Hamskifte, kapitel 6

Af Henrik Pontoppidan

106 E127

Sjette Kapitel

Efter et kort Besøg i Randers kom jeg i Begyndelsen af Avgust¹ tilbage til København. Jeg snappede efter Luft i den sommerdøde By og maatte ud paa Langelinje for at aande. Ingen af mine Venner eller Studiefæller var endnu kommen dertil efter Ferien. Schaff f. Ex. søgte jeg forgæves baade i det Hospital, hvor jeg sidst havde set ham, og i det fjerde-femte Klasses Pensionat i en af Vesterbros tristeste Sidegader, hvor han plejede at holde til. Dertil kom andre Skuffelser, der mødte mig ved Tilbagekomsten. Min Stilling hos Tømrermesteren var under min Fraværelse bleven givet til en anden, hvilket let kunde være bleven en virkelig Katastrofe for mig, Arven efter min Morfar havde Rejsen fortæret indtil sidste Hvid, og 107 jeg skyldte i Forvejen baade hos Skrædder og Skomager.

Men atter en Gang var Lykkens Fe mig huld. Da det saa' allermørkest ud for mig, tilkastede hun mig en Gave, en vægtig Børs, der betryggede, ja forgyldte min Tilværelse i et Aar eller mere. Det var Professor Holten, der ved Semesterets Begyndelse kaldte mig til sig og overdrog mig at besørge en saakaldt Overtryksudgave af to Forelæsningsrækker, den ene over mekanisk, den anden over kemisk Fysik, to store Bind, der tilsammen vilde blive paa omkring tusinde Sider². Arbejdet skulde fremstilles paa Grundlag af Holtens eget E128 Manuskript, var for saa vidt altsaa rent mekanisk; men det krævede alligevel et indgaaende Kendskab til Emnerne, især paa Grund af de mange oplysende Tegninger, der skulde indflettes i Texten. Det var Staten, der bekostede Udgivelsen, og da Fremstillingsmaaden var ny og uprøvet herhjemme, blev Arbejdet ogsaa for mit Vedkommende usædvanlig godt betalt. Hvorledes det var gaaet til, at denne 108 Fortunatuspung netop faldt i mit Skød, fik jeg aldrig rigtigt Rede paa. Men maaske har Holten forstaaet, at jeg havde lidt en Skuffelse ved ikke at komme med paa Grønlands-Ekspeditionen, og trods sine mange Skrøbeligheder var han et sjælden varmhjertet Menneske, der ikke glemte dem, han en Gang havde faaet Godhed for.

Med alt det, der saaledes – ganske uventet – lyste op i min Tilværelse, følte jeg mig dog slet ikke lykkelig. Det var, som om jeg ikke kunde blive glad mere. Bestandig gik min første Tanke, naar jeg slog Øjnene op om Morgenen, paa Langfart til det lille Væverhus i Lauterbrunnendalen og vendte dybt fortvivlet tilbage. Men naar jeg udelukkende søgte Aarsagen til min Tilstand i denne ulykkelige Sommerforelskelse, var det dog en Vildfarelse. Forklaringen var i hvert Fald for en Del at finde helt udenfor Bevidsthedslivet, i de Sindets dunkle Afkroge, hvor ingen Tanke kan trænge ind. Jeg kunde til Tider have en mærkelig Fornemmelse af, at et fremmed Jeg var i Færd med at vokse frem i mig som et Foster. En pinagtig 109 Fornemmelse, der fyldte mig med Lede og mørk Uro, – saadan som velsagtens et Dyr maa føle det umiddelbart foran et Hamskifte.

Adskillige Aftener tilbragte jeg denne Vinter i Teatrene, særlig i det kongelige Teater, hvor jeg blev en Slags Stamgæst i Galleriet. Efter en Aften hendrømt i en af de billige Sideloger, hvorfra man kun kunde se den ene Halvdel af Scenen og derfor idelig blev overladt til egne Betragtninger, vendte jeg hjem med Ideen til et helt Skuespil i Hovedet. De følgende Aftener gjorde jeg en Række Notater, og da jeg mærkede, hvordan Optrin efter Optrin helt mirakuløst udfoldede sig som Bladene paa en Jerikorose, der er lagt i Vand, fortsatte jeg med Arbejdet Nat efter Nat i den Tanke at faa et stort tragisk Kærlighedsdrama ud deraf. Skuepladsen var en Dalstrækning i Schweiz, og Handlingen temmelig nøje kalkeret over mine egne Oplevelser dernede. Af Forlegenhed nævnede jeg ikke dette natlige Digteri for nogen, hemmeligholdt det endogsaa for Johan Rohde. Den eneste, jeg maaske kunde 110 have tænkt at gøre til min Fortrolige, var Schaff, fordi jeg hos ham kunde faa lidt Vejledning ved den endelige Udførelse. Men med Schaff havde Skæbnen atter tumlet E129 højst eventyrligt. Efter sit Hospitalsophold havde han af en rig, finsk Tømmerhandler, der skulde tilbringe nogen Tid ved et Badested i Pyrenæerne, ladet sig engagere som sprogkyndig Rejsesekretær, og det forlød, at han nu var havnet i Paris og levede der som Bladkorrespondent. Saa kastede jeg en Dag det halvfærdige Stykke ned i min underste Kommodeskuffe, hvor det blev liggende urørt, tilsidst næsten glemt, indtil det et Aarstid efter ved et Tilfælde kom for Dagen og uformodet tog et Stik hjem i Spillet om min Fremtid. Men herom skal der senere blive fortalt.

Her maa nu være Stedet til at omtale den af Sagn og Anekdoter saa omspundne Professor Holmberg, Anstaltens første og i 111 mange Aar eneste Lærer i alle de forskellige Ingeniørfag, der senere blev fordelt paa flere Hænder. Han var bleven ansat saa sent som i 1858. Først da var det gaaet op for Myndighederne, at der til en teknisk Højskole ogsaa hørte en Lærestol i Ingeniørviden. Men dette forklarer jo, at der endnu paa den Tid – 50 Aar efter Anstaltens Oprettelse – stadig maatte indkaldes fremmede Ingeniører til Landet, for at faa anlagt de Jernbaner, Gasværker og andre moderne Indretninger, som Udviklingen i stigende Grad krævede.

I Randers boede i mine Skoleaar en hel Koloni af engelske og skotske Ingeniører, der var Ledere af nye jyske Baneanlæg³. De havde i Nærheden af Byen lejet en stor Mark og indrettet den til Boldplads, og udenfor Indhegningen stod vi Drenge og stirrede forbavset paa disse Fremmede, der i de mærkeligste Dragter, under høje Raab og iltre Fagter løb frem og tilbage i et Spil – Kricket – som vi den Gang ikke kendte. Det var som en af disse ungdommeligt interesserede 112 Tilskuere, jeg i sin Tid slog fast for mig selv, at Ingeniør var det eneste, jeg brød mig om at blive. Her formedes desuden mine tidligste Forestillinger om, hvordan en rigtig Ingeniør skulde være og se ud. Men en bedrøveligere Modsætning til disse sportstrænede, muskuløse Mandfolk end Professor Holmberg kunde man vanskeligt forestille sig. Ogsaa han tilhørte paa sin Vis ganske Vaudevillen. At tænke sig ham med nøgne Knæ og opsmøgede Skjorteærmer som Bowler bag et Kricketgærde var i hvert Fald ikke muligt. Naar han kom gaaende henad Gaden med sin unaturligt høje Hat med Galoscher og Familjeparaply, lignede han en værdig Pastor emeritus ude fra Frederiksberg⁴. Men med dette smaakomiske Udseende og et Væsen, E130 der svarede dertil, var han i Virkeligheden en langt mere fremragende Tekniker end de udenlandske Kraftkarle, jeg som Dreng havde forset mig paa. Naar dansk Ingeniørvirksomhed nu har vundet Anerkendelse mange Steder i Verden, har Holmberg sikkert sin Del af Æren derfor. 113 Han havde al den nøjeregnende Aarvaagenhed overfor de smaa Ting og deres Betydning, der – mærkeligt nok – har bidraget saa mægtigt til Teknikens Udvikling i vor Tid.

Et Vidnesbyrd derom fik vi, hans Elever, da vi en Gang under hans Ledelse foretog en Studieudflugt til Helsingborg, hvor man var i Færd med at bygge en ny, stor Tørdok. Vi blev modtaget af en flot, engelsk præget Overingeniør, ved Siden af hvem vor Professor til vor Beskæmmelse tog sig helt bedemandsagtig ud. Vi blev ført rundt paa Arbejdspladsen, fik forevist Tegninger og Overslag, og hele Tiden ventede vi, at Holmberg skulde sige noget anerkendende om det store Foretagende. Det blev dog kun til et Par forsigtigt fremførte Spørgsmaal. Men paa Tilbagerejsen med Damperen samlede Holmberg os paa Dækket og fremsatte her en omstændelig Kritik af Foretagendet, udtalte navnlig Frygt for, at Dokkens Bund skulde vise sig at være for svag til at modstaa 114 Grundvandets opadgaaende Tryk under Tøbrud eller efter stærke Regnskyl. Vi unge fandt som sædvanlig hans Indvendinger filistrøse. Vi var svært imponerede af, hvad vi havde set, var desuden opstemte efter et festligt Traktement, der med svensk Gæstfrihed var bleven givet os inden Afrejsen. Men ikke længe efter læste vi en Dag i Aviserne⁵ om en stor Katastrofe i Helsingborg. Med et mægtigt Brag var den nye Dok sprunget læk, og Grundvandet havde fyldt Bassinet, – ganske som Holmberg saa sagtmodig havde forudsagt det.

En af de Opgaver, Holmberg gav mig at løse, da jeg var kommen saa vidt, at jeg stod foran den afsluttende Examen, var et Projekt til en underjordisk Rørledning fra Lyngby til Taarbæk. For at kunne afstikke Linjen til et saadant Anlæg og beregne Udgifterne, maatte jeg i Eftersommeren lægge mig ud i Dyrehaven, hvorigennem Ledningen 115 skulde føres, og her foretage et ret omfattende Opmaalings- og Nivelleringsarbejde⁶. Jeg logerede mig ind hos den samme Skovløber, hvor jeg tidligere havde boet, da jeg sammen med min Aargang havde Landmaalingsøvelser i Dyrehaven under Professor Freuchen⁷, og ligesom den Gang fik jeg Kosten paa Eremitagen, der ikke som nu var en lukket Helligdom forbeholdt Kongehuset, men hele Aaret – ogsaa E131 om Vinteren – stod aaben for Skovgæsterne. I Hovedetagen var en almindelig københavnsk Restavration med kjoleklædte Tjenere; nede i de højt hvælvede Kælderrum en hyggelig Beværtning af mere folkelig Art, og her var det, jeg daglig spiste i Selskab med Kaperkuske og andre jævne Folk, ogsaa hele Familjer, der medbragte egen Madkurv og dækkede op paa Kælderens smaa Borde.

Her traf jeg jævnlig Dyrehavens berømte Skytte Peter Liep⁸, som jeg godt kendte fra mit tidligere Ophold og nu igen blev Ven med. Pudsigt var det især at møde denne skovtroldsagtige Kæmpe med det høstlig 116 brogede Fuldskæg, naar han havde gjort sig ukendelig i en af de mange Forklædninger, han var nødt til at anlægge i Skoven for at komme Dyrene paa Skudhold, f. Ex. som gammel Kælling med stor Kyse og en lang Kaabe, der kunde skjule Bøssen. Var han i sine egne Klæder, kendte Dyrene ham paa lang Afstand og satte afsted i vild Flugt. Flere Steder i Skoven havde han indrettet sig Baghold i enligt staaende, kunstigt udhulede Træstød med Skydehuller til alle Sider. Time efter Time stod han derinde og ventede paa, at den Rudel og det bestemte Dyr i Rudelen, han havde Ordre til at nedlægge, skulde komme der forbi. Som den Mesterskytte, han var, satte han saa Skuddet saa præcist ind bag Bovbladet, at Dyret "forendte i Knaldet", som det hedder i Jægersproget.

Han selv fik nok tilsidst en lignende brat Død. Sagnet fortæller derom: Han sad en Vinteraften sammen med et Par Venner i sit Hus ude ved Hjortekæret og spillede L'hombre, der var hans Yndlingsspil. Han 117 havde en Tid siddet i Uheld og var bleven rød i Kammen; men netop som hans Kone for at trøste ham havde sat en ny, rygende Toddy foran ham, fik han stort Spil, slog Haanden i Bordet og meldte "Solo". Han havde tilmed det Held, at Forhaanden straks spillede ud i hans Renonce – han skulde altsaa stikke med sin mindste Trumf; men Haanden blev liggende paa Bordet og rørte sig ikke. "Saa stik dog, lille Mand!" sagde hans Kone, der var bleven staaende bag ham for at følge Spillet. Men Haanden rørte sig stadig ikke. Hans store, svære Hoved sank derimod tungt ned mod Brystet. Han var død. Derfor det Mundheld mellem gamle Jægere og L'hombre-spillere: "At forende som Peter Liep med en oplagt Solo paa Haanden og en friskbrygget Romtoddy foran sig – det kan man vel nok kalde for Tragedie."

118 E132 Hvert Aar ved Midsommertid blev der paa Eremitagesletten afholdt et to Dages Hestevæddeløb⁹ – Landets og Aarets eneste den Gang. Det var Fødselsaristokratiets og Børsadelens aarlige Mønstring, en Rangklassernes Parade, hvor kun faa af dem, der havde Ret til at køre med Blinker¹⁰, holdt sig borte. Navnlig den første Løbedag udfoldedes der paa Sletten en Pomp og Pragt, som var det en af Nationens højhelligste Festdage. Hele Kongefamiljen lige til de smaa Prinser og Prinsesser mødte i firspændige Ekvipager omgivet af en bereden Æresgarde af højtstaaende Officerer med vajende Hattefjer, og baade foran og efter det kongelige Vogntog red Afdelinger af galaklædte Husarer. Ude paa Sletten stod endnu Skelettet af den lange Tilskuertribune og nogle andre midlertidige Træbygninger, der var bleven rejst i Anledning af Sommerens Stævne. Men omtrent samtidig med mig var et Par raske Tømmersvende kommen derud fra København og havde givet sig i Lag med Nedbrydningen. De vakte min Opmærksomhed, 119 fordi de altid sang ved Arbejdet. Hvorsomhelst jeg stod med mit Nivellerapparat, kunde jeg i den høstlig stille Luft høre deres smukke tostemmige Sang sammen med Hammerslagene. Og det var ikke Knejpemelodier eller de gængse Rantzauske Revyviser¹¹, der lød ud over Sletten, men Fædrelandssange, Folkeviser, undertiden ogsaa Salmer.

En Dag kom jeg til at sidde ved Siden af dem i Eremitagens Kælderstue. Det blev til en Samtale og bagefter til en Tobakspassiar udenfor under Bøgekronerne. De havde begge en Vinter været Elever paa den landskendte Vallekilde Højskole¹², hvortil der var knyttet et Annex for Bygningshaandværkere. Det interesserede mig at høre derom, fordi min Broder Morten nylig var flyttet fra Randers for at overtage en mindre Højskole ved Hillerød¹³, et Skridt, jeg ikke forstod og havde rystet alvorligt paa Hovedet af. Bekendtskabet med disse to friske og fornøjelige Tømrersvende, som jeg fra nu af daglig spiste sammen med, gav mig dog et helt andet Syn paa Forholdet, og det var med 120 virkelig Sorg, jeg skiltes fra dem, da de – længe før jeg selv kunde afslutte mit Arbejde – rejste tilbage til København. Jeg kom til at savne baade deres opmuntrende Selskab og deres Sang. Ensomheden i den allerede gulnende Skov¹⁴, og Synet af det stadig tættere Bladefald,¹⁵ virkede nedstemmende paa mig. Dertil kom ogsaa noget andet. Jeg havde hørt dem tale om, at de til Foraaret vilde ud "paa Valsen", vilde vandre paa deres Haandværk ned gennem Tyskland til Schweiz og maaske videre sydpaa til de varme Lande. Det var en Tale, der havde rørt ved saarbare Minder hos mig og kaldt gamle Eventyrdrømme E133 tilbage i mit Sind. I voksende Mismod traskede¹⁶ jeg om Morgenen ud til mit ensformige Arbejde og ønskede bare, at jeg snart kunde slippe det og komme tilbage til Byen – bort fra mig selv og de mange pinefulde Tanker og Tvivl, der her i Ensomheden forfulgte mig.

Det blev dog rigtig Efteraar og Kulde, før jeg kom til København; og her fik jeg at vide, at Schaff nu var kommen hjem fra Paris 121 i en saa elendig Forfatning, at han vist ikke kunde leve. Det var stadig Nyrerne, det var galt med. Jeg opsøgte ham straks og fandt ham i hans gamle Vesterbropensionat i et uhyggeligt Portværelse, der vendte ud mod en Gaardsplads opfyldt med al Slags Skrammel. Han sad i en Armstol med Fødderne oppe paa en anden Stol og var rullet ind i et Tæppe som i et Svøb. Hans Udseende forfærdede mig næsten. Det gustne og skrækkeligt afmagrede Legeme lignede allerede et Lig. Da han genkendte mig, nikkede han dog helt fornøjet, og da jeg spurgte til hans Befindende, afviste han Spørgsmaalet med sin sædvanlige, galgenhumoristiske Grimace. Han vilde overhovedet ikke tale om andet end sin Rejse og de mange interessante Bekendtskaber, han havde gjort i Paris og andre Steder. At ogsaa jeg havde været udenlands, siden vi saaes, syntes han ikke at mindes, og selv nævnede jeg ikke noget derom.

Hele dette regnfulde og triste Efteraar saa' jeg ofte ud til ham, sad tilsidst næsten daglig 122 hos ham i hans triste Pensionatsværelse, der paa Grund af Ophobningen af Bøger og Savnet af Reoler mest lignede et Pulterkammer. Og altid var det om sine Pariser-Oplevelser, han talte, navnlig om de mange revolutionære russiske E134 Emigranter, han havde gjort Bekendtskab med dernede. Han havde lært sig Russisk for at kunne læse Landets store Nutidsdigtere i deres eget Sprog, Lermontov, Gogol, den "ulveagtige" Michael Saltikow¹⁷ o.s.v. – en Literatur, som endnu var ganske ukendt hos os. Kun Turgenjev var bleven oversat; men ham vilde han ikke rigtig anerkende som gyldigt Udtryk for russisk Aand. Hans Romaner og Noveller var fransk præparerede, paastod han. Mange af hans Udtalelser overraskede mig i det hele taget. Mens han tidligere altid havde talt respektfuldt om Georg Brandes, indsæbede han ham nu ved enhver Lejlighed med sin harskeste Spot og sammenlignede den literære Bevægelse, Brandes havde rejst herhjemme, med den Sensation en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i 123 Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor¹⁸. Det var overhovedet ikke mere fra Frankrig, men fra Rusland, han ventede Aandslivets Fornyelse, ligesom det var det russiske Folk, der nu i hans Øjne var det benaadede, som bar Verdens Frelser under sit Hjerte.

Uge for Uge svandt han ind. Der var tilsidst ikke meget andet under den citrongule Hud end Skelettet. Samtidig var hans Blik og Udtrykket i hans Ansigt bleven mere og mere overjordisk. Han var selv ganske klar over sin Tilstands Haabløshed denne Gang; alligevel nægtede han med stor Bestemthed at lade sig indlægge paa et Hospital. Han vilde dø i sin egen, lappede Skjorte, sagde han, ikke i Hospitalernes Narredragt. En Dag op imod Jul blev hans sidste. Jeg kom derud i Mørkningen, netop som Lægen var gaaet derfra efter at have givet ham et Moskuspulver¹⁹. Hans Værtinde, en afblomstret forhenværende "Damefrisørinde", i hvis talrige Elskerskare han vistnok en Gang havde været indrulleret, lukkede op for mig og fortalte, hvordan det stod til. Hun førte mig ind 124 i det halvmørke Kammer, hvor der kun brændte en lille Vaagelampe. Schaff var allerede saa dybt nedsunken i Moskusdøsen, at han ikke aabnede Øjnene. Dog mærkede han vistnok, at der stod nogen ved hans Seng, for jeg hørte ham mumle nogle Ord i et fremmed Sprog, idet han med en vrængende Grimace vendte Ansigtet bort. Jeg blev staaende ved Sengen ogsaa efter at Værtinden var gaaet ud af Stuen. Mange forvirrende Erindringer strømmede ind paa mig, og jeg forudfølte i disse Øjeblikke, at Mindet om ham længe, maaske altid vilde leve i mig og sysselsætte mine Tanker. Men mon det nogensinde skulde lykkes mig at udgrunde mig selv i mit Forhold til dette gaadefulde Menneske? Jeg tvivlede.^'1

Da jeg igen stod ude paa Gaden, var de lange Lygterækker tændt. Jeg blev et Øjeblik staaende raadvild. Det var blevet Spisetid; men jeg var slet ikke oplagt til at gaa hen i Admiralgade²⁰ og sidde mellem Folk, der aldrig havde kendt Schaff, knap nok anet hans Existens²¹. Paa Vejen til Byen bestemte 125 jeg mig da til at gaa ind i en eller anden Restavration for at være alene.

De fleste af Byens bedst kendte Spisesteder den Gang laa i dybe Kældere og havde Navn efter Værten. Man talte om Olsens Kælder, Ginnerups Kælder o.s.v. Selv i det fornemme Bredgadekvarter laa et af de mest ansete Køkkener tre Alen under Jorden (Schrams Kælder²²). Jeg gik ned i en af dem paa Strøget uden at tænke paa, at jeg for ikke længe siden havde haft en uhyggelig Oplevelse der. Sammen med Rohde havde jeg en Aften siddet dernede, da en ældre Herre og en ung Dame, Far og Datter, øjensynlig Provinsfolk, kom derned og tog Plads ved et Bord overfor os. "Vi ønsker at dinere," havde Manden E135 sagt til Tjeneren og forlangt Spisekortet. De var begyndt med Østers og en halv Flaske Champagne blandet op med Porter; siden fik de Fuglevildt og en eller anden Dessert. Ved Kaffen havde den unge Pige skyndt sig bort for at gøre et Par Indkøb, inden Butikkerne lukkede. Da hun var gaaet, kaldte Faderen igen paa Tjeneren 126 og forlangte en Kognak. "En trestjernet!" sagde han med formanende oprakt Pegefinger. Det blev hans sidste Ord i denne Verden. Kort efter faldt Cigaren ham ud af Haanden, og han sank sammen i Sofahjørnet. Tjenerne styrtede til, og mens Herrerne rundt om i Lokalet strakte Hals og Damerne gysende gemte sig bag deres Servietter, blev Manden samlet op og baaret ud.

Idet jeg nu mindedes denne Scene, gik Tankerne tilbage til det stille Dødsværelse, jeg lige havde forladt, og uvilkaarligt sammenlignede jeg Schaffs frygteligt udtærede Legeme med denne robuste Levemand, der smertefrit udaandede med et Dusin Østers og en stegt Rype i Maven. Jeg huskede, at Schaff en Dag, da han havde haft Besøg af en Slægtning fra sin Hjemegn, en stor og lemmestærk Proprietær, havde citeret sin Lidelsesfælle Heine. "Et saadant kærnesundt Individ er dog endnu bare et Dyr undervejs til at blive Menneske"²³. Og han havde tilføjet, at først naar vi havde rendt Hornene af os og mistet Brølet, gik det til vor Forfærdelse 127 op for os, at vi hørte hjemme i en Kvægstald.^'2

Han havde sagt dette uden det tvetydige Smil, hvormed han plejede at sige den Slags Ting, og jeg havde siden ofte tænkt paa, hvad han kunde have ment med den alvorlige Udtalelse. Han havde en Gang advaret mig mod at bedømme Folk efter deres Ansigt, for det var i Almindelighed slet ikke deres eget. Havde han maaske selv levet et skjult Liv bag mange skiftende Masker? Og i saa Fald – hvorfor? Nu, da han var død, vilde jeg velsagtens aldrig faa det at vide.

(Fortsæt til kapitel 7)