Anarkisten som nøglefigur i forfatterskabet
Det er en kendt sag at Pontoppidans forfatterskab lader sig inddele i flere perioder. Mest påfaldende er forskellen mellem den første og den anden periode, mellem 1880'ernes sociale indignationsdigter og halvfemsernes genfødte romantiker og symbolist. Forfatterskabet får en ny start i 1888 efter at han er flyttet fra Østby i Horns herred til Havreholm. I den lille roman Spøgelser tager digteren afsked med den sociale harme, som indtil da havde båret forfatterskabet og bekender sig til et frit digterisk stade. Han gennemløber med andre ord en udvikling fra social indignation over anarkisme og individualisme til konservatisme svarende til det Ejnar Thomsen i sin bog Dansk Litteratur efter 1870 betegner som Hjemløshedsperioden fra 1891-1904 og angstperioden 1905-1927.
Man kan trække en linje op gennem 1880'erne fra Landsbybilleder (1883) over novellesamlingen Fra Hytterne (1887) og til Skyer (1890). Denne linje viser overgangen fra skildringen af landproletariatets usle kår over provinsbylivet i provisorieårene og den politiske forfatningskamp til skildringen af hovedstaden i de store romaner. Gradvis udvides panoramaet og geografien i forfatterskabet til den brede samfundsskildring. Ofte lader forfatteren en enkelt person sammenfatte tendensen. Det er i regelen en udefra kommende vandringsmand, hvis sanser og moral endnu ikke er blevet sløvet af vanens og omgivelsernes magt. Han ser på forholdene med friske øjne og fælder en knusende dom over hvad han ser. Han er en nøglefigur i forfatterskabet, dvs. en legemliggørelse af den overvejende ideologiske tendens og det som i særlig grad ligger forfatteren på sinde. Som eksempel på denne type nøglefigur kan man tage den unge mand i En Vandringsmand, der udgør en epilog til Fra Hytterne. Det er ham, der tilfældigt finder en gammel kvinde i en lille hytte, hvor hun har ligget i tolv år og ventet på døden, medens hun holder rotterne borte med en stok. Han reagerer spontant med sin ærlige harme. Landsbyidyllen er gennemhullet. Frihedens, fremskridtets og humanitetens århundrede viser sit sande ansigt. Det har ikke formået at afskaffe fattigdommen.
Et andet eksempel på en nøglefigur optræder i prologen til novellesamlingen Skyer, som er et sidestykke til vandringsmanden, men mere bidende i sin satire. Den stod første gang trykt i Kjøbenhavns Børstidende, hvori Pontoppidan fra juli 1889 skrev under mærket Urbanus og publiceres her som fire breve dateret Illum 1.2.3.og 4. december.
I avisudkastet optræder der en mandsling, som også er en vandringsmand. Her er han blot en fremmed i landsbyen således som Pontoppidan selv i Østby. Han lægger sig ud med præsten, fordi han ikke kommer i kirken, og med bønderne, der ikke kan lide hans måde at kigge op i loftet og skyde trutmund, når de taler om det store befrielsesværk.
Som regel er nøglefiguren placeret i fortællingens udkant, dvs. epilogen eller prologen. Som den udefra kommende opfattes han som en indtrængende person, en fredsforstyrrer og kværulant, der skal gøre sig interessant. Af ydre synes han at slægte en type som forfatteren Hans Scherfig på. "Han var en lille, koboldagtig Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet, med stridt, graat Haar, et stort, gulblegt, skægløst Ansigt og store, runde Briller, hvorigennem hans Øjne, naar Solen lyste paa dem, viste sig som to lodrette Streger, der mindede snart om en Natugle, snart om en Tiger."
Han er med andre ord både klog og grum. Dertil er han i besiddelse af humor og lidenskab, god på tomandshånd, men uden evne til virkningsfuld optræden i forsamlingerne og dermed en modsætning til skolelærer Zachariasen med den kraftige og smukke skikkelse og det dybt alvorlige blik, der mindede om profeterne i de gamle billedbibler. Zachariasen er folkets mand, en værdig repræsentant for flinkeskolen og den politiske korrekthed. Men selv om han er sikker på at blive valgt til ordfører for den deputation, der skal aflevere en adresse til kongen om fortvivlelsens selvhjælp, så må han finde sig i at mandslingen er til stede, siddende under talerstolen med et sarkastisk smil. Han siger ikke noget, men man aner hans tavse tilstedeværelse som en skjult kritik Han synes at mene at i politik hjælper kærligheden alene ikke meget, hvis den ikke også har forstand. Helbredelsen for det store onde skal ikke alene søges i det gode. Der findes andre og mere virksomme midler. Mandslingen repræsenterer noget andet og mere end den sunde fornuft. Han er af forfatteren udstyret med dyriske egenskaber. Han er dværg, trold eller jordånd i pagt med de underjordiske. Hans kritik er i en vis forstand tavs – en form for ubevidst kommunikation med forsamlingen i kraft af den blotte tilstedeværelse. For mandslingen er friheden ikke en samling udmøntede rettigheder på et stykke papir, som man kan holde hen under næsen på de sociale myndigheder. Den er selve dyrets frihedsinstinkt, som er slumret ind hos en befolkning, der for længst frivilligt har underkastet sig sine plageånder.
Da fortælleren møder ham sidste gang oppe på Illum galgebakke, synes han at være vendt tilbage til jorden han kom fra, og medens de taler sammen, foregår der en forvandling af mandslingen fra social enspænder til dyr. Der står: "Bag ham bredte Solnedgangens Blodskyer sig videre og videre op over Himmelranden og hans sammenbøjede Skikkelse tegnede sig mod dem som en Silhouet af en Kæmpetudse."
I det følgende afsnit skildrer den veltalende mand proletariatet som den sande varetager af friheden forstået som instinktmæssig drift. Han skildrer også spaltningen i den kollektive bevidsthed – det, man kunne kalde tilstedeværelsen af en fremmed anden i selvet, som jeg’et ikke er herre over og som er selve kilden til alle modsætninger. At opdage vilddyret i sig selv er som at se sin broder og nikke genkendende til ham. Uden krapylet og uden bærmen, der hænger som et truende sværd over magthavernes hoved, vil frihedens sag være tabt og magten falde i hænderne på de frækkeste, hvad enten det nu er en salvet konge eller en skolelærer.
Illum Galgebakke munder ud i en hyldest til revolutionen og oprøret, men samtidig synes mandslingen at være ramt af en indre splid, der står i skærende kontrast til hans ord. Han ligner dødens forbundsfælle. Hans håndtryk er ligkoldt, mærker fortælleren, da han tager afsked med ham. Den gådefulde fremmede i Illum Galgebakke er en nøgleperson i forfatterskabet. Han har været i Berlin under opstanden i 1848 og i Paris i 1871, hvor han har set Vendomesøjlen falde og Tuilerierne brænde. Han er en af dem, der holder ilden vedlige på revolutionens bål – en oprørsmand og dermed en nøgleperson med sikkert fodfæste i forfatterens eget indre.
Den anarkistisk grundholdning
Anarkismen og anarkiet er et gennemgående træk i hele forfatterskabet. Min tesis er den at der trods skiftende signaler og synlige brudflader i forfatterskabet er en sammenhæng på det politisk-ideologiske og det kunstneriske plan. Jeg har den opfattelse at Pontoppidan politisk set var yderliggående liberalist med en stærk dragning mod anarkismen og at hans stillingtagen til de aktuelle begivenheder i mange henseender var bestemt af hans anarkistiske grundholdning. Hans udgangspunkt er altid det enkelte menneske og han lægger stor vægt på personlighedens udvikling som mål for den enkelte. Han er ikke socialist, han sætter aldrig kollektivet over individet, han taler ikke om klassekamp, og han prioriterer friheden frem for ligheden. Fra romantikken overtog han respekten for folket og nationen som de centrale størrelser i en velordnet tilværelse, men han overtog også den romantiske opfattelse af kunstneren som en udvalgt, undertiden udstødt og revolutionær kraft. Hans vurdering af staten og dens institutioner er gennemgående lav. Embedsmænd og politikere er med få undtagelser nær indstillet på at bruge magten og at undertrykke befolkningen. Denne uvilje mod de socialiserende kræfter i samfundet blev ikke mindre med årene. Den synes at accelerere op mod en klimaks i slutningen af forfatterskabet, hvor ægteskabet, retsstaten og kirken sættes under debat og alt håb om et bedre samfund er ladt ude.
Tilstedeværelsen af "den fremmede" i hans indre – eller sagt med andre ord: den indre anarkist kan måske føres tilbage på den tidligt afdøde skolekammerat, Frederik Jacobsen, som Pontoppidan satte stor pris på.
I Drengeår fortæller han i 10. kapitel om den besynderlige fugl, der i de lyse forårsdage havde slået sig ned på kirketårnets spir som en ubevægelig vejrhane. Det var imidlertid ikke en hønsefugl, men en skarv, som drengen derefter identificerer sig med, idet han tolker al sin sårbare smerte over tabet af sin første kærlighed ind i den fremmede fugl, strandrøveren og syreskideren.
Det er dette sorte uhyre, som tager bolig i ham sammen med den følsomme Frederik. Det havde nemlig været denne vens lønlige håb om at blive digter han har arvet, men skarven og Frederik er blevet optaget i ham henholdsvis som romantikeren og den revolutionære. At forene modsætninger i sit væsen og at slå ild af gnisterne, som springer mellem dem, bliver en slags opskrift på kunstens væsen. Når Pontoppidan i sin redegørelse for hvordan han blev forfatter, spiller ungdomsvennen Schaff ud mod selve Georg Brandes og tilskriver Schaff æren for sin kunstneriske vækkelse, er han mere mytesmed end sandhedsapostel.
Om Schaff fortæller han at han traf ham på Polyteknisk Læreanstalt og at han var en del ældre end de andre på holdet fordi han først havde studeret teologi. Hans fulde navn var Hansen-Schaffalitzsky, men, tilføjer forfatteren underfundigt, om han virkelig hed sådan eller det bare var noget han kaldte sig, blev aldrig opklaret. Hans far var en fynsk landarbejder, der havde tjent på et adeligt gods; deraf kom det sammensatte navn. Der er således både proletar og adel i ham, og denne blanding er årsag til den modsigelsesdjævel, der huserede i hans lange krop.
Schaff forlod studiet efter et skænderi med en af lærerne, og han bliver derefter syg og indlagt på Frederiks Hospital hvor Pontoppidan besøger ham umiddelbart før sin afrejse til Schweiz i maj-juni 1876.
I Schweiz forelskede han sig i en bondepige, og helt på de rousseauske præmisser drømmer han om at blive gift og få et enkelt liv i naturens skød som skovhugger.
Da han i august måned er tilbage i København, leder han forgæves efter Schaff i en af Vesterbros triste sidegader samtidig med at han arbejder på sit første skuespil. Det er på dette tidspunkt hamskiftet foregår: "Jeg kunde til Tider have en mærkelig Fornemmelse af at et fremmed Jeg var i Færd med at vokse frem i mig som et Foster," siger han1. Han opsøger på ny Schaff, og denne introducerer ham nu i den moderne litteratur som Georg Brandes havde forsømt. Han fortalte om de russiske revolutionære og emigranter han havde lært at kende under en rejse til Paris. Han havde lært sig russisk for at læse Lermontov, Gogol og den ulveagtige Michael Saltikow, en litteratur som endnu var ganske ukendt i Danmark.
1876 er således vendepunktet i Pontoppidans liv – det år han besøger Schweiz, lærer de moderne russere at kende og bestemmer sig til at blive digter hen over den døde Schaffs båre.
Scaff døde nemlig inden jul. Han nægtede at lade sig indlægge på hospital, og hans værtinde, en forhenværende damefrisør, i hvis elskerskare han havde været indrulleret, førte for sidste gang Pontoppidan ind i sygeværelset til den døende. Og forfatteren til erindringerne stiller sig selv spørgsmålet: "Mon det nogensinde skulde lykkes mig at udgrunde mig selv i mit Forhold til dette gådefulde Menneske. Jeg tvivlede!"
Pontoppidans redegørelse for hele forløbet har en tydelig parallel i den unge Goethe der efter tre års jurastudier i Leipzig som nittenårig fik en blodstyrtning og måtte hentes hjem. Da han som student, syg og falleret, føler at han har nået nulpunktet, dukker Mefistofeles op i ham som komplementærindivid på samme måde som Scaff tager bolig i den unge Henrik. Schaff er som Mefisto digterens alter ego, et ubestemmeligt og højt begavet menneske, en bastard af under- og overklasse, der sniger sig ind på livet af forfatteren og virkeliggør sine planer med hans kommende liv. Schaff er djævelens advokat, en anarkist med dybt kritiske og kværulantiske øjne. Han er en hypostasering af alt det utilpassede i et ungt menneske, den blanding af dyb frustration og sand idealitet, hvoraf der skabes systemkritikere og revolutionære. Men med al sin begavelse er Schaff også en homunculus, hjælpeløs og selvdestruktiv, ude af stand til at virkeliggøre en eneste af sine forhåbninger. Schaff overlever i forfatterskabet som skarptseende samfunds- og menneskekritiker, og hans holdninger går igen i flere skikkelser og i forskellige versioner.
Karl V. Thomsen har i sin bog Hold Galden flydende været inde på denne udlægning, idet han siger: "Indflydelsen fra Schaff, hans Mefisto, har heller ikke været uden betydning, men erindringernes Schaff er nok blot væsentligst et udtryk for en intens, indre monolog. Hans identitet kan man godt tvivle på af flere grunde."
Aksen mellem Schweiz og Paris der udgjorde de åndelige centre for den politisk-revolutionære debat i disse år, danner således udgangspunktet i den 19-årige students tilblivelse som forfatter. Studenten rejste til Schweiz for at opleve natur, ensomhed og kærlighed i Rousseaus hjemland og lader samtidig Schaff ankomme til Paris for at lære russiske emigranter og revolutionære at kende. Schaffs kritik af Georg Brandes, akademikeren, der som litteraturhistoriker ikke havde orienteret sig efter den aktuelle situation, men efter et forældet æstetisk program fra romantikkens tid, viser at forfatterskabets tendens grundlægges på sommerrejsen i 1876.
De russiske forfattere
Denne hypotese understøttes af den omstændighed at Henrik Pontoppidan gennem 1880'erne så sit felttog mod Estrupregimet som en klar parallel til de russiske forfatteres kamp mod despotiet. Den linje der tegner sig fra forfatterskabets begyndelse, går fra Rousseau over de russiske anarkister, Bakunin og Kropotkin til Gogol, Lermontov, Saltykov-Tschedrin, Tolstoy og Dostojevski.
Selv om Pontoppidan ikke nogetsteds i forfatterskabet har bekendt sig til anarkismen som politisk ideologi, så var 1880'erne en storhedstid for den anarkistiske bevægelse på internationalt plan, og i de politiske og sociale doktriners historie har anarkismen haft en plads ved siden af socialismen som ligeværdig konkurrent. Det er vigtigt at fastholde at Pontoppidans forfatterskab netop bliver til i de år hvor brydningen mellem socialister og anarkister er afgørende for samfundenes videre udvikling. Pontoppidan var imidlertid kunstner og ikke samfundsreformator, og fra hans første bog til den sidste drejer forfatterskabet sig om individet og dets forhold til samfundet. Det er de indre og ydre årsager til menneskers ufrihed der optager ham, og denne undertrykkelse af menneskets oprindelige natur har både psykologiske, sociale og politiske årsager. "Fødslen lægger en Spændetrøje om os alle sammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den," lader han Emanuel Hansted sige.2
Nødvendigheden af at oprette en social orden i nær forbindelse med naturen er udgangspunktet for Pontoppidans tænkning i 1880'erne. Men foruden at være teoretisk utopist var han også kunstner og realistisk psykolog. Modsætningen mellem naturens tilstand og det sociale livs love er så stærk, at der ikke gives nogen positiv løsning på de sociale og kulturelle eksperimenter. Der gives ikke nogen entydige svar på samfundsspørgmålene i dette forfatterskab, men der udtrykkes til gengæld en åben grundholdning.
Det er næppe sandsynligt at Pontoppidan har læst franskmanden Pierre-Joseph Proudhons værker. Denne anses nemlig for at være anarkismens fader i moderne tid. Han skrev sine værker om ejendomsretten i 1840'erne, og ud fra hans ideer voksede anarkismen frem som en politisk bevægelse der en overgang gjorde socialismen rangen stridig. Udgangspunktet for anarkismen er dens modvilje mod staten og ethvert autoritært styre. Den vil erstatte staten med et samarbejde mellem frie individer. Der går således en lige linje fra Proudhon over de russiske eksilforfattere Bakunin og Kropotkin til Leo Tolstoj, som var Pontoppidans direkte forbillede. Anarkismens historie rummer således eksempler på nogle af verdens ædleste tænkere og reformatorer, f.eks. Gandhi med hans ideer om puritanisme og passiv modstand og Tolstoj, hvis tanker om afskaffelse af fysisk vold og erklærede tillid til nært samliv med naturen har spillet en væsentlig rolle for anarkismen som social utopi.
Peter Kropotkin er den nyere tids hovedfigur inden for anarkismen. Han er russisk adelsmand, fyrste af fødsel og tilhænger af en åben debat. Det var ikke mindst på grund af Kropotkins indsats at anarkismen blev accepteret som politisk teori. Den næsten religiøse hengivenhed for bønder og tjenestefolk, som man finder hos Kropotkin er et levn fra barndommens verden hvor aristokratiets børn i væsentlig grad var overladt til tjenestefolkene. Trods glimrende udsigter til en karriere som videnskabsmand valgte Kropotkin at gå ud til folket som så mange russere gjorde det i 1870'erne for at opdrage det til et bedre liv. Under en rejse til Schweiz i 70'erne mødte Kropotkin stor tilslutning blandt urmagerne i de små landsbyer, og han drømte om en stor folkelig vækkelse.
Er det en historisk tilfældighed at Henrik Pontoppidan omtrent samtidig med Kropotkin søgte til Schweiz som frihedskampens og anarkismens hjemsted? Jeg tror det ikke. I erindringerne er fremstillingen mytiseret, men stadig sand. Det foregik jo alt sammen i fodsporene på den enorme politiske aktivitet der fandtes i den kreds af russiske og franske anarkister som holdt til i Geneve og hvor man accepterede Kropotkins ideer om anarkistisk kommunisme.
Det blev imidlertid Tolstojs romaner der skulle formidle anarkismens ideer til et bredere publikum, og herfra blev en strøm af utopiske tanker kanaliseret ind i den danske kulturdebat.
Ser vi på anarkismen i nordisk perspektiv, så findes der både hos Henrik Ibsen og August Strindberg klare vidnesbyrd om at anarkismen var en væsentlig del af ideindholdet i deres litterære produktion. De statskritiske ideer Ibsen fremlagde i sine breve til Georg Brandes under den fransk-tyske krig og Pariserkommunen, er klart anarkistiske i deres indhold, idet Ibsen hævdede at den der besidder friheden anderledes end som det efterstræbte, besidder den dødt og åndløst. Staten må væk. Under indflydelse af revolutionen i 1848 var frihedsideerne kommet til at spille en stor rolle for ham som dramatiker, og Ibsen drømte om at vælte den bestående samfundsorden og bane vej for det tredje rige, således som det er tilfældet i hans hovedværk Kejser og Galilæer.
På samme måde forholder det sig med August Strindberg der var under indflydelse af den russiske nihilisme. Det er med fuld ret at man i Europa efter 1870 kan betegne Rusland som den moderne anarkismes vugge, og hos Strindberg der var en opmærksom iagttager af det politiske liv, gjorde begivenhederne i Rusland et stort indtryk. Som tilhænger af Rousseau så Strindberg nogle nye muligheder åbne sig gennem et åbent oprør mod autoriteterne. Af de nordiske digtere var Strindberg den der mest direkte kom i kontakt med anarkismen, idet han i januar 1884 tog fast ophold i Schweiz. Her havde Bakunin haft Geneve som udgangspunkt for sin virksomhed, og her havde Kropotkin gjort byen til centrum for den internationale anarkisme. I dette emigrationsmiljø blev Strindberg opført i folkeregistret som russisk rentier. Han sendte tilmed fotografier til Edvard Brandes som viste ham forklædt som russisk nihilist, og han havde planer om at etablere sig som europæisk forfatter og om at sprænge Stockholms slot i luften, men allerede i 1887 da han afsluttede selvbiografien Tjaenstekvinnans son, var han færdig med den samfundskritiske del af forfatterskabet.
Det nye orienteringspunkt for de moderne forfattere var Nietzsche og Schopenhauer. Teorien om overmennesket afløste ideerne om medmennesket således også hos Ibsen, Strindberg og Pontoppidan.
Pontoppidan er gennemgående meget tilbageholdende med at henvise til den litteratur der har påvirket ham som forfatter, men indimellem går han alligevel direkte til sagen. Det gælder for eksempel for Henry George’s vedkommende, hvis hovedværk Progress and Poverty fra 1878 forelå i en dansk oversættelse fra 1886. Også her henter forfatteren ammunition til sin kulturkritik. George’s påvisning af industrikulturens negative indflydelse på beskæftigelsen pga. de arbejdskraftbesparende maskiner, hans harme over børns arbejde i fabrikkerne og påstand om at industrialiseringen ikke kommer de dårligst stillede til gode, gjorde et stærkt indtryk på Pontoppidan. George er dog ikke rousseauist. "Jeg er ikke nogen sentimental beundrer af de vildes tilstand. Jeg henter ikke mine meninger om naturens ukultiverede børn fra Rousseau, Chateaubriand eller Fennimore Cooper. Jeg kender helt vel deres materielle og åndelige armod og deres trange synskreds," siger han.
Fra George henter Pontoppidan ideer om en begrænsning af ejendomsretten og indførelse af jordskat. Men det er vigtigere at fremhæve at George er klar over at bag samfundslivets problemer gemmer sig det enkelte menneskelivs fundamentale spørgsmål. Hvad der mislykkes på det samfundsmæssige plan, skyldes i sidste instans mangler i mennesket selv, og forfatterskabet kommer derfor til at handle om de tragiske vilkår for samfundslivet. Det er her den anarkistiske ide om "offentlig ulydighed" træder ind som udtryk for protest mod en uretfærdig samfundsorden. Pontoppidan er bortset fra provisorieårene ikke helhjertet med i nogen politisk kamp, fordi han som forfatter og kunstner i stigende grad føler sig forpligtet over for en helhedsbetragtning på samfundet og menneskene. En egentlig tillid til en bestemt samfundsgruppe findes ikke hos Pontoppidan. Hans radikalisme er knyttet til hans uafhængighed af snævre partiinteresser samtidig med at han anerkender kampen som et grundvilkår både i offentlighedens sfære og i privatlivet.
I begyndelsen var Borchsenius
Sådan blev det efterhånden, men sådan var det ikke fra begyndelsen. Det blev ikke Georg Brandes, men Otto Borchsenius der fik sat ham i gang som forfatter. Otto Borchsenius var en flittig oversætter, kritiker og redaktør. Han var journalist ved Fædrelandet, medredaktør af Ude og Hjemme og fra 1885 i redaktionen af Morgenbladet efter Hørup og Brandes' afgang. Det er denne idealistiske, men lidt farveløse repræsentant for Bergs danske venstre der bragte Pontoppidan ind i litteraturens hjertekammer. I opgøret mellem Brandes og Drachmann havde Pontoppidan klart taget stilling for den nye folkelige og nationale bevidsthed som var Drachmanns program i den lille pamflet Derovre fra Grænsen. Pontoppidans dannelsesgrundlag var klassisk dansk litteratur og malerkunst. Det var i høj grad forfattere som Chr.Winther, Blicher og malere som Marstrand, Exner og Frants Henningsen der stod bag hans første udvikling af den litterære skitse som genremaler med virkelighedssans.
For Borchsenius var den første fortælling Et Endeligt et sandt udtryk for forfatterens egen følelse for de små og forladtes kår i verden.
I Ude og Hjemme blev Pontoppidan sat i stue sammen med verdenslitteraturens store navne: Dostojevskij, Tolstoj, Turgenjev, Maupassant, Gottfried Keller og Theodor Storm. Hvad Pontoppidan har lært af Borchsenius som kunstner, kan hurtigt gøres op, men det er vigtigt at fastslå at Borchsenius var den der først så og anerkendte en af den danske litteraturs største fortællere, selv om han hurtigt stillede sig uforstående over for forfatterskabets radikale og anarkistiske tendens.
"I Videnskaben at tro paa Friheden er at tro på den menneskelige Fornuft; i det politiske og sociale at tro på Friheden er at tro på en sædelig Verdensorden; i det religiøse at tro på Friheden er at tro på Gud," skriver Borchsenius i indledningen til sin oversættelse af Viktor Rydbergs Romerske Dage (1884).
Pontoppidans anarkistiske oprør mod selve den guddommelige verdensorden – påvisningen af alle de gale logaritmer og skæve eksistenser som Vorherre har været årsag til, oprørte Borchsenius i en sådan grad at han blev uvenner med den unge forfatter hvis mefistofeliske væsen han slet ikke anerkendte. Troldsplinten var imidlertid for Goethe, for H.C.Andersen og for Pontoppidan som senere også for Thomas Mann den pris kunstneren må betale for sandheden og storheden i sit værk.
At prisen for den radikale sandhedssøgen blev meget høj, viste sig umiddelbart efter da lille Karen døde i 1885 og familien fik det råd at flytte til en sundere bopæl. Derefter fulgte skilsmissen og overgangen til livet i hovedstaden. Fra november 1887 var Pontoppidan medarbejder ved Politiken.
Lad os vende tilbage til Illum Galgebakke et øjeblik. Her møder fortælleren mandslingen for sidste gang oppe på galgebakken, dær hvor de kompromisløse ofte har endt deres vandring. Medens fortælleren i En Vandringsmand udtaler sin fordømmelse af landalmuens sociale vilkår direkte, så lægges der afstand til mandslingen i Illum Galgebakke. Det fortællende jeg er tilhører og formidler blot mandslingens udsagn til læseren. Han undgår derved hvad man kunne kalde ideologisk kongruens mellem forfatter og person.
Mandslingens nærvær i samfundet og i hans eget sind kommer bag på ham. Der står: "Idet jeg vendte mig om, havde jeg af Forskrækkelse nært udstødt et Skrig. Thi lige foran mig sad han – den gamle – paa en Sten og stirrede mig imøde gennem sine store, runde Uglebriller."3
Sammenligningen med natuglen og sceneriet i naturen er bevidst. Den samme natugle rumsterer flere steder i forfatterskabet f.eks. i fødselsdagsdigtet til Georg Brandes’ halvfjerdsårsdag. Den udtrykker altid en årvågen, men også søvnløs og oprørsk rugen over det politiske liv og dets baggrund i kampen mellem samfundsgrupperne. Denne grubliserende natugle er ikke en sejrende figur, men en drømmer der har allieret sig med døden fordi den er kompromisløs som sandhedssiger. Der er i mandslingen en længsel efter handling – et voldeligt, dyrisk instinkt der, hvis det bliver vakt, river samfundet overende. Det er denne kraft han vil have frem, men hvad skal der egentlig til for at vække et indslumret folk af dvale. Der skal en gigantisk udfordring til og ikke en langsom klientgørelse. Mandslingen vil vække kongen i stodderen, aristokraten i krapylet. "Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op i Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne, … Det er Prisen, siger jeg. Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!4"
Efter denne bandbulle forsvinder han under en solnedgangshimmel der ligner en truende verdensbrand, og fortælleren står alene tilbage med sin undren.
Terroristen og pacifisten
Der findes i virkeligheden flere anarkisttyper hos Pontoppidan, hvoraf to er særlig interessante: den voldelige, terroristen, og den asketiske, pacifisten. Det svarer i virkelighedens verden i høj grad til forskellen mellem Bakunin og Kropotkin. Medens Bakunin var villig til at gå ind i det åbne oprør og lod sig overtale af komponisten Richard Wagner til åben opstand mod kongen af Sachsen, hvilket kostede ham seks års fængsel først i Tyskland, dernæst i Peter- og Paulfæstningen i Sct.Petersborg, så var anarkismen som udtryk for en bevægelse der ville politisk eventyr og voldelig omvæltning, en opfattelse der lå Kropotkin fjernt. Han havde personlighedstræk der mindede om Gandhi og Albert Schweitzer. Forestillingen om at kunne ændre en uretfærdig samfundsorden af ulighed og undertrykkelse til det bedre var Bakunin og Kropotkin enige om, men hvor førstnævnte stadig opfattede sig selv som revolutionær romantiker i filosoffen Hegels følge, var Kropotkin reformist. Han ville bruge økonomiske, sociale og åndelige magtmidler i stedet for fysisk vold. Den ikke-voldelige anarkismes udspring findes i urkristendommen, fordi Jesus er den første anarkist der sætter kærligheden og tilgivelsen over loven, mennesket over samfundet. Således forstod Pontoppidan også spørgsmålet. Hans skildring af mandslingen er et portræt – ikke en bekendelse. De ord Pontoppidan lægger mandslingen i munden, viser os en revolutionsromantiker med en meget forenklet og idealiseret opfattelse af proletariatet. "De lider hellere al menneskelig Elendighed i deres mørke Huler, end de udsætter sig for at berøves Friheden under det offentliges Varetægt.5" Den påstand holder nok kun for et fåtal.
Anarkisten er således som type overalt til stede i forfatterskabet som en modsigelse, en protest, en provokation eller undsigelse, men altid udenfor, hvad enten han hedder Emanuel Hansted og er den bløde, asketiske type der vandrer mod sit Golgata, eller han er den politiske aktivist der som en bebrillet Loke færdes blandt folk for at puste til ilden ved enhver given lejlighed.
Pontoppidan ønskede i virkeligheden ikke at optræde i rollen som revolutionsromantiker selv om han sympatiserede med oprørets mænd.Som Dostojevskij elskede han lidelse og kamp, men han søgte aldrig som russeren ud over afgrundens rand. Han lader gennemgående sine personer standse op og søge ensomhed og fordybelse i stedet for martyrdøden. Nærmest kommer Emanuel Hansted som er parat til at ofre sit eget og sine nærmestes velfærd for at opnå det som for ham står som det rigtige, men grænsen mellem fantast og martyr er i det hele taget svær at trække, og den betyder meget for Pontoppidan hvis sans for helte og menneskeofringer er ledsaget af en ætsende ironi. Tolstojs kulturfjendske profetvirksomhed med Kreutzersonaten (1890) og Opstandelse (1899) der får en gribende afslutning da den 82-årige olding går hjemmefra og dør ensom på en afsidesliggende jernbanestation, tiltaler ham, men alligevel er han på samme tid både katastrofens og moderationens digter.
Nattevagt
Ved overgangen til 1890'erne, der falder sammen med Pontoppidans overflytning til København, stod man litterært set midt i en strid omhandlende realisme over for symbolisme. Bøger som Drachmanns Ostende-Bruegge (1884) og Verner von Heidenstams Renæssans (1889) indvarslede det store omsving fra realisme til nyromantik. Nattevagt (1894) er et indlæg i denne debat. Pontoppidan havde opholdt sig længe i Rom og haft lejlighed til at gøre studier i marken. Årene fra 1889 til 1892, hvor kongeparret havde guldbryllup, vakte en forsonlig stemning i Danmark, og romanen er et direkte indlæg i den aktuelle debat. Det gælder også for Jørgen Hallager der er i slægt med vandringsmanden i epilogen til Fra Hytterne og mandslingen i Illum Galgebakke. Hallager indføres siden i Lykke-Per som oprører og anarkist. Han bliver således aldrig et helt tilbagelagt stadium i forfatterskabet. Otto Kall i Asgaardsrejen (1906) og Niels Thorsen i Mands Himmerig (1927) er af samme støbning. De er alle frisindets gidsler i det borgerlige samfund og konstant på kollisionskurs med flinkeskolens præmiegrise. Det er i spændingsfeltet mellem Jøgen Hallager og Thorkild Drehling romanen henter sin styrke. Den er opbygget efter et strengt mønster, dvs. med dramateknisk komposition: eksposition, handling og konflikt, peripeti og tragisk afslutning. Romanens tema er ægteskabshistorien, dens hovedaktører danske kunstnere i Italien. Hele det 19. århundredes kunstnerproblematik drages ind i skildringen. Vi ser Jørgen Hallager, underklassedrengen, som det socialt-realistiske maleris anfører, Ursula, hans hustru som den sværmerisk anlagte pige fra middelklassen der forgæves søger at frigøre sig fra sit opvækstmiljø. Hallagers kunstnerklike går i opløsning efter at han har giftet sig med Ursula, og han ser ingen udvej for sig selv og sine lige. Han ender i bogens slutning som en skuffet fantast og idealist illustreret gennem bogens titel Nattevagt.
Nattevagt er altid blevet behandlet som en realistisk roman der debatterer kunst- og samfundsspørgsmål. Med hensyn til Italien diskuteres emner som antikken, renæssancen folkeliv og natur. I politik drejer det sig om arbejderbevægelse, socialisme og materialisme. Bogen er ikke fri for en snært af skematiseret livsanskuelsesdebat med tilhørende problemkatalog.
Det interessante er at den også udmærket lader sig læse som en opdateret og realistisk version af folkevisen om Agnete og Havmanden. På baggrund af den frygtelige medfart H.C.Andersens femakts drama fik hjemme i Danmark under digterens ophold i Rom vinteren 1833-1834, rammer Pontoppidan ned i en klassisk konflikt hvori kunst og køn spiller en central rolle. Hvis min antagelse holder stik, er den egentlige hovedperson i romanen Ursula, og forfatteren har ved at bruge folkevisen i en klassisk ramme vist at han gjorde overgangen til halvfemsernes symbolisme med. Allerede på bogens første side præsenteres Jørgen Hallager som et amfibium, havmanden med det røde skæg og de melankolske øjne, der dukker frem af dybet på Barberinipladsen hvor Berninis broncetriton pruster sin vandsøjle mod himlen. På samme måde er Ursula skildret som en skikkelse tæt knyttet til vandet som element, forvandlingsberedt, klædt i hvidt og med udslået hår. Initialsituationen genkendes fra Jens Baggesens gendigtning af visen:
Han stopped hendes Øre,
Han stopped hendes Mund;
Saa foer han med den Skiønne
Dybt ned i Havets Bund.
Mund paa Mund –
De favnedes og kyste sig
Saa trygt paa Havets Bund.6
Ursulas forhold til Jørgen er præget af erotisk besættelse. Vildmandsskægget og den blå smedeskjorte er klare signaler om Jørgens herkomst. Den erotiske tiltrækning på tværs af de sociale skel er psykologisk set hovedmotivet, og derfor er Ursula hele bogen igennem stillet i en valgsituation helt i stil med konflikten i en fransk klassisk tragedie – en situation hun ikke på nogen måde kan overskue, som Agnete heller ikke formår det i folkevisen. Hverken i folkevisen eller i Baggesens gendigtning er der dog tale om en socialt betinget konflikt, men for Pontoppidan er klasseforskellen hovedsagen. Kvinden der er stillet mellem to mænd, hvoraf den ene repræsenterer hendes eget kulturgrundlag og den anden et fremmed sæt værdier, er en parallel til Det forjættede Land hvor Emanuel på samme vis står mellem to kvinder. Parallellen gælder også for Agnete i H.C.Andersens drama. Der er ligheder mellem den følsomme, kvindagtige Hemming hos Andersen og Thorkild Drehling, lige som der er korrespondenser mellem havmanden og Jørgen. De har samme problem, dvs. de har kræfter, vilje, liv, men ingen sjæl. Det er dette valg Agnete og Ursula er stillet overfor: et broder-søsterforhold således som det er mellem Agnete og Hemming i Andersens stykke og mellem Ursula og Thorkild i Nattevagt, eller et mand-kvindeforhold med erotisk spænding, magtkamp og underkastelse. Lidenskaben udtrykker en feminisering af manden set i denne sammenhæng. Det er den Jørgen ubevidst ligger under for i sit forhold til Ursula, og det bliver derfor hans skæbne.
Både hos Andersen og hos Pontoppidan er udgangen tragisk. Agnete har som Ursula kun valget mellem at dø eller at lade sig integrere på de gamle betingelser. Hendes drøm om at virkeliggøre sin friheds- og storhedsdrøm gennem Jørgen ender i fantasteri. Rom er netop et billede på en undervandsverden, et sunket Atlantis hvor fortiden og døden har taget magten over mennesker. Ursula og Thorkild har begge dyrket Jørgen som den stærke, handlekraftige proletar der skal vidne om de brede lags liv og lidelser, men Jørgen kan overhovedet ikke male i Rom. Drømmen om den mægtige fornyelse har helt været knyttet til Jørgens person, men selv flirten med proletariatet og tilbedelsen af den fysiske terror som ligger lige under overfladen hos kulturmennesket, er ikke tilstrækkelig.Det store opgør i osteriet hvor den skandinaviske koloni har sit samlingssted, minder mere om et internt familieopgør end om et idepolitisk kampforum. De store samfundsspørgsmål trækkes ned i den personlige forurettelses sfære. Det er jo en svaghed ved Jørgen at hans inderste motiv til kamp er hævnfølelsen i forbindelse med den uret der er overgået hans far. Jørgen Hallager efterlades i slutkapitlet som den ensomme drømmer på sit nattesæde.
Jørgen Hallager har Pontoppidans sympati, men selv om forfatterskabet altid er blevet læst for det politiske budskabs skyld, så er Pontoppidan kun i indirekte forstand sin samtids digteriske historiker. Den litterære form kommer ikke alene fra virkeligheden, men også fra traditionen. Der er masser af skjulte litterære referencer i Pontoppidans små romaner især dem efter 1900.
Vi kan altså følge anarkisten som fantast, socialrevolutionær drømmer og forbryder gennem hele forfatterskabet i en linje trukket fra Thorkild Müller i Isbjørnen over Emanuel Hansted i Det forjættede Land, Jørgen Hallager i Nattevagt, Thora van Deken i Lille Rødhætte, der på mange måder foregriber oprøreren i Albert Camus’ Den fremmede ved Thoras totale foragt for samfundet og dets institutioner, over Otto Kall i skuespillet Asgaardsrejen til Niels Thorsen i Mands Himmerig.
Disse personer forfølger alle mere eller mindre en linje over i det umulige, men direkte adspurgt lægger Pontoppidan altid afstand mellem sine opdigtede figurer og sig selv.
Alligevel blev han ved med at tage samfundets grundanskuelser, dets institutioner og mennesker op til debat. Som litterær kunstner kan han selvfølgelig ikke undvære dem i sit arbejde.
Otto Kall
Borchsenius-reaktionen fra 1887 gentog sig i bogstavelig forstand i 1906, da Pontoppidan for anden gang i sit liv blev underkendt som dramatiker af Det kgl. Teater – ikke for det litterære indholds skyld, men for oprørets. Det er anarkisme at sætte hele samfundsordningen under debat, og det er hvad forfatteren rent faktisk gør efter 1900 med sine små romaner og det forkastede skuespil. Vi ser det bl.a. af hans korrespondance med Otto Borchsenius hvor han nærmest opfatter samfundets outsidere som udvalgte redskaber i en højere, men ikke altid borgerlig eller humanitær, sags tjeneste. Således skrev Pontoppidan d. 7.oktober 1906 fra Hillerød til sin gamle ven:
Jeg kan ikke give dig Ret i din Opfattelse af mit Skuespil, hvor der er langt mere Medfølelse og langt mindre Haan, end du har fundet deri. –
Otto Kall er ikke mit Talerør, og jeg vilde meget nødig ligne ham. Naar jeg har tegnet ham med Sympati, er det fordi jeg bag ham har skimtet noget større, for hvilket han er Redskab. Underligt, at du f.Eks. ikke har lagt mere Betydning i den Moderens Hjertegraad, der i sidste Scene faar ham til at vende sig bort som en Mephisto ved Synet af Krucifikset.
I Asgaardsrejen (1906), hvis titel hentyder til en skare natlige genfærd i et digt fra Welhaven, men som for den sags skyld også har en parallel i Ingemanns Paa Sjølunds fagre Sletter, kommer en tidligere journalist og forfatter, Otto Kall, der har gjort halvfjerdsernes felttog med, efter tyve års forløb på besøg hos sin svoger rektor Nordby, der i ungdommen var hans ven og medkæmper, men som nu er blevet en fremtrædende og indflydelsesrig mand i en østjysk provinsby. Otto Kall er fattig og syg, og han er kommet for at få en smule rekreation, men i stedet for at hvile ud sætter han sin niece, Ragna, op mod hjemmet. Hun bryder sin forlovelse med etatsråd Grunnerts søn og følger onkelen til København for at blive journalist.
Stykket er et regulært treaktsdrama, velskrevet og fast komponeret, men uden egentlig berøring med de tidlige strømninger af ekspressionisme der i disse år rørte sig på teatret. Det er først og fremmest et stykke som vil diskutere spørgsmål om kunstnerkald, kærlighed og radikalisme. Dersom Pontoppidan havde valgt at lade den tyveårige Ragna være hovedperson, ville kvindesag og kvindefrigørelse have været stykkets egentlige tema. Handlingen lægger op til det, for den længe ventede forlovelse mellem Ragna Nordby og Harald Grunnet, nybagt godsejer og arving til Vejlbygaard efter etatsråd Grunnert, er et pant på forsoning mellem de konservative og de radikale efter en årelang strid. Anledningen er også rektor Nordbys 25-årsjubilæum, og etatsråden kan i den anledning efter sigende udvirke et ridderkors til rektoren. Imidlertid er Ragna et problem for sig selv og sine nærmeste. Som den frihedselskende Naomi i H.C.Andersens Kun en Spillemand forelsker sig i en berider og løber bort med ham, gør også Ragna forberedelser til at flygte fra provinsbyen. Hun er ved at ødelægge sig selv, siger fru Nordby. Harald frier til hende, og da hun har været i seng med ham en enkelt gang, mener han at have et retmæssigt krav på hende, men hun vil ikke vide af ham og sætter sig i stedet under et kastanjetræ med den syge Otto Kall for at læse højt for ham. Hun vedkender sig sin skæbne som en arv efter den kendte, radikale skribent, hvorimod Kalls forhold til hendes broder og til Harald Grunnert, som begge to er lovende, unge mænd, består i at de hvæser af hinanden. Rektor Nordby er skildret som en skikkelig mand der er tilhænger af sociale fremskridt og et nøjsomt frisind, men en virkelig hykler er han ikke. Otto Kall har muligvis ingen ret til at være skuffet over sin ungdomsven der, når han stod på en talerstol, lignede en ung gud der styrer menneskehedens fremtidsskæbne. Nu nøjes han med at bestyre en gymnasieskole. Han er en af de radikale der nyder fuld, borgerlig anseelse som statsbetalt forhenværende oprører – men hans problem er ikke at han er uhæderlig, snarere at han er ubetydelig, og Otto Kall må selv tage konsekvenserne af at have fejlbedømt ham.
Otto Kall, den blinde og syge gamle mand, kommer mere og mere til at ligne en senromantisk digter, le poète maudit, der med sit ægte frisind betaler den fulde pris for at være oprørsk. Hans foragt for de to unge, stræbsomme mænd er uden ende:
I ligner godt nok jeres Ophav, salig Konferensraaden paa Frederiksberg og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas (…) I sølle Bellletrister! Men jeg skal sige jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af alt. Det er som at sidde som traurige Aber med Hovedet paa skæve og lyske sig7, naar der rundt om i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med jer! Der hører I hjemme!8
Otto Kall synes at være en person, som ikke er bleg for at påkalde både Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann, når han siger: "Der vil vokse en Ungdom op, der igen vil forstaa, at Friheden er en hellig Sag, som stadig kræver Blodvidner!" Eller når han fremmaner de døde forfædre fra Ingemanns epos De sorte Riddere, idet han siger: "Men naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner Gravene sig, og Helvede slippes løs. Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til Kamp og nye Eventyr…"
Asgaardsrejen er en lang bekendelse til den romantiske helt, den vilde jagt og elverlandet, men det har også karakter af en besværgelse, for i den sidste ende vil forfatteren ikke identificere sig med sin egen helt. Har Pontoppidan med vilje udstyret Otto Kall med en åndelig forførers dæmoniske egenskaber?
På grund af nogle ligheder med forfatteren selv – bl.a. en hentydning til Kalls fængselsstraf for en blasfemisk artikel og hans skilsmisse – satte man lighedstegn mellem hovedperson og forfatter. Det er denne opfattelse der energisk dementeres af Pontoppidan selv. Og længere kommer vi nok ikke med denne analyse af udtalelsen: "Hold galden flydende" Som digter forbeholdt han sig retten til at understrege modsætningsforholdet mellem kunstner og borgerskab, men han vidste også at social prestige og penge er med til at bilægge konflikter, og at alle kunstnere mest af alt dyrker eftermælet.