det lumsk ironiske Smil
Henrik Pontoppidan: Højsang. Skildring fra Alfarvej. Illustreret af N.P. Mols. Forf.'s Portræt tegnet af P.S. Krøyer. 266 S. (Det Schubotheske Forlag).
Endnu har Efteraarstiden intet særdeles nyt bragt af dansk Literatur. Stuckenberg har offenliggjort en god Bog, men Halvdelen af den var kendt i Forvejen; Karl Larsen har samlet de tidligere trykte Rejsebreve; Forfatteren af Den gamle Stue har fortsat denne Bog netop i den Tone, der skabte den første Parts Sukces, og naar den halvsvenske Fru Malling lige har udsendt en halvfransk Memoire-Efterligning, er heller ikke denne væsensforskellig fra Forgængerne. Med store Glæde modtager derfor Yndere af dansk Literatur en ny Bog af Henrik Pontoppidan: man har paa Forhaand den sikre Fornemmelse, at her vil man finde noget, der overrasker, pirrer og ægger.
Pontoppidan leverer af den Forfatter, der foregives at have nedskrevet en Ungdomserindring i Højsang, følgende Portræt, der vel nok tør siges at besidde endel af et Selvportræts Værdi:
Ærligt talt, trods alle i Doktorkapper formummede Tosser, foretrækker jeg at være, hvad jeg er: et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt – en Pedant, om man saa vil, hvis eget aandelige Livs Ernærings- og Fornyelsesprocesser forløber rolig og regelret uden nogen ved sygelig Gæring fremkaldt Oppustning med dertil hørende Angst-Bespændthed og Stemningskolik og Angerens uophørlige Orme-Kneb; og som i hvert Fald ikke tillader sig at tage Ordet uden at have forvisset sig om, at Pulsslaget er normalt og Tungen ikke belagt.
Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt – det er de to vigtigste Bestemmelser i ovenstaaende Passus. Det kan hænde, at de ikke fuldkommen passer til den halvgamle Filolog, der er Forfatterens Talerør, men desbedre stemmer de overens med Pontoppidans eget Væsen. Vi besidder ikke for nærværende Tid i dansk Poesi saa mandigt et Sind som det, der udtaler sig gennem Pontoppidans Skrifter. Han staar saa støt paa sine Ben og sér sig saa overlegent omkring. Utvivlsomt har han gennemgaaet en Udvikling: han begyndte med Rousseau, og han har endt med Voltaire og Diderot. Og det er saare godt, thi hvis der er noget, som dansk Aandsliv trænger til ved dette Aarhundredes Slutning, saa turde det være en Tilbagevenden til den Filosofi og den Samfundsbetragtning, der kommer til Orde i de to store Skribenters Værker. Nutildags er det blevet Mode at fremhæve Rousseau paa Voltaires Bekostning, og man kan finde Spor af denne Mode, der hænger sammen med den alle politiske Partier fælles Frygt for udtalt Fritænkeri, selv i et saa udmærket humanistisk Værk som Professor Høffdings Rousseau1. Og i hvert Fald for Rousseaus Idéer er der ikke længer Brug, medens man vel maa ønske, at den Tankens Klarhed, der var Voltaires, og den Sindets Ligevægt, der var Diderots, kunde modsættes den Forvirring, hvormed Alt sammenblandes, alle Standpunkter sløjfes, alle Tanker afstumpes i et hyggeligt lille loyalt og teologisk Samfund.
Man priser derfor Mænd som Henrik Pontoppidan, der ikke bøjer sig – ikke politisk, ikke religiøst, ikke smaaborgerligt. Han er den, han er, og han staar alene. Han blander sig aldrig mellem det 'hele Kjøbenhavn', der saa pudsigt efterligner 'hele Paris'. Han har ingen Trang til at have sit Navn og sit Opholdssted og sine Rejser figurerende i Aviserne, til at indvie Publikum i sine private Affærer gennem Bøger og Artikler, ingen Lyst til at vise sit Ansigt eller hæve sin Stemme, hvor danske Mænd og Kvinder er forsamlede til Alvor eller Gammen. Der vil findes Mange, der ikke kender hans Udséende, skønt de har beundrende læst hans Bøger. Paa disse mange er maaske det Portræt beregnet, der ledsager Højsang, og som er tegnet af Krøyer. Det er trods adskillig Lighed ikke ganske vellykket, hvad der maaske kan ligge i Udførelsen. Udtrykket er altfor opspilet eller forklaret, der fattes det Vigtigste: det lumsk ironiske Smil om Pontoppidans Læber.
Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.
Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora2, en Messalina3, en George Sand4 – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:
– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?
– Du skal tie! … Du lyver.
Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.
Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed.
E.B.
