Højsang
Literatur
"Høisang" af Henrik Pontoppidan. (Schubothes Miniatur-Bibliothek, Det Schubotheske Forlag).
"Skildring fra Alfarvei" er Undertitlen, der synes at staa i Modstrid med Hovedtitlen, thi en egentlig "Høisang" har jo ikke hjemme paa Alfarvei. Dette Ord maa nu ei heller forstaaes helt bogstavelig. Historiens Fortæller drager netop til afsides Egne, bort fra Hovedstaden og det Dagligdags, ud paa Vestjyllands Hede, ind mellem Klitterne. Og han drager netop fra Alfarvei for at gjøre et Ridt ind i det gammel-romantiske Land, som Poeterne have sunget om. Han har ikke fundet den høie Aands Liv i Kjøbenhavn og ikke de store Følelsers Rige paa Kristianshavn, hvor han har forlovet sig med en ganske borgerlig Pige, en Boghandlers saare søde Datter. Han havde drømt om at færdes i ganske andre Sfærer af Intelligens og af Lidenskab med Jubel til Solen og alle Stjerner, med den dybeste Fortvivlelse i knugende Nattemulm. Følgelig gjør han det forbi med den lille Kathrine paa Kristianshavn og drager ud i den vide Verden, foreløbig til Fædrelandets mindst kultiverede Natur med Hedens Sand og Vesterhavets Vand. Han søger, hvad han ikke har fundet østerpaa, og han finder. Hvad han finder, er imidlertid ikke just den Poesi, han har drømt om. Foruden almindelige Almuemennesker i en yderst landlig Kro træffer han nogle Folk af lidt finere social Beskaffenhed, et Par Propritærer og en Klitassistent. Hos den ene af hine bliver han en kort Tid Gjæst, og han oplever nu virkelig et Drama. Husets Herre er en brav, men maaske lidt kjedelig Mand, en hæderlig Opdyrker af Eng og Skov, men ulykkelig gift med en Dame, hvis fine Hænder og udtryksfulde Øine ere hendes bedste Egenskaber, hvorimod hun for Resten er lidet elskværdig og ikke lidt forkvaklet eller forskruet. Hun har visse "literære" Interesser, især for russiske Forfattere med Tungsind og Vildsind, som er gaaet hende over i Blodet. Næst disse Repræsentanter for ulykkelige Mennesker i et mislykket Ægteskab møder Fortælleren i Klitassistenten en Person, der end mere er romantisk abnorm, et godt Hoved, men iøvrigt et ganske uheldigt Subjekt, der drikker som et Geni og slutter med at skyde sig ihjel som et hyper-aandfuldt Over-Menneske.
Man kan jo ikke sige, at den Slags Forhold og Hændelser, henlagte til de vestjydske Scener, ligge lige paa Alfarvei. De ere selvfølgelig dog her kun for den kunstneriske Virknings Skyld transponerede fra mindre afsides Steder og transformerede med den Omdigtning, der kaldes poetisk Frihed. Meningen er simpelt hen, at det givne Livsbillede desværre er ret almindeligt, i sin aparte Ramme og med sit specielle Indhold Symbol for noget mere Generelt. Overalt kan man see den skikkelige Mand, der har giftet sig af Kjærlighed, og som gjør Alt for at bygge sit Hjem i Kjærlighed, ligge under i Kampen, fordi hans ægteskabelige Halvdel er alt Andet end hans bedre Halvdel. Snart mørk indesluttet, snart heftig opfarende har han maattet give Afkald paa huslig Lykke, været nødt til at lade Børnene komme bort, været henvist til at søge sin Trøst i et trælsomt, men trofast Arbeide, af hvilket han ikke selv vil opleve Blomster og Frugt, om han end tør tro, at han lægger Grund til øget Velvære for en kommende Slægt.
Overalt – mener Forfatteren – finder man en Kvinde som denne Fortællings gifte Kone, oprindelig vel et Menneske med gode og smukke Muligheder, men ormstukken i Roden ved Radikalisme i literær og – som det udtrykkelig antydes – i fritænkerisk Retning. Forfatteren gjør hende lige saa ulykkelig for sig selv som ulykkelig for Andre, ihvorvel hun egentlig ikke er en slet Natur. Det maa være hans Tanke, naar han taler om en "Skildring fra Alfarvei", at den omhandlede Dame er typisk for mangen moderne Kvinde "østerpaa". Og endelig finder man jo overalt Magen til den intellektuelt begavede Klitassistent, belæst, tungerap, fordrukken, dog paa sin Viis forførisk, sluttelig fortvivlet, helt igjennem forulykket.
Men hvor bliver nu Forfatterens eller Fortællerens "Høisang" af? Svaret herpaa giver Henr. Pontoppidan dels ved en gjennemført ironisk Tone i Heltens autobiografiske Oplysninger om hans Higen bort fra den beskedne og begrænsede borgerlige Lykke paa Kristianshavn og om hans Attraa efter romantiske Oplevelser, inklusive Forførelse af den første gifte Kone, han kan komme sammen med. Dels ved de Betragtninger, der læses paa Bogens sidste Sider. Fortælleren har faaet Skræk for de Aander, han vilde mane frem: for Tilbedelsen af det glansfulde Vid, den lidenskabsfulde Følelse. Han møder paa sin Flugt fra det i Tanken attraaede, i Virkeligheden saa triste Eventyr en slidende Arbeidsmand, der "følte sig vel tilpas i sin Armod, i sit Smuds og nedværdigende Trældom". Endnu er Fortælleren saa fyldt af Romantik, at Mandens "megen Lykke stemmede mig for Brystet". Naturligvis er den ei heller just selve Idealet for al menneskelig Tilværelse, om den end kunde have en sand Idealitets Kjerne, eftersom der var Fremgang ved Arbeidet, Varsler om Frugt deraf. Men for sin egen Del bliver Fortælleren efter sin Tilbagekomst til Kjøbenhavn dog netop ogsaa en slidende Arbeidsmand, skjønt paa et noget høiere Kulturstade. Han sidder som ældre Mand ved sit Skrivebord med Thevandskoppen ved sin Side og yder sit beskedne Bidrag til en Fremtidsslægt ved at rette Stile, forfatte Bogkataloger samt nu og da at nedskrive nogle belærende eller moraliserende Smaafortællinger – Alt med det Haab at hjælpe til "en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke som hos vor er et uhyggeligt Delirium, der ufravigelig ender med Selvmord eller Vanvid".
Dette er Tendensen i denne Fortælling, der med bitter Ironi er kaldet "Høisang". Man maa alligevel ikke tro, at Henr. Pontoppidan intet Andet vil end Fornægtelse af "de store Passioner" eller Forkjætrelse af den Literatur og Kultur, der ender med Selvmord og Vanvid. Hans fortællende Person "drømmer" jo om "en ny Tid og en ny Slægt", og for denne skal "Lidenskaben være som et helligt Igjenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Villierne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig seilende Flugt." Forfatteren forholder sig negativ overfor falske Idealers Fata Morgana, ligesom han har gjort det i sin store tredobbelte Skildring af dansk Nutidsliv, Romanerne "Muld", "Det forjættede Land" og "Dommens Dag". Men det er kun Menneskenes Feilgreb og Fald under deres Stræben, som han laster og spotter eller ynker. Selve Idealet holder han fast paa, saa radikalt som Nogen.
"Høisang" har da ved sin Tankegang baade Betydning og Værdi. Den er derhos ypperlig fortalt med Fantasi, Skarpsind og Lune helt igjennem. Derimod er den som Komposition ufyldestgjørende gjennemarbeidet. Stoffet er lidt søgt eller ikke frit for at være romanagtigt i mindre god Forstand, og hverken Begivenheder eller Situationer staa altid med fuld Klarhed eller ægte Sandsynlighed. Den fine Kunst, der for den ydre Forms Vedkommende er bleven Henr. Pontoppidans Natur, synes denne Gang lidt flygtig anvendt i Henseende til den egentlige digteriske Udformning. Dog hører "Høisang" ubetinget til de Bøger, der fængsle under Læsningen, og som have Betydning ud over det blot Underholdende.
A. F.
