Henrik Pontoppidans nye Bog
Højsang. 266 Sider. (Schubothe.)
Man skal ikke lade sig narre af Udstyrelsen, det pyntelige Sybordsformat med de smaabitte Typer og de lidt smægtende Illustrationer. Højsang er ikke saa "sød", som den ser ud. Pontoppidan er bestandig den samme Spotter, der med Smil paa Læben iagttager Menneskene ovenfra. Han ironiserer lystigt over sin Samtids Digtning, der "mere og mere udvikler sig til et offenligt Skriftemaal, en Slags frivillig Gabestok for Forfatteren og hans Livs Skæbne," og han svinger med ikke mindre Styrke Svøben over dens Liv, i hvilket de store Pas[s]ioner har antaget Karakteren af "et uhyggeligt Delirium, der ufravigeligt ender med Selvmord eller Vanvid."
Ude paa de øde vestjyske Hedestrækninger, hvor Stormen fra det nærliggende Hav som en uophørlig Dommedagstorden lyder i Øret, møder Læserne "de store Følelser". Tre Mennesker kæmper her en Kamp om Lykke, der i Vildhed ganske svarer til den omgivende Natur. Fortræffeligt skildrede er de alle tre, den alvorlige og støtte Proprietær, der stille, men fanatisk arbejder paa sin civilisatoriske Opgave, at indvinde sig Jord for de kommende Slægter, Hustruen, der med et Rovdyrs Grumhed tørster efter sin sindige Ægtefælles Blod, og hendes Galan, en Frasehelt og et forfaldent Subjekt, men dog paa samme Tid et stærkt følende og klogt ræsonnerende Menneske, en farende Svend i en mindre idealiseret Udgave. Her er saaledes store Følelser nok, og hvordan Afslutningen paa Kampen falder, kan da ikke være tvivlsomt. Der bliver i dette Tilfælde endog Brug baade for Revolveren og Galeanstalten.
Til denne Kamp har Bogens Fortæller i sin Tid været Vidne, og til Skræk og Advarsel for Ligesindede indvier han nu, efter moden Overvejelse, Offenligheden i dens Mysterier. Samtidig tegner han saa et Par allerkæreste Stillebensbilleder, der virkningsfuldt tjener som Baggrund for det ret kraftige Drama. Vi træffer ham, inden han drager ud i Verden for at finde "de store Følelser", i et kristianshavnsk Papirhandlerhjem, hvis smaaborgerlige Hygge i Forbindelse med den purunge Datters hverdagsagtige Kærlighed til ham en stakket Tid synes ham Højdepunktet af menneskelig Lykke. Og da han har lært "de store Følelser" at kende i al deres Vildhed og rædselsslagen tager Flugten, gæster han, træt og tvivlende, et elendigt Husmandshjem paa Heden, hvor den skidne og udslidte Familjefader er henrykt over i sin Fritid at kunne snyde Næsen paa et Dusin fregnede og rødhaarede Unger. Dér finder han "den ydmyge Lykke, der endnu er Menneskene beskaaret".
Saa bittert falder Ordene, men Sammenstillingen er unægtelig ægte Pontoppidansk. Som sædvanlig, naar Forfatteren skildrer en Følelse eller Anskuelse, bevæger han sig helt ude i Yderpunkterne. Det er dog ikke selve "de store Følelser", Bogens Jeg vil til Livs. Han længes blot efter en Verden, "hvor Sorgen er mindre sort og Lykkens Roser mindre blege", hans Ideal er en Slægt, "for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Viljerne og udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig sejlende Flugt".
Maa det saaledes siges saavel om Bogens Handling som om dens "Moral", at ingen af Delene er særlig ny, saa gælder denne Indvending næsten i endnu højere Grad om Sceneriet. Lige siden Blichers Dage er de jyske Heder blevne skildrede utallige Gange, og det er ingenlunde den Del af vort Land, der har haft de daarligste Fremstillere. Alligevel er der saa meget Nyt i Pontoppidans Skildringer, at man, naar Højsang er læst til Ende, har faaet et helt andet og langt klarere Indtryk af den vestjyske Naturs Ejendommelighed, end man tidligere havde. Ingen har som han fyldt vore Øren med Stormens alt overdøvende Buldren, Ingen har mere levende fremtryllet for vore Øjne Hedens evige Efteraar i al dets trøstesløse Ensformighed og Vildhed.
Men heller Ingen raader over en saadan Fremstillingskunst som han. Skønnere kan det danske Sprog ikke behandles; hver Sætning, han former, klinger som den dejligste Musik. Han skriver alle samtidige danske Forfattere – Drachmann alene undtagen – sønder og sammen.
At læse Pontoppidan er en Fest. Man vover sig kun dertil med rene Hænder og i sin bedste Frakke.
P. C. V. H.
