En Forfatter at gaa i Vandet paa
Henrik Pontoppidan.
(I Anledning af Højsang.)
Man kan let være tilbøjelig til at tro, at Skadefryd er et af de dybest liggende Instinkter i Pontoppidans Sjæl. Følger man ham gennem hele hans senere Produktion, forstaar man, at han dybest føler sin Lykke og Tilfredsstillelse som Forfatter i det Øjeblik, da han i sin Fantasi udmaler sig og nyder sin Læsers glimrende Oprevethed og Raadvildhed og Flovhed efter endt Læsning af et af hans Skrifter. Den allernaiveste vil hurtig blotte sig ved at spørge: Mener han dette eller det modsatte. Et mere fremskredent aandeligt Trin udmærker sig ved at indse, at han hverken mener det ene eller det andet, men er endnu i Tvivl med Hensyn til det Problem, hvorvidt Pontoppidan vil noget med sine Bøger eller ej. Det mindst omtaagede og mest afgærede Standpunkt er da det, hvor man klart har indset det parodiske og kompromitterende i at vente eller forlange af en Forfatter, at han skulde ville noget. Al saadan hjælpeløs Forbløffelse og forvildet Raadløshed maa være en Himmelmundfuld for den skadefro Iagttager, som er Anstifter til det hele. Det morsomme er, at alle, der kommer blot i ringeste Berøring med Pontoppidans 201 Bøger, Publikum og Recensenter imellem hinanden, drages med ind i Kehrausen. Vi se paa dette Punkt hele Pontoppidans Idealitet og Kunstner-forfængelighed, hans hele Livsfryd og Stolthed, vi se her hans egentlige kunstneriske Livsopgave: at være en Forfatter til at gaa i Vandet paa.
Pontoppidans sidste Bog er en ny Alen af det gamle Stykke. Rummer den end ikke en saadan Pragtudfoldelse af altforgiftende Ironi som "Den gamle Adam", er den dog en fuldgod Type for den Vending, Pontoppidans senere Produktion har tagen, ja indeholder maaske netop et helt lille Program for en realistisk-ironisk Kunsttendens. De, som paastaar, at Pontoppidan virkelig mener noget og vil noget med sine Bøger – thi saadanne Kritikere gives der jo –, de som fastholder, at det ikke er Følelserne selv, han vil til Livs, men kun deres Udskejelser, deres kunstige og falske Overdrivelse, de paapeger indenfor Prologen og Epilogen i "Højsang" et Par Steder, hvor Forfatteren efter sigende for et Øjeblik skal have afført sig det haanlige Smil, der er hans anden Natur, og for en kort Stund skal have trukket Ansigtet i alvorlige Folder, for, uden Maske, at sige os sin Hjærtens Mening. Det hedder i Fortalen, hvor Romanens fingerede Fortæller, den halvgamle Timelærer, gør Rede for sig selv og sit literære Ideal:
"Ærlig talt, trods alle i dybsindige Doktorkapper formummede Tosser, foretrækker jeg at være hvad jeg er: et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt, – en Pedant, om man saa vil, hvis eget aandelige Livs Ernærings- og Fornyelsesprocesser forløber rolig og regelret uden ved sygelig Gæring fremkaldt Oppustning med dertil hørende Angst-Bespændthed og Stemningskolik og Angerens uophørlige Orme-Kneb; og som i hvert Fald ikke tillader sig at tage Ordet uden at have forvisset sig om, at Pulsslaget er normalt og Tungen ikke er belagt".
Og videre i Slutningskapitlet, hvor Fortælleren just har endt sin Skildring af "de store Følelser" i al deres Extravagance og Forfærdelighed:
… da er det mig, der sidder med Haanden under Kinden og drømmer, . . . drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke som hos vor er et uhyggeligt Delirium, der ufravigeligt ender med Selvmord eller Vanvid, men for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Viljerne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig sejlende Flugt …
Paa saadanne Steder skulde vi altsaa staa overfor den sande, den usminkede Pontoppidan, her skulde vi altsaa staa Ansigt til Ansigt med hans dybeste Mening, hans ærlige Overbevisning. Tro det, hvo som vil. Faa Sider i Forvejen, i den samme Prolog, er gjort de syndigste Løjer med alle saadanne Digtere, der beredvillig lader Publikum kikke ind i deres Livsanskuelse. Her som andet Steds spores det klart, at der næppe er noget, som Pontoppidan nødigere vil være bekendt, noget, som han litterært og ideelt vilde skamme sig mere over, end det at give en Livsanskuelse 202 gennem sine Bøger. Pontoppidan vil ikke paa noget Punkt være alvorlig. Sligt ligger fjærnt fra hans Opgave, fra hans litterære Hensigt. Tingene interesserer ham intet Øjeblik fra den alvorlige Side, men kun fra den rent artistiske. Men udover den rent artistiske Værd af Pontoppidans Bøger, deres blændende Fortællekunst, deres klare Virkeligheds-tegning, Skildringen for Skildringens egen Skyld – man sætte alt dette saa højt man vil – rumme de alligevel ganske tydelig en dybtliggende Tendens, en gennemgaaende Pointe. Har han paa mange Hundrede Sider omtumlet sin Læser gennem vidt modsatte Følelser, Stemninger, Overbevisninger, saa at han befinder sig i den rette raadløse Konfusion, som skal være saa sublim, glæder det ham pludselig at se den trætte Læser, der sukker efter et fast Holdepunkt, gøre Holdt ved en eller anden betydningsfuld Stemning eller Overbevisning, og udbryde: ja, men her er da virkelig et Syn, som er sundt og godt, her er da virkelig en Sandhed, for hvilken det var værd at bryde en Lanse. Dette er Øjeblikket, som Pontoppidan har ventet paa, og det er paa saadanne Punkter, at han kan nyde sin dybeste og rigeste Forfatterlykke. Med sin Haanlatters grønneste Gift styrter han sig over sin godtroende Læser: dér fangede jeg dig! dér var du begejstret! Og det er denne Fornemmelse: at være bleven greben paa fersk Gerning i at have næret en eller anden alvorlig Overbevisning, i at have fornemmet en ærlig ment Følelse for et eller andet, som er Hovedudbyttet ved Læsningen af Pontoppidan. Denne Forfatters Virkning i Folket bestaar i denne eklatante Flovhed, som enhver føler, naar han ser, at nogen Timer og Dage igennem har gjort Nar ad ham. En Illustration er ovenanførte Paavisning af Forfatterens Alvor fra forskellige Kri-tici's Side. Just for en saadan "Forstaaelse" har Pontoppidans Ironi sit allerbredeste Smil tilrede.
Der findes endnu Folk, som er gammeldags nok til kun at indrømme Ironien en saare ringe Plads indenfor Kunsten, ja, som paastaa, at den aldeles intet har med Kunsten at skaffe. Man nævner saa Poesi og Ironi ikke blot som polære Modsætninger, men som hinandens Fjender. Poesien vil tillægge Livet Værdi, vil føde Begejstringen; Ironien vil omstyrte al Værdi, vil dræbe Begejstringen. Imidlertid søger en saadan Betragtning ikke forgæves Tilknytning i den moderne Aandsvidenskab, der jo fortrinsvis vil kaste et biologisk Lys over alle aandelige Fænomener. Poesien, Illusionen, Begejstringens Blændværk – det er Tegnene for Livets, for Slægtens Sundhed og Blomstring; overalt derimod, hvor Livsmodet vender sig nøgternt spottende og undergravende mod sig selv, der har vi Dekadencens umiskendelige Symptom. Og selv om man nu virkelig vil indrømme Ironien en lille Plads indenfor Begrebet af den ægte Kunst, som en af dens Tjenere, et af dens Midler, saa er Sagaen jo dog den, at Pontoppidans Løsen, som forhen lød paa Virkeligheden for Virkelighedens egen Skyld, efterhaanden har forandret sig til dette nye, haandgribelig tydelige: Ironien for Ironiens egen Skyld. Denne Ironi staar jo tydeligvis ikke i Tjeneste 203 hos andre, højere Formaal, og tjener paa intet Punkt denne Farvegivning, den Idealisering, som er Indhold og Væsen i Kunsten i dens bedste og egenligste Forstand. Ironien hos den senere Pontoppidan udgør jo netop i sig selv alene hans hele "Kunst", i hvis Belysning han ser Virkeligheden. Mindst af alt gaar den ud paa at give Farve, at forskønne : dens Resultat er jo at affarve alt, at gøre al Ting graat og blegt. Den faktiske Virkning af Pontoppidans Skrifter er den altopgivende Hovedrysten, der indrømmer: ja, du har Ret: der er virkelig intet i denne Verden, som er værd at være begejstret for eller leve for – og det er latterligt at sige, at en Forfatter med denne ydre Virkning virker og arbejder for Alvor for Følelsernes Ret og Værd. Og ligesaavel som vi i vor Litteratur har Mænd, der saa klart røbe os deres aandelige Kærnesundhed ved at udmønte alt, hvad de blot røre ved, i Poesiens allerlødigste Guld, saaledes staar modsat Pontoppidan med al sin giftige Spot, med al sin Kamp mod det umiddelbare og friske som udpræget Type og Symptom for en stedse mere udbredt aandelig Slægtssygdom, en træt og selvopgivende sjælelig Forfaldsperiode.
Axel Lund.