten i den store, hyggelige Dagligstue.

Men henne i sit Skjul sad Boel og hørte paa alt dette med store, forbavsede Øjne. Hun forstod det ikke helt – eller maaske slet ikke. Thi at alle disse fine Damer og Herrer – og de fattige Bønder ........

Under alt dette sad Fru Gylling paa sin sædvanlige Vis tilbagelænet i Stolen og saae tankefuldt frem for sig uden i Grunden at tage Del i Samtalen. Det saae ud, som skuede hun anelsesfuldt ud i det danske Folks Fremtid; og hendes Veninde, Justitsraadinde Blomberg, der var lidt skinsyg paa hendes Ry, begyndte at blive urolig og gav sig til paa sin hjertelige |51| Maade at blære sig af sin Svoger, en Præst i Jylland, der havde et Navn som Folketaler.

I Virkeligheden sad Fru Gylling blot og tænkte paa Frk. Drehling og paa hendes Fader Gehejmeetatsraaden, der var en Mand med megen Indflydelse, ogsaa ved Hoffet. Hun tænkte paa sin Søn Knud og afvejede for hundrede Gang Fordelene og Ulemperne for ham ved en Forbindelse med det drehlingske Hjem. Hun kunde aldrig komme til noget endeligt Resultat i dette vigtige Spørgsmaal. Hun vilde derfor nu lægge Sagen i Vorherres Haand. Han førte dog alting til det bedste!

Det var imidlertid begyndt at skumre i Stuen. Skyggerne laa i Krogene og under Stolene og ligesom ventede paa Mørket, der skulde komme. En Smule rødligt Solskær spillede oppe paa den ene Væg, hvor gamle Grundtvig sad med Hænderne paa Maven i en Ramme af Evighedsblomster. Tæt nedenunder sad Boel i sit Skjul og hørte med straalende Øjne paa alt, hvad der blev talt.

Som hun imidlertid sad og grundede paa dette, vaktes hun derved, at Herrerne i Stuen pludseligt gav sig til at klappe i Hænderne. Og da hun saa' op, var en Herre traadt ind i Stuen; en ung, elegant Herre, – lidt fed, med et noget træt, blegladent Ansigt, glatkæmmet, gult Haar, og Manschetter ud paa Neglene.

Alle Damerne hilste ham i Kor ved smaa Glædesudbrud, og da han traadte hen til Kredsen – med en elegant Hilsen paa én Gang til dem Alle – viftede Fru Blomberg endogsaa med sit Lommetørklæde.

|50| Men Boel lagde Mærke til en stor mørk Sommerhat, inden i hvilken der inderst inde sad et lille, voxblegt Ansigt, som blev rødt, da den unge Herres Hilsen et Øjeblik standsedes dér; – og i det Samme saa' hun et lille Smil gaa over Fru Gyllings Ansigt, idet denne Dame tog sit Strikketøj op og begyndte at strikke.

Og nu var det ikke uden Hjærtebanken, Boel forstod, at denne unge, smukke Herre maatte være Husets Søn, Student Knud – ham, der havde holdt den begejstrede Tale for Bonden, hun nys havde hørt om. Hun havde ikke set ham før; thi han boede inde i Byen "for sine Studeringers Skyld".

Paa engang foer hun sammen og blev blussende rød. Døren var gaaet op, og med en lidt skødesløs Hilsen traadte en køn, blond, noget fedladen ung Mand ind i Stuen.

Det var Husets Søn, Kandidat Knud.

Nu var Øjeblikket kommet, da den hemmelighedsfulde Student Madsen fandt Lejligheden |52| passende til at aflevere en stor Nyhed, som han havde haft i Baghaanden, og hvis Virkning paa Sindene han havde glædet sig til at iagttage.

Nu traadte Madsen frem med oprejst Pande.

"Din Tale er omtalt paa højere Steder – Gylling!"

Knud saa' oprømt ud. Han svarede blot med et lille affektert Skuldertræk, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvtæppet, slog Hanskerne sammen med et Klask, inden han krængede dem, vendte sig derpaa pludseligt og sagde med en tynd, gammelspæd Røst:

"Ja – nu tænker jeg, vi skal give dem Noget at tale om".

|51| Madsen havde atter stukket Haanden ind paa Brystet og lagt Ansigtet i de hemmelighedsfulde Folder; men nu studsede han:

"Hvorledes …?"

"Aa – en Demonstration blot – men en radikal".

"Altsaa – du véd …?"

"Jeg kommer lige fra Komitémøde", sagde Knud – ganske dagligdags, idet han stak Hagen i Vejret og rettede paa sit lilla Slips.

"Fra Komité …?"

"Ja".

"Du …?"

Nu begyndte Student Madsen at blive grøn i Ansigtet, og mens de Andre trængte paa Knud for at faa Besked, sank han tilintetgjort ned paa en Stol i den mørkeste Krog bag en Chiffoniere.

Knud var bestandig oprømt. Op og ned ad Gulvet, gnidende sine smukke, velplejede Hænder, tog han sig ypperligt ud i sin ungdommelige Begejstring, mens han livligt, noget distrait, fortalte om det interessante Komitémøde. Og da han mærkede, at Alles Blikke var rettede imod ham, saa' han en Gang imellem ud over |52| Dameklyngen med sine smukke, lyse, blaa, men allerede lidt anløbne Øjne.

Komitéen havde samlet sig ude i Skoven – prægtigt Efteraarsvejr og Table d'hôte paa Badeanstalten – Karlsen havde talt, Himmelev og Ydberg havde talt, og selv havde han haft Ordet gjentagne Gange. Diskussionen havde varet i stive fire Timer, og der havde været – aa! – en sand Hexesabbath af Indstillinger og Forslag. Men nu var han ogsaa saa træt, saa træt – sagde han og lod sig som en overbebyrdet Statsmand falde ned i en af de blødeste og mageligste Stole henne i et Hjørne af Stuen.

"Men Komitéen! – Komitéen! – hvad bestemte den?" – udbrød den yngste Frk. Blomberg utaalmodig.

"Hvad? – fortalte jeg det ikke?"

"Nej – Knud!" – sagde Fru Gylling, og saa' med Stolthed paa sin Søn, og derfra hen paa Frk. Drehling.

"En Adresse – Mo'r! – men en radikal!"

"Bravo!" – raabte Madsen overlydt og sprang op; han havde bestemt sig til at lade som Ingenting.

|53| "En Adresse!" – udbrød de Andre forbavset.

"En Adresse!" – sagde den yngste Frk. Blomberg skuffet.

"En Adresse – ja" – sagde Knud, og saa' sig et Øjeblik omkring som for yderligere at spænde Opmærksomheden – "Fra danske Studenter til den danske Bonde" – fuldendte han saa, med stærkt Eftertryk paa hvert af Ordene.

"Ah!" – lød det som en Hvisken gjennem Kredsen, og Madsen gjentog med hævet Stemme sit "Bravo!"

"Med Tak" – fortsatte Knud, citerende Adressen – "Med Tak for Fortiden og med Haab om fremtidig stærk og inderlig Tilknytning for Fremskridtets Sag, række vi Eder broderligt Haanden i den Forvisning o.s.v., o.s.v."

Denne Meddelelse vakte en ikke ringe Bevægelse i Selskabet, og Justitsraadinde Blomberg skjulte endogsaa en Taare bag sit Lommetørklæde, idet hun omtalte Ungdommens stærke Tro og Begejstring.

Men nu slog endelig Student Mollerups Time. Inspireret af dette havde han allerede lavet sig en bitter satirisk Mund, for at aflevere |54| en fint tilslebet Replik om "Studenterhavre", men standsede pludselig forskrækket paa Halvvejen, da han opdagede, at det var paa den forkerte Led. Heldigvis hørte Ingen noget; thi i det Samme tog Madsen stærk Applaus ved at udslynge den Bemærkning, at Bonden, ret beset, var "vor Tids Adel".

Herfra udspandt der sig nu, mens Skumringen mere og mere bredte sig i Stuen, en bestandig livligere Diskussion, hvorunder Fru Blomberg ikke kunde skjule sin Bevægelse, og Madsen følte sig overbevist om, at Adressen vilde blive omtalt paa højere Steder.

Knud strakte sig med Velbehag i den magelige Stol og gav, vippende sine Fødder paa en broderet Gyngeskammel, under almindelig Tilslutning smaa, pointerede Uddrag tilbedste af Adressens foreløbige Udkast, mens han saa' ud over Dameklyngen med sine lyse, blaa Øjne – dem, der gik saa meget Ry af, og med hvilke man vilde vide, han havde gjort adskillige smukke Erobringer – baade af den ene og af den anden Slags. –

Med oprejst Pande traadte han frem paa Gulvet og forkyndte:

"Gylling – din Tale er bleven omtalt paa allerhøjeste Sted."

"Hvad siger De!" udbrød alle Damerne i Kor. Selv Fru Gylling fik Mæle. Og Mollerup rev sig for et Øjeblik løs fra sit fængslende Spejlbillede og spurgte med sit mest dæmoniske Smil, om han – Madsen – maaske havde luret ved de kongelige Nøglehuller.

"Jeg veed det aldeles bestemt. Min Kilde har jeg ikke Lov til at nævne … jeg kan kun sige, at det er en meget højtstaaende Funktionær ved Hoffet og fuldt paalidelig."

Virkningen af denne Meddelelse var for Damernes Vedkommende overordenlig. Der sænkede sig en ærefrygtsfuld Højtidelighed ned over Stuen. Dette var mere, end selv Fru Gylling havde turdet haabe. At de kongelige Prinser – maaske Kongen selv – havde nævnet Knuds Navn!

Fru Gylling blev tavs; men Justitsraadinden sagde bevæget med en af sin præstelige Svogers Aandrigheder:

"Ja, Tiden er svanger med store Begivenheder!"

|53| Knud selv fremkunstlede Overlegenhed og sagde, idet han med en Mine som en bebyrdet Statsmand lod sig falde ned i en Lænestol:

"Naa ja, – noget skal de Mennesker jo snakke om!"

Men mens man saaledes talte i Munden paa hinanden, sad den lille Dame henne ved Vinduet og strikkede, som om det gjaldt Livet.

|55| Hendes lange, slunkne Hals og Ansigt blev ligesom fyldt med Blod, og Pindene gik som i Feber, hver Gang hun kastede sine smaa, hastige Blik ud over Selskabet – eller hen paa Boel, der sad rank paa sin Stol, med blussende Kinder og opspilede Øjne – som forstenet over Alt, hvad hun hørte.

Endelig, pludselig – allerbedst som Samtalen var paa det Højeste og Fru Blomberg midt inde i et af sine smaa belærende Foredrag – hørte man derhenne fra:

"Har du ogsaa Tid til alle disse Ting for dit Arbejde – Knud?"

Det kom som Skuddet fra en Kanon over Hovedet paa dem Allesammen. Al Samtale forstummede. Alle vendte sig.

Knud løftede langsomt sine Fødder ned fra Skammelen og standsede den lille Skildpaddes Kam, han havde siddet og glattet med over Haaret.

"Mig synes – lille Tante sa' Noget?" udbrød han endelig, idet han vendte Øret imod hende paa en Maade, der skulde være morsom; men hans Tindinger var røde, og Stemmen ikke ganske sikker.

"Jeg spurgte, om du ogsaa har Tid til |56| alle disse Ting for dit Arbejde" – gjentog hun roligt uden at se op; mens hendes Ansigt formelig lyste i Halvmørket.

Imidlertid var den lille, gamle Dame atter gleden ind i Stuen lige saa ubemærket, som hun før var gleden ud af den. Hun sad nu atter paa sin Plads ved Vinduet og passede sit Strikketøj med en febrilsk Iver, som om hun var ganske ligegyldig for, hvad der foregik omkring hende. Dersom nogen havde iagttaget hende, vilde de imidlertid have lagt Mærke til, hvorledes hendes Ansigt og lange, slunkne Hals hyppigt fyldtes med Blod. Dog, det saae ud, som var det kun af Ærgrelse over en tabt Maske eller lignende; og forresten var der ingen af de Tilstedeværende, der fandt det Umagen værd at tage Notits af hende.

Men pludselig – bedst som Fru Blomberg og hendes Døtre sad og talte i Munden paa hinanden om Hoffet og dettes mulige Erobring for den folkelige Livsanskuelse – lød det henne fra Vinduet med en stor, bøs Stemme, som man ikke af sig selv vilde have tillagt den aldrende lille Dame:

"Har du saa husket at forny Brandassurancen, Knud?"

Det kom som en Bombe over dem alle. |54| Man vidste ikke straks, om man skulde le eller være fornærmet. Blandt alle Fru Gyllings Venner var der kun een Mening om hendes Søster, at hun var skrækkelig. Det stakkels Menneske var aldeles blottet for alle aandelige Interesser, gik op i at strikke og lappe og støve af og hjælpe Pigerne. Folk kunde ikke begribe, at Fru Gylling kunde finde sig i at have hende i Huset. Fru Gylling var paa det Punkt virkelig beundringsværdig.

Knud valgte for sit Vedkommende at være overbærende.

"Brandassurancen, Tante? … Jeg skal huske den imorgen."

"Ja, imorgen er det ogsaa allersidste Dag, naar ikke Fornyelsesfristen skal udløbe. At du veed det!"

Men nu bøjede Fru Gylling sig frem og lagde sin Haand saa haardt paa Bordet, at man hørte Ringens Slag imod det.

"Rosalie!" – sagde hun strengt – "Det er ikke smukt af Dig at sige saaledes til Knud – i denne Tid, hvor Du véd, jeg er saa glad ved ham. Det er ikke smukt af Dig; og Du maa ikke gjøre det".

Der blev et Par Minutters pinlig Tavshed; man hørte kun Strikkepindene henne fra Vinduet.

Da lagde endelig Knud atter sine Fødder op paa Skammelen og forsøgte et lille Smil.

"De maa ikke være for slem mod lille Tante – mine Damer!" – sagde han med en blid Betoning. – "Lille Tantes Ideal er nemlig, at vi Alle løb omkring og raabte med Rejer; og hun kan nu en Gang ikke tilgive mig, at jeg ikke sidder ved Vejene og pikker Sten og nøjes med en frisk Skraa hver anden Time."

"Forresten" – føjede han til, endnu blidere, da den uhyggelige Tavshed vedvarede – "Forresten skulde lille Tante slet ikke være |57| saa vred paa den Smule Skovtur. Jeg tænkte saamænd at plukke Blomster til lille Tante".

"Men Du gjorde det ikke – Knud" – sagde hun, og nu var der en let Dirren i hendes Stemme.

"Jeg begyndte dog paa det – lille Tante!"

"Men – –?" og hun saa' for første Gang op.

"Jeg fik skam Vabler i Hænderne – lille Tante!"

Nu maatte man le. Knud var altid saa vittig. De to unge Fruer i Sofaen lo endda rigtig højt og hjærteligt; det skulde være til Gjengjæld for den impertinente Maade, hvorpaa den gode Frk. Rosalie havde hilst dem, da de kom.

Frk. Rosalie var i det Hele et af disse kjedsommelige Mennesker, der tog Alting saa skrækkelig alvorligt; – og det var den almindelige Mening, at hun var en meget ubehagelig Dame, som man næsten skulde vogte sig for at komme i Nærheden af. Dertil var der noget saa Upræsentabelt over hele hendes Person, at man ofte ikke kunde begribe, hvorledes Fru Gylling kunde finde sig i at have hende i Huset. –

Men nu blev Fru Gylling utaalmodig.

"Lad nu det være godt, Rosalie! Vi talte jo om andre Ting." Lidt efter brød Gæsterne endelig op. Fru Gylling fulgte dem selv ud i Forstuen, mens Knud, der havde taget en Avis, blev siddende i sin Lænestol og herfra i Smug iagttog den nu af Solnedgangen bestraalede Boel med et mønstrende Blik, – selv skarpt iagttaget af Tanten, der dog ikke et Øjeblik løftede Næsen fra sit Strikketøj og kun syntes optaget af at tælle sine Masker.

Men henne i sit Skjul sad Boel, som om |58| Noget begyndte at lysne for hende. Hun havde slet ikke lagt Mærke til denne sidste Scene; men med blussende Kinder og store, betænksomme Øjne stirrede hun frem for sig, mens Stemmerne paany begyndte at summe omkring hende.

Hvorlænge hun sad saaledes, vidste hun vel næppe selv. Men de Fremmede gik, Fru Gylling fulgte dem ud, og Frk. Rosalie forsvandt – næsten uden hun mærkede det. Og da hun skulde til at se sig om, var hun ene med Knud, der sad i sin Lænestol og saa' paa hende.

Men nu rejste han sig op, og gik hen og rakte hende venligt Haanden.

"Jeg skulde dog sige Dem ordentlig Goddag og Velkommen – Boel" – sagde han. – "Vi To vil jo nu herefterdags sees oftere, haaber jeg."

Boel blev først meget rød; men saa saa' hun rask op, og gav ham Haanden.

"Tak" – sagde hun, men sagte.

"Og saa vil jeg ønske, De maa faa det rigtig godt her".

"Tak."

Han saa' noget paa hende; han kunde |59| føle hendes Puls banke gjennem Haanden, han holdt. Og da han slap den, faldt den dødt ned.

I det Samme aabnedes Døren, og Fru Gylling stak Hovedet ind.

"Lille Knud! du maa virkelig følge Frk. Drehling; det er altfor mørkt".

"Gjærne – Mo'r!"

Boel sad ene tilbage. Men lidt efter aabnedes den knirkende Spisestuedør for Frk. Rosalie, og da kom det Boel for, at denne Dame saa' vist paa hende, idet hun traadte ind. Herover blev hun pludseligt saa fortumlet, at hun puttede sig helt ned i sit lille fine Hækletøj, skjønt det allerede var næsten ganske mørkt i Stuen.
 

Hele den Aften, der nu fulgte paa, var der noget usædvanlig Højtideligt over Boel; og da hun klædte sig af i sit lille pæne Kammer bag Kjøkkenet, greb hun sig selv i at være faldet i Tanker med den gule Vadmelsklokke i Haanden.

Hun skyndte sig i Seng. Men selv da hun laa dér sammenkrøben under de hvide, bløde Lagner, kunde hun ikke finde Ro for |60| den fortumlende Mængde Tanker, der brændte hende inde i Hovedet.

Tilsidst maatte hun med Magt, og idet hun borede Hovedet helt ned i Puden, rulle Billeder op af de mest dagligdags Ting. Hun tænkte da paa alle dem derhjemme i det lille Hus under Brinken, paa sin Moder, som hun ikke længer var vred paa, paa Søster Ane og den graa Kat og Bedstemo'r og hele Byen og hele Dalen og Sangen, ja Sangen – indtil endelig Søvnen kom i en Duft af Hø og nyslagne Enge.

Men netop da hun sov ind, stod han, – "Bondens Ridder" – for hende og rakte hende venligt Haanden. – Og saa drømte hun om ham hele – hele Natten. –

|55| Efter nogle Øjeblikkes Forløb flyttede Knud hen paa en anden Stol, der stod i Nærheden af Boels Vindu. Han lod, som om det var, fordi han der bedre kunde se at læse.

"Naa, hvordan gaar det?" spurgte han. "Befinder De Dem stadig vel i Hovedstaden?"

"Jo – Tak," svarede Boel med Hjertet i Halsen.

"Ja, her er virkelig ogsaa ganske rart, naar man forstaar at indrette sig."

Nu kom Fru Gylling tilbage fra Forstuen.

"Her bliver snart for mørkt, Børn," sagde hun. "Lille Boel, hent Lamperne, mit Barn!"

Idet Boel rejste sig, var hun saa uheldig at tabe sin Saks ned paa Gulvet, – den faldt endog lige foran Knuds Fødder. Inden hun fik Tid til at bøje sig ned efter den, havde han taget den op. Og idet han rakte hende den, mødtes deres Blikke.

"Det er sandt," fortsatte Fru Gylling, efter at Boel var gaaet. "Jeg har glemt at fortælle dig, at Agnete Drehling har været her. Hun var vist ked af ikke at træffe dig."

Knud, der et Øjeblik havde været fraværende, syntes at blive noget urolig i Anledning af denne Meddelelse, men sank dog kort efter atter hen i Tankefuldhed.

Da Boel denne Aften kom ind i sit pæne lille Kammer foran i Køkkengangen, satte hun sig ved Bordet for at skrive hjem til sine Forældre. |56| Længe sad hun og bed i sit Penneskaft og stirrede ind i Lampelyset og kunde ikke samle Tankerne for den Mængde eventyrlige Forestillinger, der tumlede og brændte inde i hendes Hoved. Og hendes mørke Zigøjnerøjne skinnede helt forslagent.

Det havde nemlig ikke været ganske af Vanvare, at hun havde tabt den Saks ned for Kandidat Knuds Fødder. Hun havde en Dag set, hvordan han saa pænt havde taget et Lommetørklæde op, som en besøgende ung Dame var kommen til at tabe paa Gulvet; og det var nu i Eftermiddag kommet over hende som en Indskydelse, at hun skulde forsøge, om han vilde bære sig ligesaadan ad overfor hende. Og han havde virkelig gjort det!

Hun var endnu ganske svimmel af sin Triumf. Blodet bankede i hendes Aarer og glødede hendes Kinder. Saa var det altsaa virkelig sandt, hvad hun havde hørt dem allesammen snakke om her, og hvad de altid havde sunget om derhjemme paa Skolen, at alle Mennesker nu var lige for hinanden, at Fødsel, Stand og Rigdom ikke betød noget længer. Den fattigste Husmandspige og den rigeste Grevinde galdt for lige meget i det store Kærlighedsrige, som nu var oprunden over Jorden.

Endelig begyndte hun at skrive. Og hun skrev da uden Standsning:

V

|87| "Skidtenstræde" eller "Smudsiggyden" kaldtes i Folkemunde en lille snever Smøge, som fra den brede, lyse og rene Brygge halvt ubemærket smuttede ind mellem et Par høje Kontorbygninger.

Sølet og uden Sol, men med en Rendesten midt i Brolægningen, vred den sig bestandig smallere og sortere, indtil den omsider blev "helt borte mellem en Oplagsplads og nogle store Pakhuse.

Dens gamle, middelalderlige Navn var "Rosengaarden"; men dette benyttedes kun i officielle Skrivelser og oppe i Borgerrepræsentationen.

V

|61| "Skiddenstræde" kaldtes i Folkemunde en snever Smøge, der fra en af Kristianshavns Skibsbrygger smuttede ind mellem et Par moderne Kontorbygninger. Den havde i Virkeligheden et anderledes velklingende Navn, der imidlertid kun benyttedes i officielle Skrivelser og i Borgerrepræsentationen. Sølet og uden Sol, med bare een Rendesten og en ganske middelalderlig Brolægning, gennemskar den en lille, halvforraadnet Rest af en gammel Bydel, for hvis Vederstyggelighed de omtalte Kontorbygninger dannede et pragtfuldt Skærmbrædt.

En tung og klam Aande af varm Brændevin drev bestandig gjennem Gaden fra et Brænderi |88| henne i dens bageste Ende; og Rendestenen dampede hver halve Time af hedt Vand, som dette, med en Dampmaskines Pumpeslag, spyede ud gjennem et langt Blikrør. Husene paa begge Sider saa' ogsaa ganske døddrukne ud – saadan som de stod dér: gamle og møre, med langt ludende Tagskjæg og smaa, lyssky Vinduer.

En tung og klam Aande af varm Brændevin drev bestandig gennem Gyden fra et Brænderi henne i dens bageste Ende; og Rendestenen dampede flere Gange om Dagen af hedt Vand, der blev udspyet derfra gennem et langt Blikrør. Husene paa begge Sider saae ud, som om de var gennemtrukne af denne Brændevinsfugtighed. Møre og skæve, med store Skjolder paa Murene og snavsede Vinduer mindede de |62| om Drukkenbolte, der skuler ondt til hinanden med taagede Blikke.

Omtrent midt i Gaden laa det ældste og skumleste. Det var højt, smalt, af en gammel brunlig Farve med store, fugtige Pletter af Mursalpeter. Det halve af Stueetagen laa under Brolægningens Niveau, og dens Vinduer hvilede umiddelbart ovenpaa Brostenene. Aabnede man Døren, lød en lille Klokke med en kjedsom, død Klang.

Det var Madam Jacobsens Beværtning: "det lille Skipperhus".

Omtrent midt i Gaden laa det ældste og skumleste Hus. Det var højt og smalt og havde en ubestemmelig, grøngullig Farve, omtrent som gammel Ost. Stueetagen laa helt ned mod Gaden, saaledes at Vinduernes Underkant laa i Flugt med Brolægningen. Aabnede man den lave Dør, lød en Klokke med en død Klang.

Det var Madam Jakobsens Beværtning og Logishus: "Det lille Skipperhus" .

Her var ellers livligt nok; for Madam Jakobsens Forretning var ikke alene den ældste, men ogsaa den mest søgte i hele Kvarteret.

Gjæstestuen var stor og meget dyb, men saa lav, at en høj Mand næppe kunde staa oprejst under Loftet. Og Tobaksrøgen og Kjøkkenosen hang helt ned over Hovederne paa Gjæsterne, der sad ved smaa, snavsede Borde langs Sidevæggene.

I Baggrundens Mørke stod Skjænken med Opstabling af Flasker og omvendte Glas, |89| og bag ved dem skinnede Madam Jacobsens blege, fede Ansigt.

Gæstestuen var stor og navnlig meget dyb, men saa lav, at en høj Mand daarligt nok kunde staa oprejst under Loftet. Tobaksrøgen og Køkkenosen hang som en brunblaa Taage ned over Hovederne paa Gæsterne, der sad ved smaa Borde langs Sidevæggene.

I Baggrundens Mørke stod Skænken med en Opstabling af Flasker og Glas, og bag ved den tronede i en Halmstol Madam Jakobsens monumentale Skikkelse, svagt belyst af en lille Lampe, der bestandig brændte over Pengeskuffen.

Her kom mange Slags Folk. Thi Madam Jacobsens Forretning var ikke alene den ældste, men ogsaa den bedst renommerede paa hele Pladsen.

Her kom de helt ude fra de yderste Brygger og Toldboden, ja helt ude fra Amagerland og Skibsværfterne: Kullempere, Lossebjørne, Bolteslagere, Torvebønder, Toldbodrotter, Pæreskippere, Vagabonder og Nabolagets gamle, forsultne Haandværkere; og over Middag var her sjældent ret mange ledige Pladser ved de smaa Borde.

Navnlig de kolde Vinterdage, naar her var "Lunkestue" for Kvarterets Bybyde, Bryggesjovere, Fiskekjællinger og haltende Positivspillere, kunde "det lille Skipperhus" blive Skuepladsen for den livligste og mest brogede Bevægelse; – ja, da kunde her komme saa tykt med Folk, at Madam Jacobsen maatte lukke op ind til "Lokalet" – et lille Værelse ved Siden af, lidt lysere, noblere, med graastrøgne Vægge og et stort Olietryks Præmieblad over en blank Voxdugs Sofa. Og da var her en saadan Forvirring af Damp og |90| Stank og Spytten under det lave Loft, og en saadan Raaben paa Øl og Kaffe og Dram og alskens andre Drikkevarer, at det undertiden kunde gaa ganske rundt i Hovedet paa Oline – den smukke Oline med den store Haaropsats, den nedskaarne Kjole og lille fine Kulstreg under Øjnene.

Her kom mange Slags Folk. Navnlig de kolde Vinterdage, naar her var Lunkestue for Kvarterets Havnearbejdere, Kuldragere, Vognmandskuske, |63| Bybude, Sælgekællinger og haltende Positivspillere, kunde Bordene være saa tæt besat, at Madam Jakobsen maatte lukke op ind til "Lokalet", – et mindre Værelse ved Siden af, lidt lysere, noblere, med graastrøgne Vægge og et stort Oljetryks Præmieblad over en Voksdugssofa. De, der nød den Ære at blive anbragt her, hvor man ikke maatte spytte paa Gulvet eller kradse Piber ud og heller ikke skrive med Kridt paa Bordet, følte det gerne som en Forpligtelse at tage noget ekstra til Drikken, – et Stykke Grisesylte eller en varm Kalvelever. Og dette fristede gerne andre ude i det ydre Rum, saa det blev i Almindelighed en god Forretning baade for Madam Jakobsen og for Opvartningspigen Oline, – den smukke Oline med den store Haaropsats, den udskaarne Kjole og den tykke Kulstreg under Øjnene. Hun strøg ved en saadan Lejlighed mangen To- og Femøre til sig ved at lade, som om hun ikke mærkede de forskellige ellers ikke lemfældige Undersøgelser, der blev gjort paa hendes Person.

Men mellem alle disse Mennesker var der dog et eget, bestemt Lavg, der gjerne vilde hævde et vist Herredømme over Beværtningen; et eget, sammensluttet Parti af "gamle Søulke" (som de holdt af at kalde hinanden indbyrdes) med en uudslukkelig Foragt for Alt, hvad der lugtede af Landjorden.

Det bestod af Kadrejere, Kullempere, Varpesjovere og et Par Sildeprangere, og havde til Overhoved en gammel, mør "Skipper" med violet Ansigt, graasprængt Rundskjæg og en Mund saa fuld af Sø og Storm og knækkede Bramstænger, at man formelig kunde blive ganske søsyg af at høre paa ham.

Mellem alle disse Mennesker var der dog et særligt Lav, der hævdede et vist Herredømme over Beværtningen og blandt andet var selvskreven til at indlades i "Lokalet", selv om det forreste Rum var ganske tomt. Det var Kuldragerne, Kalkkuskene og lignende Matadorer |64| mellem Bryggens Arbejdsfolk tilligemed Bygningshaandværkere, der tilfældigt havde Arbejde der i Nærheden, – Folk, for hvem en Femogtyveøre var Smaamønt, og som derfor kunde glæde sig baade ved Madam Jakobsens og den smukke Olines ganske særlige Bevaagenhed.

Strax om Morgenen tog dette Parti med stort Spektakkel Beværtningen i Besiddelse; og det meste af Dagen kunde man paa en bestemt Plads ved den venstre Væg se en haandfast Kreds af Partiets Mænd samlet omkring |91| dets vældige Chef, der bredte sig paa sin Stol som selve Oceanet.

Det var da ikke naadige Blikke, de rettede henimod Døren, naar den aabnedes for En, der ikke var af Partiet. Og skjønt onde Tunger vilde paastaa, at Skipper Jochumsen aldrig i sit Liv havde været paa den anden Side Kalvebodstrand, og endda kun dér som fjerde Pramstikker ved Muddervæsenet, saa kunde han rynke sine Bryn som et sandt Uvejr og slaa saa hvast i Bordet mod "alle forbandede Kjællingekrabber", at det undertiden kunde blive bittert nok for en ganske almindelig blaafrossen Hjørnesjover, der sad og bagte sin Ryg op ad Kakkelovnen.

Om Dagen havde Ulkene derfor ogsaa uomtvisteligt Overtaget og førte det største Ord i "det lille Skipperhus". Men naar Aftenen kom med Nabolagets gamle, tørre Haandværksfolk, som én for én smuttede ind ad Døren og gjorde Partierne mere lige, da maatte – alt som Gulvet fyldtes – Ulkene stemme Tonen adskilligt ned; og selv Skipper Jochumsen nøjedes med at stikke Hænderne dybt i Lommen og betragte de Indtrædende med en dyb Foragt i sine smaa, sortladne Øjne.

|92| Imidlertid var dog Freden sjældent af lang Varighed. Disse gamle Fyre, som kjendte hinanden saa vel, sad ikke længe og saa' paa hinanden, før Stuens kogende Hede i Forbindelse med Madam Jacobsens ublandede Varer gjorde hvert lille henkastet Ord til en fængende Gnist, der blussede Striden op paany.

Og efterhaanden som Aftenen skred frem; efterhaanden som Røg og Os og Fusel samlede sig under det lave Loft til en tæt, brunblaa Taage, hvori de to usle Lamper mer og mer sygnede hen, mens Fugtigheden i hele Draaber drev ned over Væggene – da blev ogsaa Striden høj og varm, og Slagene faldt drabeligt fra begge Sider.

Navnlig var der denne gamle Skomager Semberlin, en gammel knastør Fyr, der sad henne i Kakkelovnskrogen og dukkede over Glasset med sit rynkede Fjæs og sin skinnende sorte Paryk, der omhyggeligt var børstet ud til den ene Side med Blanksværte.

Han var et sandt Jærn til at prikke Skipperen ganske mørkeblaa med sine sylspidse Finter, mens han selv sad ganske rolig og gned sine lange, flade Hænder imod hinanden |93| nede mellem Knæene, som om han sad ganske for sig selv og slet ikke tænkte paa nogen Ting. Han kunde holde Rotten, naar det kneb, med en lille tør Bemærkning; og svare Ulkene paa deres Saltvands-Latin, saa de baade blev gule og grønne med samt deres Bramstænger og Merserær og Fanden og hans Oldemor. Og naar Skipperen i den yderste Hede slog sig for sit Bryst og tonede op med: "En Sømands Brud har Bølgen kjær", faldt Semberlins sprukne Potte øjeblikkeligt ind med: "Lovise gik i Engen".

Men med alt dette var det dog aldrig nogensinde gaaet over Stregen. Thi gjennem Dampen og Spektaklet skinnede Madam Jacobsens urokkelige Ansigt, der saa' Alting, og hørte Alting. Og der var Noget over hele Madammens Person, der fordrede Respekt, naar hun stod dér bag Skjænken i al sin glinsende Fedme med Hænderne i Siden paa sit gule Voxdugsforklæde – lige fra den lille spidse Næse, der halvvejs forsvandt mellem Kinderne, og ned til de sorte, lydløse Filtsko.

Og naar der blot med Madam Jacobsens Stemme lød saa meget som et: "Stille, Jochumsen!" – da blev der med Et saa bomstille i |94| Stuen, at man i det Højeste hørte Jochumsens svage Protest i Form af et langt Spyt henad Gulvet.

Desuden vidste jo Alle og Enhver, hvordan Madammen en Gang i egen Person havde sat en stor Kullemper lige med Enden i Rendestenen, fordi han ved en vittig Hentydning til Olines mystiske lille "Ruf" bag ved Kjøkkenet havde mindet hende om, at hun havde været tiltalt for Rufferi. –
 

Straks om Morgenen tog denne Elite med stort Spektakel Beværtningen i Besiddelse, idet de en efter en kom stampende ind og med rusten Stemme forlangte deres Morgenbitter; og senere paa Dagen kunde man altid være sikker paa at træffe et større eller mindre Hold af disse kulsværtede og kalkstøvede Storhanser, der sad med Cigarer i Munden omkring Ølflasker eller "smaa Sorte" og spillede Kort.

Ved Mørkets Frembrud forsvandt de, og Aftenen var i det hele Beværtningens døde Tid. Da var den Tilholdssted for Nabolagets Smaahaandværkere, der efter endt Arbejdstid søgte herhen for at have Fred for Konen og Ungerne, eller for at have et varmt Sted, hvor de kunde læse deres Avis, eller simpelthen for at drikke. Det var Mænd som den gamle Skomager Semberlin, der hver Aften nogle Minutter efter, at han havde lukket sin lille Kælderbutik i Baadsmandsstræde, smuttede ind ad Døren med en vims Bevægelse, hængte sin Hat op paa et Søm over sin hævdvunde Plads henne ved Kakkelovnen, glattede forsigtig med to stive Hænder ned over |65| sin skinnende sorte Paryk (der var som børstet med Blanksværte) , trak op i sine Bukser og anbragte sig endelig med megen Omstændighed paa Stolen, hvor han derefter blev siddende lige til Lukketid med den samme Romtoddy foran sig og vuggede sig frem og tilbage med sine lange, tørre Hænder stukket ned mellem Knæene, mens hans lille, rynkede Fjæs skar de mærkeligste Grimacer, som om han debatterede noget med sig selv. Det var Stakler som Liremand Ole Nielsen fra Dybbølskanserne, der lige saa regelmæssigt humpede herind paa sit Træben med sin berømte "Kasse", som gemte fire nationale Melodier med Tromme og Horn, – den, han vaagede over med en bister og tungsindig Aarvaagenhed, der voksede sammen med hans Drukkenskab. Hans Krigersind blev kun holdt i Ave af Respekten for Madam Jakobsen, der ikke var til at spøge med, naar det galdt hendes Forretnings Ære. Alle og enhver vidste, hvordan hun engang i egen Person havde spændt en stor Kullemper ud af Døren, fordi han ved en ufin Hentydning til Olines mystiske "Ruf" ude under Bagtrappen havde villet minde hende om, at hun ved en vis Lejlighed havde været tiltalt for Rufferi.