Højsang

Henrik Pontoppidans ny Bog

(Schubothes Forlag)

Hvis Folk kjøber Bøger efter Titlerne – og man skal ikke forsværge, at somme ikke gjør det – vil Pontoppidans nye Fortælling kunne berede dem en slem Skuffelse. Titlen "Højsang", i Forbindelse med det nydelige Udstyr, talrige Illustrationer i Texten og, naar det skal være rigtig fint, en overmaade lækker Indfatning i rødt Skind, vil forlede dem til at tro, at det er en Kjærlighedens Apoteose, et begejstret Elskovsdigt, de faar at læse.

De vil erfare, at det, snart sagt, er lige det modsatte, hvad vel ogsaa var at vente af vor Literaturs største Satiriker.

Det er dog ikke saaledes at forstaa, at det er selve Elskoven og Elskovens Højsang, Forfatterens Satire gjælder. Pontoppidan har formummet sig i en halvgammel Pebersvend og Bogorms Skikkelse, Bogens "Jeg", og det er denne, som, efter at have fortalt sin Ungdoms Oplevelser, udtrykker hans Mening og Hensigt i følgende Ord: "– – – drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke som hos vor er et uhyggeligt Delirium, der ufravigeligt ender med Selvmord og Vanvid, men for hvem Lidenskaben er som et helligt Igjenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Villierne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i stolt og rolig sejlende Flugt – – –". Det er altsaa Tiden, den nervøse, oprevne Slægt, for hvem Lidenskaben ikke er en Lykke men en Straf, Satiren gjælder.

Forfatteren illustrerer denne sin Bogs Moral med en Beretning om, hvad Fortælleren oplevede langt ude paa den jyske Hede, da han som en 22aarig Knøs var draget bort fra det smaaborgerlige Kjøbenhavn for at finde Mennesker, og Forhold hvor Livet levedes stærkere med rigere og voldsommere Følelser. Han finder gjæstfri Modtagelse paa en jysk Landmand og Hedeplantørs Gaard, og her er det, han oplever den Romantik, han har længtes efter og drømt om, dog paa en anden Maade end han havde tænkt det, og uden selv direkte at blive Deltager. Han ser den store Lidenskab repræsenteret i et ulykkeligt Kjærlighedsforhold mellem Plantørens unge, halvt sindssyge Hustru og en Klitassistent, en forulykket Løjtnant, en havareret Mefistofelesskikkelse, og Forholdet – om hvis Forhistorie og egentlige Beskaffenhed Forfatteren er altfor tavs – giver sig just ikke hyggelige Udslag. Elskeren, om man tør kalde ham saa, er i en af Drik og andre Bedøvelsesmidler fremkaldt stadig Ophidselse, der kulminerer i malpropre Udskejelser i den nærmeste Kjøbstad, og for Hustruens Vedkommende idealiserer Hysteri, Skjændescener med den brave, fredsommelige Mand og en ubehersket Voldsomhed overfor Tjenestefolkene ikke hendes Skikkelse. Det ender med, at Klitassistenten, hvis Jalousi er vakt ved den unge Mands Besøg paa Gaarden, skyder sig en Kugle for Panden, og at hun bliver vanvittig. Forfærdet flygter Fortælleren fra Gaarden, hvor hans unge Illusioner har faaet saa sørgelig en Medfart.

Historien er udmærket fortalt, med en fin og stilfærdig Kunst og et tørt, behersket Humør, der dog af og til faar frie Tøjler som i den meget vittige Persiflage af nymodens "Stemningsliteratur". Pontoppidan viser sig igjen som en Mester i sine Figurers Karakteristik, navnlig er den havarerede Klitassistent skildret med en Virtuositet, der er saa meget mere beundringsværdig, som Figuren i og for sig ikke er ny, og der ridses i faa Streger de nydeligste Raderinger af jyske Hedelandskaber og jyske Interiører.

Men end mere fortræffelig vilde denne lille Fortælling unægtelig have været, om Forfatteren havde forsaget at kommentere; det havde været en Resignation, som vilde have klædt baade den og ham. Thi selvfølgelig dækkes hans lidt filistrøse Ræsonnement ingenlunde af den fingerede og en Smule latterliggjorte Pedant, der er Bogens Fortæller. Det er jo muligt, at han i al Almindelighed har Ret, at de stærke Lidenskaber, "Passionerne", ofte bringer mere Ulykke end Lykke, men det Exempel, han har valgt, beviser det bare ikke, og han sørger selv for at tage al Beviskraft fra det. Det siges udtrykkeligt om det ulykkelige Par, at det paa Grund af Ægtemandens Mistænksomhed og Paapassenhed aldrig har Lejlighed til at ses eller tale sammen, og at de ved Forholdenes Ugunst, fordi de ganske mangler Midler dertil, er forhindrede fra sammen at søge deres Drøm om et Samliv realiseret. Men Læserne vil da spørge: Men hvis de nu havde faaet denne Lejlighed til at realisere deres Længsler og Planer, er det saa saa givet, at det maatte blive til Ulykke for dem; de er jo dog ikke almindelig smaatskaarne Mennesker, og det vides nu kun, at det er de ydre Forhold, der ødelægger dem? Men det var ikke denne gamle Sandhed, som skulde bevises.

Den lille elegante Bog er, som sagt, illustreret af Maleren N.P. Mols, der har ledsaget Texten med mange nydelige smaa Billeder, der dog ikke altid er saa vellykkede, hvor det gjælder at gjengive Bogens Figurer, og absolut uheldige, hvor Kunstneren ganske gaar udenfor sin Opgave og forsøger at forklare og allegorisere.

H.L.